59. Api. (Almindelig Api eller lille Api).

ApiB1.jpg

Literatur og Synonymer:

1. Petit-Apis (le Lectier, d'Orléans, Catalogue des arbres cultivés dans son yerger et plant, 1628, p. 23).
2. De Long-Bois (Merlet, l'Abrégé des. bons fruits, 1690, p. 138).
3. Pomme d'Apis (André Leroy, Dictionnaire de pomologie, Nr. 10). Api (Mas, Le verger, IV, p.57).  - id. (Catalogue descriptif des fruits adoptés par le. congrés pomologique de France, 1887, p. 271).

5. Lady Lady Apple (Dowiung, The fruits and fruit-trees of America, 1886, p. 244).
6. Der rothe Apis-Apfel (Sickler, Der teutsche Obstgärtner, 1795, III, p. 181).
7. Der Api (Diél, Kernobstsorten, 1799, I, p. 247).
8. Kleiner Api (Ed. Lucas, Illustrirtes Handbuch der Obstkuride, I,
p. 557).

Historie.  I ældre Skrifter er ofte fremsat, at Claudius Appius skal have ført dette Æble fra Peloponnes til Rom. Om det end ikke er usandsynligt, så kan det dog ikke fastslås, at det netop var dette Æble, da der allerede den Gang synes at have existeret flere Sorter Api eller lignende små Æbler, og det går med disse som med andre Frugtsorter, at om også Navnene med stor Sikkerhed kunne ses at passe, så ere de Oplysninger og Beskrivelser, vi have fra hin Tid, så ufuldstændige og upålidelige, at Sorterne sjældent kunne gjenkjendes.

Af franske Pomologer blev det, efter André Leroy, først omtalt af Le Lectier i Orleans, der i sit Katalog af 1628, p. 23 skrev: »Lille Api og Store Api kunne godt tåle at gjemmes.« Jean de la Quintinye, Lederen af Ludvig den Fjortendes Haver i Versailles, skrev 1688: »Dette Æble spises grådig uden videre Historie med Huden på«; også kaldte han det »Une Pomme des Damoiselles et de bonne companie.« Det går tilbage til de sidste År af det 16de århundrede. Nu bruges det i Frankrig mest til Pyntning af Desserter; dog spises det også helt, hvilket altid sker med Huden på, da det, når denne borttages, mister sin bedste Aroma.

Merlet har, efter André Leroy, tre Gange beskrevet det; allerede 1667 sagde han: »Apis Æblet består af 2 Sorter, det store og det lille, begge to have megen Saft og ingen Lugt som andre Æbler; det er et vildt Æble, som er fundet i Apis Skoven og som holder sig længe smukt og godt.« I anden Udgave, der udkom 1675, gjentager han Ord for Ord denne Oplysning, men i den tredje og sidste Udgave, fra 1690, fuldstændiggør han den på en anden Måde: »Apis«, læser man der, »er et vildt Æble, fundet i Apis Skoven i Bretagne. Dette Æble så vel som Gros Apis kaldes i Normandiet Long Bois Æblet, da Træet virkelig er meget højt og det bærer sine Frugter i Klase.«

Med Hensyn til Merlet kan den Tanke dog ikke udelades, at Træet, som fandtes i Apis Skoven i Bretagne og som af Merlet blev. anset for at være et vildt Træ, 12 Menneskealdere tidligere kan have været podet, uden at det kunde opdages, og at det således alligevel kan have været den samme Sort, som Claudius Appius for mer end 2000 år siden indførte til Rom.

I England synes det, efter Hogg, først at være bleven bekjendt henimod Slutningen af det 17de Århundrede. Under Navn af Lady Apple bliver der nu årlig indført store Kvantiteter af denne Frugt fra de forenede Stater, hvor det bliver dyrket i stor Udstrækning og med Fordel, eftersom det i Markedet altid opnår den højeste Pris som Prydfrugt. Om Vinteren ses de omgivne af Guld-, Sølv- og andre couleurte Papirer at pryde Frugthandlernes Vinduer i Covent Garden.

Her i Landet er det næppe meget dyrket og kun lidet kjendt. I Frankrig findes der 5 forskjellige Sorter Api, hvoraf førstnævnte, den. her beskrevne Sort, er den almindeligste og mest afholdte:
1. Api.
2. Api Etoile.
3. Api noir.
4. Gros Api eller Pomme de Rose.
5. Api rouge d'été.
Disse Sorter ere alle koloreret afbildede af M. Mas i hans Værk »Le verger«, 5te Bind.

Her i Planteskolen har kun førstnævnte Sort været dyrket.

