BLOMMESORTERNE

Blomme hører til Slægten Prunus af Stenfrugtfamilien (Amygdalaceæ). I den danske Flora er Slægten repræsenteret ved Slåen, P. spinosa, der har runde, blåduggede Frugter af en så sammensnerpende Smag, at de er uspiselige i rå Tilstand. Slåen dyrkes ikke som Frugthaveplante. Almindeligt plantet til Hegn og Hæk er Myrobalan eller Kirsebærblomme, P. cerasifera, der er hjemmehørende i Vestasien og Kaukasus. Som Stamart for de dyrkede, storfrugtede Blommer opfører Botanikerne Prunus domestica, der angives at høre hjemme i Vestasien og Europa, men ikke synes at findes oprindelig vildtvoksende nogen Steder. Man hælder derfor til den Anskuelse, at Haveblommen er fremkommet ved Krydsning mellem Slåen og Myrobalan. Den første har 32 Kromosomer i Diploidstadiet og den sidste tilsvarende 16. Idet deres Kønsceller henholdsvis rummer 16 og 8 Kromosomer, skulde Mellemformen have 24 Kromosomer. Haveblomme har imidlertid 48 Kromosomer, hvorfor man går ud fra, at der efter Krydsningen har fundet en Kromosomfordobling Sted. Noget sådant sker ikke så sjældent, og Resultatet kan blive en ny, kraftig Art. Prunus domestica er et stort Kompleks, der kan opdeles i Underarter og Grupper. En af Underarterne er Kræge, P. d. insititia, der er forvildet her i Landet, se nærmere under Kræge og Mirabeller. En anden er Rundblommen, P. d. italica, hvortil Reine Claude hører; den tredie Underart omfatter Æggeblommer og Halvsvesker, P. d. intermedia, og en fjerde er Ægte Svesker, P. d. oeconomica.

Af andre Arter må nævnes Japansk Blomme, P. salicina (P. triflora), se nærmere under Japanske Blommer. De amerikanske Arter, P. americana, P. nigra, P. hortulana og P. munsoniana, der har været Ophav til nogle i Amerika dyrkede Sorter, har næppe større Interesse for os. Det samme gælder for den kinesiske Art, P. simonii.

Antallet af Blommesorter er betydeligt, omend mindre end Antallet af Æble-og Pæresorter. U. P. Hedrick beskriver i sin »The Plums of New York« ca. 2000 Sorter stammende fra 15 Arter. Da de forskellige Prunus kan krydse med hinanden, kan der fremkomme helt nye Sortstyper, og da Blommesorter ikke er konstante ved Frøudsæd, kan der med stor Lethed tiltrækkes nye Sorter i Massevis. Her i Landet er der kun arbejdet meget lidt med dette, hvorfor der af storfrugtede Blommer næsten ikke findes danske Sorter. Dette kan tages som Udtryk for mindre Interesse for denne Frugtart, j f r. Forholdet for Æble, men det kan også tydes som et Tegn på, at man har været tilfreds med de forekommende udenlandske Sorter.

Da adskillige Blommesorter er selvfertile, er der en vis Sandsynlighed for at få dem nogenlunde ægte ved Frøudsæd, og denne Formeringsmåde har da også været anvendt for f. Eks. Alm. Sveske. Blommesorterne er ikke meget tilbøjelige til at mutere (sporte), men der kan dog fremkomme Varianter: Purple Pershore, Rød Oullins m. fl.

Sortsbeskrivelsen.

Forsøgsresultater vedrørende Blomme foreligger meget sparsomt her fra Landet, hvorfor man mest må støtte sig til Iagttagelser fra Træer i Privathaver og Plantager.

Træet. Størrelsen. Blommetræet bliver ikke noget stort Træ og heller ikke noget gammelt Træ. En Slutafstand af 8 m vil for de fleste Sorter være den nødvendige Maksimalafstand, og adskillige Sorter kan ikke udfylde så stor en Plads. Træernes Livslængde vil være afhængig at Sorten, Grundstammen, Voksevilkår, Pleje m. v., men kan vel ansættes til mellem 30 og 50 År

Roden. Blommetræet har Evne til at danne Knopper på Rødderne, hvorfor Formeringen kan ske ved Rodstiklinger. Træerne danner ofte Rodskud;

det gælder især for Sorter af Krægegruppen (Gul Havreblomme f. Eks.), men også storfrugtede Blommer kan have Tilbøjelighed dertil. Er Træerne rodægte, kan Sorterne formeres ved Rodskud, således som det tidligere fandt Sted. De Rodskud, man nu til Dags ser, er oftest Grundstammens. Typer af Sct. Julien kan give så mange Rodskud, at det er generende for Jordens Bearbejdning.

