PÆRESORTERNE

I Bind I er der medtaget et Afsnit: »Oversigt over Sortsbeskrivelsen, Sorternes Egenskaber og Dyrkningsværdi« gældende for Æble. Her skal — under Henvisning til nævnte Afsnit — anføres noget specielt om Pæresorterne.

Indledning.

Vore dyrkede Pæresorter er af gammel Oprindelse, idet der allerede i Oldtidens Grækenland og Rom kendtes storfrugtede, kultiverede Pæresorter. Sandsynligvis nedstammer nogle af Nutidens Sorter fra Oldtidens, medens det er mere tvivlsomt, om nogle af Datidens Sorter eksisterer endnu, selvom man har fremsat Formodninger herom (se under Beurré blanc).

Fremtidens Arvelighedsforskning vil måske afsløre, hvilke Arter der ind-går i de dyrkede Sorter; indtil da må man holde sig til Formodninger. Den her i Landet vildtvoksende og forvildede Skovpære, Pyrus communis L., anses for at være Hovedarten. Den danner et middelstort Træ, ofte med Grentorne og små, rundagtige, meget finttakkede Blade med lille påsat Spids. Frugten er lille, omvendt kegleformet eller rundagtig og nærmest uspiselig. Varieteten P. c. pyraster, der sædvanligvis er stærkt tornet og har runde Frugter, formodes at være Udgangsformen for de fleste af Sorterne; disse kan sammenfattes under Betegnelsen P. c. sativa. P. nivalis Jacq., Snepære, står forrige nær, men er tornløs og har Skud og Bladundersider stærkt filtede. Hjemmehørende i Sydeuropa. Frugten kan spises efter at have fået Frost, deraf Navnet Snepære. Væksten er stift opret. Fra ovennævnte to Arter, imellem hvilke der findes flere Hybrider, nedstammer formodentlig de dyrkede Ciderpærer.

I de europæiske Pæresorter indgår måske også nedennævnte to Arter:

P. salicifolia Pall., der har smalt lancetformede, hvidfiltede Blade og hører hjemme i Sydeuropa og Vestasien. P. elæagrifolia Pall., der er tornet, filtet og med langt tilspidsede, store lancetformede Blade og små grønne, kortstilkede Frugter; hører hjemme i Lilleasien og står nær P. nivalis.

De i Østasien dyrkede Pæresorter stammer fra andre Arter, formentlig især P. ussuriensis Maxim., P. betulæfolia Bge., P. calleryana Dcne. og P. pyrifolia Nakai (P. serotina Rehd.). Mellem den sidste og P. communis findes der Hybrider, som opføres under Navnet P. lecontei Rehd. Hertil den kendte Sort, Kieffer, der ikke dyrkes i Danmark, men i oversøiske Lande på Grund af dens Modstandsevne overfor en Bakteriesygdom. Kieffer har tidligere været solgt på det danske Marked.

De dyrkede Pæresorter, hvis Tal er adskillige Tusinde, er ikke konstante ved Frøudsæd, men må ligesom andre Frugtsorter formeres vegetativt. Pære er mindre tilbøjelig til at mutere, danne Sporter, end Æble, og man kender heller ingen »Rød Grev Moltke« eller tilsvarende Former af andre Sorter. Nogle Mutanter findes der dog, nemlig de såkaldte panacherede eller stribede Pærer, der har gule Længdestriber på Frugten. Denne Forandring i Cellevævet strækker sig også til Skuddene, hvorfor Mutanterne kan formeres ved Podning. Stribede Former findes af Amanlis, Hardenpont, Saint-Germain og Williams m. fl.

