Links om Moselund:
Engesvang Lokalhistoriske Arkiv, Konsul Steenberg og polakkerne
http://www.engesvangarkiv.dk/artikler/visartikler.php?ArtikelId=96
Uddrag:
Moselundgård var på en aktion i 1862 blevet solgt til Godsejer
Bech på Dalbygård. Handelsprisen dengang kendes ikke, men 7 år
tidligere var den gamle hedegård blevet handlet for 10,500 Rdl.
Godsejer Bech havde ikke været uinteresseret i udtøringsprojektet,
som en af lodsejerne ned mod Bølling Sø, havde han med interessentskabet
lavet den aftale, at Moselundgård skulle have 45 tønder land af
den udtørrede søbund, foruden en andel i projektet på 3,500
Rdl. Men da så Konsul Steenberg i 1873 tilbyder 35,000 Rdl. for gården,
sælger Bech.
Det var ikke nogen forarmet hedegård Konsul Steenberg havde købt.
Moselundgård var blevet flyttet og havde nye bygninger, ifølge
BRF oplysning opført i 1872. Den lå nu smukt og lunt op til den
store banke, der var beplantet med små graner.
Til gården var der 200 tønder land agerjord, 200 tønder
land hede, 180 tønder land mose og 20 tønder land eng , som grænsede
op til den udtørrede sø, altså 600 tønder land ialt.
Gårdens
besætning bestod af ca. 70 kreaturer, 10 heste, 70 får og 30 svin.
Men det var jo ikke landbruget der interesserede Konsulen, han blev selv boende
i Randers og lod en forvalter drive landbruget på Moselundgård.
Allerede i 1873 fortæller lærer Aaboeïs dagbog, at rygterne
vil vide, at den planlagte Silkeborg Herningbane måske ville blive flyttet
omkring Moselundgård. Konsul Steenberg har helt sikkert lokket banekommissionen
med udsigten til at millioner af tørv, skulle fragtes med banen. At der
måske har været bestikkelse med i spillet, i form af et vist kvantum
tørv til banen, skal ikke udelukkes, men det har så formentligt
kun været til opvarmning af stationer og vogtehuse.
I 1874 lader Konsul Steenberg sin store mose og hans andel af den udtørrede
sø opmåle og undersøge, han ville vide hvor stor og dyb
mosen var og om hans planer om industriel tørveproduktion nu også
kunne holde. Samtidig sker der også nogle ting hjemme i Randers.
I 1870 havde firmaet Brødrene Steenberg opkøbt flere ejendomme
i Randers, og året efter fik de tilladelse til at opføre et nyt
stort savskæreri på de erhvervede grunde. Deres forretning
udviklede sig, men hvad der præcist sker i 1874, melder historien ikke
noget om, men pludseligt nedlægges "Brødrene Steenberg".
Den 14. april 1874 deler de firmaet imellem sig, så
savværk og Floes Teglværk kommer til at tilhøre broderen
Erik Andreas Steenberg, og Konsul Steenberg bliver direktør for det nyoprettede
Randers Aktietømmerhandel. Formentlig har de selv
følt en risiko ved de store investeringer der skulle til i Moselund.
Flere steder i landet forsøgte man sig i begyndelsen af 1870erne med
industriel mosebrug, men de gik alle fallit med meget store tab til følge.
I 1874 lå den nye linieføring af banen fast, den skulle være
færdig i løbet af 3 år. Konsul Steenberg tog fat på
at realisere sine planer omkring anlæg af tørvefabrik. Det skulle
være det
mest moderne og effektive man kendte til herhjemme, og samtidens aviser fortæller
da også, at "den væsentligste fremgangsmåde med tørveproduktionen
holdes hemmeligt". I Tyskland var man meget længere fremme med den
slags anlg end herhjemme, så der blev truffet aftale med tyske virksomheder
og ingeniører, det hele skulle stå klar og køre, når
banen var færdig i 1877. Til at klare alt det praktiske ansatte han, overinterdant
Christian Fugl Svendsen, der med succes havde forestået tilrettelægningen
af arbejdet med vendsysselbanen. Svendsen havde fra sin militære karriere
forstand på indkvartering og forplejning af folk, og også på
tilrettelægning af et stykke arbejde, men det at lave brugbare tørv,
har vist ikke været under hans erfarringsområde.