Stammen kan være noget vreden. Ret ofte har den døde Længdepartier, forårsaget af Frost, Gummiflåd eller andet. Veddet er skørt, hvorfor Grenene let knækker, og Stammen flækker. Er der Tale om yngre Træer, kan de boltes sammen og leve videre, da unge Blommetræer har en betydelig Regenerationsevne. Ældre Stammers Bark er dækket af mere eller mindre iøjnefaldende Korklag. Træer af insititia-Gruppen er mere glatbarkede end Træer af de andre Grupper af Haveblomme, idet disse ofte er forsynede med dybe Længdefurer i Korken.

Kronens Form. Når henses til Blommetræernes forskelligartede Oprindelse, kan det ikke undre, at Voksemåden m. m. er meget varierende fra Sort til Sort. Myrobalan er en stor, tæt og tornet Busk med mange rigt forgrenede Hovedgrene. En Japansk Blomme som First har en lille, flad og bred Krone med spinkel Grenbygning. Czar har, navnlig i de unge år, en stærkt opret, smal, men åben Krone. Tidlig engelsk Sveske har også stiv, opret Krone, men den er rigt forgrenet og tæt. Victoria har en lav, bred og tildels hængende Vækst. Italiensk Sveske har også Tendens til at blive hængende, men her er — i Modsætning til Victoria — Kronen meget forgrenet og tæt. Reine Claude-Gruppens Træer er som Regel åbne af Vækst og noget »knudrede« i Grenbygningen og med brede Kroner. Mirabellerne danner som Regel spinkle, fingrenede Træer. Rivers early Prolific danner en rundagtig Krone med stive, strittende Grene. Da Frugtsporerne eller Buketgrenene hos Blomme ikke bliver gamle, er der ofte lange nøgne Partier på Grenene. Det er i Periferien af Kronen, at Blade, Blomster og Frugter fortrinsvis findes.

Skuddene er som Regel lange og kraftige; Belle de Louvain, Victoria m. fl. kan danne indtil 2 m lange Årsskud Nogle Sorter har stærkt hårede Skud (Victoria), andre har glatte Skud (Grøn Reine Claude). Mod Spidsen er Skuddene ofte noget kantede og furede. De kan vokse lige i Vejret, men som Regel er de noget bøjede og i nogle Tilfælde mere eller mindre hængende. Barkfarven og Behåringen er Sortskendetegn. Nogle Sorter har knæede Skud (Ungarsk Sveske) og nogle har meget fremtrædende Bladar (Kirke).

Knopperne er små og ikke meget iøjnefaldende, før de om Foråret begynder at vokse, så de lyse Partier af Knopskællene træder frem. Frugtknopperne kendes fra Bladknopperne ved at være større og tykkere, men erkendes dog ikke sikkert før langt hen på Foråret. Knopperne kan være tredobbelte, idet der ved Hovedknoppen kan findes to Biknopper, der kan være Frugtknopper, medens Midterknoppen så er en Bladknop. Biknopperne kan også være små, »sovende« Bladknopper, som kan bryde efter stærk Beskæring og Nedskæring af Grenene.

Bladene er karakteristiske og meget anvendelige ved Sortsbestemmelsen, når de tages fra ensartede, helst unge Træer, dyrket Side om Side. Navnlig er de helt unge Blades og Skudspidsers Farver gode Kendetegn, men det forudsætter, at de er vokset frem under ensartede og normale Forhold samt i fuld Belysning. Bladrandens Indskæringer er ligeledes værdifulde Sortskendetegn. Kirtlerne, der i et Antal af indtil to sidder på Bladstilken eller ved Bladpladens Grund, er som Regel ikke stærkt udviklede. Bladenes Form er meget forskellig eftersom det drejer sig om Langskud eller Dværgskud, idet Bladene på de første som Regel er korte og brede, medens de på de sidste er forholdsvis lange og smalle. Hvor intet andet er bemærket, stammer de Her i Værket beskrevne Blade fra Langskud og som Regel fra Skuddets Midterparti. Bladene kan være rundagtige (Prince of Wales, Rivers early Prolific), ægformede (Rød Æggeblomme), omvendt ægformede (Jefferson), ovale (Reine Claude), elliptiske (Svesker) eller langt elliptiske (Mirabelle). Bladene kan være meget tykke og ru, de kan være bølgede og krøllede (Czar), og med på Bladundersiden stærkt fremtrædende Ribber. Akselbladene, der er affaldende, har ikke stor Værdi for Sortsbestemmelsen.

