111. Rød Vinter Kalvil.

Literatur og Synonymer:

1. Calville rouge (le Lectier, d'Orléans, Cafalogue des arbres cultivés dans son verger et plant, 1628, p. 23).  - id. (Duhame), Traité des arbres fruitiers, 1768, I, p. 280).
2. Caleville sanguinole (Manger, Systematische Pomologie, 1780, I, p. 66, Nr. CXXXII).
3. Calville rouge d'hyver (Jean Hermann Knoop, Pomologie, 1771, p. 62).
4. Vinter Calville rouge (Haand-Protecol over Frugttræe-Sorterne, som befindes i den Kongelige Frugttræe-Planteskoele her ved Odense, 1795, p. 150, Nr. 18).
5. Der rothe Winter-Calville (Sieckler, Der teutsche Obstgärtner, VIII, 1797, p. 95).
6. Aechter rother Wintercalville (Diel, Kernobstsorten, 1800, III, p. 1).
7. Winter red Calville (Lindley, A guide to the orchard and kitchen garden, 1831, p 85).
8. Calleville, rouge d'hiver (André Leroy, Dictionnaire de pomologie, Nr. 94).  - id. (Catalogue descriptif des fruits adoptés par le congrés pomologique de France, 1887, p. 288).
9. Rother Winter-Calvill (v. Flotow, Illustrirtes Handbuch der Obstkunde, I, Nr. 7).
10. Rød Vintercalvill (Eneroth, Handbok i svensk pomologi, 1866, p. 62).

Historie.— Dette Æble hører til de ældste Sorter og til dem, hvis Oprindelse ikke lader sig påvise. Som meddelt under »Hvid Vinter Kalvil« have Kalvillerne deres Navn fra Kommunen Calleville i Departementet Eure. Rød Vinterkalvil har altså også derfra sit Kalvilnavn, men det synes, efter Leroy, af de ældre pomologiske Værker at fremgå, at den tidligst har været udbredt i Bretagne.

Dette Æble varierer meget med Hensyn til Godhed, Størrelse og Udseende efter Klima, Jordbund og Voxested, hvilket i Forbindelse med det lange Tidsrum, hvori det har været dyrket, har bidraget meget til de talrige Synonymer, som det har; alene Leroy anfører 31. Det har især i forrige Århundrede været udbredt overalt i Europa, dog især i Frankrig, Tyskland, Holland og Belgien, ligesom det også her i Danmark og i det sydlige Sverige fandtes i alle større Frugthaver, indtil det henimod Midtenaf dette Århundrede synes at være indskrænket til enkelte Haver. Også her i Landet kan det til sine Tider have en fortræffelig Smag og være tilstrækkelig saftigt, medens det til andre Tider viser sig tørt og flovt; i mange Tilfælde hidrører dette sidste vistnok fra, at det henligger for længe, inden det spises, da det varierer meget, også med Hensyn til den Tid, det er tjenligt til at nydes. I de sidste År har det ikke været dyrket her i Planteskolen. Frugterne til Beskrivelse og Afbildning ere overladte mig i 1887 af Gartner Nielsen ved Stamhuset Ravnholt og fra Udstillingen i 1890 af Lærer Mathiassen,. Gundsømagle.

Beskrivelse af Træet. — Træet er i Ungdommen af middelkraftig Væxt, men får i en senere Alder i Almindelighed temmelig tynde, udadgående Grene, der ofte lide af Kræft, og danner kun under meget heldige Forhold en middelstor, rund Krone.— Årsskud: næsten fåtallige, lange, slanke, mest udadgående, knæede, uldede, rødbrune, med ikke meget talrige, små eller middelstore Lenticeller. — BIadknopper: små, flade, helt tilliggende, med meget uldede Knopskjæl. — Blade: på Sommerskuddene middelstore, ovale, langsomt tilspidsede med lang Spids, temmelig dybt indskåren, stumpt savtakket Rand og lange, kraftige, ofte røde Bladstilke; om Frugtknopperne ere Bladene større, langagtig ovale eller elliptiske.— Frugtknopper: små, afstumpet kegleformede, med lysebrune og uldede Knopskjæl. — Blomster: næsten små; Kronbladene ovale, udvendig violet-rosenrøde, indvendig rødlighvide

Frugtbarhed: temmelig tidlig, næsten årlig, men ikke ret stor.

Kultur — Træet behøver navnlig når det skal dyrkes på Vildling og som fritstående, en varm, skjør og kraftig, ikke for tør Jordbund og et beskyttet Voxested. Det vil være at anbefale her i Norden kun af dyrke det som Espaliertræ ved Mure eller Bræddevægge eller som fritstående Palmette på et beskyttet Voxested. Det gror godt på Doucin og opnår som Dværgtræ Middelstørrelse, bærer jævnt godt, især som Busktræ, der holdes tilstrækkeligt åbent; også egner det sig til horizontale Snortræer.

Beskrivelse af Frugten. — Størrelse: middelstor, Espalierfrugter c. 62 mm, Frilandsfrugter 56 mm. høje og brede, — Form: variabel efter Klima og Voxested, ægrund, ofte afstumpet kegleformet, sjældnere valseformet, sædvanlig femkantet, høj af Udseende, dog ofte lidt mere bred end høj; Bugen sidder oftest lidt under Midten, dog undertiden på Midten, under Bugen er den jævnt afrundet imod den ofte ikke synderlig brede Stilkende, over Bugen aftager den mere eller mindre imod Bægeret. Den ene Side er ofte mere udviklet end den anden. Tværsnit fladkantet. — Frugtstilk: indtil 30 mm. lang, tynd, træagtig, undertiden kort, tyk og kjødet, rødlig, næsten nøgen, indleddet i en mere eller mindre dyb og bred, jævn, rustfri eller lidt rustklædt Stilkgrube. — Bæger: lukket, længe grønt, lidt uldet; Bladene lange, middelbrede, spidse, sluttende i Bunden, indadbøjede, oprette og med udadbøjede Spidser; anbragt undertiden næsten oven på Frugten, oftest i en flad eller lidet dyb Nedsænkning imellem fine Folder og Ribber, af hvilke sidste i Almindelighed fem, ofte flere, mere eller mindre kraftige gå ned over Frugten. Bægerhulen tragtformet, undertiden kegleformet. Støvdragerne over midtstillede. — Hud: fra Træet med blålig Dug, lidt smattet, glinsende; Grundfarven, der på solbeskinnede Frugter ikke er synlig, er grønliggul, ved fuld Modenhed gul; Skyggesiden er overtrukken eller flammet med lyserødt eller lyst karminrødt, og Solsiden er ganske overtrukken med mørkt karminrødt; fine grålighvide eller gullige Punkter ere meget talrige, hvorimod større sortagtige Punkter ere spredtsiddende. Lugt fin.— Kjød: hvidt, ofte lyserødt under Huden og ved Karbundterne, fint, mørt, tilstrækkelig saftigt, behagelig vinsmagende og lige så sødt, med en fin, men ikke fremtrædende Aroma, der minder om Jordbær. — Kjærnehus: æg- og løgformet; Kamrene imod Stilken spidse, imod Bægeret lidt afrundede, temmelig rummelige, oftest noget åbne, hvert indeholdende 1, sjældnere 2 temmelig store, ægformede, langsomt tilspidsede, mørkebrune, veludviklede Kjærner. Axehule middelbred.

Modenhed. — Plukkes i anden Uge af Oktober, bliver tjenlig til at nydes i December, og beholder i Reglen sin Velsmag Vinteren igjennem til i Marts.

Kvalitet og Brug: Bordfrugt af første Rang.