*Fors
ide
 *'Marie og Niels Hansen  *Deres børn og børnebørn  *Niels' aner  * Maries aner  *Bjerringgaard  *Bjerringgaard før 1890  *Martha og Sigvald  *Marthas aner   *Pouls barndom  


 

Marie og Niels Hansen, Bjerringgaard, Elsborg, Viborg Amt

Dette er skrevet og samlet af Poul Hansen (deres barnebarn).

Niels Hansen 27.3.1864 - 8.5.1925

Marie Hansen, født Serup, 8.11.1864 - 1.1.1953

Marie og Niels Hansen med deres børn.

Fra venstre Harald, Chresten, Marie, Sigvald lige over Hans, Oluf, Mitte (Marie), Niels, Søren. Læs nærmere om Marie og Niels' børn

Niels Hansen bosatte sig på Bjerringgaard kort før sit bryllup 8.7.1891.  Ifølge Realregister Elsborg 1842-1946 fik Niels Hansen skøde på matrikel 3a, Bjerringgaard, den 19.6.1891. Der blev også senere læst skøde på to mindre matrikler, 10z (findes ikke i dag) og 17e, henh. 1907 og 1912. Se skødet, Niels Hansen overtog gården formedelst 30.000 kr., heraf var 18.000 kr.overtagelse af indestående prioritetsgæld, og 6000 kr. var for løsøre. Overtagelsen omfattede hovedmatriklen 3a samt to mindre matrikler 3b og 3c, der lå nord for 3a. Niels Hansen havde arvet 10000 kr. efter sin fars død i 1889 i Kvols (skøde den 14.1.1890).
I 1909 købte Niels Hansen en mindre, ubebygget parcel, Elsborg matr. 8h, nær Elsborg Skole.  Den blev i 1929 solgt af hans enke til Elsborg Forsamlingshus (nu matr. 8g, skøde 1909).
Ved adkomsten i 1926, se nedenfor, hørte der til gården foruden hovedparcellen Elsborg 3a også to små parceller 3b og 10z, henh. nord og syd for gården, se nederste matrikel
kort. Desuden medhørte en meget lille matrikel 17e i Højbjerg By, den hørte sammen med engen i Vindelsbæk, som hørte til Bjerringggaard, og som ellers på dette tidspunkt hed matrikel 3a ligesom hovedparcellen, senere hed den 3ø).
Niels Chr. Vraa kom også fra Kvols til Elsborg sogn, han fik i dec. 1890 skøde på ejendommen Elsborg matr. 10b, der kostede 7000 kr. Han kom altså først til Elsborg sogn.

Se også Matrikelkort  Bjerringgaard og Elsborg Mark (østre Elsborg Sogn) og Elsborg By..

Jeg har arvet en sølvske fra dem, som bagpå har inskriptionen 8-7-(19)16, som er fra deres sølvbryllup, det passer med at de blev gift i 1891. Det fremgår også af Kirkebogen fra Rind i 1891, den højre del viser bl.a. bryllupsdagen den 8. juli 1891, samt forlovere: Maries far Søren Andersen Serup og skolelærer N. Hansen, der var Maries faster Kirstens mand.
Niels' far Christen Hansen, Nybro Kro, var død i 1889.

  

Niels og Marie havde en datter, Marie, kaldet Mitte, og sønnerne Chresten, Søren, Harald, Sigvald, Oluf og Hans, se billedet ovenover.. Da min far Sigvald som det 5. barn er født i 1898, er der kommet 5 børn på 7 år, så der har været fart på. De blev alle gift og fik børn, Mitte fik 5, Chresten 6 børn, hvoraf to døtre, Inger Marie og Hilda, begge døde som unge piger først i deres 20'er. Jeg var dengang en stor dreng, og det gjorde et stort indtryk på mig. Søren fik 3 børn, Sigvald 5 (den ældste Marie døde inden hun var et år gammel), Harald og Oluf havde hver 2 børn og Hans 1. De tre sidstnævnte sønner blev byboere, alle de andre boede på gårde. Nu i 2001 er kun 2 af Mittes, 2 af Chrestens, det ene af Haralds og begge Olufs børn levende, foruden vi 4 fra Bjerringgaard. Farbror Chrestens og deres børn var dem vi havde mest kontakt med, især de to yngste Ellen og Hilda, som kun var få år ældre end mig. Deres gård, Stenagergaard, var nabogård til Bjerringgaard. Flere af min fars brødre var lune mennesker, når vi var på besøg og havde spist , skulle vi som børn pænt gå hen og give hånd og sige tak for mad. Så sagde de tit for sjov: Nåh, vil du allerede til og hjem. Farbror Chresten og Faster Grethe (egentlig tante Margrethe), som vi så mest, var nogle hjertelige mennesker, Faster Grethe kunne slå en skraldrende latter op. Nytårsaften kom de som regel på Bjerringgaard, og det bedste vi børn vidste var at smide fyrværkeri ind under faster Grethes stol, for så hvinede hun højt.

