KAPITEL 19. Næringsstoffer - gødskning        

Index

Med hensyn til den almindelige gødningspraksis vedrørende de enkelte frugtarter henvises til anden litteratur. I det følgende foretages en gennemgang af mere fundamentale forhold delt op i følgende hovedpunkter:

19.1. Næringsstofoptagelse, - forbrug og -behov;

19.1.1. Oplagsnæring

19.1.2. Næringsstofoptagelse i relation til årstid

19.1.3. Næringsstofbehov i relation til vækstfordeling og frugtart

19.2. virkninger af de enkelte næringsstoffer på udbytte- og kvalitetskomponenter;

19.2.1. Kvælstof

19.2.2. Fosfor

19.2.3. Kalium

19.2.4. Calcium

19.2.5. Magnesium

19.2.6. Bor og andre mikronæringsstoffer

19.3. metoder til vurdering af aktuelt næringsstofbehov

19.3.1. Mangelsymptomer

19.3.2. Jordanalyser

19.3.3. Bladanalyser

19.3.4. Gødskningsplanlægning ved hjælp af edb-model

19.3.5. Frugtanalyser, calcium og holdbarhed

19.3.6. Frugtanalyser, sammenhænge mellem mineralstofindhold og frugtkvalitet

19.4. næringstilførsel (gødskning).

19.5. Litteratur

 

19.1. Næringsstofoptagelse, -forbrug og -behov

19.1.1. Oplagsnæring

I løbet af de sidste par uger inden løvfald vandrer der kvælstof fra bladene ind i træet, idet bladenes kvælstofkoncentration falder, mens den stiger i træets øvrige dele. Denne indvandring kan forstærkes ved sprøjtning med urea i ret høje koncentrationer (bilag 19-1), idet bladsvidninger på grund af sprøjtningen kan accepteres på dette sene tidspunkt. Cirka halvdelen af bladenes kvælstof- og fosformængder vandrer ind i træerne før løvfald. Indvandringen er mindre for kalium og ubetydelig for calcium og magnesium (bilag 19-2).

 

Bilag 19-1. Ændring i kvælstofkoncentrationen efterår med og uden urea-sprøjtning (4%). Æble. Efter Oland 1960.

 

Bilag 19-2. Tilbagevandring af næringsstoffer fra æbleblade efterår (Faby & Naumann 1987).

% af blades indhold ved frugthøst

kg/ha

Kvælstof

52

16

Fosfor

55

1,2

Kalium

10

2

Calcium

1

0,1

Magnesium

1

0,1

 

Det indvandrede kvælstof "oplagres" bl.a. i form af protein, som nedbrydes og bruges, når den nye tilvækst starter næste forår (bilag 19-3). Kvælstofholdig oplagsnæring dannes også, når der er mulighed for kvælstofoptagelse om efteråret; en betydelig del oplagres i roden, men der sker også oplagring i de overjordiske dele.

 

Bilag 19-3. Sæsonændringer i protein-N i æblebark (Faby & Naumann 1987).

 

Hovedparten af det optagne kvælstof synes her at oplagres i opløselig form (bilag 19-4). Asparagin tjener som kvælstofholdigt transportstof, men hovedparten af det opløselige kvælstof oplagres i form af arginin (bilag 19-5), som har et højt N/C-forhold (0,67 mod 0,5 i asparagin).

 

 

Bilag 19-4. Sæsonændringer i æblerødders kvælstofindhold efter N-tilførsel efterår (Tromp 1983).

 

Indholdet af kvælstofholdig oplagsnæring såvel i rod som i top falder, når den nye vækstsæson starter (bilagene 19-3, 19-4). Faldet kan i nogle tilfælde tilsløres af nyoptaget kvælstof, fx hvis der stadig er ammonium-N tilbage i jorden (bilag 19-5). Det oplagrede kvælstof bruges til nyvæksten næste forår.

 

 

 

Bilag 19-5. Sæsonændringer i æbleskudbarks arginin- og asparagin-indhold efter forskellig kvælstoftilførsel efterår. Efter Tromp & Ovaa 1979.

 

Hvis der er gode reserver, kan en betydelig del af den tidlige skudvækst ske på grundlag af reserver, dvs. uden at der tilføres kvælstof (bilag 19-6). Omvendt kan kvælstofoptagelse i forsommeren hurtigt kompensere for lave kvælstofreserver (bilag 19-6). Ofte er jordens nitratindhold lavt først på sæsonen. Hvis træerne har for små kvælstofreserver, dvs. hvis der har været kvælstofmangel (lyse blade) året før, kan det i så tilfælde gå ud over ikke blot skudvæksten, men også over fx frugtsætningen (bilag 19-17).

Bilag 19-6. Virkning af kvælstofreserver og tidspunkt for kvælstoftilførsel på skudtilvækst (cm/træ) hos unge æbletræer (Hansen 1968).

Tidspunkt for kvælstoftilførsel:

N-tilførsel året før:

0

28.5.-16.7.

19.3.-22.10.

Stor:Tilvækst inden 15. juni

170

212

219

Tilvækst i alt

212

278

320

Lille: Tilvækst inden 15. juni

49

67

96

Tilvækst i alt

112

206

267

 

19.1.2. Næringsstofoptagelse i relation til årstid

Selv om oplagsnæring kan spille en rolle tidligt på sæsonen for især kvælstof og fosfors vedkommende, så vil optagelsen af næringsstoffer normalt være hovedansvarlig for forsyningen. Der er en stor parallelitet mellem intensiteterne for tilvækst og for næringsstofoptagelse (bilag 19-7).  

 

 

Bilag 19-7. Sæsonmæssig tilvækst og næringsstofoptagelse i hele træet i unge æbletræer. Efter Poulsen & Jensen (1964).

De største næringsstofmængder indlejres i bladene. Næringsstofoptagelsen vil derfor være særlig stor i den første halvdel af vækstsæsonen; det er vist i såvel unge æbletræer som i solbærplanter (bilag 19-8). Ser vi som her på totalindholdet af næringsstoffer pr. plante, så vil dette falde igen sensommer og efterår på grund af bladfald (til trods for den indvandring, der sker fra bladene).

 

Bilag 19-8. Kvælstofoptagelse i forskellige organer af solbærbuske. Efter Larsen (1964).

 

Optagelsesforløbet vil naturligvis afhænge af arten af den tilvækst, der sker. I frugter (æbler) forløber tilvæksten og indlejringen af kalium og fosfor, men også i høj grad kvælstof og magnesium, næsten parallelt (bilag 19-9). Derimod sker hovedparten af calciumindlejringen i frugten i den første del af vækstsæsonen. Men også i bærende træer vil en betydelig del af den samlede næringsstofoptagelse ske i den første del af vækstsæsonen.

 

 

Bilag 19-9. Sæsonmæssig indlejring af næringsstoffer i æblefrugter. Efter Jones et al. (1983).

 

Næringsforbruget på en vækstsæson for æble og solbær ligger ofte på ca. 60 kg N pr. ha, 40-60 kg K (mest i æble), mens det for P og Mg er på 10 og derunder.

 

 

 

Udvaskning fra bladene. Der sker ikke blot tab af næringsstof ved bladfald, men der kan også ske udvaskning fra bladene. Der udvaskes nemlig betydelige kaliummængder i forbindelse med regn i vækstsæsonens løb; det kan nå op på ca. 30 kg K/ha i løbet af en vækstsæson (bilag 19-10). Senere undersøgelser har dog vist, at faldene i bladenes kaliumkoncentrationer efter regn er små eller kortvarige. Det må betyde, at bladene hurtigt "fyldes op" igen. Kalium befinder sig i planterne som den meget mobile og letopløselige K+-ion.

 

Bilag 19-10. Sæsonmæssig udvaskning af kalium fra æbleblade. Efter Dalbro (1955).

Med henblik på at optimere næringsstofforsyningen er det altså vigtigt, at næringsstofferne er til rådighed for rødderne på de tidspunkter, hvor næringsstofbehovet er stort.

 

19.1.3. Næringsstofbehov i relation til vækstfordeling og frugtart

Selv om næringsstofkoncentrationerne i de forskellige organer varierer i et vist omfang, så er der karakteristiske forskelle mellem de forskellige organer (bilag 19-11). Bladene har i alle tilfælde de højeste næringsstofkoncentrationer. Men ellers er der tydelige forskelle mellem organerne for de forskellige næringsstoffer. Rødder (unge rødder) har således høje fosforkoncentrationer. Frugter har høje kaliumkoncentrationer, men meget lave calciumkoncentrationer; omvendt er der meget calcium i bark.

Bilag 19-11. Karakteristiske næringsstofkoncentrationer, % af tørstof, i forskellige organer af æbletræer (Hansen 1971).

N

P

K

Ca

Mg

Sporeblade

2,4

0,23

1,8

2,0

0,25

Årsskudsblade

2,6

0,24

1,8

1,5

0,25

Årsskud

1,5

0,21

0,6

1,8

0,20

Stamme, bark

1,1

0,09

0,7

2,3

0,17

Stammme, ved

0,4

0,04

0,1

0,2

0,03

Rødder

1,6

0,55

0,5

1,5

0,14

Frugter

0,6

0,09

0,9

0,05

0,04

 

Derfor kan der være store forskelle i næringsstofbehov og næringsstofoptagelse afhængigt af den tilvækst, der sker. Det ses tydeligt ved sammenligning af æbletræer uden frugter (og altså med vegetativ tilvækst alene) med træer med en stor frugtafgrøde (bilag 19-12).

 

Bilag 19-12. Tørstof- og næringsstofforøgelse i forskellige organer af æbletræer uden og med frugt i løbet af en vækstsæson. Relative værdier, total for træer uden frugt = 100.

Forskellene i vækstfordeling (tørstoffordeling) ved denne sammenligning er omtalt tidligere (se bilag 5-8), og fordelingen af kalium minder meget om tørstoffordelingen. Ved kraftig bæring er frugterne kraftige sinks for både tørstof og kalium, idet frugterne har et stort kaliumbehov i forhold til de træagtige dele, hvori væksten især sker i de ikke-bærende træer. De frugtbærende træer får derfor et stort samlet kaliumbehov. Kalium optages i rødderne, går med vandstrømmen op gennem xylemet til bladene, en betydelig del går videre med assimilaterne fra bladene gennem phloemet til frugterne. Der bliver meget lidt kalium tilovers til de øvrige organer ved en kraftig frugtbæring. Omvendt i de ikke-bærende træer, hvor det samlede kaliumbehov er langt mindre. Der bliver her en særlig stor kaliumindlejring i bladene; der er nok tale om en vis "luksusoptagelse" her. Der synes at være en vis recirkulation af kalium i ikke-bærende træer. Noget af det, som gennem phloemet går ned i rødderne, går igen op i træerne med xylemstrømmen, idet kaliumindholdet i xylemsaften er ca. dobbelt så stor i ikke-bærende som i bærende træer, trods stort set ens totaloptagelse af kalium.