Historien om selve anlægget, og den spændende historie om de polske
arbejdere Konsul Steenberg anskaffede, gemmer vi til næste afsnit og går
ubarmhjertigt videre. Denne gang slog
Konsulens beregninger fejl, og selv om han havde ansat nogle af tidens mest
vidende mænd omkring industriel tørveproduktion, så kostede
det ham hele hans formue at være pioner på dette område.
Herning Folkeblad bragte en lille notits den 8. januar 1879, "Konsul Johan
F. W. Steenberg i Randers, ejer af Moselund, har erklæret sig fallit."
Lærer Aabo har i sin dagbog fortalt, at hele herligheden i 1879 på
en aktion blev købt for 42,000 kr. af Konsulens broder Erik Steenberg
i Randers.
Billede: Moselund store værk, uden årstal
Efter fallitten flytter Konsul Steenberg i 1879 til København
med sin familie, og her efterlader han sig ikke så mange synlige spor
som forretningsmatador. Hans interesse for banedrift har dog givet genlyd. Især
fattede Steenberg interesse for indførelse af meget letbyggede smalsporsbaner.
I disse ideer var han navnlig inspireret af tankerne bag det billige smalsporssystem,
der sidst i 1880erne var udviklet af den franske ingeniør Poul Decauville.
Det blev præsenteret på verdensudstillingen i Paris i 1889. I oktober
1890 indgav Konsul Steenberg andragende til Rigsdagen, om tilladelse til anlæg
og drift af 38 smalsporsbaner, med en samlet længde på 750 km. En
af de foreslåede strækninger var fra Randers over Clausholm til
enten Mørke eller Hornslet Station på strækningen ÅrhusRyomgård.
For at øge interessen for sine visioner udgav Konsul Steenberg i september
1892 et lille skrift med titlen "Smalsporede Lokalbaner i Danmark",
og heri opregnede han sit systems fordele. Endvidere nævnte Steenberg,
at der burde dannes et dansk driftsselskab, der skulle forestå både
anlæg og drift af alle de projekterede baner. Det lykkedes ham dog ikke
at fremskaffe den nødvendige anlægskapital på i alt 20 mill.
kr.
Efter den tid er det ikke lykkedes at finde noget omkring Konsul Steenberg,
han dør 92 år gammel i København i 1924.
Konsul Steenberg´s polske tørvearbejder på
Moselundgård i 1877.
Denne beretning er bygget over samtidens avisomtaler og senere avisartikler
der har berørt Konsul Steenberg´s polske tørvearbejder på
Moselundgård. Hovedkilden er dog Christian Christiansens beretning. Han
var som 17 19 årig tjenestekarl på Moselundgård fra 1876 1879.
Ti år senere var han elev på Testrup Højskole, og der nedskrev
han som en stilopgave sine erindringer og oplevelser omkring Konsul Steenbergs
store satsning, polakkerne og arbejdet på Moselundgård.
Moselundgård ligger et par mil vest for Silkeborg. Banen går tværs
gennem marken og når man kører med toget fra Silkeborg til Herning,
da ser man gården på venstre side af banen. Den ligger et par hundrede
alen fra stationen, som kaldes Moselund Station. Gården ligger meget smukt,
den ligger tæt op til en banke som er beplantet med graner og den ligger
meget lunt og godt. Til gården hørte meget store jordarealer, foruden
en stor besætning, det hele blev drevet med en forvalter der bestyrede
gården. Manden der ejede gården, Konsul Steenberg, boede i Randers,
hvor han også ejede et stort teglværk. Han var også ejer af
et par hundrede tusind kroner, som han skulle have til at arbejde, og derfor
havde han besluttet at anlægge en stor tørvefabrik på Moselundgård.
Moselund Stationsby ca. 1910. Bemærk vindmølle
og vandtårn til at forsyne lokomotiverne med vand.
I februar måned 1877 startede anlægget af selve fabrikken, og der
blev store travlhed på Moselundgård hvor der skulle køres
sten, tømmer og mange andre ting. Den tyske ingeniør, der havde
akkord på at anlægge fabrikken ankom sammen med flere tyske maskinarbejder.
