KAPITEL 17. Jordtræthed       

Index

17.1. Årsager

17.2. Forebyggelse og bekæmpelse af jordtræthed

17.2.1. Vekseldrift (sædskifte)

17.2.2. Kraftigere grundstamme

17.2.3. Etablering af gode tilvækstbetingelser

17.2.4. Jorddesinfektion

17.3. Metoder til vurdering af jordtræthed

17.4. Litteratur

Sædskifte er en fornuftig foranstaltning for de fleste afgrøder. Hos planter inden for rosenordenen skal man være særlig opmærksom, idet der forekommer jordtræthed. Ved jordtræthed (trætræthed; engelsk: specific replant disease; tysk: Bodenmüdigkeit) forstås en væksthæmning efter umiddelbar genplantning af den samme eller en nært beslægtet planteart (bilag 17-1). Der kan være virkninger mellem æble og pære (og røn og tjørn), som er kernefrugter, men ikke mellem kerne- og stenfrugter. Men der forekommer også væksthæmning, hvis man planter stenfrugt efter stenfrugt, jordbær efter jordbær, eller hindbær efter hindbær (bilag 17-6).

Bilag 17-1. Skudtilvækst hos æblefrøplanter ved forskellige jordbehandlinger. Efter Kümmeler (1982).

Jordtrætheden kan vare i adskillige år, ofte 5 år eller mere, efter at kulturen er fjernet. Perioden afkortes ikke, ved at der dyrkes andre kulturer på arealet. Symptomer udover væksthæmninger er: mindre blade, evt. rosetdannelse, kortere internodier, reduceret rodtilvækst; det sidste kan være forbundet med deformerede rødder og fortykkede rodspidser (bilag 17-2). Dårlig rodfunktion formodes at være den primære årsag til væksthæmningen. Væksthæmningen kan i alvorlige tilfælde være særdeles kraftig og kan altså have en stor virkning på frugtudbyttet.

Bilag 17-2. Top- og rodudvikling hos kirsebærfrøplanter på frisk (til venstre) og på træt jord. Efter Sønderhousen (1970).

Jordtrætheden er mere udtalt i planterækkerne end mellem disse. Den kan være mindre udtalt i jorde med en høj grundvandstand og i relativ sur jord (reaktionstal 6 eller derunder).

17.1. Årsager

Der har været forsket meget i årsagerne til jordtræthed, uden at man er kommet til en endelig klarhed. De tidligste antagelser gik på, at lang tids dyrkning af samme art gav næringsmangel (fx på bor) eller påvirkede jordstrukturen uheldigt, men dette kan ikke forklare den store artsspecificitet ved jordtræthed. Toxinteorien har spillet en betydelig rolle. Den går ud på, at der ved nedbrydning af planterester i jorden frigøres specifikke giftstoffer. I æbler har man interesseret sig for stoffet phloridzin, som findes i betydelige mængder, bl.a. i rødder. Forsøg har dog vist, at der skal meget store koncentrationer til for at få vækstdepression. I stenfrugttræer findes amygdalin, som kan spaltes til blåsyre, som er giftigt, og til benzaldehyd, som også har været under mistanke som væksthæmmende stof. I tyske undersøgelser har man fundet højere indhold af kulbrinter, som methan og ethylen, i "træt" end i frisk jord. Da disse stoffer må anses for generelt at være væksthæmmende, passer det dårligt med jordtræthedens store specificitet.

Hvis det drejer sig om toxiner, burde disse i princippet kunne fjernes ved at udvaske jorden, og de skulle kunne overføres til frisk jord med vaskevandet, ligesom symptomer skulle fremkomme ved iblanding af plantemateriale af pågældende art i jorden. Forsøg på dette område har vist modstridende resultater; i nogle tilfælde har man fundet overførbarhed, i andre ikke.

Mikroorganismer. Opformering af nematoder (Pratylenchus penetrans, Longidorus elongatus) kan måske være årsag til en mindre specifik jordtræthed, især i lettere jorder. Det gælder måske også for jordbær. Men nematoder kan ikke forklare alle typer jordtræthed, bl.a. fordi nematoder inaktiveres ved 40-50°C, mens den specifikke jordtræthed først ophæves ved 60-70°C. Svampe har også spillet en rolle i diskussionen; i bl.a. danske undersøgelser er det vist, at svampen Thielaviopsis basicola opformeres i jorden under en kirsebærkultur og bl.a. kan findes på rødderne. Svampe kan heller ikke generelt forklare jordtrætheden, bl.a. fordi de ødelægges allerede ved ca. 50°, ligesom specifikke fungicider heller ikke ophæver jordtrætheden. Letaltemperaturen for visse bakterier og strålesvampe passer derimod bedre med den temperatur, som ophæver jordtrætheden. Måske er det en kombination af mikroorganismer og toxiner, som produceres af bestemte mikroorganismer, som er årsag til jordtræthed.

