Anton Pedersen forelæsninger P2

ÆBLETRÆETS FORMERING

ÆBLETRÆETS ORGANER

SORTERNE

ÆBLETRÆETS FORMERING

Æbletræet hører til slægten Malus (Malus er græsk, melan = spiselig frugt). Undertiden er æble og pære slået sammen til Pyrus. Af de 30-40 kendte Malus-arter har kun få betydning for frugtavlen. Æbletræets udvikling er sket længe før historisk tid, så der findes ikke optegnelser man kan rekonstruere ud fra. De vigtigste stamarter er:

Malus silvestris, Skovæble. Malus acerba, Pyrus acerba, Pyrus Malus austere. Arten blev af Linné kaldt Pyrus Malus, og af en anden forsker for Malus communis. Malus silvestris er et mindre træ, oftest med grentorne. Bladene er blanke og glatte, blomsterne er ved udspring rosenrøde. Frugterne er små, grønne, langstilkede og meget sure. De kan anvendes til cider, navnlig efter at de har fået frost. Arten er vildtvoksende i Danmark.

Malus pumila, Sødæble. Malus communis, M. paradisiaca og flere. Det er et lille træ til stor busk, oftest uden torne. Blade og knopper er behårede og frugten forholdsvis stor med en behagelig smag. Vore dyrkede æbler menes for en stor del at nedstamme fra denne art. Den er vildtvoksende i Vestasien og Kaukasus. Af varieteter kan nævnes:

Malus pumila var. pendula med hængende grene. Den er ofte dyrket som prydplante, bl.a. sorten 'Elise Rathke'.

Malus pumila var. paradisiaca, hertil hører Doucin- og paradisgrundstammer.

Malus pumila var. Medtjwetzkyana. Den er helt igennem rød, både frugt, blade og blomster, frugterne er ret store. Den anvendes ikke som frugttræ, men som prydtræ.

Malus baccata, Paradisæble, Bæræble. Det sidste hentyder til, ar frugten er lille, gul eller rød. Den er almindelig dyrket i prydhaver, undtagelsesvis bruges frugterne til gele. Den er rigtblomstrende og -bærende. Malus baccata har, krydset med storfrugtede arter, givet crapapples, som er vinterfaste i Sibirien og Canada, hvor de dyrkes. Arten er hjemmehørende i Sibirien - Østasien. Har muligvis interesse som grundstamme.

Malus prunifolia, blommebladet æble eller Paradisæble, Sibirisk æble. Den har større frugter end M. baccata. Den anvendes kun i prydhaver som paradisæbler. Også mange andre småfrugtede arter som f.eks. Malus spectabilis hører hjemme i prydhaven. De bruges i Japan som grundstammer.

Det er uheldigt, at disse prydarter kaldes paradisæbler, når der også er en grundstamme, der kaldes sådan, og de to ting har intet med hinanden ar gøre. Malus stracanis er M. pumila x M. prunifolia, den skulle have fordele fremfor M. pumila.

ÆBLETRÆETS ORGANER

Der er store variationer mellem de enkelte sorters organer. Der er også mange forskelligheder træ og træ imellem, det er ikke genetiske forskelle, men variationer knyttet til formering, dyrkningssted og vilkår.

Roden hos æble er mindre dybtgående og mere forgrenet i de øvre jordlag end hos pære, og derfor mere afhængig af klima, selv om der er forskelle afhængig af de anvendte grundstammer.

Stammen er ved kunstgreb tildannet i forskellige højder, men også i naturen vil æble danne stamme i forskellige højder. Veddet er mindre fint end pæreved og anvendes kun undtagelsesvist.

Kronen kan være af forskellig form, ofte er den afhængig af og karakteristisk for sorten. Er vinklen mellem stamme og hovedgrene mindre (mere?) end 45 grader, taler man om bredkronede træer. f.eks. 'Bramley' og 'Canada Reinette', der har brede, flade kroner. Hængende og bred krone har f.eks. 'Kejser Alexander'. Rund krone har 'Cox's Orange'. Kegleformet krone har 'Vinter Gold Permain', og høj, rund krone har 'Graasten'. Kroneformen kan i grove træk tjene som sortskendetegn, men ser man ikke nøje efter, vil man synes at alle er ens. Formen er nu også afhængig af beskæringen.

Grenbygningen kan være forskellig med hensyn til grenenes antal, længde og styrke m.m.. Allerede i planteskolen er der karakteristiske forskelle, som fortsætter efter udplantningen. 'Filippa' er karakteristisk ved sine lange, tynde og overhængende grene. 'Flaskeæble' har mange grene i en stor, opret krone. 'Belle de Boskoop' har bueformet hængende, temmelig tykke grene i en stor flad krone. 'Ildrød Pigeon' er meget grenrig. 'Graasten' er meget åben og højtbygget med få grene, derudover er bladfylden ringe. Unge træer er mere oprette end ældre træer. Især 'Transperente blanche' er som ung slank og som ældre bred. Ak ja!!!!

Kronediameteren kan være meget forskellig, fra 20 meter og nedefter. I Troense på Tåsinge stod et træ på 18 m i diameter, det gik ud i vinteren 1928-29. I Varde stod et æbletræ med en diameter på 11 m. Højden på et æbletræ er som regel mindre end bredden, modsat pære. Man taler om små, middelstore og store træer. 'Lord Suffield' er et lille træ, 'Cox's Orange' er mellemstort, 'Flaskeæble', Bramley' og 'Graasten' er store træer. Træstørrelsen har betydning for planteafstanden. Tal for planteafstanden ved forskellige træstørrelser foreligger ikke.

Kviste og skud. Deres antal, stilling, længde og tilstand er faktorer ved sortsegenskaberne. De kan være tykke, korte, lange, have kort eller lange internodier, være filtede, glatte, slanke o.s.v.. Det ses bedst om vinteren. Antallet af barkporer kan også variere, og de kan være mere eller mindre iøjnefaldende. 'Casseler Reinette', 'Dumelow Seedling', 'Signe Tillisch' har mange barkporer, som er fremtrædende. 'Graasten' har så godt som ikke barkporer.

Knopperne har forskellig størrelse, form, farve samt behåring, ligesom deres stilling kan variere. 'Charlamowsky' er karakteristisk ved sine rødfarvede knopper. Blad- og blomsterknopper er oftest ret forskellige.

Bladene sidder spredt og er meget forskellige. Kun hvis træerne er behandlet ens, har ens vækstforhold, og hvis bladene er taget samme sted på træerne, kan man anvende bladene som sortskendetegn. På middellange skud tager man bladene på skuddenes midte og på træets sydside, ikke på skyggesiden. På dværgskud tager man de to til tre bedst udviklede blade. Bladene kan variere og have kendetegn med hensyn til akselblade (der falder hurtigst af ved triploide), bladstilke, størrelse, form, tilspidsning, glathed, indskæringer m.v.. Bladene kan på undersiden være mere eller mindre filtede. Bladtykkelsen kan variere efter sorten, 'Bramley' har tykke blade, 'Filippa' tynde blade. Bladformen kan også variere efter sorten. På nogle sorter holder bladene længe om efteråret, men der er dog ikke nogen, som kan siges at have høstkolorit. Bladene på langskud er mere runde end bladene på dværgskud, der har lange og smalle blade. Ved bestemmelsen må man derfor have begge slags blade med.

Blomsterne. Her i landet varer blomstringen 10-14 dage, og den falder i den første del af maj (oftest sidste del?). Blomsterne sidder i en skærm og kommer af blandede knopper, d.v.s. samme knop indeholder både blomster og blade. Undtagelsesvis kan der komme blomster på langskuddene. De almindelige dværgskud med blomster kaldes sporer. Blomsten er femtallig med mange støvdragere. Blomsterne har ikke evnen til at lukke sig, når de først er sprunget ud, så de kan ikke beskytte kønsorganerne mod ugunstigt vejr. Kronbladene varierer i farve og form, pladen kan være bred eller smal, neglen kort eller lang. 'Pigeon' har en stjerneformet krave p.gr.a. de smalle kronflige. Støvdragerne har store knapper, der før modenheden vender nedad, men senere rejser sig. Før knapperne åbner sig er de gule, senere bliver de brune. Kronbladene er som regel rosa og meget varierende i farvestyrke, farvetonen kan være forskellig på forskellige tider af dagen eftersom lyset er påfaldende eller gennemskinnende, den er som regel kraftigst mod aften. Æbleblomsterne er ret store, 4-7 cm, og altid duftende. 'Hawthornden' har store blomster, 'Graasten' har store, tidlige, næsten hvide blomster. 'Tyrrestrup Kirsebæræble' har store, hvide blomster, 'Pigeon' små blomster af en bleg, skiden farve. 'Skovfoged' har krøllede kronblade.

Frugten er en kernefrugt, bestående af fem frugtblade, som danner et pergamentagtigt kernehus. Den spiselige del består af den opsvulmede blomsterbund og kernehusets yderste lag. På blomsterbunden sidder bægerblade, kronblade, støvblade og fem næsten frie grifler. Frugtens størrelse er noget varierende, dens bredde og højde angives af pomologer i mm. 500 g er en meget stor frugtvægt.

Frugtens udvikling. I frugthuset findes et parenkymatisk, ensartet cellevæv og anlæg til karstrenge, som i æblet sidde i to systemer, et ydre, der står i forbindelse med frugtens dele, og et indre, der står i forbindelse med blomstens dele og derfor hurtigt dør. Ved frugtens topende, i bunden af bægerhulen, dannes som regel en ring af korkagtigt væv. Senere hen under frugtens udvikling differentieres det parenkymatiske væv, og der dannes under huden et lag af langstrakte celler. Frugtkødets celler vokser og deler sig, og der dannes intercellulærrum, der indeholder luft eller saft. Æblet vokser i juni og juli, den senere volumenforøgelse skyldes dannelse af intercellulærrum.

Spalteåbningerne findes ikke på frugten ved dens anlæg, de dannes senere, først som en stor epidermiscelle, der senere deler sig og danner to læbeceller. Frugten assimilerer altså. Der er færrest spalteåbninger på frugtens midte, hvor frugten vokser mest, så huden strækker sig og afstanden mellem spalteåbningerne derved bliver større. Tættest sidder spalteåbningerne i topenden af frugten. Spalteåbningen fører ofte til en korkplet. Huden kan briste p.gr.a. trykket inde fra. Sker bristningen på et tidligt tidspunkt, dækkes såret af korkdannelse. Det samme sker efter haglskade, hvis den sker, mens frugten er i vækst.

Huden er i begyndelsen håret og senere glat. Huden kan ikke flås af kødet, men i de fleste tilfælde smager den som kødet, og vil man endelig ikke spise den, må man skrælle æblet. På huden findes hudpunkter, som er rester af spalteåbningerne. De er ofte omgivet af en ring, som af Bredsted kaldes en hov. Ofte dannes der et korklag af døde celler uden på huden. Det er det man kalder rust. Rust kan være netagtig, den kan sidde i figurer, pletter, striber o.s.v.. Den er almindelig forekommende hos os. Sprøjteskade giver også en korkdannelse, der ligner rust. Det, man kalder sprøjteskade, er dog ofte vejrskade. Overhuden kan være forsynet med kutikula på ydersiden af cellerne, eller kutikulaen kan findes på de radiært stillede vægge. I det sidste tilfælde er huden mindre elastisk, så den lettere revner. Dug kan dannes på æblet endnu mens det sidder på træet, eller den kan dannes under lagringen. Senere under lagringen kan æblet svede mere eller mindre, eller slet ikke.

