*Forside  *'Marie og Niels Hansen  *Deres børn og børnebørn  *Niels' aner  * Maries aner  *Bjerringgaard  *Bjerringgaard før 1890 *Pouls barndom  *Marthas aner   

Folkeminder fra det nordøstlige Fjends Herred.

Af Christian Pedersen.

Skivebogen 19:141-144. 1927

Naar jeg her i „Skivebogen" vil nedskrive nogle gamle Folkeminder, er det, for at de ikke skal gaa tabt for Efterslægten. Kildematerialet er udelukkende Fortællinger af gamle Folk her i den nordøstlige Del af Fjends Herred, som jeg lejlighedsvis gennem mange Aar har samlet, takket være disse gamle Menneskers gode Hukommelse. De fleste af dem har nu lukket deres Øjne for sidste Gang og fortæller ikke mere, men efter ringe Evne vil jeg forsøge at genfortælle en Del af disse gamle Minder.

Det nordøstlige Hjørne af Fjends Herred af grænses af Hjarbæk Fjord og Fiskbæk Aa, og naar man kommer Vest fra ad Viborg—Skive Landevej, har kørt over Brostenene i den gamle hyggelige Nybro-Kro, ved de gamle Salling- og Fjandboere saa godt, at netop her paa Herredsgrænsen kunde det tit være vanskeligt at komme over, hvis man i Forvejen havde haft stærke vestlige Storme, der ude fra Vesterhavet havde presset Vandet ind i Limfjorden, saa denne gik over sine Bredder og overskyllede store Engstrækninger langs Fiskbæk Aa samt Vasen ved Nybro, men de rejsende har altid sat deres Lid til de dygtige Færgemænd, som har gjort Tjeneste her, naar Stormfloden kom. For en Snes Aar. siden blev Vasen forhøjet ret betydelig,saa nu er der Aar imellem, at Vejbanen overskylles, men før den Tid voldte Vandet store Trafikforstyrrelser paa den stærkt befærdede Vej. I Aaret 1862 anden Juledag, da den røde lukkede Postvogn (Postillonen), der kørte mellem Viborg og Skive, kom og skulde over, var Vandet steget til en enorm Højde. Kongelig Post skulde jo frem, men da den naaede ud til Broen, tog Storm og Strøm Magten og væltede Vognen, saa de tre Passagerer (to Herrer og en Dame) var nær bleven Dødens Bytte, men de fik dog Vinduesglasset knust og kom ud af den lukkede Karet. Damen reddede sig op paa Vognen, og ved hendes Raab og Skrig kom Bymændene fra Fiskbæk dem snart til Hjælp, og de „skibbrudne" blev reddet, men det var jo en kold Omgang i Vand til langt op paa Livet ved Juletid med Storm og Frost af Nordvest. Den nu 75-aarige Partikulier Kr. Kristensen (Hjulmand), Neder Løgstrup, der dengang var 10 Aar og tjente i Fiskbæk, kan huske, at Dagen efter laa den stolte Postvogn som et Vrag ude i det oprørte Vand; tilfældigt fandt han inde paa Engene et kostbart Tæppe, som tilhørte en af Passagererne, og som Findeløn fik han 4 Mark, det var mange Penge for en Hyrdedreng i de Tider, siger han. En Vogn fra Taarupgaard, som havde været i Viborg med Korn og var paa Hjemvejen en mørk Efteraarsaften i Midten af forrige Aarhundrede, vilde over den overskyllede Vase, men dette havde ogsaa nær kostet Kusk og Heste Livet. Hestene maatte de spænde fra ude ved Broen, da Strøm og Sø var saa barske, at det var umuligt for Køretøjet at komme enten frem eller tilbage. Kusken reddede sig da i Land, Hestene maatte skøtte sig selv, men næste Morgen gik de i god Behold og græssede paa Engene. Der fortælles ogsaa, at den gamle Bahnson paa Taarupgaard (Fader til den senere Krigsminister Bahnson) engang kom kørende i en lukket Vogn og under Højvande vilde passere Broen, men denne havde Vandet løftet af dens Leje, og den flød som en Færge ind over Engene, hvad de ikke kunde se fra Vognen, da det var ud paa Aftenen. Men de har dog kunnet mærke, at Broen var borte, thi da de kom til Brostedet, svingede de brat til Siden, og dette blev Passagerernes Redning, for var de styrtet ned i Aaen, var de sikkert ikke kommen levende derfra. Ved tililende Folks Hjælp reddede de sig i Land i stærkt forkommen Tilstand; de havde skaaret sig slemt paa Glasset for at komme ud af den lukkede Vogn.