Vurderet ud fra koncentrationerne i henholdsvis frugter og træagtige dele (bilag 19-11) er kraftigt bærende træers kvælstof- og fosforbehov kun ca. halvdelen af behovet hos vegetativt voksende træer. I overensstemmelse hermed er den samlede optagelse, den opadgående transport og videretransporten fra blade til andre organer reduceret til ca. halvdelen i træer med kraftig bæring i forhold til træer med vegetativ tilvækst (bilag 19-12).

Frugter modtager meget små calciummængder. Det skyldes, at frugter væsentligst forsynes via assimilatstrømmen, og calcium videretransporteres ikke via phloemet fra bladene i modsætning til de øvrige næringsstoffer (afsnit 19.2.4). Fordelingen sker altså alene gennem xylemet med vandstrømmen. Der bliver tale om en mindre effektiv regulering af den samlede optagelse, så at de frugtbærende træer får en stor calciumtilførsel til de øvrige organer i forhold til den tilvækst, der sker her (bilag 19-12).

Dette eksempel viser, at næringsstofbehov og -optagelse afhænger en del af, om der væsentligst sker frugtvækst, eller om skud- og anden vegetativ tilvækst er den dominerende, sådan som det vil være det i unge træer. I det første tilfælde vil kaliumbehovet være stort, i det sidste tilfælde vil bl.a. kvælstofbehovet være stort. Det vil principielt være på samme måde i andre frugtarter, men i småfrugtede arter vil frugttilvæksten udgøre en relativt mindre del af den samlede tilvækst, så frugtens virkning bliver relativt mindre.

Udover forskelle i tilvækst vil næringsstofbehovet mellem arterne også kunne variere på grund af artskarakteristiske forskelle i indholdet af forskellige næringsstoffer. For eksempel har blommeblade særligt høje kaliumindhold, mens kirsebær og solbærblade har høje kvælstofkoncentrationer (se afsnit 19.3.3).

Næringsbehovet skal altså vurderes i afhængighed af frugtart såvel som arten af den tilvækst, som er dominerende i planten.

19.2. Virkninger af de enkelte næringsstoffer på udbytte- og kvalitetskomponenter

Bilag 19-13 viser en oversigt over hovedvirkningerne af de forskellige næringsstoffer.

Bilag 19-13. Virkninger af næringsstoffer på vækst- og frugtudviklingsparametre (+ = positiv; - = negativ virkning).

N

Vegetativ vækst

+++

Blomsterknopdannelse, frugtsætning

+,0,-

Frugtvækst, -størrelse

+

Gul grundfarve, rød dækfarve, æble

- -

Indre kvalitet

-

Holdbarhed, æble

-

P

(Holdbarhed, æble

+?)

K

Vegetativ vækst

+

Blomsterknopdannelse, æble

(-)

Frugtvækst, udbytte

+++

% sukker

(-)

Holdbarhed, æble

-

Ca

Holdbarhed, æble

++

Mg

Løvudvikling

++

Vækst

+

B

Løvudvikling, vækst, knopudvikling

+,0,-

 

19.2.1. Kvælstof

Udbyttekomponenter i æble (pære). Som omtalt foran kræver blad- og skududvikling relativt meget kvælstof. Skudtilvæksten øges derfor over et langt område med bladenes kvælstofindhold (bilag 19-14). I unge plantninger, hvor en god skudtilvækst normalt er ønskelig, er det derfor vigtigt, at kvælstoftilførslen er i orden.

 

Bilag 19-14. Sammenhæng mellem skudtilvækst og æbleblades kvælstofindhold. Efter Hansen (1980).

 

I bærende æbletræer er kvælstofbehovet på ca. 60 kg N/ha. Det er som omtalt betydeligt lavere end i vegetativt voksende træer, fordi frugterne bruger relativt mindre kvælstof til deres udvikling. En renholdt jord med en god nitratproduktion (70-80 kg N/ha pr. år, bilag 18-10) vil kunne forsyne bærende æbletræer, så at bladenes kvælstofindhold når ind i optimalområdet (> 2,1-2,2% N); derfor stiger udbyttet ikke ved kvælstoftilførsel uanset tilførselstidspunktet (bilag 19-15).

 

Bilag 19-15. Kvælstoftilførsel, vækst og bæring hos æbletræer på renholdt jord (Vang-Petersen 1974).

Kg N/ha

Tilførsels- tidspunkt

Stamme cm

Blomstringskarakter 1-10

Udbytte relativt

Løvfarve 1-10

% N i blade

0

9,4

2,6

100

4,8

2,08

93

Oktober

10,3

2,9

108

6,0

2,19

93

December

10,8

2,9

99

6,2

2,24

93

Februar

10,5

3,0

95

6,2

2,28

93

April

10,4

2,9

94

6,2

2,32

 

Ved egentlig kvælstofmangel kan det hos æbler gå ud over både blomsterknopdannelse og frugtsætning (bilagene 19-16, 19-17).

 

Bilag 19-16. Blomstermængde i afhængighed af bæring og kvælstofniveau året før. Efter Hansen (1980).

 

 

 

 

 

 

Bilag 19-17. Frugtsætning (relative værdier i forhold til blomstermængden) og bladenes kvælstofprocent lige efter blomstring.

En tydelig virkning ses dog kun, hvis kvælstofmangelen er så kraftig, at den medfører en tydelig lysfarvning af løvet. Som den anden yderlighed kan det også ved højt kvælstofniveau gå ud over blomsterknopdannelse og frugtsætning hos æble, fordi skudvæksten øges særlig kraftigt, og fordi der hos æble er en negativ sammenhæng mellem skudvækstintensitet og blomsterknopdannelse, frugtsætning (kap. 2 og 4). Også af den grund bør der ikke tilføres for meget kvælstof i træer, hvor man ønsker bæring.

Frugtstørrelsen øges med stigende kvælstofniveau inden for visse grænser (bilag 19-18).

Bilag 19-18. Virkning af kvælstoftilførsel på frugtstørrelsen hos æble, vurderet ved ens frugt-/bladforhold (5,3 frugter pr. 100 blade). Karforsøg (Hansen 1980).

N-tilførsel

% N i blade ca. 1.8.

g pr. frugt

God hele vækstsæson

2,4

118

God forsommer og sensommer

1,8

104

God sensommer

1,7

90

Ringe hele vækstsæson

1,3

77

 

Udbyttekomponenter i andre frugtarter. Udbyttet i stenfrugt, Ribes mv. er i højere grad afhængig af dannelse af nye knoppositioner med potentielle blomster og frugter, da frugtantallet her er den vigtigste udbyttekomponent. Desuden er der ikke hos disse arter nogen stærk negativ sammenhæng mellem skudvækstintensitet og blomsterknopdannelse. Kvælstoffets skudvækstfremmende virkning vil derfor ofte samtidig betyde øget udbytte svarende til, at disse arter gennemgående reagerer positivt på større kvælstofmængder end æble. Dette gælder både blomme, sødkirsebær, surkirsebær (især de kraftigt voksende sorter som 'Stevnsbær', bilag 19-19, solbær såvel som andre Ribes-arter (bilag 19-20).

Bilag 19-19. Virkning af kvælstoftilførsel hos 'Stevnsbær' (Vang-Petersen 1975).

Tilført kg N/ha

% N i blade

Udbytte kg/træ

g pr. frugt

0

2,39

15,7

3,2

62

2,67

20,4

3,1

124

2,73

23,6

3,0

186

2,86

26,1

3,0

186*

2,76

28,4

2,9

* 2/3 forår, 1/3 ved frugthøst.

Bilag 19-20. Virkning af kvælstoftilførsel hos solbær (Sandvad 1964).

Tilført kg N/ha

Vækst, kg afskårne grene

Udbytte, t/ha

cg/bær

Antal bær/klase

0

0,58

7,4

76

4,0

47

0,85

9,7

89

4,0

93

0,87

10,2

89

3,9

140

1,06

10,5

88

4,0

140*

1,12

11,0

88

4,1

* 2/3 forår, 1/3 ved bærhøst.

Hyld kan udnytte særligt store kvælstofmængder, fordi vedproduktionen øges kraftigt herved, og der er en stor grad af parallelitet mellem vedproduktion og udbytte (bilag 19-21).

 

Bilag 19-21. Virkning af kvælstoftilførsel på vækst og udbytte hos hyld. Efter Groven (1975).

 

 

 

Derimod er en hindbærkultur mindre kvælstofkrævende (bilag 19-22), formentlig fordi skudantal og -højde normalt reguleres, så en vækstfremmende virkning ved kvælstoftilførsel kun i begrænset omfang kommer til udtryk. Omvendt vil det ved tæt og kraftig vækst gå ud over blomster- og frugtudvikling.

Bilag 19-22. Virkning af kvælstoftilførsel hos hindbær (Sørensen 1965).

Tilført kg N/ha

Vækst, t afskåret/ha

Udbytte, t/ha

g pr. bær

0

1,8

5,8

2,6

46

2,8

7,8

2,7

92

2,9

6,7

2,9

140

3,2

7,6

2,9

140*

2,9

7,1

2,9

* 2/3 forår, 1/3 ved bærhøst.

Jordbærs forhold til kvælstof er i høj grad kontroversielt. I ældre danske forsøg har kvælstoftilførsel givet positiv, ingen eller negativ virkning på udbyttet. Det samme er fundet i senere skandinaviske forsøg; ofte er der dog fundet mindre negative virkninger. I Holland køres jordbær ofte som en ét-årig kultur, og der bruges her store kvælstofmængder. Årsagen til de forskelligartede virkninger af kvælstof hos jordbær hænger måske sammen med, at forskellige udbyttekomponenter kan påvirkes, og at udbyttekomponenterne kan have forskellig vægt afhængigt af kulturforløbet. Ved sommerplantning, hvor man ønsker et stort udbytte den følgende sommer, er det vigtigt også med kvælstof at fremme bladvækst og kroneudvikling. Derved kan der dannes flere blomsterstande pr. plante, og dermed bliver der flere bær og et højere udbytte næste år (bilag 19-23).

