56. Mørkerød Pigeon eller Pigeonnet Jérusalem.

    

Literatur og Synonymer.

1. Pigeonnet Jerusalem (André Leroy, Dictionnaire de pomologie, Nr. 339).
2. Ildrød Pigeon (Mathiesens Planteskole, Korsør).

Historie. — I Frankrig antager man, at denne, ligesom den almindelige røde og den hvide Vinterpigeon, stammer fra Normandiet. André Leroy meddeler om dette Æble, at la Quintinye beskrev det 1690 og kaldte det Jerusalems Æblet. Det er første Gang, jeg har set det omtalt. Dog er det måske det samme Æble, som Nicolas de Bonnefond 1653 omtalte uden nærmere Oplysning i Jardinier francais p. 104 som Pomme de Judée, hvilket Navn siden den Tid forsvandt fra Navneregistret. Direktøren for Ludvig den 14des Haver satte ikke Pris på Æblerne, idet al hans Forkjærlighed var for Pærerne, som han oftere har omtalt som Digter end som Havedyrker; det er altså ikke overraskende, at denne Pigeonnet trods dens fine og parfumerede Smag er forekommet la Quintinye at være temmelig mådelig. »Jerusalems Æblerne« — siger han — »ere næsten røde overalt, Kjødet er fast, og de have kun liden Smag, skjønt de ere temmelig søde; de have intet af den dårlige Lugt, som den største Del af Æblerne ellers have. De kunne holde sig længe.« (Instructions pour les jardins fruitiers et potagers, 1690, 1ste B., S. 390).

Broder Bonelle, Munk i Maturinernes Orden, der holdt meget af at studere Frugter, var mere retfærdig mod denne Sort; han beskrev den i Jardinier d'Artois, som han udgav 1766. »Coeur de Pigeon« — sagde han — »er et middelstort Æble, det er mere langt end rundt, hjærteformet, bliver let rødt og er meget yndet; det er godt lige til Februar og Marts«. (S. 244).

Endelig ydede Duhamel det fuld Retfærdighed 1768 og optegnede adskillige nyttige Oplysninger om det:

»Pigeon eller Coeur de Pigeon eller Jerusalem« — skriver han — »er fint, glat, glinsende, hårdt, af lidt vexlende Farve, lidt rosafarvet, spættet med gult. Ved at betragte det i en Retning, bemærker man ligesom en blålig Sky, der i Forening med dets Farveforandring har givet det Navnet »Pigeon«. Dets Kjød er fint, delikat, komet, let, fast, meget hvidt, undertiden lidt rødligt under Huden. Dets Saft har en behagelig Syrlighed, som det næsten taber helt, når Frugten er meget moden. Det har som oftest kun fire Frøhuse, der danne et Kors med fire lige Grene, hvoraf det sandsynligvis har fået Navnet Jerusalemsæble. — Det er et Æble, der både ser rigtig godt ud, og som smager godt«. (Traité des arbre fruitiers, 1ste C. p. 307).

Dette Æble er først forrige År optaget til Dyrkning her i Planteskolen, og de Frugter, Kviste, Frugtknopper m. m., som ere benyttede til denne Beskrivelse, har Hr. Gartner Jørgensen på Hardenberg, Lolland, velvillig overladt mig. Jeg så der, under Gartnermødet i Septbr. 1889, flere yngre Træer bærende en god Høst af disse smukke Frugter. Hr. Jørgensen, der har dyrket Sorten i c. 15 år, sætter den meget højt med Hensyn til Frugtbarhed og Velsmag. Træerne i Hardenberg Have ere komne fra Mathiesens Planteskole i Korsør. Med Hensyn til denne Sorts nyere Fremkomst og Udbredelse her i. Landet har Hr. M. givet mig følgende Oplysninger:

»Min Fader fik Kvisten for 19 år siden (altså 1870) fra Hans Olsen i Ormslev Mark, c. 3/4 Mil fra Korsør; Fader kaldte Sorten »ildrød Pigeon«, under hvilket Navn den 2—3 år senere bragtes i Handelen. Modertræet står endnu i den nu afdøde Hans Olsens Have; det ser ud til at være c. 50 år gammelt, og er et stort og kraftigt Træ, som endnu bærer regelmæssig og rigelig; det er ikke noget rodægte Træ, men Hans Olsen påstod, at han selv havde podet Træet med Kviste fra et, som han formodede, rodægte Træ (?) fra hans Faders Have i Fyen; hvor Faderen bode vides ikke.«

Hermed stemmer det ret godt, at denne Sort, der især tidligere dyrkedes her på Fyen, for længere Tid tilbage sås fremlagt på Udstillingen her i Odense, endogså under sit rigtige Navn Jerusalemsæble*). Det turde derfor være sandsynligt, at den, ligesom de mange andre fine Æblesorter, der fandtes i de ældre Frugthaver her på Fyen, er bleven indført her i Landet og udbredt af den kongelige Frugttræplanteskole i Odense i Slutningen af forrige Århundrede.

