Matthiesen 1913. I:

Fru Heineths Æble.

Littr. o. Syn.: Gartner-Tidende 1905, S. 221. Wøld. Optegnelser, S. 534.

Hjem og Historie: Jeg blev i sin Tid — 1879 — gjort opmærksom på dette fine og smukke Æble af daværende Pastor Glahn i Moseby på Falster. Han sendte mig en Kurvfuld Æbler af Sorten og i sit medfølgende Brev skrev han, at »det var Skade, at så få Frugtvenner kendte dette fortræffelige Æble«. — På Stedet tilskriver man en tidligere Præstekone i Moseby, Fru Heineth, Fremelskelsen af Sorten, hun lagde Kærner ved eller lidt før Midten af forrige Arhundrede og fik efter denne Udsæd bl. a. også dette Æble, og efter hende har senere Indehavere af Haven givet det Navn. Da Wøldike havde prøvet Frugten, skrev han til mig om den: »mærkelig delikat. Frugten er fuldt værd at bære den elskelige Præstekones Navn«. Modertræet findes i Moseby Præstegårdshave, som rummer så mange sjældne Planteskatte, især Træer, ligesom der også findes et yngere Træ i Kværndrup Præstegårdshave. Efterfølgende Beskrivelse og Tegninger er efter Frugter fra Modertræet.

FilippaM8.jpg Fig. 56. Fru Heineths Æble.

Beskrivelse af Frugten: — Størrelse: middelstor, i god Udvikling ca. 70 mm bred, 60 mm høj. — Form: afplattet rund eller afstumpet rundt kegleformet. Bug under Midten, den ene Halvdel oftest lidt stærkere udviklet. — Bæger: stort, halvåbent. Blade lange, brede, butte, fint uldede, står omtrent lige i Vejret, støder næppe sammen ved Grunden; Hulen middeldyb, temmelig snæver, Ribber flade, ofte med en skarp Søm eller Kant indenfor Randen, Tværsnit rundt eller kun ubetydelig kantet. — Stilk: ca. 2½ Cmtr. lang, kraftig, rødlig brun, ofte lidt kødfuld ved Roden og med to små Knopper ved Leddet, undertiden også kortere og tykkere, fint dunet; Hulen vid, middeldyb, glat eller med lidt brun Strålerust i Bunden; Spor af Svulst findes ofte, den kan enkeltvis være stor. — Hud: mælkehvid eller svagt gul, de fleste Frugter har på Solsiden en tynd Dækfarve af et smukt mørkt rosenrødt uden Striber eller Stænk; Punkter fine med klar Hov; fine lysebrune Rustfigurer træffes ofte på Bægerhalvdelen og virker da yderligere flatterende. God Lugt. Svagt fedtet. — Kærnehus: løgformet. Aksen snæver eller næppe middelvid, Rum små, svagt åbne, lidt udrandede opad, rundt tilspidsede nedad, Vægge glatte, Kærner små, blankbrune. — Bægerrør: en lille Kegle, Tråde midtstillede, Griffel dybtkløvet, stærkt hvidhåret over det hele. — Kød: snehvidt, meget fint, meget saftfuldt, af sød vinagtig, kraftig krydret, fortrinlig Smag. — Modningstid: November—Februar ud. —Værd: fineste Bordfrugt, som Salgsfrugt er Huden for fin og sart.

Træet bliver middelstort, danner en smuk, noget bred Krone og synes at være fuldt sundt og hårdført. — Årsskud: kraftige, temmelig lange, olivengrønne med rødlig Solside og fine, gule Barkporer. — Knopper: middelstore, tilliggende, spidse, brune — Blade: store, langt ovale med påsat Spids, savtakkede, frisk grønne, dunede på Undersiden; Bladstilke temmelig lange, tykke med flad Fure, grønne.-- Frugtknopper: ægformede, Knopskæl røde, glatte, slutter i Spidsen; Blade omkring disse mere rundt eliptiske med kortere Spids.

Frugtbarheden er stor og tidligt indtrædende. Passer for alle Former, dog synes Træet at blive lille på Dværgrod.