VI. GENETISK VARIATION MELLEM OG INDEN FOR FRUGTARTERNE

 KAPITEL 26. Genetisk variation, sortsudvikling og sortsvurdering        

Index

26.1. Slægter og arter

26.2. Definition af sort

26.3. Historisk sortsudvikling i Danmark (æbler)

26.4. Sortsbeskrivelser

26.4.1. Pomologier

26.4.2. UPOV

26.4.3. Genbanker. International Board for Plant Genetic Resources (IBPGR)

26.5. Sortsvurdering, kvalitetskomponenter

26.5.1. Dyrkningskvalitet (dyrkningsegenskaber)

26.5.1.1. Vækst

26.5.1.2. Udbytte og frugtbarhed

26.5.1.3. Tolerance over for vejrpåvirkninger

26.5.1.4. Resistens (modstandsdygtighed) mod sygdomme og skadedyr

26.5.2. Høstkvalitet

26.5.2.1. Modnings- og høsttid

26.5.2.1. Høstegenskaber

26.5.3. Lagerkvalitet

26.5.4. Handelskvalitet

26.5.5. Salgskvalitet

26.5.6. Konsumkvalitet

26.5.6.1. Ydre egenskaber (synlige egenskaber)

26.5.6.2. Indre kvalitet

26.5.6.3. Andre kriterier

26.5.6.4. Vurderingsmetoder ved sortsundersøgelser

26.6. Vigtige kriterier og præferencer samt metoder ved sortsvurdering

26.6.1. Æble

26.6.2. Pære

26.6.3. Blommer

26.6.4. Sødkirsebær

26.6.5. Surkirsebær

26.6.6. Ribes

26.6.7. Rubus

26.6.8. Jordbær

26.7. Artsoversigter samt oversigt over sortsudvikling i Danmark

26.7.1 Æble

26.7.2. Pære

26.7.3. Blomme

26.7.4. Sødkirsebær

26.7.5. Surkirsebær

26.7.6. Solbær

26.7.7. Ribs

26.7.8. Stikkelsbær

26.7.9. Hindbær

26.7.10. Brombær og andre Rubus

26.7.11. Jordbær

26.8. Litteratur

26.1. Slægter og arter

Hvis man definerer frugtavl som dyrkning af flerårige planter, hvor frugten anvendes som nærings- og nydelsesmiddel, så omfatter frugtplanter både træer, buske og stauder (bl.a. jordbær). Der er således tale om store variationer, hvad planten angår. Æble og pære hører begge til kernefrugtfamilien; pære har mere opret vækst end æble (der er dog stor sortsvariation), unge skud og knopper er uden behåring modsæt æble, bladknopper er mere udstående, blade er glatte og skinnende, mens æbleblade har behåret underside. Bladstilken hos pære er relativt lang. Pære har røde støvdragere, mens øvrige frugtarter har gule. Æble har et tydeligt afgrænset kernehus med pergamentagtige lag, mens pære ikke har et afgrænset kernehus. Prunus-slægten indeholder mange frugtplanter. Blomme har ret små knopper og ofte tykke, ru, næsten krøllede blade. Sødkirsebær har en ret stiv vækst, med store knopper siddende i typiske busketgrene og ret store, blankgrønne blade. Der er tydelige lenticeller på stammen, som bliver aflange med tykkelsesvæksten. Surkirsebær har ofte ret tynde, hængende skud, nogle sorter får bare grenstykker, blade er ret små, glatte og glinsende dybgrønne. Abrikoser har brede blade som popler, mens ferskner har smalle blade som pil. Ribes-arterne adskiller sig foruden ved frugtens farve ved, at stikkelsbær har grentorne og enkeltsiddende frugter, mens solbær kendes på den karakteristiske lugt ved berøring af knopper og blade. Inden for Rubus har hindbær oprette rodskud med børster og med røde stenfrugter, som slipper blomsterbunden, mens brombær er rankende med skud, som kommer fra de nederste grendele og med torne (der findes dog tornfrie typer). Stenfrugterne hos brombær slipper ikke blomsterbunden ved plukningen. Både hos hindbær og brombær har skuddene en 2-årig vækstcyklus, det første år får de knopper i bladhjørnerne, som næste år giver sideskud med blomster og frugter, hvorpå skuddene dør.

Frugterne inden for de forskellige arter varierer meget både med hensyn til botanisk type, udseende, smag og sammensætning (se kap. 6.1). I nogle tilfælde kan der udvindes særlige stoffer, fx kan der af solbærfrø, som udgør ca. 3% af frugtmassen, udvindes ca. 21% fedt, hvoraf der igen kan udvindes ca. 15% gammalinolensyre. Det er en essentiel fedtsyre, som ikke alle mennesker kan opretholde i tilstrækkelige mængde i blodet.

Bilag 26-1 viser en botanisk oversigt over frugtplanter, som kan dyrkes erhvervsmæssigt eller i haver under danske forhold. Senere vises der i bilagene 26-3 til 26-11 arts- og andre oversigter inden for nogle af slægterne.

Bilag 26-1. Botanisk oversigt over frugtplanter i den tempererede zone. Efter N. Jacobsen m.fl.

26.2. Definition af sort

Inden for det botaniske system opererer man med orden, familie, slægt, art, evt. underart og varietet. Sorter eller cultivarer (cv.), som er det internationale udtryk (i England bruges også 'variety') er en inddeling under arter og er udtryk for planter, som er udvalgt til dyrkningsmæssige formål, hvor planterne inden for den enkelte sort skal være ensartede (homogene) og genkendelige. Ofte skal man dog vurdere på en hel del egenskaber for at karakterisere en sort. En sort kan være

1) en klon, dvs. bestående af genetisk identiske individer, eller den kan være en blanding af nærtstående kloner, 2) én eller flere rene linier af normalt selvfertile individer,

3) en bestand af krydspollinerede planter, som besidder en eller flere karakteristiske karakterer eller

4) en gruppe individer fremstillet hver gang ved krydsning, dvs. F1-hybrider.

Da frugtsorter fremstilles vegetativt, er en frugtsort i princippet en klon. Undertiden sker der dog mutationer, hvorefter man taler om kloner inden for sorten. Sorten betegnes med et fantasinavn, ofte et personnavn, fx 'James Grieve'. Dens fulde angivelse er Malus domestica 'James Grieve'.

Hvis der opstår en klon (mutation) af sorten, som morfologisk kun adskiller sig ved en enkelt egenskab, ofte har man fx fundet kloner med en kraftigere rød farve på frugten, så bør den i princippet betegnes ved en tilføjelse til sortsnavnet. Den røde type 'Lired' af 'James Grieve' således som 'James Grieve Lired'. Røde typer af nyere sorter har dog ofte selvstændige navne (ex. 'Elshof' som rød type af 'Elstar'), det kan bl.a. have med sortsbeskyttelse at gøre. Hvis klonen ikke kan adskilles morfologisk, men fx ved en anden frugtbarhed, navngives med en klonbetegnelse (kl. eller cl.) fx 'Stevnsbær' kl. Viki.

Hvis planterne foruden at være defineret genetisk også er defineret patologisk (sundhedsmæssigt) taler man om DGP-materiale (kap. 10.1).

26.3. Historisk sortsudvikling i Danmark (æbler)

Indsamling og brug af vilde frugter er kendt langt tilbage i tiden (6500 før Kristus), og dyrkning har nok fundet sted fra 5000 f.Kr. Vort dyrkede æble stammer nok fra Turkestan; i områder omkring det Kaspiske Hav findes store skove af æble, pære mv. Sorter er kendt fra romertiden, i middelalderens lægebøger omtales frugtsorter. Pomologier (sortsbeskrivelser) kendes fra 1500-1600-tallet. Elias Fleischer omtaler i 1782 i sin 'Forsøg til dansk Haugebog' otte sorter, heriblandt 'Graasten'. Nogle sorter, som stadig dyrkes eller kendes, er flere hundrede år gamle. Æblesorter hører derfor med til vores kulturhistorie, bl.a. i forbindelse med "æblegårde" på landet. Planteskoler fremstillede træer af æblesorter allerede i 1695 (Vohtman, Als) og 1795 (Den Kongelige Frugttræplanteskole i Odense). 1750-1850 var der stor interesse for at anlægge frugttræplanteskoler; til podningerne skulle der skaffes grundstammer, som blev skaffet ved indsamling og udsæd af frø. Grundstammer, som ikke blev anvendt, blev til "nye sorter". Præster spillede ofte en aktiv rolle i denne udvikling. Pastor Hans Bjerregaard (1766-1860) i Hjermind i Viborg Amt uddelte 6.200 træer, mest grundstammer til hjemmepodning. Stor sortsfremstilling havde også sin baggrund i "Degenerationsteorien" fremsat af Thomas Andrew Knight (1759-1830) i England og videreført af den belgiske farmaceut Jean Baptiste van Mons (1765-1830). Ifølge teorien har "Vegetativt formerede planter en begrænset alder - når moderplanten når sin aldersgrænse, er også afkommet dødsdømt". Derfor skulle fortsat frøudsæd generation efter generation give stadigt bedre materiale. Denne teori gav også anledning til, at slotsgartner J.A. Bentzien på vegne af Selskabet til Havedyrkningens Fremme (senere Det kgl. danske Haveselskab) i 1857 ansøgte og fik bevilget 400 rigsdaler af Indenrigsministeriet til frugttrætiltrækning gennem kerneudsæd. Det gav så mange træer, at de måtte sendes til afprøvning andre steder, men resultaterne var pauvre, så Bentzien blev afskediget, selv om han også forlod teorien. På baggrund af det ovennævnte kan det ikke undre, at der er mange lokalsorter i Danmark.

