"Lun" hedder huset på Brandstrupvej, - og lunt er der.

Karl Madsen, 97 år, bor i huset, og han er faktisk også en lun fyr.

Karl Madsen sov til middag, da han uanmeldt fik besøg. Det varede dog kun nogle få sekunder, så var Karl Madsen klar med et "velkommen".

Ved spisebordet satte vi os, og Karl Madsen kunne begynde sin fortælling. Der er nok at fortælle om, for 97 år giver mange oplevelser, - store og små imellem hinanden.

Men der krævedes ikke ret meget "opvarmningssnak". Karl havde erindringerne klar.

Stor børneflok.

Karl Madsen er født i Elsborg i et hjem, hvor der voksede 12 børn op. Karl var nr 9 af de 12. Alle disse børn på nær en bror, der døde ung af tuberkulose og to der "kun" blev landmænd, fik en uddannelse, og det var ikke almindeligt dengang. Skolevæsenet i Elsborg blev stedet hvor Karl Madsen fik første viden. Skolen, der var to-klasset, havde lige fået to unge lærere, der var ganske dygtige. Tidligere var børnene blevet undervist af en lokal landmand. Særlig den ene af disse unge lærere var dygtig til at undervise, og Karl Madsen husker specielt de mange naturvandringer, hvor eleverne fik en god viden, der senere kom til god nytte.

Om vinteren gik de store børn i skole 4 dage om ugen, og de små to dage. Om sommeren var det omvendt, for da var der jo mange ting nogle store børn kunne hjælpe med derhjemme. Karl Madsen fortæller videre, at den ene af de to lærere rejste væk og blev professor. Lærerne var i en vis udstrækning aflønnet med naturalier leveret af de forældre, der havde børn i skolen.

I Elsborg fandtes der dengang et sted, hvor man kunne få spiret korn (malt) til den hjemlige ølproduktion, og Karl Madsen fortæller, at man ikke måtte gå med træsko på fødderne når der blev tærsket, for man kunne let komme til at træde kernerne i stykker, og det ville jo være spild. Karl Madsen gør i denne forbindelse gældende, at der var en meget større respekt for værdierne dengang, end der er nu. Måske var det også mere nødvendigt,- føjer han til,

Militærtjeneste.

I 1914 var Karl Madsen og to brødre på session. De to brødre blev kasseret, og Karl Madsen trak frinummer, men p.g.a. den første verdenskrig, blev han alligevel indkaldt til tjeneste i 1915. Tjenestestedet var Odense, og der blev landet over indkaldt ikke mindre end 180.000 unge mennesker.

Efter rekruttiden i Odense blev han forflyttet til København, hvor Karl gjorde tjeneste forskellige steder. Sølvgades kaserne var et af stederne.

Karl var en tid på kartoffelskrælleholdet, og der skulle dagligt skrælles kartofler til 1700 soldater, så der var noget at se til. Med et skævt smil fortæller Karl Madsen, at der dog fandtes en maskine, der kunne tage det største arbejde, men alle kartoflerne skulle ses efter, og eventuelt skrælles lidt med en almindelig kniv.

Kosten var ikke alt for god, og dette forhold resulterede også i, at den kogekone, der forestod kostforplejningen, blev fyret, fordi hun sparede for meget og indkøbte madvarer så billigt, at det gik ud over kvaliteten.

Der blev under den første verdenskrig lavet mange befæstningsanlæg i København, og Karl Madsen var som soldat med til at fælde træer i Kongelunden, som senere blev brugt til afstivninger på de skyttegrave, der blev bygget i København.

Ellers gik der meget tid med vagttjeneste. Vagttjenesten kunne foregå i Dyrehaven eller f.eks i Tuborg Havn, og det var vagttjeneste, som man tog alvorligt, hvilket understregedes af, at soldaterne havde ikke mindre end 120 skarpe skud med på vagttjeneste.

Hjemsendelsen fandt sted i slutningen af 1917, fordi der oprindelig var blevet trukket frinummer, men alligevel blev det til en tjenestetid på ca 4 år. Fra slutningen af 1917 og frem til 1920 arbejdede Karl Madsen som karl på egnen, og han fortæller, at det først var efter at stationen var blevet flyttet, og der var blevet bygget afholdshotel, at der kom en kontakt i stand mellem de unge mennesker fra Højbjerg/Elsborg og unge mennesker fra Rødkærsbro/Brandstrup. Før den tid var man i Elsborg/Højbjerg mest orienteret mod Kjellerup. I Tange havde Karl Madsen en moster boende, og hun havde den pligt at virke som "færgemand" på Gudenåen. Dette færgested lå nogenlunde, hvor Tangeværket senere blev bygget. Det var spændende at besøge hende, for der skete altid en hel masse ved dette færgested.

Blev gift i 1920.

I 1920 blev Karl Madsen gift med Ella Marie Enevoldsen Skov fra Brandstrup, og det unge par købte en ejendom i Brandstrup, der dengang havde 28 tdrl.. Besætningen bestod af 3 køer og nogle kalve, 2 heste og nogle grise. Ejendommen blev købt for 24.000 kroner.