17.2. Forebyggelse og bekæmpelse af jordtræthed

17.2.1. Vekseldrift (sædskifte)

Det bedste middel er at undgå plantning på en træt jord. For frugtavlere med et begrænset areal er dette ikke altid muligt.

Da jordtrætheden er mindre udtalt mellem rækkerne, kan det være en idé at anbringe de nye rækker her. Det lader sig dog ikke gøre, hvis rækkeafstanden ændres.

17.2.2. Kraftigere grundstamme

Hvis det ikke drejer sig om en for kraftig grad af jordtræthed, kan problemet måske løses ved at anvende en kraftigere grundstamme, end man ville have gjort på en tilsvarende frisk jord, fx for æble MM 106 i stedet for M 26, eller M 26 i stedet for M 9. Den tilvækstforøgelse, som opnås herved, kan i nogle tilfælde stort set opveje den væksthæmning, som jordtrætheden giver.

17.2.3. Etablering af gode tilvækstbetingelser

Ifyldning af frisk jord i plantehullet kan modvirke den væksthæmning, som jordtrætheden giver (bilag 17-3). Vanding, fx drypvanding, har også en vækststimulerende effekt, som kan modvirke jordtræthedens virkninger.

Bilag 17-3. Virkning af frisk jord ved plantning på træt jord (1948). Æble (Anon. 1961).

I et hollandsk og i svenske forsøg (bilag 17-4) på en træt jord opnåedes det bedste resultat ved en kombination af vanding med kompost, sphagnum eller frisk jord i plantehullet, evt. også dækning af jorden med kompost.

Bilag 17-4. Tilvækst (cm årsskudlængde) hos æbletræer 1. år efter plantning på træt jord. Efter Bjurman (1987) Lokalitet i Sverige.

Behandlingerne, som giver god vækst hurtigt efter plantningen, er altså vigtige for at modvirke virkningerne af jordtrætheden. Hvis først en god vækst er etableret, spiller jordtrætheden en mindre rolle. Drypvanding med samtidig næringstilførsel (kvælstof) vil sikkert også være et godt middel (se afsnit 20.5).

17.2.4. Jorddesinfektion

Dampning af jorden eller behandling af jorden med desinficerende kemikalier har i mange tilfælde vist god virkning mod jordtræthed (bilagene 17-1, 17-5, 17-6).

Bilag 17-5. Relativ forøgelse i skudtilvækst ved forskellige behandlinger af træt jord. Æble, ubehandlet = 100 (Anon. 1961).

Bilag 17-6. Tilvækst (hoved- og sideskud) hos hindbær efter plantning på forskellig jord (Seipp 1986).

Af kemiske midler har klorpikrin (trichlornitromethan, Cl₃CNO₃) en god virkning, men stoffet er meget giftigt. Ellers anbefales Di-Trapex (en blanding af Trapex og DD), Trapex (methylisothiocyanat, CH₃SCN) og DD (dichlorpropen (ClCH₂ClCHCH₃) + dichlorpropan (ClCH = CHCH₂Cl)). Methylbromid (CH₃Br) bruges for at undgå vækstdepression, når jordbær plantes på det samme areal år efter år. Ved anvendelse af disse stoffer er det vigtigt at følge retningslinjerne for de enkelte stoffer med hensyn til behandlingstidspunkt og temperatur, evt. udluftning af jorden inden genplantning, for at få den bedst mulige virkning uden direkte skadevirkninger på den følgende afgrøde. Virkningerne af de nævnte kemikalier har dog ikke altid været lige gode.

Jorddesinfektion er dyr; en Di-Trapex-behandling kan beløbe sig til 10.000 kr. pr. ha. Desuden er den uønskelig i en miljømæssig sammenhæng. En jorddesinfektion, enten det er damp eller kemikalier, dræber jordens mikroorganismer. Mest modstandsdygtig er heterotrofe bakterier, som hurtigt genetableres. De nedbryder så de mikroorganismer, som jordesinfektionen har dræbt, og herved frigøres næringsstoffer, især kvælstof. Da kvælstof har en vækstbefordrende virkning, skyldes virkningen af en jorddesinfektion på jordtræthed måske delvis denne kvælstoffrigørelse. Dette peger på, at man nok i kampen mod jordtræthed først og fremmest bør søge at anvende vækstfremmende midler i forbindelse med etablering af plantningen. Dette er både billigere og mere miljøvenligt end en desinfektion.

