http://www.danskeherregaarde.dk/nutid/hollufgaard
Hollufgaard var fra 1587 til 1635 ejet af slægten Marsvin.
Under Iver Andersens ejerskab i perioden 1713-26 besøgte Frederik IV Hollufgaard.
Den ældste del af hovedbygningen er opført af Jørgen Marsvin i 1577.
I 1830'erne blev de gamle sidefløje revet ned og nye blev opført.
Hollufgaard
Hestehaven 201
5220 Odense SØ
Ejerhistorie
Hollufgaard er skabt af jorderne i landsbyen Neder-Holluf i 1400-tallet. Adelsmanden Joachim Bjørnsen pantsatte i 1487 sine jorder i landsbyen til rigskansleren Jørgen Marsvin fra Lindved. Marsvin stammede fra en anset fynsk adelsslægt, og det var formodentligt ham, der sikrede Hollufgaard hovedgårdsprivilegier.
Efter Jørgen Marsvins død overtog sønnen Peder Marsvin gården. Han giftede sig med Anne Passow, der tidligere havde været gift med Axel Valkendorf til Glorup. Dermed kom han i familie med nogle af landets mest ansete adelsslægter, hvilket muligvis var en medvirkende årsag til, at han blev udnævnt til rigskansler af Kong Hans (1455-1513).
I 1556-1581 tilhørte gården Jørgen Marsvin, der gennem mange år var tæt knyttet til hoffet. Som ung deltog han i Den Nordiske Syvårskrig, der varede fra 1563-1570, og efter krigen blev han optaget i rigsrådet. I 1576 blev han stiftslensmand på Fyn og fik dermed til opgave at føre tilsyn med stiftets kirkelige forhold.
Marsvin brugte meget af sin tid på Hollufgaard, selvom han skrev sig til sin skånske gård Dybæk. På Hollufgaard fortsatte han slægtens indsats for at udvide jordtilliggendet, ligesom han påbegyndte opførelsen af det borganlæg, som i dag stadig er mere eller mindre bevaret. Det nye anlæg stod færdigt omkring 1577, og Jørgen Marsvin døde kun få år efter i 1581. Som arbejdsgiver var Marsvin imidlertid en hård herre. Trods de mange penge der blev investeret i Hollufgaard, klagede mange af områdets bønder over hans nærighed med kost og husly, og også hans egen familie anklagede ham for at have misbrugt sin stilling som værge for fasteren Anne Marsvin.
Fra og med 1635, hvor Jørgen Marsvins barnebarn Karen Marsvin giftede sig med Erik Pors, gik Hollufgaard i en lang periode fra slægt til slægt via ægteskaber. Pors døde allerede i 1636, hvorefter Karen Marsvin giftede sig med Henning Pogwisch, der bl.a. var medlem af rigsrådet og indehaver af mange herregårde. De politiske og økonomiske ændringer, som fulgte i kølvandet på enevælden, betød, at Henning Pogwisch ved sin død i 1664 var dybt forgældet. Kronen gjorde derfor udlæg i gården, og staten måtte derfor overtage en del af Hollufgaard, som dog blev solgt tilbage til hans bror Otto Pogwisch de følgende år.
Otto Pogwisch solgte imidlertid Hollufgaard efter blot fire års ejerskab. Den nye ejer var Niels Bang, der var biskop på Fyn. Han tilhørte en kreds af embedsmænd og godsejere, både borgelige og adelige, der holdt meget sammen - og de følgende ejere af Hollufgaard kom også fra denne kreds. Typisk for dem var, at de primært var embedsmænd, der ved siden af dette erhverv drev godskøb og godsdrift som en blanding af spekulation og forretning.
I 1713 giftede Iver Andersen sig til gården. Han var bl.a. amtmand over Assens og Hindsgavl, og med ham gik gården bedre tider i møde. Han opfattede gården som sit egentlige hjem modsat mange af de forrige ejere, der primært havde set den som et spekulationsobjekt. Andersen var populær ved hoffet, og Frederik IV (1671-1730) besøgte flere gange Hollufgaard i hans ejertid. Andersen udvidede da også hovedbygningen, så den blev tidssvarende og kunne danne en passende ramme omkring de kongelige besøg.
Iver Andersens datter Frederica Sophia Ivers overtog farens besiddelser efter hans død i 1726. I 1757 giftede hun sig for anden gang. Ægtemanden var Caspar Hermann von Heinen, der stammede fra en tysk adelsslægt, der var gået i dansk statstjeneste og gennem ægteskaber havde erhvervet en række danske godser. I de ti år, som ægteparret sammen ejede Hollufgaard, udnyttede de fornemt de gode konjunkturer for landbruget og forbedrede godset betragteligt. Friderica Sophia Ivers modtog i 1768 ordenen "de l'union parfaite" af Dronning Sophie Magdalene. Det var en dansk orden, som dronningen havde stiftet i 1732, og det var den første orden, som også kvinder kunne tildeles.
Ved von Heinens død i 1767 gik Hollufgaard for første gang siden Marsvin'ernes tid i arv fra far til søn. Sønnen Albrecht Christopher von Heinen var dog kun otte år, da faren døde, så i de første år var det stadig moren, der styrede gårdens drift. Albrecht von Heinen fortsatte forældrenes arbejde på Hollufgaard, og i 1803 fik han tilladelse til at sælge fæstegodset uden at miste skattefriheden for hovedgårdsjorden. Efter hans død i 1814 overtog hans søn Casper von Heinen gården, men pga. den økonomiske krise måtte han i 1821 skille sig af med Hollufgaard.
