85. Borsdorf.


ReinettegriseB3.jpg  ReinettegriseB4.jpg  ReinettegriseB5.jpg  ReinettegriseB6.jpg

Literatur og Synonymer:

1. Borsdorffer (Mayer, Pomona franconica, 1776l801, III, p. 112),
2. Borstorfer (Hirschfeld, Handbuch der Fruchtbaumzucht, 1788. I, p. 190).
3. Edler Winterborstorfer (Diel, Kernobstsorten, 1800, II, p. 87).

4. Marschansker (id. ibid.).
5. Borsdorff med Synonymerne: Borsdorffer; Postophe d'hiver: Bursdoff, or Queen's Apple (Lindley, A guide to the orchard and kitchen garden, 1831, p. 39, Nr. 73).
6. Reinette d'Allemagne (Bivort, Annales de pomologie belge et étrangére, 1860, p. 71).
7. Edelborsdorfer (Ed. Lucas, Illustrirtes Handbuch der Obstkunde, I, Nr. 136).   - id. (Lauche, Deutsche Pomologie, I, Nr. 60).
8. Borsdorf (André Leroy, Dictionnaire de pomologie, Nr. 66).
9. Borsdorffer (Eneroth, Handbok i svensk pomologi, 1866, p. 59).

Historie. Dette overalt bekjendte og især i Tyskland højt skattede Æble menes i Almindelighed at stamme fra Sachsen, og Navnet udledes. fra en Landsby ved Meissen eller ved Leipzig, hvor der ligger to Landsbyer, der hedde .»Borsdorf«. Det antages, at Træet dér er tiltrukket af Frø eller fundet som Vildling. Under Borsdorf-Navnet er det overalt bekjendt, i Bayern og Østerrig tillige under Navnene Marschansker og Maschansker. Efterfølgende interessante Meddelelser i Dr. Ed. Lucas' Pomologische Monatshefte, som give Oplysninger om denne Æblesorts Alder, har jeg troet ikke at burde undlade at optage:

»Det er især Bøhmen, der udmærker sig ved sine Borsdorfæbler. Træet mangler sjældent i nogen Have. I de store Grundejeres Haver bliver det i Særdeleshed dyrket. Store Mængder af Borsdorfæbler gå til Udlandet, og i Indlandet blive de i Almindelighed betalte 24 Gange højere end andre ringere Æblesorter, da Borsdorfæblet anses for et Æble af allerførste Rang. Dampet er det en sand Delikatesse og en Vederkvægelse for syge. Menigmand tilskriver det megen Helbredelseskraft. Til at nydes i Julen er det i Særdeleshed dette Æble, der bliver hengjemt. Mange tro også, at Kjærnerne af denne Sort, udtagne af de Æbler, der nydes Juleaften, ville give Træer med Frugter af endnu ædlere Smag. Af denne Grund sås disse Kjærner, hvoraf så de mange Varieteter af Borsdorfæbler, der findes i Böhmen, ere fremkomne. Böhmen synes på Grund af sin Jordbund og sit Klima særlig at være gunstig for Borsdorfæblets Udvikling; i ethvert Tilfælde blive Frugterne dér af en udmærket Størrelse, Skjønhed og Smag. Træet trives ikke alene på det flade Land, men også ved Erzgebirges Fod, ja endog i koldere Egne giver det udmærkede Frugter. I Italien derimod trives Borsdorfæblet ikke godt, ligesom Frugter deraf, avlede i Sydtyrol, ere af underordnet Godhed. Dette er et Bevis for, at et varmere Klima ikke er gunstigt for dette Æbles Velsmag, og at det i den varme Sommer 1865 ganske tabte sin Velsmag, tyder også hen herpå. Hvor længe Borsdorfæblet har været dyrket i Böhmen, kan man slutte af et Faktum, som den bøhmiske Historie har opbevaret for os. En pavelig Kardinal, Æneas Silvius, blev År 1450 sendt til Böhmen. Her havde han ved de mange Gjæstebud, hvortil han blev indbudt, Lejlighed til at værdsætte Borsdorfæblet. Det fandt hans højeste Bifald i den Grad, at han ytrede det Ønske at ville have dette kostelige Æble til Italien. Da Æneas Silvius senere blev Pave under Navn af Pius II, sendte den böhmiske Fyrst Lobkowitz ham hvert år en hel Vognladning Borsdorfæbler til Italien. Heraf fremgår, at dette Æble allerede den Gang var meget dyrket i Böhmen, og at man på Grund af dets Godhed foretrak det for alle andre Æbler, af hvilke man alt den Gang havde mange gode Sorter i Böhmen. Vi tage næppe fejl ved at antage, at Borsdorfæblet har været dyrket et helt Århundrede før dette Tidspunkt i Böhmen. Det gjælder om at undersøge, hvor det er opstået, og hvilke Navne det bar og endnu bærer i Böhmen. I det böhmiske Sprog kaldes Borsdorfæblet for »Misenské jablko«, på Tysk »Mieschenskeræblet«. Også af Tyskere i Böhmen kaldes det ofte »Mieschanzker«. Men på Bøhmisk hedder Byen Meissen i Sachsen også Misen, hvilket skal læses Mieschen. Det er højst sandsynligt, at dette Æble stammer fra Meissen, da den böhmiske Benævnelse på Tysk hedder Meissneræble. Også det franske Navn til dette Æble »Reinette de Misnie« tyder hen herpå. Det er meget rimeligt, at den østrigske Benævnelse Marschanzker stammer fra Mieschansker eller Mieschanzker. En Sprogforsker vil finde denne Forvandling i Munden på det menige Folk meget naturlig.« (Illustrirte Monatshefte für Obst- und Weinbau, 6tes Hefte, 1866).

