*Forside  *'Marie og Niels Hansen  *Deres børn og børnebørn  *Niels' aner  * Maries aner  *Bjerringgaard  *Bjerringgaard før 1890  *Martha og Sigvald  *Marthas aner  *Pouls barndom                          


 

POUL – Min barndom     

 

Min tidligste barndom - hvad kan jeg huske?

Stuehuset på Bjerringaard brændte

Marie blev født

Jeg begyndte i skolen

30'erne.

Indkvartering af militæret.

Krigen kom

Hvordan var dagligdagen under krigen - de hårde vintre.

Sneen og Dalen

Jeg kom i realskole 

Ole blev født

Feriegæster

Jul på Bjerringgaard

Befrielsen

Gamle "sejer"

 

Min tidligste barndom - hvad kan jeg huske?

Jeg er født den 1. december 1931. Jeg er født hjemme på Bjerringgaard, hvor jeg senere voksede op. Hjemmefødsler var det almindelige dengang. Jeg ved ikke, om det var en svær fødsel. Det var vist kold vinter, da jeg blev født. Jeg var vist nok meget velkommen. Mine forældre havde nemlig haft et barn, en pige, Marie, som var død knap 1 år gammel. Hendes gravsten står stadig (år 2000) på Elsborg Kirkegård, sammen med hendes (og mine) forældres og bedsteforældres. Hun var født 4.2.1930 og kunne altså have været små 2 år ældre end mig. Hun døde i 16.1.1931. Min mor har fortalt, at de en aften var i byen hos min morbror Ejnar, der boede ikke ret langt derfra. Bette-Marie, som hun senere blev kaldt, havde været glad og tilpas, inden de tog af sted. En af tjenestefolkene (der var i min barndom normalt 1 pige og 2 karle på gården. Pigen hjalp også til ude, med at malke, tynde roer, haven m.v.) kom og hentede mine forældre, Bette-Marie havde fået høj feber. Hun havde fået rosen. Det viser sig vist nok ved rødt udslet i nakken (og andre steder), og det kan vist udvikle sig til hjernebetændelse, en slags meningitis?. Det var nok hvad der skete. Hun kom på sygehuset i Kjellerup og døde vist nok efter en uges tid. Min mor har fortalt, at lægen - eller sygeplejersken - sagde: "Nu er den lille Marie ikke mere". Det må være svært at miste et lille barn. Det var slet ikke ualmindeligt dengang. Min mor brugte somme tider udtrykket: "Vi ved ikke hvad hun har været forskånet for", måske også lidt som en trøst for sig selv? Min mor var nok ret pylret med vi børn, der senere kom til og var bange for, at der skulle ske os noget. Jeg har senere somme tider tænkt på, om det hang sammen med, at hun havde mistet sit første barn? Apropos sygdommen rosen: det klares vist i dag let med penicillin.

Jeg er vist nok døbt nytårsdag 1932. Dengang skulle der helst ikke gå mere end en månedstid, og barnet skulle helst heller ikke på rejser og lignende, inden det blev døbt. Var barnet svageligt, blev det hjemmedøbt umiddelbart efter fødselen. Skulle der ske barnet noget, troede man vel, at det ikke kom ind i Guds rige, hvis det døde inden at det var døbt? Jeg er døbt i den samme dåbskjole som mine søskende og senere mine børn, børnebørn og søskendebørn er døbt i. Jeg kan også huske, at min mor i min barndom jævnligt lånte den ud, f. eks. til hendes niecers (og nevøers?) børn (jeg kan bl.a. huske min kusine Lilly, moster Marie, kaldet moster Ree's datter, lånte kjolen til nogle af sine børn, hun fik vist også ret mange). Så det må være en hel del børn, som er døbt i denne dåbskjole).

Ellers ved jeg ikke noget om min dåb, bortset fra at jeg kom til at hedde Poul. Og det var egentlig mærkeligt. Min ældste søster, som døde, var opkaldt efter sin bedstemor (farmor). Min bror Niels, 1½ år yngre end mig, blev opkaldt efter vores bedstefar (farfar). Det var almindeligt dengang at blive opkaldt efter bedsteforældre, især på fædrene side, og min far havde oven i købet fødegården. Jeg har da også en kusine, der hedder Marie, og to fætre, der hedder Niels (på fædrene side). Men det var normalt de ældste børn, der blev opkaldt. Så jeg skulle have heddet Niels. Hvorfor jeg kom til at hedde Poul, ved jeg ikke, det har nok været min mors ide, af en eller anden grund et navn, som hun har syntes om. Men vel ikke meget anderledes, end når folk i dag giver deres børn navne. Det eneste jeg kan huske fortalt i forbindelse med mit navn, var, at en af min fars onkler, som hed Poul (han var gift med hans moster Ane fra Næstved), da han kom på besøg og hørte, at jeg havde fået det samme navn, skulle have stukket mine forældre 5 eller 10 kr. (det var mange penge dengang). Måske skulle han endda have spurgt, om navnet var med o eller a  (eller var det u eller v), inden han afleverede pengene. Hans navn var som mit. . Jeg kan ikke huske denne Poul, da han døde i 1934, før jeg kan huske. Men jeg tror nu ikke, jeg var opkaldt efter ham. Derimod kan jeg huske moster Ane, hun kom på ferie på Bjerringgaard og besøgte mine Bedstemor.
(Min mor havde været i huset hos en overlæge Poul Videbech i Viborg, måske var det derfra hun havde navnet Poul).

Ellers ved jeg ikke meget om mine første år. Jeg var engang på sygehuset, i 3-4 års alderen. Jeg havde fået tarmslyng. Efter hvad jeg har fået fortalt, var det lige ved at jeg skulle have været opereret, men så fik de det til at gå i sig selv igen, jeg ved ikke om de stak noget op bagfra. Jeg var der kun får dage. Jeg kan ikke selv huske det. Heller ikke, at jeg efter sigende ofte var syg som barn, vist nok halsbetændelse og den slags ting. Vores læge hed doktor Jensen og boede i Ans. Jeg kan svagt huske ham, han var en rar, rund mand og lignede vist Ib Schønberg, som var en folkekær skuespiller dengang. Han skulle vist have sagt, at når jeg var meget syg som barn, ville jeg som voksen være forskånet for sygdomme. Det har passet i mit tilfælde. Jeg kan ikke huske, jeg har været indlagt, og mine sygedage indtil nu, hvor jeg er 68 år, har været få, så jeg har indtil nu været begavet med et godt helbred. Måske påskønner man det ofte for lidt og tager det som sen selvfølge, så længe det går godt. Jeg kan vist bedst huske doktor Jensen fra da jeg vistnok kort inden jeg skulle i skole, fik fjernet mine polypper. Det skete i hans konsultation i Ans, jeg var bedøvet, og jeg kunne huske, at jeg så flyvemaskiner, da jeg var ved at falde hen. Vi var kørende i taxa, og jeg kastede vist nok op i taxaen hjem. Det har vel været bedøvelsen, man brugte vel æter dengang.

 

Stuehuset på Bjerringaard brændte

Vist nok i februar 1935 brændte stuehuset. Så jeg var godt 3 år gammel. Jeg har altid haft et billede inden i mig, hvor jeg ser nogle store askehobe på taget af huset. Jeg mener også at kunne huske, at Niels og jeg var ovre i kostalden og få vores tøj på, eller også har jeg fået det fortalt så tit, at jeg tror, jeg kan huske det. Det var om morgenen, min far skulle være kommet ind og sagt til min mor, at hun hurtigt skulle få drengene ud af huset, da det brændte. Det var et gammelt hus med stråtag, jeg kan kun huske det fra de billeder, jeg har set. Ilden skulle være opstået på følgende måde: Man fyrede jo i komfur og kakkelovne dengang. Om morgenen, når man fyrede op, blev asken taget ud og puttet ud i tønde eller lignende, der stod ude ved muren, d.v.s faktisk under stråtaget. Der blev så lagt en sæk over. En dag gik det så galt. Jeg tror nu ikke det kan have været på grund af kraftig vind, for det var meget tåget. Så tåget, at brandbilen kørte forkert ind på en mark, fordi de ikke kunne se. Sporene kunne ses i på græsmarken flere år efter. Den nærmeste nabo (Thomas Thomsen , også kaldet 'Thomas to gang', vel en lille km borte) kunne ikke se ilden, men opdagede det ved, at der dryssede aske ned på deres gårdsplads. Der blev reddet nogle spisestue- og sovekammermøbler, og telefonen, men ellers vist ikke ret meget. Telefonen var en at den tids vægtelefoner med drejehåndtag til at ringe op og af med, måske er det den, der stadig hænger som "souvenir" på Bjerringaard.

Det var vist min bedstemor, der havde taget asken ud. Senere var der et eller andet forhør i retten i Kjellerup. Dommeren skulle have bebrejdet min bedstemor om asken, hvortil hun skulle have svaret, at sådan havde de altid gjort. De fik en bøde vistnok på 20 kr.

Efter branden boede vi et stykke tid hos min morbror Otto og moster (egentlig tante) Anna, som boede i min mors fødehjem ikke ret langt derfra. Senere, vel da det blev forår, flyttede vi ind i et udhus derhjemme, hvor der var vaskehus og karlekammer. Det var øverst i den længe, der lå hvor der nu er kostald, d.v.s. mod vest. Jeg ved så ikke, hvor karlene har været så længe. Det var bestemt ikke nogen luksus, heller ikke for karlene, som boede der hele året. Der var ingen opvarmning, og i sengene var der halm, sommetider med mus. Måske kom der senere rigtige madrasser. Det nye stuehus var færdig om efteråret. Jeg mener at kunne huske, at der om efteråret var indflytterfest eller lignende, eller måske var det en af mine forældres fødselsdage, min far fyldte år den 21. september, og min mor den 5. oktober. Det kan have været min mors fødselsdag, for i 1935 må hun være blevet 30 år, da hun var født i 1905. Min far var fra 1898. Jeg tror vi spiste oppe på loftet, der er under tegltaget et stort tørreloft. Det kunne lade sig gøre, når det ikke var kold vinter. Det er også sket andre gange, bl.a. til min fars 50 års fødselsdag, og til Maries og min konfirmation, vi blev nemlig konfirmeret om efteråret, fordi vi gik i realskole i Bjerringbro, og der blev man konfirmeret om efteråret, mens man i Elsborg og Højbjerg, som vi høret til, blev konfirmeret om foråret. Ved Maries konfirmation hjalp min senere kone Inge med at varte op, hun faldt da med en terrin suppe op ad trappen, det har nok ikke været så rart, men vi har moret os over det senere.

