Amanlis.

Synonymer. Beurré d'Amanlis, Amanlis Butterbirne.

Historie. Sorten skal stamme fra en Have i Landsbyen Amanlis nær ved Rennes i Frankrig, hvor Modertræet i 1858 havde nået en imponerende Størrelse. Sorten har været kendt fra omkring år 1800, og efterhånden er den blevet udbredt til alle pæredykende Lande. Den er beskrevet af den franske Pomolog L. Noisette i 1839. Her til Landet er Sorten sandsynligvis kommet omkring 1850. J. A. Bentzien beskriver den i sin Håndbog for Frugttrædyrkere 1861 og anfører, at Træet i Haveselskabets Have stammer fra en Podekvist modtaget for 10 år siden fra Haveselskabet i London. Slotsgartner J. L. F. David, Tåsinge, beskriver Amanlis i Den danske Frugthave omkring 1870. I Det jydske Haveselskabs Beretning for 1899 opføres den mellem de Sorter, som kan nøjes med tarveligere Lokalforhold. På Organisationernes Fællesliste i 1914 anbefales den til almindelig Plantning. Ved Frugtsortsundersøgelserne 1918—22 blev den ikke anbefalet, men dog omtalt i Beretningen. Antallet af Træer af Sorten ansloges da til at være 1,3 % af samtlige Landets Pæretræer. Den var dengang Nr. 17 i Planteskolerne efter Antal Pæretræer i Formering. Ved Planteskoletællingen i 1937— 40 var den Nr. 25 i Rækkefølgen og repræsenterede kun 0,3 % af samtlige Pæretræer. Der blev da årligt tiltrukket 360 Vildstamme- og 140 Dværgtræer af Sorten i samtlige Landets Planteskoler.

Træet.

I Planteskolen er Sorten let at formere, den giver kraftige Træer med krogede og hængende Skud; må bindes til Stok.

Grundstamme. På Vildstamme danner Sorten kraftige og længelevende Træer. Vokser ret godt på Kvæde og er som Dværgtræ egnet til Espaliering og Mellemplantning, men ikke til Standtræ, da Dværgtræer er tilbøjelige til at standse i Væksten som 30—40-årige.

Beskrivelse af Træet. Amanlis vokser kraftigt til og danner et temmelig bredt, ikke meget højt, uregelmæssigt Træ med hængende Grene. Årsskuddene er meget lange og tykke, de er noget knasede og ofte stærkt krummede. Barken grønlig til rødbrun; den er forsynet med mange store, snart langagtige og snart rundagtige Porer. Den ældre Bark er skinnende grå. Bladene er store, ovale til omvendt ægformede, undertiden elliptiske, bredt rendeformede og med en bred og ret lang, noget tilbagebøjet Spids. Oversiden er dybgrøn og glinsende, Undersiden bleggrøn. Bladranden er karakteristisk skarpt savtakket. Bladstilken er lang og ret tynd. Akselbladene er lange og smalle, som Regel hurtigt af faldende. Bladknopperne er meget store, brede og med kort Spids; Frugtknopperne er ægformede. Blomstringen indtræffer midt i Sæsonen. Blomsterknopperne er rosa. Blomsterne store og med brede Kronblade, smukke. Sorten har 51 Kromosomer og må plantes sammen med Bestøvningssorter; selv temmelig isolerede Træer bærer dog ofte godt.


Dyrkningsforhold. Træerne kan blive gamle, et 70-årigt Træ giver endnu godt, skriver en medarbejder; 30-årige Dværgtræer er endnu fuldt ydedygtige, men grimme i Formen, meddeler en anden. Den hængende Vækst kan medføre, at de nederste Grene går ud, hvorfor Træet bliver højstammet. Store Træer i Guldborghave måler 10—12 m i Højden og 8—10 m i Bredden. 10 m er formentlig passende Slutafstand for Vildstammetræer under gode Forhold og 6—7 m for Dværgtræer. Sorten er hårdfør; men meget kraftige årsskud kan fryse ned. Grenene er noget skøre og Frugterne tunge, hvorfor Træet bør have Læ. Trives på al Slags Jord, dog mindre godt på stiv og kold Jord. Yngre Træer gødes sparsomt, frugtbærende og ældre Træer rigeligt. Ønskes Træerne opbygget med en stiv og regelmæssig Krone, må de beskæres temmelig stærk til at begynde med. Langbeskæring eller en svag Beskæring passer dog bedst til Sortens Voksemåde. Frugtbarheden kan betegnes som jævnt god og temmelig regelmæssig. De unge Træer er dog ofte sparsomt bærende, og ældre Træer er noget tilbøjelige til kun at bære hvert andet år. Frugtudtynding bliver der sjældnere Anledning til, også fordi Frugten sidder temmelig jævnt fordelt på Træet. Ompodning af Amanlis vil ikke sjældent finde Sted. Indpodning i andre Sorter bliver der ikke ret ofte Tale om.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. Angribes ikke sjældent af Kræft. Skurv er dog dens værste Fjende; ofte bliver både Skud, Blade og Frugter angrebne. I Skurvens Kølvand følger Kræft og Toptørhed. Gul Monilia kan være ondartet på Frugten. Om slemme Angreb af Skadedyr meldes der intet. Må sprøjtes omhyggeligt og gentagne Gange med skurvbeskyttende Midler. Sprøjteskade er ikke ofte forekommende. I dårlige år er Frugten tilbøjelig til at revne.