Ved folketællingen i 1901 var Niels og Marie på Bjerringggard, matrikel 3a, med de fem ældste børn, og i 1906 med alle deres børn undtagen den yngste Hans, der først fødtes i 1907. Ved FT 1911 var de der med alle børn undtagen den ældste søn Christen, 16 år, der formentlig har været ude at tjene, som det hed sig. Desuden var Maries 15-årige nevø Viggo Serup Hansen der som slægtning.
Ved folketællingen i 1916 ses Niels og Marie sammen med deres to yngste børn Oluf og Hans, der her er 14 og 9 år gamle. Desuden boede den 21-årige søn Søren sammen med sin kone Mathilde åbenbart på gården, de var blevet gift 20.1.1916. Kjerstine Serup var tjenestepige, måske af Maries familie, det kunne være hendes brordatter:


Niels var ved FT 1916 ansat til en årsindtægt på 2200 kr., formue 20000, skat 174,60 kr., eller 7,9 % af indtægten. Sørens indtægt var 300 kr., skat 6,25 kr., eller 2,1 %.
Sønnen Sigvald, der senere overtog Bjerringgaard, opholdt sig i 1916 som 18-årig som tyende på gården hos søsteren Marie (Mitte) og dennes mand Søren Jensen i Sjørslev.-- Sønnen Kristen (Chresten), 22 år, var i 1916 tjenestekarl på Ørregaard i Fiskbæk sogn.

Ved folketællingen i 1921 var Niels og Marie på gården sammen med sønnerne Sigvald og Hans,
og ved FT 1925 var Marie Hansen enke (Niels var død 8.5. samme år), sønnerne Sigvald som landmand og den yngste søn Hans, som gartner, boede hjemme.
Ifølge Realregister Elsborg 1842-1946 fik Marie adkomst til at sidde i uskiftet bo den 18.6.1926, og sønnen Sigvald fik skøde på gården den den 29.11.1928, han var blevet gift 20.10.1928.

Jeg har aldrig kendt min bedstefar Niels Hansen. Han kom fra Nybro Kro, Kvols sogn, der ligger ved Fiskbæk mellem Viborg og Skive. Der var noget familie, der kom derfra. Bl.a. min far Sigvalds fætter, der hed Chresten og gik på landevejen. Han kom sommetider på Bjerringgaard og overnattede, jeg ved ikke, om han kom indenfor, ellers var det almindeligt at sådanne landevejsriddere, som der fandtes nogle af dengang, fik lov at overnatte i halmen i laden, evt. imod at de afleverede deres tændstikker, så at de ikke skulle ligge ryge, hvor det var brandfarligt. Tit blev de vist inviteret på mad, eller fik de måske en madpakke. Min far havde også to kusiner, Lis (Elise) og Dorthe, som var søstre og som sommetider kom på besøg på Bjerringgaard. Det var to snakkesalige og livlige damer, der havde let til både gråd og latter.

Niels Hansen fra Kvols fik som nævnt skøde til Bjerringgaard. Elsborg matr, 3 19.6.1891. Kort forinden, 17.12.1890, havde Niels Christian Jensen Vraa fået skøde til Elsborg matr. 10b, han kom også fra Kvols.


Niels Hansen.

