Kirsebærsorterne

Foran i Værket er der et Afsnit om Blommesorteme, til hvilket nærværende Afsnit om Kirsebærsorterne slutter sig.

Indledning.

Kirsebær er en så tillokkende Frugt, at man kan gå ud fra, at der i tidligere Tider overalt, hvor der var Mulighed derfor, er blevet indsamlet Frugter af vildtvoksende Træer. Dyrkningen af Kirsebær er gammelkendt, idet den i hvert Fald går tilbage til Oldtidens Grækenland og Rom. I Danmark er Sødkirsebær vildtvoksende, og Surkirsebær angives som forvildet. I Blocks »Horticultura danica« fra 1647 beskrives Podning af Kirsebær ved Afsugning.

De dyrkede Kirsebær falder i tre Grupper: Sødkirsebær, Surkirsebær og Hybridkirsebær.

Sødkirsebær stammer fra Fuglekirsebær, Prunus avium L. Sædvanligvis regnes Blomme, Kirsebær, Fersken, Abrikos og Mandel til Slægten Prunus, men de kan også ophøjes til Slægter hver især, og vi får da for Sødkirsebær Navnet Cerasus avium. Fuglekirsebær kan blive et højt Træ; det har værdifuldt Ved og plantes desårsag undertiden i Skovene. Bladene er elliptiske, dobbelt takkede, dunede på Undersiden og har røde Kirtler på Bladstilkene. Blomsterne er store, hvide, og Frugterne er små, sødlige med lidt bitter Smag, af Farve varierer de fra gullige til rødlige, rødligsorte og sorte.

Surkirsebær, Prunus cerasus L (Cerasus vulgaris) er et mindre Træ med tyndere, tildels hængende Grene, svagere Kirteldannelse, glatte Blade og mørke, syrlige Frugter. Træet, der let danner Rodskud, er mere hårdført end Fuglekirsebær og kan derfor trives længere nordpå, endda dets naturlige Ud-bredelsesområde er Vest-Asien og Sydøst-Europa.

Hybridkirsebær, Prunus effusa Schneid. (Cerasus e.) har ligesom Surkirsebærret 32 Kromosomer i Diploidstadiet, medens Sødkirsebær kun har 16. Hybridkirsebærrene er meget forskellige og falder som nedenfor omtalt i de to Grupper, Majkirsebær og Glaskirsebær.

I Danmark er Frugttræarternes Rangfølge givet efter Udbredelse og økonomisk Betydning: Æble, Pære, Blomme og Kirsebær. Æbletræet har så afgjort Forrangen, medens Kirsebær fører en mere upåagtet Tilværelse. Det fremgår også deraf, at der kun findes få danske Kirsebærsorter. I »Dansk Frugt« fra 1913 nævner C. Matthiesen således kun 6 Sorter. — Af Blommer omtales kun een Sort. — Planteskoleejer Svend Poulsen, Rødovre, har tiltrukket et større Antal nye Kirsebærsorter, af hvilke der arbejdes videre med et begrænset Antal; ingen af disse Sorter har endnu fået Navn eller er bragt i Handelen. I England er på John Innes Institution tiltrukket nogle nye Sorter af Sødkirsebær, som endnu ikke er prøvet i Danmark; de hedder Merton, Merton Bigarreau, M. Bounty, M. Favourite, M. Heart og M. Premier. Nogle i U. S. A. værdifulde Sorter har vi under Afprøvning: Bing, Deacon, Lambert, Seneca m. f l. Adskilligt flere nye Sorter burde sikkert indføres; men Faren for Indslæbning af Virussygdomme må dog her tages i Betragtning.

Sortsinddeling.

Af Fuglekirsebær opfører Dendrologen Alfred Rehder i sin »Manual of cultivated trees and shrubs« bl. a. Varieteten juliana, der skal være Stamform for Hjertekirsebærrene og angives at have ægformede eller hjerteformede, blødkødede, sædvanligvis mørktfarvede Frugter, og Varieteten duracina, hvis Sorter går under Navnet Bruskkirsebær eller Bigarreau og har fast Kød og ofte lyse Frugter. De dyrkede Surkirsebær kan deles på følgende Måde: Varieteten austera er Stamform for Morellerne, der har mørktfarvede Frugter med farvet Saft, medens Varieteten caproniana er Stamform for Amarellerne, der har lyse, bittert smagende Frugter med ufarvet Saft. Yderligere er der Varieteten marasca, som skal være Stamform for de i Dalmatien dyrkede Surkirsebær.

