Brunkirsebær

Surkirsebær, Arten Prunus cerasus, varierer stærkt ved Frøudsæd og er tillige kendetegnet ved Dannelse af Rodskud samt ved at være meget hårdfør og trivelig. Man må formode, at interesserede Jordbrugere langt tilbage i Tiden har udsøgt sig særlig storfrugtede og tiltalende Træer, som de så har formeret ved Rodskud. På den Måde er der fremkommet Kloner, som vel sjældent har fået noget Sortsnavn og heller ikke er blevet holdt adskilte. Ostheimer og Skyggemorel og andre Surkirsebær-Sorter er måske fremkommet som Frøplanter af alm. Surkirsebær. H. C. Bredsted omtaler »Surkirsebærret« og behandler selve Arten, men siger dog, at man ikke kritikløst skal vælge Udløbere fra de Træer, som giver flest af dem. I de ældre Beretninger om Frugtavlens Tilstand her i Landet omtales ofte de små, sure Kirsebær, som dyrkes i visse Egne. Man kalder dem også for Rostocker-Kirsebær, hvilket leder Tanken hen på, at vi har fået dem fra Nordtyskland. Disse små, sure Kirsebær, Brunkirsebær, dyrkes især og har længe været dyrket på Stevns, i Egnen mellem Odense og Nyborg samt i Egnene mellem Randers, Viborg og Ålborg. Tidligere var der næsten alene Tale om Hjemmeformering og Dyrkning i Privathaver, ofte langs Havens Ydergrænser. Som Følge heraf havde Planteskolerne ringe Mulighed for at sælge Træer af disse Kirsebær; ved Planteskoletællingen i 1920 figurerede de som Alm. Surkirsebær og talte kun 233 Træer. I de senere Årtier er der vokset en erhvervsmæssig Dyrkning af Brunkirsebær frem, hvilket også finder et, omend svagt, Udtryk i, at Planteskolerne i 1938 tiltrak 1250 Træer af Stevns- og Skelskørbær. Det er stadig sådan, at Træer af disse Kirsebær ikke er nogen stor Salgsvare i Planteskolerne; de tiltrækkes mest på Bestilling.

Her er valgt Fællesnavnet Brunkirsebær (i Sverige Allmänt Sur- eller Brunkörsbär), hvilket skønnes at være mere træffende end Bredsteds Surkirsebær, da det ikke er selve Arten, man i Frugtavlen interesserer sig for, men udvalgte, »forædlede« Typer. Disse må gives Navne og behandles som andre Sorter. Under Begrebet Surkirsebær henfører vi jo desuden Skyggemorel og mange andre Sorter. Fra Tyskland anbefales under Betegnelsen Presssauerkirschen: Leitzkauer og Querfurter.

Stevnsbær.

Stevns har længe været kendt for sine sure Kirsebær. Hos Begtrup: »Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark« 1803—12 hedder det om Stevns Herred: Man finder ofte hos en Udflytter 50 eller flere unge Kirsebærtræer. Det er små, sorte Kirsebær. I gode År kan Bonden af sin Kirsebærhave have en Indtægt af 30—40 Rigsdaler.Frugten køres til København, den sælges med Stilk og Blade og finder let Afsætning bl. a. til Fremstilling af Kirsebærvin. I Amtsbeskrivelserne hedder det om Præstø Amt i 1839: Man beflitter sig på sorte Kirsebær, som Forfædrene — hædret være deres Minde — har plantet, de hjælper i trange Kornåringer til at lette Bondens Skatter.

I nyere Tid har Plantageejer Aksel Blom, Dalby pr. Tureby, været Pioner med Hensyn til Dyrkning af Stevnsbærrene. Hr. Blom meddeler: at han i sin Tid havde flere Hundrede Frøplanter af Stevnsbær, som blev kontrollerede i en Årrække, hvorved det viste sig, at der knap nok var to Træer, der var helt ens. Fælles for dem alle var dog, at ingen af dem var af blivende Interesse. Det var derimod det rigtige gamle Stevnsbær, som B. skar Kviste af fra et af de bedste Træer i en af Jenstrups meget gamle Haver, »gamle Kirstens Have«. »Af disse Kviste er Plantagen her groet frem, og det samme gælder for Firmaet Heerings Plantage her ved Siden af«. — Denne store Plantage blev startet i 1946 ved Tilplantning af 6—7 ha med 3300 Træer af Stevnsbær. Skelskør Frugtplantage A/S dyrker også Surkirsebær i større Stil, Man kalder den anvendte Type for Skelskørbær. Det er dog efter alt at dømme den samme Sort som Stevnsbær og som det i Langeskov på Fyn dyrkede Surkirsebær.