Det nye hus var moderne efter den tid, der var centralvarme og badeværelse, og det var i al fald ikke almindelig på landet dengang. Det var et rummeligt hus med 3 stuer, hvoraf de to var "fine" og ikke blev brugt til daglig. Der var sove- og børneværelse i østenden, sovekammer til min bedstemor i vestenden. Det blev senere lagt til stuen, da hun var død. Det skete en gang i 50'erne, en bue adskiller de to oprindelige rum, det var vist moderne med sådan en bue dengang. Ellers blev der ikke lavet om på ruminddelingen i mine forældres tid. Ovenpå var 4 værelser, to i hver gavl, et blev brugt til pigeværelse.

Jeg kan svagt huske det gamle das, som var vest for den vestlige længe, ved siden af hønsehuset og ud mod det, der dengang var frugthave. Lokummer med et hul og en spand under var endnu almindelige på landet dengang. Jeg kan især huske det fra farbror Chresten's, det var i et af udhusene modsat stuehuset. Der var et bræt med to huller ved siden af hinanden. Så kunne damerne underholde hinanden, mens de gik på wc. Hvor kunne det være koldt om vinteren.

 

 

Marie blev født

Det næste i tidsrækkefølge, som jeg mener svagt at kunne erindre, var, at min søster Marie blev født. Min bror Niels blev født den 12. maj 1933 og var således knap 1½ år yngre end mig. Så hans fødsel kan jeg naturligvis ikke huske. Vi blev tit antaget for at være tvillinger. En overgang, da vi var en 10-12 år gammel, var Niels endda lidt højere end mig. Og så skulle vi altid have ens tøj, i al fald når vi skulle være "fine", d.v.s skulle med i byen. Jeg kan huske, at det irriterede mig, måske især det, at vi blev antaget for at være tvillinger, når vi nu ikke var det.

Tilbage til Marie. Hun blev født den 13. februar 1936 og var altså godt 4 år yngre end mig. Jeg tror ikke, at jeg i forvejen viste noget om den nye familiefornyelse, det kan godt passe, at børn ikke skulle indvies i den slags ting dengang. Hun må være blevet født om natten, jeg kan huske, der var uro i soveværelset, som jo lå lige ved siden af børneværelset, hvor vi sov. Jeg hørte vist nok, at min mor klagede sig. Men det, der vist gjorde mest indtryk på mig, var, at jeg (vi?) ikke måtte komme ind i forældrenes seng, vi var vist vant til om natten at komme med vores hovedpuder. Jeg tror, jeg fik lov senere på natten. Ellers kan jeg ikke huske noget særligt fra fødslen og den nye lillesøster, bortset fra at min mor kom op igen og var i tøjet, og at der vist nok kom gæster. Det var vist almindeligt dengang, at man skulle ligge nogle dage i sengen efter en fødsel. Måske har jeg følt mig lidt overset da det nye barn var kommet.

 

Jeg begyndte i skolen

Der er ikke rigtigt noget, der dukker frem i min erindring i årene efter, at Marie var født. Jeg mener, at jeg kan huske min første skoledag, og at min mor fulgte mig i skole, men at jeg selv gik hjem, og at da jeg kom hjem først gik ind i kostalden (det var den østre længe dengang), at jeg gik end af den sydlige dør, hvad der også var naturligt, når man kom fra Elsborg. Jeg kan også huske, at lærer Møller på et eller andet tidspunkt tog spanskrøret frem og viste os det. Jeg tror ikke jeg nogensinde så, at han brugte det. Skoleåret begyndte dengang til 1. april, så jeg begyndte om foråret, hvor jeg var blevet 7 år december i forvejen. Elsborg skole var en landsbyskole med 2 klasseværelser og 4 klasser. Vi gik kun i skole hveranden dag, så de to af klasserne må have gået mandag, onsdag og fredag, og de andre to tirsdag, torsdag og lørdag. Lørdag var dengang en hverdag som de andre hverdage. Men vi var i skole fra kl. 9 til 15, når vi var i skole, og det allerede fra 1. klasse. Det almindelige var, at man gik i skole i 7 år (det skulle man ifølge loven), og at man så holdt op, når man var 14 år og blev konfirmeret, hvor mange så kom ud at tjene (ofte som karl eller pige på en gård). Da der kun var 4 klasser, kom man så automatisk til at være i visse af klasserne mere end et år. Visse landsbyskoler havde endda vist kun 2 klasser ialt, jeg mener, det bl.a. gjaldt Brandstrup Skole. Hvornår man rykkede op i næste klasse afhang vist af, hvor "dygtig" man var. Sidst på skoleåret var der vist en slags eksamen, det blev kaldt overhøring. Den var vist offentligt, jeg tror nu ikke, det var almindeligt, at forældrene var der, men præsten skulle være der, han skulle godkende det. Måske har vi fået en slags karakterer, jeg kan nu ikke huske hvordan. Men jeg mener, at man næste år kom til at sidde efter "dygtighed", så de "dygtigste" sad forrest i klasseværelset. Jeg plejede vist at være blandt dem. Derimod var jeg ingen ørn på sportspladser og lignende steder.

Der var to lærere på skolen. Den ene var lærer Møller, hans fulde navn var Hans Kristian Møller. Han må have været førstelærer, han, hans kone Thora og deres to døtre boede i privatboligen, et selvstændigt hus, som hørte til skolen. Lærer Møller havde vi til regning og religion (bibelhistorie). Regning husker jeg bedst ved, at vi hver for sig sad og regnede, vi må jo have haft en bog at gå frem efter, eller vi fik stykker for. Når man havde regnet et stykke, gik vi op til lærer Møller for at få den godkendt. Han sad oppe ved katederet og gættede kryds og tværs. Der er måske også sket andet i timen, men det kan jeg ikke huske, så det nævnte må have gjort størst indtryk på mig. I det andet af hans fag, religion, husker jeg især katekismus. Det var en lille bog med skriftsteder, i de små klasser skulle vi lære alle dem under 4 linier udenad, senere skulle vi også lære de lange udenad. Men jeg kender hovedindholdet i bibelhistorien, så det må vi også have været igennem. Vi skulle ikke lære salmevers udenad, som man gjorde visse steder. Det syntes min mor var en fejl. Min senere svigerfar, Peter Wraa, syntes derimod det var godt, for salmevers kunne man jo ikke bruge til noget. Derimod må vi have sunget salmerne, vi gav lærer Møller tilnavnet Fastenborg, han må have været særlig glad for "Vor Gud han er så fast en borg". Han var i øvrigt også kirkesanger, degn, i Elsborg Kirke, d.v.s. han bad ind- og udgangsbøn og sang for ved salmerne. Han sang højt, men vist ikke særligt godt. Min mor havde selv i sine sidste skoleår haft lærer Møller, da var han kommet som en ung lærer. Hun syntes, at hans undervisning var for dårlig eller utidssvarende. Hun gik også ind for, at der skulle bygges en fælles centralskole for den daværende Højbjerg-Elsborg kommune, netop for at man ikke skulle hænge mange år blot på en enkelt dårlig lærer, på em større skole ville der være flere lærere. Nu opretter man nogle steder lilleskoler, de må jo på sin vis minde om min barndoms skole. Min mor kom en overgang i skolekommissionen og var med til at ansætte en ny lærer efter den anden lærer, lærer Nielsen.

Lærer Nielsen boede i et hus, der lå ved siden af kirken. Ham havde vi til dansk og skrivning. Jeg kan bedst huske det sidste. I starten skrev vi med griffel på skiffertavle, hvor det skrevne blot kunne tørres af. Jeg kan ikke huske, om vi brugte blyanter. Men det store øjeblik var, når man fik lov til at skrive med pen og blæk. Det skete ikke for klassen på en gang, men for den enkelte elev, når læreren mente, at vedkommende var klar til det. I hver pult, hvor vi sad, var der et hul med et blækhus. Man skulle være meget forsigtig for ikke at komme til at klatte. Lærer Nielsen kom sommetider og skulle skrive for. Der var en køn pige, Kedy, i vores klasse, hun blev senere Inges veninde. Når lærer Nielsen skulle skrive for for hende, ville han samtidigt holde hendes hånd. Ellers husker jeg ham for, at han gik frem og tilbage i skolestuen, når vi var beskæftiget med noget. Han vendte nede ved kakkelovnen. Nogle gange afleverede han en ordentlig harker på gulvet og drejede hælen rundt i den. Ikke særlig lækkert, men det tog vi vist som en selvfølge dengang. Det var måske især under krigen, måske har han haft bronkitis, der var dengang ofte meget koldt i skolestuen på grund af brændselsmangel i de kolde krigsvintre, dog skulle der vist være 12 grader.

Vi havde ikke andre end de 4 fag (?). Dog må vi vist have haft gymnastik, for jeg kan huske, jeg har været med til gymnastik i forsamlingshusets store sal, forsamlingshuset lå som en fjerde længe om skolegården. Vi havde spartasko på til gymnastik. Måske har vi også sommetider haft noget udendørs, det var nok især rundbold, jeg kan huske rundbold og langebold som nogle af de populære boldlege, som også ofte blev brugt ved børnefødselsdage. En anden populær leg ved sådanne lejligheder var "røvere og soldater".

Da lærer Nielsen blev afløst af en ung lærer, Schmidt, blev der indført andre fag, men da var jeg vist kommet på realskole i Bjerringbro, så jeg havde ham ikke, eller kun kort tid. Senere under krigen blev skolen også taget af tyskerne, der blev så holdt skole i den lokale tømrers (Martin Madsen, min mors fætter) værksted eller udhus eller hvad det nu var. Inge gik i en klasse lavere end mig sammen med sin bror Jørgen og min bror Niels. Der blev grinet med af, også senere, at hun en gang kom til at sige, at "hesten vrinskede med halen". Ligeledes at Niels en gang kom til at sige om den bulgarske hovedstad "Sofia med tryk på anden stavelse. Det får mig til at tænke på, at vi nok alligevel også har haft historie og geografi (hos Lærer Nielsen, og senere lærer Schmidt).


Elsborg skole. N= Niels, J= Jørgen, P= Poul, I= Inge, Ni= lærer Nielsen, M= lærer Møller, til højre for ham hans kone Thora og datteren Esther. Huset bagved var bolig for førstelæreren, lærer Møller. Lærer Nielsen havde ikke tjenestebolig.


 

30'erne.