Stillingen som Færgemand var alt andet end behagelig og kunde undertiden være forbunden med Livsfare. Niels Fisker i Kvols var den sidste Færgemand, og han gjorde Tjeneste her i over en Menneskealder. Han har fortalt mig adskillige af de Oplevelser, han havde gjort ved denne ejendommelige Færgefærd. Det var ofte drøje Ture, man var udsat for, især naar det var ved Nattetid, sagde han, og det hændte jo, naar der var Marked i Viborg, at Folk fra Fjends Herred og Salling først kom tilbage ud paa Aftenen. Hestene maatte jo gerne trækkes over, og det var ikke helt morsomt, da Dyrene gerne var urolige, og de lange Fiskerstøvler, der gerne blev fulde af Vand, var trælse at slæbe gennem Skumsprøjt og ofte om Vinteren i Drivis. Fodgængere satte man jo over paa Baad, hvad ogsaa var meget vanskeligt i stormfulde Nætter. „Jeg husker saaledes engang fortalte Niels, „at der en bælgmørk Nat under en orkanagtig Storm kom et Køretøj over fra Fjends Herred for at hente den nu afdøde Distriktsjordemoder Margrethe Knohr i Fiskbæk. Vandet var altfor højt til, at jeg kunde trække Hestene over, og gøre Turen pr. Baad ansaa jeg ogsaa for umuligt, men som Sømand havde jeg i mit lange Liv staaet over for saa mange vanskelige Opgaver og lovede, paa den Betingelse, at en af Kromandens Karle tog med, at gøre Forsøget. Vi fik straks fat i Baaden. Turen gik saa nogenlunde derover, thi det var jo Medvind, og efter at jeg havde kastet Anker ved Fiskbæk Mølle, begav jeg mig op i Byen for at faa fat i Jordemoderen, som hurtig kom paa Benene og lovede at tage med, men hun var jo ikke særlig begejstret, da hun hørte, det først gjaldt en Sejltur, tilmed i Brandstorm. Vi kom imidlertid hurtig ned til Skuden og fik „Madammen" skikket til Sæde, og jeg fik fat i Aarerne. Det blev en vaad og drøj Omgang igennem Storm og Bølger, men omsider naaede vi da Kroen, og Livet var i Behold. Da Jordemoderen kom tilbage hen paa Dagen, satte jeg hende over paa ny, men nu var Vandet smult, og Stormen havde lagt sig en Del. Samtalen kom nu til at dreje sig om den uhyggelige Sejltur om Natten. Jeg siger da: Ja, da du kom om Bord i Nat, havde jeg egentlig ikke nogen Tro paa, at vi nogensinde kom levende i Land, thi havde vi stødt paa en af Hegnspælene paa Ørredgaards Enge, var vi sikkert bleven Dødens Bytte. Nu kan det nok være, jeg fik en ordentlig Skylle af Jordemoderen, men den var af en anden Art end den, der vankede om Natten af det oprørte Vand. Hun foreholdt mig, hvor letsindig, jeg havde handlet ved at sætte hendes Liv saaledes i Fare. Hertil svarede jeg ganske rolig, at jeg fulgte min Samvittighed: Vi har kun begge gjort vor Pligt !"

 II. Vase, en. ['va·s?] (dial. Vaase (Vose). i bet. 1.3: MDL.637. Feilb. se ogs. ndf. i bet. 2.1: (en) vaasze eller Demming. JJuel.13. JHSmidth.Ords.172. MDL.637.653. Feilb. SjællBond.98. Et Vadested over en Aa eller lignende fugtigt Sted er “en Vase”, som vi udtaler Vaase. Halleby.218. UfF. se ogs. u. bet. 3. – Vajse olgn. i bet. 2.1: Aakj. (Ungdom.1901.107). Byskov.FR. jf. Feilb.). flt. -r. (ænyd. vas(s)e, vaase (Vider.IV.374), vajse (smst.III.338.IV.391), glda. vase, æda. wasæ (Vald Jord.(1926).23), sv. no. vase, (m)nt. wase, jf. sv. dial. vasa, udføre noget sjusket, no. dial. d. s. og våsa, vikle uordentligt sammen, oldn. vasast, indvikle sig (i noget); maaske besl. m. (roden i) Vod; jf. III. vaase, III. vase)