»Nye Antagelser om Borsdorfæblets Afstamning og Navn. (Af Slotshaveinspecteur Jäger i Eisenach. Pomologische Monatshefte, 1888, 3 die Hefte.
Til de bekjendte Formodninger om dette Æbles Afstamning er en ny fremkommen, som en Hr. R. S. beretter i Tidsskriftet »Natur« (Nr. 9 fra 1888)- En Hr. Paul Böhme meddeler i Skriftet »Pforta: in seiner kulturgeschichtlichen .Bedeutung während des 12 und 13 Jahrhunderts«, at den polske Hertug Boleslaw af Breslau indkaldte Cisterciensermunke fra Klosteret Pforta i Naumburg ved Saale (nu kaldet Schulpforta) til Klosteret Leubres i Schlesien for at udbrede Frugttrædyrkningen i Omegnen. Klosteret Pforta ejede et Gods i Saaldalen kaldet Passendorf ved Jena, hvor Borsdorfæblet skulde være opstået og tiltrukket. De til Schlesien indkaldte Munke bragte denne Æblesort med, og samme fik Navnet »Æble fra Pforta« eller »
Pfortenæble«.

Dette kan alt være meget rigtigt, kun beviser denne Påstand ikke Æblets virkelige Tilblivelsessted. Efter min Mening giver det østrigske Navn Maschansker et meget bedre Holdepunkt for Borsdorf; det betyder nemlig »Meisseneræble«, et fra Meissenerlandet til Böhmen kommet Æble. Markgrevskabet Meissen var nemlig en Gang givet som Pant til Böhmen, eller var et Lehn deraf. Sandsynligt stammer Navnet altså dog fra en i Sachsen liggende Landsby Borsdorf. Nogen Berettigelse har dog den historiske Kjendsgjerning fra Pfortener Arkivet alligevel, idet den bekræfter denne Æblesorts høje Alder.«

Beskrivelse af Træet. Træet gror meget langsomt, bliver ikke desto mindre meget stort og meget gammelt og er et af de sundeste og varigste Æbletræer. Årsskud: ikke talrige, enten oprette eller udad-gående, temmelig svage, lange, tynde, lidt knæede, brunligrøde og sølv-gråhudede, på Skyggesiden ofte gulligbrune, punkterede med langagtige og afrundede, ikke talrige Lenticeller. Bladknopper: små, afrundede, tilliggende, uldede. Blade: små, lysegrønne, rundagtige, med kort Spids, skarpt savtakket Rand og temmelig korte Bladstilke. Axelbladene korte og lancetformede. Frugtknopper: middelstore, ægformede, med røde, brunkantede Knopskjæl. Blomster: middelstore, sildige, med lange, smalle, udvendig mørkrosenrøde, indvendig svagt lyserøde Kronblade.