Blomsten. Af Frugtknoppen udvikles en Blomsterstand med indtil 5 knippestillede Blomster (japanske Blommer) eller kun to, som det er normalt for europæiske Blommer. Frugtknopperne, der er »ublandede«, indeholder som Regel ikke Anlæg til Løvblade, hvorfor det frugtbærende Parti ikke danner Knopper, men bliver nøgent efter Afplukningen af Frugten.

De fleste Frugtknopper sidder på Langskud; men Dværggrene med Frugtknopper forekommer almindeligt. Blomsten er omkringsædig, hvorfor Bægerbladene, Kronbladene (af begge Slags 5 i Tal) og Støvdragerne (mange og siddende i 3 Kredse) falder af, idet den visne Blomst bliver siddende omkring den unge Frugt, indtil denne sprænger Kappen eller Hylstret. Griffelen falder også af efterladende et Ar, det såkaldte Griffelpunkt, i Frugtens øvre Ende. Frugtknopperne kan sidde tæt sammen, hvorfor Frugterne, selv om der kun udvikles een af hver Knop, kan komme til at hænge hinanden generende nær. Blomsterne, der fremkommer før Løvspring (Myrobalan) eller sammen med eller lidt efter dette (de fleste storfrugtede Sorter), er som Regel hvide, men kan have et grønligt (Reine Claude) eller gulligt Skær. Blomsterstilken, der ikke vokser efter Afblomstringen, kan være af forskellig Længde. Støvoverrørelsen sker ved Insekters Hjælp. Abnormiteter i Blomsten kan forekomme. Kronbladenes Antal kan være 4 eller 6, eller Blomsten kan være helt fyldt som hos Allmän Gulplommon; Støvvejen kan være dobbelt, og vi får da Frugter med to Sten. I nogle Tilfælde åbner Støvknapperne sig ikke.

Frugten er en Stenfrugt med den spiselige Del, Kødlaget, yderst, dernæst en Sten og inden i denne en Kerne eller et Frø. Forhold vedrørende Frugten er naturligvis at den allerstørste Interesse og Betydning. Selv om Blommesorter kan ligne hinanden meget, er det dog som Regel muligt ved Hjælp af deres ydre og indre Egenskaber at bestemme dem. Det må dog påpeges, at Variationerne inden for samme Sort kan være store efter Årets Vejrforhold, Dyrkningsbetingelser, Udtyndingsgrad m. v.

Formen er fladrund, rund, oval, ægformet, elliptisk eller sveskeformet. Figuren viser Hovedformerne. Frugtens Griffelende er dens øverste Del, medens Stilkenden er dens nederste. Da Frugterne hænger nedad på Træerne, vil man i Praksis være tilbøjelig til at anvende Betegnelserne omvendt. Her i Værket er der for at undgå Misforståelser brugt Udtrykkene Stilkende og Griffelende. Mellem Frugtens Stilk- og Griffelende løber der på Bugsiden en Fure, som kan være mere eller mindre markeret. Rygsiden har ingen Fure.

Størrelsen kan, som det også fremgår af Figuren, være meget forskellig, fra de små Mirabeller til de kæmpestore Frugter af Ponds Seedling. Den aktuelle Størrelse er foruden af Sortsegenskaber afhængig af Frugtmængden, Dyrkningsforhold m. v. og kan derfor ikke være noget helt sikkert Kendetegn. Frugten måles i Længde, Bredde og Tykkelse. Længden eller Højden er Målet fra Griffel- til Stilkende; Bredden måles vinkelret på det første Mål, medens Tykkelsen er Afstanden mellem Ryg og Bug. Se Figuren.

