Hvid Spansk

Synonymer. Hvidt spansk, Weisse Spanische Knorpelkirsche.

Historie. Sorten er gammel, men dens Oprindelse er ikke kendt; sandsynligvis er den kommet til Danmark fra Tyskland. Bredsted anfører, at Sorten var i Formering i den kongelige Frugttræplanteskole i Odense i 1795. Tidligere kaldtes Sorten ofte »Gul Spansk«, ligesom den har været kendt som »Broget Spansk«. Med Henblik på Farven på Frugten er det sidste Navn ret træffende, hvorimod hverken Gul eller Hvid Spansk er helt godt. Gul Spansk er tillige Navnet på en hel anden Sort. Kirsebærsorterne har så mange Synonymer, mange ligner hinanden så meget, og Beskrivelserne er så uklare, at det ofte vil være umuligt ad boglig Vej at fastslå Identiteten. En så værdifuld Sort som Hvid Spansk må formodes at være dyrket i alle nordeuropæiske Lande. Det er sandsynligvis Englændernes Kent Bigarreau (Amber Heart, Amber), Franskmændenes Bigarreau blanc (Big. blanc d'Espagne) og Hollændernes Udense Spaanse. I Haveselskabets Have havde man i 1840 Brogede, Gule, Hvide og Røde Spanske Kirsebær. Betegnelsen »Spansk« er altså her brugt som pomologisk Gruppenavn. I 1865 anbefalede Selskabet Hvid Spansk, og den har været medtaget på alle senere Lister over anbefalede Sorter, så sent som i 1917 endnu under Navnet Gul Spansk. Ved Planteskoletællingen omkring 1920 er den som »Gul Spansk« Nr. 3 af alle Kirsebær under Tiltrækning og med et Træantal af 9682. »Broget Spansk« er opført med 366 Træer og »Hvid Spansk« med 52. Ved Tællingen omkring 1938 blev der af Sorten, som nu kaldtes Hvid Spansk med Gul Spansk i Parentes, tiltrukket ca. 7000 Træer om Året (Opgivelser fra tilsammen 113 Planteskoler).

Træet.

I Planteskolen giver Sorten kraftige, velformede Træer.

Grundstamme. Denne kraftige Sort giver på Fuglekirsebær et »Kæmpetræ« af lang Levealder. Anvendes Weichsel, får man et mindre, men til at begynde med mere frugtbart Træ.

Beskrivelse af Træet. Hvid Spansk danner et stort, opret, bredkronet Træ med kraftige Grene og stor Løvfylde. Årsskuddene er meget kraftige, grønne med lidt gulligrødt. Barken er ru af talrige, fremstående Porer. Skudspidsen gulliggrøn. Bladene er talrige, store og forskelligartede af Form; på Dværggrenene kan de være omvendt ægformede, på Langskuddene ovale til elliptiske. De er ret tynde, har på Undersiden fremtrædende Ribber, er uden Hår og matglinsende. De er som Regel langt tilspidsede. Randen er grovt savtakket med afvekslende store og små Takker. Bladstilken er middellang, tynd og bøjelig, hvorfor Bladene er mere eller mindre hængende; den er brunrød og bære rto lyst gulligorange Kirtler. Bladknopperne er middelstore, meget lange og spidse. Frugtknopperne er ægformede, små til middelstore. Blomsterne, der fremkommer sent på Sæsonen, når Løvet allerede er langt fremme, er små, ca. 2,5 cm i Diameter, hvide, næsten fladt udbredte og med næsten glatte, helrandede eller i Kanten lidt bølgede Kronblade. Støvtrådene, der er af forskellig Længde, bærer lysorange Knapper. Griffelen er lang, grøn og med olivengrønt Støvfang. Som Befrugtningssorter angives bLa. Dønissen, Elton, Napoleon, Oksehjerte og Schneiders sildige.

Dyrkningsforhold. Sorten trives overalt, men foretrækker en næringsrig Jord og åbent Voksested. Slutafstanden kan ikke være under 12 m. Træerne kan blive gamle (100 År) og dog bevare deres Bladfylde og Frugtbarhed. Er hårdfør, men på kold og fugtig Jord dog tilbøjelig til Gummiflåd og lever her ikke så længe. Frugtbarheden er middel til god, men kan sætte lidt sent ind.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. Er en meget sund Sort, når den står under gode Forhold. Bladlus og Fugle hjemsøger denne som alle andre Kirsebær. I Regnperioder vil Frugten revne.

Frugten.

Størrelsen. Middelstor, 20 mm lang, 21—24 mm bred og 20 mm tyk.

Formen. Afrundet hjerteformet. Er en jævn og velformet Frugt. Bugfuren er ikke meget fremtrædende.

