Hedelfinger

Synonymer. Hedelfinger Kjæmpekirsebær, Hedelfinger Riesenkirsche, Géante d'Hedelfingen, Bigarreau d'Hedelfingen, Monstrueuse  d'Hedelfingen.

Historie. Formodes at være fremkommet i Hedeifingen i Wurttemberg. — Efter den her i Værket anvendte Nomenklatur skulde Navnet ændres til Hedelfingen; men der er set bort fra en sådan Omdøbning. Er beskrevet i »Illustrirtes Handbuch der Obstkunde« i 1861. Blev i 1888 anbefalet til Plantning i Danmarks i klimatisk Henseende bedrestillede Egne. I 1918 anbefaledes den til alm. Plantning. I 1920 var Hedelfinger Nr. 9 i Planteskolerne med 2794 Træer under Tiltrækning. I 1938 var den Nr. 6 med 5120 Træer.

Træet.

I Planteskolen er Sorten let at tiltrække, den giver kraftige, velformede Træer.

Grundstamme. Der anvendes Fuglekirsebær, og man får herved Sortens egen Vækststyrke yderligere øget.

Beskrivelse af Træet. Hedelfinger vokser i Ungdommen meget kraftigt og danner en høj, senere bred Krone. Årsskuddene er rette, kraftige, gulliggrå og med små Korkporer. De talrige Blade er meget brede, ovale med lang Spids, men kan også være omvendt ægformede. De er mørkegrønne, ret tynde og bådformede. Bladranden med ret små, brede, butte Takker. Bladstilken er middellang, kraftig, rødbrun og med en flad Fure. De matrøde Kirtler sidder delvis på Bladpladen. Skudspidsen er let bronzefarvet. Bladknopperne er store, lange, spidse og udstående. Frugtknopperne er ligeledes store; de er ægformede med kort Spids og af kastaniebrun Farve. Blomstrer sent på Sæsonen. Blomsterne er store, løst byggede, næsten fladt udbredte, 3,6 cm i Diameter. Kronbladene er store, ovale, bulede og krøllede, jævnt afsmalnende mod Neglen. Støvtrådene lange og tynde, Knapperne gule, Griffelen lang, gulgrøn og med lille Støvfang. Befrugtes af Rivers Early, Napoleon, Dønissen, Hvid Spansk m. fl.

Dyrkningsforhold. Hedelfinger danner store, høje og brede Træer med udspærret Vækst og nogen hængende Grene. Kræver stor Afstand, ca. 12 m som Slutafstand under gode Forhold, hvis man ønsker, at Træerne skal blive gamle. Lermuldet Jord med stenet Undergrund vil passe godt for denne som for andre Sødkirsebær. På kold og uegnet Jord får Træerne let Gummiflåd og bliver ikke gamle. Unge Træer er ikke hverken tidligt eller rigt bærende, senere bærer Træerne jævnt og årligt. »Her ser vi dog sjældent, hvor mange Frugter der bliver, da Fuglene tager de fleste af denne som af næsten alle andre Sorter.« Er hårdfør og kan dyrkes alle Steder i Landet.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. Hedelfinger er en sund Sort, som dog naturligvis kan blive angrebet af Bakteriekræft, Lus og andre Plager. Med Hensyn til Fuglene skriver en Medarbejder, at de ofte er draget andet Steds hen, før Hedelfinger modnes.

Frugten.

Størrelsen. Stor. 22 mm lang, 23 mm bred og 20 mm tyk.

Formen. Rundt hjerteformet; som Regel bred og fyldig, meget bred Stilkende og stærkt afrundet Bægerende. Rygsiden stærkt hvælvet, Bugsiden flad. En Del Frugter er skæve og uregelmæssige, især ved Griffelenden. Bugsiden har en flad Fure forsynet med en ret bred, mørk Stribe.

Farven. De umodne Frugter er rosenrøde med fine, afbrudte Striber og Prikker dannet af den gule eller hvidgule Grundfarve. Under Modningen får Frugten skarlagen og karminrøde Farver for til Slut at blive karmesinrød, purpur og granatrød (brunlig sortrød). På enkelte af de lyse Frugter er der en temmelig bred brunrød Stribe. Huden er først glinsende, senere mat; den er tyk og sej g, men noget sart; slipper ikke Kødet.

Griffelpunktet er lille, det sidder i en bred, ret dyb og uregelmæssig Nedsænkning.

Stilken er 3,4—4,5 cm lang, ved fuld Modenhed meget tynd, den sidder i en dyb og bred Grube, der er skæv og skråt afskåret.