Farven er et af Hovedkendetegnene. Den kan være grøn, hvidlig, gul, rød, brun, violet til sort. Hver Farve kan optræde i mange Nuancer, og den samme Frugt kan have flere Farver. Dækfarven kan findes som et jævnt Overtræk, som større eller mindre sammenhængende Partier eller som Prikker. Den udvikles kraftigst på Solsiden, men Frugter, der sidder i Skygge, farves dog også. Karakteristisk for Blomme er den Dug, et Voksovertræk, som dækker Huden. Duggen, som er blålighvid af Farve, giver Frugten et Skær, der kan være helt anderledes end Frugtens egentlige Farve (se f. Eks. Italiensk Sveske). Duggen er tynd og gnides let af, hvorfor Handelsvaren ofte har et broget Udseende (se Farvetavlen af Prince of Wales).

Til Huden knytter der sig særlig Interesse. Huden kan være så tyk og sejg samt af så ubehagelig en Smag, at den ikke kan spises, hvorfor det er af Betydning, at den kan skilles fra Kødet, altså trækkes af. Det kan den i nogle Tilfælde let, i andre vanskeligt, men Frugtens Modningsgrad spiller her afgørende ind. Hudpunkterne på Blommefrugter kan i mange Tilfælde kun iagttages i Lup. De kan dog også være meget synlige (Laxtons Early), idet de kan være af afvigende Farve fra den omgivende Hud. Forkorkning af Huden forekommer ikke sjælden, måske som Følge af mekanisk Beskadigelser, men findes også som noget naturligt og da, f. Eks. som grålige Linier, ikke mindst på Stilkpartiet (se Experimentalfältets Sveske og Hall).

Griffelpunktet, Arret efter Griffelen, beskrives; men det er ikke noget egentligt Sortskendetegn, dertil er det for lidt karakteristisk og for ens for Sorterne. Det kan variere i Størrelse og Placering.

Stilken er forholdsvis tynd; den er af forskellig Længde og ret ens for alle Frugter af samme Sort. Den sidder i en Stilkgrube, der som Regel er lille og regelmæssig. Stilken, fra hvilken der går Karstrenge til Stenen og Frugtkødet, kan ved Frugtens Modenhed sidde så løst i Frugten, at denne yderst let falder af (Ruth Gerstetter), men den kan også sidde så fast både i Træ og Frugt, at Frugterne kan blive hængende på Træerne efter Løvfald (Ungarsk Sveske). Stilken kan være mere eller mindre håret.  

Kødet. Farven svarer stort set til Hudens Farve, men er lysere. Det er gennemtrukket af Årer, Karstrenge, der udgår fra Stenen og ofte tegner sig meget tydeligt (Hall m. fl.). Konsistensen er meget forskellig, lige fra helt blød (Oullins) til fast og noget sejg (Italiensk Sveske). Saftrigdommen kan også være meget forskellig. Begge disse Egenskaber er i høj Grad afhængige af Frugtens Modenhedsgrad, der atter kan stå i Forbindelse med Stedets Klimaforhold og Årets Vejrlig, samt Træets Frugtmængde. I Danmark bliver visse Sorter, som længere syd på regnes for fine. ikke hverken bløde eller saftige (Gul Æggeblomme, Pond), eller de bliver det ikke hvert År (Bavays Reine Claude). Smagen varierer fra sød (Grøn Reine Claude) til sur eller syrlig (Monarch), ligesom der er stor Forskel på Aromaen. Nogle Sorter har en vandet Smag (Emma Leppermann), andre har kun svagere Aroma (Oullins, Belle de Louvain) og atter andre kan ikke karakteriseres som Spiseblommer (Prince Engelbert). Adskillige Blommer er meget vellugtende.

Stenen er den mest konstante Del af Frugten, hvorfor der knytter sig stor Interesse til den og dens Afbildning. En virkelig dækkende Beskrivelse af Stenen er vanskelig at give, så at Læseren kan få det rigtige Billede frem. Bedst er det at have en Samling af Sten til at sammenligne med. Sådanne tørre Blommesten viser afblegede Farver med mere udpræget Skulpturering end de friske Sten, ligesom de svinder lidt i Størrelse og naturligvis også i Vægt ved Tørringen. Stenens Form og Størrelse er meget forskellig fra Sort til Sort. Se Fig. Side 315. For den enkelte Sort står Stenens Størrelse i fast Forhold til Frugtens Størrelse, dog således, at små Frugter har en forholdsvis stor Sten. En Vejning af Frugter af Jefferson viste følgende Forholdstal: hele Blommen 100, Stenen 5,1 og Kærnen 0,8. For Italiensk Sveske fandtes en Gennemsnitsvægt for Sten af 1,5 g og for Kærne 0,2 g. Den største Sten vejede 1,9 g og den mindste 1,0 g.

