62. Hvid Vinterkalvil.



HVinterkalvilB2.jpg  HVinterkalvilB1.jpg   HVinterkalvilB3.jpg

Literatur og Synonymer:

1. Blanche de Zürich (Jean Bauhin, Historia fontis et balnei Bollensis, 1598, p. 86; og, før 1613, Historia plantarum universalis, edition de 1650, 1.I, p. 15).
2. Grosse-Pomme de Zürich (id. ibid.).
3. Admirable-Blanche (idem, Historia plantarum universalis, t. I p. 12).
4. Blanche de Würtemberg (id. ibid. p. 12).
5. Calleville blanc (le Lectier, d'Orléans, Catalogue des arbres cultivés dans son verger et plant, 1628, p. 23).
6. Calleville blanc a cotes (Merlet, l'Abrégé des bons fruits, 1690, p. 134).
7. Calleville blanc d'hiver (André Leroy, Dictionnaire de pornologie, Nr. 82).
8. Calville blanche d'hiver (M. Mas, Le verger, tome IV et V, Nr. 9).
9. Complette Noble (Haand-Protecol over Frugttræe- Sorterne som befindes i den Kongelige Frugttræe-PIanteskole ved Odense, 1795).
10. Weisser Winter-Calvill (v. Flotow, Illustrirtes Handbuch der Obstkunde, 1859, Nr. 1).
11. Gelber Winter-Calvill (id. ibid., Nr. 2).

12. Weisser Winter Calvill (Lauche, Deutsche Pomologie, II, Nr. 57).
13. Calville blanche d'hiver og White Winter Calville (R. Hogg, The fruit-manual, 1884, p. 36).
14. Hvid Vinterkalville (Bentzien, Haandbog for Frugttrædyrkere, 1861, p. 176).

Historie. Det ligger nær at betragte den hvide Vinterkalvil som en gammel fransk Æblesort, da den allerede tidlig var meget dyrket i Normandiet i Departementerne Eure og Calvados, og i Særdeleshed blev dyrket i Omegnen af Evreux i Kommunen Calleville, fra hvilken den henimod Året 1600 fik Callevillenavnet. Endskjøndt den således er bleven benævnt i Frankrig, synes den dog af Oprindelse ikke at være nogen fransk Frugt, da den har været dyrket i andre Lande og under andre Navne, før den fik Callvillenavnet i Frankrig. Det er Naturforskeren Jean Bauhin, Forfatteren af den første Pomologi med Afbildninger, der har beskrevet og afbildet den i sine ovenfor nævnede Værker fra 1598 og senere, af hvilke fremgår, at den her omhandlede Sort var meget udbredt før 1598 i Hertugdømmet Württemberg, i Montbellard og i Zell nær ved Zürich i Schweitz. Æblet Admirable-Blanche eller Grosse-Pomme-Blanche, der er identisk med hvid Vinterkalvil, siger Jean Bauhin, stammer fra Omegnen af »Fontaine Admirable« (Heilbronn?) i Hertugdømmet Würtemberg. Det blev i disse Lande dyrket under forskjellige stedlige Navne, hvoraf nævnes Blanche de Zürich, Grosse-Pomme de Zürich, Admirable-Blanche, Blanche des Wurtembergeois, Grosse Pomme Blanche du Wurtemberg og Weiss Zürich.

Den hvide Vinterkalvil er sikkert allerede i det 17de Århundrede bleven udbredt over største Delen af Evropa. Hvor tidlig den er kommen her til Landet kan næppe oplyses, men den har vistnok mindst fra Midten af forrige Århundrede været dyrket her og ofte under Navnet Complette noble.

Beskrivelse af Træet. Træet gror i Planteskolen ofte meget stærkt, og denne Egenskab bibeholder det en Årrække, når det henplantes på frisk og kraftig Jord, men den stærke Væxt standser dog, før Træet opnår Middelstørrelse. Det lider mere end noget andet Træ af Kræft, og der existerer næppe større Træer, der ere fri for denne Sygdom, der dog ikke er til Hinder for, at det kan bære gode Frugter. Årsskud: temmelig talrige, kraftige, lange og temmelig tykke, knæede, imod Spidsen lidt uldede, rødlige og gråbrune, på Skyggesiden ofte grønlige eller olivenbrunlige; Lenticeller talrige, runde eller afrundede. Bladknopper: små, flade, meget uldede, oftest tilliggende. Blade: på Sommerskuddene store, oval-elliptiske, med kort skarp Spids, grovt savtakket Rand og lang, tyk, meget uldet Bladstilk med linjeformede Axeblade; ved Frugtknopperne ere Bladene længere og have en mindre grovt takket Rand. Frugtknopper: temmelig store, kegleformede, stumpt spidse og med røde og brune, lidt hårede Knopskjæl. Blomster: middelstore, middeltidlige; Kronbladene ovale, udvendig rosenrøde, indvendig hvide.

