Næsbyholmæble.

Sorten stammer fra Næsbyholms Have ved Sorø. Gartner Jensen dersteds meddeler, at Træet er ca. 100 År gammelt, bærer godt hvert år, og at Frugten er holdbar til Foråret.

Beskrivelse af Frugten: — Størrelse og Form: stort, de sendte Æbler var alle omtrent éns store og ca. 86 mm brede, 76 mm høje, fra unge Træer vil de sikkert blive endnu større; Formen er fladrund, bredt afstumpet ved Stilken, smukt rundet mod Bægeret, den ene Side lidt stærkere udviklet. — Bæger: lukket, Bladene grønne, dunede, bøjer indad med Spidserne lige op; Hulen flad, Ribber små, buleagtige, Hovedribber først kendelige hen imod Bugen, som træffes nedad mod Stilkenden; Tværsnit derfor lidt kantet. — Stilk: kort eller meget kort, tyk, fint dunet; Hulen vid, middeldyb, glat med lysebrun Strålerust. — Hud: lyst strågul, Solsiden stænket og stribet af et smukt mat rødt, Grundfarven skinner igennem selv på stærkere farvede Frugter; Punkter spredte, er uden kendelig Hov, næst Bægeret dog ret talrige. Ingen Lugt, men stærkt fedtet. — Kærnehus: stort i Omkreds, rundt løgformet, Årer meget svagt betegnet, Aksen kort, middelvid, Rum lidt afrundede opad, but tilspidsede nedad, Vægge fint filtårede, én stor kastaniebrun Kærne i hvert. — Bægerrør: en lille but Kegle, Tråde lidt under midtstillede, Griffel dybtkløvet, glat. -Kød: hvidt, bliver hurtigt brunt efter Snittet, marvet, vinagtigt uden kendelig Aroma, saftigt. — Modningstid: November-Forår. — Værd: brugelig, ret god Bordfrugt, meget god Husholdningsfrugt, fortrinlig Salgsfrugt.

Det gamle Træ har tynde Årsskud og små Blade.

Fig. 455. Næsbyholmæble.