Ellisons Orange.

Synonymer. Ingen.

Historie. I »The Apples of Englands meddeles, at Sorten blev sat i Handelen i 1911 af Pennel & Sons. Den er tiltrukket af Pastor C. C. Ellison, Bracebridge, og Gartner Wipf, Hartshorne Hall, og skal være en Krydsning mellem Cox's Orange og Hvid Vinter Kalvil. W. P. Seabrook siger i »Modem Fruit Growing« om Sortens Udbredelse i Hjemlandet, England, at E. O. kommer samtidigt med Worcester Pearmain, og det er det værste, der kan hænde nogen Æblesort. Sorten synes således ikke at .have vundet meget stor Udbredelse i England. Her til Landet er den kommet forholdsvis sent. Den nævnes i Kataloget fra Mathiesens Planteskole i Korsør i 1930.1 Norge blev den plantet i 1925. Ellisons Orange blev hurtigt noget udbredt sammen med Laxtons Superb, men dens uheldige Modningstid medførte, at den snart blev mindre populær, hvorfor den ingen stor Udbredelse har fået. Dens Dyrkningsværdi er derfor endnu ikke grundigt afprøvet. I 1937 blev der i Planteskolerne tiltrukket 440 Træer af Sorten.

Træet.

I Planteskolen er Sorten meget let at arbejde med. Den forholder sig omtrent som Cox's Orange, men giver kraftigere Træer, der måske er noget mere tilbøjelige til at blive angrebne af Kræft.

Grundstamme. Ellisons Orange synes at trives godt på alle Grund-stammetyper. Skal også vokse godt på Type IX.

Beskrivelse af Træet. Sorten har i Ungdommen opret Vækst, men da Grenene er tynde, vil Kronen med Tiden sikkert blive bred, tildels hængende. årsskuddene er kraftige, lidt buede. Barken brun med violet Skær og med mange og store Barkporer. Bladene tætsiddende, opadrettede, rendeformede, lidt bølgede og snoede, de er langovale til elliptiske og jævnt tilspidsede. Oversiden ru, dybgrøn og glinsende, Undersiden grågrøn. Randen uregelmæssig takket med runde Takker af forskellig Størrelse. Bladstilken kort, tyk og ligesom Hovedribben rødfarvet. Akselbladene lange og smalle. Frugtknopperne, der sidder på korte Sporer, er store, ægformede og filtethårede. Blomstringen falder sidst på Sæsonen. Blomsterknopperne er matrosa, og Blomsterne er middelstore og hvide med brede Kronblade. Sorten har normalt Antal Kromosomer, og den sætter villigt Frugt.

Dyrkningsforhold. Da der ingen ældre Træer findes af Sorten her i Landet, kan der intet bestemt angives om den heldigste Planteafstand. Der er Grund til at antage, at Sorten kræver mere Plads end Cox's Orange; »7-årige Træer på Gul Doucin plantet med 4 m Afstand er ved at røre hinanden«. Danner omfangsrige Træer. Med Hensyn til Hårdførhed kan Sorten sidestilles med Cox's Orange, og det samme kan anføres angående Fordringer til Læ. Sorten trives bedst på en mild og varm Jord. »Gror her kraftigt både på alm. Markjord og på sort »Blomme j ord«, men bliver på sidstnævnte Lokalitet ret stærkt angrebet af Kræft«. Ved Gødskningen og Beskæringen må der tages Hensyn til Sortens Modtagelighed for Kræft; det gælder om at få god Balance imellem Vækststyrke og Vækstafslutning og mellem den vegetative Udvikling og Frugtbæringen. Kræver formentlig ikke så stærk Beskæring som den, der praktiseres over for Cox's Orange. Frugtbarheden er tidligt indtrædende og stor. For helt unge Træer synes Frugtudtynding mindre påkrævet, da Frugten ansættes jævnt fordelt og i passende Antal. Flere Medarbejdere anbefaler dog Udtynding, ligesom der meldes om Tilbøjelighed til hvert andet års Bæring og for ringe Frugtkvalitet, når Træerne bærer meget rigt.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. Kræft synes at være Sortens værste Fjende. Det er vel mest en »Ungdomssygdom«, der står i Forbindelse med en for kraftig Vækst, men en Medarbejder anfører dog, at Sygdommen ikke synes at aftage med Træernes Alder. Skurv og Frugtskimmel er også noteret. »Skurv på Frugten har ikke været let at holde nede«. Sorten synes at tåle Kemikalier nogenlunde godt, når Koncentrationen ikke er for stærk. »Tåler Svovl, men ikke Bordeauxvædske ved Blomstringen«. Sprøjteskade af Betydning er ikke rapporteret.