Træet.

I Planteskolen er Sorten let at tiltrække.

Grundstamme. Nogle Steder dyrker man rodægte Træer. I Skelskør Frugtplantage har man brugt Vildskud af Stevnsbær som Grundstamme, men de har ikke været helt tilfredsstillende, hvorfor man overvejer at gå over til Weichsel. Almindeligst anvendt er Fuglekirsebær.

Beskrivelse af Træet. Stevnsbær danner åbne Træer med noget hængende Grene. Årsskuddene er middellange til korte, de er karakteristisk knæede eller bølgede og har grønliggul glat og glinsende Bark, der kun har få Porer. Bladene, der er tætsiddende, er ovale med lang Spids og afsmalnende nedad; de er glatte, ret små, noget rendeformede, dybgrønne, tykke og noget læderagtige. Bladranden er rundtakket. Bladstilken er kort og bred, let rødlig forneden. Furen er bred og flad. Der kan findes små Kirtler nederst på Bladfladen. Bladknopperne er små, ovale, lyst brunfarvede. Frugtknopperne er små og rundagtige; de sidder mest på Langskuddene og undertiden to sammen. Der er ret veludviklede Buketgrene, dels korte med få og dels lange med 6 eller flere Frugtknopper. Blomstrer samtidigt med Ostheimer og lidt før Skyggemorel. Blomsterne er små, 2 cm i Diameter, fuldt udbredte, hvide med rødligt Skær fra de brunfarvede Bægerblade, Kronbladene ægformede, udrandede i Spidsen og furede på Undersiden. Støvtrådene ret lange og med gule Knapper. Griffelen, der er grøn og af Længde med Støvdragerne, rager ud af den endnu ikke åbne Blomsterknop. Stevnsbær er selvfertil, hvorfor der ingen Befrugtningsvanskeligheder skulde blive, selv om man dyrker een bestemt Sort (Klon). At den er selvfertil udelukker ikke, at den kan sætte bedre, hvis den dyrkes sammen med andre sure Kirsebær. Har om Efteråret bronzefarvede, sent affaldende Blade.

Dyrkningsforhold. Stevnsbær vokser indtil 10 m i Vejret og danner en smal, uregelmæssig Krone med hængende Smågrene. Bliver adskillig højere end Skyggemorel, men ikke så bredkronet som Ostheimer. En Slutafstand på 6—8 m kan passe. Træerne kan blive ret gamle, der nævnes 60—80 År, og kan forynges ved stærk Tilbageskæring. Fordelagtigst er det formentligt at dyrke Sorten i kortere Omdrift og så ved passende Beskæring holde Træerne lave, hvorved de forholdsvis store Plukkeudgifter kan reduceres. Afstanden kan da være 4 X 5 m. Sorten trives overalt i Landet, og den kan vokse på meget mager Jord; men en næringsrig Jord er fordelagtigst. Ofte får Træerne Lov til at passe sig selv; det giver ikke nogen stor og jævn Frugtafgrøde. I Erhverv sprøjter og gøder man naturligvis Træerne, men også her kan Frugtbæringen svigte, »Blomsterne frøs i 1953«. Kiloudbyttet er som Helhed ikke stort, hvorfor Prisen på Frugten må være forholdsvis høj, for at Dyrkningen skal kunne betale sig. Det kan hænde, at Frugten får Lov til at blive hængende på Træerne. Med Hensyn til Jordbundsreaktionen har man i Skelskør Frugtplantage erfaret, at den helst skal ligge omkring 7. Sorten er nok hårdfør, men i de strenge Vintre var der dog mange Træer, som tog Skade.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. Kirsebærmøllets Larve, der udhuler Knopperne i det tidlige Forår, ødelagde i sin Tid flere Plantninger. Bekæmpes let ved Hjælp af Vinterkarbolineum og er ikke noget stort Problem mere. Frostmålere og Frugttræ-Bladhveps nævnes også. Lus er sjældne. Monilia kan optræde, men dog ikke så hærgende som på Skyggemorel. Grene eller hele Træer kan gå ud, vel som Følge af Angreb af Bakteriekræft. Fuglene kan være meget nærgående.

Frugten.