Pæretræet er mere varmeelskende end Æbletræet, hvorfor Pæredyrkningen går længere mod Syd end Æbledyrkningen. Hos os er fine Pæresorter betænkelig nær Nordgrænsen for deres Dyrkning. Dette har vel været medvirkende til, at vi ikke har været ivrige efter at tiltrække nye Pæresorter ved Frøudsæd. — At det kan gøres med Held, er Sorten Grev Moltke et godt Bevis for. — De fleste af de dyrkede Sorter er af belgisk og fransk Oprindelse. Af de mange belgiske Pæretiltrækkere må fremhæves Apotekeren van Mons, der arbejdede ud fra den Teori, at det ved Udvalg i bestemt Retning skulde være muligt at nå til ved Frøudsæd altid at få værdifulde Sorter frem. — Når noget sådant tilstræbtes, var det, fordi man havde dannet sig den Teori, at den fortsatte vegetative Formering (Podning) måtte føre til, at Sorterne blev alderdomssvækkede, degenererede. Van Mons' Teori slog ikke til, men han nåede i sin Have i Louvain at tiltrække et større Antal værdifulde Sorter. En anden berømt belgisk Pæretiltrækker var Major Esperen. Her i Landet gik Hofjægermester A. Brun, Louisiana ved Humlebæk, i van Mons' Fodspor, men arbejdede dog på en noget anden Måde, men uden afgjort Held.

Sortsbeskrivelsen.

Pæretræet og Æbletræet hører til samme Familie, Kærnefrugtfamilien (Pomaceæ), og står hinanden så nær, at man har opført dem sammen under Slægtsnavnet Pyrus. Idet der iøvrigt henvises til den tilsvarende Omtale af Æble, skal der her behandles nogle almindelige Forhold vedrørende Pære.

Træet. Størrelsen er foruden af de ydre Omstændigheder afhængig af Sortens Egenskaber og den anvendte Grundstamme. I sig selv varierer Pæretræet vistnok mere end Æbletræet, og de Variationer i den vegetative Udvikling, der skyldes Grundstammen, er betydelige, hvorfor Størrelsesangivelser hovedsagelig må betragtes som individuelle og ikke som Gennemsnitsmål. Pæretræet har ofte gennemløbende Midterakse, således at det danner een Hovedstamme med Sidegrene. Opstamning af Træet er derfor let, og ofte ses højstammede Pæretræer. Forsøgsmæssige Oplysninger om Pæresorter findes så godt som ikke her fra Landet, hvorfor det til Rådighed værende Talmateriale angående Træernes Størrelse, Frugtbæring m. v. er meget sparsomt.

Kronens Form. Pæretræet forgrener sig ofte under spidse Vinkler; dette i Forbindelse med den gennemgående Stamme giver Træerne den velkendte slanke Kronebygning, som især kendes for unge Træer, men også for adskillige gamle Træer, se f. Eks. under Charneu og Juli Dekan. Træer af denne Type kaldes i Almindelighed for pyramideformede, men er i Virkeligheden kegleformede. Der kan også være flere Stammer eller Hovedgrene, og vi kan da få et søjle- eller tenformet Træ, se Clairgeau. I nogle Tilfælde er Grenvinklen stor og Grenene mere eller mindre hængende, og vi får da en Slags Hængetræer, som det kendes fra Kejserinde, Giffard, Amanlis m. fl. Gråpære danner store, bredkronede, knudrede Træer, der i Bygning minder noget om gamle Egetræer.

Pæretræets Bark. Årsskuddene kan være hårede, men Hårene falder som Regel hurtigt af, hvorfor Pæretræet gør Indtryk af at være glat, når Æbletræet er håret. Skuddenes og Kvistenes Barkfarve er sjældnere brunlig som hos Æble, men mere grålig, gullig eller rødlig. Grenene kan være aske-grå, som det kendes fra Joséphine de Malines. Ældre Træer danner forneden på Stammen en sort, karakteristisk Skorpebark, hvorved de let kendes fra Æbletræer. Korkporernes Antal, Størrelse og Form er forskellig, men ikke i så karakteristisk en Grad som hos Æble.

