79. Engelsk Guldpippin.
(Golden Pippin, Pepin d'or).
Literatur og Synonymer:
1. Guolden
Peppins (la Quintinye, Instruction pour les jardins frutiers et potagéres,
1690, t. I, p. 392).
2. Pepin d'or d'Angieterre (Miller, The gardener's
and botanist's dictionnary, 17241785, IV, p. 531).
3. Guiden Pipping.
4. Little Pipping. }
5. Pipping d'Angleterre.
Manger, systematische Pomologie, 1780, p. 18, Nr.
IV.
6. Der Gold-Pipping (Der teutsche Obstgärtner,
1795, p. 217).
7. Der Goldpepping (Diel, Kernobstsorten, II, 1800).
8. Golden Pippin (Hogg, The apple and its varieties,
l859, p. 95).
9. Pepin d'or (Mas, Le verger, t. IX, p. 73).
10. Pomme d'Or d'Angleterre (Andre Léroy, Dictionnairé de pomologie, Nr. 304).
11. Englischer Goldpipping (Lauche, Deutsche Pomologie, I, Nr. 74).
12. Engelsk Guldpipping (Eneroth, Handbok i svensk pomologi, 1866, p. 80).
Historie. Dette gamle, fine, lille Æble anses i Almindelighed for at være af engelsk Oprindelse, da det har været i høj Grad skattet og dyrket i England. Mærkelig nok er det ikke lykkedes de engelske Pomologer at opdage dets Udspring, og der haves ikke engang nogen til Vished grænsende Formodning om, hvor gammelt det er. Den engelske Botaniker John Evelyn var (1672) den første, der omtalte denne Frugt, derefter fulgte Ray, ligeledes Englænder, i 1688. I Frankrig blev den gjort bekjendt af la Quintinye, Skaberen af Ludvig den Fjortendes Frugthave i Versailles; han har omtalt den i sit ovenfor nævnte Værk, der udkom 1690, et Par År efter hans Død. Det var ikke alene som Dessertæble, at dette Æble blev foretrukket for alle andre, men det stod også meget højt til Brug ved Tilberedning af Æblevin eller Cider, som det skal give en overordentlig Delikatesse. Evelyn har 1672 sagt i sine Værker, at Lord Clarendon allerede på den Tid på sit Gods Swallowfield, Berks, dyrkede 1000 Træer af dette og andre Cideræbler. Golden Pippin eller Pepin d'or, som den tidligere oftest kaldtes, blev i det 18de århundrede udbredt til næsten alle Lande og blev meget dyrket indtil Knigth's Theori om de gamle Frugtsorters Degeneration eller sukcessive Svækkelse og Hendøen, således at ingen Æblevarietet vilde vare mere end 200 år, i Begyndelsen af dette Århundrede begyndte at blive kjendt i større Kredse og derved gav Stødet til, at Dyrkningen af de gamle Sorter meget indskrænkedes, skjønt den sunde Fornuft og Naturens Frembringelser, som altid havdes for Øje, talte imod en sådan Antagelse.
Her i Landet og vistnok overalt her i Norden blev det indtil Midten af dette århundrede dyrket med mere eller mindre Held, især i de større Haver; nu er det kun kjendt af få og forlanges næsten aldrig i Planteskolerne.
Beskrivelse af Træet. Træet voxer l Ungdommen kraftig, men det opnår kun højst Middelstørrelse. Årsskud: temmelig talrige, oprette, middellange eller lange, middeltykke eller tynde, lidt knæede, foroven uldede, rødbrune, på Skyggesiden olivengrønne, sølvgråhudede, med ikke meget talrige, middelstore, mest runde Lenticeller. Bladknopper: middelstore, temmelig tykke, ikke helt tilliggende, med mørkerøde og brune, lidt uldede Knopskjæl. Blade: på Sommerskuddene små eller middelstore, langovale eller elliptiske, med fint og skarpt savtakket Rand og temmelig lang, tynd Bladstilk med små, fine. linjeformede Axelblade; om Frugtknopperne ere Bladene små, elliptiske, med udløbende, temmelig lang Spids. Frugtknopper: middelstore, kegleformede, med stump Spids og kastanjebrune og mørkebrune, i Spidsen lidt hårede Knopskjæl. Blomster: temmelig små, med adskilte, langovale, udvendig rosenrøde, indvendig hvide Kronblade.