Størrelsen. Lille, 14 mm lang, 15 mm bred og 14 mm tyk. Disse Mål svarer til de på Farvetavlen fremstillede Frugter efter Materiale fra Skelskør Frugtplantage. — På Papiret synes runde Frugter at være mindre, end de i Virkeligheden er. — Fra helt unge Træer er Frugterne målt til at være 15 mm lange, 18 mm brede og 17 mm tykke, altså næsten af samme Størrelse som Løvskal fra et ca. 20-årigt Træ.

Formen. Fladrund, meget ensartet og velformet Frugt. Bugfuren er meget flad og ses næsten ikke.

Farven. Den lyserøde Farve hos umodne Frugter bliver efterhånden rødbrun til sortbrun, ensfarvet. Huden er tynd, men sej g og stærk; i Solskin glinsende brunrød; Hudpunkterne ses meget lidt.

Griffelpunktet er lille og sidder i en meget lille, flad Fordybning.

Stilken er 3—3,5 cm lang, grøn, lidt rødlig ved Frugten; den er • næsten lige, tyk og stiv, er bredt fæstet til Frugten og sidder i en lille regelmæssig Grube. Sidder ret løst i Frugten, hvorfor denne ved fuld Modenhed kan falde af.

Kødet har en smuk, klar mørkerød, noget vinagtig Farve. Det er saftigt, temmelig blødt og af stærk syrlig, aromatisk og lidt bitter Smag. Saften er stærkt farvende. Kødet løsner godt fra Stenen.

Stenen er lille, hvorfor der på den lille Frugt dog er forholdsvis meget Kød. Den er rund og måler 9—10 mm i Længden, 8—10 mm i Bredden og 6—7 mm i Tykkelsen.

Modningstiden falder i August i Kirsebærtidens 7.—8. Uge, lidt senere end for Skyggemorel. Frugten bør være stærkt moden, før den plukkes.

Anvendelse. Stevnsbær bruges til Syltetøj og Likør, specielt det sidste. Til Alm. Handelsbrug er Frugterne for små, de falder helt igennem ved Siden af Skyggemorel og Kørøs.

Handelsværdien er afhængig af, om der er Brug for Kirsebærrene til ovennævnte Formål. I gamle Dage solgtes Frugten ofte til Opkøbere, som måske selv besørgede Plukningen. Denne falder jo i den travle Høsttid. Dyrkes nu som Regel i Kontrakt eller i handelsmæssig Forbindelse med en Fabriksvirksomhed. Frugten safter ikke og revner ikke; tåler godt Transport.

Dyrkningsværdi.

Stevnsbær er en udpræget Industrifrugt. Kirsebærlikør er en vigtig Handelsvare, og under den anden Verdenskrig steg Prisen på Frugten stærkt, hvilket affødte Anlæg af større og mindre Plantager med denne Sort. Under normale Handelsforhold må der regnes med, at der kan blive Indførsel af Brunkirsebær i Form af Pulp fra Udlandet, og selv uden dette er vi måske ved Mætningspunktet, hvorfor der bør udvises nogen Forsigtighed med Hensyn til Nyplantning; og det må erindres, at Plukningen af de små Frugter er dyr. Erhvervsdyrkningen bør fremdeles koncentreres i »Kirsebæregnene«. Sorten kan udmærket dyrkes i Privathaver, lettere end Skyggemorel.

Løvskal.

Om Kirsebæregnene i Nordjylland hedder det hos Begtrup under Randers Amt, at Bondebyer som Værum, Jebjerg, Ørum, Øster- og Vester Velling, Langå og Helstrup har en Del sorte Kirsebær, og i Amtsbeskrivelserne, at der i Galten Herred (syd for Randers) findes adskillige, ret gode Kirsebærhaver; enkelte Bønder sælger her årligt 3—4 Fjerdinger sorte Kirsebær til Randers eller Århus. Under Ålborg Amt skrives, at Frugtavlen står bedst til i Bælum, Solbjerg, Skelum og Als Sogne, nord for Mariager Fjord. Det skyldes Krigskommissær Testrup til Viffertsholm (1764—1799), som indførte Frugttrækulturen på sit Gods. Særlig i Als Sogn er der en Mængde af de såkaldte _Pundkirsebær; enkelte Haveejere kan sælge fra 20—50 Lispund om Året (l Lispund = 8 kg). Fra Viborg Amt 1830: I Løvskal dyrkes der mange Kirsebær. Æren herfor tilkommer en Skovrider i Sandbjerg. Løvskal ligger ved den sydlige Landevej mellem Randers og Viborg. Kirsebærrene herfra kørtes i sin Tid på Trillebør ca. 20 km til Viborg.