Skuddene. Som Regel er årsskuddene lange og tilspidsede, de er ofte buede og knasede samt mere eller mindre hængende. Mellem Bladene er der forholdsvis stor Afstand. I Planteskolen er de unge Træer meget karakteristiske, og Sorterne derfor letkendelige. Unge Træer kan have et noget »vildt« Udseende og en Tilbøjelighed til at danne Grentorne. Nogle Sorter er næsten generende i Planteskolen med deres hængende og uregelmæssige Vækst, andre er stift oprette. Senere sker der en »Udjævning«, og især lægger man Mærke til, at stive, oprette Træer, efterhånden som Frugtbarheden indtræder, kan blive udbredte til hængende for så senere at vokse opad igen; se Billedet af Clapps Favorite. I nogle Tilfælde er Skuddene fåtallige, korte og meget tykke, og vi får da en stiv, tæt, opret Krone, som den kendes fra Nouveau Poiteau m. fl. I andre Tilfælde er der mange, korte og mere udstående Skud, og Kronens Udseende bliver en helt anden (Joséphine de Malines).

Knopperne adskiller sig fra Æbletræets Knopper ved at være mere udstående og spidse; de er som Regel glatte og har ofte askegrå Tegninger. Frugtknopperne er forholdsvis store og tidligt udviklede. De er af forskellig Form, Størrelse og Farve. I Forårstiden, når de vokser stærkt til, bliver de meget iøjnefaldende ved, at der kommer lyse Partier af Knopskællene til Syne.

Bladene sidder også hos Pære på Langskud og Dværgskud. De er som Regel noget læderagtige, blanke og skinnende. Smalbladede Sorter kan på kraftige Skud have Knopskælsblade, d. v. s. 2—3 Blade af næsten normal Størrelse og udviklet fra de yderste Knopskæl. De er grønne som andre Blade og fungerer som disse.

Bladpladen kan være rund eller rundagtig, som det kendes fra Eyewood m. fl. Sorter; den kan også være lancetformet som hos Nelis. Herimellem ligger der en Række Mellemformer. Comice har således ovale til ægformede Blade, medens Joséphine de Malmes har elliptiske Blade. Pæretræets Blade er gennemgående langagtige og med lang Stilk.

Om Efteråret kan Pæretræets Blade antage pragtfulde Farver. Hardenpont har således gule Blade, Clara Frijs vinrøde og Tongre rødbronze Blade. Høstfarven er forskellig fra år til år efter Vejrforhold m. v.

Blomsten. Blomsterne hos Pæretræet sidder i en klaseagtig forlænget Halvskærm, hvis Midterblomst springer først ud; blomstrer Træerne for 2. Gang i samme Sommer, er Blomsterstandens Akse stærkt forlænget. Blomsterstilken er som Regel lang, hvorfor Frugten bliver hængende. Udvikles der flere Frugter af samme Blomsterstand, kommer de til at hænge fri af hinanden, medens tilsvarende Æblefrugter ofte presser imod hinanden.

Pæretræets Blomster, der kommer ca. 14 Dage før Æbleblomsterne, er oftest renhvide, men kan have et rødt eller rosa Anstrøg; Pierre Corneille kan nævnes som Eksempel herpå. Blomsterknopperne er ofte let rosafarvede. I nogle Tilfælde er Blomsterne kun halvt åbne, og Kronbladene er indadbøjeide som hos Kejserinde, i andre Tilfælde er Kronbladene næsten fladt udbredte, f. Eks. hos Eyewood. Pæretræerne er smukke i Blomstringstiden, helt oversåede af Blomster, som de ofte er. Er Løvet fremme og smukt grønt, giver det en god Baggrund for Blomsterne; er det derimod grågrønt som hos Grev Moltke, bliver Helhedsvirkningen mindre god. Støvknapperne er røde eller brunrøde og er af udmærket Farvevirkning. Herved og ved, at Griflerne er frie i hele deres Længde, adskiller Pære sig afgørende fra Æble. Blomsterne har ikke Æbleblomsternes fine Vellugt, men derimod en noget stram, lidt ådselagtig Lugt, som gør, at blomstrende Pæregrene er uegnede til indendørs Udsmykning. Honningbierne interesserer sig meget lidt for Pæreblomster. Formentlig er det Fluer og andre Insekter, der besøger Blomsterne og besørger Støvoverførelsen.

Frugten. Tegningen viser et Længde- og et Tværsnit af en Pærefrugt vedføjet de gængse Betegnelser på Frugtens enkelte Dele.