Bilag 19-23. Virkning af kvælstoftilførsel ved sommerplantning af jordbær. m.eq. N/l næringsopløsning i karforsøg. Pometet 1987-88.

Relative værdier (gnsn. = 100)

N 1

N 4

N 9

N 20

Antal kroner (gns. 7,0/plante)

59

106

116

121

Antal blade (gns. 55/plante)

55

95

124

127

Antal blomsterstande (gns. 5,5/plante)

41

100

126

132

Antal bær (gns. 37/plante)

37

106

126

130

Udbytte bær (gns. 366 g/plante)

42

107

130

121

Bærstørrelse (gns. 10,2 g/bær)

115

97

98

90

 

Ved et højt kvælstofniveau er der tendens til en negativ virkning, og ved meget højt kvælstofniveau er der en kraftig negativ virkning, idet dannelsen af blomsterstande hæmmes kraftigt, betydeligt mere end den vegetative tilvækst hæmmes (bilag 19-24).

Bilag 19-24. Virkning af kvælstoftilførsel, N-tilførsel sensommer, ved sommerplantning af jordbær. Relative værdier. Pometet 1986-87.

Lav N

Normal N

Meget høj N

Antal kroner (gns. 6,1/plante)

58

100

87

Antal blade (gns. 46/plante)

56

100

88

Antal blomsterstande (gns.4,2/plante)

39

100

47

Antal bær (gns. 24/plante)

44

100

57

Udbytte bær (gns. 196 g/plante)

48

100

63

Bærstørrelse (gns. 8,0 g/bær)

112

100

116

 

Ved sommerplantning bør kvælstoftilførslen derfor være moderat til god, så krone- og blomsterantal kan blive stort, selv om det kan betyde lidt mindre frugter. I ældre plantninger er der kroner nok. Derfor er der ingen grund til ved hjælp af kvælstof at øge tilvæksten yderligere; det kan måske endda føre til øget intern konkurrence i planten, så bærstørrelse og måske udbyttet falder (kap. 6). Ved stor tilførsel kan der måske være direkte negativ virkning på blomsterknopdannelsen.

Virkning på frugtkvalitet. Frugtstørrelsen vil i reglen øges med stigende kvælstoftilførsel inden for visse grænser, selv om der også i nogle tilfælde kan være tale om nedsat frugtstørrelse (kirsebær, bilag 19-19; jordbær, bilag 19-23). Især hos æble kan visse kvalitetsparametre påvirkes negativt ved kvælstoftilførsel. Dette er også en begrundelse for at undgå for højt kvælstofniveau, specielt hos æble. Således modvirker kvælstof udviklingen af rød dækfarve på æbler (bilag 19-25). 

 

Bilag 19-25. Udbredelse af rød dækfarve på æbler ('Cortland' og 'McIntosh') i afhængighed af bladenes kvælstofprocenter i august. Efter Hansen (1980).

 

Dette er ikke blot en følge af, at træerne måske er tættere (mere skygge i træet) på grund af kraftigere skudvækst, men der er også tale om en direkte negativ sammenhæng mellem kvælstofniveau og farveudvikling. Tilsvarende giver kvælstoftilførsel mindre gule (mere grønne) frugter, som desuden er mindre syrlige, mindre faste, mere melede og generelt af lidt dårligere smag (bilag 19-26).

 

Bilag 19-26. Virkning af kvælstoftilførsel på frugtudvikling hos 'Golden Delicious'. Renholdt + dækkultur. Efter Vang-Petersen et al. (1977).

N-tilførsel, kg/ha

0

78

542

% N i blade

2,15

2,50

2,59

Udbytte, kg/træ

39

52

63

% grønne frugter

13

31

51

% syre

0,58

0,49

0,46

Karakter for surhed

3,8

3,3

2,8

Karakter for fasthed

7,1

6,4

5,8

Karakter melethed

1,1

1,6

1,8

Karakter for smag

6,8

6,2

5,7

 

I England har kvælstoftilførsel hos 'Cox's Orange'givet mindre søde, men ellers også mindre faste, mere grønne og melede og ofte mindre acceptable frugter smagsmæssigt vurderet (bilagene 19-27, 19-28).

Bilag 19-27. Vurderingen af frugt fra ugødede 'Cox's Orange' i forhold til gødede træer. Forskellige forsøg. Efter Richardson (1986).

Hold

Renholdt i rækken

Barkultur

1981: 1

Sødere, fastere, bedre

Mere tørre

----2

Sødere, fastere, mindre melede, bedre

Fastere, mindre melede, bedre

1982: 1

Fastere

Fastere, mindre melede, mere aromatiske

----2

Fastere, bedre

Ingen forskel

 

Bilag 19-28. Fasthed hos 'Cox's Orange' ved forskellig kvælstoftilførsel og jordbehandling. Newtons/8 mm dybde (Richardson 1986).

62,5 kg N/ha

125 kg N/ha

Græs

46,1

44,7

Græs, vandet

40,1

39,1

Renholdt i rækken

44,5

42,0

Barkultur

42,0

40,1

 

I karforsøg på Pometet har en god til kraftig kvælstoftilførsel sammenlignet med en lav til moderat givet større frugter, men med et lavere sukker- og syreindhold, mindre rød farve, samt nok også mindre aroma (kap. 8). Hos solbær og surkirsebær faldt sukkerkoncentrationen, mens syrekoncentrationen derimod steg med øget kvælstof. Også hos jordbær er der fundet lidt surere frugter ved kvælstoftilførslen, mens frugtens farve-, sukker- og syreindhold ikke blev påvirket af kvælstoftilførsel hos hyld. Selv om virkningerne ikke altid er så store, synes den indre kvalitet (spisekvaliteten) altså i flere tilfælde at falde med stigende kvælstofniveau. Resultaterne af svenske forsøg med æble tenderer i samme retning.

Parallelt med virkningen på den indre kvalitet sker der også ved stigende kvælstofniveau en forringet holdbarhed af frugten, heri indbefattet større modtagelighed for lagersygdomme (bilag 14-14). Dette er også en begrundelse for at undgå for høje kvælstofniveauer hos lagersorter af æble. 

Kvælstof i form af nitrat og nitrit forekommer naturligt i planter. Nitrat er næppe i sig selv toxisk, men kan omdannes til nitrit ved bakteriel virksomhed bl.a. i tarmkanal og mundhule, og nitrit anses for at kunne være toxisk; desuden kan det omdannes til nitrosaminer, som kan være kræftfremkaldende. Frugt og grønsager er næppe årsag til nitrosaminindtagelse, men kan være kilde til nitrat- og nitritindtagelse. Levnedsmiddelstyrelsen har analyseret forskellige frugter og grønsager (bilag 19-29).

 

 

Bilag 19-29. Nitrat- og nitritindhold i frugter og bær. Trekant = detektionsgrænse; bolle = median; lodret streg = aritmetrisk gennemsnit; vandret streg = variationsbredde. Efter Larsen & Lykke (1981).

 

Nitratindholdet er generelt lavt i vore hjemlige frugter og bær. Derimod kan der forekomme relativt høje nitritindhold i jordbær, ribs, hindbær og især solbær og hyldebær. Beregninger viser dog, at man ved et såvel normalt som ved et særligt stort grønsags- og frugtforbrug kun indtager henholdsvis 16 og 38% af den acceptable daglige nitratindtagelse, som WHO har fastsat; for nitrit kun henholdsvis 2 og 6% af den acceptable værdi. Da 4/5 af nitratindtagelsen og 1/3 af nitritindtagelsen kommer fra frugt og grønsager, skulle den samlede indtagelse af nitrat og nitrit ikke kunne nå kritiske grænser.

Virkning på miljø. Nitrat kan som bekendt udvaskes, og derved kan nitratindholdet i grundvand (drikkevand), vandløb mv. øges. Som nævnt (kap. 18) betragtes frugt- og bælgplantninger som "grønne" marker, hvor kvælstofudvaskningen er mindre end ved bar jord, selv kulturmetoden spiller ind (kap. 18). Flere af frugtafgrøderne, såsom bærende æble- og pæretræer, hindbær og jordbær, er som nævnt ikke særligt kvælstofkrævende. For de øvrige vil kvælstoftilførsel forud for vækstsæsonen, hvor hovedoptagelse sker, såvel som tilførsel alene i planterækken, kunne begrænse udvaskningen.

TIL ØVRIGE KAPITLER

19.2.2. Fosfor

Fosfor anses ikke for at være et kritisk næringsstof i forbindelse med frugtdyrkning i normale jorder. Danske forsøg har ikke vist udslag for fosfortilførsel. Det samme gælder også i udenlandske undersøgelser. Som noget relativt nyt er det dog i engelske forsøg vist, at sprøjtning med fosforholdige forbindelser i nogle tilfælde kan formindske angreb af lagersygdomme som møsk, skold og centerråd (bilag 19-30). I enkelte undersøgelser har fosfortilførsel fremmet blomsterknopdannelsen.

Bilag 19-30. Virkning af fosforsprøjtning på æblers fosforindhold og på forekomst af lagersygdomme. 1% KH2PO4 ugentlig 15.6.-15.7. Gennemsnit af 3 år (Yogaratnam & Sharples 1982).

Vand

KH2PO4

P i blade, % juli

0,169

0,374

P i frugter, mg/100 g friskvægt

8,6

11,1

Møsk (kuldeskade) (max.-point 60)

13,3

5,2

Møsk (ældning) (max.-point 60)

28,6

1,2

Centerråd (%)

21,2

11,6

 

19.2.3. Kalium

Som vist (bilag 19-12) indlejrer frugten ved dens vækst store kaliummængder. Udviklingen af en stor frugtafgrøde stiller derfor store krav til kaliumforsyningen. Det er derfor ikke underligt, at de tidligste gødningsforsøg i æble udført på relativt kaliumfattig jord i særlig grad viste udslag for kalium (bilag 19-31). 

 

Bilag 19-31. Virkning af kaliumtilførsel på æbleudbyttet på kaliumfattige jorder. 1 K = 42 kg/ha 1921-31; 84 kg K/ha 1932-52; 2 K de dobbelte mængder. Efter Dullum & Dalbro (1956).