Frugtens form kan være ret forskellig, men æbler er som regel noget med rund, såsom fladrund, valseformet rund. kalvilformet, ægoval og mange andre former. Formen er en sortsegenskab, man skal sammenligne ved samme dyrkningssted. Formen varierer efter klima, 'Graasten', der hos os er højtbygget og kantet, er i sydlige lande rund og glat. Frugtens form angives i pomologier som regel som omridstegning, et tværsnit og et længdesnit. Det sted, hvor frugten er tykkest, kaldes for bugen. Den kan være på frugtens midte eller over eller under denne.

Ribber er forhøjninger. der udgår fra bægerhule og nedefter. Der er som regel fem, men der foruden kan der også være fem biribber, altså ti i alt. Ribben kan have søm, det er en eller flere skarpe kanter på langs. Eksemplet på dette ses på 'Transperente blanche' og 'Dumelow'.

Stilken er temmelig konstant for sorten. Store frugter har som regel den korteste stilk. Stilkens længdevækst ophører tidligt, når frugten vokser videre buler den ud omkring stilken, som derved bliver kortere. Stilken er tyndest på midten og som regel tykkest ved grunden. Den frugt, der sidder midt i frugtstanden, får den korteste stilk. Stilken kan være træagtig hård, dog undertiden kødet. Det sted på frugtgrenen, hvor stilken sidder fast, kaldes for moderkagen. Stilkhulen kan være mere eller mindre beklædt med rust. Den kan være ru eller glat. Der kan i stilkhulen forekomme en svulst, så det ser ud som om stilken sad fast på denne uden på frugten.

Bægeret består af fem blade, der er udadbøjede. Senere bøjes de indad og i vejret. Bægeret kan være åbent eller lukket og meget varierende i størrelse. Bægerhulen kan være med eller uden ribber, som kan være mere eller mindre fremtrædende. Bægerhulen beskrives som regel udførligt af pomologer, selv om man ikke kan kende en sort herpå. Bægerrøret mellem bægerhule og kernehus kan være forskellig udformet. I bægerrøret sidder resten af blomsten, og her er det vigtigt, hvorledes støvtrådene sidder. De kan være højt-, midt- eller lavtstillede, og det synes at være konstant for sorten. Griflerne kan være mere eller mindre behårede på den nederst del.

Hudens farve. Grundfarven på et æble er grøn til gulgrøn. Grundfarven kan være helt eller delvist dækket, f.eks. i striber, med en anden farve, dækfarven, som ofte er rød. På et fuldstændigt farvet æble skulle man ikke kunne se noget af grundfarven, men det kan man alligevel. Farven varierer efter sort, grundstamme, klima, plads på træet m.v.. Dækfarven bliver kraftigst, når der er meget solskin eller kolde nætter. Ligeledes giver kvælstofmangel og kræftangreb bedre dækfarve. Gamle træer på græs giver som regel også en god dækfarve.

Kernehuset er normalt femkamret, ofte mangler dog et eller to kamre. På frugtens tværsnit ses kamrene og karstrengene i det ydre system, mens karstrengene i det indre system er borte, rester af dem kan findes i akselhulen. I længdesnit viser en frugt, at det ydre systems karstrenge danner en løgformet figur udenom kernehuset. Pomologer betegner denne linie som grænsen mellem frugtkød og kernehus. Der kan mellem kamrene i kernehuset findes en akselhule. Mangler denne akselhule, kaldes æblet fuldakset. Kernehusets fem rum kan eventuelt flyde sammen i midten af frugten. Væggene i kernehusets kamre er pergamentagtige, de kan være glatte eller opridsede. I hvert kammer findes som regel to kerner, i dyrkede sorters frugter er kerneantallet dog meget varierende. Triploide sorter har som regel kun få kerner i frugten, diploide sorter har som regel mange. Kernernes udseende er meget konstant for sorten, så at man kan sortsbestemme ved hjælp af kernerne.

Frugtkødet kan være hvidt til gullighvidt, gult eller rødligt. Udsættes frugtkødet for lys og luft, iltes det og bliver mørkt (garvesyre). Kødets konsistens kan være blødt, hårdt, tørt, melet o.s.v.. Kødet beskrives udførligt i pomologier. Også smagen tager man med. Det burde man dog ikke gøre, da den er meget forskellig. Den er foranderlig og afhænger af dyrkning, plukketidspunkt, opbevaring m.v.. Indeholder frugten garvesyre, vil den virke være snerpende. Glassethed forekommer ved, at cellemellemrummene fyldes med saft i stedet for luft. Det forekommer almindeligt i tidlige sorter som 'Astrakan' og 'Transperente blanche'. I Amerika har man fundet, at kunstig vanding giver glassethed. Glassethed er dog ikke almindeligt hos os og har derfor ingen interesse; i nordlige lande kendes den ikke.

Misdannelser kan forekomme, frugter kan vokse sammen, eller den enkelte frugt kan spalte.

Æblearterne kan formeres ved frø. Sorter, som er bastarder, formeres vegetativt, med mindre man vil fremstille nye sorter. Nogle sorter har ved frøudsæd en vis konstans, det gælder f.eks. 'Pigeon'. Rodægte træer kan formeres ved rodstiklinger. Rodægte træer fremstilles ved kinesisk aflægning. Skulle der ved igangværende forsøg vise sig, at rodægte træer er bedre end podede, må de fremstilles som nævnt. Hidtil har man podet på en grundstamme, som for Malus altid har været Malus. Det er et åbent spørgsmål, hvilken grundstamme man skal vælge. Både de frøformerede vildstammer og de som regel vegetativt formerede dværgstammer anvendes. Nu er nok 65-70 % af Danmarks frugttræer på vildstamme, men der agiteres hele tiden for at anvende dværgstammer, så det vil nok ændre sig en del med årene. Vildstammer kan være planter efter frø af Malus silvestris, men der kan ikke skaffes frø nok heraf. Det er for det meste frø fra Balkan, man bruger. Long Ashton i England har typer af skovæble, der formeres vegetativt. Det ville være nærliggende ar mene, at man til vildstammer kunne bruge frø af sorter, som dyrkes her i landet. Forholdet har været undersøgt på Alnarp i Sverige. Man havde vanskeligt ved at få fat på kerner, og alle sorter giver ikke lige mange eller lige gode kerner. Diploide sorter, som giver de svagest træer i frugthaven, giver de bedste frø og afkom, og omvendt ved triploide træer. 'Ribston's frø gav i forskellige somre planter med 1,5 cm skud, mens 'Bismarck' gav 10 cm skud. Der er ingen sandsynlighed for, at sådanne underlag giver bedre træer end de gængse, som tilmed er lettere at anvende. Her i landet har det i al fald ingen interesse for tiden.

Normanniske ciderkerner er næsten det eneste anvendte til vildstammer. Kernerne er et biprodukt ved cidermøllernes fremstilling af cider. Württemberg fremstiller også normanniske ciderkerner. Planterne af dette frø bliver meget uensartede, både i vækst, vækstmåde, form, blade og bladfarve. Forskellene er størst i den unge træalder, hvorfor det især er et spørgsmål af interesse for planteskolerne (forskellen er ens, det er bare farven der har en anden lyd!).

Småfrugtede æblearter (paradisæbler) kunne tænkes anvendt til vildstammer. Det er vist aldrig prøvet, hvilket kunne være et tegn på, at man er tilfreds med det man har.

Dværgtræer laves på svagtvoksende grundstammer. Allerede i Oldtiden kendte man til at pode på svagtvoksende underlag. I det 16. århundrede omtales Doucinstammer.

Malus pumila var. paradisiaca omfatter som tidligere nævnt Doucin- og paradisstammer. Almindeligvis regner man Doucin for kraftigere end paradisstammer. Paradisgrundstammen anvendes, den har tidligere været anvendt til andre arter end Malus pumila. Tidligere har man regnet Doucin for Doucin, men man har opdaget, at der er forskel på Doucin. Doucin er nu blevet nærmere undersøgt af East Malling i England, som har sorteret Doucin i typer, som fik navne i form af romertal, som nu er standardbetegnelse for hele Doucinområdet. East Malling har sorteret typerne op i stor mængde, så hvis man ønsker at være sikker, kan man skaffe materialet derfra. Man er nu begyndt delvis forfra på East Malling, idet man er begyndt at klonformere ud fra et bestemt træ af hver grundstammetype.

East Malling I (EM I) er meget kraftig, omtrent som vildstamme. Det er en gammel, kendt Doucin, som blev opdaget af Th. Rivers i 1860. Den anvendes ikke her i landet, hvad den nok heller ikke bør. I England anvendes den en del til svagtvoksende sorter.

East Malling II (Prikket Doucin). Navnet kommer af, at der er mange fremtrædende barkporer på dens bark. Væksten er opret og kraftig, dog mindre kraftig end EM I. Den anses i England for at være den bedste til dværgunderlag. Her i landet anvendes til sorter af middelstyrke, som hos Mathiesens planteskole. Den er, som så mange andre, også ofte kaldt Sort Doucin. I Frankrig kaldes den Fontenay. Dens fejl er, at den er vanskelig at formere, samt at den ikke ynder svær jord. Den giver længelevende, sunde planter (op til 60 år).

East Malling III har ingen interesse.

East Malling IV (Gul Doucin ) er Danmarks mest anvendte grundstamme. Barkfarven er gullig til gulliggrøn, heraf navnet. Den kaldes også ofte Holstensk eller Hollandsk Doucin, da den har været indført fra disse to steder tidligere. Det er en grundstamme, som har været anvendt gennem lange tider. Væksten er stiv og opret. Planteskolerne er glade for den, da den er let at formere ved jordhypning. Den anvendes til alle sorter, da de alle vokser godt på den. Den er svagere end både I og II, uden dog at være en udpræget dværgstamme. Den er tidlig i vækst og må okuleres tidligt. En skavank ved den er, at dens rodnet er så svagt, at den er noget tilbøjelig til at vælte, navnlig på svær jord, som bliver opblødt af megen regn. Størstedelen af de danske dværgtræer står på denne grundstamme, det er nok også den, der skal benyttes i fremtiden. Englænderne synes ikke om den.

East Malling V (Rød Doucin?). Her i landet anvendt sammen med IV under navnet Sort Doucin. Ved forsøg viste den sig meget ringere end IV, så den bør nok kasseres.

East Malling VI og VII arbejder vi ikke med.

East Malling VIII arbejdes der en del med i England.