Frugtens Størrelse er i Beskrivelserne angivet i cm. Der er udvalgt Frugter af Mellemstørrelse og noget derover til Afbildning.

Formen er angivet. Hovedformerne fremgår af hosstående Omridstegninger.

Farven er som oftest mindre strålende end hos Æble. Den grønne Grundfarve går ved Modenheden som Regel over i gult. Hos nogle Sorter er der slet ingen Dækfarve (Six, Clara Frijs), andre har en svag rødagtig Tegning (Kejserinde), nogle et let rosa Skær (Herrepære, Pierre Corneille) og atter andre kan have en rød Stribe (Comice) eller være helt dækket af rødt eller rødbrunt på Solsiden (Forel, Bonne Louise). Som Helhed er danskavlede Pærer ikke stærkt farvede; men det skifter fra Sted til Sted efter Dyrkningsforholdene og fra år til år efter Temperatur og Nedbør m. v.

Frugten kan være forsynet med mange Hudpunkter, som det kendes fra Clara Frijs, og i andre Tilfælde ses disse Tegninger i Huden næsten slet ikke (Juli Dekan). Hudpunkterne kan være omgivet af rødt (Forel og Bonne Louise).

Ofte er Partier af Frugthuden dækket af Korkdannelse, Rust, som Pomologerne kalder det. Gråpære er meget ofte helt rustklædt, hvorimod Conference, Nelis og mange andre Sorter i nogle år er fri eller næsten fri for Rust, medens de i andre år kan være helt dækket af Rust. Rustdannelsen er anlægs- og kårbestemt; i kolde og fugtige år udvikles der mest Rust. Denne kan, når den under Frugtens Modning antager en gulbrun Farve, være af en vis Skønhedsværdi (Bosc). Ved fuld Modenhed er Frugthuden tynd og tager let Skade ved Berøring.

Bægeret er til at begynde med grønt og bladagtigt, og i enkelte Tilfælde forbliver det i denne Tilstand (Gråpære og andre Sommerpærer), men som Regel falder den yderste Del af Bægerbladet af, og det resterende bliver tykt og kødagtigt. Under Udviklingen kan Bægerbladene ved Grunden være rødlige (Précoce de Trévoux), men som Regel ender de med at blive sorte. — Sort er en speciel Farve hos Pære: Stammen bliver sort, Bladene bliver sorte ved Tørring, og Bægeret bliver sort. Ofte sidder Bægerresten tilbage som en sort, hornagtig Skål, som der ikke knytter sig megen pomologisk Interesse til. Hos Comice er der meget lidt af Bægeret tilbage, og hos østasiatiske Sorter kan Bægeret helt falde af. Bægerhulen, Bægerrøret og Støvtrådenes Stilling samt Griflerne er ikke så værdifulde og karakteristiske Kendetegn som hos Æble.

Stilken hos Pærer er, som før anført, ofte temmelig lang. Som hos Æble ophører Stilkens Længdevækst snart efter Frugtsætningen; i nogle Tilfælde vokser Frugten uden om Stilken, og der danner sig da en Stilkgrube som hos Eyewood og andre rundagtige Pærer. I mange Tilfælde vokser Frugtkødet op omkring Stilken, og vi får en langstrakt eller halset Pære, der måske afsluttes uden Stilkgrube, men dog ofte har en Antydning af en sådan og kan være forsynet med Kødbulker (Clapps Favorite), eller dens ene Side kan være udviklet meget stærkere end den anden, så Stilken trykkes skæv og kommer til at sidde mere eller mindre vinkelret ud fra Frugten (Comice) eller være helt nedadbøjet (Marguerite Marillat). Stilken kan være kort og tyk, men er oftest lang og tynd og ikke sjældent elegant buet (Kejserinde). Undertiden er Stilken forsynet med »Knopper« eller knoplignende Dannelser (Esperens Bergamot). Som Følge af den lange, tynde Stilk bliver Frugten som nævnt hængende. I daglig Tale kalder man derfor den tykke Ende af Frugten for den nedre, i Virkeligheden er det den øvre Ende.