Sortimentet kan opdeles på følgende Måde:

I. Sødkirsebær.

   A. Hjertekirsebær.

       1. Med farvet Saft. Herunder a. med gule, b. med brogede, c. med røde, d. med brune og e. med sorte Frugter.

       2. Med ufarvet Saft. Underafdeling som ovenfor.

   B. Bruskkirsebær. Herunder l. og 2., hver med a, b, c, d og e.

II. Surkirsebær.

   A. Moreller.

   B. Amareller.

III. Hybridkirsebær

   A. Majkirsebær.

   B. Glaskirsebær.

Sødkirsebær kaldes ikke sjældent for Moreller, et Navn, der dog bør forbeholdes de mørke Surkirsebær. Man bruger også Betegnelsen Spanske Kirsebær, måske fordi Sorten Hvid Spansk ligesom er Generalnævner for de søde Kirsebær. Ofte vil det være umuligt med nogenlunde Sikkerhed at afgøre, om man har et Hjertekirsebær eller et Bruskkirsebær for sig; hverken Formen, Frugtens Farve eller Kødets Fasthed er sikre Adskillelseskarakterer.

De to Grupper af Surkirsebær er derimod temmelig lette at holde hver for sig. Skyggemorel er typisk for Morellerne med sin helt igennem mørke Frugtfarve, medens Montmorency med de fladrunde, klarrøde, gennemskinnelige Frugter er typisk for Amarellerne, der iøvrigt har ringe Udbredelse i Danmark.

Af Hybridkirsebærrene ligner Majkirsebær Sødkirsebær; man kan vel sige, at de repræsenterer en mindre forædlet Type af Sødkirsebær. Træerne har en stiv, opret Vækst, og Frugterne modner som Regel tidligt; deraf Navnet. Glaskirsebær minder om Amarellerne, og det kan være svært at kende dem fra hinanden. Tager vi Sorten Reine Hortense som Repræsentant for Gruppen, er der dog ingen Vanskelighed ved at holde den fast.

Kirsebærsorterne indenfor de enkelte Grupper er ikke nemme at kende fra hinanden med Sikkerhed. Det gælder i Almindelighed og under vore Forhold i Særdeleshed, fordi vi hidtil har haft sparsom Lejlighed til at studere sikkert sortsbestemte Træer. Man må derfor være forberedt på en vis Uklarhed med Hensyn til Nomenklaturen. På den anden Side synes Kirsebær ikke at have megen Tilbøjelighed til at variere. Der kan dog fremkomme Mutanter; man har således Sødkirsebær med dobbelt (tetraploid) Kromosombesætning, og vegetative Mutationer er kendt for Majkirsebær og Skyggemorel, se disse.

Forsøg med Kirsebær er kun lige begyndt. Når det drejer sig om Sortsbedømmelse, må vi hovedsageligt knytte den til lagttagelsesplantningerne og private Plantager. Rånna Forsøgsstation i Västgötland i Sverige har et stort Sortiment af Kirsebær.

I 1932 blev af De samvirkende Foreninger til Frugtavlens Fremme i Maribo Amt anlagt en lagttagelsesplantning af Kirsebær hos Marius Madsen i Karleby på Falster. Om denne Plantning har Konsulent J. Klarup-Hansen i 1954 skrevet en Beretning. Hovedresultatet blev, at man fandt følgende Sorter fordelagtigst under de givne Forhold: Hedelfinger, Büttners røde, Alm. Bruskkirsebær, Erianne, Hvid Spansk og Spitzens sorte Hjertekirsebær.

Træet. Sødkirsebær danner som Regel noget stive, oprette Træer med kraftige Grene; nogle Sorter har dog en mere eller mindre hængende Krone. Stammen er ofte af anselige Dimensioner. Surkirsebær har derimod en mere fingrenet og som Regel mindre Krone, der ofte har en udtalt Tendens til at blive hængende. Ikke sjældent lider Træerne, især af Sødkirsebær, under Gummiflåd (Bakteriekræft m. v.), som helt eller delvis kan dræbe Træerne, navnlig når disse står på uegnet Vokseplads.

