Manfords orange Pippin.
Blandt de mange Frøæbler som er faldne efter Udsæd af Kærner af Cox's orange eller efter Krydsninger mellem denne og andre Sorter er også dette, som både er meget smukt og meget godt. Tiltrækkeren er den meget frugtinteresserede Grosserer F- Manford i Kolding. Han skriver, at han såede Kærner af Cox's orange 1910, og at et af disse Træer bar første Gang 1918. Det bar rigt og i Klynger, og Æblerne blev spiselige i Oktober, men var bedst ved Juletid. Dette smukke, nye Æble ligner ikke Moderen i Udseende, det er både større og smukkere, derimod minder Smagen noget om dets Afstamning. Navnet er givet af Tiltrækkeren.
Beskrivelse af Frugten. — Størrelse og Form: næsten stort, fladrundt, bredt afplattet ved begge Ender, Bugen lidt under Midten, lidt mere aftagende mod Bægeret, begge Halvdele ens udviklede. -- Bæger: åbent, Bladene brede, korte, dunede, bøjer lidt indad og derpå tilbage, er adskilte ved Grunden; Hulen middeldyb, middelvid til vid, Ribber og Biribber indenfor Randen ret skarpe og lige store, på Randen flade, mere fremtrædende ned over Frugten og ind i Stilkhulen, Tværsnit kantet. -- Stilk: kort, tyk, lidt dunet; Hulen dyb, vid med nogen grov, mørkebrun Strålerust. —Hud: orangegul, omtrent som Moderens, skinnende, Solsiden med lidt tynd, rød Dækfarve uden Striber eller Stænk; Punkter spredte, mørke med bred Hov. Svag Lugt og tør eller meget lidt fedtet. — Kærnehus: meget lille, fladt løgformet, næsten rudeformet, Aksen meget kort, næppe middelvid, Rum meget små, afrundede opad, rundt tilspidsede nedad, Vægge glatte, to tykke, rundt ægformede Kærner i hvert. — Bægerrør: en lille afstumpet Kegle, Tråde midtstillede, Griffel kortkløvet, glat. — Kød: hvidt, meget saftigt, sødt vinagtigt med fin Reinetsmag, som minder en Del om Moderens. — Modningstid: Oktober til Februar. — Værd: fin og god Bordfrugt og meget god Salgsfrugt. — Sorten fortjener megen Opmærksomhed. Det unge Træ står tæt ved Koldingfjord og syntes sundt og hårdført, da jeg så det 1920.
Fig. 461. Manfords orange Pippin.