Det skyldes i et vist omfang en virkning på vækst i almindelighed og dermed på træstørrelse og antallet af frugter pr. træ, men også i høj grad en stigende frugtstørrelse med stigende kaliumniveau, sådan som det også er vist i senere undersøgelser (bilag 19-32).

 

 Bilag 19-32. Udbytte og frugtstørrelse i afhængighed af æbleblades kaliumindhold. Efter Pedersen & Vang-Petersen (1984).

 

Når frugtstørrelsen reduceres på grund af mangel på kalium (mindsket sink-aktivitet) kan blomsterknopdannelsen og frugtens indhold af opløseligt tørstof samtidig øges (kap. 2 og 6).

Også ved normal kaliumforsyning vil blomsterknopdannelse og frugtkvalitet dog kunne nå acceptable værdier. Omvendt kan et højt kaliumniveau øge vekselbæringsintensiteten. Somme tider er der fundet parallelitet mellem frugtens kalium- og syreindhold.

Også hos blomme kan der udvikles en stor frugtafgrøde. Hos svesker i Californien kan bæringen være meget kraftig. Derved trækkes der store kaliummængder ind i frugten (bilag 19-33).

 

 Bilag 19-33. Sæsonmæssig akkumulering af tørstof og næringsstoffer i svedsker. Efter Hansen et al. (1982).

 

Rodudvikling og rodfunktion vil være nedsat på grund af frugtens samtidige stor assimilatforbrug, og hvis der samtidig er tale om en jord, som giver dårlig kaliumforsyning af træerne, vil der kunne opstå en akut kaliummangel i træerne med meget lave kaliumindhold (bilag 19-34). Bladene bliver lyse midt på sommeren; i grelle tilfælde visner de og falder af, og træet eller dele af træet dør eller svækkes meget. Fænomenet kaldes "die-back". Det er et betydeligt problem i sveskedyrkningen på visse jorder.

 

Bilag 19-34. Sæsonmæssig udvikling i svedskeblades kaliumindhold hos kraftigtbærende og ikke-bærende træer. Efter Hansen et al. (1982).

 

Også hos andre frugtarter indlejrer frugterne kalium i forbindelse med deres vækst. Men da frugtafgrøden hos de mere småfrugtede arter oftest er en mindre belastende del af den samlede tilvækst, stiller de knap så store krav til kaliumforsyningen som de mere storfrugtede arter (Kt i jorden på 10-12 mod 20 eller mere i æbler).

De store udslag for kaliumtilførsel i gødningsforsøgene har bevirket, at der mange steder blev tilført så store kaliummængder, at der opstod kaliuminduceret magnesium- og calciummangel.

19.2.4. Calcium

Æblers holdbarhed kan afhænge af frugtens calciumindhold, idet der er en negativ sammenhæng mellem angreb af fysiologiske lagersygdomme som priksyge, møsk (kap. 9) og frugtens calciumindhold, så at risikoen for angreb forøges, når frugtens calciumindhold ved høst er under ca. 5 mg Ca/100 g friskvægt (bilagene 19-35, 19-36).

 

Bilag 19-35. Priksygeangreb (pct.) som funktion af æblernes calciumindhold. 'James Grieve', resultater fra forskellige år i Holland. Efter Boon (1980).

 

Relationens styrke kan dog variere meget med år og kulturforhold, dvs. at også andre forhold spiller ind. Risikoen øges ekstra ved særlig store K/Ca-forhold (K/Ca > 40). Der er også eksempler på øget angreb af Jonathan-plet såvel som af Gloesporium-svampe ved lavt calciumniveau; i det sidste tilfælde hænger det måske sammen med høje kvælstof- og kaliumniveauer.

 

Bilag 19-36. Møskangreb (pct.) som funktion af æblernes calciumindhold ved to tidspunkter. 'Cox's Orange'. Danmark 1979. Efter Hansen (1986).

 

Årsagen til den specielle form for calciummangel, hvor væv visner (forkorker) eller nedbrydes, er ikke endelig afklaret. Calcium indgår som calciumpektat i midtlamel og cellevægge; der kunne være tale om en "cement"-lignende virkning. Infiltration af calcium i æbler giver da også øget fasthed og nedsat ethylenudvikling (bilag 19-37); begge kan forbindes med et langsommere modningsforløb (kap. 9).

 

 

Bilag 19-37. Virkning af calciumbehandling af høstede æbler på priksyge samt fasthed og ethylenudvikling. Efter Perring & Pearson (1987); hhv. Conway & Sams (1987).

Infiltration, % CaCl2:

Ingen

0

1

2

Priksyge, %:

32

27

16

5

Trykinfiltration, % CaCl2 :

0

2

4

8

Fasthed (Newton)

61

63

67

78

Ethylen (mikrol/kg/hr.)

62

51

45

2

 

Respirationshastigheden påvirkes dog ikke. Derimod er det vist, at calciuminjektion kan øge askorbinsyreindholdet. Dog hælder flere til den anskuelse, at udviklingen af calciumrelaterede symptomer i frugten skyldes virkninger på cellemembraner, hvor der kan være tale om nedbrydning, ændret opbygning eller ændret funktion ved lokal calciummangel, måske danner calcium komplekser med proteinstoffet calmodulin, som kan aktivere enzymsystemer. Derved påvirkes også den aktive transport af ioner gennem membraner. Calciumkoncentrationen kan variere betydeligt gennem et æble; ofte er den særlig stor ved kernehuset og i skrællen. Der er mere calcium i frugtens stilkende end i dens bægerende, hvor symptomer ofte udvikler sig først. Måske er udviklingen af symptomer knyttet til en omfordeling af calcium inden for frugten.

Den specielle calciummangel i frugterne er et fordelings- mere end et tilførselsspørgsmål, idet calciumindholdet i jorden normalt er højt. Calcium transporteres op i xylemet delvis ved ionbytning, som øges med stigende vandtransporthastighed (fordampningshastighed). Blade og andre organer forsynes med calcium direkte fra xylemstrømmen. Dette gælder også tildels unge frugter, som får vand direkte fra xylemet. Når frugterne begynder at vokse kraftigt, forsynes de, som tidligere nævnt, hovedsagelig fra bladene via phloemet med assimilater, vand og næringsstoffer, undtagen calcium. Derfor falder frugternes calciumkoncentration med tiden (bilag 19-38).

 

Bilag 19-38. Calciumindhold i æbler som funktion af tidspunkt. Efter Jones et al. (1983).

 

Den bliver desuden særlig lav i store frugter (gode vækstforhold), fordi den samlede phloemtransport uden calcium da bliver stor i forhold til den tidlige xylemtransport med calcium (bilag 19-39). Specielt for priksyge gælder, at risikoen for angreb er særligt stor i store frugter.

 

 

Bilag 19-39. Æblers calciumindhold som funktion af frugtstørrelsen i forskellige år. Efter Perring & Holland (1985).

I perioder med vandstress i planten, vil fordampning fra bladene kunne medføre, at der trækkes vand og dermed calcium via xylemet fra frugten. Dog kan det tænkes, at et stabilt, tørt klima bevirker, at den direkte fordampning fra frugterne øges, så at en vis xylemtransport indbefattet calcium finder sted over større dele af vækstsæsonen. Den tidlige indlejring af calcium i frugten er også afhængig af en vis fordampning fra de nærsiddende blade (bilag 19-40).

 

Bilag 19-40. Virkning af reduceret fordampning (indesluttet i plasticpose) eller afbladning 2 uger i juni på æblers calciumindhold (Jones & Samuelson 1983).

Tørvægt, g/frugt

Calcium, mg/frugt

Ubehandlet

1,37

2,45

Frugt i pose

1,40

2,38

Sporeblade i pose

1,20

2,12

Frugt + sporeblade i pose

1,26

1,96

Sporen afbladet

1,28

1,72

 

Frugternes calciumindhold kan øges ved sprøjtning med calcium (0,75% Ca Cl2), men kun den del, som direkte rammer frugten, har virkning. Dypning, eller bedre infiltration af calciumopløsning har også virkning (bilag 19-37).

Nyere tyske undersøgelser tyder på, at æbletræers vinterfasthed reduceres ved næringsstofmangel, specielt ved mangel på calcium.

19.2.5. Magnesium

Magnesium er nødvendig for at opretholde et funktionsdygtigt løv, idet magnesium indgår som et centralt atom i klorofyl. Magnesiummangel viser sig som nekrotiske områder i et regelmæssigt mønster mellem bladnerverne. Magnesiummangelsymptomerne viser sig først på den nederste del af årsskuddene. Ved mere alvorlig mangel breder symptomerne sig opad på skuddet, og bladene falder af i samme rækkefølge. Svage mangelsymptomer er nærmest af kosmetisk art. Når manglen er så kraftig, at bladenes Mg-procenter når under 0,15, bliver det for tidlige bladfald et alvorligt problem (bilag 19-41), idet det så går ud over træernes vækst; ved større bladfald vil der være en tydelig sammenhæng med tilvæksten (bilag 19-42). I bærende træer vil et betydeligt bladfald reducere frugttilvæksten. 

 

 

Bilag 19-41. Sammenhæng mellem tidligt bladfald og æbleblades magnesiumprocenter. Efter Hansen (1970).

 

 

 

 

 

Bilag 19-42. Sammenhæng mellem årsskudstilvækst i unge æbletræer og bladfald forårsaget af magnesiummangel. Efter Hansen (1971).

 

Magnesiummangel modvirkes let ved sprøjtning med bittersalt (Mg SO4 7H2O).

 

 

19.2.6. Bor og andre mikronæringsstoffer

I 'Cox's Orange' er det vist, at forekomsten af bladpletter øges, når bladenes B-indhold falder til værdier under 20-25 ppm. Ved værdier lavere end 15 ppm sker der et kraftigt bladfald, og tilvæksten reduceres (bilag 19-43).

Bilag 19-43. Bladfald og bladpletter forårsaget af bormangel i 'Cox's Orange'. Karforsøg (Hansen 1974).

mg B/l næringsopløsning:

0

0,12

0,23

1,2

3,5

7,0

ppm B i bladtørstof

9

16

18

26

28

38

% blade faldet af

46

10

6

4

2

3

% blade med store pletter

31

7

3

3

1

0

% blade med små pletter

19

19

16

11

4

4

% fejlfrie blade

7

64

75

82

93

93

dm årsskudstilvækst

57

74

81

77

92

100

 

Nu er det nok sjældent, at så lave borniveauer optræder under markforhold. De bladpletter, som optræder ved bormangel i Cox, svarer til såkaldte 'Cox'-pletter, dvs. uregelmæssigt formede, større eller mindre nekrotiske områder på bladene. Cox-pletter er ret almindelige; de kan altså skyldes lavt borniveau, men de kan også have andre årsager, bl.a. dårlige rodudviklingsbetingelser (se afsnit 15.2). Bormangel kan også give misdannede frugter.

