Gundsømagleæble.

For ca. 35 År siden — vistnok Vinteren 1885 — sad min Nabos Plejesøn ofte hos mig i Gundsømagle gamle Skole, når jeg om Aftenen arbejdede med Frugt, og så han så nogle godt udviklede Kærner, tog han dem med sig og såede dem senere. Han opdrog på den Måde en hel Mængde unge Træer, af hvilke nogle få af de mest lovende blev plantet ud i Læbæltet ved Skolens store Have, og der står de endnu i bedste Velgående. Foreliggende Frugt stammer fra et af disse Træer, og den har jeg givet Navn efter Stedet.

Beskrivelse af Frugten. — Størrelse og Form: lille, rundt kegleformet, bredere end højt, Bug under Midten, begge Halvdele éns udviklede. — Bæger: lille, lukket, Bladene grønne, glatte, bøjer indad og lukker omtrent tæt over Bægerrøret, er lidt adskilte ved Grunden; Hulen flad, snæver, Ribber små, dog ret markerede i Hulen, taber sig hurtigt, så Tværsnittet er rundt. — Stilk; kort, kraftig, glat; Hulen dyb, vid med lysebrun Strålerust. —Hud: strågul, Solsiden med mørk rosenrød Dækfarve, fuld af fine Stænk og små korte Striber, dog skinner Grundfarven igennem; Punkter få, fine med smal Hov; lidt fin Rust træffes, især næst Bægeret. Kraftig Lugt og fedtet. — Kærnehus: svagt betegnet, rundt løgformet, Aksen middelvid, åbner sig spatelformigt. Rum store, rundt tilspidsede mod begge Ender eller svagt rundet opad, Vægge glatte, to store kastaniebrune Kærner i hvert. — Bægerrør: en lille grydeagtig Kegle, Tråde midtstillede, Griffel kortkløvet, glat. — Kød: hvidt med gul Tone, saftigt, sødt vinagtigt med god Aroma. — Modningstid: Oktober-November. — Værd: meget smuk lille Frugt og god Bordfrugt.

Fig. 395. Gundsømagleæble.