Stenen er ejendommeligt bygget, Siderne er mere eller mindre hvælvede; de kan være glatte (Gul Abrikosblomme), nubrede (Kirke) eller porede (Victoria). Ryggen, der som Regel danner en mere lige Linie end Bugen, er forsynet med en Fure afgrænset af to, oftest takkede Kanter. Bugen er meget tykkere end Ryggen; den har tre Kanter: en Midterkant, der kan være stærkt fremtrædende, skarp og kamformet, og to Sidekanter, der er mere afrundede og mindre fremtrædende. Nogle Sten har yderligere to Mellemkanter. Uden for hver Sidekant findes en Sidefure. Se Figuren. I Stenens Furer er Karstrengene indlejret. På Stenens Sider kan der forekomme afbrudte Lister og Forhøjninger. — I nogle Pomologier kaldes den smalle Kant af Stenen for Bug og den tykke for Ryg. Her i Værket er Botanikernes Opfattelse af Forholdet fulgt, idet Stenens Bug ligger inden for Frugtens Fure.

Med Hensyn til Formen har vi rundagtige (Blommesten) og langagtige (Sveskesten). Størrelsen udtrykkes ved Længde, Bredde og Tykkelse. Ved at stille disse Mål i Forhold til hinanden fås Indekstal, der kan være til Nytte ved Bestemmelsen af en foreliggende Prøve af Blommesten under Forudsætning af, at der måles et passende Antal repræsentative Sten. Karl Roder har i Kühn-Archiv, 45. Bd., 1940, offentliggjort en større Afhandling om Sortskendetegn hos Blomme. For Stenenes Størrelsen angives Indekstal for 81 Sorter, hvor Stenens Længde sættes lig 100 og Bredde og Tykkelse i Forhold hertil. For Italiensk Sveske angives Tallene således: 100 : 35 : 60. Samme Forfatter angiver tilsvarende Indekstal for Frugtens Størrelsesmål samt for Forholdet mellem Bladenes Længde og Bredde. Stenens Længde må-les fra Spids til Spids, Tykkelsen måles fra Bug til Ryg, og Bredden bliver da Målet fra Side til Side.

Ved Hjælp af Talangivelser for Stenen og Frugtens Form, Farve og Modningstid kan man opstille Bestemmelsesnøgler over Sorterne. Den franske Pomolog J. Vercier har i sin »La determination rapide des varietés de fruits":, 1941, opstillet et Talsystem, hvori der for 7 Egenskaber (Modningstid, Form, Farve, Stilk, Fure, Sten og Kød) er givet indtil 9 Talkarakterer. Har man en Frugt for sig, søger man at finde frem til disse Talværdier ved Hjælp af et Oversigtsskema, idet Talværdierne så genfindes i en Sortsoversigt. Victoria har f. Eks. Tallene 5 4 7 l 4 5 5, d. v. s. modner i Begyndelsen af September (6134, de små Tal angiver Variationen), oval til rundagtig, violet, kort til halvlang Stilk i stor Stilkhule, Furen stor og flad, Stenen middelstor og aflang, Kødet fast og sødt.

Stenen kan løsne helt fra Kødet, som det kendes fra visse Sveskesorter; men Kødet kan også være så fastvokset til Stenen, at det kun med Vanskelighed kan løsnes fra denne (Czar, Gul Æggeblomme). I mange Tilfælde hænger der noget af Kødet fast ved Stenens Bug eller på dens Sider. Forholdet hænger iøvrigt sammen med Frugtens Modningsgrad og med Dyrkningsforholdene: visse Sorter, hvis Sten ikke løsner sig fra Kødet under vore Forhold. opfører sig anderledes i sydligere Lande.

Dyrkningsforhold.

Der har ikke i Værket kunnet tages meget Hensyn til Grundstammevalget, da Oplysninger herom kun i ringe Udstrækning har foreligget. Dette giver vel Udtryk for, at Forholdet ikke tillægges stor Betydning, men vel også for at man ikke altid er vidende om, hvilken Grundstamme der i det pågældende Tilfælde er anvendt. Tidligere brugtes Sct. Julien i betydelig Udstrækning, og en Del af Landets Blommetræer står givetvis på denne Grundstamme. I de senere Årtier er man i Planteskolerne gået over til at anvende Myrobalan til Grundstamme, og de fleste af Blommetræerne i Plantagerne står på denne Grundstamme. Nogle af de engelske Former: Common Mussel, Brompton, Pershore og Common Plum er kendt her i Landet. Det samme gælder for de i England udsorterede Typer af Myrobalan, Sct. Julien og Damas. Forsøg er i Gang på danske Forsøgsstationer og en foreløbig Beretning er udsendt. Interessen samler sig foreløbigt mest om Myrobalan B og Sct. Julien A. Ønsker man Dværgtræer af Blomme, kan dette opnås ved Anvendelse af en svagtvoksende Grundstamme. Her i Landet er der fremkommet en Dværgform af Myrobalan.

