1992

Graasten i Danmark

Af Poul Hansen

'Vel, ræk mig da, o' Efteraar, en Gravensten, som smager af Bækken ved min Faders Gaard og Mulden i hans Ager'

Så smukt omtaler digteren Ludvig Holstein i 1915 æblesorten 'Graasten' eller 'Gravensten' i sin sang «Det lysner over Agres Felt». Æblesorten 'Graasten' indgår således i den danske sangskat. Følelser, nostalgi om man vil, knytter sig til denne gamle æblesort, som de fleste danskere, især folk af den lidt ældre årgang, kender. Mange forbinder uden tvivl sorten med æbler fra deres barndoms have, eller de har hørt sorten berømmet af deres forældre. Jeg hører heller ikke så sjældent en udtalelse i retning af: «De 'Graastener', som vi kan købe i forretningerne, smager ikke så godt, som dem vi havde i gamle dage». Noget lignende hørte man iflg. Mathiesen (7) ældre folk sige for ca. 80 år siden. Så mon ikke det følelsesmæssige somme tider påvirker vore vurderinger?

Om sortsnavnet

Men ingen tvivl om, at 'Graasten' gennem mere end 200 år har været en højt skattet æblesort i Danmark. Jeg skriver 'Graasten', fordi det efterhånden er det accepterede danske navn på sorten. Der har ellers i Danmark været megen polemik om navnet (2, 7). Den største danske pomolog i dette århundrede, afdøde professor Anton Pedersen, skrev i 1937 en fire-siders artikel om navneforvirringen (9). Der hersker ingen tvivl om, at sorten er opkaldt efter byen (slottet) Graasten i Sønderjylland, heller ikke om, at den først er beskrevet under det tyske navn 'Gravensteiner', som ud fra et nomenklatursynspunkt altså er det ældste gyldige navn. I de ældste danske beskrivelser (Esaias Elias i 1782, J.L. Mansa i 1787) bruges da også benævnelsen 'Gravensteiner'. Det blev efterhånden «fordansket» til 'Gravenstener', 'Gravensten' eller 'Gravensteen'. Når navnespørgsmålet vedrørende den skattede æblesort kunne bringe sindene i kog, hænger det sammen med det nationale i sagen. Graasten ligger i det tidligere omstridte dansk-tyske område. Sønderjyderne — og andre danskere — kunne ikke lide det tyske navn, derfor 'Graastener' eller 'Graasten', med tryk på sidste stavelse. Navnet 'Graasten' hidrører nok fra nogle hedenske stensætninger eller gravkamre kaldet «de graa Stén» (tysk: Grauestein, Grauenstein, Grawenstein m.fl.). Anton Pedersen konkluderer i 1937, at man i Danmark bør bruge det danske navn 'Graastener', evt. 'Graasten', men også det havde modstandere, bl.a. af hensyn til internationale handelsforbindelser. I andre lande optræder sorten, foruden under navnet 'Gravensteiner', under navnene 'Gravenstein' (bl.a. i Norge, England, USA), 'Grafensteiner', 'Grafensteiner', 'Grawenstein', 'Graefenstein' (9). I dag er navnet 'Graasten' almindeligt accepteret i Danmark, selv om man stadig kan høre ældre mennesker sige 'Gravenstener.

Oprindelse og alder

I Danmark vil vi naturligvis gerne hævde, at sorten er dansk, og iflg. Anton Pedersen (10, 11) «synes der ikke at være nogen grund til at tvivle på, at sorten er fremkommet af frø sået før 1750 i haven ved Graasten Slot i Sønderjyllands Andre er dog knap så sikre (7). En af historierne går på, at Grev Karl Ahlefeldt omkring år 1700 ledsagede den danske Prins Karl på en rejse til Italien. På flugt efter et overfald mødte de en eneboer, som i sin have havde de fineste æbler af en sort kaldet 'Villa blanc'. De fik podekviste af sorten, og den kom til Graasten Slot. En overgang skulle den have båret navnet 'Grevens æble'. Andre har hævdet, at den skulle være kommet fra Holland (10). Som allerede nævnt er den første gang beskrevet på dansk i 1782, i 1795 var den under formering i planteskolen i Odense (8).

Graasten gennem tiderne

Der var i Danmark en betydelig interesse for 'Graasten' op gennem 1800-tallet (8). I en sortsliste fra planteskolen hørende til 'Selskabet for Havekunstens Fremme' i 1840 var 'Gravenstener' med blandt 89 sorter. I 1865 var 'Graastener' med blandt 11 sorter anbefalet af Haveselskabet. Østifternes Haveselskab anbefalede i 1888 'Graastener' blandt 10 æb-lesorter, mens Jysk Haveselskab i 1899-1900 kun anbefalede den på den bedste jord og under de gunstigste læfor-hold. Alm. dansk Gartnerforening nedsatte udvalg, som i 1888 offentliggjorde forskellige æblesortslister; her var 'Graastener' bl.a. nævnt blandt seks sorter, som blev anbefalet til eksport. I perioden 1899-1917 uddeltes der frugttræer til «småkårsfolk», heriblandt var også træer af 'Graastener'.