Evt. bortilførsel må ske med varsomhed, da der let kan ske en skadelig overdosering. Tilføres der så meget bor, at bladenes indhold når op på 40-50 ppm, bliver løvspring og blomstring forsinket næste år, og ved endnu højere indhold (60-70 ppm) udvikles knopperne dårligt, blomstermængden går ned, og der opstår bare grenstykker det næste år (bilag 19-44).

 

Bilag 19-44. Knop- og blomsterudvikling som funktion af bladenes borindhold august-september året før. Karakterskala 5-0; 5 = max. Karforsøg, Cox's Orange'. Efter Hansen (1981).

Ved eventuel bormangel kan der sprøjtes én til to gange med 0,3% borax eller anvendes borholdig gødning (kalksalpeter).

Der kan optræde mangel også på andre mikronæringsstoffer, jern- og manganmangel ses især på alkalisk jord og kan være et stort problem i visse frugtdyrkningsområder, fx også i citrusplantager. Men mangel på mikronæringsstoffer er ikke særlig almindelige under danske forhold, og oftest meget lokalt, fx på et areal, hvor der har ligget en mergeldynge. 

 

19.3. Metoder til vurdering af næringsstofbehov

19.3.1. Mangelsymptomer

De mere eller mindre karakteristiske symptomer, som især opstår på bladene ved mangel på de forskellige næringsstoffer, er ikke velegnede som vurderingsmetode som grundlag for gødskning, idet der oftest vil være sket et betydeligt udbyttetab, inden der kommer symptomer. Det gælder fx ved kvælstofmangel, som viser sig ved lyse blade; ved stærk kvælstofmangel næsten gule blade. Kaliummangel viser sig ved visne, indadrullede bladrande. Symptomerne bliver først tydelige, når bladenes kaliumprocenter når under 0,8 (bilag 19-45), men da er der allerede sket et betydeligt udbyttetab, idet dette starter, når indholdet når under 1,2%.

 

 Bilag 19-45. Sammenhæng mellem kaliummangelsymptomer og æbleblades kaliumindhold. Efter Hansen (1971).

 

Kun magnesiummangelsymptomer (visne områder mellem nerverne) samt mangelsymptomer for mikronæringsstoffer som mangan (lyse blade med mørkere zoner om nerverne) og jern (lyse blade, hvor kun selve nerverne står grønne tilbage) kan i et vist omfang bruges som vurderingsgrundlag for tilførsel af disse næringsstoffer.

 19.3.2. Jordanalyser

Der forudsættes kendskab til de almindelige jordanalyser.

Jordanalyser er kun egnet til en grov vurdering af gødskningsbehovet i frugtkulturer, fortrinsvis til fosfor-, kalium- og evt. magnesiumtilførsel forud for plantning. Der knytter sig nemlig forskellige ulemper til brug af jordanalyser i frugtkulturer. For kvælstof er det især nitratindholdet i jorden, der er af betydning som kvælstofkilde. Nitratindholdet i forskellige dybder er underkastet betydelige fluktuationer på grund af nitrificering, nedvaskning mv. (se bilag 18-11). Det er derfor vanskeligt ved en enkelt jordanalyse at få et rimeligt sikkert udtryk for jordens kvælstofstatus, og der skal i al fald analyseres i en betydelig dybde. I Tyskland søger man ganske vist ved hjælp af den såkaldte Nmin-metode ved analyse, fx i april, at bestemme jordens nitratindhold ned til fx 90 cm dybde som grundlag for kvælstofgødning.

Også brugen af kalital volder besvær; det hænger især sammen med de stor forskelle, der kan være på Kt i forskellige dybder, især i lerjord (bilag 19-46), og de forskelle, der kan være i roddybde og rodfordeling, ikke blot mellem forskellige frugtarter, men også afhængigt af jordkultiveringsmetoden. Selv om der på en given jord kan etableres en sammenhæng mellem Kt (i en given dybde) og kaliumforsyningen, så kan relationen have en anden styrke under andre forhold.

 

Bilag 19-46. Virkning af kaliumtilførsel på Kt-bevægelser i forskellig dybde af lerjord. Efter Dullum & Dalbro (1956).

Lignende ulemper vil gælde ved brug af fosforsyretal og magnesiumtal. Grundlæggende bruges jordanalyser derfor fortrinsvis til en vurdering og justering af jorden forud for plantning, idet der gødes for at opnå Ft på 6-8, Mgt på 8-10, Kt på 12-15 for buskfrugt og jordbær og 20-25 for træfrugt; alle beregnet på 0-20 cm dybde. På en kaliummanglende lerjord kan det være en idé at nedpløje den tilførte kalium inden plantningen, for derved hurtigt at få noget kalium ned i de dybere lag, idet kaliumnedvaskningen som nævnt går langsomt i en sådan jord.

I en ældre plantage vil der efterhånden opstå forskelle i Kt, som bliver højere under træerne end mellem rækkerne på grund af den kaliumudvaskning, der sker fra bladene (bilagene 19-10 og 19-47).

Bilag 19-47. Variation i jordens næringsstofindhold i en 17 år gammel æbleplantage (Dalbro 1957).

Dybde

Mellem rækker

Under krone

Ved stamme

Kt, 0-10 cm

24

30

31

10-20 cm

18

21

25

20-40 cm

10

11

15

40-60 cm

9

9

10

Ft, 0-60 cm

7,9

7,9

8,3

Rt, 0-60 cm

6,8

6,7

6,4

 

TIL ØVRIGE KAPITLER

19.3.3. Bladanalyser

Bladanalyser anbefales som grundlag for gødskningsvejledning, når kulturen først er i gang. Bladanalysen har den fordel, at den giver et direkte svar på planternes forsyningsforhold. Ulempen er, at svaret først kommer et stykke tid hen på sommeren og derfor bruges som grundlag for gødskningen det følgende år, hvor imidlertid forholdene i et vist omfang kan være ændret især på grund af vejrmæssige forskelle. Bl.a. i Holland arbejdes der på at bruge sporeblade som basis for bladanalyser. De er udviklet tidligt på sæsonen, og det vil være muligt at regulere gødskningen allerede samme år, især hvis der sker en løbende næringsstoftilførsel ved hjælp af drypvanding (såkaldt fertigation).

Bladanalysen bygger på følgende princip: Når der ses bort fra meget kraftig næringsstofmangel, er der en positiv sammenhæng mellem mængden af tilført næringsstof og bladenes procentiske indhold af pågældende næringsstof; stigningstakten aftager med stigende niveau (bilag 19-48).

 

Bilag 19-48. Virkning af tilført næringsstof (K) på 1) bladenes K-indhold, 2) skudvækst, 3) bladenes Ca-indhold, 4) P-indhold og 5) N-indhold vist ved to kvælstofniveauer. Æbler, karforsøg. Efter Hansen (1970).

 

Sammenhængen mellem tilført næringsstof og vækst (eller udbytte) danner en optimumskurve (bilag 19-48). Sammenhængen mellem vækst eller udbytte og bladenes indhold af et givet næringsstof vil derfor også danne en optimumskurve, omend af et lidt andet forløb, sådan som det er vist for N og K i danske undersøgelser med æble (bilag 19-49) og jordbær (bilag 19-50).

 

Bilag 19-49. Sammenhæng mellem udbytte og bladenes N-, hhv. K-indhold hos æble. Efter Poulsen (1963).

 

 

 

 

Bilag 19-50. Sammenhæng mellem udbytte og bladenes næringsstofprocenter i jordbær ca. 1. juli (Anon. 1972).

Inden for et vist interval (optimalområdet) er udbyttet stort set uændret ved ændring i næringsstofprocenten. Når optimalområdet fastlægges, kan det være aktuelt også at tage hensyn til andre parametre end udbyttet. Hos æble lægges optimalområdet således relativt lavt, da rød farveudvikling og holdbarhed mindskes med stigende kvælstofindhold.

Bladanalysen er dog ikke uden problemer. Vi er interesseret i, at den alene skal give et udtryk for planternes ernæringstilstand. Vi bør derfor undgå eller korrigere for andre forhold, som påvirker næringsstofprocenten. Det drejer sig om følgende forhold:

Bladposition og udtagningstidspunkt. Unge, uudviklede blade med stor meristematisk aktivitet har særligt høje indhold af især kvælstof og fosfor, mens calciumprocenten stiger med bladenes alder. Årsskudsblade nær skudspidsen har derfor særligt høje kvælstof- og fosforindhold, især først på sæsonen, men lave calciumindhold (bilag 19-51). 

 

Bilag 19-51. Æbleblades næringsstofindhold i afhængighed af position på årsskud (bladnummer regnet fra basis). Efter Poulsen & Hansen (1965).

 

 

De tidsmæssige ændringer i bladenes indhold er også særlig store først på sæsonen (bilag 19-52). Man bør derfor fastlægge udtagningsteknikken således, at den i sig selv medfører mindst mulige fejl.

 

 

 

 

 

Bilag 19-52. Tidsmæssig ændring i æbleblades næringsstofindhold. Blade fra midten af årsskud. Efter Poulsen & Hansen (1965).

 

 

Æbleblade plukkes i august og fra den midterste del af årsskuddene; ændringerne med tid og position vil da være relativt små. Hos solbær og jordbær er udtagningstidspunktet fastsat tidligere, så at det er muligt at foretage sensommertilførsel af kvælstof på grundlag af analyserne. For jordbær har de sæsonmæssige ændringer endnu ikke stabiliseret sig ved udtagning ca. 1. juli (bilag 19-53). Det giver en vis usikkerhed. I fx Norge sker udtagningen senere; det medfører også lavere optimalområder. 

 

Bilag 19-53. Tidsmæssig ændring i jordbærblades næringsstofindhold (Anon. 1972).

  Bladenes næringsstofindhold kan variere med grundstammetype og sort, men ikke på en så entydig måde, at det har været muligt at opstille optimalområder for enkeltsorter eller sortsgrupper. Fugtig jord kan give lavere kvælstofprocenter end en tør jord.