Der blev foretaget jordforbedring ved at tilføre mergel, og der blev optaget et lån på ikke mindre end 9000 kroner, men krisen kradsede også dengang, og banken opsagde lånet til omgående indfrielse. Denne vanskelige situation blev klaret ved at frasælge 5 tdrl. til en nabo, der hed Laust Mørk.

Karl Madsen fortæller, at prisene på landbrugsprodukter i perioder faldt så drastiskt, at flere landmænd aflivede smågrisene når de blev født, - for det var for dyrt at fodre dem op.

Indtægterne blev suppleret ved at virke som mælkekusk. Der blev kørt mælk til mejeriet i Rødkærsbro. Senere, ca i 1930, kom Karl Madsen også til at køre varetur,- (med hestevogn naturligvis), for brugsen i Brandstrup. En tjans, der var misundt, for den kunne indbringe 7 kroner og 50 ører for halvanden dags arbejde.

Der var trange tider for landbruget dengang i slutningen af 20'erne, men Karl Madsen kan også berette, at arbejdsmændene og deres familier havde det meget sværere. Ofte var det meget store familier, der skulle forsørges, og det var meget ofte egentlig fattigdom, der var hverdag for disse familier.

Alligevel så de lidt mere velbjergede skævt til de folk, der bekendte sig til socialismen. Således husker Karl Madsen handelsmanden Niels Chr. Wraa, som ikke lagde skjul på at han havde en vis sympati for de socialistiske tanker. Han havde svært ved at komme i kontakt med "gårdmændene".

Hjælp fra det offentlige var ikke kendt, men der fandtes enkelte private hjælpekasser, som kunne yde en vis støtte til de der havde det sværest.

I 1921 fik parretd eres første barn Ellen Marie, og i 1927 kom Lis til og i 1931 Bitte.

Alle tre kom til at gå i skole i Brandstrup.

Familien har i hele Karl Madsens tid været et centralt sted, og familielivet betyder meget den dag i dag. Der er kommet mange børnebørn og oldebørn til i tidens løb, og Karl lægger ikke skjul på, at han bekymrer sig meget om familien.

I 1965 byggede Ella og Karl Madsen deres hus i Brandstrup. De var blevet pensionister. Parret nåede at få 15 gode år sammen som pensionister, men i 1980 døde Ella.

Allerede to år efter at parret var flyttet til Brandstrup, var de så heldige at vinde en rejse med Spies til Spanien. En rejse, der varede ikke mindre end 3 uger, og der var fuld forplejning, - føjer Karl til. En stor oplevelse, som blev mindet mange gange senere.

For nogle år siden blev Karl Madsen opereret for grå stær på det ene øje. Synet var efterhånden blevet så svagt, at det var svært at følge med i aviserne, men operationen var så vellykket, at Karl nu læser uden briller. Han er blevet tilbudt at få opereret det andet øje, - men som han siger er det jo ikke nødvendigt, når han klarer sig udmærket med det øje, der er i orden.

Et godt liv

Karl Madsen vil gerne fortælle, og der kunne naturligvis skrives meget mere om så langt et liv, men samtalen bliver rundet af med en betragtninger omkring selve tilværelsen.

Karl Madsen er, sin høje alder til trods, i stand til at klare sig selv med hjemmehjælp tre dage om ugen a ca. 2 timer. Der bliver så lavet rengøring og mad til to dage af gangen. Karl er glad for sine hjemmehjaslere. De er forbavsende dygtige og flinke siger han, og det selv om vi engang imellem godt kan skændes lidt. Men samtidig med at Karl siger det, er det lune blik i øjet ikke til at tage fejl af.

Karl holder selv sin have ren, han klipper selv sin hæk, men får slået græsplænen. Karl er ikke i tvivl om, at det er vigtigt at holde sig i en rimelig god fysisk form, og han giver udtryk for, at det er et stort privilegium at være så mobil som han er, - den høje alder taget i betragtning.

Karl Madsen har sin faste plads i kirken. Bagest i kirken til venstre sidder han søndag efter søndag, og kirken og det budskab der lyder i kirken spiller en stor rolle for Karl Madsen, men så vidt man kan fornemme, opfatter Karl Madsen det med tro og kristendom som en sag der på en stærk måde er ganske personlig.

Det er svært at forstå, at et menneske kan huske så meget, så lang tid tilbage. Vi andre opfatter f.eks forliset af Titanic som noget der foregik for meget lang tid siden, - det var i 1912, og da var Karl Madsen 16 år, og da Tangeværket blev bygget var han midt i 20'erne.

Stort set hele den tekniske udvikling er sket i hans tid, og selv om det kan være svært for ham at kende alle detaljer, så har han dog været med i det hele, naturligvis set fra den plads, som blev hans.

Karl Madsen er ikke i tvivl om, at det er blevet en bedre verden at leve i. Ingen er fattige mere i materiel forstand.

Den relativt store arbejdsløshed piner ham dog lidt, for som han siger "Det er sundt at have noget at tå' sig til", og de mange, især yngre mennesker, der ikke finder et arbejde, mister en af de glæder, som var vigtig for Karl Madsen.

Da snakken var forbi gik vi i køkkenet, for vi skulle lige ha' en snaps.

Det lune glimt i øjet blev ikke mindre af den grund.

Karl Madsen har, bortset fra soldatertiden, boet på egnen hele livet. Siden 1920 i Brandstrup.