Skyggemorel

Synonymer. Grosse lange Lotkirsche, Schattenmorelle, Morello, Griotte à ratifia, Griotte du Nord, Dubbele Morelkers. Navnet Skyggemorel er særdeles velvalgt, da Sorten hører til Morellerne og trives godt i Skygge.

Historie. Sorten er meget gammel. Her anføres efter H. C. Bredsted: Skal have været kendt i 1590 i Frankrig. Er beskrevet af Jean Bauhin i »Historia plantarum universalis« 1598—1650. Det mærkelige tyske Navn, Lotkirsche, er givet af Trucksess i 1819. I Betragtning af Sortens Alder er det ikke unaturligt, at den har mange Synonymer og ofte har været Genstand for Forvekslinger, og at andre og dårligere Sorter har været opført under dens Navn. En af Årsagerne til Forvirringen er, at Sorten muterer. Muligvis findes der en Række Typer af den, som vanskeligt lader sig identificere, så meget mere som Skyggemorel kan se meget forskellig ud efter Træernes Alder, Sundhedstilstand og de ydre Kår. Her i Landet træffes ret ofte en særpræget Mutant, der viser sig ved, at der i et ellers normalt Træ af Sorten vokser en eller flere kraftige Grene i Vejret, Grene, der bærer få, langagtige og sent modnende Frugter, der må karakteriseres som værdiløse. På Farvetavlen foroven tilvenstre er der afbildet 3 Frugter af denne Type. Som det ses, er Mutantens Bladknopper spidse. Mutanten, der i høj Grad er vegetativt præget, giver rigeligt med Formeringsmateriale, hvorfor Planteskolerne må være meget vagtsomme over for den. I Frugthaven skæres de muterede Grene af, eller Træet ryddes helt.

Hvornår Skyggemorel er kommet til Danmark kan ikke oplyses. Den er med på Gartnerforeningens Liste af 1888, men har sikkert været her i Landet længe før. Den er nu vor vigtigste Kirsebærsort. I 1920 var den Nr. l i Planteskolerne med 21543 Træer under Tiltrækning. Af samtlige Frugtsorter blev den kun overgået af Cox's Orange, Cox's Pomona, Transparente blanche og Grev Moltke. I 1938 var den også Nr. l blandt Kirsebærrene og havde 24610 Træer, men nu var den rykket ned som Nr. 10 af samtlige Frugtsorter.

Træet.

I Planteskolen er Sorten yderst let at arbejde med; den er meget tilbøjelig til at forgrene sig på Årsskuddene Det kan volde Vanskelighed at få Podekviste med Bladknopper, men Podekvistene kan efter at have blomstret danne Skud.

Grundstamme. Fuglekirsebær anvendes vel udelukkende, og da Sorten ikke er særlig villig til at danne Stamme, podes den i Stammehøjde. Til Espaliertræer er Weichsel måske bedst.

Beskrivelse af Træet. Skyggemorel vokser kraftigt til i Ungdommen. De unge Træer har talrige stive, udadrettede Årsskud, der kan have enkelte Sideskud. Skuddene er rette, de har grønliggrå Bark med sølvagtigt Skær og runde Porer, der ligesom vokser igennem Barken og sprænger denne. Bladene, der er tæt siddende, er helt uden Hår; de er ovale, bredt tilspidsede. På Oversiden er de mørkegrønne, på Undersiden bleggrønne og med stærkt fremtrædende Ribber; de er lidt køldannede. Randen er til Dels dobbelttakket med afrundede Takker, som afsluttes med en brun Kirtel. Bladstilken er kort, ca. 1,5 cm lang, medens Sødkirsebær har 4—5 cm lange Bladstilke. Hos Skyggemorel er der 2 små, gulgrønne Kirtler, som sidder nederst på Bladpladen. Akselbladene, der er lancetformede og fligede, har lang Levealder, medens Akselbladene hos Sødkirsebær kun ses på Skuddets alleryngste Del. Bladknopperne er små og ovale. Frugtknopperne er rundagtige, middelstore, brune og grønne. Der er kun få og svagt udviklede Buketgrene. Blomstringen finder Sted meget sent på Sæsonen, i 1953 blomstrede Skyggemorel efter alle de andre observerede Kirsebærsorter. Blomsterne er renhvide, 2,5 cm i Diameter, bredt skålformede med brede, næsten runde Kronblade, der er regelmæssige og kun lidt bølgede. Griffelen af Længde med Støvdragerne, hvis Knapper er gule. Skudspidserne lysegrønne, står godt til Blomsterne. Skyggemorel er selvfertil og kan altså dyrkes i Renbestand. Selv er den en god Befrugtningssort, også for søde Kirsebær, men dens sene Blomstring nedsætter Værdien heraf. Plantes den ved Nordmur, går det naturligvis helt galt. Den blomstrer tidligere, hvis der ofres en Sydmur på den.