Beskrivelse af Træet. — Træet er kraftigt og hårdført, og det synes at ville opnå Middelstørrelse. — Årsskud: temmelig talrige, næsten lige, ofte opretstående, middellange eller korte, knæede, dunede, på Skyggesiden olivenbrune, på Solsiden rødbrune, med fine gullighvide, rundovale, spredt siddende Lenticeller. — Bladknopper: store, kegleformede, stumpt spidse, meget dunede. — Blade: om Frugtknopperne temmelig store, elliptiske eller omvendt ægformede; på Sommerskuddene mindre, ovale eller ægformede, ofte kort tilspidsede med fintakket Rand, bårne af temmelig lange, tykke, på den underste Side røde Bladstilke, der foroven kun ere svagt riflede, men meget dunede. — Blomsterknopper: kegleformede, lange, spidse, meget dunede.

Frugtbarhed: meget god og temmelig hyppig.

Kultur. — Det tør antages, at dette Æbletræ er tilstrækkelig hårdført og har tilstrækkelig Kraft til at kunne dyrkes som halvstammet Træ i vore Frugthaver under almindelig gode Forhold. På Doucin har det her taget meget villig fat. Leroy meddeler, at Træet har en pyramidal Væxt og er smukt af Udseende, og anbefaler at vælge Paradisæbletræet til Podestamme for lavstammede Træer.

Beskrivelse af Frugten. — Størrelse: middelstor eller derunder; i bedste Udvikling 62 m.m. høj, 59 mm. bred, kegleformet eller kegle-cylinderformet, ofte næsten ægformet; Bugen sidder undertiden på Midten, men oftest under den; fra Bugen er den smukt afrundet imod Stilken, omkring hvilken den kun er lidet flad; over Midten aftager den jævnt afrundet imod Bægerenden; Tværsnit næsten rundt. — Frugtstilk: 20—25 mm. lang, middeltyk, træagtig, dog undertiden kjødet, tyk og kort, grønlig og rød, lidt håret, indleddet i en næppe middeldyb og middelbred, jævn, med en fin gulbrun Ruststjærne eller med enkelte Ruststråler beklædt Stilkgrube. — Bæger: lukket eller næsten lukket, grønligt og brunligt, lidt håret; Bladene temmelig lange, middelbrede, ofte lidt adskilte i Bunden, indadbøjede, oprette, med udadbøjede Spidser; anbragt i en temmelig flad og snæver Nedsænkning, omgiven af Kjødbulke og Folder, der kun ved Bægerhvælvingens Rand ere meget toppede og derfra meget afrundede og affladede gå lidt ned ad Frugten, men oftest tabe sig før de nå Bugen. Bægerrøret tragtformet. — Hud: med blålig Dug, glat, glinsende hvidgul, næsten helt omkring overdækket med rosenrødt, karminrødt eller mørkerødt; undertiden fremtræder det karminrøde eller mørkerøde kun som afbrudte Striber eller Marmorering i det rosenrøde; tillige oversåt med hvidgråt og punkteret med fine brune Punkter. — Kjød: meget hvidt, på nogle Steder med lyserødt Skjær, fint, lidt fast, senere mørt, saftrigt, behagelig vinagtigt og sødt, med en fortræffelig Aroma, der, som hos den almindelige Pigeon, minder om Bittermandel. — Kjærnehus: rundagtig-løgformet. Kamrene imod Stilken stumpe, imod Bægeret spidse, lidt afrundede, rummelige, lukkede eller lidt åbne, opridsede, hvert indeholdende 2—3 eller 4 små veludviklede, ægformede, tilspidsede, sortebrune eller kaffebrune Kjærner. Axehulen smal.

Modenhed. — Plukkes i første Halvdel af Oktober, og er tjenlig til at nydes fra November til i April.

Kvalitet og Brug: Bordfrugt af første Rang.

*) Da Navnet Jerusalems imidlertid er benyttet som et Synonym til flere andre Æblesorter, så turde det være rigtigst at benævne dette Æble med det meget betegnende Navn »Mørkerød Pigeon«.