Angående Kirsebærtræers Pladskrav kan det summarisk anføres, at udvoksede Træer af Sødkirsebær opnår en Kronediameter på 10 m, medens Surkirsebær kun bliver halvt så brede. Ved Plantning med en Afstand af 5 X 5 m, hvertandet Træ af hver Type, kan man få Pladsen godt udnyttet.

Skuddene er hos unge Træer af Sødkirsebær ofte meget kraftige, trinde og til at begynde med uden Barkporer; senere udvikles sådanne i stort Antal og kan erkendes helt ned på Stammen. Ældre Træer kan have Stammer med ru og uregelmæssige Korkdannelser, hvoraf Partier kan løsne sig i store, uregelmæssige, tilbagerullede Flager. Den unge Bark eller Overhud er mere eller mindre rød til brunrød. Skudspidsen er oftest bronzefarvet. Bladene hos Kirsebær er sammenlagte i Knoplejet, medens de hos Blommer er sammenrullede. Sødkirsebær har store, grovtakkede, mere eller mindre hængende, langagtige Blade, der er ru, tværrynkede og på Oversiden blankgrønne, men på Undersiden matgrønne. De lange, farvede Bladstilke er hårede og har en Fure og som Regel to store, tit skinnende røde Kirtler, af hvilke den ene kan være placeret på Bladet. Akselbladene, der hurtigt tørrer ind og falder af, er lange, takkede og fligede. De talrige og store Blade fylder Pladsen i den ret åbne Krone godt ud, hvorfor Sødkirsebærtræer om Sommeren gør Indtryk af at være tætte; om Vinteren er Kronen åben og lader den karakteristiske Knopbesætning godt til Syne. Barkfarven er grålig.

Surkirsebær er i alle Dele mindre end Sødkirsebær. De har forholdsvis flere, men tyndere Grene og mindre Blade. De unge Skud har grønliggul, lidt rødligt anløbet Bark; som ældre er Barken brunlig. Skudspidserne er her grønne eller kun lidt bronzefarvede. Bladene er forholdsvis små, glatte, faste til læderagtige, på Oversiden glinsende dybgrønne, de er ovale eller omvendt ægformede.Akselbladene er små og tandede. Kirtlerne er ikke stærkt udviklede, de er gule og sidder ofte på Bladpladens Kant.

Knopperne er i Vinterstadiet veludviklede. Hos Sødkirsebær sidder Frugtknopperne tæt sammen på Kvistens nederste Del, medens alle Knopper ovenfor er Bladknopper. Hvor Frugterne har siddet, er der næste År et bart Grenparti, som hos Sødkirsebær ikke er langt og derfor ikke gør sig meget bemærket. En stor Del af Frugtknopperne sidder på Dværggrene, de såkaldte Buketgrene. Disse er udviklede af de af Fjorårets vegetative Knopper, som ikke har dannet Langskud. En Buketgren bærer i Spidsen en Bladknop og neden for denne et større eller mindre Antal meget tætsiddende Frugtknopper. Den forannævnte Placering af Frugtknopperne medfører, at Kirsebærrene i gode år kan plukkes i Håndfulde. Buketgrenen forlænger sig lidt hvert år, men bliver svagere og svagere og med færre og færre Frugtknopper, og efter nogle Års Forløb er den uden Interesse som frugtbærende Organ. Knopperne hos Kirsebær holder sig ikke sovende, men er til Gengæld meget villige til at bryde og give Skud eller Blomsterstande.

Surkirsebær har færre og ikke så udprægede Buketgrene og har heller ikke Frugtknopperne siddende tæt sammen ved Grunden af Kvisten, men har dem placeret langvejs op ad Kvistene ind mellem Bladknopperne. De spredtsiddende Frugter giver forholdsvis meget Plukkearbejde. Surkirsebær er tilbøjelige til at danne lange, nøgne Grenpartier, hvilket medfører, at det meste af Frugten sidder hen mod Kronens Periferi. Denne noget uheldige Tendens kan modarbejdes ved Beskæring.