Kødet varierer i hvidlige og gullige Farver; det kan dog også være laksfarvet (Conference og General Totleben) og rødt (Blodpære). Ved Modenhed er Pærer som Regel bløde og saftige. Smagen er meget forskellig, men oftest sødlig, medens Æbler er syrlige, hvilket skyldes, at disse har et højere Syreindhold: de har ganske vist også det højeste Sukkerindhold, men det er Syren, der smager mest igennem. Til Gengæld har Pærer højere Tørstofindhold, de er altså tungere. Aroma kan mangle, men den kan også være meget fremtrædende og fin (Comice) eller moskusagtig og måske ubehagelig (Williams), meget afhængigt af ydre Forhold. Smagen kan være noget bitter og snerpende (Tongre); dog er det ofte kun Huden, der har denne Egenskab, hvorfor mange foretrækker at skrælle Pærer (Gråpære, Bonne Louise). Kødet kan være smeltende, og vi har da de såkaldte Smørpærer (Beurré), det kan også være tørt og knasende (Clapps Favorite og sene Pærer, som ikke når fuld Udvikling her i Landet). Pærefrugten danner Stenceller, og ofte er sådanne Celler samlede i større eller mindre Grupper, »Sten« (Grev Moltke og især Marie Louise). Tægesugning og anden Beskadigelse kan udløse Stendannelsen, der iøvrigt er værst i tørre år.

Kærnehuset. Hos Pærer er Frørummene, Kamrene, ikke omgivet af en pergamentagtig Væg som hos Æble, men er bløde, hvorfor man ved Spisningen af Frugten kun lægger lidt Mærke til Kærnehuset, der iøvrigt er lille, hvortil bidrager, at Kærnerne ofte er få og dårlig udviklede. Frugtens Bug, der markerer Kærnehusets Placering, sidder hos langagtige Frugter nærmest Bægerenden. I et Længdesnit af en Pærefrugt ses det, at Stilkens Karstrænge går helt ned til Kærnehuset. Dette er omgivet af Stencelledannelser, der fortsætter helt til Bægerrøret.

Kærnerne, hvis Tal som anført ofte er ringe, er som Regel mørkere end Æblekæmer og i den brede Ende ofte forsynet med en lille Pukkel eller Næb. Medens Æblekæmer kan være meget vejledende ved Sortsbestemmelsen, har Pærekærner ringere Betydning i så Henseende.

Dyrkningsforhold.

Herunder skal især omtales Grundstammespørgsmålet. Pære podes på Vildstamme- eller Dværgunderlag. Som Vildstamme benyttes Frøplanter af normanniske Ciderpærer. Skønt de er vanskelige at arbejde med i Planteskolen, giver de dog smukke, store og længelevende Træer, der i Kraft af deres dybtgående Pælerødder står særdeles godt fast for Vinden. Man kan gå ud fra, at så godt som alle store og gamle Pæretræer her i Landet står på Vildstammerod. Ønskes der Dværgtræer, benyttes Kvæde {Cydonia oblonga) som Grundstamme. Ved den engelske Forsøgsstation East Malling har man udskilt Kloner af Kvæde og givet dem Bogstavbetegnelser. Kvæde A er kraftigvoksende og velegnet til fritstående Træer, medens C er svagtvoksende og anvendelig til Espaliertræer. Endnu er Formeringen og Brugen af disse Typer ikke almindelig hos os, hvorfor der må regnes med, at vore Dværgtræer står på, hvad man kan kalde alm. Kvæde, hvorved forstås en Blandingsvare, i sin Tid fremkommet ved Frøudsæd. Kvædegrundstammerne formeres i Planteskolerne ved Aflægning; de har et ret stærkt forgrenet, men øverligt liggende Rodnet, hvorfor Dværgtræer har nogen Tilbøjelighed til helt eller delvis at vælte under stærkt Vindtryk. Kvæden er ikke så hårdfør som Pære, hvorfor streng Frost kan dræbe Roden på Dværgtræer.