East Malling IX (Gul Metzer Paradis) har mere udbredt vækst end IV, og den har færre skud end samme. Barkfarven er gullig til brunlig. Den der er vanskelig at formere på grund af de få skud. I begyndelsen vokser den kraftigt til, hvilket har interesse for planteskolerne. Senere går det langsommere, og den overhales snart af IV. Den er en gammel kending, der er kommet mere til værdighed ved den rationelle frugtavls udvikling, ved hvilken lejlighed den kunne få den pasning, den kræver.

I planteskolen giver den store træer med tilbøjelighed til frugtbarhed (i Forum 1932 var der toårige træer med frugt). Det går hurtigt tilbage for den , så omdriften må være kort. Den har værdi, men den skal anvendes rigtigt; Mathiesen, Korsør, bruger den som underlag for kraftige sorter ('Gråsten' og andre). Den voldsomme interesse den vises for tiden, er nok uberettiget, men når folk vil have træer på den, leverer planteskolerne dem.

For tiden kan den sikkert ikke købes nogen steder. Køber man den i udlandet, har man ingen garanti for, at det er den. I Danmark findes den ægte i Mathiesens planteskole, men den sælges ikke kun som grundstamme. Før der foreligge forsøgsresultater, kan man intet afgørende sige om den og dens værdi.

East Malling XII og XIII (?) er kraftige typer, der anvendes en del i England.

East Malling XVI er af tysk oprindelse. Den kaldes Ketziner. Den har nærmest karakter af vildstamme og giver store, længelevende planter, der er sent bærende. Den er let at formere ved vegetative metoder. For at opnå mere ensartet materiale anvendes den en del i Tyskland, England og andre steder i stedet for vildstamme.

De 16 dværgstammer vil kunne krydses, hvis man synes nye typer er nødvendige, hvad de ikke er i øjeblikket. Horsensegnen har en Doucintype, der har den fordel at den kan formeres ved træagtige stiklinger.

Grundstammespørgsmålet er et spørgsmål, der må besvares gennem forsøg, som også er godt i gang bl.a. på Long Ashton og East Malling i England og herhjemme på Blangstedgaard, som allerede har udsendt den første meddelelse (nr. 227, 1934). Ifølge denne er vildstamme allerede foran dværgstamme efter 8 til 12 år. Foreningen "Dansk Frugtavl" har beskyldt forsøgsstationen for opgive forkerte resultater i deres iver for at agitere for dværgtræer. For tiden må man nok sige, at det er klogest at holde sig til de to gamle, kendte grundstammer, vildstamme og Gul Doucin, indtil man har forsøgenes resultater. Om træerne er formeret ved podning (kopulation) eller okulation er ligegyldigt, de er lige gode i plantagen.

Allerede i det foregående generelle afsnit er dette berørt, idet der her er taget mest hensyn til æble. Kineserne, grækerne og romerne har dyrket æbler gennem lange tider. Her i landet kan æbletræets dyrkning kun følges tilbage fra Klostertiden. Forskellige forskere mener, at æbletræet stammer fra Himalaya, hvor det er vildtvoksende. Æbledyrkningens geografiske udbredelse er stor og væsentligst i tempererede og kolde egne. Nordgrænsen i Europa ligger ved Polarkredsen, i fastlandsområder dog længere mod syd (Rusland-Sibirien). I Sydeuropa er det for varmt ved havoverfladen, så man planter på bjergsiderne.

Nordamerika og Asien forholder sig svarende til Europa. Sydamerika og Australien er de eneste steder syd for Ækvator, hvor der dyrkes æbler. I oversøiske lande er næsten al æbleavl erhversavl, mens det herhjemme er privatavl.

Æbleavlen herhjemme må betragtes som en gammel kultur, og æblet er den vigtigste af vore frugtarter. I mange lande bliver æblerne trængt af sydfrugter som bananer og appelsiner. Her i landet findes der bogstaveligt talt ikke en have uden æbletræer. Selv på meget ugunstige steder ser man sin fordel ved at dyrke æbler.

Den bedste jord til æbler er nok den svære, kalkholdige, godt vandledende, varme jord, men blot man forstår dyrkningen, kan man anvende alle jorder.

Langt de fleste af Danmarks æbletræer er fritstående. Æbletræet er ikke velegnet til espalier, det angriber her for meget af rødt spind og lign.. Æbletræets maksimale alder må regnes til ca. 200 år, afhængigt af sort, grundstamme, voksested, behandling o.s.v.. I erhversavlen regner man ikke med så meget, Danmarks ældste frugtplantage er Gl. Hestehauge, som er plantet 1870, hvilket omtrent er som Guldborghaves ældste del. Når Gl. Hestehauge bliver 100 år, bliver den sikkert ryddet. Måske kan man i almindelighed sige, at frugttræernes maksimalalder er: Gul Paradis, E.M. IX 10 år, Gul Doucin, E.M. IV 40 år, vildstamme 100 år. Det er dog meget varierende.

Æblefrugten er en afholdt og sund spise, som man kan have hele året rundt, hvorved forbruget kan blive dagligt og jævnt. Æbler har stor anvendelighed til mange spiser, kan man ikke få dem friske, kan man få dem tørrede, konserverede, som cider eller sødmost. At æblet er en anset frugt, får man bevis for ved at dets navn anvendes, når man skal fremhæve en ting: Lykkens æbler, guldæbler! Men også andre steder bruges ordet æble, dog i overført betydning: Kartoffelæble, pigæble, kærlighedsæble og meget andet.

Æblets vægtfylde er i gns. 0,8, æbler svømmer altså på vand. 'Cox's Orange' og 'Boiken' med et faste kød har dog vægtfylde på ca. 1, mens 'Alexander' er på 0,87. Dette forklarer, at man ikke får ens vægt i kasserne ved pakningen. - Æblers tørstofindhold er ca. 15 %, sukkerindholdet 12 (10-17) %, syreindholdet ½-1 (0,3-4) %. Det er syreindholdet, der i det væsentlige bestemmer æblets smag, dertil kommer aromaen.

SORTERNE

Der kommer faktisk en ny sort, hver gang en kerne bliver til et træ. Altså findes der uendeligt mange sorter. Der regnes dog kun med beskrevne sorter, hvoraf man kan regne med, dat der eksisterer 4-5000, hvoraf nogle er gamle og måske endda kan føres tilbage til oldtiden. Theobrast (384-322 f.Kr.) omtaler 6 sorter, Plinius (23-79 e. Kr.) 26 sorter. Illustrierte Handbuch der Pomologie omtaler 800 sorter. Her i landet kender vi ikke så mange igen, Bredsted omtaler således 1 1964 200 sorter. I alt har vi nok 500 sorter her i landet. Mange pomologer har villet lave systemer til bestemmelse af sorterne:

Diels tyske system af 1742 deler æblerne i klasser og ordener:

1. klasse: Kantæbler.

1. orden: Ægte kalviller ('Hvid Vinter').

2. orden: Klaræbler (eller flaskeæbler).

3. orden: Gulderlinge ('Boiken').

2. klasse: Bl.a. 'Hvid Astrakan', deles i ordener efter frugtens form.

3. klasse: Rambouræbler, deles i ordener efter kernehuset, omfatter bl.a. 'Alexander' og 'Beauty of Kent'.

4. klasse: Reinetter, deles i ordener efter farven, eks. 'Cox's Orange' og 'Blenheim'.

5. klasse: Stribeæbler, eks. 'Guldborg' og 'Maglemer Stribling'.

6. klasse: Spidsæbler.

7. klasse: Fladæbler. De to sidste klasser omfatter resten af sorterne, der deles efter frugtens form, fladt eller spidst.

Den tyske pomolog Lucas lavede i 1852 et system med 13 klasser, og således at jordbær-, hindbær- og pigeonæbler blev særlige klasser. I alt indeholdt systemet 80 afdelinger. Lucas' system var et omarbejdet Dielsk system, og det kaldes ofte det Lucas-Dielske system. Den engelske pomolog Hoog lavede i 1884 et system efter støvbladenes stilling og efter bægerhule, stilk, kerner o.s.v.. Dette bestod af 3072 afdelinger, dog ikke repræsenteret af sorter i alle afdelinger. Amerikaneren Hedrick udgav i 1925 en bog "Systematic pomology" med en nøgle til bestemmelse af de i bogen omtalte 114 sorter. Det at lave nøgler er altså ikke så gammelt. Oftest benytter man ydre kendetegn til systemet, som da bliver inddelt i grupper af frugter, hvis udseende har en del til fælles. Således:

Kalviller, der er noget kantede frugter. Navnets oprindelse er ukendt.

Rosenæbler. Dug på frugten på træet. Frugten er stribet og regelmæssig.

Rambour har store, skæve, spidse frugter.

Reinette har fint, tæt, fast kød. Frugten er regelmæssig, rundagtig og gul med rust, smagen er aromatisk (f. eks. 'Cox's Orange'). Navnet kan enten stamme fra reine=dronning, eller rainet=lille frø. Det første er mest sandsynligt. Reinetter ligner hinanden meget, så en tysk forsker mener, ar de alle stammer fra en art (Malus dasyphylla).

Pigeoner har hvidt kød med en særlig aroma.

Jordbæræbler og Hindbæræbler har fået deres navne, fordi de i smag skulle minde om de pågældende frugter.

Gulderlinge har en fin smag.

Permain refererer til pærer, d.v.s. at æblets form minder om en pære, den er højtbygget.

Pippin stammer fra fransk, pepin=kerne.

Seedling, frøæble.

Pippin, seedling og Sämling er egentlig ganske uberettigede navne, da jo næsten alle æbler er frøæbler.

Russet er rustovertrukne æbler, betegnelsen anvendes i England.

Greening kaldes i England de æbler, som også ved modenhed er grønne.

Codlin er engelske husholdningsæbler og derved forstås løskødede æblesorter som 'Keswick Codlin' (men ikke 'Dumelow').

Også egenskaber ved træet kan anvendes i systematikken, f.eks. træernes ydeevne, deres regelmæssighed med hensyn til bæring m.v.. Eneroth omtaler et æbletræ, som et år gav 1800 kg. Her i landet kan man regne med 10 t pr. ha og år. Efter sorternes modningstid taler man om sommer, høst- og vinteræbler, efter modenhedsgraden taler man om plukkemoden og spisemoden frugt. Her i landet er det lettest at lave sommeræbler, men om det er en rentabel sag er en anden sag, da der let bliver overproduktion af tidlige æbler. Man taler om bordfrugt (dessertfrugt) og husholdningsfrugt (madæbler) efter frugtens kvalitet, mange sorter er begge dele, f.eks. 'Cox Pomona'. Dog tager man her i landet endnu ingen hensyn til frugtens forskellige anvendelser i husholdningen, hvad der kun var rimeligt. F.eks. er det ikke alle æbler, som koger ud, heller ikke alle madæbler gør det. - Hidtil har man taget mindre hensyn til kvaliteten og udelukkende bestræbt sig på at dyrke sorter med stor handelsværdi.