Frugtbarhed: stor,
Kultur. Træets Kraft på Vildling er tilstrækkelig til, at det i Planteskolen kan lade sig opelske til smukke Halvstammer og Pyramider, hvilke Former dog ikke bør plantes undtagen i særlig gunstige Lokaliteter. Den bedste Måde at dyrke det på er som Espaliertræ ved Mur eller Plankeværk, hvilket også tidligere var den Dyrkningsmåde, som her i Landet mest anbefaledes; og alle de ældre Gartnere, som i sin Tid have fået deres Uddannelse i Rosenborg Slotshave, mindes sikkert det ved Sølvgademuren stående store, gamle Træ med de ubehagelige lange Frugtsporer. Den heldigste Jordbund for dette Træ er en kraftig, kalkholdig Lerjord, hvorpå det bærer meget rigt, skjønt det trives og bærer i enhver god Jord. Den heldigste Måde at dyrke det på som fritstående Træ er som Dværgtræ på Doucin. Det passer herpå godt for alle små Former, også for vandret Snortræ, og bærer godt; dog bør det flittig udtyndes, så at Grene og Kviste ikke blive for tætsiddende.
Beskrivelse af Frugten. Størrelse; lille, i bedste Udvikling 51 mm. bred, 42 mm. høj, almindelig 44 mm; bred og 37 mm. høj. Form: næsten så høj som bred, lidt afstumpet rund, ofte temmelig fladrund; Bugen sidder på Midten, og Frugterne ere temmelig ligelig afrundede imod Stilk og imod Bæger. Tværsnit rundt Frugtstilk: ca. 15 mm. lang, tynd, træagtig, brun, lidt håret, indleddet i en moderat dyb og bred, jævn, med fin Rust beklædt Stilkgrube. Bæger: åbent, oftest grønt, lidt uldet; Bladene temmelig lange, middelbrede, i Bunden ofte adskilte, lidt indadbøjede, oprette og udadbøjede; anbragt i en ikke dyb, ofte næsten flad, bred, skålformet Nedsænkning, omgiven af fine Folder. Bægerhulen kort tragt- eller kegleformet. Støvdragerne over midtstillede. Hud: på nogle Steder glat, men iøvrigt lidt ru, fra Træet grønliggul eller lysegul, senere mere gul; på Solsiden rigt guldgul, samt i meget solrige År (som 1889) med en svag Flamme af orangerødt; overalt punkteret med talrige middelstore og store, ofte kantede, gråbrune Punkter, samt på større eller mindre Partier, især omkring Bægeret, let overfløjet med Rust af samme Farve. Hvis den ikke er fuldtud moden, når den afplukkes, skrumper den. Lugt svag. Kjød: gulligt, meget fint, fast og knasende, senere mere skjørt, saftrigt, fortræffelig forfriskende, vinagtigt og sødt, med en ædel, rig og fin Aroma. Kjærnehus: løgformet, imod Bægeret langsomt tilspidset; Kamrene imod Stilken tilspidsede, imod Bægeret svagt afrundede, ikke meget rummelige, lukkede, indeholdende middelstore, ægformede, spidse, brune, oftest veludviklede Kjærner.
Modenhed. Plukkes i sidste Halvdel af Oktober, så sent, som Vejrforholdene tillade det. Den er tjenlig til at nydes fra Januar til i Maj.
Kvalitet og Brug: Bordfrugt, Vin- og Ciderfrugt af førstes Rang.