Guld Pearmain.

Synonymer. Vinter Guldpearmin, Englische Wintergoldparmäne, Goldparmäne, Pearmain dorée, King of the Pippins, Guldparmän. Skønt Sorten hyppigst kaldes Vinter Guld Pearmain, er Navnet her forkortet. Skrivemåden Guldpearmain eller Guld-Pearmain vilde være mest korrekt, men kan føre uønskede Konsekvenser med sig overfor andre Sorter.

Historie. Sorten er gammel og anses for at være af engelsk Oprindelse. Den tyske Pomolog Diel fik den fra London i året 1800. Den er nu almindelig udbredt i mange Lande. Her i Landet er Sorten gammelkendt, den findes således i Haveselskabets Fortegnelse fra 1840. Bentzien siger om den i 1861, at han kun har truffet den i få danske Haver. Ditlev Eltzholtz beskriver den i »Den danske Frugthave« i 1871, ligesom H. C. Bredsted naturligvis omtaler den i sin Pomologi. Anbefalet til Plantning i 1849 og ofte siden. Kom dog ikke mellem de anbefalede Sorter ved Frugtsortsundersøgelsen omkring 1920. Var udstillet i København i 1875 i 53 Numre, hvoraf 4 fra Sverige og l fra Norge. I 1920 var den Nr. 27 i Planteskolerne efter Antal Æbletræer under Tiltrækning; i 1937 var den Nr. 40 med 1650 Træer. I de senere år kun lidt plantet og findes derfor mest som noget ældre Træer.

Træet.

I Planteskolen er Sorten meget let at arbejde med; den giver kraftige Træer af opret Vækst.

Grundstamme. Vokser godt på de sædvanlige anvendte Grundstammetyper.

Beskrivelse af Træet. G. P. danner et middelstort, tætgrenet Træ med højtbygget Krone. årsskuddene er kraftige og lige, ikke meget hårede, Barken gråbrun og sølvglinsende; de fåtallige, store Barkporer ses ikke meget. Bladene er tætsiddende, middelstore, ægformede eller omvendt ægformede og forsynet med en bred, kraftig Spids. De er læderagtige, på Oversiden mørkegrønne og glinsende, på Undersiden grågrønne. Randen, der er lidt opadbøjet, er forsynet med grove Takker. Bladstilken rødlig, kort og tyk samt opadrettet, hvorfor Bladpladen bøjer tilbage. Akselbladene lange og smalle. Frugtknopperne sidder på korte Sporer, de er små, brunrøde og filtede. Blomstrer lidt over Midtsæsonen. Knopperne mørkrosa, langstrakte før Udspring, Blomsterne rosa. Det slanke Træ, rigt besat med Blomster, er et smukt Syn. Sorten har 34 Kromosomer, den har godt Blomsterstøv og sætter meget villigt Frugt; den regnes for at være selvfertil.

Blomster af Guld Pearmain i ca. halv Størrelse.  

Dyrkningsforhold. Træerne kan blive gamle, men opnår kun Middelstørrelse og kan på Grund af den slanke og stive Vækst stå ret tæt. Slutafstanden for Vildstammetræer kan sættes til ca. 10 m. Dværgtræer af Sorten kan blive gamle (»40-årige Dværgtræer bærer stadig godt«) og efterhånden fylde en Plads af 6—8 m. Sorten hører ikke til de mest hårdføre og bør derfor fortrinsvis dyrkes på lune Steder med varm Jordbund. De umodne Frugter sidder godt fast, men Frugter, der er blevet gule, falder let af. På leret og fugtig Jord, som Sorten ikke godt tåler, må der gødes med Forsigtighed. På en lettere Jord, som er den mest velegnede, må der gødes rigeligt for at få store Frugter. For Formningens Skyld kræver Sorten ikke megen Beskæring, men den kan tåle Sporebeskæring. En moderat Beskæring er formentlig heldigst, også af Hensyn til den besværlige Frugtudtynding, som derved kan mindskes. Utilfredsstillende Træer af Sorten kan udmærket podes om, f. eks. med Cox's Orange. Frugtbarheden indtræder ret tidligt og er for lidt ældre Træer rig til meget rig. Hermed følger ofte Tilbøjelighed til hvert andet års Bæring. Af Hensyn hertil og til Frugtstørrelsen må nødvendig Frugtudtynding ikke forsømmes.