Min bedstefar var en udadvendt person, efter hvad jeg kan forstå. Han var sognefoged, en sådan fandtes den gang i hver sogn, han havde en vis lokal "politimyndighed" og kunne f.eks. også foretage borgerlige vielser (det brugtes dengang, på landet i al fald, kun når folk skulle giftes, fordi de ventede et barn). Sognefoged-jobbet gik senere i "arv" til hans ældste søn Chresten. Min bedstefar var også i amtsrådet. Det har min farbror Hans fortalt, han fortalte tit om det, når jeg besøgte ham, da han var kommet på plejehjem i København. Han fortalte også, at min bedstefar de seneste år var syg, han havde vist haft en hjerneblødning eller lignende. Hans, der var født i 1905, må have været 20 år ved hans død. Han var da hjemme. Min bedstemor sagde en morgen til ham, at han skulle gå ind og kalde på sin far, at der var morgenmad. Da lå min bedstefar i sengen og var død. Min bedstemor skulle da have sagt: Ja, ja, lille far, hvis du var blevet hjemme og passet din gård, havde vi nok haft dig endnu. Underforstået, at hans udadvendte liv, nok med deltagelse i en del frokoster og middage, ikke efter hendes mening havde været sundt for ham.

 


Ved Niels Hansens død, den 8.5.1925 som 61-årig, blev der samlet sammen til en båregave, som blev brugt til sølvkrans simulerende egeløv, som er indsat i gravstenen på Elsborg Kirkegård (er der stadig i 2002). Se  gravmæle.  Nedenfor følger navnene på dem, der deltog i gaven:

 *) se

Da mine bedsteforældre (Niels og Marie) kunne have haft guldbryllup, dvs. i juli 1941, blev der afholdt en familiekomsammen på Bjerringgaard (vel især for børn, sviger- og børnebørn). Jeg var dengang en knap 10 år gammel dreng, jeg kan huske, det var fint vejr, og om eftermiddagen gik gæsterne til kirkegården for at besøge min bedstefars grav. På vejen var der en fugl, der satte sig i mit hår. Jeg var meget krøllet dengang, så måske den har troet, det var en rede. Det var også ved det tid, at min bror Ole blev født (11.7.1941).


Marie Sørensen Serup, Sigvalds mor, var et ud af 9 børn, hendes forældre var Søren Andersen Serup, 24.9.1823 - 29.5.1907, og Christiane Christensen, 30.9.1831 - 3.8.1912. De blev gift 13.12.1859.  De havde en gård i Sønder Rind. Læs videre om Marie Serups aner.

Min bedstemor er den eneste af mine bedsteforældre, jeg har kendt. Hun havde ungpigenavnet Serup og kom fra en ret stor gård i Rind, som jeg kan huske, hendes bror, Jens Serup, som vi kaldte morbror Jens, havde. Hans kone kaldte vi bare Moster, hun kom sommetider på besøg på Bjerringgaard også efter at hun var blevet enke, det blev hun i 1943. Hun havde så altid sin voksne søn Søren, f. 1909, med, han var deres eneste barn, og han var retarderet, men kunne dog almindelige ting. Når vi sad ved bordet og Søren blev spurgt, om han ville have mere, svarede Moster: Nej tak, Søren kan ikke spise mere. En frase, som vi søskende sommetider har brugt for sjov over for hinanden. Da Moster var død (1956), blev det en tradition, at mine forældre inviterede Søren til nytårsaften. Han kom så på sin cykel, og jeg tror han så frem til det, så det var en pæn gestus af mine forældre. Søren døde i 1983.