Pære og Kvæde står hinanden lidt for fjernt i Slægtskab til. at Sammenvoksningen mellem dem kan blive så solid og varig, som Frugtavlerne kunde ønske. Visse Pæresorter trives praktisk taget ikke på Kvæde, og andre trives udmærket, men de fleste Sorter ligger i Mellemområdet. Vækstbetingelser og Kulturforanstaltninger m. m. synes at øve Indflydelse på Forholdet, hvorfor der må regnes med meget forskelligartede Resultater fra Sted til Sted. Ønsker man at dyrke Dværgpærer af Sorter, som ikke trives godt på Kvæde, kan man anvende Mellempodning eller Dobbeltpodning, hvilket vil sige, at Træets Stamme består af en Sort, der trives godt på Kvæde, og Kronen af den endelige Sort, der podes ind i Stammehøjde. Her i Landet anvendes ofte Clara Frijs som Mellemstamme, men Hardy og andre Sorter kan også komme i Betragtning. Dobbeltpodningen er en forholdsvis simpel Foranstaltning og bør sikkert anvendes i øget Udstrækning. Der må gås ud fra, at Mellemstammen øver Indflydelse på Træets Vækst og Frugtbarhed. — Af det anførte frem-går det, at der til Brugen af Kvæde som Grundstamme knytter sig en Række Usikkerhedsmomenter, hvorfor der må regnes med en meget forskelligartet Udvikling af Dværgpæretræer.

Erhvervsdyrkning af Pære bør kun finde Sted i Landets for Frugtavl gunstigste Egne og her på varm Jord. Det gælder især ved Dyrkning af fine Sorter og sentmodnende Sorter. Pæretræet egner sig fortrinligt til Espaliering og bør anvendes hertil i vid Udstrækning i Privathaver. I Udlandet er Dyrkning af espalierede Pæretræer i Erhvervsøjemed ret almindelig, og herhjemme er det ikke ukendt. Der er da Tale om fritstående Espalier samlet i Espalierhaver.

Befrugtningsforhold.

Som for Æble har vi også for Pære det Forhold, at nogle Sorter er diploide med 34 Kromosomer i de vegetative Cellers Kærner, medens der er andre Sorter, som er triploide med 51 og nogle endda tetraploide med 68 Kromosomer. Også for Pære gælder det, at de triploide Sorter danner dårligt Blomsterstøv og kun i ringe Grad er i Stand til at befrugte andre Sorter; selv må de bestøves af diploide Sorter. Pæretræerne kan imidlertid i ret stor Udstrækning danne Frugter uden Befrugtning, et Forhold der kaldes Parthenokarpi. Frugter dannet på denne Måde er uden Kærner og med lille Kærnehus, hvorfor de er tynde og ikke så karakteristisk bugede som normale Frugter. De har ringe Handels- og Brugsværdi, hvorfor Forholdet mest er af teoretisk Interesse.

Sorternes Egenskaber og Brugsværdi.

Her i Landet har det hidtil været sådan, at Pæredyrkningen helt har stået i Skygge af Æbledyrkningen. Efter at Landet nu er ved at være »æblemættet«, er der Grund til at tro, at man vil skænke Pæredyrkningen øget Interesse. Desværre er vor Viden om Pæretræet, dets Dyrkning og dets Sorter meget mangelfuld; der foreligger således ingen eller kun få Forsøgsresultater vedrørende denne Frugtart. På Blangstedgaard har Pærer været med i Opbevaringsforsøg 1918—22. Der sammenlignedes Opbevaring i Kælder, ventileret Frugthus og Kølerum. Ventileret Frugthus var betydeligt bedre end Kælder. I Kølerum med I,5° har Opbevaringstiden, varierende efter Sort og år, været 1½—2½ Måned længere end i Kælder. Det viste sig, at alle de prøvede Sorter, som blev opbevaret i Kølerum, havde tabt lidt af Smagen, så at denne ikke var fuldt så god som hos Frugt fra Kælderen eller Frugthuset. Var Frugten plukket for tidligt, fik den efter Opbevaring i Kølerum en roeagtig Konsistens og Smag.

Sortsvalget.