Mens klostre, slotte og herregårde tidligt spillede en stor rolle for udbredelsen af frugtsorter, så fik præster (se ovenfor) og lærere som de "oplyste" folk på landet senere en stor betydning for udbredelsen og for at skabe interesse for frugtsorter og deres dyrkning. De deltog også ofte i sortsfremstilling, et par vigtige danske sorter som 'Filippa' og 'Ingrid Marie' kommer således af lærerfamilier og er opkaldt efter lærerdøtre. Senere spillede også planteskolefolk, frugtavlere og gartnere en rolle i udbredelsen.

Sortsfremstilling ved bevidst planteforædling er i Danmark først sket i 1900-tallet. Ellers er det især "amatører", som har sået kerner ud (ex. 'Filippa'), eller man har udvalgt ud fra selvsåede træer ('Ingrid Marie'). Den også i Danmark meget dyrkede sort, 'Cox's Orange', fremkom efter frøudsæd fra 'Ribston' foretaget af den pensionerede brygger Cox og hans kone i England i 1820 (samtidig kom sorten 'Cox Pomona'). 'Bodil Neergaard' er fremkommet hos en gårdfæster i Flintinge på Lolland i 1840 og opkaldt efter fruen til Fuglsang. 'Mølleskov' er fundet i 1860 hos skovfoged Christensen i Mølleskoven ved Ringsted. 'Pederstrup' er fra landsbyen af samme navn syd for Odense og er udbredt af gartner H. Larsen, Odense, fra 1860. 'Signe Tillisch' er opkaldt efter en klosterfrøken fra Horsens, hendes far udsåede frø af et æble fra Rosenvold ved Vejle. Der kunne nævnes mange flere eksempler (se bl.a. Pedersen 1950; 1955).

Kun få har forsøgt sig med forædling af æbler og pærer i Danmark, og ingen af disse sorter har fået større dyrkningsmæssig betydning. Derimod har der været en betydelig forædling, og der er kommet værdifulde sorter inden for jordbær ('Zefyr', 'Dania') og hindbær ('Zenith', 'Futura') forædlet på Spangsbjerg, senere Årslev (A. Thuesen). Der er fremstillet sorter ved forædling af hyld (S. Dalbro, Landbohøjskolen), og der afprøves forædlinger af surkirsebær i Årslev (J. Vittrup). Især efter 2 verdenskrig er der afprøvet mange frugtsorter i Danmark fremstillet ved forædling i andre lande. I Skandinavien er der foregået en betydelig forædling på den sydsvenske institution Balsgård ved Kristianstad; Danmark (Årslev) deltager i et vist omfang i afprøvningsarbejdet. Som nævnt foran betegnes en sort med et fantasinavn, ofte personnavn (se eksempler foran), men fantasien har i tidens løb været stor. Sorter er også opkaldt efter lokalitet ('Guldborg', 'Maglemer' fra Lolland, 'Vardeæble', som er den engelske 'Bramley's Seedling'), undertiden er også brugt meget lokale navne ('Hestestaldsæble', 'Lokumsæble'). Form ('Løgæble', 'Flaskeæble'), farve ('Ildrød Pigeon', 'Gult Augustæble'), anvendelse ('Kråsesuppeæble', 'Mostæble'), smag mv. ('Citronæble', Jordbæræble', 'Gammelmandsæble' (= 'Cox Pomona', som er skørt) har også været udgangspunkter for navnet.

Sortsspektret er meget stort, og nogle sorter ligner naturligvis hinanden mere end andre. Diel (1742) og senere Lucas (1852) har søgt at inddele æbler i klasser, som kantæble ('Kalviller'), rosenæbler, rambour, striblinger ('Guldborg', 'Maglemer'), spidsæbler, fladæbler, jordbæræbler, hindbæræbler, pigeon, reinetter. Det sidste udtryk bruges stadig og omfatter æbler med fast kød og relativt ru hud med nogen rustbelægning, fx 'Cox's Orange' og 'Belle de Boskoop'. Inden for pærer støder man på udtrykket bergamot som rundagtige, næsten æblelignende pærer.

Selv om der i øjeblikket ikke foregår frugtforædling af betydning i Danmark, så bevares mange gamle sorter på Pometet ved Landbohøjskolen. Samlingerne indgår i Nordisk Genbank, som har til formål at bevare den lokale genetiske variation inden for kulturplanter, en variation, som ofte er etableret gennem århundreder. Samtidigt knytter der sig kulturhistoriske og i nogle tilfælde en speciel dyrknings- og anvendelsesinteresse til nogle gamle sorter, foruden at der naturligvis kan trækkes på sorterne i forædlingsmæssigt øjemed.

26.4. Sortsbeskrivelser

26.4.1. Pomologier

For at man kan tale om en sort, må den i et vist omfang kunne karakteriseres og identificeres. Til det formål er der bl.a. udarbejdet pomologier (ex. Pedersen 1950, 1955*), hvor sortens egenskaber er beskrevet, både de dyrknings- og de anvendelsesmæssige, men også andre egenskaber, som kan have betydning for identifikationen. Det kan således omfatte alt lige fra plantestørrelse og -form, bark, korkporer, knopper, skud, blade (stilk og plade), blomster og blomsterdele, blomstringstidspunkt og ikke mindst frugten med hensyn til egenskaber som størrelse, form, farve, overflade, bæger, stilk, frugtkød, frø, smag, modningstid. Nogle egenskaber kan være vigtigere hos visse arter end hos andre (se også de næste punkter). Der har været gjort forsøg på at udarbejde nøgler til sortsbestemmelser, fx i sødkirsebær.
*Se links til Anton Pedersens oversigter over sortsbeskrivelser for æbler, pærer, blomme og kirsebær.

26.4.2. UPOV

UPOV står for Union Internationale pour la Protection des Obtensions Vegetables (international union til beskyttelse af nye plantesorter). Denne organisation har udarbejdet retningslinier, som bruges ved afprøvning af plantenyheder med henblik på beskyttelse af nyheden. Ved afprøvningen vurderes på morfologiske og andre egenskaber på ovennævnte dele af planten. I retningslinier for æbler er der opført 146 mulige egenskaber, for blomme 112 og for kirsebær 31. Nogle egenskaber vurderes kvalitativt, fx frugtform ved henvisning til en række beskrevne frugtformer. Ved mange egenskaber sker en kvantitativ vurdering ved karaktergivning 1-9, med en gradueret skala fra 1 som fx meget svag, til 9 som meget kraftig, og med 5 som middel. Hvis det er muligt at foretage en udpræget graduering af egenskaber, bruges alle cifre, eller hyppigere 1, 3, 5, 7, 9, fx til at angive frugtstørrelse eller relativ modningstid for frugten. I andre tilfælde bruges færre trin, fx 3, 5, 7 til at beskrive, om lenticeller er små, middel, eller store. Endelig kan 1 og 9 bruges til at beskrive, om en egenskab mangler (fx 1 = ingen hår på bægerblade) eller er tilstede (9 = bægerblade er behårede). En sådan skala 1-9 kan også med fordel bruges ved andre former for kvantitative vurderinger, hvor der ikke kan foretages målinger, vejninger mv. Ifølge 'Lov om plantenyheder' kan en sortsejer anmelde en ny sort til Plantenyhedsnævnet, som foranstalter en afprøvning, hvor sorten skal kunne skelnes fra andre sorter, være tilstrækkelig ensartet og være stabil i sine egenskaber, for at den kan godkendes som ny sort og beskyttes. Når sorten er beskyttet, har sortsejeren ret til at afkræve en vis afgift på hver plante af sorten i en vis årrække. Systemet er lavet, for at forædleren får mulighed for at få dækket de store udgifter, som der er ved at lave nye sorter.