Tyskerne invaderede Polen september 1939. Det mener jeg at kunne huske, at der blev snakket om. Derimod husker jeg ikke ved selvoplevelse optakten til anden verdenskrig, såsom tyskernes overtagelse af Sudeterland fra Tjekkoslovakiet, eller den "berømte" München aftale mellem Hitler og bl.a. den britiske premierminister Chamberlain, der ved hjemkomsten til London lovede "fred i vor tid". Jeg husker heller ikke noget særligt til kriseårene i 30'erne, hvor der bl.a. var en meget stor arbejdsløshed. Nu havde vi det nok også dengang ret godt på en større gård, som Bjerringgaard på det tidspunkt var med sine ca. 60 tdr. land, jeg vil tro, at man dengang på en sådan gård hørte til den mere velaflagte del af befolkningen, i modsætning til som det har udviklet sig senere. Vi manglede i al fald ikke mad, vi producerede jo også en betydelig del af fødevarerne selv. En gang om ugen kom der bagerbil og afleverede 4 fire-punds rugbrød på bordet i baggangen. En gang om ugen, vist nok om onsdagen, kom der fiskebil. Fisk var relativt billig mad dengang, især sild. Resten af dagligvarer kunne vi få ved på en bestemt dag i ugen at ringe enten til Brugsen i Elsborg eller til en købmandsforretning, der var i Højbjerg Kro. Næste dag kom varerne med bil. Min far var på et tidspunkt med i bestyrelsen for Elsborg Brugsforening, når der var status eller hvad det nu hed, kom sommetider hjem med forskellige uvante ting, måske noget de havde haft svært ved at sælge. Min bror Ole kom senere i lære i Brugsen. En ting jeg kan huske fra Brugsen er, at man kunne få bondepiger, der lignede flødeboller, men blot var aflange, og man kunne få et kræmmerhus brødsukker (bolcher) for 5 eller 10 øre. Begge forretninger har nu været lukket i mange år. Kromanden i Højbjerg Kro hed Andrejs (Andreas Skov). Han var en lille, tæt, firkantet mand. Han blev vist nok ret sent gift, men nåede at få en del børn. Han overtog senere Rødkærsbro Kro.

Som sagt havde vi det også materielt set godt på Bjerringgaard. I et landsogn var det nok såkaldte daglejere, der havde det værst i 30'ernes kriseår. Jeg kan huske Holger Jensen, som boede i et hus på højre side, når man ad Randersvej kører med Vindelsbæk. Han hjalp sommetider på Bjerringgaard nogle dage, når der var travl og fik så sin dagløn. Men hvad han fik når han var uden arbejde, og det har han nok ofte været store dele af tiden, ved jeg ikke, det har nok ikke været meget, der var ikke dagpengesatser som nu, og der har uden tvivl ofte været smalhals i sådant et hjem, hvor der også var flere børn. Det var også der, vi en overgang skulle hente en sygeseddel. Jeg tror, den kostede 50 øre (ret meget dengang), og man skulle have en sådan, hvis man skulle til læge og lignende. Man betalte også kontingent til sygekassen, det blev først afskaffet i 60'erne.

Da jeg første gang jeg hørte om døden, så det gjorde indtryk på mig, var jeg nok 5-6 år gammel. Der var en elektriker, der hed Silke, som blev dræbt, da han var oppe i elmast i nærheden. Jeg tror, vi fik det at vide en aften, vi var på besøg hos farbror Chresten's. Min mor blev vist ret oprevet, selv om vi ikke kendte manden. Jeg kan huske, jeg var bange og drømte om noget med død om natten, det forekommer mig, at der indgik noget med det store stueur, der hang på væggen i dagligstuen. Omtrent samtidigt, tror jeg, døde en gammel bedstefar, Lisbjerg, far til Mathilde på nabogården Elsborggaard, hvor han også boede. Det må have været om vinteren, Niels og jeg skulle plukke en buket vintergækker, der var mange i det nordlige læbælte, og dem skulle vi så gå op med. Det var jeg også bange for, jeg syntes det var uhyggeligt at komme til et sted, hvor der var en død mand. Vi afleverede dem nu blot i bryggerset og gik så igen, så det var ikke så slemt.

 

 

Indkvartering af militæret.

Jeg er nu ikke sikker på, at det havde noget med de usikre forhold i Europa at gøre, men i efteråret 1939 havde vi indkvartering på Bjerringgaard. Måske fra august-september, for jeg kan huske, at kaptajnen, som boede der, samlede perikon fra vejgrøften til sin snaps, og så til efter jul, så det har varet nogle måneder. Det var noget, man blev pålagt og har vel fået en vis betaling, men de skulle så også have både kost og logi. Der boede som sagt en kaptajn, Frederiksen, og hans oppasser, 101, og vist et par soldater mere, da jeg tror der var fire ialt. Det var ret usædvanligt, at vi havde kaptajnen boende, for kutymen var, at han boede på egnens største gård, som var Elsborggaard. Men måske har han foretrukket Bjerringgaard på grund af det nye stuehus med badeværelse og wc. De boede på gæsteværelserne ovenpå. Kaptajnen spiste middag (om aftenen) i havestuen, der dengang ellers kun blev lukket op ved højtider og ved gæstebud. Han spiste af det fine porcelæn og med sølvtøjet, der dog kun var totårnet, så efterhånden blev sølvet nogle steder slidt af, så man kunne se messingen. Soldaterne har nok spist i køkkenet sammen med vi andre, hvor vi næsten altid spiste og havde faste pladser med min far for bordenden. Jeg tror også de var der juleaften, for der faldt åbenbart sne julenat det år. Oppasseren 101 konstaterede det glædestrålende julemorgen, han var en glad sjæl. Kaptajnen husker jeg som en rar og venlig mand, i det civile liv havde han en blomsterforretning i Aalborg. Året efter, da han var hjemsendt, sendte han til jul juledekorationer til os. Niels og jeg fik hver et pyntet skib, Marie eller var det min bedstemor, fik en træsko (Marie fik vist en slæde), og mine forældre fik en sølvlignende krans til at hænge i en lysekrone. Dekorationerne blev i mange år taget frem og nypyntet til hver jul, jeg har også haft pyntet mit skib i mit voksne liv efter at jeg var flyttet hjemmefra og havde fået foden under eget bord.

Jeg husker indkvarteringen som en hyggelig periode, der skete selvfølgelig også noget ud over det daglige. Jeg tror såmænd også mine forældre var glade for det, selvom det gav en del ekstra ulejlighed. Det har været en stor, daglig husholdning, vi var i forvejen 9 personer til daglig, mine forældre, min bedstemor, en pige, to karle og tre børn, Ole var ikke født endnu.

 

Soldaten, menig nr. 101

 

Krigen kom

Jeg husker den 9. april 1940 som en sollys morgen, hvor jeg vågnede (vi sov som sagt i børneværelset ved siden af soveværelset, børneværelset havde vindue mod øst, og nord) ved lyden af flyvemaskiner. Det var meget usædvanligt at se og høre flyvemaskiner dengang, når det endelig skete, løb vi ud for at se flyvemaskinen. Det har vi nok også gjort denne morgen. Ellers har jeg vel hørt fra mine forældre, eller måske pigen, jeg kan ikke huske hvem vi havde dengang, hvad der var under opsejling. Jeg kan bl.a. huske, at der blev snakket om, at Viborg, der jo var den nærmeste større by, skulle have overgivet sig inden kl. 16. Jeg er ikke sikker på, at vi havde radio endnu, jeg kan i al fald ikke huske noget om kong Christians tale i radioen, som vi vel alle har hørt om. Vi har nok fået den første radio under krigen, jeg kan huske, at Peter Wraa, min senere svigerfar, kom med den, hans forretning var i starten især baseret på cykler, symaskiner, radioer o.l., med salg og reparation. Ellers kan jeg fra den 9. april huske, at vi skulle mørklægge om aftenen, vi hængte vist tæpper for stuevinduerne, vi tog det meget alvorligt og var udenfor for at se, om der var lyssprækker. Senere fik vi rigtige mørklægningsgardiner, rullegardiner af noget sort materiale.

Jeg tror, vi kort efter havde to tyske soldater boende nogle få dage, de efterlod vist noget spegepølse eller andet pølse på en tallerken i spisekammeret. Måske var der også nogen en anden gang, men det må have været senere, for min far ville vist have, at jeg skulle prøve at tale tysk til dem, men det må i givet fald have været efter at jeg begyndte på realskolen i Bjerringbro, hvor vi bl.a. lærte tysk. Ellers så vi på Bjerringgaard ikke noget til tyskerne. Men de var i Rødkærsbro, hvor de bl.a. havde teknisk skole. Som tidligere nævnt tog de også på et tidspunkt også skolen i Elsborg, men det var vist senere under krigen, og måske var det for at huse flygtninge, som kom til Danmark under de sidste stadier af krigen. Der var også jævnligt tyskere med toget, da jeg senere begyndte at rejse til realskole i Bjerringbro. Engang på stationen i Bjerringbro blev der smidt en snebold efter en tysk soldat, det resulterede dog ikke i noget alvorligt. De fleste almindelige, tyske soldater har vel også været almindelige mennesker. Gestapo og lignede så vi ikke noget til i mine nære omgivelser.

Tyskerne ville gerne have danskere til at arbejde for sig. De, der alvorligt gik ind i sagen, blev kaldt værnemagere, de blev senere i krigen udsat for sabotager fra modstandsfolkenes side. Jeg kan huske, at min svigerfar senere fortale, at tyskerne på et tidspunkt ville have ham til at arbejde for sig. Det sagde han, at han ikke ville, men tyskerne kunne overtage hans forretning, hvis de ville, men uden ham. Det gjorde de dog ikke, så han drev sin forretning videre på uændret måde under krigen. Senere under krigen hørte vi mere om sabotager, på egnen var det især jernbanebroer og viadukter, vi hørte om. Senere under krigen fandt vi også ofte stanniol-lignende strimler, de blev smidt ud fra den allieredes flyvemaskiner, for at forvirre det tyske antiluftskyts. De smed også våben ned til modstandsfolkene, det blev gjort med faldskærm. Stoffet fra faldskærmene var meget eftertragtet, det blev brugt til at sy cotton coats og lignende af, det var meget vanskeligt at få klædestoffer under krigen, lige som så meget andet. Vi begyndte også at høre nyheder på dansk fra BBC, de sluttede ofte med hilsener til en masse drenge- og pigenavne, som blev nævnt, det var åbenbart koder til frihedskæmperne om nedkastning af våben og lignende.

