Nu er det længe siden
Ring, Oluf 1940	Aakjær, Jeppe 1906
Komponist	Tekst
Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind - hvordan i barndomstiden den kære rug kom ind. Hvordan dens kernetunge top ved moders svage kræfter blev lagt i lugen op. Først bredte mor et klæde så ømt som nogen højtidsdug; der måtte ingen træde med sko i høstens rug. Så fejed hun med limens rest hvert snavset strå til side som for en hædersgæst. Den kære rug var gæsten, som gjorde hvert et barn så spændt; se, far han lægger vesten og ser så indadvendt. En skælven i et ydmygt sind, en bøn til altets skaber, før avlen bringes ind. Og neg for neg forsvinder og bliver under bjælken sat; og far får røde kinder og spindelvæv om hat. Men mor er lige hvid og bleg, hvor meget hun end stræber med rugens tunge neg. Det går mod aftentide; snart skinner månen fuld og rund på gavl og vægge hvide og ned i vognens bund. Mor standser træt og titter ind; far kommer hen til lugen og klapper hendes kind. Og barnet, som har løbet sig træt i dagens muntre leg, det er nu stille krøbet ind under hjulets eg; dér høres dette skarpe knald fra vognens fjæl mod sandet af ørentvistens fald. Og mellem hjulets eger går stjerneblink og måneskin, og milde vinde hveger, mens barnet slumrer ind - Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile med høsten i sin favn.