Sortsliste. sm=små træer, ud=træer kan vokse på udsat voksested, hårdfør i Jylland, es=kan anvendes til espalier, er=egnet til Erhversfrugtavl, ho=hovedsort, pr=egnet til privatfrugtavl, bo=bordfrugt (dessertfrugt), kø=køkkenfrugt (husholdningsfrugt), må=brugsmåned, betegnet ved månedsnumre (fra-til).

Sort	sm	ud	es	er	ho	pr	bo	kø	må
Alfriston					x		x
Allington	x			x		x	x	x	12-2
Annie Elisabeth
Arreskov				x	x	x	x	x	9-10
Beauty of Bath	x?			x	x	x	x	x	8-9
Beauty of Kent				x			x	x	10-2
Belle de Boskoop				x	x	x	x	x	2-4
B.fl. de France, se Husmoder
Berner Rosenæble
Bodil Neergaard	x?			x	x	x	x		1-4
Boiken a)	x?	x		x	x	x	x	x	1-4
Bramley		x		x	x	x		x	12-3
Bøghs Citronæble	x	x			x	x	x	x	9-10
Casseler Reinette a)		x			x		x
Charles Ross
Coulon			x	x	x	x	x	x	12-1
Cox's Orange	x		x	x	x	x	x	x	11-4
Cox Pomona	x	x		x	x	x	x	x	10-1
Danziger Kant
Dronning Louise	x	x	x	x		x	x		12-5
Dumelow				x	x	x		x	2-5
Early Rivers
Early Victoria
Ecklenville
Ellisons Orange
Filippa		x		x	x	x	x	x	9-1
Flaskeæble				x	x	x	x	x	12-1
Gladstone	x			x	x	x	x	x	7-8
Glasæble (Mors)		x			x		x
Graasten				x	x	x	x	x	10-11
Guldborg	x	x		x	x	x	x		9-10
Guld Permain				x		x	x	x	12-3
Herman				x		x	x		3-5
Husmoder				x	x	x	x	x	9-3
Hvid Vinter Kalvil			x			x	x		1-3
Høve Reinette				x		x	x	x	1-4
Ildrød Pigeon	x?			x	x	x	x	x	9-3
Ingrid Marie	x			x	x	x	x	x	12-2
Irsk Ferskenæble		x				x	x
James Grieve	x		x	x		x	x	x	9-10
Jernæble
Jonathan	x		x	x		x	x		1-4
Keswick Codlin	x	x			x	x		x	9-11
Lanes Prince Albert				x				x	12-2

Sort	sm	ud	es	er	ho	pr	bo	kø	må
Landsberger Reinet a)
Laxton Superb				x		x	x	x	12-2
Lord Derby
Lord Grosvenor
Lord Lambourn	x		x	x		x	x	x	10-12
Lord Suffield	x			x	x	x		x	8-9
Maglemer	x	x		x	x	x	x	x	10-1
Mølleskov	x			x	x	x	x	x	1-2
Nonnetit Bastard	x	x		x	x	x	x	x	10-2
Pederstrup	x	(x)		x	x	x	x	x	9-2
Queen	x?			x	x	x	(x)	x	9-12
Reverend W. Wilks
Ribston				x		x	x	x	12-3
Rosenholm
Rød Ananas	x	x		x	x	x	x		10-12
Rød Astrakan				x		x	x		9
Signe Tillisch				x		x	x	x	11-1
Skovfoged	x	x		x	x	x	x		8-9
Springgrove				x	x			x
Säfstaholm	x	x				x	x		8-9
Sønderskov				x	x	x		x	9-1
Transperente blanche	x	x		x	x	x	x	x	8
Tyrrestrup (Kirsebæræble)	x	x			x	x	x	x	10-12
Vallø Reinette
Venus				x	x	x	x	x	12-3
Worchester Pearmain

a) Anbefales til højstammede træer, da de har stiv og kraftig grenbygning.

Blandt sorter af mindre betydning er bl.a. nævnt de sorter, som i ovennævnte tabel optræder med navn alene.

Mindre end 5 sorter kan man ikke dyrke i en privat have. Oftest har man 10. I erhversfrugtavlen kan man ikke nøjes med to sorter.

Til ciderfremstilling bør man anvende et engelsk sortiment, så længe vi ikke har nogle sorter, der er prøvede. Blangsted har hjemkøbt et engelsk sortiment, hvoraf Frode Sørensen har en del stående som læbælte.

Paradisæbler. Malus baccata cerasifera, der er en hybrid med hasselnødstore frugter, den er almindelig i forretningerne om efteråret. Malus baccata manchurica har langagtige frugter.

Prydtræer. Her anvendes mest 'John Dowin' (Downie?) med blommeformede, næsten blommestore frugter, som kan anvendes til syltning. 'Montreal Beauty' har ret store frugter, som er rødkindede. Desuden plantes mange andre.

Befrugtningsforholdene er allerede omtalt tidligere. Æbletræets nedstamningsarter har en haploid kromosonbesætning på 17 kromosomer. De fleste sorter er diploide med dobbelt kromosombesætning. De er som regel gode befrugtere. Nogle sorter er triploide, her kan nævnes: 'Ribston', 'Belle de Boskoop', 'Graasten', 'Blenheim', 'Bramley', 'Bellefleur de France' ('Husmoder'. Nogle sorter er parthenocarpe og behøver ingen befrugtning.

Den første betingelse for at få befrugtning er at sorterne blomstrer samtidigt. En sorts blomstringstid kan fra år til år svinge med en månedstid, men sorterne følges ad med svingningerne, så rækkefølgen bliver den samme fra år til år. Blomstringen for den enkelte sort varer ca. 14 dage. I ugunstige egne blomstrer sorterne en 3-4 dage senere end andre steder. For befrugtningens skyld er det heldigt med mange sorter, og vil man kun have en hovedsort, må man plante bestøversorter indimellem. Blot man planter nogle forskellige sorter, de må dog ikke alle være triploide, så kan man regne med at befrugtningen klarer sig selv.

Æbletræet er i høj grad hjemsøgt af sygdomme og skadedyr, så sygdomsbekæmpelse er en betingelse for rationel frugtavl. Sorterne har dog forskellig modtagelighed.

SVAMPESYGDOMME

Frugttrækræft. Angrebet afhænger meget af sorten. Kræft bekæmpes indirekte med almindelig god kultur og skurvbekæmpelse.

Skurv. Holder man træer fri for skurv, holder man mange andre sygdomsangreb væk samtidig. Skurven er en af de værste svampesygdomme, men den kan bekæmpes, så den ikke tager overhånd.

Frugtskimmel (Monilia). Grå F. om foråret og gul F. om efteråret. Angrebsgraden afhænger af sorten.

Meldug er generende derved, at myceliet overvintrer i knopperne.

Toptørhed kan have mange årsager, både sygdomsangreb, dårlig kultur og dårlige somre med dårlige sprøjteforhold.

SKADEDYR

Æblevikleren forårsager stor skade, der er meget iøjnefaldende. Den har navnlig været slem i de senere somre, hvor skurven til gengæld har måttet gå i sig selv. Den bekæmpes med arsenik. Den amerikanske frugt må vaskes for arsenik, da man i USA har flere generationer af æblevikleren og derfor må sprøjte flere gange i sommerens løb.

Æblehvepsen foretrækker visse sorter, eks. 'Pederstrup', den bekæmpes ved sprøjtning i åben blomst, d.v.s. ved blomstringens afslutning.

Rønnebærmøllet er normalt et rønnebærskadedyr, der på grund af næringsmangel kan gå over på æble (det forekommer især i Norge og Sverige).

Tæger er særligt ondartede i landets udsatte egne, da de her samler sig ind mod læbæltet. På øerne gør de ingen større skade. De bekæmpes ved vinter- og sommersprøjtning.

Frostmåleren kan ikke længere klare sig på grund af rationel sygdomsbekæmpelse. Tidligere anvendt man limbælter. Nu ser man kun frostmåleren i forsømte frugtplantager.

Snareorme går med i købet, når man sprøjter for andre ting,

Ringspinderen ligeså.

Bladlus er en slem plage, som man aldrig bliver færdig med, til trods for at de er nemme at slå ihjel med nikotin. Vinteræggene dræbes ved vintersprøjtning.

Skjoldlus spiller ingen rolle.

Blodlus er desværre blevet almindelige. Tidligere trivedes de ikke i vort klima, så enten har de akklimatiseret sig eller også er vort klima blevet mildere. De breder sig fra vest til øst, idet de føres med vinden. Foreløbig er de kun fundet på de overjordiske dele, hvor man da kan ramme dem. Hvis de bekæmpes, er skaden kun ringe, ellers kan den være stor.

Rødt spind. Man mener, at vintersprøjtning med frugttrækarbolineum dræber spindemidernes naturlige fjender, uden at skade mideæggene. Nu har man fremstillet midler til at dræbe æggene med. Spind er værst i varme og tørre somre.

Æblesnudebillen spiller normalt ingen rolle, men kan i enkelte tilfælde forårsage slem skade.

PÆRETRÆET

PÆRETRÆETS ORGANER

Pyrus er et gammelt latinsk navn for pære.

Af de 20 arter har kun få interesse for frugtavlen:

Pyrus communis, skovpære. Europa, Danmark, Vestasien. Indtil 20 meter høj med opret krone, undertiden med grentorne. Ældre træer har skorpebark. Bladene er lange og med stilk, deres overflade er mørk og glat. Frugten er lille, rund, sur og snerpende og uden brugsværdi. Der findes flere varieteter:

P. c. var. pyraster, som er mere farvet end arten.

P. c. var. cordata med hjertedannede blade, den giver mange rodskud.

P. c. var. sativa. Alle de dyrkede pærer stammer fra denne art.

Pyrus nivalis, snepære, ciderpære. Østeuropa. Mindre træ uden torne. Unge skud er hvidfiltede. Frugten er pæreformede, gulgrøn, i Frankrig anvendes frugterne, efter at de har fået frost.

Pyrus serotina, kinesisk sandpære. Kraftigt, opret træ. Blomsten taber bægerbladene, så frugten er bægerløs. Den er hjemmehørende i Kina og er stamformen for kinesiske og japanske pærer, som har interesse for Amerika, hvor de er blevet krydset med amerikanske og europæiske pæresorter, så de har givet dyrkningsværdige sorter.

De tre foregående arter er de eneste, som har interesse som frugttræer. Nogle arter har interesse som grundstamme, f.eks.

Pyrus ussuriensis. Østasien. Kraftigt træ, frugten har blivende bæger. Den er meget hårdfør, så man har interesseret sig for den som grundstamme.

Pyrus Simonii.

Desuden bør følgende arter nævnes:

Pyrus serrulata, P. betulifolia, P. calleryana, der træffes her i landet som prydplanter.

Pyrus salicifolia, meget smalle, hvidfiltede blade.

Pyrus eleagnifolia har hvidfiltede blade, der minder om bladene på Eleagnus.

Pyrus amygdaliformis var. persica.

De tre arter angives undertiden også som værende stamarter for vore dyrkede sorter, da de er vildtvoksende i de samme egne af Europa og Asien som de tre ovennævnte hovedafstamningsarter.