 29. august 1943. Dette er skrevet den 29. august 2003, hvor 60 årsdagen for dagen i 1943 højtideligholdes flere steder i landet , bl.a i Ryvangen. Det er måske sidste gang, om 10 år er der nok ikke mange tilbage af dem, der var med dengang, endnu er der en del modstandskæmpere fra dengang. Det var på den dato, at samarbejdspolitikken mellem det officielle Danmark og tyskerne blev afbrudt, og flåden sænkede den stor del af dens skibe på Holmen i København. Man kan sige, at det var på den dato, at Danmark bekendte kulør som modstandere af tyskerne. Dagen i dag får mig til at tænke på, hvad jeg egentlig kan huske fra den dag, hvor jeg må have været 11 år gammel. Nok ikke så meget om de aktuelle begivenheder, men vi havde jo radio, så jeg kan godt huske, at tyskerne bl.a. indførte undtagelsestilstand, der vist bl.a.bestod i, at man ikke måtte færdes ude om natten, eller efter et bestemt klokkeslet. Det der vist egentlig bekymrede mig mest var, at mine forældre ikke var hjemme. Det var meget sjældent de tog af sted, men de var taget ned for at besøge min fars fætter Store Søren, som var lærer i den lille skole i Breth mellem Horsens og Vejle. Jeg tror sammen med Inges far og mor. Ole var nok med, da var lille, men vi andre var hjemme sammen med folkene (en pige og to karle). De må have været med offentlige transportmidler (de havde ikke bil, og selv om Peter Wraa havde, måtte man ikke køre privat under krigen, hvor benzin var kraftigt rarioneret).Det har nok været en længere rejse, og de skulle overnatte der. På grund af undtagelsestilstanden og måske usikre transportforbindelser, var jeg nervøs for, hvordan de skulle komme hjem. Men de kom nu godt hjem, og havde jeg været nervøs, var det nok ingenting ved siden af min mor. Hun var jo lidt af en hønemor, og jeg kan huske, hun bagefter fortalte om, at de var taget af sted så hurtigt de kunne efter at den nye tilstand var opstået, fordi hun ville hjem til os under de usikre forhold. 

 

Hvordan var dagligdagen under krigen - de hårde vintre.

Da vi boede på en gård langt fra større byer, havde vi det i det store og hele godt under krigen og led ingen egentlig nød, selv om der efterhånden var knaphed på det meste og efterhånden rationeringsmærker på næsten alt. Skulle man for eks. købe smør, måtte man aflevere smørmærker. Der var sortbørshandel med rationeringsmærker, som de fleste kender fra "Matador". Skulle man på restaurant (det var vi nu ikke), skulle man i visse tilfælde aflevere mærker. PÅ landet var det dengang almindeligt at holde store fester i forsamlingshuset ved sølvbryllupper og lignede. Ofte var de en annonce i Rødkærsbro og Omegns Avis: "De, som vil glæde og med et besøg på vores sølvbryllupsdag....", så skulle man f.eks. skrive sig på en liste i Brugsen, og evt. aflevere rationeringsmærker. Samme sted blev der så ofte samlet sammen til gave.

Nu havde vi det på en gård sikkert godt sammenlignet med mange i byerne, fordi vi selv producerede mange dagligvarer. Vi havde køer, d.v.s. mælk og fløde, grise, vi slagtede gris, meget af kødet kom i saltkarret, det var før frysernes tid. Sidst under krigen eller lige efter begyndte der dog at være fælles frysehuse. Når vi havde slagtet gris, blev de forskellige stykker pakket ind, nummereret, og kørt ned til frysehuset ved bager Thomsen i Rødkærsbro. Så blev vi tit sendt ned med en talon med nummer for at hente en frossen pakke. En vinterklædt dame gik så i fryseafdelingen for at finde pakken.

Men før den tid var det saltkarret. En almindelig ret var stegt flæsk med kartofler og sovs (evt. persillesovs). Vi spiste altid varm mad midt på dagen. Når jeg kom hjem fra skole om eftermiddagen, stod den varme ret mellem to tallerkener i ovnen, det var ofte stegt flæsk, hvor sovsen havde trukket skind. Der var altid to retter, om vinteren tit en forret i form af grød såsom byggrød, eller vælling, eks. sagovælling (det kunne dog ikke fås under krigen, heller ikke ris, men der blev lavet en slags "uægte" risengrød, men jeg kan ikke huske af hvad). Om sommeren var det i stedet for en forret oftest efterret i form af frugtgrød med mælk, ikke mindst rabarbergrød, i starten var stænglerne med, senere, når de blev for grove, blev de siet fra og det blev til rødgrød. Jævningen var kritisk, der kunne komme kartoffelmelsklumper, der mindede om snot, puh ha!, eller de (frugtgrød blev omtalt i flertal) kunne være "lange", så der fulgte en lang hale af grød med skeen. Sammen fætter Ebbe fra Viborg og Arne fra København var Niels og jeg nogle år på sommerferie i Sparkjær hos farbror Søren og "faster" Tilde (Mathilde). Hun var en lille prop, men en livlig og herlig dame, mens hendes rødgrød var som regel "lange i år igen", som fætter Ebbe sagde. De boede på en ret mager og sandet jord, der var også plantage i nærheden, og vi snakkede om hugorme, dem var jeg bange for, kan jeg huske (og det er jeg stadig). Der har jeg også fisket vist nok eneste gang i mit liv, det var hundestejler i en bæk eller lignende.

Når vi snakker om rødgrød, havde Inge, selv om hun var husholdningslærer og god til at lave mad, et kompleks over for at jævne rødgrød, derfor fik vi det næsten aldrig. Var der derimod frugter i, f. eks. jordbær, havde hun ingen problemer. Engang hendes mor var på besøg, det var lige efter at Per var født, ville hun, altså Anna, lave rødgrød. Skæbnen ville, at det også mislykkedes for hende, selvom hun havde mange års øvelse. Resolut smed hun det ud, gik op til grønthandleren og købte friske rabarber. Så lykkedes det. Hun var iøvrigt god til at lave rødgrød, hun kom snittede mandler i, det smagte godt. For at gøre rødgrøden færdig var det om sommeren almindeligt, måske især når det var godt vejr, at man om aftenen også fik rødgrød i stedet for aftenkaffe.

Der var mange måltider i løbet af en dag. Man gik i gang med arbejdet lige fra sengen, det har nok været kl. 6 eller tidligere. Efter vel en time eller halvanden var der så morgenmad, det var som regel øllebrød lavet af brødrester fra når rugbrød blev skåret i skiver med en brødmaskine med et stort blad, som de brugtes dengang. Der kunne godt være klumper i, hvad jeg ikke brød mig om. Vi fik mælk i. Ved sjældne lejligheder fik vi måske flødeskum eller røræg i. Røræg var æggeblomme rørt end sukker, de fleste kalder det nok i dag for æggesnaps. Det fik vi børn også en gang imellem som en slags slik. Det var dejligt, hvis vi kunne lokke far til at røre dem. Han gjorde det nemlig længe og grundigt, så sukkeret var rørt helt ud og det hele var næsten hvidt. Så smagte det særligt godt. De voksne fik vist også kaffe om morgenen, hvis man kan kalde det kaffe. I al fald en overgang, og vist også før krigen, hvor man kunne få rigtig kaffe, blev morgenkaffen lavet ved, at kaffegrumsen samlet fra dagen i forvejen, blev kogt op i en gryde med vand og så tragtet igen. Iøvrigt var det til daglig aldrig ren kaffe, men kaffen blev altid blandet med Richs og kom i en dåse, som man så tog fra. Richs var kaffeerstatning vist nok lavet på brændt korn, det gav en mere mørk farve end rigtig kaffe. I Richspakkerne var der billeder beregnet til at børn skulle samle dem, man kunne så få album beregnet til at sætte dem ind i. Det gjorde vi også. Richs var en vigtig artikel dengang, på Richsbygningen ved Rådhuspladsen i København er stadig vejrdamen, som kommer ud med en cykel ved udsigt til godt vejr, men med en paraply ved udsigt til regn. Når man brugte Richs, var det naturligvis fordi det var billigere end rigtig kaffe. Under krigen, hvor man efterhånden slet ikke kunne få rigtig kaffe, kom der også andre kaffeerstatningsmærker frem, jeg tror der var et, der hed "Danmark". Under krigen var der blandt husmødre prestige eller sport i at have gemt noget rigtig kaffe, så man ved særlige lejligheder, måske især hvis der kom andre damer på besøg, kunne sige, at man ikke løj, nar man sagde kaffe. Kaffen blev lavet i en Madam Blå (kunne vist også have andre farver) med en tilhørende tragt med en stofpose. "Bønnerne" kom i, og der blev hældt kogende vand på. Til sidst blev kaffen tragtes, d.v.s. noget af kaffen blev hældt op over bønnerne igen. Det skulle være for at udnytte bønnerne bedst muligt. Senere påviste kloge mennesker, at man fik mest ud af bønnerne ved slet ikke at tragte kaffen. Når der var gæster, blev kaffen hældt over i en porcelænskande eller en anden finere kande, inden den blev serveret.

Tilbage til morgenmaden. Næste måltid var formiddagskaffen. Når folkens arbejdede i marken, blev den bragt til dem. Det var ofte os børn, der fik det job. Det var kaffe ofte i de sodavandsflasker med porcelæns-patent-prop, som var almindelige dengang. Så var der smurte mellemmadder til. Ved 12½-tiden var der middag, som nævnt altid to retter ved køkkenbordet med en plade sat. Bagefter sov min far og karlene en middagssøvn. Min far lå på chaiselongen og begyndte måske med at læse avis, men ellers lå den om sommeren over hans hoved for at undgå at fluerne generede, dem var der mange af. Jeg ved ikke, om pigen og min mor sov middagssøvn, så har det i al fald været senere, der skulle først vaskes op, komfuret gøres rent, og hver dag skulle køkkengulvet vaskes. Min mor var meget proper, f.eks. skulle hver fredag, eller var det lørdag, alle køkkenskabe tømmes, så de kunne tørres af, enten der var spildt noget eller ikke. Det skulle vi sommetider hjælpe til med.

Så var der eftermiddagskaffe, der vist også om somrene blev bragt, hvis man var længere væk. Det var med kringle. Der blev bagt kringle om lørdagen, så der var til den kommende uge (tror jeg nok). Sommetider skulle eventuelle rester af den gamle kringle spises op, inden vi måtte få af den nye. Det var lidt ærgerligt, da ny kringle lige fra ovnen smager bedst. Af og til fik vi også franskbrød, som vi smurte, til eftermiddagskaffen. Jeg kan huske, at jeg en gang må have været sulten og havde spist flere stykker franskbrød (det var altid hjemmebagt) med fedt og ost. Bagefter blev jeg syg og kastede op. Det havde næppe noget med det spiste at gøre, men sidenhen spiste jeg aldrig franskbrød med fedt og ost. Aftensmaden blev serveret efter malkningen, hvor også pigen hjalp til, så det har vel ofte været hen ad kl. 19, så det var en lang arbejdsdag. Den bestod ofte af rester af kartofler og sovs fra middagsmaden varmet som en slags stuvede kartofler, men uden kød eller andet til. Ovenpå smurte man selv madder med pålæg, ost eller lign, og man drak vist mælk til, om vinteren kunne det være varm mælk (som jeg ikke kan lide). Der blev smurt margarine eller fedt på brødet, smør blev vist kun brugt ved særlige lejligheder. Smør og ost hentede vi på mejeriet i Rødkærsbro, det blev så trukket fra mælkeregnskabet. Var det efter mejeriets arbejdstid, henvendte vi os (det var ofte os børn) i privaten ved siden af, hvor mejeribestyrer Kragsø så gik med ud i mejeriet og fandt det. Han var en flink mand. Fru Kragsø havde om nogen rengøringsvanvid, der lå næsten altid aviser på ganggulvet. Desuden skulle hun altid spørge mig om mine karakterer i realskolen i Bjerringbro. Deres ældste datter Henny gik der også og var i klasse sammen med Inge.