Konsulent Niels Gram, Åbyhøj, foranledigede, at der i nogle Frugttræ-Iagttagelsesplantninger i Jylland blev plantet Træer af Surkirsebær fra Løvskal, Thorsager (Lokalitet i Nærheden af Løvskal) og Veddum. Tilsynet med lagttagelsesplantningerne lagde navnlig Mærke til Løvskal, som også Planteskoleejerforeningens Kirsebærudvalg har haft under Observation og som nu er taget i Formering i Planteskolerne. Der synes at knytte sig betydelig Interesse til denne Type. Hvorfra den oprindelig stammer, er ikke oplyst. Det kan ikke anses for udelukket, at den er en i Forvejen eller i det mindste andet Steds dyrket Type, som Skovrideren har fået fat på. Det her benyttede Materiale stammer fra lagttagelsesplantningen i Skærvad på Djursland.

Træet. I Sammenligning med Stevnsbær er Væksten lavere og mere hængende, hvilket dog kan stå i Forbindelse med den stort Frugtvægt. Årsskuddene er ret korte og tynde. Barken er olivengrøn og forsynet med fåtallige, gulgrå Porer. Bladene er små, ovale og med som Regel bred og kort Spids, de er faste, glatte, mørk matgrønne og rendeformede. Bladranden har små, runde Takker. Bladstilken, der er ca. 1,5 cm lang, er tynd og grøn med ganske lidt rødlig Farve forneden, den er svag behåret og med bred Fure. Kirtlerne er små og gulgrønne og sidder på Bladpladen; de kan helt mangle. Dværggrenene bærer indtil 6 Blade af forskellig Størrelse. De meget små Akselblade falder hurtigt af. Blomstrer sent, nogle Dage før Skyggemorel. Blomsterne er renhvide, men låner et violet Skær fra de stærkt farvede Bægerblade. Blomsten 2,5 cm i Diameter; Kronbladene fladt udbredte, noget tilbagebøjede, bredt omvendt ægformede, skedannede og udrandede. Støvtrådene lange og næsten alle lige lange. Knapperne gule; Frugtknuden er skinnende grøn. De fleste Blomster sidder i Enden af Skuddene. Bladene er i Blomstringstiden forholdsvis langt tilbage; de er glinsende grønne.

Frugten. Størrelsen. 15 mm lang, 19 mm bred og tyk. Formen: Fladrund, regelmæssig, velformet og meget ensartet. Farven går fra grøn over grøngul til lyserød, brunrød til sortrød. Overmodne Frugter skrumper noget ind og bliver helt sorte. Huden er glat og glinsende: de talrige Hudpunkter kan kun ses i Lup. Griffelpunktet er markeret og sidder i en ret lille, dyb Nedsænkning. Stilken er 5 cm lang, tynd og bøjet nedad under Frugtens Vægt. Der er indtil 4 Frugter i hver Stand, hvorfor Frugterne kommer til at hænge tæt sammen. Kødet er fast, saftigt, meget mørkerødt, farvende, det slipper ikke Stenen. Smagen er behagelig, syrligsød, aromatisk og noget bitter. Stenen er forholdsvis stor og næsten rund, 8 mm lang, 9 mm bred og 7 mm tyk; Bugsiden er meget bred, den brede Stilkende er »rynket«. -\

Modningstiden er den samme som for de fleste andre Brunkirsebær. Anvendelse: En forfriskende Spisefrugt, men Hovedanvendelsen må falde inden for Industrien. Af dens Anvendelighed afhænger dens Handelsværdi. I de År, hvor der er Mangel på Skyggemoreller, må Løvskal kunne sælges til Syltebrug.

Efter alt at dømme er Løvskal værdifuldere end både Thorsager og Veddum.

I Sammenligning med Stevnsbær kan om Løvskal anføres: Træerne synes at være lavere og mere hængende. Frugten er stor. Dens Værdi i Forhold til Stevnsbær må nærmere undersøges. Her drejer det sig jo ikke først og fremmest om Udseendet — som for Løvskal er særdeles tiltalende — men også og mere om Høstudbytte og Anvendelsesværdi. Da Sorten allerede formeres stærkt i nogle Planteskoler, vil en sådan Afprøvning ske i Praksis, men den bør også finde Sted under forsøgsmæssige Former. Laboratoriet for industriel Udnyttelse af Frugt og Grøntsager har fundet, at den industrielle Værdi af Stevnsbær og Løvskal er den samme.