PÆRETRÆETS ORGANER

Roden er mere dybtgående end æbletræets rod, hvilket anses for at være en uheldig egenskab, til trods for at det er træets natur. Ved plantningen søger man at undgå denne rodform ved at beskære, at lægge en stor sten midt i plantehullet eller lignende. Det er omsonst og unødvendigt, roden skal nok gå i jorden alligevel.

Stammen bliver snart høj og med gennemgående midterakse, hvilket gør en opstamning af træet let. Veddet er i den unge alder lyst og skært, men bliver som ældre mørkere og fastere og af ret stor værdi. Det anvendes til finere snedkerarbejde.

Kronen er oftest kegleformet, også kaldet pyramideformet. Således er 'Bonne Louise' og 'Juli Dekan' karakteristiske pyramidetræer. Kronen kan også være bred og hængende, det er den hos 'Kejserindepære' og 'Amanlis'. 'Clairgeau' er karakteristisk ved at have søjleformet vækst. Pyramiderne er nu de smukkeste, og skal pæretræet anvendes som prydtræ, f. eks. på en stor græsplæne, må det blive en pyramide. Nogle sorter er meget lidt forgrenede, f.eks. 'Duchesse precose', som er næsten spøgelsesagtig. Pæretræets krone er af vidt forskellig størrelse. 'Gråpære' har en meget stor og 'Juli Dekan' en meget lille krone.

Grenene kan først være oprette, senere udadbøjede, f.eks. 'Clapps Favourite'. 'Gråpære' har få kraftige grene, som ikke bøjes udad og nedad. Meget tæt vækst har 'Nouveau Poiteau', mens 'Charneu' er åben i væksten. Barkfarven kan være forskellig, rødbrun, brun, gul m.m., og variationen er meget større end hos æble.

Kviste og skud kan være ret karakteristiske, de er som regel længere end hos æble og som regel med færre barkporer.

Knopperne er gennemgående meget større end æbletræets knopper, de er mere spidse og udstående, men dog meget varierende.

Bladene er ligeledes varierende, men oftest med længere stilk end hos æbletræet. Randen af bladene kan være udadbøjede, det kaldes bådformet. Er randen både opad- og nedadbøjet, kaldes det bølgeformet. Randen kan være glat, men er oftest takket. Som typer af blade kan nævnes: rundt ('Eyewood'), ovalt, aflangt, hjerteformet, elliptisk, lancetformet. Oftest medsendes til sortsbestemmelse nogle blade og kviste. Smuk høstkolorit har 'Clara Frijs', som far røde blade, det kan endogså ske midt om sommeren. Sorter, som er podet på kvæde, og som ikke vokser ret godt, får også let høstkolorit. Det benytter man sig af, når træer skal være parktræer, hvor der lægges mest vægt på det æstetiske. Efter engelske forsøg er bl.a. 'Tongres', 'Congres' og 'Fertility' gode til parkplantning.

Blomsten fremkommer tidligere end for æbletræets blomster. Blomsterne sidder i halvskærm eller skærm, noget lignende, men dog friere end for æbletræets blomster. Stilken er også længere. Blomstens størrelse kan være 2,5-5 cm i tværmål, men kronbladene er ofte ombøjet, så blomsten synes mindre. 'Kejserindepære'blomsterne ser ud, som var de fyldte på grund af denne ombøjning af kronbladene. Støvbladene er røde, efter støvafgivningen brune til grå. Griflerne er frie. Pæretræer kan være meget rigtblomstrende, ofte er træet helt dækket af blomster, men dog uden så stor en farvevirkning som for æbletræer i blomst. Det er nok fordi at bladene ikke er fremme, når pæretræerne blomstrer. 'Kejserinde', 'Bonne Louise', 'Esperine' m.fl. er smukke under blomstringen, mens f.eks. 'Grev Molkte' langt fra er smuk.

Frugten er meget varierende. Nogle sorter kan får kæmpestore frugter, muligvis op til et kilogram. De største frugter har nok 'Belle d'Angemine', de mindste har 'Seckel', men deres værdi står i omvendt forhold til størrelsen. Følgende frugtformer gælder: Bergamotformede, d.v.s. flade, lave osteformede pærer; rundagtige, f.eks. 'Juli Dekan'; topformede, f.eks. 'Herrepære'; oval-rundformede, f.eks. 'Grev Molkte'; flaskeformede, f.eks. 'Conference' og 'Bosc'; pæreformede, f.eks. 'Soldat Laboreur'. Pærestilken er temmelig lang, så frugterne er som regel frie af hinanden og blæser ikke let ned. Oftest sidder stilken på spidsen af frugten og ofte i en grube. Der kan på pæren, som på æblet, være 4-5 ribber, der kan fortsætte ned i stilkhulen. Stilken kan være skråt indsat på frugten og er ofte vinkelbøjet. Den varierer, er ofte krum og undertiden forsynet med små knaster. Bægeret kan være blivende, delvis affaldende og helt affaldende. Rester af bægeret er som regel mere eller mindre forkrøblede og danner på frugten en mere eller mindre hornagtig skal. I bægerhulen findes rester af støvdragere. Huden har undertiden en bitter, ubehagelig smag, således hos `Gråpære´, der må skrælles. Pærehuden er ved modenhed tynd og skør og brister let, så at frugten kan inficeres og rådne. Huden er som regel glat, men kan dog også være ru af rust. Pærer ”sveder” sjældent. Bundfarven er grøn, men går dog oftest ved modenhed over i det gulgrønne. Mange sorter har dækfarve, som kan være brunlig til rødlig. Kernehuset sidder nær ved bægeret. Karstrengene er ikke som hos æble samlede i 10 bundter, men mere jævnt fordelt i kødet. De kan ofte være strengede, så man mærker dem, når man tygger frugten. Omkring kernehuset findes stenede og grynede celler. Stenceller kan også træffes længere ude i kødet og er så ofte grupperede. Der dannes ofte stenceller efter tægestik. Kerner og kamre varierer mellem sorterne, men ikke så tydeligt som hos æble, og der er ingen pergamentagtig hinde og sjældent så mange kerner. Kernerne er ofte golde og mørkebrune til sorte, ofte har de et næb foroven. Kødet er hvidt, gult eller i et enkelt tilfælde rødt ('Blodpære'). Kødets konsistens er af vigtighed, Bredsted omtaler det som smeltende, hvorved han mener, at kødet opløses i munden uden at efterlade sig nogle faste dele: Kødet kan også være halvsmeltende, eller det kan være knasende eller groft, fuldt af stenceller. Nogle pærer får dejagtigt kød, sommerpærer bliver let melede. Undertiden bliver pærerne roeagtige p.gr.a. for gode voksevilkår. Det kan således ske ved espaliering af en let-dyrkelig sort (eks. 'Clapps Favourite').Alle pærer er tilbøjelige til at rådne indefra, de handlende kalder sådanne pærer for ”kæltringspærer”, eller de kaldes ”blommerådne” eller ”blomme”. Pærernes smag er ofte mindre god hos os på grund af for nordlig beliggenhed. Pærekødet er gennemgående sødt, da pærer indeholder meget lidt syre, og det er som før nævnt syren der bestemmer, selv pærerne ikke altid indeholder så meget sukker. Nogle pærer får let moskusagtig smag, såsom sent plukkede 'Williams'. Pæresorternes modningstid varierer meget, den tidligste er nok 'Juli Dekan', den sildigste er nok 'Cadillac', som kan holde sig til næste års juni-juli. Man kan altså have pærer hele året rundt.

Frøformering anvendes til vildstammeunderlag og til tiltrækning af nye sorter. Rodægte træer har man ikke forsøgt at fremstille herhjemme og vist heller ikke andre steder: I Amerika anvender man dog stiklingeformering og får på denne måde rodægte træer. Vi poder altid på en grundstamme.

Man har af og til forsøgt at lave frøstammer af Pyrus communis, men det har ikke fået nogen større udbredelse, da frøene er for vanskelige at skaffe. Dog er der vist et par planteskoler, som anvender den og får frøene af pæretræer herhjemme fra. Normanniske pæreciderkerner er almindeligt anvendte. De er dyrere end normanniske æblekerner, og de spirer dårligere. Desuden angribes disse grundstammer let af skurv og bladpletsyge, og de er uensartede, men når først det podede træ er så stort, at det går ud af planteskolen, er de gode nok som grundstamme. Man kunne dog godt tænke sig at få en afløser.

Til dværgstamme anvendes kvæde, Cydonia oblonga. Den formeres let ved jordhypning. Det, der går i handelen som kvæde, er meget uensartet. East Malling har udvalgt typer, der benævnes med bogstaver fra A til G. Dette er gjort for at undgå forveksling med æble. East Malling mener, at C er den bedste. Kvæde fra Angers anses af planteskoler for at være den bedste. Dette viser, at man er klar over, at der er forskellige typer. Typen synes dog ikke at spille så stor en rolle for pære som for æble. Der er sorter, som trives dårligt på kvæde, men angivelser af hvilke det drejer sig om, stemmer ikke overens. De følgende sorter anses dog for at trives dårligt på kvæde: Alle 'Bergamotter', 'Bosc', 'Charneu'(undertiden god), 'Clapps', 'Èsperine'='Herrepære', 'Èyewood', 'Gråpære'(undertiden god), 'Grev Moltke' (varierende), 'Josephine de Maleves', 'Juli Dekan', 'Nouveau Poiteau', 'Williams'. Men sådanne sorter kan formeres på kvædegrundstamme ved en mellempodning, hvor man sætter 'Clara Frijs' ind som mellemstamme mellem kvædegrundstamme og sort. Spørgsmålet om mellemstamme bør undersøges nærmere, selv om der foreligger nogle angivelser.

Pyrus ussurensis er forsøgt anvendt som pære-grundstamme, men uden gode resultater. I USA arbejder man med andre pære-grundstammer og mener, at man vil nå frem til et godt resultat.

Crataegus monogyna (tjørn) kan anvendes som pære-grundstamme, man får nok en slags dværgtræer. Den anvendes ikke i planteskolerne, men kan anvendes i privathavernes hække, på frit udplantede tjørn og lignede steder. Skavanken ved tjørn er, at roden bliver så svag, at træerne let vælter. Frugtens kvalitet påstås at blive mindre god, men det anses dog for at være et åbent spørgsmål.

Røn kan også anvendes som underlag for pære, den bruges i Norge på selvsåede træer ude i naturen. Da jorden er stenet kan man ikke plante et træ. Det er som regel 'Kejserinde', som man poder ind. Pære kan podes på æble, men dog med nogen vanskelighed, træerne bliver svage og kortlevende. Æble på pære vokser endnu dårligere, oftest går træerne ud.