Bæringsgraden kan hos de storfrugtede arter virke ind på bladenes indhold på grund af de tidligere omtalte forskelle i næringsstofbehov og -fordeling ved henholdsvis frugtvækst og vegetativ vækst (bilag 19-12). Ved kraftig bæring vil bladenes kaliumprocenter på grund af frugternes store forbrug kunne være 0,2-0,3 procentenheder lavere end ved svag bæring; omvendt vil kvælstof- og calciumprocenterne kunne være 0,2-0,4 procentenheder højere (bilag 19-54).

 

Bilag 19-54. Virkning af kraftig frugtbæring hos æble på bladenes N- og K-procenter. Karforsøg (Anon. 1973).

 

Der kan være en betydelig årsvariation i bladenes næringsstofprocenter, og det er en ulempe ved metoden, især hvis der kun tages bladprøver med års mellemrum. Foruden forskelle i frugtmængde kan forskelle i temperaturforhold, der bl.a. påvirker nitrifikationen til nitrat, og forskelle i nedbør, som bl.a. kan påvirke kvælstofnedvaskning og kaliumfiksering, være med til at give årsvariation.

  Antagonisme er en væsentlig faktor. Indholdet af andre næringsstoffer vil være relativt højt ved en kvælstofmangel, der er så kraftig, at den tydeligt hæmmer væksten (bilag 19-48). Hvis der så tilføres kvælstof, falder indholdet af de øvrige næringsstoffer på grund af "vækstfortynding". Ved egentlig kvælstofmangel er det derfor ikke muligt ud fra bladanalysen at foretage en reel vurdering af ernæringsniveauet for de øvrige næringsstoffer.

Vigtigt er antagonisme-forholdene mellem kalium, calcium og magnesium. På grund af store kaliumtilførsler er det almindeligt at se kaliuminduceret hæmning af calcium- og magnesiumoptagelsen (bilag 19-48). Kaliumniveauet i jorden kan betyde mindst lige så meget for magnesiumkoncentrationen som magnesiumniveauet (bilag 19-55). Det er derfor vigtigt at se på disse stoffer i sammenhæng, når bladanalyser vurderes. 

 

Bilag 19-55. Virkning af kalium- og magnesiumtilførsel på bladenes magnesiumkoncentration. Æble, karforsøg. Efter Hansen (1970).

Med hensyn til optimalområder henvises til anden litteratur (Vang-Petersen 1989). Den hidtidige gødskning reguleres på grundlag af bladanalyseværdierne i op- eller nedadgående retning; der findes ikke faste normer for denne regulering. I en større undersøgelse i 60'erne viste mange plantager for høje kvælstof- og kaliumindhold ifølge bladanalyser; til gengæld var magnesiumindholdet lavt.

19.3.4. Gødskningsplanlægning ved hjælp af edb-model

O. Vang-Petersen (1986) har udarbejdet en edb-model for gødskning af frugtkulturer. Den bygger på følgende principper: Forud for plantning gødes efter jordprøver. Efter plantning, og indtil der kan tages bladprøver, gødes efter standardmængder fastsat ud fra forsøg, korrigeret for jordbehandling, jordtype og evt. vækst. Senere bruges bladanalysen. De fundne N- og K-procenter korrigeres efter afgrødemængde, P- og K-procenten korrigeres efter N-procenten og Mg-procenten efter K-procenten ud fra antagonisme-relationerne. Optimalværdierne korrigeres efter det princip, at ved svag vækst (og for æbler kraftig dækfarve) bruges optimalområdernes maksimumsværdier, mens optimalområdernes minimumsværdier anvendes ved kraftig vækst (og ringe dækfarve for æbler). Differencen mellem korrigeret optimal og korrigeret bladanalyse bestemmer den mængde, der skal tilføres, med korrektion for jordtype (for kalium) og for gødning tilført i analyseåret. Kvantificeringen af tilførselsbehovet er den dårligst dokumenterede del af modellen, og derfor skal der muligvis ske korrektioner, efterhånden som modellen bliver afprøvet.

 19.3.5. Frugtanalyser, calcium og holdbarhed

Som nævnt under calcium er der etableret en vis sammenhæng mellem æblers calciumindhold og forekomsten af lagersygdomme som priksyge og møsk. Jo mere Ca-indholdet falder under en værdi på ca. 5 mg Ca pr. 100 g friskvægt, desto større er risikoen for angreb af disse sygdomme (bilagene 19-35, 19-36). I Holland og England bruges Ca-analyser som et middel til at vurdere frugtens holdbarhedsevne; ved lave Ca-indhold (3-4 mg pr. 100 g) skal frugten markedsføres hurtigt, mens man ved høje indhold (> 6 mg pr. 100 g) kan regne med den længst mulige holdbarhed (se også kap. 9). Disse sammenhænge er baseret på frugtens Ca-indhold ved høst. Af hensyn til indsætningen af frugten, fx i CA-lagerrum, vil det være en fordel, om man kender partiets holdbarhedsprognose ved indsætningen, så at partier med samme holdbarhed kan anbringes i de samme rum. Derfor udtages der frugtprøver til analyse 2-4 uger før høst. Frugtens calciumindhold falder imidlertid med dens udvikling; det er derfor nødvendigt at foretage en korrektion af det fundne Ca-indhold frem til høsttidspunktet ud fra sammenhænge mellem Ca-indhold og udtagningstidspunkt, måske med 0,4-0,5 mg Ca/100 g pr. uge iflg. danske resultater.

Metoden har været afprøvet i nogle år, og der er fundet relativt pæne sammenhænge mellem prognosticeret holdbarhed og den aktuelt fundne holdbarhed.

Der arbejdes også på at undersøge, om en tidlig frugtanalyse (begyndelsen af juli) kan indikere årets calciumniveau og dermed behovet for calciumsprøjtninger.

19.3.6. Frugtanalyser, sammenhænge mellem mineralstofindhold og frugtkvalitet

På grundlag af en stor erfaring fra mange æbleanalyser har R.D. Marcelle, Belgien, udarbejdet en kort oversigt over almindeligt forekommende sammenhænge, som er gengivet i bilag 19-59. De viste sammenhænge forekommer langt fra altid, men når der forekommer sammenhænge, er det som regel i den viste retning. Tabellen siger ikke noget om, hvor kraftige de forskellige sammenhænge kan være.

Bilag 19-59. Sammenhænge mellem æblers mineralstofindhold (koncentration) og deres kvalitet. +: indhold af pågældende mineralstof og pågældende kvalitetsparameter øges eller mindskes samtidigt. -- når mineralstofindhold øges, mindskes kvalitetsparameter, eller omvendt. Efter R.D. Marcelle, Belgien.

Indhold i frugt af:

Kvalitetsparameter

N

P

K

Ca

K/Ca, N/Ca

 Opløseligt tørstof

--

+

+

--

+

Syre

--

+

+

--

+

Stivelse

+

Fasthed

--

+

--

+

--

Rød farve

--

+

Modning (gulfarvning)

--

--

Svampesygdomme

+

--

+

Fysiologiske sygdomme

+

--

+

--

+

Holdbarhed

--

--

+

--

Spisekvalitet

--

+

--

+

Mg mineralstof pr.100 g frugt friskvægt *

40-100

15-20

100-160

4-10

--

*Størrelsesorden for frugtindhold i tidligere danske undersøgelser.

Kvælstof (N): Som omtalt foran (afsnit 19.2.1) vil en kraftig kvælstoftilførsel, som også vil medføre en forhøjet kvælstofkoncentration i frugten, give kraftig vækst, men samtidig dårligere rødfarvning af frugten, en ringere holdbarhed med større risiko for såvel svampe- som fysiologiske sygdomme samt risiko for en ringere indre kvalitet med mindre fasthed og lavere sukker- og syreindhold.

Kunsten er at holde en moderat kvælstofkoncentration i frugten, idet det giver den bedste holdbarhed, farve og indre kvalitet, men heller ikke så lavt, at det går væsentligt ud over frugtstørrelse og udbytte. Det vil nok ofte passe med, at bladanalyseværdierne befinder sig i underkanten af optimalområdet (2,0-2,2% af N).

 Fosfor (P): Modsat kvælstof tyder bilag 19-59 på, at frugterne (og dermed træerne) gerne må have et acceptabelt fosforniveau. Når blades og frugters fosforkoncentration er over hhv. 0,30% og 10 mg/100 g friskvægt, kan risiko for lagersygdomme mindskes (afsnit 19.2.2).

Kalium (K): Ifølge tabellen vil en høj kaliumkoncentration i frugten ofte være ledsaget af et relativt højt sukker-, syre- og stivelsesindhold, og det vil normalt betyde en lidt bedre spisekvalitet. En af årsagerne hertil kan være, at kalium ofte ophobes i træet og hermed også i frugten under forhold, hvor bæringen ikke er særlig kraftig, fx ved en god udtynding. Dette er også forhold, som samtidig betyder, at der er rigelig med assimilater i træet; de enkelte frugter vil derfor få en god forsyning, så at sukker- og syreindholdet bliver højt, samtidig bliver frugterne relativt store. Uheldigvis kan dette samtidig betyde, som tabellen viser, at frugterne samtidig får en ringere holdbarhed.

Calcium (Ca): For calcium er forholdene lige det modsatte af kalium. Et højt calciumindhold i frugten betinger en bedre holdbarhed, men frugterne vil ofte få en relativ høj calciumkoncentration under forhold, hvor de enkelte frugter ikke vokser særlig hurtigt. Men det vil ofte være forhold, hvor assimilatforsyningen ikke er særlig god, fx ved et forholdsvis højt udbytteniveau, hvor frugterne får relativt lave sukker- og syrekoncentrationer, dvs. spisekvaliteten kan blive lidt forringet, og samtidig bliver de relativt små (afsnit 19.2.4).

Forskellene mellem næringsstoffer: Mens et moderat kvælstofindhold og et rimeligt højt fosforindhold i frugterne samtidigt peger i retning af god holdbarhed og god spisekvalitet, så påvirker kalium og calcium de to forhold i hver sin retning, ligesom de to næringsstoffer har modsat rettede virkninger. I lagersorter vil virkningerne på holdbarhed ofte spille en stor rolle; her er det specielt vigtigt at undgå høje K/Ca-forhold i frugten.

19.4. Gødningstilførsel (gødskning)

I det følgende trækkes nogle forhold frem vedrørende gødningsform, tilførselsmåde og gødskningstidspunkt, idet alment kendskab til de forskellige gødningsstoffer forudsættes.