Frugtbarhed*): i en senere Alder stor.

Kultur. Dette Æbletræs Fordringer til Voxested ere ikke store. I frugtbar, fugtig Lerjord bærer det rigt, hvorimod et tørt og varmt Voxested giver mindre Udbytte og mindre velsmagende Frugter. På Grund af sin i Ungdommen langsomme Væxt og svage Skud lader det sig ikke optrække til smukke højstammede eller halvstammede Træer uden ved at podes i Kronehøjde på kraftige Stammer. Det er næsten tilrådeligt kun at dyrke det som Halvstamme, da Formtræer næppe ville give noget tilfredsstillende Resultat. Dets lange tynde Frugtgrene fyldte med Frugtknopper ere længe om at udvikle sig, men ere i Træets frugtbare Alder tilstede i stor Mængde. På Doucin tager Træet fat, men udvikler sig ikke meget.

Beskrivelse af Frugten. Størrelse: lille, i god Udvikling 53 mm. bred, 48 mm. høj, almindelig 44 mm. bred og 38 mm. høj. Afbildningen i Deutsche Pomologi er 57 mm. bred og 44 mm. høj. Form: afstumpet rund eller fladrund; Bugen sidder på Midten, derfra afrundes den omtrent ligelig til Stilk og til Bæger, dog undertiden lidt stærkere imod Bægeret. Begge Halvdele temmelig lige store. Tværsnit rundt. Frugtstilk: fra 12 indtil 22 mm. lang, tynd, træagtig, lidt håret eller nøgen, indleddet i en middeldyb, lidt snæver, jævn, med kanelbrun, ofte ru Rust eller Ruststråler beklædt Stilkgrube. Bæger: åbent eller næsten åbent, grønligt og brunt, svagt uldet; Bladene næsten korte, temmelig brede, i Bunden sluttende eller lidet adskilte, oprette og indadbøjede, anbragte i en smukt formet, næsten flad Nedsænkning, hvis Sider ere jævne eller kun omgivne af meget fine Folder. Bægerhulen kort, kegleformet. Støvdragerne midtstillede. Hud: glat, glinsende, fra Træet grønlig hvidgul, senere lysegul, på Solsiden ofte med en rød Kind eller blot let overtrukken med guldgult eller gulrødt; helt skyggede Frugter ere ganske uden rødt; fine brune Punkter, der på Solsiden ofte ere omkransede med mørkerødt, ere temmelig talrige; Spor af let Rustovertræk, mindre Rustpletter og enkelte Vorter findes ofte, sorte Vandpletter sjældnere. Kjød: hvidt, svagt gulligt, fint, fast, knasende, saftigt, sødt vinagtigt, med en ædel Aroma. Kjærnehus: løgformet; Kamrene små, imod Stilken spidse, imod Bægeret afrundede, lidet rummelige, lukkede, hvert indeholdende 12 ægformede, kort tilspidsede, brune, velnærede Kjærner. Axehule smal.

Modenhed. Plukkes i 2den Uge af Oktober og er tjenlig til at nydes fra December til Januar; taber senere i Smag.

Kvalitet og Brug: Bordfrugt af første Rang og særlig anvendelig til finere Kjøkkenbrug og til Frugtvin. Det Spørgsmål turde påtrænge sig, om dette Æbletræ i al Jordbund her i Landet giver lige så velsmagende Frugter, som imellem Erzbjærgene, hvad det vist næppe altid gjør. Dernæst give yngre Træer aldrig så velsmagende Frugter som ældre og gamle.

*) Diel skriver om dette Træs Størrelse og Frugtbarhed: »Jeg har selv et Træ, der er plantet af min Bedstefader; det er nu 90 år gammelt, har en så tyk Stamme, at 2 Mand næppe kan favne den, og det giver hvert andet år 30 Kurve fulde af Æbler så store, som en Pige kan bære dem«.