Dyrkningsforhold. Skyggemorel kan vokse alle Steder i Landet og på enhver Jordbund, men lykkes bedst på en letmuldet, ikke for lav og fugtig Jord med grusblandet Undergrund. Planteafstanden kan være 5 X 5 m og eventuelt endnu mindre, hvis man anvender stærk Beskæring. Der kan også plantes Rydde- og Blivetræer med en Startafstand af 3 X 3 eller 4 X 4 m. Bør ikke blive gamle, ranglede og med nøgne Grene, »vore Træer er ikke rentable, når de bliver over 20 År«. Bør beskæres ret stærkt, så at man hele Tiden har lave Træer med kraftige Årsskud; mindre heldigt er det med Foryngelsesbeskæring med Års Mellemrum. Sorten er hårdfør, men må gødes godt for at få Størrelse på Frugterne. »Frugtbarheden sætter tidligt ind og er meget stor, især for yngre Træer; af Surkirsebær den allerbedste«.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. En stor Skavank hos denne ellers så fortrinlige Sort er dens store Modtagelighed for Grå Monilia eller Stenfrugtskimmel, der får de blomstrende Skud til at visne. Hyppig Sprøjtning kan være nødvendig og kan endda ikke altid klare Sagen. »Monilia må slås ned, når den viser sig, ellers ingen Skyggemorel«. Af andre Plager nævnes Bakteriekræft, Skurv, Lus, Kirsebærmøl og Frugttræ-Bladhveps. »Angribes yderst sjældent af Stære«. Forholdene i 1953 var forhåbentlig kun en Undtagelse fra denne Regel. Frugterne kan revne i Regnvejr, ligesom de kan revne efter Plukningen.

Frugten.

Størrelsen. Middelstor. 19 mm lang, 20 mm bred og 18 mm tyk.

Formen. Er næsten rund, kun lidt fladtrykt; er regelmæssig, jævn og glat. Bugfuren er bred og flad, lidt lysere end den øvrige Frugt og med en markeret, smal Stribe.

Farven. Under Modningen bliver Frugten lyserød og bliver over en Række Mellemfarver i klart røde og brunrøde Nuancer efterhånden purpurbrun (palisanderrød) for til Slut at blive næsten sortrød. Huden er tynd og glinsende. De fine gulgrå Hudpunkter er ikke meget synlige for det blotte Øje.

Griffelpunktet er ret stort og sidder i en tilsvarende ret dyb Nedsænkning.

Stilken er 4—5 cm lang, tynd og sidder i en temmelig dyb, meget regelmæssig Grube. På Aksen kan der sidde et Par små Løvblade.

Kødet er blødt, mørkerødt med et Fletværk af lyse Karstrenge. Saften, der er rigelig til Stede, er rødfarvet. Smagen udpræget syrlig, lidt snerpende, men dog behagelig.

Stenen er middelstor, glat, oval, 11 mm lang, 9 mm bred og 7 mm tyk.

Modningstid. Skyggemorel modner her i Landet i Kirsebærtidens 6. Uge, men kan, dyrket ved Nordvæg, holde sig et Par Uger længere. Modner efterhånden og må derfor plukkes ad flere Gange. Er der mange Frugter af den omtalte Mutant, trækker det Plukketiden ud. Er meget let og hurtig at plukke.

Anvendelse. Er en Køkken- og Industrifrugt, almindeligt anvendt til Syltning, Saft, Vinfremstilling m. v., men derimod ikke i større Udstrækning benyttet til Likørfremstilling. Er som fuldmoden et særpræget og godt Spisekirsebær.

Handelsværdien. Skyggemorel plukkes uden Stilk, hvorved den ret bløde Frugt såres og bliver tilbøjelig til at safte, hvorfor den til Husholdningsbrug helst må emballeres i ikke for store Enheder. Handelsværdien sættes af nogle meget højt, medens andre tager Forbehold og ikke ønsker at nyplante af Sorten.

Dyrkningsværdi.

