Giffard.

Synonymer. Beurré Giffard, Giffards Butterbirne.

Historie. Modertræet blev i 1825 af Planteskoleejer N. Giffard i Fouassiéres fundet ved en Skov nær Angers i Frankrig. Af Millet blev den beskrevet i et fransk Tidsskrift i 1840. Til Nordamerika kom Sorten i 1850. H. C. Bredsted beskriver den, men har mod Sædvane intet om dens Udbredelse i Danmark. I Haveselskabets Fortegnelse fra 1840 findes Sorten ikke. I Fortegnelsen fra Det jydske Haveselskab i 1895 findes den opført mellem Sorter, »som ikke kan frakendes enkelte gode Egenskaber«. Alm. dansk Gartnerforening anbefalede den i 1888 til Plantning i større Frugthaver i Jyllands bedre stillede Egne. I 1918 anbefales den til alm. Plantning. Efter Frugtsortsundersøgelsen i 1918—22 blev Sorten anbefalet til Plantning i Sorø, Præstø og Vejle Distrikter. Den repræsenterede da kun 0,5 pCt. af de undersøgte Pæretræer. Omkring 1920 var den Nr. 21 i Planteskolerne, medens den i 1937—40 var kommet op som Nr. 15 med 2540 Træer. Nogen Hovedsort er Giffard således ikke og kan som Følge af Frugtens ringe Holdbarhed heller ikke blive det. I den svenske Pomologi anbefales Sorten ikke, idet det anføres, at den er overflødiggjort af André Desportes.

Træet.

I Planteskolen giver Sorten noget spinkle Træer med hængende Vækst. Må bindes til Stok.

Grundstamme. Er bedst på Vildstamme; i Planteskolen trives den dog godt på Kvæde. Ønskes længelevende og kraftige Dværgtræer, bør der mellempodes.

Beskrivelse af Træet. Væksten er uregelmæssig, men ældre Træer kan dog danne en smuk Krone. Grenene fåtallige, udadvoksende, senere hængende. Bliver et ret bredt, men ikke højt Træ. årsskuddene er lange og tynde, drejede og knasede. Barken brunrød, senere skinnende grå, sparsomt forsynet med Porer. Bladene sidder med stor Afstand; de er elliptiske, næsten helrandede; Oversiden friskgrøn, lidt glinsende, Undersiden matgrøn. Bladstilken meget lang og tynd, hvorfor Bladene bliver nedhængende. Akselbladene, der er lange og smalle samt udadbuede, sidder et Stykke oppe på Bladstilken. Om Efter-året farves Bladstilken brunrød og Bladet brunt. Bladknopperne små, Frugtknopperne er mørkebrune og spidse. Blomster tidligt til middeltidligt på Sæsonen. Knopperne næsten hvide; Blomsterne, der sidder i små tætte Stande, er temmelig små, fladt udbredte. Kromosomtallet normalt. Blomsterstøvet ikke særlig godt spirende.


Dyrkningsforhold. Giffard er ikke nogen meget hårdfør Sort og egner sig derfor bedst til Landets milde Egne. Træerne kan blive gamle; på Bregentved findes der et stærkt sporebeskåret Træ på 55 år, og på Oreby har man 25-årige Dværgtræer i fuld Kraft. Træet bliver ikke meget stort, Vildstammetræer kan nøjes med en Slutafstand på ca. 8 m, Dværgtræer det halve. Jorden bør være varm, men kan iøvrigt være af forskellig Bonitet. Læforholdene bør være gode, da Grenene er tynde og letbevægelige. Med Hensyn til Beskæring er Sorten noget vanskelig at arbejde med. De unge Træer må skæres godt tilbage for at få Form og Stivhed. Når Træet bliver hængende og åbent i Midten, fremkommer der let Vandskud, som må underkastes passende Beskæring. Ældre Træer beskæres ikke meget udover, at de holdes fri af Jorden. »De halvlange Kviste bør ikke røres, da det er her, Frugterne skal komme«. Egner sig formentlig godt til Indpodning i andre Sorter. Frugtbarheden er kun jævn god, men ret regelmæssig. Ældre Træer på Vildstamme kan bære godt. Frugtudtynding sjældnere påkrævet.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. Giffard er noget tilbøjelig til at få Skurv. Kræft Og Nedfrysning forekommer også, ligeså Gul Monilia. Af Skadedyr nævnes bl. a. Fugle og Hvepse, der æder de modne Frugter. Må sprøjtes mod Skurven. Sprøjteskade efter Brugen af Svovlkalk kan forekomme.