17.3 Metoder til vurdering af jordtræthed

Graden af jordtræthed kan tilsyneladende variere. I ældre, danske forsøg har frisk jord i plantehullet eller jorddesinfektion øget tilvæksten med indtil 50-60% i forhold til ubehandlet, træt jord (bilagene 17-3, 17-5), men virkningerne har i flere tilfælde været mindre. I et forsøg på Pometet var væksten hos æble efter blomme ikke tydeligt bedre end hos æble efter æble (bilag 17-7).

Bilag 17-7. Forkultur og tilvækst og bæring hos æble plantet 1982. Pometet (Hansen 1989)

Det er derfor vanskeligt i det konkrete tilfælde at vurdere, hvilken grad af jordtræthed man står overfor, og dermed også, hvilke modforanstaltninger der eventuelt bør sættes ind med. Det ville derfor være ideelt med en metode, hvormed man kunne bestemme graden af jordtræthed. Der arbejdes her med flere principper. En metode består i udtagning af jordprøver fra arealet, hvorefter den ene halvdel af den udtagne jord desinficeres. Tilvæksten hos æblefrøplanter (Bittenfelder) sammenlignes så i den ubehandlede og desinficerede jord. Kun hvis tilvæksten i den desinficerede jord er mere end dobbelt så stor som i den ubehandlede jord, regnes jordtrætheden for alvorlig. Dette hænger formentlig sammen med den almindelige vækstfremmende virkning, som en desinfektion kan have (måske burde man parallelt udføre forsøg i desinficeret og ubehandlet, frisk jord af tilsvarende type, eller med en anden testplante samtidigt).

Et andet metodeprincip bygger på måling af tilvæksten hos frøplanter i fortyndingsrækker, hvor der er forskellige forhold mellem enten en træt jord og en ikke-træt jord af lignende type, eller mellem en træt, desinficeret og en træt, ikke-desinficeret jord af samme type. Også til disse metoder knytter der sig problemer, som bl.a. består i valg af "neutral" grundsubstans, som iblandes for at undgå uhensigtsmæssig sammenpakning af forsøgsjorden under de kunstige dyrkningsbetingelser.

I stedet for "laboratoriemetoder" forsøges der i Sverige med en markmetode, hvor æblegrundstammer plantes direkte i æblejorden og i en kontroljord, hvor tilvæksten så sammenlignes. Blommegrundstammer plantes også til kontrol af, at andre vækstfaktorer ikke er forskellige.

Det må konkluderes, at de nævnte metoder endnu ikke er afprøvet nok eller er sikre nok til at kunne anvendes i praksis.

17.4 Litteratur

Kümmeler, M. 1981. Untersuchungen zum Ursachenkomplex der Bodenmüdigkeit bei Obstgehölzen/Teil I, II. Erw. Obstbau 23: 162-168., 24:200-203.

Bjurman, B. & B. Waechter. 1983. Växtföljdsförsök i jordgubbar. Sveriges Lantbruksuniversitet, Institutionen för trädgårdsvetenskap, rapport 26. 29 pp.

Sønderhousen, E. 1970. Forekomst af Thielaviopsis basicola (Bert. og Br.) Ferr. i jord og rødder af kirsebærfrøplanter (Prunus avium L.) og andre træagtige planter. Tidsskr. Planteavl 74:214-223.

Anon. 1961. Forsøg med plantning af æbletræer på trætræt jord. Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, 661. meddelelse.

Bjurman, B. 1987. Jordtrötthet i äppleodling-försök att bemästra den med vanliga odlingsåtgärder. Frukt- och bärodling 29 (3):30-33.

Webster, A.D. 1984. The effects of fumigation and rootstock on the growth of young sweet cherry trees planted in land previously cropped with cherries. J. hort. Sci. 59:349-358.

Seipp. D. 1986. Controlling of replant problems in red raspberries by soil disinfestation. Acta Hort. 183:223-229.

Helweg, A. 1975. Følgevirkninger af jorddesinfektion. Ugeskrift for Agronomer og Hortonomer 4:543-548.

Hansen, P. 1989. Jordtræthed hos æbletræer. Frugtavleren 18:66-68.

Waechter-Kristensen, B. 1985. Prognosmöjligheter av jordtrötthet vid forökning av äpple. NJF symposium.

Waechter-Kristensen, B. 1988. Preliminary note on a bioassay for prognosis of specific apple replant disease in Sweden. Acta Hort. 233:49-52.

Forskellige forfattere, forskellige emner vedrørende jordtræthed: Acta Hort. 233, 1988.

 TIL ØVRIGE KAPITLER