I frugtavl bruges ofte rene handelsgødninger. Blandingsgødninger (NPK) bør kun bruges i de tilfælde, hvor deres sammensætning passer med det gødskningsbehov, som er konstateret.

Kvælstof tilføres ofte som kalksalpeter. Kvælstof findes her som letopløseligt nitrat, der bør tilføres så betids (marts), at nitraten kan være vasket ind i det rodaktive jordlag til det tidspunkt, hvor hovedoptagelsen af kvælstof sker (juni-juli, bilagene 19-7, 19-8), men ikke så tidligt, at der sker en egentlig udvaskning. Se videre om nitratudvaskning under jordbehandling. Jo lettere jord og jo mere øverligt liggende rødder, desto senere kan tilførslen ske. Kulturer som kirsebær og solbær, der har et relativt stort kvælstofbehov, synes at kvittere for en deling af kvælstoffet, så fx en tredjedel af den samlede mængde gives hen på sommeren.

Som allerede nævnt kan indvandringen af kvælstof fra bladene om efteråret forstærkes ved påsprøjtning af fx 4% urea (bilag 19-1); indvandringen kan her forøges med 30-35%. Dette kan være af værdi hos kvælstofmanglende træer, fx træer, som står i græs, men ved normal kvælstofforsyning vil de normale reserver være tilstrækkelige. Urea kan også påsprøjtes i vækstsæsonen, men her kun i ca. 0,5% styrke, da der ellers kommer bladsvidninger. Ved 2.000 l væske pr. ha tilføres der herved ca. 5 kg N/ha, så det er relativt beskedne kvælstofmængder.

Fosfor tilføres som superfosfat, medmindre det passer med en blandingsgødning.

Kalium tilføres normalt som KCl, helst efterår til tidlig vinter, så at chlorid kan udvaskes i vinterens løb. Specielt jordbær reagerer med nedsat udbytte, hvis der tilføres chlormængder på 100 kg/ha eller mere (bilag 19-56). Ved egentlig kaliummangel kan det være aktuelt at sprøjte flere gange med fx KNO3 for at få en hurtig virkning, specielt hvis det drejer sig om en jord med kraftig kaliumfiksering. På kaliummanglende jord er det en god idé at tilføre og nedpløje større kaliummængder inden plantningen, specielt i en lerjord, for at få kalium ned i træernes rodaktive zone.

Bilag 19-56. Negativ virkning af klor tilført i november på udbyttet hos jordbær. 1923-24 (Esbjerg 1925).

kg K/ha

kg Cl/ha 

Odense (7-8 t/ha) Relativt udbytte

Esbjerg (3-4 t/ha) Relativt udbytte

83

14

100

100

83

56

99

92

83

100

90

74

83

230

82

67

 

Magnesium. Hvis magnesiumtilførsel er nødvendig, er det oftest på grund af kaliuminduceret Mg-mangel. Specielt på en svær jord vil selv ret store magnesiumtilførsler til jorden da have en langsom og relativ ringe virkning på træernes magnesiumstatus på grund af det høje kaliumniveau, og antagonismen mellem kalium og magnesium (bilag 19-57). Nogle få sprøjtninger med 1-2% bittersalt (MgSO4, 7 H2O) først på sæsonen giver en hurtig virkning og med en mindre magnesiummængde (Vang-Petersen 1975). Samtidig bør kaliumgødskning naturligvis afbrydes. Kun hvis jordens Mgt er lav (< 8-10), bør der tilføres magnesium til jorden. Kieserit (MgSO4, 1 H2O) er langsommere opløseligt, men billigere end bittersalt. Dolomitkalk kan anvendes, hvis reaktionstallet samtidig skal øges.

 

Bilag 19-57. Virkning af magnesiumtilførsel på jordens Mgt og æbleblades magnesiumprocent. Kaliumrig lerjord (Kt ca. 37 i 0-20 cm dybde; ca. 18 i 20-40 cm dybde). Efter Hansen (1975).

 

Calcium. Med henblik på at forøge æblers holdbarhed kan det være en fordel at søge frugternes calciumindhold forøget. Tilførsel af calcium til jorden har ingen eller ringe virkning, fordi jordens calciumindhold normalt er højt i forvejen (Vang-Petersen 1990), og det lave calciumindhold i frugten skyldes de specielle transportforhold for calcium inden for planten. Fem til ti sprøjtninger sidst på sæsonen med CaCl2 (0,75%) har en bedre virkning. Kun den calcium, som direkte rammer frugten, virker forøgende på frugtens calciumkoncentration. Dypning, eller bedre, infiltrering under tryk har som nævnt også virkning (bilag 19-37).

Ved manganmangel sprøjtes med indtil 1% MnSO4, ved bormangel med 0,03% bor (0,3% borax). Jernmangel optræder normalt kun på alkaliske jorder og kan være et problem i andre geografiske områder, men er det sjældent i Danmark. Den kan være svær at ophæve ved sprøjtninger; injektion i stammen af FeSO4 har vist sig effektiv.

Staldgødning. Staldgødning har tidligere været sammenlignet med kunstgødning med samme indhold af hovednæringsstoffer. Da jorden var kaliumfattig, var der virkning på grund af gødningens kaliumindhold. Derudover var der ikke overbevisende forskelle i virkningerne på udbyttet (bilag 19-58); det samme blev fundet i hindbær og jordbær. Jordens humusindhold, som generelt øges ved gødskning, øgedes dog lidt kraftigere ved tilførsel af staldgødning. Staldgødning gav også lidt bedre farve på æblerne. Det skyldes nok, at kvælstoffet i staldgødning virker lidt langsommere end i kunstgødning, hvor det er letopløseligt. Staldgødning, gylle mv. varierer meget i sammensætning; det er vigtigt at vurdere deres næringsstofmæssige markeffekter (se fx oplysninger fra Landskontoret for Planteavl) i forhold til de konstaterede næringsstofbehov, såvel af hensyn til en optimal forsyning som for at undgå uønskede miljømæssige virkninger.

Bilag 19-58. Sammenligning af staldgødning (S) med handelsgødning (H) med samme næringsstofindhold. 1S = 10 t staldgødning/ha, svarende til ca. 50 kg N/ha, 15 kg P/ha og 40 kg K/ha. Æbletræer 1928-52 (Anon. 1955).

Ugødet

1S

1H

2S

2H

t æbler/ha pr. år: ---Odense

2,2

14,2

12,0

19,3

18,8

---Esbjerg

4,0

15,3

14,7

17,5

16,3

% humus 0-30 cm: ---Odense

2,10

2,66

2,28

3,00

2,34

---Esbjerg

2,83

3,36

3,24

3,81

3,21

 

Lokaliseret gødningstilførsel. Ved almindelig bredstrøning vil der især i unge plantninger, hvor planterne endnu kun dækker en ringe del af arealet, ske et vist "spild", og hvis der ingen dækkultur er, vil det give øget nitratudvaskning. I ældre plantninger vil rødderne nå et godt stykke uden for rækkerne (afsnit 11.1), men hvis der er dækkultur, skal der tilføres betydelige mængder kvælstof for at kompensere for græssets forbrug.

Det vil derfor være fordelagtigt så vidt muligt at tilføre gødningen (kvælstoffet) i selve planterækken; det kan give en mere effektiv udnyttelse og måske et mindre totalforbrug. I et tysk forsøg i jordbær gav ammoniak-injektion nær ved rækkerne ligeså høje udbytter, vækst og kvælstofoptagelse som bredstrøning af kalkammonsalpeter, men kvælstofindholdet i jorden ved vækstens slutning var mindre, og der blev mindre ukrudtsvækst mellem rækkerne (Ebbenhaus & Lenz 1991).

En effektiv og direkte tilførsel af næring kan ske ved i selve planterækken at drypvande med næring tilsat (fertigation, afsnit 20.5). Hvis der samtidig er en dækafgrøde mellem rækkerne, vil det være en meget miljøvenlig metode.

  Bladgødskning. Der markedsføres en del bladgødninger bestående af et enkelt eller flere næringsstoffer, hvis gode virkninger ofte fremhæves fra firmaernes side. Ofte er de betydeligt dyrere end standardsalte (Boesveld 1994). Der er ingen grund til ukritisk at bruge bladgødskning. En række relevante tilfælde er nævnt foran, og det kan sammenfattes i følgende (Hansen 1994):

a) Ved kaliuminduceret magnesiummangel vil det være billigst og mest effektivt at bladsprøjte. Ligeledes sprøjtes med calcium-salte, hvis frugternes Ca-indhold skal øges med henblik på at øge holdbarheden.

b) Ved eventuel mangel på mikronæringsstoffer som bor, mangan, kobber, zink mv. bør der bladsprøjtes.

c) Sprøjtning med fx kaliumnitrat (0,5%) om foråret skulle kunne modvirke eller reducere nattefrostskader på blomsterne (ved at nedsætte frysepunktet eller gøre blomsterne "stærkere"). Der er næppe hold i denne påstand.

d) Ved egentlig N-mangel, dvs. ved lave N-procenter i bladene sommeren forud, eller når der er lyse blade, bliver blomsterudvikling og frugtsætning nedsat, som omtalt. Her vil der være en god grund til forårssprøjtning med kalisalpeter, urea eller et andet kvælstofholdigt middel, eller endnu bedre er det at sprøjte med urea i perioden op mod løvfald. Her kan der som nævnt tilføres relativt store mængder kvælstof, da der kan bruges store koncentrationer (eksempelvis 4%), fordi bladsvidninger kan tillades på dette tidspunkt.

e) Ved integreret eller økologisk dyrkning skal der være græsbaner mellem rækkerne. Det kan være svært at opnå en optimal kvælstoftilførsel via jorden; der kan da overvejes supplerende bladgødskning efter følgende retningslinier:

- Ureasprøjtninger i perioden op til og under løvfald.

- Forårs- og evt. også forsommersprøjtning med N-holdige midler for at sikre frugtsætning og skudvækst og fremme frugtvæksten. Derimod bør der næppe bladsprøjtes med kvælstof sensommer, da det kan nedsætte frugtkvaliteten.

f) Evt. fosforsprøjtninger for at øge frugtens lagerevne, hvis fosforniveauet er lavt.

 

 19.5. Litteratur

Oland, K. 1960. Nitrogen feeding of apple trees by post-harvest urea sprays. Nature 185:857.