Ved Tællingen i 1939—40 indhentedes der nogle Oplysninger om Pæresorter dyrket i erhvervsmæssige Frugtplantninger. Tabel I fortæller herom:

Tallene viser, at »Hovedsorterne« ikke er dominerende, det er derimod de i Gruppen: Andre og uoplyste Sorter. Det er da også velkendt, at vi her i Landet arbejder med et stort Sortiment af Pærer, alt for stort til Dyrkning i Erhvervsøjemed. På den anden Side kan der ikke være Tale om Anlæg af f. Eks. Grev Moltke-Plantager, alene af den Grund, at store Frugtmængder af en så lidet holdbar Sort ikke kan finde Afsætning. En jævn Forsyning af Markedet forudsætter Dyrkning af et ret stort Antal Sorter, som jo dog ikke nødvendigvis må findes i hver enkelt Plantning. Tabellen fortæller, at der i 1940 var mange unge Træer, hvilket viser en voksende Interesse hos Erhvervsfrugtavlerne for Pæredyrkning, en Interesse, der ingenlunde er aftaget siden dengang.

Frugthøstens Størrelse i erhvervsmæssige Plantninger har for Pærehøstens Vedkommende efter Statistisk Departements Opgørelse svinget mellem 3,2 og 8,0 Mill. kg. i årene 1942—49. Det laveste Tal er fra 1945 og det højeste fra 1949.

Tabel II giver en Oversigt over den samlede Tilførsel til Gartnernes Salgsforening i Odense for årene 1945—48. Hvad Kilo angår, ligger Grev Moltke klart i Spidsen, derefter kommer Clapps Favorite, Charneu, Nouveau Poiteau, Colorée de Juillet, Dobbelt Philip, Gråpære, Williams, Bonne Louise, Joséphine de Malines, Soldat Laboureur, Comice, Clara Frijs, Eyewood og endelig til sidst Amanlis. — Af denne Tabel fremgår det, at der ved Tællingen i 1939/40 burde have fundet en større Sorts-Udspecialisering Sted. I Kolonnen for Gennemsnitsprisen ligger Colorée de Juillet højest (den store Tidlighed), dernæst Joséphine de Malines (den store Holdbarhed) og som Nr. 3 Comice (den fine Kvalitet). Men får her Fingerpeg om, hvor Vægten bør lægges ved Sortsvalget. Lavest ligger Nouveau Poiteau. Tallene her siger intet om Rentabiliteten, da vi ingen forsøgsmæssige Oplysninger har om de forskellige Sorters Afkastning pr. Arealenhed og heller ikke om Produktions-, Opbevarings- og Salgsudgifter.

På Tabel III er der givet en Oversigt over Sorternes Anvendelighed. Et x i en Kolonne betyder, at Sorten er anvendelig til det pågældende Formål. Er der flere x'er, skal dette antyde, at Sorten er særlig værdifuld. Det siger sig selv, at denne Klassificering har en skønsmæssig Karakter. Angivelserne i Kolonnen for Brugstid må også tages med Forbehold, da en Sorts Brugstid kan variere meget fra år til år og desuden er afhængig af Plukketiden og Opbevaringen. Navnlig er Angivelserne for de sentmodne Sorter usikre, dels fordi vore Erfaringer her er spinkle og dels fordi Indflydelsen af de ovennævnte Faktorer her især gør sig gældende.

På Tabel IV er Sorterne stillet op i Rækkefølge efter Brugstiden. En sådan Opstilling kan formentlig påregne en vis Interesse.

Til Slut skal bemærkes angående Sortsvalget, at det har voldt Vanskelighed "at afgøre, hvilke Pæresorter der skulde medtages i »Danmarks Frugtsorter«. Det vilde have været ønskeligt, om Sortsantallet kunde have været forøget. Adskillige af Værkets Brugere vil sikkert savne Comte de Chambord, Congres, Curé, Emil Heyst, Esperine, General Totleben, Herzogin Elsa, Laxtons early Market, Olivier de Serres, Précoce de Trévoux, Triomphe de Vienne, Urbaniste m. fl. Forhåbentlig vil der til sin Tid kunne udsendes et helt Bind med Pæresorter.