Farven er hvidgul. Solsiden er marmoreret, plettet eller helt dækket af en rosenrød til skarlagenrød Farve med Overgang til brunrødt. Grundfarven ses som større eller mindre Partier, små Prikker eller afbrudte Striber. Er et broget Kirsebær. Huden er skinnende, tynd, men stærk, efter Tryk er den tilbøjelig til at antage en mørk Farve.

Griffelpunktet sidder næsten oven på Frugten, men føles ikke meget.

Stilken er 3—3,5 cm lang, sidder i en bred og flad, regelmæssig Nedsænkning.

Kødet er hvidgult til let rosa, meget saftigt og af en behagelig sød, men dog lidt bitter og syrlig Smag med god Aroma.

Stenen er middelstor, ægformet. 11 mm lang, 8 mm bred og 7 mm tyk. Rygsiden med en lille, afrundet Kant, Bugsiden er bred og med en temmelig dyb Midterfure. I Stilkenden er Stenen skæv og med et bredt Næb. Siderne glatte. Farven gulgrå med lidt orange Skær.

Modningstid. Er moden l Kirsebærtidens 4.—5. Uge, d. v. s. i Juli Måned. Kan i Tørvejr holde sig længe på Træet. Ret samtidigt modnende, så man som Regel kan nøjes med Plukning ad 2 Gange. Let at plukke.

Handelsværdien er stor. Farven er den allerbedste og Kvaliteten tilfredsstillende. Må behandles med nogen Forsigtighed, da den hører til de bløde Bruskkirsebær og er sart.

Dyrkningsværdi.

Hvid Spansk er »Kongen blandt Kirsebær« og er det her i Landet mest dyrkede Sødkirsebær. Dette i Kraft af Træets Sundhed og Letdyrkelighed. Frugtens smukke Udseende og gode Kvalitet. Med Hvid Spansk kulminerer Sæsonen for Sødkirsebær. Sorten bør plantes i større Privathaver og i udstrakt Grad i Erhvervsplantninger. Det er muligt, at der senere vil komme andre, lige så gode, men mere storfrugtede Sorter, der kan fortrænge Hvid Spansk. Har klaret sig godt i Karleby.

ALMINDELIGT BRUSKKIRSEBÆR. Kirsebær af Type som Hvid Spansk findes der mange af, hvorfor der må forventes adskillige Forvekslinger. Den Sort, som Hvid Spansk oftest blandes sammen med, er ovennævnte, der af Bredsted kaldes Almindelig Bigarreau, i Sverige kaldes den Allmän gulröd Bigarrå, i Tyskland Gemeine Marmorkirsche, i Frankrig Bigarreau commun og i England sandsynligvis Graffion. I The Cherries af New York sættes Yellow Spanish lig med Bigarreau commun; den farvelagte Afbildning ligner dog vor Hvid Spansk udmærket. Den franske Pomolog, André Leroy, anfører, at Sorten dyrkedes af Romerne i det første Århundrede af vor Tidsregning under Navn af Duracina. Er måske Modersorten til de tofarvede søde Kirsebær. Sorten er afbildet i Farve i »Svensk Frukt« af Gustaf Lind. Frugten er mindre end Hvid Spansk og ikke af så fin Kvalitet, men modner en Uge før. Er en meget letdyrkelig Sort. Træerne er hårdføre og kan blive gamle og meget store. Er ikke let at kende fra Hvid Spansk. Har lidt mindre Frugter og en mindre og mere rund Sten: 10, 9 og 7 mm. Om denne Sort hedder det i Beretningen fra lagttagelsesplantningen i Karleby: »Var lidt længe om at komme i Bæring, men har efterhånden arbejdet sig op til at blive en god Sort«.

IMPÉRATRICE EUGÉNIE. Fremkom i 1845 som Frøplante i en Vinhave i Belleville ved Paris. Hører til Majkirsebærrenes Gruppe inden for Hybridkirsebærrene. Træet, der ikke bliver stort, er af udpræget søjleformet Vækst, hvorfor det passer godt til små Haver. Frugten er stor, rund, lidt fladtrykt, ved Modenhed mørkerød til purpurrød. Modner i 2.—3. Uge af Kirsebærtiden og er af god Kvalitet som fuldmoden. Revner sjældent

Hvid Spansk. 5-årigt Træ i Landbohøjskolens Frugthave, 3 m højt og 3 m bredt.

.

MELLEMBÆR. I Nordsjællands Kirsebæregne findes under Navnet Mellembær et Kirsebær, der må karakteriseres som et Fuglekirsebær. Frugterne er små, mørkerøde og har mørk Saft med Vinsmag. Er moden i 4.—5. Uge af Kirsebærtiden. C. Matthiesen skriver, at Frugterne nærmest er anvendelige som Farvemiddel til Vin. Sorten — hvis der da ikke er Tale om flere — er uden Dyrkningsværdi, men måske velegnet til at levere Frø til Grundstammer.