Adams Pearmain.

Synonymer. Se nedenfor.

Historie. Sorten er opkaldt efter en Mand ved Navn Adam, som i 1826 afgav Podekviste af den til Det kgl. engelske Haveselskab. Sorten blev dengang dyrket i Norfolk under Navn af Norfolk Pippin. Den har også i gammel Tid været dyrket i Hcrefordshire og kaldtes her Hanging Pearmain. Selv om Oprindelsen ikke er helt klarlagt, kan A. P. betragtes som en forholdsvis gammel engelsk Sort. I Henhold til Taylor dyrkes den nu kun lidt i sit Hjemland. Til Danmark er Sorten formentlig indført af Det kgl. danske Haveselskab, i hvis Fortegnelse fra 1840 den er opført. Sorten er beskrevet i »Den danske Frugthave« i 1871 og i »Håndbog i dansk Pomologi« 1893 *). Der var 15 Numre af den på Frugtudstillingen i København i 1875, deraf 2 fra Sverige. I 1889 uddeler Det jydske Haveselskab Træer af Sorten, som anbefales til bedre Jord og under gunstigere Læforhold. Den er også medtaget på Frugtsortslisterne i 1888 og 1914. Adams Pearmain har dog kun vundet ringe Udbredelse. I 1920 var den efter Antal Træer under Tiltrækning Nr. 160 i Planteskolerne. Er kun godt kendt af få Frugtavlere.

Træet.

I Planteskolen er Sorten temmelig let at arbejde med.

Grundstamme. Vildstamme såvel som Dværg kan anvendes.

Beskrivelse af Træet. Adams Pearmain danner til at begynde med en opret Krone, der senere bliver bred, rundagtig og noget hængende. årsskuddene er middelkraftige, noget tynde og i Spidsen stærkt hå-rede. Barken er gråbrun med sølvagtig Glans. Barkporerne er små og ret talrige. Bladene er tætsiddende, ovale til elliptiske, på Lang-skuddene middelstore, på D vær g skuddene store og mere langstrakte. Oversiden er matgrøn, Undersiden kun lidt håret. I Randen er Bladene skarpt og uregelmæssigt savtakkede. Bladstilken er temmelig lang og tynd, opadrettet; Bladpladen danner en ret stor Vinkel med Stilken, hvis Basis er lidt rødlig. Akselbladene er små og smalle. Frugt-knopperne er middelstore, lange og spidse; Knopskællene er rødbrune, i Kanten hviduldede. Frugtsporerne er ret korte. Blomstringen finder Sted omtrent midt i Sæsonen. Blomsterne er små, næsten hvide og ikke særlig smukke; Knopperne er rosa. Sorten er normal med Hensyn til Antal Kromosomer, den danner godt Blomsterstøv og sætter villigt Frugt.

Dyrkningsforhold. Adams Pearmain danner kun små Træer, men kræver dog en Del Plads, da de tynde Krongrene efterhånden tynges udad. En Slutafstand af 10 m for Vildstammetræer vil være passende. Træerne kan blive gamle, men det betaler sig rimeligvis at forny dem

ret tidligt, da ældre Træer bærer for dårligt udviklede Frugter. Sorten er meget hårdfør og kan for den Sags Skyld plantes i alle Landets Egne, men af Hensyn til Frugtens gode Udvikling må de mildere Strøg af Landet foretrækkes. Af samme Grund bør Stedet være lunt, selv om Frugten hænger godt fast på Træet. Sorten bør dyrkes på god, næringsrig Jord og gødes godt, når Frugtbarheden er ind-trådt. Kronen bliver af sig selv lys og åben, hvorfor Beskæringen hurtigt kan ophøre. Frugtbarheden er middel og jævn; der bliver sjældnere Anledning til at udtynde Frugten. Dværgtræer er tidligt frugtbærende, men må også forholdsvis snart fornyes.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. Sorten er ret sund, men dog noget sart at have med at gøre. Frugten angribes af Skurv og Træet af Meldug. Sorten er vanskelig at sprøjte, da den er ømfindtlig overfor både Bordeauxvædske og Svovlkalk. Frugten får meget let Sprøjteskade, der viser sig sot grovt Rustovertræk og let fører til, at selv helt små Frugter får dybe Revner.