8-årigt Træ af Amanlis, 3,5 m højt og 4 m bredt.

Frugten.

Størrelsen. Middelstor til stor. 8—9 cm høj og 7—8 cm bred.

Formen. Tykbuget Pæreform. Bugen sidder under Midten, og herfra af runder Frugten jævnt mod Bægeret. Stilkpartiet kan være temmelig kort og bredt, men kan også være længere og tyndere, så Frugten nærmer sig Kegleformen. Frugten er lidt kantet og bulet. Er en noget uregelmæssig og massiv Pære.

Farven. Den græsgrønne Grundfarve går ved Modenhed over i gullig- til hvidliggrøn. De fleste Frugter er uden Dækfarve, nogle har lidt brunrød, senere let orange Tegning på Solsiden. Huden er tyk og skør, efter Afpudsning glinsende; den er oversået med ret store, grå Hudpunkter af forskellig Størrelse, ligesom der hyppigt findes sølvgrå Rustfigurer på Frugten.

Bægeret er stort, åbent eller halvåbent, dets Blade er lange og spidse, forneden tykke og lidt rosafarvede. Bægerhulen er bred og flad, mere eller mindre regelmæssig og omgivet af ofte store, uregelmæssige, afrundede Ribber. Bægerrøret er lille, bredt og kegleformet. Støvtrådene er højtstillede.

Stilken er ca. 2 cm lang, den er middeltyk, lidt krum, grøn; den sidder i en regelmæssig, lille, temmelig dyb Grube, der kan være udpræget skæv. Nogle Frugter er mere langstilkede og med Stilken siddende oven på Frugten, skævt indsat i denne.

Kødet er gullighvidt, ret fint og meget saftigt, det har en sød Smag, men kun lidt Aroma og en ram Bismag. Lugten svag, lidt syrlig.

Kærnehuset er ret stort, tenformet og omgivet af en fremtrædende Stencelledannelse. Kærnerne, der ofte er dårligt udviklede, er lange og med tydelig Hage eller Næb.

Modningstid. Frugten plukkes i første Halvdel af September i Landets sydlige Egne og i sidste Halvdel i de nordlige Egne. Den har Sæson i denne Måned og et Stykke ind i Oktober. Skal opbevares med Forsigtighed, da den pludselig kan blive mør og rådne indvendig.

Anvendelse. Amanlis er en Spisepære, som Regel af anden Kvalitet; kun fra varm Standplads og i gode Somre er den en fin Pære. Skal være god til Henkogning og Tørring.

Handelsværdien er ret ringe, da Frugten må konkurrere med mange finere Sorter. Vanskelig at sortere, giver mange Frugter af 2. Sortering; ret let at pakke. »Sælges undertiden som Moltke, da det så er lettere at blive af med den«.

Dyrkningsværdi.

Amanlis er en grov Sort, hvis Hovedfejl er dens Modtagelighed for Skurv og Frugtens grønne Farve og temmelig ringe Kvalitet. Til Erhvervsdyrkning kan den ikke anbefales og egentlig heller ikke til Privathaver. Den bør overalt erstattes af bedre Sorter. Til Espaliering er den anvendelig, hvor der er rigelig Plads, men også her bør der arbejdes med taknemmeligere Sorter. Kun i større Sortimenter har Sorten nogen Berettigelse. Af Sorten findes der en Variant, Amanlis panaché, med gulstribede Frugter.

Amanlis. 31-årigt Vildstammetræ i Frugthaven ved Bregentved. 4 m højt og 4 m bredt.