Forhold overfor Sygdomme og Skadedyr. G. P. er meget modtagelig for Kræft og Skurv, hvorfor toptørre Træer ofte forekommer. Angribes også af Frugtskimmel, Tæger, Blodlus, Bladlus, Æbleviklere, Priksyge m. m. Kræftangrebene overvindes som Regel, og med Nutidens Sprøjtemidler kan Skurven holdes i Ave, men det forudsætter en omhyggelig Pasning. Heldigvis tåler Sorten godt Bekæmpelsesmidlerne.

Frugten:

Størrelsen. Middel med Tilbøjelighed til at blive lille, 6^—6,5 cm høj og 6—7 cm bred.

Formen. Afstumpet Kegleform. Bugen sidder under Midten. Stilkenden er bred og flad. Bægerenden er snart tilspidset og snart mere bred, så Frugten nærmer sig Valseformen. Pænt, temmelig ensartet Æble.

Farven. På Træet er Frugten længe græsgrøn og skinnende. Solsiden lidt brunrød. Under Lagringen bliver Grundfarven guldgul til orangegul. Skyggefrugter er næsten uden Dækfarve, medens solbeskinnede Frugter har en mere eller mindre varmt orangegul Kind, hvori forekommer uregelmæssige Striber og Partier af rødorange Farve. Huden er lidt glinsende, temmelig tør, fast og stærk. Store, grå Hudpunkter findes spredt over Frugten.

5-årigt Dværgtræ, 3 m højt og 2 m bredt.

Bægeret er stort og åbent. Bægerbladene lange og spidse. Bægerhulen som Regel dyb og bred, grov og uregelmæssig. De 5 Hovedribber fortsætter lidt ned over Frugten og gør denne lidt kantet. Støvtrådene midtstillede. Griflerne langt sammenvoksede, kun lidt hårede.

Stilken er kort og tyk, den sidder i en dyb, bred Grube, der er beklædt med en grønlig eller gråligbrun, stråleformet Rust. En Kød-svulst kan forekomme på Frugtstilken og i Stilkgruben.

Kødet gult til orangegul!, fast, lidt sejgt, ikke meget saftigt, men af en sød og meget stærkt aromatisk Smag. Svag Lugt.

Kærnehuset er højt løgformet. Kamrene små. De talrige Kærner er små og afrundede.

Modningstid. Plukkes omkring Midten af Oktober Måned; må helst plukkes ad flere Gange. Brugssæsonen er November—Marts. Fejlfrie Frugter er lette at opbevare i alm. Lagerrum. Ved lang Tids Opbevaring bliver Frugten tør og kedelig.

Anvendelse. Spiseæble af 2. Rang, Kødet for tørt og fast. Skal være god til Vin, Most, Henkogning og Marmelade.

Handelsværdien er god for store, velfarvede Frugter. Indførte Frugter af Sorten var tidligere almindelige i Vintersæsonen. Let at sortere og pakke, men det tager lang Tid p. Gr. af Frugternes ringe Størrelse.

Dyrkningsværdi.

Guld Pearmain kan levere fin Frugt til Handel, men det er ikke Kvalitetsfrugt, og da Sorten under vore Forhold ikke er særlig letdyrkelig, kan den ikke anbefales til almindelig Plantning. I en Overgang var Interessen for den stærkt svindende, men den har i de senere år med de varmere Somre og de bedre Muligheder for at bekæmpe Skurven været i nogen Stigning. Under vanskelige Forhold når Frugten ikke altid fuld Udvikling, og under gode Forhold vil man foretrække at dyrke værdifuldere Sorter. Kan espalieres og endvidere dyrkes som højstammet. Bør i Almindelighed ikke plantes i Privathaver.

Guld Pearmain. 70-årigt Vildstammetræ i GI. Hestehauge, 7 m højt og 6 m bredt.