134. Luiken.

Literatur og Synonymer:

1. Luiken-Apfel (Ed. Lucas, Illustrirtes Handbuch der Obstkunde, I. p. 173).
2. Luikenapfel med Synonymet Ludwigsapfel (Ed. Lucas, Werthvolle Obstsorten, IV, 1872, p. 37).   -id. Engelbrecht, Apfelsorten, 1889, p. 668).
3. Luiken (André Leroy, Dictionnaire de pomologie Nr. 257).

Historie. — Ed. Lucas meddeler: »Dette Æble tiører til de i Württfemberg mest bekendte og udbredte Sorter; i ældre Skrifter hedder det Ludvigsæble, og det synes først under de franske Krige i Begyndelsen af dette Århundrede at være bleven omdøbt til Louis eller Luiken. Nogle aflede Navnet fra en Esslinger Vingartnerfamilie ved Navn Luik.« — Som et eventuelt Bidrag til dette Æbles Historie skriver André Leroy: »I det 17de Århundrede existerede der hos os et Æble Louys, som i 1670 blev omtalt uden Beskrivelse af Munken Claude Saint Etienne Side 213 i hans »Nouvelle instruction pour connaitre les bons fruits«. Denne Forfatter er den eneste, som har nævnt det, jeg ved ikke, hvad der er bleven af det, og kan ikke med Vished knytte det til denne Sort, som jeg i 1866 har fået fra Hannover. Jeg kan kun sige, at Tyskerne, som dyrke det under Navnet Louis (Ludvig) og under Tilnavnet Luiken, ikke synes at betragte det som stammende fra deres Land og på andre Punkter ikke ere synderlig bedre oplyste om dets Historie.« —

Her i Landet synes det at være meget lidt kjendt; dog vil denne Æblesort som stort Træ utvivlsomt passe for vore Bønderhaver, og det vilde være en stor Fordel for Landets Frugtavl, hvis de talrige og slette Æblevarieteter, som findes der, kunde erstattes med en Sort som denne.

Beskrivelse af Træet. — Det meget hårdføre Træ har allerede i Ungdommen en stærk Væxt, opnår en betydelig Størrelse og hører til de allerstørste og varigste Æbletræer. Dets kraftige Krongrene gro lige i Vejret, men deres Spidser blive med Tiden hængende. — Årsskud: temmelig talrige, oprette, lange og slanke, glinsende, brunrøde og sølvgråhudede, i Spidsen lidt uldede, næsten ikke knæede; Lenticeller middeltalrige, middelstore, afrundede. — BIadknopper: små, helt tilliggende, kastaniebrune og sortebrune, uldede. — Blade: på Sommerskuddene ovale eller ægformede med kort skarp Spids og stumpt savtakket Rand; Bladstilken middellang, temmelig kraftig, Axelbladene svagt udviklede. Om Frugtknopperne ere Bladene større og langt elliptiske. — Frugtknopper: middelstore, kegleformede, med røde og kastaniebrune, kun i Spidsen uldede Knopskjæl. — Blomster: små, meget sildige, Kronbladene brede, smukt formede, udvendig kjødfarvede, indvendig hvide.

Frugtbarhed: især i Træets ældre Alder meget betydelig.

Kultur. — Træet bør især podes på kraftige Vildlinge og opelskes til højstammede og halvstammede Træer. Da dets Krone opnår en betydelig Brede, må det i Frugthaven gives stor Plads; Når Træet er overladt til sig selv, giver det i en senere Alder en Del kraftige lodrette Grene, der tjene til Erstatning for de ældre hængende, som det ved Træets årlige Eftersyn med Udpudsning anses for heldigt at borttage. På Doucin gror det godt, opnår en betydelig Dværgtræstørrelse. og har med Hensyn til Væxt den samme Karakter som på Vildling. Det begynder allerede i det 4de—5te År at bære Frugt og tiltager efterhånden betydelig i Frugtbarhed.

Beskrivelse af Frugten. — Størrelse: middelstor, 64 mm. bred, 50 mm. høj (i Året 1889 opnåde den 69 mm. i Brede og 55 mm. i Højde). — Form: fladrund-kegleformet, Bugen sidder under Midten; den er afrundet imod Stilken og flad omkring denne, over Bugen er den stærkt aftagende og kun lidt flad omkring Bægeret. Tværsnit rundt. — Frugtstilk: når uden for Periferien, 15—18 mm. lang, middeltyk, træagtig, grøn og rødlig, svagt dunet, indleddet i en temmelig dyb, snæver, rustbeklædt Stilkgrube, hvoraf enkelte Ruststriber ofte nå op over Grubens Rand.— Bæger: helt, sjældnere halvt lukket, Bægerbladene grønne, temmelig lange, middelbrede, sluttende for neden, tørst indad-, men på Midten tilbagebøjede; anbragt i en middeldyb, næsten snæver Nedsænkning imellem korte Folder, der kun nå over Bægerhvælvingen. Bægerhulen tragtformet, lille. Støvdragerne højtstillede.—Hud: glat, glinsende, hvidlig-grøn, ved Modenheden hvidlig lysegul, over den største Del besprængt og spættet med rosenrødt, samt spættet og stribet med livlig karmosinrødt, sparsomt punkteret med fine brune Punkter. — Kjød: hvidt, tæt under Huden ofte lyserødt, fast eller marvagtigt, ved fuld Modenhed ofte næsten mørt, saftigt, behagelig vinsyrligt, ofte uden Aroma. — Kjærnehus: bredt løgformet, Kamrene små, imod Stilken med stump Spids, imod Bægeret næsten runde, lukkede, med l—2 oftest godt udviklede, middelstore, næsten ægrunde, kort tilspidsede, mørkebrune Kjærner; Axehulen smal.

Modenhed. — I Almindelighed plukkes den her i Begyndelsen af Oktober. Den er tjenlig til Forbrug fra Oktober til i Marts.

Kvalitet og Brug: Most- og Tørrefrugt af første Kvalitet, og til al Husholdningsbrug meget anvendelig.

Ed. Lucas, en af Tysklands bedste Pomologer, har i »Illustr. Handbuch der Obstkunde« udtalt sig som følger om Luikenæblet:
»Dette Æble er i Württemberg overalt bekjendt og med Grund højt skattet. Det er åbenbart en af de allermest indbringende Æblesorter, som findes, da der haves Exempler på, at en årlig Høst af 2000 å 3000 pund ofte forekommer, hvilket på Grund af det store Omfang, som Træets Krone har, ikke bør forundre. På høje og udsatte Steder, ligesom også i lave og for Nattefrosten udsatte Lokaliteter er Luiken altid indbringende.«