Og selv om den nye jernbanestrækning først blev indviet den 28
august 1877, så var banen allerede omkring martsapril så langt,
at man på Moselund Station kunne modtage flere vognladninger maskindele
fra Tyskland. Det var tørvemaskiner, hjul, små jernbanevogne, skinner
og så videre. Der ankom også to store dampkedler der skulle bruges
som trækkraft til maskineriet. Der var flere dages arbejde med at få
disse dampkedler transporteret fra stationen til bestemmelsesstederne flere
100 alen derfra. Man forsøgte at læsse den ene dampkedel på
en almindelig arbejdesvogn med brede fælge, og der blev sat 8 heste for
vognen. Men hestene stejlede, de kunne ikke trække vognen ud af stedet,
og hjulene sank flere tommer ned i den tørre græsmark. Der blev
så lavet nogle træruller der blev lagt under kedelerne, og med halvfjerdsindstyve
karle blev de rullet til bestemmelsesstedet.
Så snart at maskinhuset til dampkedelerne var bygget færdige og
alt maskineriet var monteret, så begyndte man længere ude i mosen,
hvor der skulle monteres 4 æltemaskiner i 100 alens afstand fra hinanden.
Det var her tørvejorden skulle æltes til tørv. Så
blev der anlagt små baner over store dele af mosen, med små troljevogne,
der kunne køres af en eller to mand.
Da hele anlægsarbejdet var færdigt og skulle i gang, så krævede
det utroligt mange folk, nok også flere end der lige kunne skaffes lokalt,
derfor sendte Konsul Steenberg bud til Polen efter 100 polske arbejder. Der
fortælles dog også, at Konsulen mente at der var mere arbejde i
polakkerne, end der var i de danske arbejder.
Chr. Christiansen fortæller, at den 14. maj 1877 kom der 200 polske arbejder
til Moslundgård. De forskellige kilder er lidt uenige om hvor mange polakker
der kom, der nævnes fra 100 op til 250, der passer med det antal sengepladser
der nævnes. Den mest troværdige kilde er nok lærer Aaboes
dagbog, der nævner ca. 150 polakker. Det passer også med Herning
Folkeblad, der den 1. juni 1877 refererer fra Jyllandsposten : "Tyske Arbejder.
Fra Stetin ankom der if. "Jyllp." i Lørdags med Dampskibet
"Kjøbenhavn" til Aarhus 150 personer (voksne og børn),
som befordredes vider til Randers, hvor de skulle anvendes ved Tørvefabrikerne."
Der er ingen tvivl om, at de omtalte tyske arbejder, er polakkerne der skal
til Moselund, at Randers nævnes er formentlig fordi Konsul Steenberg,
der havde indforskrevet arbejderne, boede der.
Omkring århundreskiftet var der igen mange polske arbejder i Moselund.
Her er det ca. 1910 de
senere ejer af Moselundgård Mette og Frederik Henriksen (siddende) og
deres polske arbejdere.
Lad os følge Chr. Christiansens oplevelse af polakkernes ankomst til
Moselund.: "Jeg skal ikke nægte, at jeg næsten blev helt bange
for disse fremmede mennesker, for jeg havde aldrig set sådanne mennesker
før, de så forfærdelige ud, ingen af dem havde strømper
på, nogle af dem havde støvler eller sko på, resten havde
bare fødder. Der var bygget fire barakker på 100 alens afstand
fra hinanden langs med Moselunddiget til disse polakker. Der skulle være
halvtredsindstyve mand i hver barak, og hver to mand fik udleveret en madrasse
og to uldne tæpper. Der var både mænd og kvinder og børn.
