Aakirkebyæble. 

Bornholmsk Sort, tiltrukken af Partikulier Due i Aakirkeby. Træet er kun 4 år gammelt (1918) og bar i år 74 Æbler, som vejede 11 Kilo. Det bærer i Klynger. Tilfældet lyder næsten utroligt, men Lærer Harild i Bodiliker har selv set Træet med Frugterne og indestår for Rigtigheden. Alt tyder på, at Sorten er Barn af Cox' pomona.

Beskrivelse af Frugten: — Størrelse og Form: stort, rundt eller fladt afstumpet kegleformet, Bugen nærmest til Stilken, lidt mere aftagende mod Bægeret, bredt afstumpet ved begge Ender, den ene Halvdel lidt stærkere udviklet. — Bæger: nærmest lukket, Bladene små, brede, korte, snævrer hurtigt ind til en kort, fin Spids, uldede, bøjer indad men formår slet ikke at dække Røret; Hulen dyb, middelvid til snæver, Ribber på Randen brede, flade, større ned over Frugten, en enkelt er altid lidt mere fremtrædende, når lige ind i Stilkhulen, Tværsnittet svagt kantet; Ribberne er ikke nær så fremtrædende som hos den forméntlige Moderfrugt. — Stilk: kort, tyk, lige, lidt dunet; Hulen middeldyb til dyb, vid med lidt tynd lysebrun Strålerust. — Hud: grønlig gul, solbeskinnede Frugter er tæt overstænkede og stribede af et smukt mørkt karmoisinrødt, Grundfarven skinner dog igennem; Punkter meget få og meget lidt synlige, fine med bred, mat, lidet kendelig Hov. Kraftig Lugt 0g svagt fedtet. — Kærnehus: løghjerteformet, Aksen kort, vid, Rum temmelig store, tilspidsede opad, svagt afrundede nedad, Vægge lidt sprængte, Kærner store, rundt ægformede, trinde, mørkebrune, to i hvert Rum; Rummene åbner sig spalteformigt. — Bægerrør: en lille, kort og bred Kegle, Tråde midtstillede, Griffel dybtkløvet, håret i Delingsstedet. —— Kødet hvidt, saftigt, af kraftig vinsyrlig Smag. — Modningstid: December—Februar ud. — Værd: meget god Husholdningsfrugt og smuk Salgsfrugt.


Fig. 351. Aakirkebyæble.