Så var der endelig aftenkaffe (om sommeren som nævnt ofte frugtgrød). I al fald om vinteren foregik det som det eneste ved spisebordet i dagligstuen. Her sad alle, inklusive karle og piger, omkring bordet med lysekronen over, det eneste lys i stuen. Der var jo ingen varme på karlekamrene, og under krigen var dagligstuen, foruden køkkenet med komfuret, det eneste rum, der var rigtigt opvarmet. Der var nemlig sat en brændeovn op i hjørnet ved vægtelefonen (og skorstenen), hvor der blev fyret med træ fra skoven i Dalen. Centralvarmekedlen var afbrudt under krigen, hvor man ikke kunne få koks eller lign.. Jeg husker aftenerne om spisestuebordet som trygge og hyggelige, jeg husker ikke rigtigt, hvad vi lavede, nogle læste måske, og måske har vi spillet spil. Der var jo i al fald ikke fjernsyn til at aflede, og knap nok radio, hvor vi dog nok hørte nyheder. Der var en lænestol i stuen, der blev kaldet min bedstemors, men ellers ingen "hyggemøbler", så sad på stive spisestuestole.

Når vi som børn skulle i seng, skete afklædningen i badeværelset, så måske har der også under krigen været varme her, men komfuret i køkkenet kunne vist trække nogle af radiatorerne. Tøjet skulle lægges pænt sammen. Især hvis min far gjorde det, var det lagt meget fint sammen, han var meget ordentlig. Da vi var mindre, blev vi pakket ind i et flonelstæppe og far bar os i seng. Ellers var der altid om vinteren tæpper i sengene til at tage den værste kulde. Varmedunker blev også brugt, især senere da vi flyttede op på loftet på "gæsteværelserne". Inden krigen tror jeg, at min far i kolde perioder stod op for at fylde noget i kedlen i kælderen, så der kunne fyres over om natten. Det skete ikke under krigen, hvor vi jo endda havde tre kolde vintre. Det kunne være meget koldt at komme op om morgenen. Der blev først fyret op i komfuret i køkkenet, mon ikke pigen gjorde det. Når det var rigtigt koldt, tog vi vores tøj med i køkkenet og tog det på foran den åbne ovnlåge, hvor der var varmest. I krigsvintrene kom vi også i bad i en zinkbalje stillet op i køkkenet, hvor der så blev varmet vand på komfuret. Alle børn kom i det samme vand, de mindste først. Det skete vist nok en gang om ugen. Der var jo ellers badekar i badeværelset og varmtvandsbeholder, men af besparelsesgrunde blev det ikke brugt under krigen.

Når vi kom i seng, skulle vi bede fadervor, derefter lå vi ofte og snakkede, det syntes vi var hyggeligt. Jeg kunne godt lide, når det var blæsevejr, når vi var kommet i seng, det følte jeg vist en vis hygge og tryghed ved. Jeg har heller ikke senere i livet haft noget imod blæsevejr, modsat visse andre, jeg kan f.eks. huske, at Inges mor ikke kunne lide det. Derimod kan jeg ikke lide gråt og tåget vejr.

Da vi selv havde skov, blev der under krigen fældet træ, og min far lavede nogle meget flotte brændestakke uden for bagdøren. Som sagt blev der fyret i komfur og brændeovn, så vi frøs aldrig rigtigt i længere perioder, selv om langt fra hele huset var opvarmet om vinteren. Derfor lærte vi også at lukke døre, f.eks. fra stuen ud til gangen, hvor der kunne være iskoldt. Ellers var der mange steder småt med brænde under krigen, der blev gravet tørv og brunkul. Bjerringgaard havde også et stykke mose ud ad Vandet til, men det var vist ved at være tømt, et år eller to blev der gravet tørv i engen ved Vindelsbæk. Det har nu nok været til eget brug, jeg mener ikke vi solgte af dem. Det gjorde man mange steder, og folk kunne tjene en god skilling i tørvemoserne. Tørven skulle først graves op i blokke, skæres ud, ligge til tørring for til sidst at blive stakket. Det har nok været en meget varierende kvalitet, og røgen har nok langt fra overholdt nutidens miljøkrav. Men overlevelse vil altid komme først.

Somrene var varme og vintrene kolde, det er hvad jeg husker, men vejret har nok været varierende som altid i Danmark. Men rigtigt er det, at vi havde tre meget kolde krigsvintre, en af dem med dansk kulderekord. Min svigerfar har fortalt, at han på det tidspunkt var i København og sammen med moster Elna (Inges moster) var de ude at køre i sporvogn, de skulle vist besøge en tante eller lignende (det kan også have været hende, der har fortalt om det). Foruden at det frøs mere end 30 grader, blæste det, så det har været en kold omgang, og mange havde kun lidt brændsel. På Bjerringgaard fik man vand fra en beholder, der var på vejen op mod Elsborggaard. I de kolde vintre frøs vandrørene altid. Så måtte der hentes vand i beholderen i mælkejunger både til dyr og mennesker, der stod mælkejunger med vand i baggangen, kan jeg huske. Vandrørene lå ikke dybt nok i jorden, det er vist senere blevet rettet.

Der var meget sne i de kolde krigsvintre. På vejen op mod Elsborg var der dengang tjørn eller lignende som hegn op mod Elsborggaards marker. Sneen lå sommetider helt op til toppen af dem! Mine børn har tit grinet lidt af mig, når jeg har fortalt om den megen sne under krigen. Måske er det også lidt overdrevet, og måske syntes det særlig meget, når man var barn. Men vejene var tit føget til, og det var jævnligt i krigsvintrene, at vi ikke kunne komme i skole på grund af vejret. Jeg kan huske, at jeg en gang blev kørt i kane til skole. Det var almindeligt i disse vintre at bruge kane med heste for, i al fald på landet. Bilkørsel var jo også så godt som indstillet i disse år, kun læger og lignende måtte køre i bil. Rent bortset fra at kun meget få mennesker havde bil dengang. Når vejene før til, skulle gårdene stille arbejdskraft til snekastning, der var ikke sneplove og den slags ting. Så stillede man med skovle, sneen blev så ofte delt i store blokke, der blev kastet op langs vejens sider, faldt der meget sne, kunne det næsten være som en tunnel. Sådan noget føg selvfølgelig let til, hvis der igen kom en snestorm. Jeg kan huske en af vintrene, da var min faster Grethe på Stenagergaard alvorligt syg. Hun havde lungehindebetændelse og lå i soveværelset, og der skulle hele tiden være fyret, så farbror Chresten måtte op om natten og fyre i brændeovnen, der stod i soveværelset. En dag var der gæstebud hos morbror Ottos, der boede lige ved siden af. Faster Grethe fik det dårligere, og der måtte ringes efter lægen. Men det var blevet snevejr, og for at lægen kunne komme igennem måtte mændene ud at kaste sne, bl.a. min far.

 

 

Sneen og Dalen

Men der var også megen glæde forbundet med sneen i de kolde krigsvintre. Vi havde en ret lille, lidt klumpet kælk, hvor der vist med besvær kunne sidde to. Senere fik Niels og jeg ski. De var lavet af den lokale tømrer, Martin Madsen, og var derefter. De bøjede spidser (jeg ved ikke, hvordan han havde lavet dem) var limet på resten af skiene. De sad ikke særligt godt fast. Især når vi gik gennem den lille skov (læbælte) vest for gården på vej ned mod Dalen skete det let, at man kom til at støde mod en træstub eller lignende, som kun var dækket med lidt sne, og så røg spidsen af. Senere fik vi nogle "rigtige" ski, de blev købt, eller i al fald blev bindingerne sat fast af Knud på værkstedet hos Peter Wraa. Det var en kold og blæsende dag, og det var blevet mørkt, inden vi var færdige. Vi fik de nye ski på og skulle gå hjem, vi brugte de gamle ski som stave på vejen hjem. Der var store snedriver op ad markvejen, og jeg kan huske, vi frøs noget så forfærdentligt, især vores hænder, og det gjorde ondt at få dem varmet op, da vi endelig nåede hjem.

Dalen var et helt ski- og kælke-eldorade, ikke blot for os børn, men også for voksne. "Spidserne" fra Rødkærsbro, bl.a. Inges forældre, fik ski og kom op og stod på ski i Dalen om søndagen, det må jo have været de bedste bakker i nærheden. For under krigen var det jo med at finde på lokal underholdning, det var svært at komme omkring, og der foregik i det hele taget ikke ret meget. Det var vist også den gang de store radiogrammofoner, et helt stort møbel, blev anskaffet af mere velaflagte folk, det har nok været "in" i disse år. Tilbage til Dalen. En søndag inviterede min mor hele flokken af voksne på eftermiddagskaffe, uden tvivl med en masse kage, der var der altid. Nogle af folkene i flokken kom de også sammen med privat, bl.a. Inges forældre, men også f.eks. Forsingdals. Forsingdal havde byens manufakturforretning, der lå midt i byen (der er vist en bistro eller lignede nu). Han var en lille, væver, livlig, næsten skaldet mand med em smuk kone. Han gik hver dag over og blev barberet hos frisøren skråt over for. Det satte ham i en særlig klasse for mig, tænk, at man kunne tillade sig sådan noget. De havde en god forretning under krigen, hvor der jo var mangel, men man kunne til gengæld sælge næsten alt. Når der kom stoffer hjem, var der en storm af kunder (damer), der var ved at flå hovederne af hinanden. Desværre gik det ikke Forsingdals så godt senere hen, jeg kan ikke huske, hvad der skete, men de kom i al fald af med forretningen og flyttede til Kalundborg, var det vist. De havde flere børn, i al fald nogle piger, en af dem fik sukkersyge i en ung alder, det blev der snakket om, kan jeg huske. - Apropos frisøren, Larsen eller Lassen hed han vist. Der var der vi blev klippet (Niels og jeg). Nogle gange kunne vi sidde længe og vente, især op mod jul. Så gav frisøren sommetider de voksne lov til at komme foran os, selv om de kom senere end os. Det syntes jeg var uretfærdigt, men vi ikke engang drømte om at protestere.

