Lars Lybos Æble.

Æblet er en Frøfrugt fra Fiskehandler L. Hansens Have i Fåborg. Jeg har iagttaget Frugten siden 1915, Træet er vel ca. 16-17år gammelt (1918), sundt og meget frugtbart, det bar 1918 300 Pd. Frugt. Sorten hører til Rambourreinetterne. Jeg skylder oprindelig Handelsgartner J. J. Hansen i Fåborg, at jeg er bleven bekendt med den. Navnet er givet af Tiltrækkeren.

Beskrivelse af Frugten: Størrelse og Form: stort, næsten kuglerundt, dog lidt afplattet ved begge Ender, Bugen lidt under Midten, den ene Halvdel ubetydeligt stærkere udviklet. Bæger: halvåbent, Bladene brede, uldede, ender i en fin, skarp Spids, bøjer indad, opad og slår Spidserne tilbage, støder tæt sammen ved Grunden; Hulen dyb, Ribber ubetydelige, er brede, flade, og taber sig hurtigt; Tværsnit rundt. -- Stilk: kort, kraftig, tæt dunet; Hulen varierer, er normalt dyb og snæver, snart også mere udfyldt og mere vid, altid med brun Strålerust. -- Hud: varmt mørkegul som hos en Cox's orange, Solsiden og ofte mere er stænket og kortstribet af et smukt mørkt rosenrødt; Punkter talrige, fine, mørke med bred men lidet kendelig Hov. Nogen Lugt og fedtet. Kærnehus: lille, løgformet, Aksen middelvid, Rum tilspidsede opad, rundt eller but tilspidsede nedad, Vægge lidt sprængte, Kærner store, mørkebrune, én i hvert Rum. Bægerrør: en lille skarp Kegle, Tråde højtstillede, Griffel lang, dybtkløvet, tæt filtet på den kløvede Dels nederste Halvdel. Kød: hvidt med gul Tone, marvet, sødt vinagtigt uden kendelig Aroma. Modningstid: Nytår til langt ud på Foråret. Værd: brugelig Bordfrugt, meget god Køkkenfrugt og glimrende smuk Salgsfrugt.

Fig 436. Lars Lybos Æble.