26.4.3. Genbanker. International Board for Plant Genetic Resources (IBPGR)

IBPGR har udarbejdet deskriptorer, som bruges ved beskrivelse af sorter og andet materiale med de egenskaber, som har interesse ved forædling og derfor som regel også for dyrkningen. Det omfatter derfor en del af de ovennævnte egenskaber, især sådanne, som beskriver frugtens kvalitetsegenskaber, plantens vækstkraft, vækstform, frugtbarhed, modtagelighed mod sygdomme, frost mv. (se også næste afsnit om sortsvurdering).

Sorter opbevares i dag ofte i regionale genbanker, dels med det formål at bevare den lokale genetiske variation (se også afsnit 26.3), dels for at kunne trække på bestemte egenskaber i forædlingsøjemed. Det er derfor nødvendigt at beskrive sorterne med hensyn til vigtige egenskaber. Disse data indlagres i edb-database i genbankerne, for Danmarks vedkommende i Nordisk Genbank, Alnarp, Sverige.

En omfattende beskrivelse af genetiske ressourcer i frugtplanter findes hos Moore & Ballington 1990.

26.5. Sortsvurdering, kvalitetskomponenter

Den genetiske variation kan omfatte mange elementer vedrørende dyrkning, frugtens omsætning og selve produktet, som der kan tages hensyn til ved forædling, og som der vurderes på ved sortsafprøvninger. Et eksempel på sortsvariationen inden for nogle af de egenskaber, som ofte er vurderet i danske undersøgelser, er vist i bilag 6-3. De forskellige sortsvurderings- og kvalitetskomponenter kan fx opdeles som følger:

 26.5.1.Dyrkningskvalitet (dyrkningsegenskaber)

Følgende forhold spiller en rolle, der kan være forskel i vægtningen fra frugtart til frugtart.

26.5.1.1. Vækst

Inden for alle frugtarter er der en betydelig genetisk variation med hensyn til vækstkraft. Triploide æblesorter (ex. 'Belle de Boskoop', 'Graasten' og 'Mutsu') har ofte en kraftig vækst, men der findes også meget svagtvoksende sorter (ex. 'Discovery'). Lange skud er en fordel for hindbær, som skal bindes ud i vandret system, omvendt kan den for overdådige fremvækst af nye skud være en ulempe, da mange af dem så må fjernes.

Vækstformen kan også varieres betydeligt, især med hensyn til graden af oprethed, henholdsvis udbredt vækst, som varierer inden for frugtræarten. Æblesorter, som let danner vandrette sideskud (ex. 'Jonagold') er lettere at tildanne til spindel end mere opretvoksende sorter (ex. 'Gloster'), eller sorter, som har tendens til blinde knopper inderst på skuddene (ex. 'Ingrid Marie'). 'Discovery', såvel som pæresorterne 'Clara Frijs' og 'Conference', har relativ udbredt vækst. Æblesorter, som let danner blomsterknopper i endeknoppen af årsskud (ex. 'Filippa', 'Cortland') får en hængende vækst. Søjleformer ('Wijcek', 'Ballerina', afsnit 15.1) viser en anden yderlighed med hensyn til vækstform. Surkirsebær får store områder med bare grenstykker inde i træet hos sorter, som stort set kun udvikler bladknopper i spidsen af årsskud. Solbær bør have ret opret vækst af hensyn til den maskinelle høst, nogle ældre sorter ('Brødtorp', 'Risager') har ret nedliggende grene. Også jordbærsorter kan variere med hensyn til vækstkraft, bladstørrelse, bladenes oprethed mv.

Hindbær har børster, og brombær og stikkelsbær har torne, men der findes og forædles med henblik på at få tornfrie sorter (bilag 26-8, 26-9). I brombær arbejdes også henimod at få mere oprette sorter.

26.5.1.2. Udbytte og frugtbarhed

Et stort udbytte, pr. plante eller pr. arealenhed, vil altid være ønskeligt fra et dyrkningsmæssigt synspunkt. Sorter, som vokser hurtigt til, vil også oftest hurtigt opnå gode udbytter, det gælder fx kirsebær og Ribes, men den negative sammenhæng mellem skudvækst og blomsterknopdannelse (kap. 2) kan forsinke bæringen især i æble og pære. Men også den egentlige frugtbarhed, dvs. bæringen i relation til plantestørrelsen, kan variere meget med sorten. Æblesorten 'James Grieve' er meget frugtbar, mens det omvendte ofte er tilfældet med pæresorten 'Comice'. Det kan skyldes forskelle i befrugtnings- og fertilitetsforhold (afsnit 4.2.2), selvfertile blommesorter (ex. 'Victoria', 'Opal') er ofte frugtbare, mens det omvendte kan være tilfældet med selvsterile sorter (ex. 'Kirkes'). I sødkirsebær, hvor intersterilitet er fremherskende, findes der efterhånden også selvfertile sorter (ex. 'Stella'); det letter også ved plantning og pasning, idet der ikke skal tages hensyn til bestøvere.

Villigheden til at danne blomsterknopper kan variere meget mellem sorterne, ikke mindst i æble og pære, hvor det viser sig i store sortsforskelle med hensyn til vekselbæring.

26.5.1.3. Tolerance over for vejrpåvirkninger

Inden for frugtarterne er der store sortsforskelle med hensyn til modtageligheden for vinterfrostskader og ikke mindst nattefrostskader på knopper og blomster om foråret, som ofte er langt mere alvorlig (kap. 24). Risikoen er størst for de tidligst blomstrende arter og sorter, men der er også egentlige genetiske forskelle i følsomhed, i 'Ben'-solbærsorterne fra Skotland er der indbygget større modstandsdygtighed mod nattefrost.

Revnedannelse i forbindelse med regn er en svøbe især i sødkirsebær (afsnit 24.5), og der er store sortsforskelle, normalt dyrkes der kun de mere revnefaste sorter.

26.5.1.4. Resistens (modstandsdygtighed) mod sygdomme og skadedyr

For at nedsætte forbruget af sprøjtekemikalier er der stor interesse for sorter, som er modstandsdygtige mod de alvorlige sygdomme og skadedyr, og det er et af de væsentligste punkter i forædlingen.

Skurv er en af de alvorligste sygdomme i æble og pære, og blandt gamle sorter er der betydelige forskelle i modtagelighed ('Filippa' er modstandsdygtig, 'Signe Tillisch' modtagelig). 'Summerred' er meget modtagelig, 'Discovery' angribes ikke så let. Ved forædling er der fremstillet en del skurvresistente sorter, ex. 'Prima' (Grauslund 1986), og der kommer stadig flere; der mangler dog noget i at få frugtkvaliteten med. Malus floribunda er fra naturens hånd skurvresistent og indgår ofte i krydsningsforløbet (bilag 26-2).

Bilag 26-2. Krydsningsforløb for skurvresistente æblesort 'Prima', F₄-generation af Malus floribunda. Efter Silbereisen 1985.

Hos æble er der også sortsforskelle i modtagelighed for fx frugttrækræft ('Spartan' er modtagelig), og meldug ('Cortland' er meget modtagelig), bl.a. 'Belle de Boskoop' og 'Filippa' er ret modstandsdygtige mod begge sygdomme. 'Rød Ananas' angribes særlig let af spindemider (rødt spind). I pære er der særlig interesse for sorter, som er modstandsdygtige mod ildsot.

Inden for stenfrugt viser sorterne varierende følsomhed over for den alvorlige skadevolder bakteriekræft. Surkirsebærsorten 'Fanal' blev således opgivet til dyrkning under danske forhold, fordi den viste sig meget modtagelig.

Inden for Ribes er der stor interesse for sorter, der er modstandsdygtige mod meldug, som angriber solbær og stikkelsbær ('Ben Alder', 'Hedda' og den gamle danske sort 'Risager', samt for stikkelsbærsorterne 'Invicta' og 'Hinomäki', hører til modstandsdygtige eller resistente sorter). Modstandsdygtighed over for skivesvamp og filtrust og i solbær desuden og ikke mindst solbærknopgalmider er vigtige parametre i sortsudviklingen (bilag 26-6).

I hindbær er der bl.a. interesse for modstandsdygtighed mod stængelsyge og gråskimmel og ikke mindst for luseresistens, som er indbygget i flere af de nyere sorter (bilag 26-7). Interessen for luseresistens skyldes ikke mindst, at lus i hindbær overfører virussygdomme, hvoraf der findes en del, som i høj grad kan reducere vækst og udbytte.

Gråskimmel er et stort problem i "bløde" frugter, således også i jordbær, men der er sortsforskelle i modtagelighed, 'Tenira' hører til de mest modstandsdygtige sorter både for gråskimmel og meldug. 'Zefyr' angribes meget let af meldug, mens 'Senga Sengana' og 'Dania' er mindre modtagelige. Rødmarv (Phytophtora fragariae) og visnesyge (Verticillium albo-atrum) er vigtige sygdomme, der angriber bl.a. 'Elsanta'.