Herefter havde gården en række skiftende ejer i løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. I 1961 købte Landbrugsministeriet Hollufgaard, som det solgte videre til Odense Kommune i 1979. Kommunen udstykkede meget af jorden til boligområder, og lejede hovedparcellen ud til Fyns Stiftsmuseum, det senere Odense Bys Museer.
I 2013 var gården ejet af Arkitektgruppen A/S, der siden 2004 har haft deres domicil på gården.
Ejerrække
Hovedbygning:
I 1576 skænkede kongen Jørgen Marsvin Hjallese Kirke. Marsvin fik lov til at rive kirken ned og anvende tømmer og mursten derfra til eget brug. Da han kort tid efter påbegyndte opførelsen af Hollufgaard anvendte han materialerne herfra.
Den tidligere gård lå formentlig øst for Lindved Å, tættere på Neder-Holluf by. Marsvin anlagde imidlertid sin nye gård i engen, vest for Åen. Han lod anlægge et stort, firkantet voldsted med brede grave, hvorpå han opførte sin nye hovedbygning. Det var en enkeltfløjet bygning i to etager uden kælder.
Husets indretning er typisk for renæssancen, hvor én centralt placeret gang forbinder alle etagens rum. Denne indretning er mere eller mindre bevaret, bl.a. fordi Marsvin byggede alle rum med fladspændte renæssancehvælvinger. Opgangen til anden etage skete via det ottekantede trappetårn midt for gårdsiden, hvor også husets eneste indgang blev placeret. Husets karnaphjørnetårne havde ikke karakter af forsvarstårne, da de noget usædvanligt blev opført ind mod gården. Udover de tre tårne mod gårdsiden var der på sydsiden små hængetårne, svejfede gavle og karnapagtige udbygninger, som senere er blevet revet ned.
Bygmesteren menes at have været Peter de Dunker, som Jørgen Marsvin i sin lensmandstid lærte at kende under byggearbejdet på Odensegaard. Hele byggeriet må have stået færdig i 1577, da dette årstal sammen med Jørgen Marsvin og hustruens initialer er anbragt på gårdsidens mure.
Mellem 1713 og 1726 udvidede Iver Andersen anlægget, idet han lod opføre tre bindingsværksfløje, hvorved der blev etableret et lukket, firefløjet anlæg. Disse fløje blev revet ned i 1829 af Hans Langkilde, der også opfyldte store dele af Marsvins voldgrave.
I stedet for de gamle sidefløje opførte Langkilde i 1835 to bygninger mod øst og nord. De grundmurede fløje er i én etage og har begge frontspidser mod gården. Den østlige bygning forbundet med Marsvins hovedbygning, mens den nordlige fløj er fritstående og kun forbindes til østfløjen af en mur.
Hovedbygning:
I 1920 blev hovedbygningen gennemgående restaureret ved arkitekt C. Dæhnfeldt og blev senest renoveret i 2011.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen, fløjene fra 1835 og forbindelsesmuren mellem øst- og nordfløj er fredede.
Andre bygninger:
Avlsgården ligger nordvest for hovedbygningen, dels omkring en stor plads foran hovedbygningen, dels ved en mindre gårdsplads ved vejen mod vest.
Hovedindkørslen flankeres af to længer med korte tværfløje. Fløjene, der oprindeligt stod i bindingsværk, blev opført af Friderica Sophia Ivers i 1768, men fik sit nuværende udseende i forbindelse med en renovering i 1939-1945.
Sydvest for disse længer ligger den tidligere hestestald, der blev opført i 1899.
Desuden er bevaret et tidligere ishus og en sneglehøj.
Fredningsstatus 2013: Ishuset og sneglehøjen er fredede..
Kulturmiljø
Til Hollufgaard hører en stor, flot park. Von Heinen lod mellem 1557 og 1567 anlægge en have syd for hovedbygningen. En vindebro førte over voldgravene og forbandt haven med hovedbygningen von Heinen levede ifølge ovennævnte i 1700-tallet.
Et gammelt maleri fra ca. 1760 viser en smuk parterrehave i klassisk fransk stil med buksbomhække, siret med pyramidetræer og fyldt med alverdens mytologiske figurer.
Parken blev i 1940 sat i stand, hvilket også er sket løbende siden.
I dag findes der stadig rester af de lange alleer, som blev plantet øst for åen tæt ved den nærtliggende gamle mølle. Det var også her, at der i 1760 blev anlagt en sneglehøj over en hvælvet kælder, hvis indgang er prydet med en våbensten.
Fredningsstatus pr. 2013: Sneglehøjen er fredet.
Litteratur
Hansen, J.J.: Større danske Landbrug. 1930.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Forbindelser
Blangstedgaard, Ørritslevgaard
NUTID (2011)VIS KORT
Nuværende navn
Hollufgård
Region og kommune
Syddanmark - Fyn og øer - Odense
Offentlig adgang
Offentlig adgang til park og omgivelser
Ejer
Arkitektgrupppen A/S