Indkildes Pære.

Hjem: Sorten har jeg kendt, siden jeg var en Dreng. Et stort gammelt Træ stod den Gang og står endnu i dalevende Snedker Indkildes Have ved Ulkebøl Kirke på Als. Senere har jeg fundet et lige så stort Træ i en Have tæt derved, så ingen af dem kan være det oprindelige Modertræ, andre Steder ellers på Øen er den ikke truffet og heller ikke noget Sted her i Landet. Tyske Pomologer har ikke genkendt den, Wøldike heller ikke. Det går med den som med Clara Frijs, det oprindelige Hjemsted er glemt, men må temmelig sikkert være på de Egne, hvor de gamle Træer er fundne. Jeg har givet den Navn efter den gamle Snedker.

Battruppear13.jpg Fig. 306. Indkildes Pære.

Beskrivelse af Frugten; Størrelse: middelstor 55-58 mm bred, 59-61 mm høj. Form: varierer, bredt afstumpet Pæreform eller mere ægformet, undertiden lignende en Double Philippe, Bug næst Bægeret, ofte lidt indsvejfet mod Stilken, den ene Side altid stærkere udviklet. Bæger: lille, åbent, Bladene står lige op eller er lidt tilbagebøjede, kanalformede,. forbundne ved en Rand; Hulen flad med flade små Ribber, som taber sig ved Bugen. Stilk: kortere eller længere, tyk, ofte kødfuld, går ofte over i Frugten, omgivet af Kødringe og Småbuler eller sidder i en lille, vid Fordybning. Hud: strågul ved Modningen, Solsiden kan have lidt fint, smukt rødt i korte, brede Striber og Stænk; Punkter talrige, fine, på Solsiden røde; læderfarvet Rust omkring Stilk og Bæger, ofte også Småfigurer ned over Frugten. Kærnehus: forholdsvis stort i Omkreds, Aksen smal, Rum tilliggende, Kærner lange med lille Hage, brune. Bægerrøret lille med kort, fin Kanal. Kød: hvidt med svag gul Tone, fint, overflydende af Saft, af kraftig krydret Vinsmag med ganske svage Stendannelser. Modningstid: sidst i September-kortere eller længere ind i Oktober. Værd: meget fin og smuk Bordfrugt.

De gamle Træer er meget store med høj pyramidal Vækst. Om Væksten ellers kan kun meddeles, at Bladet er langt eliptisk, meget fint savtakket og med meget lange, tynde Stilke.

Frugtens Fejl er, at den holder sig meget kort i spisemoden Tilstand, men herpå kan for en Del rådes Bod ved at plukke ad forskellige Gange, da den ikke er vanskelig med Plukketid.