 26.5.2. Høstkvalitet

26.5.2.1. Modnings- og høsttid

Inden for de forskellige frugtarter er der en betydelig genetisk variation med hensyn til modningstidspunkt, som udnyttes med henblik på at give en så lang brugsperiode som muligt. Jordbærsorter modner normalt i juli, sødkirsebær i juli-august, Ribes og hindbær sidste del af juli og begyndelsen af august, surkirsebær i august, brombær september-oktober og blomme, pære og æble fra slutningen af juli og sæsonen ud. Der findes efterårsbærende hindbærsorter, ex. 'Autumn Bliss', som bærer frugten på årsskuddene og derfor modner sent, og ved hjælp af stedsebærende og dagneutrale jordbærsorter (afsnit 2.5.2) kan jordbær plukkes på andre tidspunkter end de nævnte.

26.5.2.2.. Høstegenskaber

Hurtig dannelse af løsningslag og derfor betydeligt nedfald ved blæst er et problem for æblesorter som 'Filippa' og 'Aroma'. Hos kortstilkede og storfrugtede æblesorter, ex. 'Graasten', kan frugterne skubbe hinanden af på grund af deres vækst, hvis de sidder tæt flere sammen i klasen. Ved håndplukning er plukkeeffektiviteten meget knyttet til frugtstørrelsen. Der er betydelige sortsforskelle med hensyn til, hvor let frugten får stød- og trykpletter ('James Grieve' er en meget følsom æblesort). På mørke frugter ses eventuelle pletter ikke så let som på lyse frugter (blommer, sødkirsebær).

Ved maskinel høst kan sortsmæssige forskelle i rystelethed spille ind. I kulturer, hvor der kun høstes maskinelt én gang, dvs. surkirsebær, Ribes og jordbær, er stor modningsensartethed vigtig. Afhængigt af høstmetoden kan særlige egenskaber spille ind, fx stive og oprette stande og stor afhasningsevne i jordbær. Forskelle i bærbeskadigelse (fasthed, egenskaber i frugthud) er især vigtig, hvis bærrene skal afsættes til friskkonsum (ex. hindbær), men som oftest vil bærbeskadigelsen være for stor til, at maskinel høst kan bruges til konsumfrugt.

26.5.3. Lagerkvalitet

Det er især inden for æble og pære, at der sker længere tids opbevaring af frugter, og der er stor genetisk variation med hensyn til lagerevnen. Som hovedregel har de tidligst modnende sorter en meget kort holdbarhed, som så stiger hos senere modnende sorter. Lagerevnen kan variere med lagringsmetoden (afsnit 9.6). På lageret kan der være store sortsmæssige forskelle vedrørende modtageligheden for svampesygdomme som lagerskurv og Gloesporium; for eksempel er 'Aroma' henholdsvis modstandsdygtig og modtagelig, ligesom modtageligheden for fysiologiske lagerskader varierer med sorten (Rasmussen 1988).

26.5.4. Handelskvalitet

Ensartethed, sorterbarhed, tålsomhed over for stød og andre påvirkninger, transportfasthed, "hyldeliv" er egenskaber, som spiller ind i omsætningen af frugten fra sortering og pakning til salg. Der kan være nogen genetisk variation, som spiller ind. Meget stødfølsomme sorter ('James Grieve') og sorter med en stor indre variation i fx frugtform (ex. 'Filippa') er normalt ikke velsete i handelen. Fasthed, transportfasthed og et godt hyldeliv spiller ind for "bløde" frugter som jordbær; jordbærsorten 'Elsanta's stor succes hænger bl.a. sammen med disse egenskaber. Ofte vægter man dog ikke så meget på den genetiske variation med hensyn til handelskvalitet, idet teknikken i et vist omfang kan indrettes efter frugtegenskaberne.

26.5.5. Salgskvalitet

Frugtens kvalitet som salgsvare afhænger af en række forhold, som dels omfatter genetisk betingede egenskaber som anført under afsnittene 26.5.4 og 26.5.6, men også faktorer som pris, præsentation, vareudbud, købererfaring og kundesammensætning. Der vil være store forskelle i kvalitetsønsker afhængigt af, om frugten skal anvendes til frisk konsum eller til industri.

 26.5.6. Konsumkvalitet

Når vi spiser og nyder frugter, kan både syn, følelse, smag og lugt indgå ved vor opfattelse af kvalitet, ligesom bevidstheden om sundhed mv. kan spille ind. En række ydre såvel som indre karakterer kan derfor indgå i kvalitetskomplekset.

26.5.6.1. Ydre egenskaber (synlige egenskaber)

For en del frugtarter, hvor frugten sælges til frisk konsum, findes der EU-kvalitetsnormer, som skal opfyldes, og som er afgørende for, om frugten kan sælges som førstekvalitet. Der er især mindstekrav til størrelse og farve, som dog godt kan variere med sorten, idet der fx tages hensyn til, om de er stor- eller småfaldne frugter samt til dens farvedannelsespotentiale, så at der findes forskellige klasser med hver deres mindstekrav. Derudover er der nogle generelle krav til udseende og udviklingsgrad, nogle toleranceregler og regler for mærkning i butikken. Nedenfor gives en oversigt over den genetiske variabilitet med hensyn til frugtegenskaber:

 Frugtstørrelse: Der er en vigtig komponent for alle arter, hvor frugten sælges til friskkonsum, og der er stor sortsmæssig variation. Som nævnt betyder den også noget for plukkeeffektiviteten ved manuel høst.

 Form: Der er stor sortsmæssig variation med hensyn til frugtform. Stabiliteten, eller ensartetheden inden for sorten vægtes ofte højere end frugtformen som sådan.

Overfladeegenskaber: Disse kan, ud over farven, omfatte sortsmæssige forskelle i ruhed og glathed, skrubudbredelse og lignende. Nogle æblesorter får en så kraftig voksdannelse, at det betragtes som en ulempe. Nogle sorter har "dug" på overfladen (ex. æblesorten 'Spartan'). Stikkelsbær har hår; ofte ønsker man sorter med den mindst mulige behåringsgrad.

Grundfarve: Grundfarven skifter fra grønt mod gult under modningen (afsnit 8.3), men alligevel kan der være sortsforskelle. Grundfarven betyder naturligvis mest på arter og sorter, som ikke har kraftig dækfarve.

Dækfarve: Der er en stor variation i forekomst og sammensætning af antocyaniner både mellem og inden for arterne (afsnit 8.3). Det ytrer sig som store sortsmæssige forskelle med hensyn til farvetype, især inden for æble, blomme, sødkirsebær, i mindre omfang pære. Afhængigt af arten kan der være variationer fra orangerøde til blårøde og blå farve. Også i jordbær og hindbær er der forskelle i typen og intensiteten af rød farve. Blårøde hindbær regnes ikke for attraktive. Farveformen kan variere især inde for æble, fra homogen dækning til stribede og flammende typer. Farvemængden eller dækningsgraden kan genetisk variere i næsten hele spektret fra ingen til fuld farvedækning i æble, blomme og sødkirsebær, også når der ses på velbelyste frugter.

Saft- og frugtkødfarve: Frugtarter som æble, pære, blomme og sødkirsebær har normalt kun farvestoffer i frugthuden. Undertiden kan farvestofferne dog brede sig ind i frugtkødet, især ved kraftigt farvede sorter, hvor frugterne sidder længe på træet (ex. æblesorten 'Discovery').

Andre arter har gennemfarvet saft eller frugtkød, og der kan her være store sortsforskelle, fx i surkirsebær og jordbær, og det betragtes ofte som en væsentlig kvalitetsparameter også i produkter (ex. saft), som fremstilles af frugterne.

Brunfarvning: Når fx æble og pære skæres over eller såres, bliver de ødelagte celler brune. Brunfarvningen skyldes en iltning af fenolforbindelser til brunfarvede stoffer. Der er store sortsforskelle, som både kan skyldes forskelle i fenolindhold og i polyfenoloxydase-aktivitet, ligesom et højt C-vitaminindhold virker hæmmende på brunfarvningen, da det er en iltningsproces, og C-vitamin virker som antioxydant. Æblesorter som 'Graasten', 'Belle de Boskoop', 'Elstar' og 'Filippa' har ringe brunfarvningstendens.

26.5.6.2. Indre kvalitet

Ifølge EU-kvalitetsnormer skal frugten være fri for fremmed lugt og smag, og den skal være tilstrækkelig udviklet, men der er ikke fastsat konkrete krav til den indre kvalitet. Nogle steder arbejdes med at fastlægge krav til eller normer for den indre kvalitet. Den indre kvalitet er især knyttet til smagsoplevelsen, hvor sanserne: følelse, smag og lugt indgår, og den omfatter således både fysiske og kemiske egenskaber ved frugten. Desuden kan der indgå sundheds- og ernæringsmæssige aspekter i begrebet indre kvalitet.