Kødet. Rødbrunt med lyse Årer, det er mørkest ved Stenen. Saften farvende. Smagen sødlig, vinagtig, krydret. Kødet slipper ikke Stenen.

Stenen er stor, oval, 12 mm lang, 9 mm bred og 7 mm tyk, glat. Bugsiden bred og temmelig glat.

Modningstiden angives lige fra 2—6. Uge, men da Frugterne faktisk modner lige efter Hvid Spansk og Napoleon, må det være 5.—6. Uge. Hedelfinger kan plukkes tidligt, men bør blive hængende til den har fået sin modne Farve og tilsvarende gode Kvalitet. Plukkes den for tidligt, får den ingen Glans.

Anvendelse. Er et Bruskkirsebær af fin Kvalitet, fortrinlig og skattet Spisefrugt. Er lidt tør, indtil den er helt moden. »Er fast og fin til Henkogning«.

Handelsværdien er stor for det smukke og gode Kirsebær, som godt tåler Forsendelse. »Såfremt den kommer over Regnvejrsperioder uden at revne, er Handelsværdien stor«.

Dyrkningsværdi.

Hedelfinger tager for meget Plads op og bærer for sent til at være velegnet til Plantning i Privathaver. Det er en Erhvervssort på egnet Jord og for den, der har Tid og Råd til at vente på, at den skal komme i Bæring og blive rentabel. »Bør være en Hovedsort, men den er lidt vanskelig og kræver Erfaring hos Dyrkeren«. Anbefales fra lagttagelsesplantningen på Falster.

SORT TARTARISK. Denne gamle Sort skal stamme fra Tartariet eller Krim i Rusland, hvorfra den i 1794 skal være kommet til England. Under Black Tartarian beskriver Grubb en A- og en E-Form. Det må være den sidste, der passer med Bredsteds: Sort Tatarisk (Schwarze Tartarische, Bigarreau noir de Tartarie). På John Innes Institutet i England har man opstillet 5 Typer af Sorten; om det drejer sig om Mutanter eller andre Sorter, vides ikke. Om vi har den ægte Type, og hvor den i så Fald findes, kan ikke oplyses. Sorten er ikke medtaget på nogen af Sortslisterne, og den er heller ikke nævnt ved Planteskoletællingerne. Bredsted har sikkert formeret Sorten i sin Planteskole, hvorfor det kan betragtes som givet, at den i hvert Fald findes på Fyn. Engsbro nævner den. Det er et sort Hjertekirsebær, moden i 3. Uge af Kirsebærtiden. Frugterne er store, uregelmæssigt rundt hjerteformede, mørk rødbrune, næsten sorte. Kødet saftigt og af fin Kvalitet.

OKSEHJERTE (Oxehjærte, Oxenherzkirsche, Bigarreau gros coeuret). I Henhold til Hedrick er Sorten beskrevet allerede i 1734. Hvorfra den stammer, vides ikke. Bredsted fik den fra Oberdieck i 1859. Nogen stor Udbredelse har den ikke fået, da den ikke nævnes i »Danmarks Frugtavl« 1925. Navnet har været brugt til flere Sorter. Om vi har den rigtige Sort her i Landet trænger til nærmere Undersøgelse. Den nævnes af Hans Engsbro, og i Sverige kendes den også. Det er et sort Hjertekirsebær, moden i 4. Uge af Kirsebærtiden. Frugten er stor, spidst hjerteformet. Bugsiden er flad. Frugtstilken lang. Huden er glinsende, sortrød til næsten sort med lidt lysere Fure. Kødet meget mørkt, saftigt og af sød, lidt bitter Smag.

BÜTTNERS RØDE (Büttners sildige røde, B.'s späte rote Knorpelkirsche). Tysk Sort tiltrukket af Stiftamtmand Büttner i Halle før 1807. Bredsted meddeler i 1896, at det i Nordøstsjælland fra gammel Tid dyrkede såkaldte Fredensborgkirsebær er Büttners røde. Sorten er almindelig her i Landet, og den burde måske have været medtaget her i Værket som en Hovedsort. Det er ikke sket, fordi Frugtens Kvalitet ikke kan siges at være helt fin. Træet er kraftigt og opnår en høj Alder, og Sorten er meget let at dyrke. Frugten er stor, oval til hjerte-formet, først lyserød, senere brunrød. Huden er tyk og stærk. Kødet er fast, mørkerødt, sortrødt omkring Stenen, lysere rød mod Huden, det er saftigt, lidt sejgt, sødligt, lidt bittert. Modningstiden er 5.—6. Uge. Frugterne kan hænge længe på Træet.