Skyggemorel er den Sort, der hidtil har hjulpet Kirsebæravlen over alle Kriser, skriver en Medarbejder. En anden Medarbejder anfører, at Fabrikkerne ikke er så glade for Sorten, fordi Frugterne har for lidt Aroma. Sorten egner sig fortrinligt til Espaliering, og i denne Form vil og bør der kunne findes en Plads til den i enhver Have, eventuelt ved en Nordvæg. Til Erhvervsdyrkning kan den ligeledes stærkt anbefales, men den må passes med Sprøjtning og Beskæring, og naturligvis kan der blive Overproduktion også af Skyggemorel. Kan anvendes til Mellemplantning mellem søde Kirsebær.

Som anført foran må man være forberedt på, at der findes Typer af Skyggemorel. N. H. Grubb omtaler fire sådanne Typer og kalder dem Morello A, B, C og D. At vi også har sådanne Typer her i Landet er givet. Her skal omtales en under det foreløbige Navn Peter Hansen. Modertræet blev fundet i en Have i Kvistgård i Nordsjælland. Dansk Planteskoleejerforenings Kirsebærudvalg har haft Lejlighed til at se et større Antal Træer i fuld Bæring. Udvalget fandt, at »Peter Hansen« og Skyggemorel lignede hinanden meget, men alligevel ikke var ens. En sikker Forskel har man i Stenen, der hos »Peter Hansen« har følgende Mål: 12 mm lang, 9 mm bred og 8 mm tyk. Den har meget bred Bugside og er mere kantet og langt grovere af Udseende end Stenen hos Skyggemorel. Frugten er stor, men dog ikke større end veldyrkede Skyggemorel. Frugten med lidt kortere Stilk og mere klarrød. Saften er ikke meget farvende. Kødet syrligt, lidt bittert, slipper ikke Stenen som Skyggemorel gør det. »Peter Hansen« nærmer sig noget til Amareltypen. Uden nærmere og mere indgående Undersøgelse lader det sig ikke afgøre, om denne Sort bør dyrkes i Stedet for eller jævnsides med Skyggemorel. I D. T. Poulsens Planteskole formeres sidstnævnte ikke mere, men er erstattet af »Peter Hansen«.

OSTHEIMER (Ostheimer Weichsel). Fra Spanien skal denne Sort omkring 1715 være bragt til Ostheim i Nordbayern, hvor den formeredes ved Rodskud. Her i Landet har den sikkert været kendt meget længe; den anbefaledes af Haveselskabet i 1865. Dens Vej er dog ikke let at følge, da den ofte er blevet blandet sammen med Skyggemorel. Ved Planteskoletællingen i 1938 stod Ostheimer som Nr. 2 med 14.026 Træer. Træerne af Ostheimer er fingrenede og danner en stor, rund, tæt, noget hængende Krone; på ældre Træer er det let at kende Ostheimer fra Skyggemorel. Bladene er mindre og smallere end hos denne, Barken er mere grålig. På Frugterne er der derimod ikke så stor Forskel, at man med Sikkerhed kan kende de to Sorter fra hinanden. Stenene er ægformede, 10 mm lange, 9 mm brede og 7 mm tykke, altså lidt kortere end Stenen hos Skyggemorel. Ostheimer modner Frugterne l—2 Uger før, hvilket kan være, men ikke altid er en Fordel, hvor det som her drejer sig om et Syltekirsebær. En afgørende Forskel er den, at Ostheimer er selvsteril. Når Frugtbarheden i Pomologierne betegnes som stor, må man formode, at der er Tale om blandede Plantninger eller Dyrkning af flere forskellige Kloner sammen. Som podede Træer er Ostheimer meget lidt frugtbar og må i alle Tilfælde dyrkes sammen med gode Befrugtersorter; Skyggemorel angives som egnet. Ostheimer er en sund og letdyrkelig Sort med Frugter af god Kvalitet, men den er for lidt frugtbar til at kunne anbefales til Dyrkning.

VAN DER NAT (Dobbelte Natte). Rimeligvis en hollandsk Sort; var kendt i Danmark i 1795. Er en Morel med næsten sorte Frugter, der modner i Kirsebærtidens 4. Uge. Træerne bliver store og af stiv, opret Vækst. Bladene er store, mørkegrønne, læderagtige. Sorten er meget lidt frugtbar og nævnes kun her, for at der kan blive Lejlighed til at fraråde Dyrkningen af den. Det samme kan formentlig gælde Brysseler brune, der også er en Morel og meget ligner Skyggemorel, moden samtidig med denne. Disse to Sorter bør nærmere sammenlignes.

Skyggemorel, 5-årigt Træ i Landbohøjskolens Frugthave, 2,5 m højt og 2,5 m bredt.