I begyndelsen af 1900-tallet mindskedes interessen for at dyrke 'Graasten'. Et fællesudvalg nedsat blandt flere organisationer havde i 1898—99 kun 'Graastener' med i den næstvigtigste gruppe af æblesorter. I 1917 var 'Graasten' ikke med blandt sorter, som blev anbefalet til økonomisk frugtavl på Fyn. I den store frugtsortundersøgelse 1916-1922 (8) udgjorde 'Graasten' kun 2 % af landets æblesorter og var ikke med blandt de 16 hovedsorter, heller ikke i gruppen «mindre hyppigt anbefalede sorter», men var nævnt blandt sorter. «som ikke anbefales, men som dog er af interesse.» Interessen skyldtes, at det er «vort fineste æble», men ellers var skudsmålet dårligt: Sen og uregelmæssig bæring, ringe frugtbarhed, udsathed for sygdomme.

Senere, da der blev større muligheder for at bekæmpe først og fremmest skurven, steg interessen for 'Graasten' igen. Mens den i 1920 var nr. 13 i planteskolerne efter antal træer i formering, var den i 1937-39 nr. 3 (10). 11932 (l) toges sorten da også op til ny vurdering, bl.a. fordi 'Graasten' nok var den sort, hvor æblerne blev betalt bedst. Der offentliggjordes resultater fra forsøg, hvori 'Graasten' indgik. Gennemsnitsudbytterne var 5-6 t/ha, bæringen fremskyndtes på grundstammen M4, de højeste udbytter var opnået på ubeskårne træer, og det vigtige i at sprøjte med bordeauxvædske eller svovlkalk mod skurven ('Gravenstenpletter') blev fremhævet. I 1953 var 'Graasten' dog ikke med blandt de fem hovedsorter, som anbefaledes til plantning, men var nævnt blandt det tidlige æblesortiment «som en hovedsort til brug før jul, men hvor dyrkningsarealet ikke bør udvides» (5).

Graasten's gode og dårlige egenskaber

Disse er velkendt af de fleste og er også nævnt i de foregående afsnit: modtagelighed mod sygdomme, svingende og til dels lave udbytter hører vel til de værste skavanker, som moderne dyrkningsteknik i dag dog i stort omfang kan overvinde. Rigeligt med vand under og efter blomstringen, der nævnes som et middel til at give en god frugtsætning (7), er dog næppe et af de gængse midler i dag. Især smagen berømmes hos 'Graasten'. Ifølge Mathiesen 1913 (7) skulle frugten få en finere smag, når træerne var podet på 'sødæbleunderiag', ligesom det hævdes, at smagen bliver kraftigere i Norge end i Danmark. Der har været gjort mange forsøg på at få bedre kloner af 'Graasten', ja i nogle tilfælde er det måske egentlig sorter, da en del af dem nok er opstået ved frøudsæd. Der findes mange 'Graastener' med navne fra lokaliteter i Danmark (l, 7, 8, 10). En del adskiller sig især ved at have en kraftigere rød farvedækning, men nogle er også blevet anset for at have en bedre smag (fx 'Frederiksberg', l). I en nyere dansk undersøgelse (4) kom 'Lyngby' ud som den bedste røde klon, mens 'Frederiksberg' var blandt de bedste gule. I dag tales der normalt kun om 'Rød' og 'Gul Graasten'.

Graasten i Danmark i dag

Igennem 1970'erne og 1980'erne har 'Graasten' ligget på ca. 4 % af den samlede erhvervsmæssige æbleproduktion (6), måske med lidt stigning sidst i perioden. Driftsøkonomisk har 'Rød Graasten' i gennemsnit af de sidste 10 år ligget omtrent på gennemsnittet af sorter (tabel l).

Gennem en længere årrække har 'Graasten' i det danske æblesortiment været opført som en såkaldt specialsort, dvs. til dyrkning i begrænset mængde. Formentlig vil der også i årene fremover være en vis begrænset efterspørgsel efter sorten. Men en ny renæssance ligger næppe lige om hjørnet, bl.a. gør dens sygdomsmodtagelighed den ikke attraktiv i forbindelse med integreret dyrkning. På grund af sygdomsmodtageligheden er den heller ikke nogen ideel havesort.

Driftsøkonomi i frugtavl, gns. 1981— 1991. Efter Daugaard (3).

Litteratur

1. Anonym. 1932. Graasten-Æblet. Tidsskr. Planteavl 38:690-693.

2. Bredsted, H.C. 1893. Haandbog i dansk Pomologi. 2. Æbler. Odense.

3. Daugaard, H. 1991. Driftsøkonomi i frugtavl. Æbler og pærer 1990-91. Odense.

4. Grauslund, J. 1988. Vurdering af 13 'Graasten'-kloner. Tidsskr. Planteavl 92:157-160.

5. Dullum, N. & Rasmussen, P. Molls. 1953. Beretning fra Fællesudvalget for Frugtavlsøkonomi over frugtsort-undersøgelsen 1951-53. Odense.

6. Landbrugsstatistik. Danmarks Statistik.

7. Matthiesen, C. 1913. Dansk Frugt I. København.

8. Pedersen, A. 1925. Danmarks Frugtavl. København.

9. Pedersen, A. 1937. Graastener. Gartner-Tidende 53:273-276.

10. Pedersen, A. 1950. Danmarks Frugtsorter. l. Æbler. København.

11. Pedersen, A. 1966. Frugtsorternes oprindelse. Småskrift nr. 2. Fredericia.