Dyrkning af pæretræet er så gammel, at man ikke ved, hvor den stammer fra. Arterne hører hjemme i den gamle Verden, så sandsynligvis stammer dyrkningen også herfra. Alle oldtidens forfattere omtaler pærer, men så træffes den ikke omtalt igen før end i det 1500-tallet, hvor den omtales af frugtavslforfattere (Frankrig). Pæretræet bliver efterhånden det vigtigste frugttræ i Frankrig. Navnlig i Belgien har man været med til at tiltrække pæresorter. I 1730 begyndte præsten N. Hardenpont at lave pæresorter. Hans arbejde blev fortsat af van Mons og Esperen. Van Mons’ planteskole blev overtaget af statspomologen Bivort. Derfor er det også mest belgiske sorter vi har, selv om navnene er franske. Tyskland har især haft betydning for pæredyrkningen ved at der er lavet beskrivelser. Hans Rasmussen Block omtaler pærer, men meget kortfattet. Pærens nordgrænse er sydligere end æblets, og den er således nær sin nordgrænse hos os. Den kan dog vokse op til 60 gr. nordlig bredde, sydpå går pæren længere ned end æblet, helt ned på den anden side af Middelhavet. Franskmændene bragte pæretræet til Amerika, hvor det trivedes dårligt, indtil det kom til veststaterne Californien og Oregon, så gik det godt. I den øvrige del af Amerika anvendes en krydsning kinesisk sandpære x europæisk pære, de er grove. Australien og Sydafrika dyrker også pærer, de har pæreklima.

Selve pæretræet er lettere at dyrke end æbletræet, men frugten kræver en lang og varm sommer, som vi kun kender dem, når de er bedst. Vi kan derfor ikke dyrke de finere sorter. Pærefrugten har mindre brugsværdi end æblet, da dens sæson er kortere, ligesom dens anvendelighed i husholdningen er mindre. Pærefrugten er mindre anset end æblefrugten, og navnet pære anvendes undertiden om noget mindre godt. Vægtfylden er omkring 1 eller lidt derover, så pærer synker til bunds i vand. Sukkerindholdet er 9-11 (14) %, syreindholdet 0,1-0,3 %, hvilket er mindre end for æble, derfor smager pærer sødt.

I Danmark findes pærer i næsten enhver have, sorterne varierer afhængigt af landsdel. De fleste af Danmarks pæretræer er fritstående, men pæren burde bruges mere som espalier end for nuværende, da den egner sig godt til espalier. Pæretræer kan blive indtil 300 år gamle på vildstamme, men ikke på dværgstamme. Bredsted omtaler således et pæretræ på Fyn, der var omkring 300 år gammelt. Det er velkendt, at 'Gråpære' kan blive gammel.

Hedrick angiver, at der findes ca. 5000 sorter, altså omtrent det samme antal som for æble. Theobrast omtaler 4 sorter, franskmanden Leroy 900 , Illustrierter Handbuch der Obstkunde 912, englænderen Hoog 640, amerikaneren Downing 995. I Danmark omtaler Bredsted 114 sorter, og Danmarks Frugtsorter 48.

Mange har forsøgt al lave pæresystemer, men ingen er det lykkedes for, og ingen af de foreliggende systemer er anvendelige. F. eks. lavede Diel i 1801 et system med klasser og ordener. Af pomologiske fællesbetegnelser for pærer kan nævnes:

Smørpære er sorter med helt smeltende kød , regnes dom de fineste pærer.

Halvsmørpærer er knap så fine.

Bergamotter er fladrunde med helt smeltende kød. Nogle mener, at navnet stammer fra Lilleasien.

Halvbergamotter er ikke så fine.

Flaskepærer (kalabaspærer) har et lange stilkparti.

Apotekerpærer har en krydret smag, eks. 'Williams'.

Rousseletter.

Muskateller.

Spækpærer.

Man har mange flere, som ikke er velbeskrevne, så man har en fast karakteristik af dem.

Sortsliste. sm=små træer, ud=træer kan vokse på udsat voksested, hårdfør i Jylland, es=kan anvendes til espalier, er=egnet til erhversfrugtavl, ho=hovedsort. pr=egnet til privatfrugtavl, bo=bordfrugt (dessertfrugt), kø=køkkenfrugt (husholdningsfrugt), må=brugsmåned, betegnet ved månedsnumre (fra-til).

Sort	sm	ud	es	er	ho	pr	bo	kø	må, bemærkninger
Ahlmann (Gundsømagle)									Kogepære
Amanlis			x	x		x	x		11-12. Også panache
Ananas de Courtray									Sommerpære
André Desportes	x						x		8
Angouleme			x	x		x	x		11-12
Bergamot, kernefri						x	x	x	10
Beurré Blanche	x					x	x		9
Beurré Diel			x
Bonne Louise	x	x	x	x	x	x	x		10-11
Bosc			x	x			x		11-.3 gode år
Capiaumont
Catillac Kogepære
Charneu	x		x	x	x	x	x		10-12. Til højstamme
Clairgeau	x		x	x		x	x	x	11-12
Clapp’s Favourite		x	x	x	x	x	x	x	9
Clara Frijs	x		x	x	x	x	x		9
Coloree de Juillet	x			(X)	x	x	x		8
Comice	x		x	x	x	x	x		11
Conference	x	x		x	x	x	x		11
Congres	x			x	x	x	x		9-10
Conseilleur de la Cour	x			(x)	x	x	x		11. Kogepære
Diel			x	x		x	x	x	11-12
Dobbelt Bergamot
Dobbelt Philip	x	x		x	x	x	x	x	10
Dr. Jules Guyot	x			x		x	x		9. Ligner Williams
Emil Hejst
Esperance Bergamot	x		x	x		x	x		2-3
Esperine	x	x	x	x		x	x		9-10
Eyewood				(x)	x	x	x	x	11-12. Kogepære
Flemish Beauty				x		x	x		10
Forel			(x)	x		x	x		11
General Tottleben				x		x	x		11. Dyrkningsværdig?
Giffard	x			x	x	x	x		8
Grev Moltke	x	x		x	x	x	x	x	10. Til højstamme
Gråpære		x		x	x	x	x	x	9-10
Hardenpont			x	x		x	x		1-2. Også panache
Hardy	x		x	x		x	x		10
Hasselpære		x							Frugtbar. Som læ
Herrepære	x	x	x	x		x	x		10

Høst Bergamot									For lille frugt
Josephine de Malines	x		x	x	x	x	x	x	1-2
Juli Dekan	x					x	x		7-8
Junkerpære									Jysk lokalsort
Kejserindepære	x	x			x	x	x	x	8
Laxton’s Superb	x			x		x	x		7-8
Liegel			x	x		x	x		1-2
Madame Fauvre						x	x		9-10
Marguérite Marillat			x
Napoleon			x	x		x	x		11-12
Nelis	x		x	x		x	x		11-1
Nouveau Poiteau		x		x	x	x	x	x	11. Til højstamme. Som læ
Pierre Corneille			x	(x)	x	x	x		9-11
Pitmaston			x	x	x	x	x	x	9-11
Roosevelt						x	x		10-11
Six			xx	x		x	x		11-12
Soldat Laboureur	(x)	x	x	x	x	x	x	x	11-12
Spækpære									Jysk lokalsort
Strandfoged Bæks pære									Jysk lokalsort
Superfine			x	x		x	x		10-11
Tongre	x	x	x	x		x	x	x	10-11
Triumphe de Vienne				x		x	x		9-10. Dyrkningsværdig?
Urbaniste									Dyrkningsværdig?
Williams	x	x	x	x	x	x	x	x	9. Også panache

Panache er typer med stribede frugter, fremkommet ved mutation.

Ligner i det væsentlige æble. Amerikanerne begyndte at undersøge pærernes befrugtningsforhold i 1890, senere er de undersøgt mange andre steder. Mange sorter er selvfertile, men mange skal dog krydsbestøves for at give frugt: Forholdet kan sløres af parthenocarpi, som hyppigt forekommer hos pære. Af diploide sorter kan nævnes:

'Bonne Louise', 'Clara Frijs', 'Comice', 'Hardenpont', 'Hardy', 'Soldat Laboureur', 'Williams'.

Af triploide sorter kan nævnes:

Àmanlis', 'Beurré Diel', 'Cure', 'Grev Moltke', 'Kejserinde'.

Pæretræet hjemsøges ikke så meget af sygdomme og skadedyr som æbletræet. Dog er det meget modtageligt for skurvangreb.

Kræft er sparsomt optrædende på visse sorter, eks. 'Clara Frijs', på andre optræer den slet ikke.

Skurv er hovedfjenden ved pæredyrkningen. Den angriber både frugt og træ, så pæreavl er betinget af skurvbekæmpelse. Når man sprøjter rationelt, kan man holde skurven nede selv på mere modtagelige sorter. Pæretræer er lettere at sprøjte end æbletræer, da bladenes hud er mere fast. Alligevel er det sværere at rense en forfalden pæreplantning end en tilsvarende æbleplantning, som næsten kan renses på et år.

Frugtskimmel, hverken den gule eller den grå har større betydning.

Gitterrust omtales altid, men spiller ingen rolle.

Tæger. Tægestik kan forvolde en del skade, da der dannes stenceller derved. Bekæmpes ved vintersprøjtning.

Lus optræder spontant og må bekæmpes.

Galmyg er nok det værste skadedyr, dens larve lever i pæren og får den til at falde af.

Rødt spind spiller ingen større rolle, da pærebladene er hårde og blanke.

BLOMMETRÆET

BLOMMETRÆETS ORGANER

BLOMMESORTER

BLOMMETRÆETS ORGANER

Blomme hører til Amygdalacea.. Prunus er en gammel latinsk betegnelse for planten. Der findes henved 200 arter af slægten, mest hjemmehørende i den temperede zone, nogle findes dog i Andes-regionen.

Prunus domestica, almindelig blomme (syn. P. oemunis, P. pyramidalis). Man har den overbevisning, at arten er opstået ved en krydsning mellem P. ceracifera (myrobalan) og P. spinosa (slåen). Ved krydsningen menes der at være sket en kromosonfordobling til 42 kromosoner (2n). En russer har efterlignet dette og fået samme resultat. Det er nok den værdifuldeste art af slægten Prunus, den er kendt og dyrket gennem lange tider. Den stammer fra Vestasien og Europa. Træet er lille med elliptiske, ret lange blade. Kronbladene er lange og hvide. Frugtkødet løsner let fra stenen, der er sammentrykt og rynket.

Til domestica-gruppen hører Sveskeblommerne, som undertiden opføres som en særskilt art ved navn P. oeconomica, eller som en varietet: P. dom. var galatensis. Sveskerne kommet fra Asien, og de er omtalt i Ungarn i 1640. De er rige på tørstof, hvorfor kødet er sejt og egner sig til tørring. Frugten er stor, oval, noget fladtrykt, og kødet er gulligt.

Sorterne inddeles i grupper:

Perdrigon gruppens sorter er navnlig dyrket i Frankrig, hvor de anvendes til Svesker.

Ægblomme gruppens sorter har store frugter, der er ægformet ovale og ofte forsynede med hals.

Heydrick lavede desuden:

Imperatreace gruppen, hvis frugter er mørke og forsynede med dug. 'Monarch' er typisk.

Lombard gruppen omfatter røde og rødlige frugter, f.eks. 'Victoria'.