Men sneen og Dalen var også til stor glæde for os børn, der kom også en del fra bl.a. Rødkærsbro. Den største bakke ligger til højre, når man kommer fra gården. Der var flere gange dannet en langstrakt drive, så det dannede et lille skihop. Vi brugte også bakken til venstre, især til at kælke, og den ret lange bakke henne ved skoven. Enkelte prøvede også en slags slalom henne i bøgeskoven, bl.a. Aksel Ørum, som jeg gik i realskole sammen med. Det blev nu nærmest til en slags styrtløb, og vi undrede os over, at han ikke røg hovedkulds ind i et træ. Vi fik et godt grin. Nogle gange kælkede vi også om aftenen, når det var stjerneklart, det gjorde bl.a. Niels og jeg en overgang sammen med Inge og Jørgen. De havde hver en relativ lang kælk, større en vores klumpe-dumpe, så man kunne sidde to på hver, jeg sad sammen med Inge, vi havde vist allerede dengang lidt varme følelser for hinanden.

Vi syntes vist dengang, at bakkerne og skihoppet var stort og imponerende, og jeg tror såmænd, vi havde lige så megen glæde at det som når folk og deres børn i dag tager til Norge og Østrig. Men vi kendte jo heller ikke andet og havde slet ikke under krigen andre muligheder. Ved enden af Dalen ligger en lille ejendom, som blev kaldt Paradiset, vel fordi det ligger kønt.

Og Dalen var lidt af et paradis for os, et dejligt sted, hvor vi også ofte legede som børn. Marie, Niels og jeg har mange gange lavet små skibe og sejlet på den lille bæk, som havde en særlig charme, selv om den af og til tørrede ud om sommeren. Vi plukkede anemoner om foråret og hentede nyudsprungne bøgegrene til Mors dag. En gang var vi også ved at prøve at lave en slags hytte i bøgeskoven sammen med nogle andre, det blev dog ikke rigtigt til noget. Vi kom længere en gang ovre i Margrethelund, bl.a. Jørgen var også med til det. Når vi havde børnefødselsdage vil jeg tro, at vi også har været i Dalen, når vi legede Røvere og Soldater, i al fald om somrene til Niels' fødselsdag. Da jeg kom i realskole i Bjerringbro tog jeg med toget fra stationen i Rødkærsbro, eller Rødkjær, som vi sagde i daglig tale. Jeg gik som regel til stationen, det tog omkring 20 minutter. Når jeg gik hjem om eftermiddagen, har jeg utallige gange slået hen igennem bøgeskoven og ned gennem Dalen på vejen hjem. Måske var det også på disse ture at min interesse for planter og botanik blev vakt, jeg fik lov at købe en lille Flora og lærte mig at kende mange vilde planter. Dem var der mange af dengang, vilde stedmoderblomster og harekløver på bakkerne og kornblomster i kornmarkerne. Da jeg vist nok i 1990 på en tur i Sverige sammen med Inge besøgte Linne's fødehjem, der nu er museum for den berømte botaniker, var der, det var ved Sct. Hans tide, en flora af vilde blomster, der mindede mig meget om min barndoms flora på Bjerringgaard. Senere hen, da Inge og jeg var begyndt at komme sammen, og hun gik fra sit hjem i Rødkjær på besøg til Bjerringgaard, har hun flere gange plukket en flot buket vilde blomster til min mor, når hun gik op ad markvejen. Inge var også selv glad for vilde blomster, hendes brudebuket var lavet af vilde blomster bundet af gartner Hansens i Rødkjær, selv om det nok har været af dyrkede vilde blomster.

Da jeg for nogle år siden efter mange års forløb tog mig sammen og gik en tur gennem Dalen, måtte jeg sige med Blicher "Ak, hvor forandret", og det gav vist et lille stik i hjertet på mig. Vore kælke- og skibakker blev plantet til med grantræer, det begyndte allerede i min fars tid. Bækken er rørlagt og bøgeskoven er væk. Jeg drømte engang om som voksen at kunne have haft en slags weekendhytte i Dalen. Med de ændringer, der er sket, var det vist godt nok, det aldrig blev til noget, det nåede nu heller aldrig ud over drømmestadiet. --Senere, i 2008, er der igen kommet skov og der er i det hele taget mere træbevoksning end tidligere, det er igen en hyggelig plet.


Dalen fotograferet i 1951


 

Dalen nogle år senere. Noget af bøgeskoven er fældet, og der er påbegyndt plantning af grantræer på nogle af bakkerne. Og der er vist andre afgrøder end græs i noget af jorden. Men bækken er endnu ikke lagt i rør.

Hvad var vel i verden det fattige liv
med al dets fortærende tant,
om ikke en plet med en dal og lidt siv
vort hjerte i skælvinger bandt!
Om ikke vi drog fra det yderste hav
for bøjet og rynket at stå
og høre de kluk,
de mindernes suk
fra bækken, vi kyssed som små!
Jeppe Aakjær 1905

Gammel historie om Dalen, som også skulle have heddet Goldal.


 Jeg om i realskole

Da jeg klarede mig godt i skolen og også gerne selv ville, blev det bestemt, at jeg skulle mellem- og realskole. Der var først 4 klasser, 1., 2., 3. og 4. mellem. Her kunne man godt slutte med mellemskoleeksamen og evt. gå over i gymnasiet, men de fleste tog også det femte år, som så sluttede med realeksamen. Da jeg blev færdig i juni 1948, hvor jeg altså var 16 år, må jeg have begyndt i august 1943 som 11-årig, her startede skoleåret efter sommerferien. Jeg kan huske jeg var til en optagelsesprøve, vistnok diktat og regning. Min mor var med, vi rejste med toget til Bjerringbro. Det er de mærkeligste ting man kan huske, for min mor spurgte, om jeg kunne huske hvornår toget gik, da vi skulle tilbage. Jeg sagde 12 64. Det er der jo ikke noget der hedder, så det var vist godt, det ikke var det, jeg skulle op i. Men jeg bestod i al fald. Men det var ikke kun et spørgsmål om at bestå m.h.t. at komme i realskole, men også et økonomisk spørgsmål, da der skulle betales skolepenge (der kunne der vist søges friplads for dygtige elever for dem der ikke havde råd). Skolen hed Bjerringbro private Mellem- og Realskole, tror jeg nok. Det var nok under 10 % af børnene på landet, der dengang kom i realskole, og endnu færre i gymnasiet. Så der kunne i høj grad være tale om sociale forskelle, men der tales jo stadig om den sociale arv i dag, selv om betingelserne nu burde være ens. Men dengang var der i al fald store forskelle i mulighederne. Der var også realskoler i Kjellerup og Viborg, og forskellen i afstand var ikke særlig stor, alle vel 12-15 km, men jeg kom altså til Bjerringbro, måske fordi Thorkild, sønnen på nabogården Elsborggaard, gik der. De fleste fra omegnen, bl.a. Rødkjær, gik også til Bjerringbro, bl.a. Inge. Det blev dog først lidt sent bestemt, at hun skulle i realskole, så hun startede i 2. mellem, jeg tror hun fik noget supplerende privatundervisning, inden hun startede. Derimod kom hendes tvillingebror Jørgen ikke i realskole, ligesom min bror Niels heller ikke gjorde. Det var nu ikke, fordi de ikke måtte, men de har nok ikke haft så megen lyst til de boglige ting.

Vi rejste med tog frem og tilbage. Som allerede nævnt gik jeg som regel til stationen i Rødkjær, det tog ca. 20 minutter. Bl.a. for at spare på cykeldækkene, for under krigen var det svært at få gummi, og til sidst kørte vis på faste dæk enten af noget gummiagtigt eller af træ, det bumpede meget og var ikke særligt behageligt, også fordi de mindre veje dengang var grusveje, det var først efter krigen, at de blev asfalteret. Vi var en flok, der mødtes i stationens ventesal. Togturen tog vel 15-20 minutter, toget standsede i Tange, hvor der var station dengang. Det var egentlig en køn tur, noget af vejen langs å, eng og Tange sø, men det tror jeg nu ikke, vi tænkte så meget på dengang. I Bjerringbro gik vi i samlet flok, på et tidspunkt har vi nok været 12-15 elever, fra stationen op til skolen, det tog vist små 10 minutter. Om eftermiddagen fik vi vist lov at gå lidt før den sidste time var forbi, for at vi kunne nå et tog, der gik ved 14- tiden. Jeg kan huske en episode fra en vinter, hvor det så ud til snestorm. Vi var kommet i skole om med toget om morgenen som sædvanligt. Men da vejret så truende ud, blev det lidt i huj og hast bestemt, at vi skulle gå ned og tage et tog hjem ved 10-tiden, tror jeg det var. Men vi må have været sent på det, for toget mod Rødkærsbro kørte lige som vi kom. Nu havde vi ikke lyst til at gå tilbage til skolen, så hele flokken besluttede, at vi ville gå hjem, ca. 12 km. Nu blev vejret heller ikke så slemt som frygtet, men da vi kom til Tange, var vi nok alligevel blevet trætte, så vi besluttede og til at vente på det tog, vi normalt kørte med (der var sikkert flere timer mellem hvert tog dengang). Der var ved Tange station en lille ventesal, hvor der var dejligt varmt, og her satte vi os ind for vente. Vi har nok larmet noget, og desuden slæbte vi naturligvis sne med ind med vores fodtøj. Stationsforstanderen, eller hvad han nu var, blev i al fald sur på os, og det viste sig han havde ringet til skolen og sladret. Så næste dag var der rigtigt lagt i kakkelovnen til os, og vi fik en længere overhaling af skolebestyreren.

De sidste 3-4 måneder før krigens afslutning i 1945, blev togdriften indstillet, i al i vores område, måske kunne man ikke får energi til toget. Så jeg cyklede frem og tilbage hver dag i den periode. Jeg tror nogle af de yngre elever fra Rødkærsbro indstillede undervisningen i denne periode, for jeg kan huske, at jeg som regel fulgtes med en dreng, der hed Aksel Ørum, som var et år ældre end mig. Han var enebarn, og hans mor beklagede sig meget over hvor hårdet det var for "lille" Aksel. Det var selvfølgelig også noget, mere end 12 km hver vej, især hjemad, hvor der som regel var modvind (vestenvind), og hvor der var nogle lange bakker mellem Tange og Højbjerg vi skulle opad. Jeg var lidt heldig ved at jeg havde fået en ny cykel med rigtige slanger og dæk. Peter Wraa, som forhandlede cykler dengang, ringede en dag til mine forældre, at de havde lfået nye cykler hjem, og jeg kunne få en af dem. Det var i al fald ikke rart at køre så langt på de faste dæk, som mange var henvist til dengang. Hen på foråret må der have været flere, der cyklede, bl.a. Inge, for jeg kan huske, at det en dag på vejen hjem kom en gevaldig tordenbyge, og vi stod i ly i et hønsehus eller lignende ved en ejendom lige uden for Tange. For resten næsten lige over for, hvor der lå et lille hus, hvor der boede en enlig dame, der vist ikke var helt i orden oveni. For sommetider, når vi cyklede forbi, stod hun og skældte ud på sin vandpost (hun havde ikke vand lagt ind i huset), og det var på en måde, der ikke var helt normal. Mærkelige ting, man kan huske.