Der var også mænd der var halvfjerdsindstyve år gamle. De
havde alle sammen dårlige klæder, ja der var nogle af dem der var
helt pjaltede, enkelte af dem havde knæbenklæder på og langskjortede
frakker, og jeg synes næsten jeg havde medlidenhed med disse stakkels
forhadte mennesker, som nu var i fremmed land." "Men da de så
skulle til at arbejde, var der mange af dem der blev syge. De gik nede i de
kolde vandgrøfter i bare ben, og de kunne ikke tåle det og blev
syge. Nogle blev kørt på sygehuset i Silkeborg. Jeg kørte
en dag med to mænd, som skulle på sygehuset. Der blev lagt et par
knipper halm i en stiv arbejdesvogn, og der blev de lagt på. Jeg måtte
køre i skridtgang den lange vej. De var så syge, at de ikke kunne
tåle vognens rumlen, men det gik dog nogenlunde indtil jeg kom til Funder
by, hvor gaden var brolagt, og vognen gik meget ujævn på den hårde
stenbro. Det kunne de stakkels syge mennesker ikke tåle, de gav sig til
at skrige og jamre sig, så jeg måtte holde stille. Så blev
de rolige. Jeg spurgte dem, hvad der var i vejen, men jeg kunne ikke forstå
hvad de sagde, så kørte jeg sagte videre, men så begyndte
de igen at klage og skride. Flere af folkene i byen hørte det. Nogle
kom ud og spurgte mig, hvad det var for mennesker jeg kørte med. Jeg
fortalte at det var syge polakker, der skulle på sygehuset i Silkeborg,
og folk fik medlidenhed med de stakkels syge mennesker, de ville næsten
forbyde mig at køre videre. Men jeg kørte igen, nåede til
Silkeborg og fik dem afleveret på sygehuset. De var ikke de eneste der
kom på sygehuset, nogle var der i forvejen, andre kom der siden. Nogle
af dem blev raske og kom tilbage igen, men flere af dem døde og kom aldrig
tilbage."
De polske arbejdere har formentlig heller ikke været helt tilfredse med
forholdene i Moselund, for allerede den18juni 1877 citerer Herning Folkeblad
igen Jyllandsposten under overskriften: "Polske Tørvearbejdere,
Konsul Stenberg i Randers, som ejer gaarden "Moselund" i Funder Sogn
tæt ved SilkeborgHerningbanen, hvor der bliver Station, har forskrevet
120 130 Polakkere, som skulle tilvirke Tørv. Overintendant Svendsen er
bestyrer af arbejdet. Polakkerne gjøre imidlertid Strike og Mytteri saa
Politiet har maattet tilkaldes. Fire arbejdere ere afskedige og bliver nu i
henhold til Fræmmedloven udsendte af landet. Polakkerne bor i Barakker
og Telte i Mosen. Den væsentligste Fræmgangsmaade med Tørveproduksjonen
holdes hemmelig."
Der var ligefrem et tørveværk i Moselund der
gik under navnet "Polakværket" ca. 1915-18
En anden der har fortalt om polakkerne i Moselund, er Jens Jensen, Refshale,
han arbejdede i 1877 for Konsulen i tørvemosen. Jens Jensen fortæller
også om den tovbane der gik fra mosen op til Moselund Station. Denne svævende
bane vakte megen opsigt viden om, da det var første gang man havde set
sådan en her i landet. " Det var en såkaldt sejlbane. En dampmaskine
trak kurve fyldte med tørv fra mosen ad denne tovbane op til stationen,
hvor kurvene så kunne tømmes direkte i jernbanevognene. Til polakkerne
blev der lavet træbarakker til beboelse, men dette byggearbejde udførtes
af håndværker fra Randers. De syv håndværker her fra
egnen, der anlagde selve banelegemet, havde en polak til håndlanger; men
det var ikke meget han bestilte, for han var knokkelfuld det meste af dagen.
Håndværkerne fik nemlig udleveret ca. 1. pægl brændevin
daglig til hver, men den Randersbrændevin smagte dem fælt, og så
gav de håndlangeren den, så det var ikke så sært at
han efterhånden blev uarbejdsdygtig."
"Polakkerne førte ellers en elendig tilværelse. Jens Jensen
har mange gange set dem komme noget fedt i en kasserolle med vand, og deri dyppede
de så det tørre brød. Det var al den smørelse og
pålæg de fik, så maden var såmænd sølle".