Faby, R. &W.D. Naumann. 1987. Die Bedeutung der Einlagerung von Reservestoffen im Herbst bei Apfelbäumen dargestellt an Entblätterungsversuchen. Erw. Obstbau 29:51-56.

Tromp, J. 1983. Nutrient reserves in roots of fruit trees, in particular carbohydrates and nitrogen. Plant and Soil 71:401-413.

Tromp, J. & J.C. Ovaa. 1979. Uptake and distribution of nitrogen in young apple trees after application of nitrate and ammonium, with special reference to asparagine and arginine. Physiol. Plant 45:23-28.

Hansen, P. 1968. Æbleblades næringsstofindhold IV. Tidsskr. Planteavl 72:113-120.

Poulsen, E. & J.O. Jensen. 1964. Næringsstofoptagelsens forløb hos æbletræer. Tidsskr. Planteavl 68:477-494.

Larsen, F. 1964. Investigations on the growth and nitrogen uptake in young plants of black currants (Ribes nigrum L.). Roy. Vet. and Agric. Coll. Yearbook 1964:174-189

Jones, H.G., K.H. Higgs & T.J. Samuelson. 1983. Calcium uptake by developing apple fruits. I. Seasonal changes in calcium content of fruits. J. Hort. Sci. 58:173-182.

Dalbro, S. 1955. Leaching of apple foliage by rain. Report 14. Internat. Hort. Congress, pp. 770-778.

Hansen, P. 1971. The effects of cropping on uptake, contents and distribution of nutrients in apple trees. Tidsskr. Planteavl 75:615-625.

Hansen, P. 1980. Crop load and nutrient translocation. I: D. Atkinson et al. (eds.). Mineral nutrition of fruit trees. London, pp. 201-212.

Hansen, P. 1980. Yield components and fruit development in 'Golden Delicious' apples as affected byt the timing of nitrogen supply. Scient. Hort. 12:243-257.

Vang-Petersen, O. 1974. Kvælstof til æbletræer. Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, 1166. meddelelse.

Vang-Petersen, O. 1975. Kvælstof til frugttræer. II. Surkirsebær. Tidsskr. Planteavl 79:639-642.

Vang-Petersen, O. 1983. Kvælstof til blomme og sødkirsebær. Statens Planteavlsforsøg. Meddelelse nr. 1751.

Sandvad, K. 1964. Kvælstofgødning til solbær. Tidsskr. Planteavl 68: 282-294.

Groven, I. 1975. Beskæring og gødskning af hyld. Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur. 1181. meddelelse.

Kaack, K. 1988. Effect of nitrogen, planting distance and time of harvest on yield and fruit quality of elderberry (Sambucus nigra L.). Tidsskr. Planteavl 92:79-82.

Sørensen, I. 1965. Kvælstofgødning til hindbær. Tidsskr. Planteavl 69:198-200.

Anon. 1959. Forsøg med udbringningstider og mængder af salpetergødning til jordbær. Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, 622 meddelelse.

Hansen, P. 1980. Den sæsonmæssige kvælstofforsyning og frugtudviklingen hos æbletræer. Statens Planteavlsforsøg. Meddelelse nr. 1526.

Vang-Petersen, O., K. Kaack & P.M. Rasmussen. 1977. Kvælstof til frugttræer. III. Effekt på frugtens farve og indhold af syre, sukker og aromastoffer. Tidsskr. Planteavl 81:159-164.

Richardson, A. 1986. The effect of herbicide soil management systems and nitrogen fertilizer on the eating quality of Cox's Orange Pippin apples. J. Hort. Sci. 61:447-456.

Ericsson, N.-E. 1985. Avkastning och kvalitet hos två äpplesorter i försök med stigande kvävetillgång. Sveriges Lantbruksuniversitet, Institutionen för trädgårdsvetenskap, rapport 38.

Larsen, E.H. & S.-E. Lykke. 1981. Nitrat og nitrit i dansk produceret frugt og grøntsager. Statens Levnedsmiddelinstitut, publ. nr. 56.

Yogaratnam, N. & R.O. Sharples. 1982. Supplementing the nutrition of Bramley's seedling apple with phosphorus sprays II. Effect on fruit composition and storage quality. J. Hort. Sci. 57:53-59.

Neilsen, G.H., E.J. Hogne & J. Parchomchuk. 1990. Flowering of apple trees in the second year is increased by first year P fertilization. Hort. Sci. 25:1247-1250.

Dullum, N. & S. Dalbro. 1956. Gødningsforsøg med æbleræer. Tidsskr. Planteavl 60:369-485.

Pedersen, B.F. & O. Vang-Petersen. 1984. Magnesium til æble. II. Tidsskr. Planteavl 88:405-412.

Hansen, P., K. Ryugo, D.E. Ramos & L. Fitch. 1982. Influence of cropping on Ca, K, Mg, and carbohydrate status of 'French' prune trees grown on potassium limited soils. J. Amer. Soc. Hort. Sci. 107:511-515.

Boon, J. van der. 1980. Dressing or spraying calcium for better pit control. I: D. Atkinson et al. (eds.). Mineral nutrition of fruit trees. London, pp. 309-315.

Hansen, P. 1986. Sammenhængen mellem calcium, vækstfaktorer og lagersygdomme i æble. Frugtavleren 15:296-300.

Vang-Petersen, O. 1981. Post harvest and early summer Ca-spraying effect on fruit Ca content, bitter pit and Jonathan spot in apple cv. 'Rother Ananas-apfel'. Tidsskr. Planteavl 85:421-425.

 Vang-Petersen, O. 1980. Calcium nutrition of apple trees. A review. Scient. Hort. 12:1-9.

Perring, M.A. & K. Pearson. 1987. Suppression of bitter pit by calcium injected into the core cavities of harvested apples. J. Hort. Sci. 62:303-304.

Conway, W.S. & C.E. Sams. 1987. The effects of post-harvest infiltration of calcium, magnesium, or strontium on decay, firmness, respirations, and ethylene production of apples. J. Amer. Soc. Hort. Sci. 112:300-303.

Perring, A. 1989. Apple fruit quality in relation to fruit chemical composition. Acta Hort. 258:365-372.

Perring, M.A. 1986. Incidence of bitter pit in relation to the calcium content of apples. Problems and paradoxes, a review. J. Sci. Food Agric. 37:591-606.

Perring, M.A. & D.A. Holland. 1985. The effect of orchard factors on the chemical composition of apples. V. Year-to-year variations in the effects of NPK fertilizers and sward treatment on fruit composition. J. Hort. Sci. 60: 37-46.

Jones, H.G. & T.J. Samuelson. 1983. Calcium uptake by developing fruits II. The role of spur leaves. J. Hort. Sci. 58:183-190.

Tromp, J. 1975. The effect of temperature on growth and mineral nutrition of fruits of apple, with special reference to calcium. Physiol. Plant. 33: 87-93.

Hansen, P. 1970. Virkning af kvælstof, kalium, calcium og magnesium på næringsstofindhold, vækst og løvudvikling hos Cox's Orange i sandkultur. Tidsskr. Planteavl 74:577-585.

Hansen, P. 1974. The effect of boron upon leaf development and growth of the apple cultivar 'Cox's Orange Pippin'. J. Hort. Sci. 49:211-216.

Hansen, P. 1981. Boron toxicity and bud development in apple trees. Tidsskr. Planteavl 85:405-410.

Weber, A. 1954. Ernæringssygdomme hos frugttræer og frugtbuske. Landbrugets Informationskontor. 64 pp.

Faby, R. & W.D. Naumann. 1987. Möglichkeiten und Grenzen der Nmin-Methode zur Ermittlung des Stickstoff - Düngebedarfs von Apfelbäumen. Erw. Obstbau 29:147-156.

Dalbro, S. 1957. Jordbundsanalyser i frugtplantager. Tidsskr. Planteavl 61:445-473.

Kodde, J. & M.P. van der Maas. 1994. Problemgevallen nog in hetzelfde seizoen te corrigeren. Fruitteelt 84(17):18-21.

Anon. 1963. Bladanalyse- og udbytteresultater fra gødningsforsøg med æbler. Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, 717. meddelelse.

Poulsen, E. 1965. Kan bladanalyser være en hjælp til rationel gødskning? Erhvervsfrugtavleren 32:394-398, 430-433, 475-478.

Anon. 1972. Ernæringstilstanden i jordbær vurderet på basis af bladanalyser. Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, 1044. meddelelse.

Poulsen, E. & P. Hansen. 1965. Æbleblades næringsstofindhold I. Afhængighed af bladets position, årstid og tidspunkt på døgnet. Tidsskr. Planteavl 69:206-215.

Anon. 1973. Hvordan påvirkes vækst og bæring æbletræers næringsstofoptagelse? Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, 1083. meddelelse.

Vang-Petersen, O. 1989. Gødskning af træ- og buskfrugt. Statens Planteavlsforsøg, Grøn Viden, Havebrug nr. 31.

Vang-Petersen, O. 1986. Model for gødskning af frugtkulturer. Anvendelse af edb til udarbejdelse af gødningsplaner. Tidsskr. Planteavl 90:327-338.

Esbjerg, N. 1925. Forsøg med forskellige kaligødninger til jordbær. Tidsskr. Planteavl 31:77-86.

Hansen, P. 1975. Virkning af kalium og magnesium til 'Cox's Orange' på lermuld. Tidsskr. Planteavl 79:259-265.

Vang-Petersen, O. 1975. Magnesium til æbletræer. Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, 1200. meddelelse.

Vang-Petersen, O. 1990. Calcium til æbletræer. III. Tilførsel af calcium på jorden. Tidsskr. Planteavl 94:25-28.

Anon. 1955. Forsøg med sammenligning af staldgødning og kunstgødning til æbletræer. Tidsskr. Planteavl 61:167.

Dullum, N. 1939. Forsøg med gødskning af hindbær. Tidsskr. Planteavl 44:54-114.

Henriksen, A. 1960. Kulturforsøg og gødningsforsøg med jordbær. Tidsskr. Planteavl 63:856-883.

Ebbinghaus, D. & F. Lenz. 1991. Einsatz der Ammonium - Depotdüngung im Erdbeeranbau. Erw. Obstbau 33:100-104.

Hansen, P. 1994. Bladgødskning til træfrugt. Frugt og Bær 23:112-114.

Boesveld, H. 1994. Bladvoeding, Kies voor een gerichte aan pak. Fruitteelt 84(13):14-16.

 TIL ØVRIGE KAPITLER