Fysiske egenskaber: Udtryk som tekstur, konsistens, fasthed, sprødhed og saftighed bruges i denne sammenhæng, og der kan være betydelige sortsforskelle, som kan have betydning for smagsoplevelsen. Modningstrinnet spiller også ind, fx falder fastheden kraftigt med modningen (afsnit 7.2). Fastheden kan måles med fx et penetrometer, som måler den kraft, der skal til, før et lille stempel går ind i frugten, eller med ultralyd.

Sødhed-surhed: Disse karakterer afhænger af koncentration og sammensætning af henholdsvis sukker og syre (afsnit 6.6), og der kan være store sortsforskelle (bilag 6-3), selv om udviklings- og modningsgraden også spiller ind, hvor sukkerindholdet stiger med udviklingen, og syreindholdet ofte aftager med modningen (afsnit 7.2). Et tilnærmet udtryk for sukkerindholdet kan fås ved at måle opløseligt tørstof i et refraktometer, hvor afbøjningen af polariseret lys gennem saften afhænger af koncentrationen af opløst stof (dvs. både sukker og syrer vejer med, refraktometertallet er derfor mindre godt som udtryk for sukkerindhold i frugter med et højt syreindhold). Et tilnærmet udtryk for syreindholdet fås ved at titrere med fx NaOH til fast pH (8,1) (titrerbar syre).

Især inden for æble er der en stor sortsmæssig variation i syreindhold, og sukker/syre-forholdet beregnet ud fra ovennævnte analysemetoder kan variere fra ca. 7 til 25.

Aroma: Sammensætningen af aroma, som udvikles i forbindelse med modningen (afsnit 8.2), er i høj grad genetisk bestemt, så der kan være en stor sortsvariation, fx inden for æble, jordbær og hindbær, så det kan være en vigtig faktor ved sortsvurdering. Aromastoffer kan måles ved gaskromatografi, men der findes ikke enkle standardmetoder.

Vitaminer: Flere frugtarter indeholder betydelige mængder af især C-vitamin (afsnit 6.1, bilag 6-2), og der kan være store sortsmæssige forskelle; i æble fx fra under 10 til over 50 mg/100 g.

I solbær er der i danske målinger fundet en sortsvariation fra under 100 til 250 mg/100 g, i solbær lægges der ved sortsvurdering vægt på et højt C-vitaminindhold.

Indhold af fibre mv. anses for vigtige i en sundhedsmæssig sammenhæng, og der vil utvivlsomt være en genetisk variation, men frugter vil her nok snarere blive betragtet som en gruppe i sammenligning med andre næringsmidler.

26.5.6.3 Andre kriterier

Især hvor frugten bruges til forarbejdning, kan der være særlige kriterier, som gør sig gældende. Til industriel fremstilling af æblemos mv. ønskes sorter med regelmæssige og ensartede frugter og lille kernehus, så spildet ved maskinskrælning mindskes. Presbarhed kan spille ind ved mostfremstilling. Ved syltning af hele frugter i saften, ønskes der ikke meget store frugter, og de skal beholde en stor del af saften i sig (høj drænet vægt). Ved frysetørring ønskes der af energi-økonomiske hensyn frugter med et højt tørstofindhold.

26.5.6.4. Vurderingsmetoder ved sortsundersøgelser

Nogle egenskaber kan vurderes ved objektive metoder, såsom frugtstørrelse (vejning), måling af fasthed, analyse for opløseligt tørstof ("sukker"), titrerbar syre, farveindhold i saft og C-vitamin. I andre tilfælde er man henvist til beskrivelser, evt. suppleret med karaktergivning; det gælder fx på æbler. Ved vurdering af smag er man, foruden at nogle af de ovennævnte analyser kan bruges, oftest henvist til sensoriske analyser, hvor trænede smagsdommere under standardiserede forhold vurderer egenskaber som fasthed, saftighed, sødme, surhed, aroma etc. Det kan ske ved karaktergivning eller ved at udtrykke forskelle mellem prøverne. Sådanne undersøgelser er naturligvis behæftet med en betydelig usikkerhed. Undertiden gives der også en karakter for præference (helhedsindtryk); her er usikkerheden naturligvis endnu større. Der skal mange dommere til, hvis det skal være noget, der ligner en forbrugerundersøgelse.

TIL ØVRIGE KAPITLER

26.6. Vigtige kriterier og præferencer samt metoder ved sortsvurdering

Kvalitetskriterier vedrørende dyrkning, høst, lagring og handel kan defineres nogenlunde entydigt og objektivt, idet der tit er tale om at maksimere eller minimere en bestemt faktor, i en del tilfælde findes der også målbare metoder. Langt vanskeligere er det ved den egentlige frugtkvalitet, hvor subjektive vurderinger som nævnt kan spille en stor rolle. I det følgende trækkes nogle vigtige forhold vedrørende den smagsmæssige vurdering af frugtkvalitet inden for de enkelte frugtarter frem.

26.6.1. Æble

Det er den frugtart, hvor vurderingen af den sortsmæssige variation vedrørende frugtkvalitet er vanskeligst. Det skyldes, at der for æble er en meget stor variation både med hensyn til ydre og indre egenskaber, og den summariske opfattelse af disse varierer fra person til person, især for frugt til frisk konsum. Et "ideal"-æble er defineret som et stort, saftigt, let syrligt æble med en behagelig aroma. Men præferencer både med hensyn til udseende og smag varierer meget fra person til person, foruden at kvalitetsopfattelsen kan påvirkes af forhold som pris, præsentation, årstid mv. I spørgeundersøgelser vurderes smag ofte højt, mens fakta vedrørende salg i butikkerne ofte tyder på, at udseendet (ensartethed, størrelse og farve) spiller en væsentlig rolle. Selv om den individuelle vurdering varierer meget, kan der undertiden ses forskelle mellem befolkningsgrupper. Ifølge forskellige undersøgelser foretrækker unge lidt surere, fastere og mere grønne frugter end ældre mennesker. I en amerikansk undersøgelse foretrak kvinder lidt fastere æbler end mænd.

I forbindelse med vurdering af æblesorter forsøgte man på den tidligere forsøgsstation Blangstedgaard med med et system, hvor en masse kvalitetselementer (afsnittene 26.5.1-26.5.6) blev vurderet, med en samtidig vægtning mellem de forskellige elementer. Da systemet blev prøvet på en række sorter, kom en for længst forladt sort 'Pederstrup' ud som nr. 1. Det er ikke muligt at lave et objektivt universelt system.

Da det ikke er muligt at definere et "ideal"-æble, markedsføres der normalt flere "typer" både med hensyn til udseende og smag. Bedømmelser for udseende og smag indgår derfor i sortsafprøvningen i sammenligning med kendte sorter, samtidig med en vis "screening" for dyrkningsmæssige egenskaber. Det sidste kan foregå i samarbejde med frugtavlere, da det er vigtigt med et bredt udvalg af dommere, når så mange egenskaber skal vurderes. Hvis en sort ser lovende ud, får den i en periode status som prøvesort. Hvis den stadig er lovende og især ser ud til at have en god salgskvalitet, kan den ophøjes til hoved- eller specialsort, evt. havesort (afsnit 26.7).

Da forbrugerpræferencer med hensyn til æbler som nævnt kan variere meget, kunne det være aktuelt at lade de forskellige sorter ledsages af en deklaration, som gør opmærksom på vigtige forhold vedrørende den indre kvalitet (sødhed-surhed, aromaindhold, evt. C-vitaminindhold mv.).

26.6.2. Pære

Mange af de samme forhold som for æble gør sig gældende, men variationen er ofte mindre, fx vedrørende farve på frugten, og ofte opfattes pære mere summarisk som pære end som enkeltsorter. I en norsk undersøgelse lagde forbrugerne vægt på et frisk, sundt udseende, fri for skader, og ellers især på smagen, her især med vægtning på sødheden og en tilpas fasthed. Ifølge de norske undersøgelser bør indholdet af opløseligt tørstof være over 11,3%. Sødheden synes således at være en vigtig faktor ved vurdering af pæresorter. Men også andet spiller ind, 'Doyenne de Comice' nævnes ofte som en af de mest velsmagende pærer.

26.6.3. Blommer

Vigtigheden af frugtkriterier ved sortsvurdering af blommer og pærer minder meget om hinanden. Ifølge norske undersøgelser lægger folk også her stor vægt på smagen; også her bør sødheden udtrykt ved opløseligt tørstof være relativ høj, eller opløseligt tørstof/syre-forholdet bør være 12-24. En lille, relativt kedeligt udseende blomme som 'Grøn Reine Claude' anses af mange for at have en fin smag. Men ellers virker store, flotte, sydeuropæiske blommer i forretningerne nok dragende på mange. Stødpletter ses særlig let på bløde og lysfarvede sorter (ex. 'Oullin's Reine Claude'), som derfor ikke altid har en god handels- og salgskvalitet.