Chr. Christiansen fortæller videre: "Da maskineriet nu var færdigt
og det hele kom i gang, var det danske arbejder der skulle betjene den ene maskine,
og polakkerne ved de tre andre. Men danskerne var de dygtigste til at arbejde,
de kunne lave flere tørv om dagen end polakkerne. Da jeg en dag stod
og så ud over mosen, var der et mylder af mennesker, nogle kørte
dynd til maskinerne, kvinder og børn stakkede tørv og det hele
var i fuld gang. Der var anlagt en luftbane, som skulle køre tørvene
op fra mosen til stationen. Denne luftbane bestod af nogle trækasser med
jernhanke, med 2 små hjul i det øverste af hanken. Der var bygget
et højt stillads ved stationen og et nede i mosen. Så var der jerntråde
fra det ene stillads til det andet. På disse tråde blev trækasserne
hængt op. Der var to tråde ved siden af hinanden. De tomme kasser
gik ned af den ene, mens de fyldte kasser gik op ad den anden tråd. Således
kunne de nu kører tørvene op fra mosen til stationen, og det var
morsomt at se disse kasser komme sejlende den ene efter den anden, tyve alen
fra jorden. En dag jeg skulle ned i mosen og gik under disse luftbaner, syntes
jeg der var en som kaldte på mig, men jeg kunne ingen se omkring mig.
Så opdagede jeg en tysker oppe i luftbanen, han sad i en af de tomme kasser
og kørte ned i mosen, og det traf sig flere gange, at der var en som
fik sig en køretur med luftbanen."
Moselund tørv er de bedste uden årstal
Chr. Christiansen fortæller også om polakkernes dagligdag. "De
6 dage om ugen arbejdede de, om søndagen holdt de hviledag. Da var der
nogle af dem der gik i kirke, medens andre drak sig fulde. De kunne drikke brændevin
som var det sødmælk, og det lige så godt kvinderne som mændene".
Andre fortæller, at om søndagen så dansede polakkerne på
grønsværen med liv og lyst.
En søndag aften var der tre af dem der var draget over til Kragelund
Kro, hvor de drak sig så fulde at de kom i klammeri med hinanden. Den
ene af dem havde nogle penge, som de to andre ville have, men han ville ikke
have sine penge brugt. Da de så ud på natten drog hjemad, overfaldt
de to ham med pengene, de havde besluttet sig for at tage dem fra ham med magt,
om de så skulle slå ham ihjel for at få pengene. Pengemanden
blev mishandlet, slået og sparket og stukket med knive i underlivet. Da
han omsider virkede livløs, smed de ham ned i en grusgrav og dækkede
ham til med jord. Hans penge fik de dog ikke, for dem havde han puttet ned i
sin ene støvle, og der fandt de dem ikke.
Gerningsmændene drog nu hjem i den tro, at han var både død
og begravet og at deres ugerning ikke ville blive opdaget. Dagen efter blev
han dog savnet, og da nogle begyndte at søge efter ham, kendte de ikke
noget til hvor han var blevet af. Hen på eftermiddagen blev han dog fundet,
da var han kommet så meget til bevidsthed at han var kravlet op af grusgraven.
Her fandt man ham, fik ham båret hjem og kørt på sygehuset,
hvor han døde nogle dage efter.
Der var øjeblikkeligt sendt bud til Herredskontoret, og dagen efter mødte
politi og en fuldmægtig op i Moselund. Der blev holdt forhør, hvor
den ene straks gik til bekendelse, hvorimod den anden ikke ville indrømme
noget. Fuldmægtigen tog dem begge med sig, de blev ført bort i
lænker, og kom i fængsel.
Den historie nåede også til Silkeborg, og blev bragt i Silkeborg
avis torsdag den 14.juni 1877. I søndags aftes tildrog sig en uhyggelig
begivenhed paa Moselund, 2 mil vest for Silkeborg, hvor et større antal
polske arbiedere ere beskjæftigede ved den store tørvefabrik, som
Konsul Steenberg fra Randers for tiden anlægger, idet nemlig to af arbeiderne,
som spadserede med en anden kammerat henad Kragelund til, overfaldt denne, efter
sigende fordi han var i besiddelse af nogle faa preussiske dalere, som de forlangte
at laane, hvilket han nægtede. Efter at have kastet ham omkuld, mishandlede
de ham med spark og slag og kastede ham derpaa i en grøft eller sandgrav,
hvor han henlaae fra om aftenen til næste eftermiddag, da det lykkedes
ham at komme op og slæbe sig hen til barakkerne. De to forbrydere ere
belagte med arrest og transpoterede til Kjellerup og den overfaldne mand er
ført til sygehuset her i byen. De polske arbeidere boer i 4 træbarakker
ved Moselund og udgør et antal af c. 180, hvoriblandt fruentimmer og
smaa børn. De bliver godt behandlede, men med enkelte hæderlige
undtagelser er der mange raa elementer iblandt dem. Sundhedstilstanden har i
det hele været ret god, med undtagelse af et par heftige tilfælde
af lungebetændelse, som hos en af dem har havt døden til følge
paa sygehuset her i byen.
