Sildig Passe pomme rouge.

For mange År siden lagde jeg nogle Kærner af den gamle fortrinlige Sort Passe pomme rouge, for muligvis ad den Vej at vinde en mere livsfrisk ny Varietet i Stedet for eller til Afløser for den gamle. Foreliggende Sort er Resultatet af dette mit eneste Forsøg i den Retning. Et ungt Træ står i Grønholt Skoles Have ved Fredensborg, Modertræet er ryddet i Gundsømagle Skoles Have.

Beskrivelse af Frugten. — Størrelse og Form: lille, rundt ægformet, mere rundt end Moderen, Bug under Midten, begge Halvdele ens udviklede. -- Bæger: forholdsvis stort, lukket, Bladene grønne, brede, dunede, bøjer indad, er adskilte ved Grunden; Hulen flad, vid, Ribber næppe kendelige, Tværsnit dog svagt kantet. -- Stilk: middellang, næsten tyk, glat; Hulen middeldyb, vid, kun med ringe Spor af lysebrun Rust. -- Hud: varmt gul, men omtrent helt dækket af en skinnende karmoisinrødt, som er fuldt af mørkere Striber, dog dækker det ikke ganske Skyggesiden; Punkter talrige, fine med bred gulhvid Hov, der giver Huden et forelleagtigt Udseende. God Lugt og stærkt fedtet. — Kærnehus: smalt løgformet, Aksen omtrent lukket, Rum store, rundt tilspidsede opad, but tilspidsede nedad, Vægge glatte, Kærner store, mørkvioletbrune, 2-3 i hvert Rum. — Bægerrør: en lille Kegle, Tråde over midtstillede, Griffel kortkløvet, fint håret på den sammenvoksede Del. — Kød: hvidt med rødlige Årer, er næppe så kraftigt, men ellers som Moderens. — Modningstid: sidst i September og hele Oktober. — Værd: god Bord- og Pyntefrugt, er lige så smuk som Moderen.

Fig. 459. Sildig Passe pomme rouge.