26.6.4. Sødkirsebær

Gamle sorter (ex. 'Dønissens gule') har betydeligt mindre frugter end de nyere sorter, frugtsstørrelsen regnes som en betydende faktor; det samme gør sødheden. Ligesom for blommer præsenterer mørke sorter sig bedre end brogede eller gule sorter.

26.6.5. Surkirsebær

Da frugterne her normalt forarbejdes, knytter frugtkriterierne sig heri især til de forarbejdede produkter, som er saft og likør, i mindre omfang grød og syltede kirsebær. Til saft og likør lægges der særlig vægt på et højt farve- og syreindhold. Det er målbare kriterier, det er derfor meget lettere at foretage en vurdering af sorter hos surkirsebær end hos de ovennævnte arter. 'Stevnsbær' besidder fine kvalitetsegenskaber og er endnu ikke overgået af andre sorter. Højt tørstofindhold, højt aromaindhold (benzaldehyd) og lav cyanbrinte-indhold er også positive egenskaber. Benzaldehyd og cyanbrinte kommer ved nedbrydning af prunasin (afsnit 8.2.1), som især findes i frøene. Til syltede produkter ønskes ofte bær af mediumstørrelse. Store frugter er altså ikke et vigtigt kriterium i surkirsebær, heller ikke af hensyn til høsten, som sker maskinelt.

 26.6.6. Ribes

Da frugterne også forarbejdes hos Ribes, er det lettere at definere målbare frugtkriterier. I solbær ønskes især et højt farveindhold (> 3 mg/g), et højt C-vitaminindhold (> 130 mg/100 g) og en typisk solbærsmag. I ribs kan både farve og syrlighed variere. Stikkelsbær kan være enten røde, gule eller grønne. Det er især de sidste, som bruges til grød, hvor der foretrækkes sorter med en ringe behåring og et lille bæger på bærrene, foruden typisk stikkelsbærsmag.

26.6.7. Rubus

For hindbær til friskkonsum lægges især vægt på store, faste, ikke for blåligrøde sorter med en god hindbærsmag. Til industriel forarbejdning er foruden smagen et højt farveindhold og et højt syre- og tørstofindhold vigtige, og kernerne skal være små. I brombær vurderes der også på farve og smag.

 26.6.8. Jordbær

Til frisk konsum er størrelse, fasthed og farve vigtige kriterier, nogle mener, at der lægges for lidt vægt på smagen. Til frysning og konservering er bærfarve (gennemfarvning), smag og formbevaring (høj drænet vægt) kriterier, der vægtes på, mens tørstofrige sorter er vigtige ved frysetørring (afsnit 26.5.6.3).

 26.7. Artsoversigter samt oversigt over sortsudvikling i Danmark

Siden frugtavlsforsøgene startede i Danmark i 1915 under Statens Planteavlsforsøg er der udført sortsundersøgelser, tidligere på Statens Forsøgsstationer, Blangstedgaard (Odense) for træfrugt, Spangsbjerg (Esbjerg) for jordbær og Hornum (Himmerland) for buskfrugt, senere for alle arter ved Forskningscenter Årslev. Resultaterne er publicerede i Tidsskrift for Planteavl eller i Meddelelser eller Grøn Viden udgivet af Statens Planteavlsforsøg. Oftest indeholder disse publikationer også en beskrivelse og en vurdering af sorternes dyrkningsværdi.

Gennem de senere år har disse undersøgelser også ført til, at der udarbejdes og publiceres sortslister vedrørende de enkelte frugtarter, omfattende hovedsorter, special- eller bisorter, og havesorter. Hovedsorter er de sorter, som ud fra forventninger til især dyrknings- og salgskvalitet bør optage hovedparten af det erhvervsmæssige dyrkningsareal. Special- eller bisorter dyrkes i mindre omfang eller med specielle formål for øje (ex. 'Ildrød Pigeon', som juleæble). Ved valg af havesorter lægges der særlig vægt på kriterier som sundhed, god spisekvalitet, stort anvendelsesområde (evt. både konsum- og husholdningsfrugt), lang modningsperiode, god og regelmæssig bæring. Vækstkraft, prydværdi og måske nostalgi kan også spille ind. Udvalg af medlemmer med forskellig faglig baggrund medvirker ofte ved disse udvælgelser.

I det følgende gives en kort oversigt over artsbaggrund og de vigtigere sorter dyrket i Danmark, hovedsagelig i perioden siden 2. verdenskrig. Derudover henvises der til aktuelle sortslister, samt pomologier.

26.7.1. Æble

I det dyrkede æble, Malus domestica, indgår flere oprindelige arter, nok især M. pumila, men også M. silvestris ('Skovæble'). Der findes mange andre æblearter, herunder såkaldte paradisæbler, der kan bruges til bestøvning (afsnit 3.1.1), ved forædling (M. floribunda, afsnit 26.5.1.4) eller til fremstilling af gelé mv. (Kühn 1992).

I afsnit 26.3 er nævnt, at nogle af de stadigt dyrkede sorter er gamle. Mens enkeltpersoner tidligere spillede en stor rolle med hensyn til udvalg af sorter, så har det i 1900-tallet især været diverse udvalg, som har stået for dette, ikke mindst da sortsvurdering og -udvælgelse er særlig vanskelig i æble. I 1953 anbefaledes 'Cox's Orange', 'Ingrid Marie', 'Golden Delicious', 'Cortland' og 'Lobo' som hovedsorter. De to første sorter er stadig vigtige sorter i Danmark, mens 'Golden Delicious' efterhånden er afløst af barnet 'Mutsu', som giver større og mere veludviklede frugter i Danmark, selv om 'Golden Delicious' er frugtbar og relativt letdyrkelig. De 'røde' sorter, 'McIntosh' og krydsninger heraf, som 'Cortland' og 'Lobo', og i 1970'erne og 1980'erne især den tidlige 'Summerred' og vinteræblet 'Spartan' har været vigtige sorter, 'Spartan' har i perioder været den mest dyrkede sort, men er i 1990'erne ved at blive afløst af en anden rød vintersort, 'Gloster'. Tidligere modnende sorter som 'Close', 'Lodi', 'Stark Earliest', 'Melba' og den svenske sort 'Katja' har været plantet i mindre omfang i 1960'erne og 1970'erne. Det samme gælder sorter som 'Rød Ananas', 'Guldborg', 'Filippa' og 'Idared'. De gamle sorter, 'Graasten', 'Ildrød Pigeon' og 'Belle de Boskoop' har i hele perioden været dyrket i mindre omfang (specialsorter). I 1980'erne og 1990'erne er det især sorter som 'Discovery', 'Jonagold', 'Gloster' og 'Elstar', som er vundet frem. Som havesorter har især sorterne 'Discovery', 'Guldborg', 'Rød Ananas', 'Aroma', 'Filippa', 'Prima' (skurvresistent) og 'Belle de Boskoop' betydning.

26.7.2. Pære

Bilag 26-3 viser en oversigt over pærearter. Vor dyrkede pære regnes til Pyrus communis, mens de dyrkede asiatiske pærer hidrører fra P. pyrifolia, muligvis indgår også P. serotina og andre asiatiske pærearter. Flere af de øvrige nævnte pærearter søges brugt som grundstamme for pære.

Sortsudskiftningen i Danmark har været mindre og langsommere for pære end for æble. Efterårspæren 'Clara Frijs' er en decideret hovedsort og optager langt over halvdelen af erhvervsarealet, den har gennem en længere årrække været en vigtig sort. Det samme gælder i mindre omfang den tidlige sort 'Clapps Favorite' og den noget mere holdbare sort 'Fondante de Charneu'. Følgende sorter dyrkes eller har været dyrket i mindre omfang: 'Doyenne de Comice', 'Conference', 'Grev Moltke', 'Giffard', 'Merton Pride', 'Bonne Louise', 'Coloré de Juillet'. I haver dyrkes bl.a. også 'Herrepære', 'Gråpære' og 'Pierre Corneille'.

26.7.3. Blomme

Blomme hører til Prunus, som er en meget omfattende slægt af frugtplanter. Den er derfor delt op i grupper, som igen kan være opdelt i sektioner (bilag 26-4).