Frugtknopperne kendes fra Bladknopperne ved at være større end disse og mindre spidse. I Løvspringstiden er Knopskællene intensivt brunfarvede.

Blomsten. Sødkirsebær har store, langstilkede, knippestillede Blomster, der er hvide og kan sidde indtil 6 sammen. Støvtrådene er lange, længere end Støvvejen; Støvknapperne er endestillede og gule. Griffelen og Støvfanget er gulliggrønne. Under Blomstringen er de helrandede Bægerblade bøjet helt nedad. Efter Frugtsætningen falder den omkringsædige Blomst helt af. Blomsterne sidder på et lille Dværgskud, der kan bære nogle mere eller mindre vel udviklede Blade, der falder af uden at efterlade sig Knopper i Bladhjørnerne.

Surkirsebær har kun 2—3 Blomster i Standen; de er kortstilkede. Nogle af de inderste Knopskæl kan vokse ud til små Blade. Bægerbladene er bølget-takkede i Randen. Bladene på Blomsterstandsaksen er undertiden blivende.

Kirsebærtræet blomstrer i Danmark normalt i Maj Måneds første Halvdel;

først kommer de søde, og sidst de sure, medens Hybridkirsebærrene kommer ind imellem.

Frugten. Kirsebærfrugterne er for den enkelte Sort ret ensartede, men da mange Sorter ligner hinanden, kan Bestemmelsen volde Vanskelighed; den forskellige Modningstid kommer her til Hjælp. Frugten er en Stenfrugt, hvorfor Betegnelsen Bær ikke er velvalgt.

Formen er fladrund, rund, oval, tilspidset eller Hjerteform. Figuren viser nogle typiske Former.

Størrelsen varierer ret meget, lige fra de bittesmå Frugter hos Brunkirsebær til de meget store hos Napoleon og Hedelfinger. Størrelsen måles på samme Måde som for Blommer.


l. Kortstilket Montmorency: fladrund. 2. Skyggemorel: rund. 3. Majkirsebær: rundagtig. 4. Reine Hortense: oval. 5. Rivers Early: rundagtigt hjerteformet. 6. Dønissen: rund el. afrundet hjerteformet. 7. Hvid Spansk: afstumpet hjerteformet. 8- Napoleon: hjerteformet.

Farven kan variere fra hvidgullig til gul, gulrød, klarrød, stærk rød, rødbrun, brun til sortrød, violetrød og helt sort. Mange Sorter har ensfarvede Frugter, i hvert Fald når Frugterne er fuldt modne, medens andre har flerfarvede, »brogede« Frugter; er Frugterne gule og røde, er de særlig attraktive. I alle Tilfælde er Kirsebær smukke og i enhver Henseende tiltalende, hvorfor de er populære og »sælger sig selv«.

Huden er tynd og uden Afsmag; den spises med Frugten. Den tager let Skade af mekanisk Påvirkning, hvorfor Handelsvaren ikke altid er fejlfri, men har mørkfarvede Hudpartier, hvor Sygdomme og Råddenskab naturligvis først sætter ind. Kirsebær er glatte og skinnende og tager sig strålende ud i Solskin. På lysfrugtede Sorter ses Hudpunkterne som gule eller røde Prikker, Tegninger og Striber.

Kødet kan være hvidligt til sortviolet, det er ofte stærkt Året af Karstrenge. Det slipper Stenen mere eller mindre villigt. Det kan være meget blødt, men også fast og bruskagtigt. Frugter af den sidste Kategori egner sig bedst til Forsendelse. Til Fabriksbrug foretrækkes Kirsebær med farvende Saft, hvorimod de lysfrugtede måske er mest populære til direkte Spisning. Kirsebær er i alle Tilfælde Dessertfrugt. Specielle Koge-Kirsebær eksisterer ikke, men man kan tale om Spisekirsebær og Industrikirsebær til Vin, Likør, Syltning, Saft. m. v.

Stenen er bygget som Blommestenen, men den er ret lille, og dens Ejendommeligheder noget sværere at konstatere; alligevel er Stenen vigtig ved Sortsbestemmelsen; se Figurerne.

Dyrkningsforhold.