Skoledagen startede altid med, at vi klassevis stillede op i skolegården, og så samlet gik ind i gymnastiksalen. Her blev der sunget morgensang, jeg kan huske, vi tit sang "Nu titte til hinanden", måske især det sidste vers "Og du som os velsigned og tog i favn de små". Det blev ledet af skolebestyreren , der hed Thorkild Smitt, men elever imellem aldrig blev kaldt andet end "Mister", han var en høj, rank og en lidt stiv ældre herre, som vi uden tvivl havde respekt for. Han bad også Fadervor. Så gik vi til vore respektive klasser og timerne begyndte. Her sang vi også tit en sang, så vi lærte mange salmer og sange at kende, i modsætning til vore børn, hvor sådan noget var blevet gammeldags. Vi, der skulle med toget, fik vist lov at gå lidt inden den sidste time var forbi, så vi kunne nå toget tilbage vist nok ved 14-tiden. Så jeg var nok hjemme ved 15-tiden, spiste min mad, der stod i ovnen. Tit læste jeg så lektier til næste dag stort set med det samme, så det kunne godt være hen sidst på eftermiddagen, inden jeg var færdig. Og det var alle ugens hverdage incl. lørdage. Så mon ikke vi har haft en længere skole-arbejdsuge end senere generationer? Og kommet igennem et større pensum?


Bjerringbro Realskole.

Billederne af Marie, Inge og Poul er kopieret ud for oven. Billedet er taget i mit sidste skoleår (1947-48), hvor jeg var i realklassen , Inge i 4. mellem og Marie i 1. mellem. Den ranke skikkelse med den mørke jakke i midten til venstre er skolebestyreren Thorkild Smitt. Lidt til venstre er den godmodige lærer Laursen. Hr. Laursen var godheden selv, med det resultat, at han ikke kunne holde disciplin, der var uro i klassen, og en gang var der nogle, der næsten fik ham til at græde. Så skolebørn kunne også være "onde" dengang. To rækker under hr. Laursen, yderst til venstre, den bestemte fru Thomsen, der håndhævede de tre b'er, dvs. bogkant, bordkant og buksekant, som skulle være ud for hinanden, når hun kom ind i klassen. Hun var dygtig især til tysk, som hun vist havde lært som barn. Ved siden af hende Inge Pedersen, gift med Jens Oluf Pedersen yderst til højre, de var også lærere (ret unge dengang). .


 

Ole blev født

Vi har åbenbart ikke dengang været særlig oplyst om livets fornyelse, selv om vi var vant se køer og grise få afkom. Det var meget varmt lige efter Oles fødsel. Så havde vi dengang altid mange fluer på Bjerringgaard. De kunne sidde i tætte plamager f.eks. på køkkenloftet. Derfor var der sat net foran vuggen. Kort efter at Ole var født havde vi også de årlige feriegæster fra København og Viborg samt Store Søren, han var god til at smadre fluer. Konerne har jo nok været flinke til at hjælpe til, ellers kunne det jo nok have været meget for min mor.
Ole blev døbt ca. 4 uger efter sin fødsel. På sin dåbsdag blev det opdaget, at han havde fået kighoste. Min søster Marie havde fået det, så hun har smittet ham. Det var en farlig ting for sådan en lille fyr. Min moster (tante) Ella kom op i badeværelset, hvor min mor var ved at pusle ham, og hun gav ham ikke mange chancer, men hun var også alt andet end diplomat. Jeg skulle tit gå tur med ham i barnevognen den kommende tid og tage slim ud af hans mund med en ble, når han hostede, så at han ikke skulle blive kvalt i det. Heldigvis kom han godt over det.
   

Feriegæster

Mange år var det en tradition, at der kom feriegæster på Bjerringgaard, som regel en uge i juli. Det var min farbror Harald og tante Astrid fra København med deres to børn Arne og Else, og farbror Oluf og tante Esther fra Viborg med deres to børn Ebbe og Aase. De boede i hvert deres gæsteværelse ovenpå og fik mad og der var glade dage, men damerne var flinke til at hjælpe til. Jeg kan huske en gang vi til middag skulle have en stor røget skinke, der hang oppe på loftet. Da den kom ned, viste det sig, at der var maddiker i noget af den. Men min tante Astrid var resolut, hun skar det dårlige fra, og så spiste vi resten. Og ingen blev syge.

De kom nok til Bjerringgaard på ferie, fordi det var Haralds og Olufs fødegård, og deres mor (min bedstemor) boede der jo også på det tidspunkt. Desuden var de byfolk, og havde derfor rigtig ferie, hvad gårdmændene jo ikke holdt. Min fars fætter* Søren, kaldet Store Søren, selv om han ikke var særlig stor, var der også altid, nogen gange endda vist i længere tid. Han var ungkarl og skolelærer i en lille to-klasses skole i Breth, den by, hvor der hvor der blev født firlinger. Og så havde han bil, en HGF (høj gammel Ford, som de senere blev kaldt). Så det var en svir at komme ud at køre med ham, og det hele taget når han kom, da han var en børnevenlig og hyggelig mand, der også kunne finde på at købe is til os, vi fik de runde ispinde, der kostede 15 øre dengang. Min mor fik lov at få en med chokolade på, den kostede 20 øre. At få is var ikke en dagligdags ting dengang.
*Han var søn  af Bedstes, Marie Serups, ældre bror Anders Sørensen Serup.

Jeg tror vi børn følte det som lidt af en fest, når der kom feriegæster, og også i perioden forud, hvor alt skulle gøres klar og være fin. Det gjaldt også haven, hvor jeg hjalp til som større dreng, og hvor ukrudtet skulle være væk og gangene være fint revne. Det var almindelig med gange i haverne med bede langs siden dengang. Når gangen lige var blevet revet, var det en skam, hvis nogen gik på den.

Der har nok også som regel været en større familiekomsammen, mens feriegæsterne var der, hvor de øvrige søskende kom på besøg. Bl.a. kan jeg huske de alle var der engang i juli 1941, da min bedstemor kunne have haft guldbryllup. Jeg har en sølvske fra deres sølvbryllup i 1916, derfor kan jeg regne årstallet ud. Det var fint vejr, og om eftermiddagen skulle vi alle går en tur til kirkegården til min bedstefars grav. Jeg kan huske det, for lige inden vi nåede kirkegården fløj en due ned og satte sig i mit hår. Måske har den troet den kunne bygge rede i mine krøller. Der skulle noget mad til i sådan en periode, men det tog mine forældre som en selvfølge, da deres gæstfrihed var stor. Til gengæld skulle det gå vildt til, før der blev serveres øl og sodavand, og da slet ikke vin. Jeg kan dog huske engang da feriegæsterne var der, at der blev arrangeret en udflugt ned til Bjerringgaards eng i Vindelsbæk. Der var smørrebrød og andre gode sager med, men også en flaske snaps, den blev lagt til afkøling i en kilde, der løb ud i åen. En anden gang gik damerne en tur ned i Dalen og havde noget spiseligt med. Det har da selvfølgelig været godt vejr, og det synes i min erindring, at det næsten altid var dengang, men det passer naturligvis ikke, men det må være det gode, man husker bedst. Jeg kan også huske en solrig julidag, hvor det om eftermiddagen blev total solformørkelse. Det blev helt skummelt og fuglene holdt op med at synge og begyndte igen, da solformørkelsen var forbi. Der var også megen snak om. at vi ikke måtte se op mod solen uden øjenbeskyttelse, vi brugte vist farvet glas.

 

Feriegæster i Bjerringgaards have. Øverst fra venstre Harald fra København, Sigvalds bror og hans datter Else, så Marie, Martha og Sigvald. I midten Oluf, Sigvalds bror fra Viborg, Astrid, Haralds kone og Esther, Olufs kone. Foran Ole og en pige. Yderst til højre Store Søren, Sigvalds fætter. Se også Sigvalds søskende.

Kusinerne Marie, Else og Åse havde meget glæde af hinanden på disse ferier, de legede bl.a. "fine damer" og klædte sig ud. Kusine Åse fra Roskilde på min mors side, og kusine Ingrids datter Karen fra Sjørslev var også sommetider med.

 

Jul på Bjerringgaard

Det andet store højdepunkt i løbet af året var julen, som vi glædede os meget til. Som mindre børn tog vi engang i december med toget til Viborg, og det var et eventyr at komme der med alle lysene og udsmykningerne. Det må have før krigen, for under krigen var sådan noget naturligvis bandlyst, da alt var mørklagt. Vi fik også appelsiner til jul, igen inden krigen, og vi spiste dem som regel som en sutteappelsin, hvor der blev skåret hul og puttet sukkerknalde inden i appelsinen. Sydfrugter var vi ellers ikke forvænt med. Vi har nok sommetider manglet vitaminer, fordi det var almindeligt dengang at børns ører løsnede ved øreflippen, og det skyldtes vitaminmangel. Så fik vi torskelevertran, det smagt hæsligt, men hjalp. Senere kom der Tunolperler, der var lettere at spise, da man bare kunne slige dem. Jeg tror endda at de under krigen også var på rationeringsmærker.

Juleforberedelserne begyndte som regel med, at der blev slagtet gris. Der kom en slagter og hjemmeslagtede, han stak en kniv i grisens hals. Til jul blev blodet, der løb ud, samlet i en spand. Vi skulle hente rugmel nede hos bageren, det skulle i blodet til blodpølse (på jysk: swåtpøls). Der blev lavet medisterpølse, leverpostej, rullepølse og andre gode ting. Det blev gemt til jul, i den kolde årstid kunne det lade sig gøre uden køleskab eller fryser. De mindre lødige dele af grisen blev spist i løbet at december, f.eks. grisetæer i sødsur sovs (de kunne f.eks. blive serveret til frokost juleaftensdag), ligesom søbemad som grønkåls- og hvidkålssuppe var faste på menuen i december måned. I al fald under krigen blev der også sendt kødpakker til farbror Harald i København og farbror Oluf i Viborg, dvs. byboerne, der ikke selv havde adgang til naturalier. Der blev bagt småkager, kogt klejner osv., sommetider forseglede min mor nogle af kagedåserne, så der ikke skulle gå for meget svind inden jul. Der blev bagt en særlig slags brød, vist med nogle krydderier i og formet rundt, kaldet kovring, Marie bager det vist stadig til jul (år 2000). Der blev gjort rent, og der blev lavet juledekorationer, hvad jeg i en periode stod for, senere blev der Ole. Og der blev sat gran over familiebillederne op dem, der var døde.

En lang årrække var det en fast tradition at min farbror Hans og tante Gerda fra København kom sammen med deres søn Ib. De kom med toget ved aftenstid den 23. og fik så altid blodpølse med sirup og sukker, det så farbror Hans frem til. De blev i mere end en uge, imellem jul og nytår rejste de rundt og besøgte anden familie og kom så tilbage til nytår. De nød meget, tror jeg, den gode jyske julemad. Tante Gerda var så glad for "det dejlige pålæg", der i juletiden også kom på morgenbordet.