Blommetræer dyrkes og trives i de fleste af Landets Privathaver og tillige i ret stor Udstrækning i Plantager, der sædvanligvis ligger nær Afsætningsstedet for Frugten. En Forudsætning for en vellykket Kultur er en frugtbar, ikke tør Jord, der helst tillige må være varm for at få god Kvalitet på Frugten og for at få denne tidligt moden. Yderligere kan nævnes, at Dyrkningsstedet må have godt Læ, da Frugten er tilbøjelig til at falde af, når den er moden.

Egentlig gamle Blommetræer findes der ikke mange af her i Landet, vel næppe nogen over 50 År I Erhvervsdyrkning bør Træerne formentlig ikke blive mere end ca. 30 år. løvrigt er Blommetræer ikke vanskelige at have med at gøre, da de ikke kræver megen Beskæring og heller ikke mange Sprøjtninger. Til Gengæld vil Udtynding af for rigelig ansat Frugt være en nødvendig, men ret besværlig og dyr Foranstaltning.

Blommetræet dyrkes altovervejende som fritstående, men kan udmærket espalieres, ligesom det kan dyrkes i Væksthuse.

Befrugfningsforhold.

Blommetræernes Blomstring finder i Danmark Sted i Maj Måneds første Halvdel, når Talen er om de storfrugtede Sorter af domestica-Gruppen, medens Myrobalan og japanske Blommer kommer tidligere, ofte i April Måned, før eller senere efter Vejrforholdene. Da sammenfaldende Blomstring naturligvis er en Forudsætning for gensidig Bestøvning, må der skænkes Sagen Opmærksomhed. Nogle Blommesorter kan befrugte sig selv, er selvfertile: Alm. Sveske, Belle de Louvain, Czar, Giant, Monarch, Prince Engelbert, Prince of Wales, Oullins Reine Claude, Victoria m. fl. At de er selvfertile, er ikke ensbetydende med, at de ikke ansætter flest Frugter efter Krydsbefrugtning. Italiensk Sveske angives også at være selvfertil; om den altid er det hos os, er næppe fastslået. Nogle Sorter er selvsterile: Althans og Grøn Reine Claude, Jefferson, Kirke, Ponds Seedling, Washington m. fl. Nogle af Reine Claude-Grupens Sorter er hinanden så nærstående, at de ikke kan befrugte hinanden, de er intersterile: Grøn Reine Claude og Washington f. Eks.

For Myrobalan gælder det, at Frøplanter, som man har dem i Hegn og Hæk, let befrugter hinanden, medens Individerne af Navnesorter (Kloner) af Myrobalan ikke kan befrugte hinanden. Da Myrobalan som Følge af den tidlige Blomstring ikke kan blive befrugtet af storfrugtede Blommer, må man dyrke flere Sorter af denne Gruppe sammen. Victoria, der blomstrer i Midtsæsonen, og Czar, der blomstrer lidt senere, er begge gode Befrugtningssorter, og da de tillige er selvfertile og iøvrigt værdifulde, er de som selvskrevne til at indgå som Befrugtningssorter i Specialplantninger. Da man i Almindelighed af andre Grunde dyrker et Flertal af Sorter, vil der i en blandet Plantning næppe mangle Befrugtningsmuligheder. — Når Træerne under sådanne Forhold bærer for lidt, kan det skyldes for sparsom Blomstring, ugunstige Vejrforhold m.v. Ved skønsomt Valg af Sorter vil man kunne modvirke en for voldsom Frugtansætning og dermed undgå det følgende store Udtyndingsarbejde.

Sorternes Egenskaber og Brugsværdi.