Frugtbarhed: årlig, men sjældent stor.

Kultur. Dette Træs Tilbøjelighed til at blive kræftsygt er meget stor, men denne er ingenlunde indskrænket her til Norden alene, thi i Frankrig og Tyskland har det den samme Tilbøjelighed. Det er heldigt at plante det på frisk, middelfugtig, kraftig og god, ikke for fed Jord, der dog helst må være varmt beliggende. På Vildstamme dyrkes det bedst som Lavstamme i Kurve- eller Bægerform, holdes temmelig åbent, og Træerne søges tildannede uden stærk Beskjæring. Det tilrådes i Almindelighed, hvor særlig gode Localiteter til at dyrke fritstående Træer ikke ere forhånden, at dyrke dette Æbletræ som espalieret ved Mure, der vende imod Øst, Sydøst, Syd eller Sydvest; og hvor tilstrækkelig Fugtighed er tilstede i Jorden, er denne Dyrkningsmåde ofte at foretrække, da man er sikker på at få godt udviklede Frugter. Vifteformen bør her anses for at være den bedste. På Doucin tager Træet villig fat og bærer årlig. Det kan anbefales at dyrke det på dette Underlag og ved Knibning og Udspilning af Skud og Grene at holde det åbent for Solens Indvirkning.

Beskrivelse af Frugten. Størrelse: i god Udvikling 77 mm. bred, 66 mm. høj, almindelig 65 mm. bred, 57 mm. høj. Form: fladrund, afstumpet kegleformet; Bugen sidder under Midten, hvorfra den almindelig afrundes imod Stilken, omkring hvilken den ofte er bred og flad; over Bugen aftager den betydelig stærkere imod Bægeret. Tværsnit kantet. Frugtstilk: c. 20 mm. lang, fra Espaliertræer ofte længere, tynd, træagtig, grønlig og brunlig, uldet, indleddet i en meget dyb, ofte bred, med flere eller færre brune Ruststråler beklædt Stilkgrube. Bæger: halvt åbent eller lukket, uldet; Bægerbladene temmelig lange og brede, i Bunden sluttende eller lidt adskilte, lidt indadbøjede, oprette og med udadbøjede Spidser, anbragte i en dyb, temmelig snæver Nedsænkning omgiven af Folder og 5 høje Rygge, der som kraftige eller meget udviklede Ribber løbe ned over Frugten til Stilkgruben. Bægerhule kegle-tragtformet. Støvdragere næsten højtstillede. Hud: glat, lidt smattet, lidt glinsende, fra Træet grøn med hvidlig Dug, ved Modenheden stråhvid eller meget lysegul med grønligt Skjær, på Solsiden ofte lys guldgul; i gunstige År får den ofte en svagere eller kraftigere rød Flamme, i solfattige år beholder den derimod på Lageret sin grønne Farve, som den havde ved Afplukningen, uden at den undergår nogen stor Farveforandring; lysebrune Punkter, der ere omkransede med hvidt og grønt og undertiden med rødt, ere talrige. Vandpletter ere i ugunstige År temmelig talrig forhånden. Lugt behagelig, men ikke meget kraftig. Kjød: hvidt med grønligt eller gulligt Skjær, fint, skjørt, saftrigt, vinagtigt, sødt, med en delikat, ædel, kalvilagtig Aroma, der meget minder om Jordbær. Kjærnehus: fladrundt eller løgformet; Kamrene imod Stilken spidse, imod Bægeret afrundede, ikke meget rummelige, næsten lukkede, indeholdende l2 middelstore, langt ægformede, brune, ofte svange Kjærner. Axehule snart smal, snart middelbred eller bred.

Modenhed. Den plukkes her i Almindelighed i 2den Uge af Oktober, er tjenlig til at nydes i December, og den beholder sin Velsmag. til i Marts.

Kvalitet og Brug: fineste Bordfrugt.

Dette gamle Æble står i Henseende til Velsmag og navnlig formedelst sin Aroma endnu uovertruffet af de nyere Sorter. Alligevel tør det på Grund af Træets Fordringsfuldhed til Voxested og omhyggelig Pleje, som det må have for at give veludviklede Frugter, kun anbefales til Dyrkning af Velhavende.