Beskrivelse af Træet. Træet er her hårdført og af moderat kraftig Væxt; dets Grenstilling er ofte spidsvinklet. Årsskud: talrige, temmelig oprette, lige, meget lange og meget knæede, temmelig tynde, sort-violetbrune, på Solsiden sølvgråhudede, i Spidsen lidt uldede, med temmelig talrige, store, mest langagtige Lenticeller. Bladknopper: middelstore, kegleformede, forneden på Skuddet lidt udspærrede, foroven temmelig tilliggende, med lidt røde, meget uldede Knopskjæl. Blade: på Sommerskuddene små, langstrakte, ovale, mere tilspidsede i den underste Ende end i den øverste, med stump, fint savtakket Rand og lange, stive, røde Bladstilke, vedføj et meget korte Axelblade; om Frugtknopperne ere Bladene større, lange, temmmelig spidse ved Stilken, bredest imellem Midten og Spidsenden, med tilføjet kort Spids. Frugtknopper: temmelig store, kegleformede, spidse, lyse- og mørkebrune, ofte meget uldede. Blomster: middelstore, med rundovale, udvendig rosenrøde, indvendig svagt lyserøde Kronblade.

Frugtbarhed: overordentlig stor.

Kultur. Når Træet dyrkes på en kraftig Lerjord og podes på Vildling, kan det uden stor Vanskelighed opelskes til smukke Halvstammer og Pyramidetræer. På let og tør Jord trives det ikke. Det er at anbefale her kun at dyrke dette Træ på Dværgunderlag, helst på Doucin, forme det til Espaliertræer, Palmetter, Vifter, vandrette Snortræer og plante det enten ved en Mur eller Bræddevæg eller som fritstående på varme Pladser. Som Dværgtræ kan det meget godt dyrkes i Buskform, når denne er holdt tilstrækkelig åben. Her opnå Frugterne på fritstående Snortræer i Almindelighed god Udvikling og få deres smukke gule og røde Farver i Løbet af Vinteren. Frugter af Espaliertræer og Snortræer få en tyndere Hud og opnå tidligere deres smukke Farve. Frugterne må i Tide udtyndes og Træet må i en senere Alder for at vedligeholde sin store Frugtbarhed forsynes ligelig med Næringsmidler.

Beskrivelse af Frugten. Størrelse: i bedste Udvikling 45 mm. bred, 34 mm. høj, almindelig 38 mm. bred, 29 mm. høj. Form: fladrund, snart lidt højere, snart lidt fladere, altid temmelig regelmæssig imod Bæger og imod Stilk. Tværsnit rundt. Frugtstilk: 12-15 mm. lang, tynd, træagtig, brun, håret, indleddet i en temmelig dyb og bred, med fin Rust beklædt Stilkgrube. Bæger: lukket eller tildels lukket, grønt og brunt, uldet; Bladene middellange, smalle, sluttende i Bunden, siddende som i en Buket, oprette og med mere eller mindre udadbøjede Spidser; anbragt i en ikke meget dyb, ofte temmelig flad, næsten snæver Nedsænkning imellem talrige Folder, der undertiden gå over Bægerhvælvingen, men tabe sig før de nå Bugen. Hud: glat, glinsende; ved Modningstiden henimod Foråret går Farven over til klar grønlig lysegul eller helt lysegul; på Solsiden er den på den Tid mørkerød eller livlig karminrød; den røde Farve taber sig ved Skyggesiden ikke lidt efter lidt, men holder pludselig op; Punkterne ere temmelig talrige, meget fine, brune, men i den røde Farve ofte hvidgrå. Kjød: hvidt, ofte grønligt, fint, fast, ved fuld Modenhed næsten skjørt, saftrigt, svagt vinagtigt, mere sødt; når det nydes med Huden på, har det en behagelig, dog ikke ret kraftig Aroma. Kjærnehus: fladrundt; Kamrene imod Stilken stumpt spidse, imod Bægeret afrundede, med glatte Vægge, middelrummelige, oftest lukkede, indeholdende hvert to forholdsvis store, kort ægformede, kort og stumpt spidse, brune, velnærede Kjærner. Axehulen smal.

Modenhed. Plukkes så sent som mulig, i Slutningen af Oktober eller i første Halvdel af November; lidt Nattefrost skader den ikke. Til Pryd haves den hele Vinteren og Foråret igjennem indtil i Juni.

Kvalitet og Brug: Formedelst sin Skjønhed er den fortræffelig til Borddekoration. Den kan nydes i Forårsmånederne indtil i Juni.