Til nogle af disse hører fersken, mandel og abrikos, som er vigtige kulturer i varmt-tempererede områder, men som i Danmark kun findes i haver. Prunocerasus-sektionen indeholder amerikanske arter, de bruges undertiden i forædling eller som grundstamme. Euprunus-sektionen indeholder flere arter. Myrobalan eller kirsebærblomme kaldes ofte fejlagtigt for mirabelle; den bruges som blommegrundstamme, er almindelig i hegn mv. Der findes også sorter udvalgt for frugtens skyld. Japansk blomme er ret varmekrævende og dyrkes bl.a. i Sydeuropa. Der findes mange sorter, som giver store, flotte blommer, som også sælges i forretningerne i Danmark. Slåen er vildtvoksende i Danmark. Den er tetraploid (32 kromosomer), de øvrige arter er diploide (16), mens haveblommen er hexaploid (48). Nogle mener, at den kunne være opstået ved sammensmeltning af cerasifera og spinosa. Det er dog næppe tilfældet, selv om myrobalan måske er sandsynlig ophav til haveblommen.

Man har søgt at inddele haveblommen i underarter. Opdelingen er dog ikke skarp, og den håndhæves ikke, bortset fra svesker, som er tilspidsede blå blommer med et højt sucroseindhold, så at de kan tørres, samt kræge, som har været skilt ud som en selvstændig art, Prunus insititia. Kræge omfatte bl.a. forskellige blommegrundstammetyper (afsnit 12.4) såvel som forskellige grupper af oftest små, blå, rødlige eller gule blommer, herunder 'Damsson', 'Spillinger', 'Havreblomme' samt den rigtige mirabelle, som kommer fra Frankrig, men som ikke dyrkes i Danmark mere.

Af egentlige blommesorter kan nævnes 'Victoria', som er meget frugtbar og den mest almindelige blommesort i haver, den har længe været en velkendt sort også i den erhvervsmæssige dyrkning. Det samme gælder 'Italiensk Svedske', som er en sveskeblomme; den er dog nogle steder afløst af 'Stanley', som er en mere frugtbar sort. Blandt 'Reine Claude' er 'Oullins', i mindre omfang 'Grøn Reine Claude' kendt gennem mange år. I erhvervet er 'Althans Reine Claude' blevet den mest dominerende. 'Kirkes' med den fine spisekvalitet har også været dyrket gennem mange år. Den svenske og frugtbare sort 'Opal' har vundet stor udbredelse. Blandt tidligt modnede sorter har bl.a. 'Laxtons Early', 'Czar', 'Ruth Gerstetter', 'Gilbert' været dyrket i mindre omfang.

26.7.4. Kirsebær. Sødkirsebær

Cerasus-gruppen under Prunus indeholder også sektioner (bilag 26-5), som bl.a. omfatter arter, der anvendes som blommegrundstammer.

Eucerasus-sektionen omfatter først og fremmest avium, sødkirsebær, hvortil også fuglekirsebær hører, samt surkirsebær. Sødkirsebær har tidligere været inddelt efter form og fasthed, men i dag inddeles de efter farvetype. Sødkirsebær kaldes ofte fejlagtigt for moreller. Moreller er i virkeligheden en af grupperne under surkirsebær, omfattende typer med farvet saft, hertil hører vore almindeligt dyrkede surkirsebær, bl.a. 'Skyggemorel', som altså rettelig er en morel. En undergruppe er de små, sure kirsebær kaldes brunkirsebær, hertil hører det meget dyrkede 'Stevnsbær'. Amareller med ufarvet saft dyrkes ikke i Danmark, men er almindelig i USA, især en sort kaldet 'Montmorency'. Der findes også hybridkirsebær, som dog ikke dyrkes i større omfang.

Blandt sødkirsebær var relativt småfrugtede sorter som 'Dønissens Gule', 'Hvid Spansk' og 'Hedelfinger' tidligere udbredte sorter, som man stadig kan støde på i gamle haver. Fra 1960'erne har J. Vittrup udført et meget stort afprøvningsarbejde vedrørende sødkirsebærsorter, indtil 1993 havde 242 sødkirsebærsorter været vurderet. Det har ført til store ændringer i sortimentet. Vigtige sorter i denne udvikling har bl.a. været de røde 'Sam' og 'Van', og den rødgule 'Merton Glory'. 'Ulster', 'Starking Hardy Giant', 'Early Rivers', 'Knuthenborg', 'Merton Marvel', 'Merton Late' har også indgået i sortimentet, da det på grund af den lange modningssæson og de vanskelige bestøvningsforhold er nødvendigt at satse på en del sorter. I 1993 anbefales især 'Ulster', 'Starking Hardy Giant', 'Van', 'Sam', 'Oktavia', 'Regina' samt 'Stella' og 'Lapins', som er selvfertile.

26.7.5. Surkirsebær

Surkirsebærdyrkningen i Danmark er og har været domineret af de såkaldte små, sure brunkirsebær. De blev tidligere i Danmark dyrket under lokalnavne som 'Løvskal', 'Langeskov', 'Skælskør', 'Thorsager', 'Hadsund' samt 'Heeringbær' og ikke mindst 'Stevnsbær'. I 1976 påviste J. Vittrup, at der ikke var morfologiske forskelle blandt disse sorter, og det blev vedtaget at kalde dem alle for 'Stevnsbær'. Det er stadig den helt dominerende hovedsort i Danmark. Der søges til stadighed efter frugtbare kloner, idet der har vist sig en betydelig variation i frugtbarhed. Derudover er en anden dansk sort 'Kelleris 16' dyrket en del og bruges bl.a. til grødfremstilling. 'Skyggemorel' med store og mindre farvede bær er almindelig i haver og dyrkes bl.a. meget i Tyskland ('Schattenmorelle'). Det er stadig de vigtigste sorter, selv om der indtil 1990 havde været afprøvet 95 surkirsebærsorter. Der foregår afprøvning af krydsninger i et forædlingsprojekt i Årslev.

26.7.6. Solbær

En oversigt over Ribes-arter, hvoraf flere bruges i forædlingsarbejdet, er vist i bilag 26-6.

Bilag 26-6. Ribes-arter. E = Europa; As = Asien; NA = Nordamerika. Efter Keipert (1981) m.fl.

Den engelske solbærsort 'Wellington' var gennem en årrække en hovedsort i Danmark. Den ene af forældrene, den gamle engelske sort 'Baldwin', har også været dyrket her. Inden maskinhøstens tid dyrkedes også den finske sort 'Brødtorp' og dens danske barn 'Risager' (modstandsdygtighed mod meldug og skivesvamp), der begge har udbredt og overhængende vækst. Den hollandske sort 'Roodknop' har også haft udbredelse gennem en længere årrække. Sorten drysser let hen mod høst. Senere er der udvalgt 'Roodknop 504', som anses for at være bedre. Sorter som 'Boskoop Giant', 'Silvergieter' og 'Wallace Seedling', 'Øjebyn', 'Greens Black' har haft en mindre betydning. Fra slutningen af 80'erne er de skotske Ben-sorter blevet dominerende, især 'Ben Lomond', i mindre omfang 'Ben Nevis' og 'Ben Alder'.

26.7.7. Ribs

Gamle sorter er bl.a. 'Rød Spansk' og 'Rød Hollandsk'og den hvidfrugtede 'Hvid Hollandsk'. Ellers har der kun været en ringe udskiftning blandt ribssorter, idet 'Rondom' længe har været en hovdsort. 'Jonkherr van Tet' modner tidligere end 'Rondom', 'Rote Spätlese' er sent modnende. Blandt nyere sorter afprøves bl.a. 'Rosetta' og 'Stanza'.

26.7.8. Stikkelsbær

Der findes grønne, gule og røde sorter. Grøn-frugtede sorter som 'Whitesmith' og 'Green Willow', den gule 'Hönigs Früheste' og de røde 'Achilles' og 'Whinham's Industry' har været omtalt i dyrkningen helt fra 1920'erne til 1930'erne. Senere har der også været interesse for de grønne 'White Lion' og 'Grüne Kugel', samt den mere eller mindre meldugresistente 'Invicta'.

Af solbær x stikkelsbærkrydsningen Ribes x nigrolaria ('Solstik') er udvalgt sorter som 'Josta' og 'Jogranda' samt ‘Kroma’.

 26.7.9. Rubus. Hindbær

Rubus-slægten omfatter et meget stort antal arter, som derfor deles op i underslægter (bilag 26-7). Kun få af disse indeholder dog frugtplanter. Idaeobatus omfatter hindbær, hvor det røde hindbær er det mest dyrkede, men i USA dyrkes også sorte hindbær (bilag 26-8), ikke at forveksle med brombær. En del af de øvrige arter bruges bl.a. i forædlingen.

Bilag 26-7. Rubus-underslægter. Efter Jennings 1988.

Bilag 26-8. Hindbærarter og arter, som bruges i hindbærforædling. E = Europa; As = Asien; Af = Afrika; NA = Nordamerika.

