Walters Æble.
Sorten er tiltrukken af Frugtavler Walter i Nørre-Alslev på Falster. Foreliggende Frugter modtog jeg fra Planteskoles ejer Sass-Nielsen i Rødby, men har for mange År siden også fået Frugt fra Tiltrækkeren.
Beskrivelse af Frugten. — Størrelse og Form: stort til meget stort, de sendte Frugter var 90-91 mm brede, 85 mm høje, afplattet runde, snart højere, snart lavere, ofte tilsyneladende højere end brede, i Virkeligheden dog ikke, Bugen på Midten, éns aftagende og bredt afstumpede mod og ved begge Ender; den ene Halvdel oftest lidt stærkere udviklet. — Bæger: forholdsvis lille, lukket eller svagt åbent, Bladene små, grønne ved Grunden, bøjer indad, står så lige op, svagt dunede, lidt adskilte ved Grunden; Hulen dyb, middelvid, Ribber små indenfor Randen og rynkeagtige, på Randen flade, ofte med Spor af Søm, flade ned over Frugten; Tværsnit næppe helt rundt.— Stilk: middellang, kraftig til tyk, mørkebrun, fint dunet; Hulen dyb, middelvid til snæver, har ofte en Svulst, mangler omtrent Rust. —Hud: mørk citrongul, Solsiden og ofte mere er dækket af et mørkt blodrødt, hvori Spor af Flammer og Striber; Punkter lysebrune med bred Hov, men ses ikke i det røde. Ret kraftig Lugt, svagt fedtet. — Kærnehus: rundt løgformet med fremtrædende grønne Biårer, Aksen vid, Rum små og smalle, vidtåbne, tilspidsede mod begge Ender, Vægge sprængte, lidt filtede, Kærner små, runde, trinde, talrige. — Bægerrør: en smal, dyb Kegle, Tråde lidt under midtstillede, Griffel lang, tynd, dybtkløvet, fint dunet over det hele. —Kød: hvidt, grønligt næst Huden, grønlige Årer, lidt groft, marvet, ret saftigt, af sød vinagtig, noget kalmusagtig krydret Smag. — Modningstid: Januar til hen på Foråret. —Værd: ret god Bordfrugt, udmærket Handels- og Køkkenfrugt.
Fig. 517. Walters Æble.