1) om noget, der er dannet ved fletning, snoning, sammenbundtning (af lange, smalle genstande).
1.1) (foræld.) sammenbundet knippe af tynde grene (ris); faskine. (vejen) løb igiennem Moradser og Uføre, og bestod for det Meste af Vaser (oldn. orig.: klappir, træstokke), med Elle - Moser ud til begge Sider. Grundtv.Snorre.III.186. Ris, som sammenknippedes til Vaser. Barfod.F.I.260. Sal.XVIII.89.
1.2) (især ) knippe, tot af traade (tvist olgn.). Han tørrede sig i Hænderne med en Vase Tvist. AntonJørgensen. PaaFrivagten.I.(1914).73. Det var et kosteligt Syn at se den omtalte Elev af Kunstakademiet male med “Vaser” (dvs.: en Haandfuld Værk). FrOpffer.BV.123. de blanke Dele (gnides) over med en i Olie dyppet Hampevase. SkibsMask.128. tvistvase. OrdbS. || i videre anv., om klud, dyppet i fedt, olie olgn. og anv. til bestrygning, indsmøring. OrdbS.
1.3) (dial.) snoet halmbaand, spec. til at binde om et neg. MDL.643. Feilb. || Vaaser kaldes de snoede Halmbaand, der bruges i klinede Vægge. MøllH.VI.147.
1.4) (især ) strop, navnlig af kabelgarn, anv. til at klemme den ting sammen, hvorom den er lagt, ell. til at fastholde noget (i en vis stilling, tilstand). Harboe.MarO. Funch.MarO. II.146. Schønweller.Fundering.(1935).290.

2) hvad der (opr.) er dannet af vaser (1.1).
2.1) (jf. Engvase) vej, som er anlagt over en vandsamling (fx. en mose) ell. et sumpet, fugtigt terræn ved opfyldning med risknipper, grene, jord olgn. (og ved indgrøftning) ell. (jf. Stenvase; i videre anv.) ved anvendelse af alm. brugte vejmaterialer (større sten olgn.); i videre anv., om fugtig, sumpet landstrækning ell. om sted i vandsamling, hvor vandstanden er lav (saa at man kan vade, køre osv. gennem vandet). (om ordets anv. som (del af) stednavn se Johs Steenstr.DS.106. Stedn.I.XII.III.LXIV). Vasen ved Veirum-Broe (skal) inden Vinter forfærdiges saaledes, og af store Stene to eller tre Lav paa hinanden opmures, at Reisende derover tørskoet kan passere. Reskr. ²⁹/₉ 1705. Junge. (der lagdes) en Vase med Broe over Søen. Blich.(1920).XXI.238. *Saa kom de over Vasen | Ved Holmegaard. Winth.HF.169. Det lille Næs . . er forbundet med Landet ved en ganske smal og lav Vase, der endda om Vinteren undertiden staar under Vand. WisbechsAlmanak.(store udg.)1890. [73]. en lang Vase har dannet en Passage over den brede, fugtige Sænkning. HistM Kbh.VIII.131. MDL.643. Feilb. UfF. || mindre, primitivt anlæg af sten, pæle, jord ell. tang, bygget vinkelret ud fra en kyst og benyttet som landgangsbro ell. til forhindring af sandflugt. ORung.(DanmHVC.34). Ugeskr. fRetsv.1948.A.194ff. UfF. jf.: Schielschiørs gamle Losse og Ladeplads . . kaldes Vaasen paa Overdrevet. PEdvFriis.S.12.
2.2) (dial.) lag af grene (ris) ell. smaasten, som lægges under jordoverfladen for at aflede vandet. EHHagerup.105.

3) (dial., fisk.) redskab til rejefangst. Til dens (dvs.: rejens) Fangst bruger man at udspænde 20 til 24 Al. Lærred, som til dette Brug kaldes en Vaase. HofmanBang.Odense Amt.(1843).447.

4) (vel af bet. 1 (om noget sammenflettet olgn.); fisk.) i forb. i vase, indviklet i, sammensnoet med noget; i urede. Garnfiskerne (er ofte) udsatte for at miste deres Redskaber. Dette bevirkes . . ved at Garnet under Udsætningen kommer over andre allerede tidligere udsatte Garn, hvorved de alle kommer i “Vase”. BMøll.DyL.III.165.