Blandt hindbærsorter var 'Preussen' længe et velrenommeret dessertbær, men der kom efterhånden mere yderige sorter, den norske sort 'Veten' var i 1970'erne en vigtig sort. I mindre omfang blev der dyrket sorter som 'Lloyd George', 'Camenzind', 'Schönemann' og 'Malling Jewel'. De amerikanske sorter 'Willamette', 'Chilcotin' og 'Meeker', som også kan bruges til maskinel høst ved det lodrette system, har været plantet i ringe omfang. Fra 1980'erne har de skotske Glen-sorter vundet frem, først 'Glen Clova', senere især 'Glen Moy' og 'Glen Prosen'.

I Årslev er der fremstillet sorter til maskinel høst til det vandrette system ('Zenith', 'Futura', 'Vega').

Blandt efterårsbærende sorter er 'Zeva Herbsternte' efterhånden afløst af 'Autumn Bliss'.

 26.7.10. Brombær og andre Rubus

Eubatus-underslægten af Rubus er meget omfattende og deles af nogle op i sektioner (bilag 26-9), flere af arterne bruges ved forædling.

Bilag 26-9. Brombær- og øvrige Rubus-arter. Efter Jennings 1988.

Brombær dyrkes kun lidt i Danmark. Der anbefales bl.a. sorter som 'Ashton Cross', 'Thornfree' og 'Bedford Thornless', de to sidste er næsten tornløse (modsat 'Thornless Evergreen'), 'Bedford Thornless' er mest hårdfør.

Der er lavet en del krydsninger mellem hindbær og brombær (bilag 26-10), de skotske ('Taybær') er mest vinterhårdfør og nok mest velegnede til dyrkning i Danmark.

Bilag 26-10. Hindbær x brombær-krydsninger.

Rubus ideaeus 'Red Antwerp'  x  R. ursinus (Aughinbaugh) (Mr. Logan, California 1880)  >

|Loganberry (R. loganobaccus)  >

'Thornless Logan'

 ___________________________________________________________________

R. ideaeus 'Cuthbert'  x  Rubus ursinus 'Aughinbaugh' (L. Burbank, Calif. 1905)  >

Phenomenal berry

Phenomenal berry x Dewberry Austin Maynes (R. baileyanus x argutus?)   >

Youngberry

__________________________________________________________________

Loganberry  x  Dewberry (Austin Mayes?) (R. Boysen, Calif. 1920)   >

Boysenberry

___________________________________________________________________

 Tetraploid hindbær x Aurora (logan x brombær, bl.a. R. baileyanus x argutus) (Skotland)  >

Tayberry

Tayberry x søstersort|  >

Tummelberry

____________________________________________________________________ 

 R. ideaus 'Malling Jewel'  x R. ursinus (East Malling)   >

Sunberry

________________________________________________________________________________

I Sverige og Finland er der lavet sorter af åkerbær og allåkerbær (bilag 26-7), og der er lavet krydsninger mellem åkerbær og hindbær.

Hele gruppen af hindbær, brombær og disses krydsninger kaldes i USA for brambles.

26.7.11. Jordbær

Jordbær kaldes undertiden kosmopolitten blandt frugtarter, idet slægten findes udbredt over store dele af jordkloden, og der er stor variation i ploiditet og andre egenskaber (bilag 26-11).

Bilag 26-11. Jordbærarter. E = Europa; As = Asien; NA = Nordamerika; SA = Sydamerika.

Der kan derfor opnås en stor sortsvariation ved forædling, det gælder også det almindeligt dyrkede Fragaria ananassa (bilag 26-12), fx vedrørende daglængde og temperaturens virkning på blomsterknopdannelsen (afsnit 2.5). Ofte har man forædlingsprogrammer forskellige steder i verden for at få sorter, som egner sig til den givne lokalitet.

 Bilag 26-12. Egenskaber i ophavsarter for Fragaria ananassa.

'Dybdahl' blev tiltrukket af H.H. Larsen, Rislund, Århus og kom i handelen i 1909. Det var længe en vigtig sort og var velrenommeret som "flødebær". 'Deutsch Evern' blev dyrket som en tidlig-modnende sort, og 'Abundance' var et lille mørkfarvet syltebær. I 1950'erne kom der fra det tyske forædlingsfirma Sengbusch en række Senga-sorter, hvoraf 'Senga Sengana', bl.a. på grund af højere udbytte, blev en helt dominerende sort i Nordeuropa, og den var hovedsorten i Danmark indtil midt i 1980'erne. Der var også dansk forædling (A. Thuesen), hvor især 'Zefyr' fik udbredelse som en tidligt-modnende sort (afsnit 26.3). Sorter som 'Ydun' og 'Freja' fik kun en kortvarig betydning, mens 'Rubina' og især 'Dania' senere blev plantet i mindre omfang. Udenlandske sorter som 'Gourmella', 'Tenira', 'Korona' har eller har haft en lille udbredelse. Fra ca. 1990 er den storfrugtede, transportfaste, hollandske sort 'Elsanta' blevet dominerende, i mindre omfang også sorter som 'Elvira' og 'Pandora'.

Sorterne 'Primek', 'Mimek' og 'Sima' er forædlet i Årslev med maskinel høst for øje. 

26.8. Litteratur

Kaack, K. 1989. Gamma-linolenic acid in seeds of black currant (Ribes nigrum), red currant (Ribes rubrum) and gooseberry (Ribes uva-crispa). Tidsskr. Planteavl 93:277-281.

 Brander, P.E. 1983. Navngivning af dyrkede havebrugsplanter. Tidsskr. Planteavl 87:515-526.

Pedersen, A. 1966. Frugtsorternes oprindelse. Småskrift nr. 2.

Pedersen, A. 1950, 1955. Danmarks frugtsorter, I, II. København.

Christensen, J. Vittrup. 1970. Numerisk undersøgelse af morfologiske kendetegn hos sødkirsebær. Bestemmelsesnøgle til 34 sorter. Tidsskr. Planteavl 74:44-74.

 Moore, J.N. & J.R. Ballington. 1990. Genetic resources of temperate fruit and nut crops. Vol. 1 og 2. Wageningen. 974 pp.

Grauslund, J. 1986. Evaluation of scab-resistant apple cultivars. Tidsskr. Planteavl 90:321-326.

Silbereisen, R. 1985. Schorfwiderstandsfähige Apfelsorten - Zuchtziel und Wirklichkeit. Erw. Obstbau 27:5-13.

Pedersen, H.L., J.V. Christensen & P. Hansen. 1994. Susceptibility of 15 apple cultivars to apple scab, powdery mildew, canker and mite. Fruit Varieties Journal 48: 97-100.

 Rasmussen, P.M. 1988. Lagring af æbler. Statens Planteavlsforsøg. Grøn Viden Havebrug nr. 26.

 Christensen, P.E. 1990. 28 æblesorters anvendelighed til industriel forarbejdning. Tidsskr. Planteavl 94:99-106.

Christensen, P.E. 1979. Sene æblesorter med højt vitaminindhold. Arbejdsrapport 1-1-7-1, Forskningslaboratoriet for Grønt- og Frugtindustri. Odense.

Kaack, K. 1972. Smagsbedømmelser af frugt og grønsager. Tidsskr. Planteavl 76: 604-610.

 Vangdal, E. 1985. Quality criteria for fruit for fresh consumption. Acta Agric. Scand. 35:41-47.

Vangdal, E. 1982. Eating quality of pears. Acta Agric. Scand. 32:135-139.

Vangdal, E. 1980. Threshold values of soluble solids in fruit determined for the fresh fruit market. Acta Agric. Scand. 30:445-448.

Christensen , J. Vittrup,. 1993. En vurdering af 242 sødkirsebærsorters dyrkningsværdi. Rapport, Statens Planteavlsforsøg, Forskningscenter Årslev. 56 pp.

Christensen, J. Vittrup. 1976. Beskrivelse af surkirsebærsorten 'Stevnsbær'. Tidsskr. Planteavl 80:911-914.

Christensen, J. Vittrup. 1990. A review of an evaluation of 95 cultivars of sour cherry. Tidsskr. Planteavl 94:51-64.

Kühn, B.F. 1992. Paradisæble - en nichekultur for frugtavlere? Statens Planteavlsforsøg. Grøn Viden Havebrug nr. 68.

Rom, R.C. & R.F. Carlson. 1987. Rootstocks for fruit crops. New York. 494 pp.

Keipert, K. 1981. Beerenobst. Stuttgart. 349 pp.

Keep, E. 1984. Breeding Rubus and Ribes crops at East Malling. Scient. Hort. 35:54-71.

Brennan, R.M., G.L. Patrick & R.J. McNicol. 1993. Ribes breeding and research in the UK. Acta Hort. 352:267-275.

Jennings, D.L. 1988. Raspberries and blackberries: their breeding, diseases and growth. London. 230 pp.

Darrow, G. 1966. The strawberry. History, breeding and physiology. New York. 447 pp.

 TIL ØVRIGE KAPITLER