*Forside  *'Marie og Niels Hansen  *Deres børn og børnebørn  *Niels' aner  * Maries aner  *Bjerringgaard  *Bjerringgaard før 1890 *Pouls barndom  *Marthas aner   

 CHRISTIAN PEDERSEN: FOLKEMINDER FRA FJENDS HERRED

Skivebogen . Historisk Aarbog of Skive og Omegn. 20. bind side 139-141. 1928. -- Ellen Jensen har gjort mig opmærksom på fortællingen.

Ja, saadan kunde der fortælles mange flere løjerlige Træk om den gamle Soldat, men nu vil vi forlade ham og gaa over til at fortælle lidt om en Gaardmand der i Borup ved Navn Hans Andersen. Han var kendt for at være uhyre virksom og sparsommelig, men i det hele en agtet og afholdt Mand. Han var født omkring Aaret 1800 og var altsaa jævnaldrende med Hans Ywsen i Knud, som vi omtalte i forrige Artikel.

Hans Annesens Gaard hørte ikke til de fede. Markerne var let Sandjord (se billede 2), der i Stormvejrsdage kunde tage paa „Udflugt". Ganske vist hørte der ikke saa lidt Eng til, men det gav jo paa den Tid kun ringe Udbytte, og Tiderne var sløje, saa ligefrem at lægge Penge paa Kistebunden laa nu engang ikke for enhver, men H. A. forstod Tiden og at indrette sig derefter. Han drev paa med Ting, der kunde give Indtægt. Man havde jo dengang en stor Faareflok, og naar Lammene var taget fra hen paa Sommeren, saa malkede man jo Faarene, og af den fede Mælk lavede man fortrinlig Ost, der omtrent stod paa Højde med den berømte Svejtserost. Disse Oste kunde nok sælges til en god Pris, men det syntes H. A. jo nok alligevel gav for lidt, thi han lod Mælken koge og hældte den derefter i Pæglflasker og solgte den i Viborg for Fløde. Der paastaas, at Køberne ikke blev narret, thi hvad Fedtindholdet angik, da stod Faaremælken vistnok paa Højde med Fløde, og naar denne var kogt, da var den „jævn", som Fløde er i Almindelighed. Saa fik Køberne tilmed et Produkt, der var ,,pasteurisere!", hvad der jo ikke var almindelig paa den Tid. Det var sikkert en god Forretning for Hans Annesen. Transporten til Viborg foregik paa den Maade, at H. A. pakkede Flaskerne ned i de mange og store Lommer, som han havde i sin Frakke eller Trøje, som den kaldtes paa den Tid. Det var jo ellers almindeligt at gøre saadan en Tur til Fods, men .„Trøjen" har alligevel været for tung at drage, saa „Flødeeksporten" foregik altid paa Hesteryg, og Hans Annesen red som Regel neden om Byerne og tog først Hovedlandevejen ved Taarupgaard, fordi andre ikke skulde blive opmæksom paa denne „Eksport", saa der skulde blive en Konkurrence, der jo let kunde blive til stor Skade!

Hans Annesen blev efterhaanden en velhavende Mand. I 1848, da Rygtet om Rendsborgslavernes Hærgen op gennem Jylland kom til Borup, fik H. A. saavel som alle andre travlt med at gemme Penge og meget andet. Han har formodentlig haft de blanke Specier gemt flere Steder, thi mange Aar efter den Tid kom H. A. til at rydde op i en Dragkisteskuffe (den saakaldte Pjalte- eller Kludeskuffe) for at finde en Klud til at binde om en daarlig Finger, og hvad finder han her: en lille Pose, hvori der var indsyet en god „Slunt" Specier eller Daler. De fyldte saa meget som et Par Potter, det kan nok være, Hans blev glad i Sindet ved dette værdifulde Fund, og han kaldte straks paa sin Kone: „Inger, Inger, Inger, hva er e, a fenne, Inger!" Det blev for dem begge en glædelig Overraskelse.

H. A.s Hustru, Inger, var en sjælden god og gavmild Kvinde, der gerne vilde gøre godt mod fattige og trængende. Et lille Træk vidner herom: Det var engang i hendes unge Dage. Hun var en Tur hjemme hos sin Far, og hun sagde da til ham saa barnlig og indtrængende: „Far, har du ikke lidt Smaaskillinger, jeg kan faa?" Faderen svarer: „Hvad vil du med dem til, min Pige? I har jo nok hjemme hos jer, og du kan jo faa alt det, du vil have af Hans?" „Ja, det er sandt nok, Far; jeg kan faa, hvad jeg vil ha', men der kommer jo sommetider nogle Tiggere, og dem vilde jeg saa gerne give en lille Skilling, og Hans er jo altid lidt paaholdende, naar det gælder Penge!"

Som sagt kendte Hans det gamle Ord: „Man samler ikke Rigdom med rund Haand", altfor godt. Hans Søn, den senere Ejer af Nybro Kro, Kristen Hansen, der som ung Mand tjente som Gaardskarl hos en Købmand i Viborg og sammen med en anden ung Mand i Fællesskab købte Store Binderup Kro i Himmerland, henvendte sig til sin Far om en lille Pengehjælp til at sætte Kroen og det ret store Landbrug i Gang med. „Men det kunde min Far paa ingen Maade gaa med til", skal Kresten Hansen senere have sagt. „Det er alt for stort et Foretagende! Du sætter Pengene over Styr, Kresten", sagde han. Der blev ingen Hjælp at faa, men Kr. H. slog sig godt igennem alligevel, og da Faderen mærkede, han kunde klare Skærene, gav han ham en Sparekassebog med ikke saa faa Hundrede Rigsdaler i, idet han sagde: Nu maa du tage dem, du har Brug for.

Hans Annesen blev en meget gammel Mand, omtrent 90 Aar. Han var opvokset og levede alle sine Dage ved god, sund Kost, lavet af egne Produkter. Indkøbte Kolonialvarer var ikke saa almindelige paa den Tid; f. Eks. Kaffe var ikke nogen Hverdagsret i Hans A.s Gaard. Der er bleven sagt, at naar de købte 1/4 Pd. Kaffe til Jul, saa kunde den vare saa længe, at de kunde byde baade Præst og Degn hjem paa den samme Kaffe baade til Paaske og Pinse, men det er maaske nok en Overdrivelse!

Hans Annesen henlevede sine sidste Aar hos Sønnen i Nybro Kro og døde engang i Firserne. Mange af Bladets Læsere har formodentlig set den gamle Olding „pampre" omkring i Kroen, iført sine Knæbenklæder med en Række Knapper ned af Siderne, blaa Strømper, og en rød Hue paa Hovedet.

Han var sikkert den sidste her paa Egnen, der bar denne Dragt, som ellers forlængst var gaaet af Mode.