Blommer bruges som Spise- eller Dessertfrugt, til Husholdning, til Konservering og til Tørring. De fleste Sorter er Spiseblommer, omend af forskellig Kvalitet, alt efter Arveanlæg, Dyrkningsstedet, Årets Vejrlig og Træets Frugtmængde (Udtyndingsgraden). Spiseblommer kan naturligvis også anvendes til Madlavning. Hertil kan også bruges særlige Sorter som f. Eks. Belle de Louvain, Prince Engelbert, Giant og mange flere. Sådanne Blommer kan være fortrinlige Kogeblommer, selv om de i rå Tilstand synes at være af tarvelig Kvalitet. Til Henkogning anvendes i Industrien særlige Sorter og fortrinsvis sådanne, der ikke revner, f. Eks. Grøn Reine Claude og Mirabellerne. Til Tørring anvendes Sveskeblommer, der har fast Kød og så tilpas ringe Vandindhold, at de ikke svinder for meget under Tørringen.

Medens vi med det nuværende Forbrugsniveau har ret passende Produktion af Spiseblommer, er det helt anderledes med Sveskeproduktionen. Der dyrkes ganske vist mange Sveskeblommer, men de anvendes til Syltning m. m. i Køkkenet. Tørring på Fabriksbasis finder ikke Sted og kan ikke etableres, før Produktionen sættes stærkt i Vejret. Et foreløbigt Mål er at finde frem til Sveskesorter velegnede til Dyrkning her i Landet og i Besiddelse af de Egenskaber, der giver et konkurrencedygtigt Færdigprodukt. Nogle Prøvetørringer er foretaget i 1951 af Laboratoriet for Konservering af Frugt og Grønsager og gav til Resultat, at Almindelig Sveske giver kønne, men små Svesker, Italiensk Sveske smagte noget for syrligt, Jerusalem synes uegnet, medens Wangenheim gav en god Brugsvare, omend Sveskerne var noget små. En Prøve af californisk Sveske (Agen) var af en noget brunlig Farve, og Stenen løsnedes ikke fra Kødet.

Modne Blommer er ikke nogen holdbar Vare, ofte skal de bruges i Løbet af få Dage. Der er altså kun kort Tid til den handelsmæssige Omsætning. Dette er vel Hovedgrunden til, at Frugterne ikke sjældent plukkes, før de er modne. Da Blommer kun i ringe Grad har Evne til at eftermodne, bliver for tidligt plukkede Blommer af en dårlig Kvalitet. Forholdet kendes bedst for de tidlige Sorter. I Højsæsonen i August-September bliver Tilførslen til Markedet ofte for stor og Priserne for lave. Det vil da være af Værdi, om Frugterne kan opbevares nogen Tid i Kølerum. Forsøg på Blangstedgård Forsøgsstation har vist, at Blommer kan opbevares i 2—3 Uger ved l—2°.

Sortsvalget.

Ved Havebrugstællingen i 1950 i Erhvervsplantninger spurgtes der om Antallet af Træer af nogle Blommesorter. Tallene findes i Tabel V.

Det samlede Antal Blommetræer her i Landet var i 1950 1.249.000 mod i 1945 926.000 Træer, altså visende en betydelig Fremgang. Antallet af Blommetræer i Erhvervsdyrkning var i 1945 204.000 lig med 22 pCt. af samtlige Blommetræer. I 1950 var der som angivet i Tabellen 271.000 Blommetræer i Erhvervsdyrkning og atter 22 pCt. af samtlige Træer. Blommedyrkningen er altså i jævn Fremgang i Almindelighed og erhvervsmæssigt.

Ved Tællingen i 1950 er Antallet af Træer i Erhvervsdyrkning oplyst for nogle få Sorter. Som det ses, er Gruppen »Andre og uoplyste Sorter« den største. Da Kendskabet til Sveskesorter er noget mangelfuld her og der, må det formodes, at der under Navnet: Italiensk Sveske skjuler sig et Antal Træer af andre Sveskesorter. Reine Claude må være en blandet Gruppe, men hovedsagelig bestående af Oullins og Althans. Gruppen Myrobalan, der på Tællingsskemaet var opført som Storfrugtede Mirabeller, må omfatte Myrobalan og First samt muligvis flere japanske Blommer, hvorimod Antallet af de virkelige Mirabeller næppe overstiger nogle få Hundrede. Det må forbavse, at Gruppen er så stor, som den er. Det er givet, at der ikke her i Landet findes hen mod 30.000 Træer af storfrugtede Myrobalan, d. v. s. Navnesorter som Extra early Cherry, Carlsen-Skiødt m. fl. De fleste af Træerne må være frøformerede, og mange af dem står sikkert som uklippede Hegnsplanter. I alle Tilfælde viser Tællingen, at Myrobalan spiller en betydelig Rolle i Landets erhvervsmæssige Blommedyrkning. Man lægger Mærke til, at ca. 56 pCt. af samtlige Træer er plantet i 1943 eller senere. Det afspejler Væksten i Træantallet og den hurtige Omdrift.