Vi havde ikke julekalender og den slags ting. Juleaftensdag om eftermiddagen var vi tit, i al fald da vi var mindre, i kirke i Elsborg kirke. Da vi havde lært julesalmerne, sang vi med af fuld hals, selv om det vist ikke altid var helt rent, i al fald for mit vedkommende, jeg kan huske, at en nabokone engang vendte sig om og kiggede lidt bestemt på os. Julemiddagen var aldrig særligt tidligt, fordi de først skulle være færdige ude med dyrene. Først fik vi risengrød med mandler til mandelgave, dernæst andesteg. Måske fik sommetider is til dessert, i al fald senere hen. Der skulle altid vaskes op inden vi kom til juletræet, så vi kunne rigtigt blive spændte. Vi var ofte mange juleaften, da vi var børn, tror jeg også tit tjenestefolkene var der, så det kunne godt blive en 12 til 13 stykker i alt. Juletræet stod altid i Havestuen. Da vi var mindre, måtte vi ikke se det, før det var tændt. Så dansede vi om juletræet, der altid var en rødgran pyntet med bl.a. fehår, hjerter, kræmmerhuse, flag og glimmer, og vi sang en del julesalmer. Da jeg havde lært at spille på klaver, spillede jeg ofte til, jeg havde ryggen mod juletræet, men jeg kan huske julelysene og de dansendes bevægelser spejlede sig klaverets træ. Så blev der pakket julegaver op. Det var vist tit tøj, under krigen fik vi en jul fedtlæderstøvler, de var gode at have i de kolde krigsvintre, hvor der ofte var koldt inden døre også, f.eks. i skolen. Vi fik dog også andre ting. I Rødkærsbro var der en papir-, slik- og legetøjsforretning, der hed Sørresiig (sommetider kaldet Søren Sild) efter indehaveren, han havde en mærkelig gevækst på halsen, og jeg syntes vist han så lidt ulækker ud. Ind mod jul var der sat legetøj og lignende ting frem i et ikke særligt stort baglokale. Jeg syntes, det var et eldorado at komme derind, selv om det selvfølgelig har været det rene vand ved siden af nutidens legetøjsforretninger. Der købte vi børn vist små gaver til hinanden. Så vi fik en del gaver. I modsætning til den tidligere generation, min farbror Hans fortalte mig tit, da jeg besøgte ham på plejehjem i København, at i hans barndom fik de hvert år en æske farveblyanter, og så var det i øvrigt slut.

Efter gaverne var der godter, pebernødder, appelsiner (sutteappelsiner med en sukkerknald i, dog ikke under krigen) m.v., og de voksne fik kaffe. Så vi var godt forspiste til sidst.

Julen stod i familiens og madens tegn. Juledag var vi vist tit hos farbror Chrestens, og 2. juledag var de nok tit hos os, og det var måske også morbror Ottos, eller også var det omvendt. Jeg kan ikke huske de store julefrokoster. Men der var et solidt kaffebord med bl.a. flødeskumslagkage, flere slags kage og flere slags småkager til eftermiddagskaffe. 2. juledag var aftensmaden vist som regel glaseret hamburgerryg med grønlangkål. Det var nogle store borde med måske 20-30 mennesker. Og der blev spist godt. Det var maden, der var prestige i dengang. Derimod var der ikke de store udskejelser på drikkefronten. Måske fik mændene en øl og vi børn sodavand. Men vin var der i al fald ikke tale om, og jeg tror heller ikke der blev serveret snaps og lignende.

Dagene mellem jul og nytår kaldte min mor for halvhelligdage, der blev ikke lavet så meget og man hyggede sig indendørs. Forretningerne havde også kun åbent om formiddagen. Da vi var børn, var der en af dagene et stort juletræ i forsamlingshuset i Elsborg, hvor der blev danset om et meget højt juletræ og sunget sange, nogle gange blev der vist også læst en julefortælling. Så fik vi godteposer og bagefter blev der leget sanglege med lærer Møller i spidsen, jeg kan endnu huske, når han stormede frem med sin den "rige fugl kommer brusende, den fattige fugl kommer hinkende", eller med "så væve vi vadmel, så slår vi den sammen og lader skyttelen gå" eller noget i den retning. De voksne fik så kaffe i den lille sal imens. Vi morede os gevaldigt. Inden vi begyndte at gå i skole, havde Niels og jeg matrostøj, som vi bl.a. havde på til den anledning.

Til nytår var farbror Hans'es kommet tilbage fra deres rundtur. Sommetider var Store Søren der også, og senere hen som nævnt Søren fra Rind. Vi fik altid kogt torsk til nytårsaften. Senere var der kaffebord, og da kom som regel farbror Chresten's og måske flere. Når klokken var 12 og vi havde hørt rådhusklokkerne i radioen, fik de voksne et glas, vist som regel kirsebærvin. Vi børn fik lov at købe nytårsskyts, bl.a. tudser, som for rundt ad uberegnelige veje og derfor var særlig sjove. Det skete også sommetider, at vi skød dem af indendørs, bl.a. for at få faster Grethe til at hvine, og det skete da også et par gange, at der brændte hul i noget tøj, bl.a. en gang i min trøje. Da vi børn blev større, fik vi lov at gå ud, det store hit dengang var at gå rundt og gemme folks ting, det kunne være markredskaber, der blev kørt væk, eller evt. en havelåge, der blev hejset op i en flagstang. Inge og andre gjorde det samme i Rødkærsbro, især var en maler Madsen hjemsøgt, for han blev så gal, og det var derfor sjovest at drille ham. Sommetider kunne løjerne blive lige grove nok, jeg kan huske, at Inge fortalte, at deres far engang sendte dem ud for at rydde noget tilbage dagen efter.

Det var lidt af et antiklimaks, når jul og nytår var forbi, feriegæsterne var rejst, og det igen blev hverdag. Især Ole kunne som dreng være helt ked af det, når det alt sammen var overstået.

 Jul 1959. Pers første jul på Bjerringgaard, Martha bærer ham. Til højre Ole. Til venstre Niels, Marie og Sigvald.

 

Befrielsen

I al fald den sidste del af krigen hørte vi normalt den dansksprogede radioavis fra England, og det gjorde vi også om aftenen den 4. maj 1945. Jeg kan huske, jeg sad i stuens eneste lænestol, som kaldtes Bedstes stol, måske havde den i starten stået i hendes soveværelse, som dengang stadig eksisterede. Jeg sad og læste i en bog, vist nok "Torden over Nordsøen". Vi hørte så budskabet fra London , at de tyske tropper i Holland, Nordvest-tyskland og Danmark havde overgivet sig til Montgomery, det er mange gange senere blevet udsendt i radioen, så mon ikke alle kender det. Vi blev naturligvis alle glade, men ellers kan jeg ikke huske, at vi gjorde noget særligt. Det var mere i byerne, at folk løb ud på gaderne og jublede, sådan som de fleste nok har set billeder af. Det var naturligvis også et stort øjeblik, når man tænker på alt det som var gået forud. Inge har fortalt mig, at hun var til børnefødselsdag i Elsborg hos en skolekammerat Karen Madsen. Da hun kom hjem, var fredsbudskabet kommet og hendes mor sad og græd, men det var naturligvis af glæde. Den næste formiddag cyklede jeg til skole i Bjerringbro, jeg kan huske at nogle af kammeraterne havde aviser med, hvor der stod, at tyskerne havde kapituleret, jeg kendte ikke det ord kapitulere dengang, men fattede jo nok meningen. Men alle var glade. Vi havde vist heller ikke undervisning, men samledes i skolegården, og flaget blev hejst, og vi har nok sunget en sang eller to. Så fik vi fri resten af dagen. Vi hørte i radioen om modstandsfolk og den salgs ting. Kong Christian har nok også holdt en tale i radioen, men det kan jeg ikke huske.

Senere forlød det, at engelske soldater skulle komme igennem Rødkærsbro. Det ville vi gerne ned og se. Jeg lavede af glanspapir et engelsk flag, som vi skulle have med. En dag blev der ringet, at nu kom de engelske soldater, men jeg var i skole, så Niels og Marie gik derned med flaget. Men flaget fik en krank skæbne. En mand, der hed Wolle (Ole) Ferdinand, sparkede det i stykker. Jeg syntes, det var en mærkelig ting at gøre. Han kunne godt være lidt underlig sommetider. Han boede lige over for Peter Wraas i hjørnehuset, senere fik han Rystesyge, men han hang meget af tiden ovre i Peter Wraas forretning og hjalp med at køre småærinder og lignende, vist nok uden at han fik noget særligt for det.

Gamle "sejer"mv.

Min far, Sigvald, kunne mange gamle "sejer" ("siger", rim), mest om vejret. Her er nogle jeg kan huske:

Når skyerne ager fra sønder til nar (nord), må bonden ta' si' kuern (korn), mens det er tar (tør), men når de ager fra vester til øster, så kan han la' det stå så længe han løster (lyster).

Når det fryser fra sønden, fryser det tappen på tønden (underforstået at hvis det endelig er frostvejr med søndenvind, er det meget koldt).

Sydøstensvalm (en stødende og ujævn vind fra sydøst), kvindekvalm og foreforfippelse (befippelse?), der ender altså sammen med vand (tårer, regn? Dvs. sydøstensvalm kan forventes at give regn).

Når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk.

Aftenrød gi'r morgen sød.

Morgenrød giver aften blød.

Når himlen er som fåremaw (fåremave), så får vi regn inden trej (tre) daw (dage).

På vejen fra Bjerringgaard op mod Elsborg, kommer man til en lille bakke, der ligesom ender i et lille hul, som blev kaldt Domps (?) Hwol (hul). Se kortet, højdekurven slår en krølle ved vejen.
Det blev fortalt, at i spøgelsestimen, dvs. kl 0-1, gik der her en hovedløs hest. Andre kan huske mere udførlige historier i tillæg hertil.:
Gårdejer Jens Thomsen, Elsborg, fortæller følgende historie, som her er berettet af hans datter Marianne Kruse Frausing: ”Jorden fra Palstrup gods og til Hald hovedgård gik sammen og man kunne ikke blive enige om, hvor skellet gik. De to godsejere holdt et "retsmøde" et sted på marken på Hald hovedgårds mark. Men godsejeren fra Palstrup havde taget noget af sit eget jord i sine støvler og en bøgegren i sin hat og svor på, at han stod på sin egen jord og under sit eget træ. Men det var det jo ikke, så sagnet siger, at det er godsejerne fra Palstrup, som hver nat kl. 24 rider hovedløs på sin hovedløse hest med 12 hovedløse hunde efter sig. Sådan har min far fortalt mig den historie mange mange gange.”