De fleste Kirsebærtræer her i Landet har Fuglekirsebær som Grundstamme. Her og der findes der måske Surkirsebær på Prunus cerasus. Før i Tiden brugtes Weichsel, Prunus mahaleb, noget til Grundstamme, når man ønskede en Slags Dværgtræer med tidligt indtrædende Frugtbarhed. Efter at der er offentliggjort en l. Beretning om Grundstammeforsøg på Blangstedgård, der viste, at der kunde være Fordele ved at anvende Weichsel, har man atter begyndt at interessere sig for denne til Grundstamme for søde Kirsebær. I England har man udvalgt Typer af Fuglekirsebær og fundet dem forskellige af Værdi brugt som Grundstamme; Typen 12/1 skal være den bedste, den er bl. a. modstansdygtig mod Bakteriekræft. Her i Landet er vi ikke kommet langt med denne Sag, bl. a. på Grund af Vanskeligheden ved at formere Kirsebær vegetativt. Ved Forsøgene på Blangstedgård var F 2/1 bedre end alm. Fuglekirsebær. Ved Brug af en udpræget dværgagtig Prunusart som Grundstamme kunde man formentlig let få Dværgtræer af Sødkirsebær, hvad man ikke i egentlig Forstand har i Øjeblikket.

Sødkirsebærtræet stiller ret store Krav til Jordens fysiske Tilstand, idet det vokser bedst på varm, velafvandet, gerne bakket og stenet Jord, således som man har den i »Kirsebæregnene«, som her i Landet er Nordsjælland og Egnen omkring Svendborgsund samt sandsynligvis mange andre Steder. På kold og fugtig Jord kan man ikke regne med, at Sødkirsebærtræer bliver vellykkede og gamle. Surkirsebær stiller mindre Krav og kan praktisk taget dyrkes allevegne, som det da også sker i Landets Haver. Når det ikke desto mindre også findes i visse Distrikter — Stevns, Hadsundegnen m. v. — kan det skyldes en tilfældig Begyndelse og senere økonomisk Fordel, idet Afsætningen af Frugten lettes, når Produktionen er regionaliseret.

Kirsebær er lette at dyrke med Hensyn til Beskæring, Sprøjtning og andre Kulturforanstaltninger. Plukningen af de små, over en længere Periode modnende Frugter er derimod ret besværlig. En direkte Frugtudtynding praktiseres ikke, idet den er for bekostelig. Ønsker man at reducere Frugtantallet for at få den enkelte Frugt bedre udviklet, må man gribe til Beskæring og passende Udtynding i Træernes Grenpartier.

Kirsebærtræer kan blive gamle, og Sødkirsebær kan blive adskilligt ældre end Surkirsebær. Af Hensyn til Frugtplukningen m. v. vil det som Regel være mest rentabelt at arbejde med ikke for gamle og store Træer. Til Espaliering egner især visse Surkirsebær sig godt.

Befrugtningsforhold.

Sødkirsebær regnes for at være selvsterile. Plantes der kun een Sort, kan man altså ikke forvente nogen større Høst, medmindre der er andre Sorter i Nabolaget. Det er dog ikke nok at plante to eller flere tilfældigt valgte Sorter sammen, da Sorterne kan være intersterile, d. v. s. ude af Stand til at befrugte hinanden. Man har samlet Sorterne i Grupper, Ufordragelighedsgrupper eller Intersterilitetsgrupper, hvor de indbyrdes er sterile, men fertile overfor Sorter i andre Grupper. Om denne Gruppeinddeling se bl. a. i »Kirsebær« af Hans Engsbro. For Sur- og Hybridbærrene gælder det, at nogle af dem er selvsterile, andre er selvfertile, medens nogle står midt imellem. Af Surkirsebær kan som typiske Eksempler nævnes, at Skyggemorel er selvfertil, medens den meget lignende Sort Ostheimer er selvsteril. En Betingelse for Krydsbefrugtning er naturligvis Støvoverførelse, som sker ved Insekters, fornemmelig Honningbiernes Hjælp, og samtidig Blomstring er derfor nødvendig. Man kan regne med, at alle Sødkirsebærsorter i nogen Grad har sammenfaldende Blomstringstid, og for Surkirsebær gælder tilsvarende. Derimod kniber det noget de to Grupper imellem; Skyggemorel, der er en fortrinlig Befrugtningssort, også for søde Kirsebær, blomstrer noget for sent for Formålet, og dette vil komme yderligere frem, hvis man espalierer den ved en Nordmur. Når Kirsebærtræer bærer for lidt, kan Grunden også være dårligt Vejr i Blomstringstiden. Er det ingen eller mangelfuld Befrugtning, der er Årsagen, vil de unge Frugter falde af i Stendannelsesperioden.