Frugten.

Størrelsen. Middelstor. 5,5—6,5 cm høj og 6—-7 cm bred.

Formen er foranderlig. De fleste Frugter er afstumpet kegleformede med bredt Stilkparti og med den øvre Halvdel lidt konkav; men der kan også være lavere, rundagtige Frugter uden det ejendommelige Bægerparti. Frugten lidt skæv og en Smule kantet.

Farven. Grundfarven bliver efterhånden gulgrøn til guldgul; for det meste er den næsten skjult af Dækfarven, der på Solsiden til at begynde med er mat brunrød, men senere kan blive skinnende rød og meget smuk; på Skyggesiden er Farven mere afdæmpet. Dækfarven er isprængt mørkere Striber og Prikker. Karakteristiske for Frugten er de meget store, gulgrå, forkorkede Hudpunkter, som meget tydeligt træder frem på Solsiden. Æblet er meget tilbøjeligt til at danne Rust og få Sprøjteskade samt til at revne. Huden er stærk, tør og tilbøjelig til at rynke. Både i Form og Farve er Æblet egenartet og tiltalende.

Bægeret er lille og lukket; det sidder i en lille, flad Nedsænkning omgivet af små Folder og Ribber, af hvilke nogle svagt kan spores ned over Frugten. Støvtrådene sidder under Midten i det meget korte og brede Bægerrør. Griflerne omtrent halvvejs adskilte, næsten glatte.

Stilken er lang og tynd, den er brun og sidder i en regelmæssig, dyb og bred Grube, der undtagelsesvis er forsynet med en lille Kødsvulst og i Bunden har en grålig Rustdannelse

48-årigt Dværrgtræ, 3 m højt og 6 m bredt.

.

Kødet er gult med laksfarvet Skær, det er fast, marvagtigt, sødt, meget aromatisk og velsmagende. Det er noget tørt, især efter lang Tids Opbevaring. Kun svag Lugt.

Kærnehuset er højt løgformet, Kamrene middelstore, afrundede og med glatte Vægge. Kærnerne er store og spidse, faste og brune, som Regel veludviklede.

Modningstid. Plukkes i Oktober, helst så sent som muligt; for tidligt plukket Frugt vil skrumpe på Lageret. Godt udviklet kan den holde sig i fin Stand i alm. Lagerrum helt til Maj Måned. Der er så-ledes ingen Anledning til at kølelagre Frugten. Opbevaring i Jordkule har undertiden været anbefalet for denne Sort.

Anvendelse. Adams Pearmain er et Spiseæble, der af Kendere sættes højt. Andre finder Smagen fortrinlig, men synes at Kødet er noget for tørt og fast.

Handelsværdi. Frugten har Sæson på en Tid, hvor det kniber med-gode, danske Spiseæbler, hvorfor den let skulde kunne sælges; de Partier, der kommer frem af den, har imidlertid hidtil været så små, at hverken Forhandlerne eller Køberne rigtig har lært Sorten at kende. Veludviklede Frugter af Adams Pearmain kan i Udseende og Kvalitet: let stå Mål med de fleste af de inden- og udenlandske Sorter, der er fremme sidst på Vinteren.

Dyrkningsværdi.

Sorten har ikke hidtil kunnet slå igennem, hvilket kan skyldes, at den ikke giver en særlig stor Høst og tillige kan være noget vanskelig: at dyrke, så Frugten får den fornødne Størrelse og den smukke Farve, som er en Forudsætning for lønnende Priser. Til Erhvervsdyrkning kan Sorten ikke uden videre anbefales, men den kan heller ikke frarådes; det vilde være ønskeligt, at den blev ordentlig gennemprøvet i rationel Kultur. Til Privathaver, der skal dække hele årets Frugtforbrug, er den selvskrevet. »Ingen Privathave bør mangle denne Sort«, »vilde plante den i min egen Have i et større Sortiment«, skriver Medarbejderne. I helt små Haver vil man vistnok kunne dyrke andre Sorter med større Fordel. Til Espaliering synes Sorten velegnet.

Adams Pearmain. 22-årigt Dværgtræ på Lagesminde, 3,5 m højt og 4 m bredt.

*) Angående de i Teksten nævnte Værker henvises til Litteraturlisten.