Frugten.

Størrelsen. Fra unge Træer stor eller middelstor, 6—7 cm høj og 7—8 cm bred.

Formen. Rundagtigt Æble, i Form mindende om Laxtons Superb eller for de mere højtbyggede Frugters Vedkommende om Cellini. Meget velformet og regelmæssigt Æble med rundt Tværsnit. Frugtens Stilkparti bredt og meget regelmæssigt afrundet.

Farven. Den matgrønne Grundfarve går ved Frugtens Modenhed over til gult. Solsiden og ofte det meste af Frugten er dækket af en karmesin- til brunrød Farve med violet Skær. På Skyggesiden er Dækfarven kun til Stede som Marmorering samt som spredte Striber og Stænk, medens Solsidens Rødt er isprængt mørkere Partier og med den lyse Grundfarve skinnende igennem. Frugten har Tendens til at antage en rødgrå, noget død Farve. Omkring Bægeret er Frugten ved Afplukningen ofte helt grøn, senere bliver Partiet gulgrønt. Huden er tyk og se j g samt fedtet. Hudpunkterne er lidet iøjnefaldende.

Bægeret er lukket. Bægerbladene er brede og tæt sammensluttende. Bægerhulen er ret dyb og snæver, meget regelmæssig og næsten uden Ujævnheder. Bægerrøret er en meget lille, bred Kegle med midtstillede Støvtråde og hårede Grifler, der kun er sammenvoksede på et kort Stykke.

5-årigt Dværgtræ, 2,5 m højt og 2 m bredt.

Stilken er middellang og kraftig, den er glat og brunfarvet samt træagtig. Den sidder i en dyb og snæver, meget regelmæssig Grube, der er beklædt med en stråleformet Rust.

Kødet er hvidt med grønligt Skær og grønne årer; det er fast og grovt, men dog temmelig skørt og saftigt. Smagen syrlig og meget stærk; for nogle for stærkt krydret. Lugten svag.

Kærnehuset er højt og løgformet, afgrænset ved grønne Linier. Kamrene små og lukkede. Kærnerne fåtallige, veludviklede, store, lysebrune, afrundede og smukt tilspidsede.

Modningstid. Plukkes i Tiden fra sidst i September til Midten af Oktober og er brugbar i Oktober—November. Senere bliver Frugten let skrumpet eller melet. Æblet må karakteriseres som en udpræget Efterårsfrugt. Kølelagring er forsøgt, og Sæsonen kan da udstrækkes til Jul. Kan ved denne Opbevaring få noget Skold, og »Blød Kuldeskade« er set en enkelt Gang.

Anvendelse. Ellisons Orange er et Spiseæble, som der er noget delte Meninger om. Nogle finder det for aromatisk og bliver hurtigt kede af det. Kan også bruges i Køkkenet og anbefales hertil af flere Medarbejdere, ligesom det skal være godt til Most m. m.

Handelsværdien. De fleste Medarbejdere karakteriserer denne som god, andre er mere forbeholdne. En Plantageejer, der har mange Træer af Sorten, afsiger følgende hårde Dom: »Tillægsnavnet Orange og Formen kan give Æblet en vis Værdi som Plagiat af Cox's Orange, men i sig selv er det ikke meget værd«. Sorteringen og Pakningen er meget let.

Dyrkningsværdi.

Ellisons Orange er allerede under Afvikling efter at have været forsøgt i ca. 10 år. Hovedgrunden hertil er utvivlsomt den ugunstige Modningstid. Måske også en vis Skuffelse over, at den som en »Orange« ikke var de allerede dyrkede Sorter overlegen. Sorten kan ikke anbefales til Plantning i Øjeblikket, men dette udelukker ikke, at der kan finde en Omvurdering af den Sted senere, når der f. Eks. er hengået 25 år og de enkelte Træer, som antageligt får Lov til at blive stående, har vist, hvad de evner gennem en længere Periode og under skiftende Forhold. Ønsker man at prøve Sorten, kan dette hurtigt gøres ved Nyplantning, der eventuelt kan være med ringe Afstand. Under visse Omstændigheder kunde der være god Mening i at prøve Sorten espalieret ved Væg. I England omtaltes i 1948 en Rød Ellisons Orange, en stærkt rødfarvet Sport fremkommet i Walsoken, Wisbeck.

Ellisons Orange. 7-årigt Dværgtræ i Vipperød Planteskole, 2,5 m højt og 3 m bredt.