Postkort med barakkerne i Moselund, uden årstal.
Barakkerne ved "Polakværket" Moselund, opført 1914,
benyttedes af arbejderne ved
Aarhus Belysningsvæsen, der også forsynede sig med tørv fra
Moselund.
De to var ikke de eneste der blev straffet, fortsætter Chr. Christiansen,
der var ofte spektakel imellem polakkerne, de kunne aldrig enes. Ofte kom der
om natten bud op til Moslundgård og bestyreren, at nu måtte de ned
og få styr på polakkerne, inden det gik helt galt. De værste
af dem blev sendt tilbage til Polen, en dag var der ikke mindre end seks der
blev jaget bort.
Da Chr. Christiansen den dag kom hjem fra marken, fik han ordre til hurtigt
at gøre sig færdig, og ride til Kjellerup med nogle bøger,
der skulle afleveres på Herredskontoret. Polakkerne var gået i forvejen,
og forvalteren fortalte hvilken vej han skulle ride, for han måtte endelig
ikke møde polakkerne på vejen, for så risikerede han at blive
overfaldet.
Chr. Christiansen kom til Kjellerup og fik bøgerne afleveret, men så
ellers ikke noget til polakkerne i byen. Så satte han hesten i stald og
ventede på at de skulle komme, for han var bange for at møde dem
undervejs. Han ventede et par timer, men der kom ingen polakker, og så
turde han ikke vente længere, hentede hesten og red hjemad. Han trøstede
sig selv med, at det var en god hest som de ikke ville være i stand til
at løbe ind. Da han så kom ud mellem Vinderslev og Mausing mødte
han de seks polakker, og han så dem ikke før han næsten var
lige foran dem. Der lå heldigvis en gård i nærheden af vejen,
der red han ind, medens drabanterne gik forbi. De havde en dunk på nakken,
og nogle af dem var meget berusede. De sang og gjorde støj og var ved
godt humør. Da polakkerne var kommet så langt bort, at de ikke
lagde mærke til noget, red Chr. Christiansen videre til Moselundgård,
lettet over at være sluppet heldigt forbi polakkerne.
Hen i november måned rejste alle polakkerne hjem til deres fædreland,
og ønskede vist aldrig at skulle bo her mere, for de var vist lige så
fattige den dag de rejste, som den dag de kom. De var lovet frit rejse hjem,
men det fik de vist ikke, for dengang var Konsul Steenbergs penge vist snart
forbi, og det var jo ikke så sært, mener Chr. Christiansen. Han
havde jo betalt hele maskineriet, der havde kostet mange penge, og der skulle
mange penge til, til dagløn til alle disse arbejdere, som nu havde været
der næsten et halvt år. Hver lørdag kom en jernkasse fyldt
med penge, og den var så tung at en mand knap kunne bære den. Kun
lørdag aften blev der holdt udbetaling, så var der en mængde
mennesker, både polske og danske arbejdere, så var gården
helt fyldt med mennesker.
Men da så tiden kom at tørvene skulle sælges, så kunne
de ikke bruges, de var alt for hårde og kunne ikke brænde, så
næsten ingen ville købe dem til nogen pris.
Et radioforedrag af Gårdejer A. Johannesen, fra 1931 om tørveindustrien
i Moselund, er senere blevet refereret, og her får vi forklaringen på
hvad det var der gik galt med Konsul Steenbergs tørv. Han fortæller
om hele projektet, en arbejdsstyrke på 200 mand og de hundrede tusinde
af kroner anlæg og arbejdsløn havde kostet. "Desværre
svarede resultatet ikke til de store forventninger, men stor skuffelser kom.