Øverste Række fra venstre: Stevnsbær, Kørøs, Peter Hansen.

Nederste Række: Løvskal, Skyggemorel.

Modningstiden.

Da Kirsebærfrugterne har en forholdsvis kort Udviklingstid, er denne stærkt påvirket af Årets Vejrlig, hvorfor en Sorts Modning kan falde til ret forskellig Tid fra År til År Af denne Grund vilde det være upraktisk at angive nogen fast Dato for Modningen, hvorfor man anvender en Forholdsskala, idet man angiver Rækkefølgen for Modningen udtrykt ved Uge i Kirsebærtiden. De tidligste Sorter modner i Kirsebærtidens l. Uge, de mellemste Sødkirsebær i 3.—4. Uge og de sildige i 6. Uge. Sæsonen strækker sig normalt over 8 Uger, og Sorterne kommer indenfor Perioden i praktisk taget samme Rækkefølge. Modningen falder i Tiden fra sidst i Juni til sidst i August, men regnes Skyggemorel ved Nordespalier, Hildesheim og den undertiden som Prydplante dyrkede Alle Helgens Kirsebær, Prunus cerasus semperflorens, med, kan Modningsperioden for Kirsebær strække sig til omkring l. November.

Øverste Række fra venstre: Dønissen, Hvid Spansk, Ohio Beauty.

Nederste Række: Hedelfinger, Napoleon

Øverste Række fra venstre: Rivers Early, Sort Bruskkirsebær, Reine Hortense.

Nederste Række: Schneiders sildige, Majkirsebær.

Statistik.

Ved den officielle Tælling i 1950 fandt man, at der var 1.113.000 Kirsebærtræer i Danmark, hvoraf 258.000 Træer eller 23 pCt. stod i Erhvervsplantninger;

de tilsvarende Tal for 1929 var 1.2452.000 og 129.000 (10,45 pCt). Det fremgår heraf, at den ringe Fremgang i Antal Træer udelukkende falder på Erhvervsdyrkningen. Tages Stigningen i Befolkningstallet i Betragtning, har der i Perioden været en betydelig Tilbagegang for Kirsebærdyrkningen. Ved Erhvervstællingen i 1950 var der 54,4 pCt. af Sødkirsebær og 45,6 pCt. af Surkirsebær. Da de senere Års Udvidelse af Erhvervsavlen formentlig så godt som udelukkende har omfattet Surkirsebær, er Procenttallene for de to Grupper sandsynligvis nu vendt om.

At Kirsebær ikke spiller nogen stor økonomisk Rolle i Handelsomsætningen, fremgår af Tallene fra Gartnernes Salgsforening i Odense, hvor der i Gennemsnit af Firåret 1949—52 blev solgt ca. 45.000 kg søde Kirsebær og ca. 62.000 kg sure Kirsebær; Værdien var henholdsvis 97.000 og 117.000 Kr. Tallene for Tilførsel og Priser svinger ret stærkt fra År til År Med Hensyn til Surkirsebær må det erindres, at en meget stor Del af Industrifrugten leveres direkte til Fabrik og derfor ikke indgår i nogen Salgsstatistik. Fra lagttagelsesplantningen i Karleby, hvorfra Kirsebærrene blev solgt på Auktion, opgives følgende Priser i Øre pr. kg i Gennemsnit for de solgte Sødkirsebær: 1939—40:

57, 1940—45: 206. 1946—50: 338 og 1951—53: 241 Øre pr. kg. Det bemærkes i Beretningen, at de sildigste Sorter har kostet mest, hvorimod de tidlige Sorter ikke har givet særlig høje Priser.

Kirsebærhøstens Størrelse i Erhvervsavlen omfattes af Det statistiske Departements Tællinger. I Perioden 1942—51 har den ligget mellem 500.000 og 1.200.000 kg eller 700.000 kg i Gennemsnit.