Frugten.

Størrelsen. Middelstor til stor, på ældre Træer med Tendens til at blive lille. 7—8 cm høj og 5,5—6,5 cm bred.

Formen er noget varierende. De fleste Frugter er topformede med afrundet Stilkende, nogle er mere langt tilspidsede og andre er ægformede til ovale. Bugen sidder under Midten. Er en regelmæssig, jævn og smukt formet Pære.

Farven. Den skinnende grønne Grundfarve bliver ved fuld Modenhed smuk citrongul. Dækfarven, der først er rødbrun, bliver orange med violet Skær. Nogle Frugters Solside er jævnt overtrukket med Dækfarven, hvorigennem Grundfarven ses som Marmorering, medens andre Frugter kun har Dækfarven i større eller mindre Pletter og Flammer. Huden er tyk og glinsende, lidt fedtet og med talrige Hudpunkter, der på Skyggesiden er dybgrønne og på Solsiden omkranset af rødt. I solfattige år har Frugten kun lidt Dækfarve, medens den i gode Somre og på unge Træer kan være strålende farvet.

8-årigt Træ af Giffard, 2 m højt og 2,5 m bredt.

Bægeret er middelstort og åbent; dets Blade er lange og smalle, grågrønne. Bægerhulen er flad og ret bred, omgivet af små Folder og ulige store, ret kraftige Ribber.

Stilken er 2—2,5 cm lang, den er tyk, gulbrun og lidt krum; i nogle Tilfælde sidder den direkte i Forlængelse af Frugten, i andre er den skævt indsat og omgivet af små Kødbulke.

Kødet er hvidt, halvfint, saftigt og af en behagelig syrligsød Smag, der er krydret og lidt ram.

Kærnehuset er ikke meget fremtrædende og er omgivet af et noget grynet Parti. Kamrene små, de indeholder veludviklede, lange, tynde, noget uregelmæssige, lysebrune Kærner.

Modningstid. Modningen indtræder i Løbet af August Måned, før eller senere efter Vejrforholdene. Frugten plukkes, når den er moden eller lidt før. Bliver hurtig overmoden og tåler ikke egentlig Opbevaring.

Anvendelse. Er en udmærket Spisepære, der let kan konkurrere med Frugten fra andre Sorter med samme Modningstid.

Handelsværdien er god for veludviklet Frugt. Sorten er ikke meget kendt og bliver ikke altid værdsat efter Fortjeneste. Til Storhandel er den på Grund af den korte Holdbarhed ikke velegnet. Tåler ikke hård Medfart og må derfor sorteres og pakkes med Forsigtighed. Egner sig måske bedst til at nydes lige fra Træet.

Dyrkningsværdi.

Frugten er så smuk og god, at Sorten fortjener Udbredelse, selv om Sæsonen er kort og falder sammen med adskillige andre Pæresorters. Egner sig bedst til Dyrkning i Landets milde Egne og på varm Jord. Kan under sådanne Forhold anbefales til Privathaver. For små Maver er Sorten dog noget for uregerlig i Væksten. Til Erhvervsplantning er den i begrænset Udstrækning velegnet, vel ikke mindst på Fejø og i andre udprægede Pæreegne. Espaliering kan være fordelagtig, selv om Træets Voksemåde her kan volde nogen Vanskelighed. En Medarbejder anfører, at Befrugtningen kan sikres ved Hjælp af fremdrevne Grene af andre Sorter.

Giffard. 28-årigt Vildstammetræ i Vipperød Frugtplantager. 6 m højt og 6 m bredt.