Tørveindustri er den dag i dag og selvfølgelig også den
gang baseret på at udnytte solens og vindens kraft til at fjerne vandet
fra tørven. Først gennem tørringen får man et brugbart
brændsel, og her savnede man erfaring. Man benyttede den fugtige mose
til tørreplads og lagde tørvene ud i tykke lag, og da så
efteråret kom med regn, og vinteren med sne, ja, da lå de 200 mands
og de kostbare maskiners arbejde som en værdiløs masse derude i
mosen".
Chr. Christiansen slutter sin beretning med,: sommeren efter kom det slet ikke
i gang, maskineriet var der nu ikke brug for mere, så nu var alle disse
tusinde kroner jo spildt, og tre år senere gik Konsul Steenberg fallit
på flere tusind kroner. Gården skulle sælges, hans broder
Erik Andreas Steenberg bød den ind til ham, og han blev ved gården
et år, men kunne ikke klare sig der. Konsulen måtte forlade gården
for bestandig, og rejste til København med sin familie.
Siden hen skulle det jo blive meget udbredt med polske landarbejder i Danmark,
specielt på herregårdene og roepigerne på Lolland og Falster,
men det er først efter 1893. Så vidt jeg kan vurdere, så
hører de polske arbejdere i Moselund 1877, til blandt de tidligste forsøg
på at importere polsk arbejdskraft til Danmark.
Og selv med det begrænsede materiale der findes, så skinner det
igennem, at polakkerne ikke har været særlig populære. Chr.
Christiansen benævner dem" disse stakkels forhadte mennesker, som
nu var i fremmed land". Silkeborg avis nævner:" med enkelte
hæderlige undtagelser, er der mange rå elimenter iblandt dem".
Men også Jens Jensen fortæller lidt om skrækken for de fremmede:
"Fortjenesten omsatte de helst i brændevin, ligesom de også
var flittige gæster på Kragelund Kro. Tit kom de i slagsmål,
når de gik herfra, så beboerne i de huse, der lå mellem byen
og mosen, slet ikke følte sig helt trykke ved tanken om, at det fremmede
folkefærd skulle passere deres ejendomme. En morgen, da Mette Refshale
(Jens Jensens Kone) kom ud i stalden for at malke, var en af dem tyet derind
og havde lagt sig til at sove. Jens var gået på arbejde i mosen,
men Mette skyndte sig til en nabo og de fik i forening polakken vækket.
Men han viste sig at være meget fredelig og medgørlig og gik villigt
sin vej". Der er ingen tvivl om at den lokale befolkning har været
udtrykke ved de mange fremmede og anderledes mennesker, der pludselig var kommet
til egnen.
Steenberg familien beholdt og drev dog Moselundgård en lang årrække,
mosebruget blev derefter drevet med de gammel kendte metoder med håndkraft.
Konsulens broder, Savværksejer Erik Andreas Steenberg, døde den
6. august 1891 i Randers. Det må så være hans søn,
Fabrikant Erik Steenberg (junior) født 1868, der overtager Moselundgård,
og allerede i 1890erne begyndte han tilvirkning af maskinetørv. Han driver
virksomheden videre til 1907 hvor han sælger til et københavnsk
konsortium Blichingberg & Co. Erik Steenberg (junior) beholdt dog et moseareal
omkring Phønix, som han så efterfølgende skulle være
gået fallit med, og dermed sluttede Steenberg æraen omkring Moselund.