Nok i modsætning til sin mand, var min bedstemor et roligt gemyt. På den måde lignede min far nok hende, ligesom disse gener nok er gået videre i mig. Min bedstemor har nok haft en del med gårdens drift af gøre også i min bedstefars tid. Men min far må også dengang have arbejdet på gården, og da min far og mor blev gift i 1928, dvs. 3 år efter min bedstefars død, overtog han gården, se ovenfor. Min bedstemor blev boende på "aftægt". I det nye hus var den store stue ved siden af køkkenet dengang delt op i to rum, det inderste var min bedstemors værelse. Som mindre børn kan jeg huske, at vi tit gik ind og "besøgte" hende. Men ellers deltog hun naturligvis i familielivet, spiste med og al ting. Som jeg kan huske hende, var hun ved at være en gammel dame med håret sat op i en knold, det havde næsten alle ældre damer dengang. Hun har nok også tidligere været end resolut dame. Min bedstemor blev gammel, 88 år. Desværre blev hun efterhånden senil. Som store børn grinede vi vist sommetider af hende, set i bakspejlet var det ikke pænt. Selv om min bedstemor var ret så omgængelig, tror jeg det tit var lidt af en belastning for min mor at have sin svigermor boende. Min mor kom i al fald sommetider med udtrykket: "Jeg håber aldrig at jeg kommer til at ligge nogle af mine børn til last". Min mor fik mavesår, og jeg har senere tænkt på, at belastningen med min bedstemor, hvoraf noget nok lige så meget var af psykisk art, har medvirket til udvikling af denne sygdom. Efterhånden blev min bedstemor så senil, at hun ikke selv kunne klare personlig hygiejne. Der blev da indkaldt til familieråd med hendes øvrige børn (tidligere havde min bedstemor rejst på "ferie" hos sine øvrige børn, dog ikke dem i København). Det blev så bestemt, at hun skulle på plejehjem. Hun kom så på et plejehjem i Ans. Til sidst kunne hun ikke kende sine egne børn. Inderst inde var mine forældre vist kede af at sende hende på plejehjem, jeg tror det dengang blev betragtet som lidt af en skam at være nødt til at sende sine gamle forældre væk. Jeg kan huske min mor sagde, at min far nok inderst inde hellere ville have haft, at hun var blevet kørt den modsatte vej, dvs. mod kirkegården.

Nedenunder billeder af Marie Hansen med to af hendes børnebørn, endnu i hendes velmagtsdage.

 

Marie Hansen, Sigvalds mor. "Bedste" som vi kaldte hende, på hendes 75 års fødselsdag. Den blev afholdt på Bjerringgaard, hvor hun da stadig boede. Der deltog hendes børn og øvrige familie. Der var sat forsamlingshusborde op i stuen ud mod gården, hvor man sad og spiste. Da min mor spurgte hende hvilken sang hun gerne ville have sunget, ønskede hun "Det var en lørdag aften", kan jeg huske. Men der var åbenbart også en sang til lejligheden på denne melodi, den var nok lavet af nabokonen på Elsborggaard, Mathilde Christensen.

Jeg tror nok hun var ved at være lidt senil på dette tidsspunkt.


Nedenfor er omtalen i Rødkærsbro Avis ved hendes død:


Det var almindelig på landet dengang, at båren med den døde stod i hjemmet, på Bjerringgaard var det i den øverste, "fine" stue med røde plysses møbler. Følget samledes her, oftest var kisten vist åben, så de der ville kunne se den afdøde. Kisten blev lukket, og der blev sunget salme og nok også bedt fadervor. Til sidst blev båren båret ud, mens verset "Så rejser vi til vort fædreland" blev sunget. Denne "syngen ud" stod den lokale degn for, her lærer Møller fra Elsborg Skole. Båren blev sat på en granpyntet vogn trukket af heste, hele følget gik så efter båren til kirken, her vel små 2 km. Ved de huse og gårde, ligfølget passerede, var der strøet grankviste på vejen. Efter ceremonien i kirken og jordpåkastelsen, kom følget og hilste på de pårørende ved graven. Derpå var der ofte kaffe i forsamlingshuset. Ved mindesammenkomsten blev der sunget salmer, evt. holdt taler. Eller der kunne være middag i hjemmet for familie og nærmeste venner, eller der kunne være et lignende arrangement i hjemmet inden båren blev sunget ud. Man iførte sig oftest sit pæneste tøj i sort og hvidt. Jeg kan huske min mor sagde, at det at tage afsked med et menneske var der mindst lige så meget grund til at gøre noget ud af som af andre anledninger.
(Hvis dødsfaldet var sket i hjemmet, gjorde nærmeste familie og naboer selv liget i stand og lagde det  kiste).

 Bjerringgaard videreførtes af sønnen Sigvald, der i 1928 blev gift med Martha Rasmine Madsen. . 


Læs nærmere om Marie og Niels' børn 
Læs videre om Bjerringgaard

Se Gravsten på Elsborg Kirkegaard