P. insititia (P. domestica var. insititia), kræge er en busk eller mindre træ, undertiden med grentorne. Den er vildtvoksende i Danmark , Europa og Orienten. Grenene er fløjlshårede, mens domestica har glatte grene, og bladene er mere rundagtige, på oversiden glatte, på undersiden lidt hårede. Kronbladene er rent hvide. Kødet løsner kun vanskeligt fra stenen, som er rundagtig. Arten har været kendt i lang tid, men der er ikke udført større forædling. Til arten hører:

Mirabelle, som undertiden betegnes P. insititia var. syriaca. Den har runde, små frugter i mængde. Den er meget dyrket i Frankrig, hvor man har en del sorter af den. Også her i landet ses den en gang imellem, men er dog idet store og helse ukendt.

Sct. Julien er også en krægeform, Navnet er fransk oprindelse. Herhjemme anvendes den kun som grundstamme, mens den i Frankrig er dyrket som en frugthaveplante.

Kræge, P. insititia var. juliana hører også til arten, den er vildtvoksende i Danmark, især på øerne. Navnet kræge er ofte brugt som fællesbetegnelse for mørke, sure blommer med dug.

Spilling, P. ins. var pomaricum, er en slags kræge med frugter, der er ca. 1 cm lange og ½ cm tykke, rødprikkede eller brogede.

Havreblommer hører også P. insititia. Navnet kan enten skyldes, at de er gule som havre, eller at de modner samtidigt med den. Populært kaldes de ofte for mavepineblommer. Det skyldes nok, at de er de tidligste blommer, man har, og man derfor kaster sig voldsomt over dem. Frugten er gul, men lille, hvorfor dens handelsværdi er ret ringe. De kan anvendes som læ i øst- og sydsiden af haven.

Kødblommer er kræger som har røde frugter (rødblommer). De træffes hist og her, men er ikke almindelige.

I England har man desuden

Damson- gruppen, som nærmest hører ind under kræge, med ovale, mørke frugter. De kaldes ofte for damascenerblommer, da de menes at stamme fra Damaskus. Frugtbarheden. er stor, men handelsværdien er ringe: Mathiesen i Korsør har et par sorter af den.

Butters, hertil hører Sct. Julien. De står mellem spilling- og havreblommer. Frugterne er cremefarvede.

Prunus italica (eller P. claudiana, til ære for dronning Claudia), Reine Claude-gruppen står systematisk mellem P. insititia og P. domestica. De kaldes på engelsk ”green gage” og benævnes sådan i alle engelsktalende lande. De er næsten ægte ved frøudsæd. Det er nogle af vore vigtigste blommer, de har store, rundagtige , værdifulde frugter.

Prunus cerasifera, syn. domestica, myrobalana, myrobalan.. Kaldes ofte for mirabel, det er forkert, da denne som tidligere nævnt er en anden og hører til P. insititia. Den kunne også kaldes for kirsebærblomme, men når vi kalder den myrobalan som i de engelsktalende lande, er det godt. Det er en ret stor busk med grentorne, mange glatte kviste, små blade og et ret ”vildt” udseende. Blomsterne er hvide og fremkommer i stor mængde. Frugten er rund eller rundagtig, gul eller rød. Den stammer fra Vestasien, Kaukasus og har længe været kendt hos os. Myrobalan anvendes hos os som grundstamme og til læ og hegn. De formeres sædvanligvis ved frø og varierer meget, knap to planter er ens. Frugten varierer i størrelse og tidlighed. Man har sorter af myrobalan, der formeres vegatativt. Som frugtplante har de ikke stor betydning, her i landet spiller de dog en rolle og anvendes i hjemmene og da især til henkogning.

P. cerasifera var. pissardii er en almindelig prydplante, som sjældent giver frugt, da de oftest plantes enkeltvis, og de skal krydsbestøves. De runde frugter er røde, omtrent af samme farve som bladene, de kan spises.

Prunus spinosa, slåen vokser vildt i Danmark og dyrkes ikke. Frugten indeholder garvesyre.

Prunus salicina, japansk blomme, syn. triflora er et indtil 10 m højt træ fra Kina, med smalle pilformede blade. Blomsterne er meget små, tidlige og sidde ofte tre sammen, men lige så ofte flere sammen i klynger. Frugten er rundagtig, hjerte- til kegledannet med fremstående griffelpunkt og uden dug. Huden er tynd, men stærk. Kødet er rødt eller gult, fast, saftigt og fibret med ringe smag. Den ligner mere de amerikanske blommer end om de europæiske, den krydses let med de amerikanske blommer. Der findes nu mange sorter i Østen (Kina og Japan) og i Vesten (Amerika). De spiller en stor rolle i Nordamerika og Sydafrika. Frugterne er holdbare og tåler forsendelse, derfor er de egnede til eksport. De blomstrer meget tidligt, så de har ingen betydning hos os, selv om de er fuldt vinter-hårdføre, og de kan ikke stå mål med en middelmådig blomme af vore almindeligt dyrkede sorter. De er prøver her i landet flere gange, men uden gode resultater, da de bærer for lidt, enten på grund af frostskade i blomstringstiden eller manglende bestøvning, da de skal krydsbefrugtes Arten krydses let med andre arter. Således fremkom i 1906 P. salicina x P. persica (fersken) kaldet plum-peach, men den kendes ikke her i landet. Plumcot er en krydsning mellem P. salicina og P. armeniaca (abrikos) fremkom i 1901, men har ingen betydning.

Af andre arter, som har betydning hos os, kan nævnes:

Prunus simonii, abrikosblomme, der stammer fra Vestkina og blev indført til Frankrig i 1867. Træet ligner en fersken, frugten en abrikos, men den henregnes til blommerne. Det er en gammel kulturplante, hvis vilde form ikke kendes. Den er meget udbredt i Amerika, men har ingen større værdi. Træet er modtageligt for sygdomme, og frugten smager ikke godt. Den krydses let med P. salicina, krydsningen kaldes P. sultana, hertil hører 'Wickson'. Den indgår dermed også i andre krydsninger.

Prunus americana stammer fra Nordamerika, den ligner vores myrobalan. Den har et ret vildt udseende. Den er ret hårdfør og går langt med nord, men den er vanskelig at kultivere. Blomstringen falder sent, hvilket er en fordel. Frugten er rundagtig med surt smagende hud, kødet slipper vanskeligt fra stenen. Den er vist ikke prøvet her i landet, men kunne tænkes at have betydning for Nordskandivavien

Prunus nigra , canadisk blomme., ligner P. americana, men den er endnu mere hårdfør. Den dyrkes i Canada og burde prøves i Norden, hos os har den ingen interesse. Man kan næppe få mere hårdføre grundstammer end med denne art.

Prunus hortulana kendes i Missisippi og sydligere stater i USA. Frugten anvendes til konservering, da den er for sur til at spise direkte,

Prunus angistifolia, smalbladet blomme anvendes i Amerika, men spiller kun en ringe rolle.

Prunus angustifolia var. Watsonii, sandblomme anvendes også i Amerika. Den er en dværgagtig plante, som måske kunne anvendes som grundstamme.

Prunus munsoniana stammer fra det sydlige Nordamerika. Den har velsmagende frugter og der er mange sorter. Den anvendes til krydsning.

Som det således ses, er der mange arter, så der er mulighed for forædling på bred basis.

Der tænkes på blommer, som dyrkes her i landet.

Roden går i reglen ikke ret dybt, men dens udvikling bestemmes dog for en stor del af grundstammen og jordens beskaffenhed. Roden er i stand til at danne knopper og rodskud, og de kan ofte være til gene. Især rødder, som såres, er slemme til at skyde.

Stammen er ofte vreden og tit med døde længdepartier sikkert oftest efter gummiflåd, frostskade eller lignende. Det er selvfølgelig en svækkelse af træer, selv om det dog ikke ser ud til at genere meget, udover at det kan blive indfaldsport for sygdomme.

Kronen kan være af forskellig form. 'Czar ' og 'Monarch' har oprette, smalle kroner, mens Ìtaliensk Sveske' har bred og flad krone. 'Victoria' har en bred og næsten hængende krone. Grenene og deres vækst er højst forskellig, således har 'Rivers Early Prolific' en rund og bred krone. 'Tidlig Engelsk Sveske' og 'Gul Havreblomme' har meget tætte kroner, mens 'Reine Claude' har åben, opret krone. Insititia-typer har ofte grentorne. Grenene er tilbøjelige til at blive bare, det skyldes at der ikke er bladbærende knopper på grenenes inderste dele, og at det blad- og frugtbærende del areal er skudt ud i træets periferi. Blommetræer bliver ikke store, den maksimale afstand i blommeplantninger er 6 m.

Veddet er mørkt, skørt og grene brækker let af, enten p.gr.a. frugtens vægt eller storm. Selv om vinteren vil en storm kunne gøre skade i en blommeplantage, som altid er den del af en frugtplantage, der tager mest skade. Æstetisk set er blommetræet ingen nydelse, det har ingen karakteristisk form eller vækst.

Kviste og skud kan anvendes som hjælpemiddel ved sortsbestemmelse, da de er forskellige for sorterne, idet deres barkfarve, behåring, bladar o.s.v. varierer.

Knopperne er små og lidet iøjnefaldende. Blomsterknopperne bliver tykkere og mere butte end bladknopperne, men de er ikke altid let at kende. Knopperne sidder ofte tre sammen med en hovedknop og to biknopper. Udvikles hovedknoppen ikke, kan biknopperne udvikles.

Bladene er karakteristiske og kan under ens forhold tjene som hjælpemiddel ved sortsbestemmelse, idet deres form, størrelse og indskæringer er forskellige. Af bladformer kan nævnes: rundagtig, eks. 'Dawson', ægformet, eks. 'Ægblomme', omvendt ægformet, eks. 'Jefferson', oval, eks. 'Reine Claude', elliptisk, eks. Ìtaliensk Sveske', langt elliptisk, eks. 'Gul Mirabelle'. Der må tages hensyn til, at langskuds- og dværgskudsblade er forskellige. Nogle sorter har tykke, andre tynde blade, ligesom der er forskel på kirtlerne på bladstilkene. Blommetræet får ingen udtalt høstfarve om efteråret.

Blomsten. På vore blommesorter sidder blomsterne enkeltvis eller to eller tre sammen, mens sorter i andre lande ofte har blomsterne siddende knippevis. Blomsterne er små, deres farve gullig-hvid til grønlig-hvid. Blomstringen falder som regel i første del af maj, d.v.s før eller sammen med løvspring. Sorter af P. salicina og ceracifera blomstrer tidligt, ofte allerede i april, derfor fryser deres blomster ofte. Det kan dog også ske for domestica sorter.