http://www.kampestenshuset.dk/moselund.htm
Moselund, oprindelig kun en hedeby, nu er den en industriby |
|
Konsul
Steenberg fra Randers, der købte Moselundgaard i 1873 fik
banen til at gaa over gårdens areal. |
|
Moselundgaard i Engesvang sogn er en meget gammel gaard, over 400 aar tilbage ihvert fald. Den hørte i sin tid under Silkeborg len og laa dengang i Funder sogn, men har hørt til Engesvang sogn, siden dette sogn blev oprettet. Fra Moselund var der i tidligere tid 5 mil til nærmeste købstad, Viborg, og med de køretøjer, man dengang havde til raadighed, varede en Viborgrejse med 3 tdr. korn tre hele dage. I betraktning af, hvor vanskeligt det var at omsætte avlen, var gaarden næppe 1000 rigsdaler værd. * Enkel levevis Der var paa Moselundgaard, som paa andre hedegaarde paa den tid, en meget enkel levevis. Om sommeren arbejdedes der i marken, om vinteren snoede husbonden reb af svinehaar, skar træskeer, bandt koste eller brugte snedkerværktøjet. Sønnerne arbejdede i tærskeloen, hakkelseshuset eller på møddingstedet, og husmoderen besørgede madlavningen, brygning og bagning. Hver stund, der var levnet hende, bandt eller spandt hun, og også døtrene spandt eller kartede. Ved maaltiderne blev der langet til det fælles madfad, efter at husbonden havde bedt bordbøn. På vinteraftener sad alle med deres strikkestrømpe, og der kunne undertiden komme naboer paa besøg for at berette nyt. * Silkeborg opstaar Men i midten af 1800-tallet begyndte forholdet at ændre sig. Der kom stærkere røre i den afsides liggende hedeegn. Viborg - Kolding landevej blev anlagt og indgrøftedes, saa færdslen kunne foregaa bekvemt og uden, også ved nattetid. Handelspladsen Silkeborg blev oprettet, og chausseen Silkeborg - Herning blev anlagt. Det blev lettere for hedebønderne at sælge deres produkter nu, da de havde handelspladsen ret nær og de fik lettere ved at færdes, da vejen var kommet.
I 1862 blev Moselundgaard på auktion solgt til godsejer Beck paa Dalbygaard. Moselundgaard havde bl.a. andel i Bøllingsø, og da søen i 1873 var udtørret af et interessentselskab, (interessent-skab, red.) fik Moselundgaard som sin part af søbunden 45 tdr. land af det udtørrede areal foruden andel i 3000 rigsdaler.
|
* Tørvenes tid begynder Samme aar solgtes Moselundgaard til konsul Steenberg fra Randers for 35.000 rigsdaler. Han øjnede i de store tørvemoser betydelige rigdomme, hvis den projekterede jernbane fra Silkeborg til Herning ville komme til at gaa over gaardens jord, og han tilbød derfor De danske Statsbaner et vist kvantum tørv aarligt at fragte fra gaarden, hvis man ville lade banen slaa en bue ind om Moselund og oprette en station der. Det skete ogsaa, og det blev senere en af de virkelig gode tørvestationer, hvorfra der aarligt fragtedes mange tusinde tons tørv. Det var i sommeren 1877, jernbanen blev aabnet, men allerede om foraaret havde konsulen bygget en stor tørvefabrik. Maskinerne alene, deriblandt en dampmaskine med 35 hestekræfter, kostede 60.000 kr. Fra midt i maj til sidst i juli var der beskæftiget 150 polakker og tyskere ved tørvefabrikken . * Voksende industriby I 1922 overtoges foretagendet af fabrikant Rasmus Frederik Henriksen, der allered i 1907 var ansat paa Moselundgaard som planter og i 1908 blev bestyrer. Det blev tørvene og jernbanen, der omdannede Moselund fra en gammel gaard til en stadig voksende industriby. Under den første verdenskrig tog tørve-produktionen et voldsomt opsving, ligesom der i mosen byggedes to tørvestrøelsesfabrikker, den ene af A/S Phønix (men den kom aldrig igang), den anden af A/S Moselund Tørvefabrikker, og den er endnu i drift. Produktionen af tørvestrøelse udgør aarligt ca. 2500 tons. Efter den anden verdenskrig var produktionen af tørv ca. 13 - 15 mill. stk. aarligt. I 1940 omkom fabrikant Henriksen ved en mosebrand, og virk-somheden overgik i 1941 til A/S Moselund Tørvefabrikker under ledelse af sønnen, fabrikant Hans Henriksen. Til Moselundgaard hører nu ca. 700 tdr. land, deraf ca 100 tdr. ld. højmose, 150 tdr. land mark og kultiveret mose, 200 tdr. land plantage og skov, 100 tdr. land læggeplads og resten afgravet mose og hede. Der er 2 tørvestrøelsesfabrikker og 5 tørveværker. artikel i AVISEN 25. marts 1959, af A. Hvidager. |