Blommehøstens Størrelse har i Henhold til Offentliggørelser fra Statistisk Departement svinget mellem 0,5 (1945) til 3,5 (1950) Mill. kg i Årene 1942—51. Høstudbyttet kan altså variere stærkt fra År til År Som Helhed avles der fra en Fjerdedel til Halvdelen så mange kg Blommer som kg Pærer, medens Forholdet til Æblemængden er som 3—5:100.

Af anden Statistik skal nævnes nogle Tal fra Gartnernes Salgsforening i Odense, hvor man ikke registrerer Salget af specielle Blommesorter, men nøjes med de nedennævnte to Hovedgrupper (Tabel VI).

Gruppen Myrobalan er i Årsberetningerne opført som Mirabeller, hvortil kan gøres de samme Bemærkninger, som er gjort ovenfor i Tilknytning til den officielle Tælling af 1950. Som det ses, svinger Antallet af kg stærkt fra år til år — i det store og hele er der Tale om den samme Kreds af Leverandører, men formentlig dog om Frugt fra et stigende Antal Træer, j f r. Statistikken foran. Det er da også velkendt, at Blommetræerne bærer større eller mindre Frugtmængder fra år til år; Tallene giver dog ikke Udtryk for nogen udpræget hvert andet Års Bæring for Området som Helhed. Bemærkes må dog det lave Kiloantal for 1949 for Myrobalan (ugunstigt Vejr i Blomstringstiden?). Når Tallet for 1950 ikke er tilsvarende større, ligger det næppe i en forholdsvis ringe Høst, men i, at den store Rigdom på storfrugtede Blommer har umuliggjort Salget af Myrobalan. Det er velkendt, at disse undertiden slet ikke forsøges solgt, men får Lov til at falde af og blive liggende under Træerne. Når Prisen på Myrobalan ligger så forholdsvis højt, skyldes det deres tidlige Modning.

Tabel VII giver en Oversigt over de i Værket medtagne Sorters Modningstid, der, som det ses, strækker sig over Månederne Juli—Oktober med Hovedsæsonen i August—September. Til Grundlag for Opstillingen ligger Notater gjort af Havebrugsstuderende G. Bünemann i Sommeren 1951 i »Carlshøj« Blommeplantage i Lyngby. Frugten er her forholdsvis sent modnende, hvorfor der er foretaget Korrektiver, så at Angivelserne formentlig er kommet til at svare til Året som Helhed for de danske Øer. Året 1951 var et »sildigt« År, og der kan regnes med, at Modningen i særlig »tidlige« år kan indtræffe l—2 Uger før. Det er Plukketiden, der er opført i Tabellen, og hertil må lægges 8—10 Dage for at få den samlede Brugstid for en bestemt Sort. Brugstiden strækker sig for den enkelte Sort over ca. l Måned; for Ruth Gerstetter dog ikke mere end ca. 14 Dage. Angivelsen for Myrobalan gælder ikke for denne Gruppe som Helhed og kunde godt have været udstrakt til Oktober for de senest modnende Typer, ja, endog den 20. November 1951 var friskplukkede Myrobalanfrugter til Rådighed. Ved Udvalg af Typer kunde man have af denne Frugt hele Sæsonen igennem.

En jævn Forsyning af Markedet med Blommer forudsætter Dyrkning af ret mange Sorter. Derfor kan den enkelte Dyrker jo godt indskrænke sit Sortiment. Markedet skal helst være jævnt forsynet med Blommer af forskellig Farve: grønne, gule, røde og blå, hvilket nødvendiggør, at der som Helhed og måske også hos den enkelte Dyrker arbejdes med forholdsvis mange Sorter.

Her i Værket har der kun kunnet medtages 32 Farveplancher af Blommer. Da der imidlertid er 50—75 Blommesorter af mere almen Interesse, er der bødet noget på Værkets indskrænkede Plads ved at give en Del Sorter en kortere Omtale i Tilslutning til de afbildede.