Frugten er en stenfrugt af meget forskellig størrelse, lige fra kirsebærstore mirabeller og myrobalaner til hønseægstore Kirkesblommer. Formen er for almindelige blommer mere eller mindre rundagtige og for svesker mere eller mindre langstrakte og tilspidsede. Frugtstilken er forholdsvis lang, den sidder i en stilkgrube, der er lille og som regel jævn. Alle blomsterdelene falder af, og der er kun et lille mørkt mærke efter griffelen, kaldet griffelpunktet. Mellem griffelpunkt og stilk findes oftest en tydelig fure. Hos nogle sorter kan der være tilløb til to sådanne furer, en på hver side af frugten. Furen har pomologisk interesse og beskrives udførligt af pomologer. Huden kan variere fra tynd og skør til tyk og sej, dens smag kan være sur og bitter, eller den kan være som kødet. Det kan have betydning at kunne flå frugterne, så frugter med en hud, der løsner let fra kødet, er at foretrække. det er dog også et modenheds-spørgsmål. Frugtens farve kan være rød, violet, blå, gul, grøn eller næsten hvid, som oftest er de ensfarvede, sjældnere stribede. Dug er almindelig, den er i regelen blålig på mørke frugter og hvidlig på lyse frugter. Kødet er oftest gulligt-grønt, men kan variere meget, helt over til det rødlige. Fastheden varierer, dog bør kødet ved modenhed kunne løsne fra stenen, navnlig når det drejer sig om konservering. Saften er i regelen farveløs og rigeligt til stede. Smagen kan være sød, syrlig, aromatisk etc. efter sorter og kår. I kolde somre får blommerne ofte ikke aroma hos os., mens de i varme somre får en fin smag. Mængden af frugt på træer kan dog også påvirke smagen, f.eks. må 'Victoria' som regel tyndes ud for at der kan opnås en hæderlig smag. Stenens størrelse og form svare i regelen til frugtens, dog har små blommer relativt større sten. Stenen kan variere fra langagtig til flad, den er forsynet med ryglinie og tre kanter, hvoraf den midterste er den største. Stenen er mere eller mindre ru og i øvrigt så karakteristisk, at den har pomologisk interesse. Pomologerne inddeler blommerne i tre grupper efter stenens udseende: abrikosagtige med forholdsvis glatte sten, der er mørke; blommeagtige (Reine Claude-agtige) sten, som er rundagtige og ujævne; og sveskeagtige sten, der er langagtige, ofte ret store. I stenen findes kernen, der har en særlig smag. Den indeholder blåsyre, men er dog ikke farlig at spise.

Blommerne modner hos os oftest i august-september, en enkelt sort i juli. Mange sorter når dog ikke fuld udvikling hos os og bliver sure og tykhudede. Ved modenhed falder blommen naturligt af. Blommer holder sig ved modenhed kun kort tid, og må derfor anvendes kort tid efter plukningen; de skal ikke, som for eksempel æbler, eftermodne efter plukningen.

Frøformering anvendes for arterne og ved tiltrækning af nye sorter, samt for visse sorter, som er ret konstante ved frøudsæd. Det var tidligere almindeligt for 'Àlm. Sveske', 'Reine Claude', 'Havreblomme', og 'Àbrikosblomme', men bruges nu ikke mere.

Rodskud kan anvendes til formering, forudsat at træerne er rodægte. Det anvendtes en del tidligere, men er nu uden betydning, kan dog endnu træffes i privathavebruget.

Rodstiklinger. Blommer kan formeres ved rodstiklinger, men det anvendes aldrig.

Podning.

Grundstammer: Der anvendtes tidligere rodskud af både vilde og dyrkede blommer, men det kan dog ikke anbefales. Nu anvendes frøstammer, men grundstammespørgsmålet må endnu betragtes som uudforsket. Almindelig anvendt er Sct. Julien, der er en insititia-form. Den sås enten ved frø fra Frankrig, eller grundstammerne købes fra Holland. Den er varierende i alle forhold, der er ikke to ens planter. Den har svag vækst, er tidligtbærende og hårdfør, og den giver længelevende blommetræer. Planteskolerne er dog ikke glade for den, da den er så svagtvoksende og varierende. Men man har ikke andet egnet underlag. East Malling har fremstillet 4 typer; A, B, C, D, der formeres ved vandret aflægning, hvilket er en dyr formeringsmetode. Der er endnu ingen angivelser om disse grundstammers værdi i frugthaven, så planteskolefolk anser Sct. Julien for at være det bedste blommeunderlag, trods dens ulemper. Det ville være nærliggende at prøve almindelig kræge, P. insititia.

Af andre grundstammer kan nævnes:

Damascener, "Damas" er også en insititia form, der står Sct. Julien nær. East Malling har udvalgt en type, som de kalder Damas C. Den anvendes ikke her i landet, med mindre den indgår i blanding med Sct. Julien, hvilket er sandsynligt.

Prunus cerasifera, myrobalan, anvendes her i landet jævnsides med Sct. Julien. Den er meget kraftigt voksende i planteskolen og slår godt an, så planteskolerne foretrækker denne, men den menes at være kortlevende, den kan pludselig dø bort på grund af bakteriekræft, og den er sentbærende. Men myrobalan bruges til svagt voksende sorter, og Sct. Julien til kraftigt voksende. I Amerika har man fundet, at myrobalan er den bedste blommegrundstamme under deres forhold. Den formeres ved frø, der ofte kommer fra Italien, selv om vi har mulighed for at være selvforsynende på dette område, blot vi ville samle de mange nedfaldsfrugter sammen. Frøplanterne er ret uens, dog ikke så ens som frøplanter af Sct. Julien. Myrobalan kan også formeres ved træagtige stiklinger, dog ikke med et godt resultat hos os.

Prunus mariana (P. cerasifera x P. munsoniana) ligner myrobalan, dens udseende er dog ikke så "vild". Den anvendes i Amerika og giver kraftige, men kortlevende og mindre frugtbare træer. Mathiesen i Korsør har prøvet den, men den anses ikke for at have fordele fremfor andre grundstammer, bortset fra at den kan formeres ved træagtige stiklinger.

Prunus spinosa, slåen, som er vildtvoksende her i landet, anvendes ikke, da den har tilbøjelighed til rodskudsdannelse.

Desuden bør nævnes grundstammer, som har fået betydning i Amerika. East Malling, hvilke grundstammer, der er bedst til forskellige sorter:

Brompton er fundet god til rigtbærende, svagt voksende sorter som f. eks. 'Czar'. Den formeres vegetativt.

Pershore er en domestica-type, som ligner 'Gul Abrikosblomme'. Den anbefales til almindeligt brug, den giver kraftige og sunde træer. Den formeredes tidligere ved rodskud, nu bruges aflægning.

Brussel giver kraftige træer.

Mussel er delt i to typer, en svagt og en kraftigt voksende. Blangsted har erhvervet alle East Mallings grundstammetyper og er ved at afprøve dem.

Common Plum er nærmest en dværgstamme og anvendes til kraftige sorter.

Kroojes Gule og Ackermann prøves som grundstammer til fersken.

Blomme omtales første gang af grækeren Theobrast. Aleksander den Store skal have indført de runde blommer fra Asien, de hører hjemme i Orienten, Damaskus, andre mener at Turkestan er deres hjemland. Kræge og slåen er vildtvoksende hos os. Hans Rasmussen omtaler blommer, uden at der vises en større interesse. Nordpå dyrkes blommer så højt oppe som Trondheim. Tørring og anden konservering øger forbruget af blommer. Sveske dyrkes oprindeligt i Jugoslavien og deromkring, men i de senere år har de amerikanske stater Californien, Oregon og Washington taget teten, så alle de svesker, vi får her i landet, kommer fra USA. Kun domestica-sorterne er højt forædlede, men de andre vil også kunne blive det.

Her i landet træffer vi blommer i næsten hver en have. Vi må siges at være selvforsynende med spiseblommer, men ikke med svesker, som vi endnu ikke producerer nogen af. Hidtil har der ikke været dyrket svesker nord for Alperne., men nu ved selvforsynings-politikken dukker spørgsmålet op, her i landet er der en bevægelse i gang for dette, hvilket kun er glædeligt. Betingelserne for blommedyrkning her i landet er ganske gode. Der er for tiden 15000 træer af Ìtaliensk Sveske' under tiltrækning hos Hjortsø i Svebølle, de skal plantes ved Lammefjorden et sted. Vanskeligheden i Danmark er at få sveskerne søde nok til at de kan tørres. Kulturen er let, blommetræer kan for så vidt overlades til sig selv og dog klare sig nogenlunde. Men ved rationel kultur får man bedre frugt, og navnlig får man med større sikkerhed en afgrøde hvert år. Suhr, Amager, er en af de få, der driver en blommeplantage rationelt, den er på ca. 10 ha. Det er mest fritstående blommetræer, vi har, men de kan udmærket godt anvendes som espalier. Blommetræer alder bliver sjældent over 50 år og oftest kun 20-30 år, i regelen p.gr.a. poresvampeangreb. Ved rationel kultur vil man måske anvende en endnu kortere omdrift. Grundstammevalget har også betydning for levealderen. Sct. Julien træer lever længst, myrobalan træer kortere. Her i træet har vi ingen dværgtræer af blomme, de kunne f.eks. laves på slåen. Unge træer er lettest at passe. Træerne bærer ikke de første år efter plantningen. Blommer anvendes på mange måder, både i frisk og syltet tilstand. Endvidere henkoges en del, især myrobalan, ligesom en del konserveres på anden måde, marmelade, kompot, most og vin. Der er ingen tvivl om, at forbruget af blommer kunne arbejdes betydeligt op.

BLOMMESORTER

Heydrick angiver, at der findes ca. 2000 blommesorter, stammende fra ca. 15 arter, nogle af sorterne er ret gamle. Der er store chancer for en udvidelse af sortsantallet. – Et katalog fra Odense omtaler 43 blommesorter, Bredsted beskriver 60 sorter. Tyskeren Liegel har opstillet et udmærket blommesystem, hvor blommerne inddeles i to klasser, der igen inddeles i underklasser.

Svesker er langagtige, noget fladtrykte blommer med spids sten. Ægte svesker (industrisvesker) har ubehårede (nøgne) sommerskud, fast kød, som er rødligt og noget vinsyrligt, f. eks. 'Belle Louvain', 'Ìtaliensk Sveske', 'Ùngarsk Sveske', 'Àlmindelig Sveske'. De er alle anvendelige til tørring. Damsonagtige svesker (spise- og halvsvesker) har dunhårede sommerskud og blødt kød, f. eks. Èngelsk Sveske', 'Victoria', 'Prins Engelbert'. De egner sig ikke til tørring.

Damascenerblomme eller egentlig blomme har runde eller rundagtige frugter og runde eller afrundede sten. Sveskeagtige damascener har nøgne sommerskud, f. eks. 'Kirkes', 'Jefferson', 'Gul Abrikosblomme', 'Reine Claude'. Ægte damascener har dunhårede sommerskud, f. eks. 'Washington' 'Kongeblomme fra Tours', 'Rivers Early'

Desuden hører man af og til følgende gruppenavne nævnt:

'Reine Claude', Àbrikosblomme', 'Ægblomme', 'Ferskenblomme', 'Perdrigonblomme'.

Blommesorternes tidlighed varierer, 'Monarch' er langsomt voksende og fryser let tilbage, 'Prince of Wales' fryser også let ned. Frugtbarheden er også meget forskellig, man kan godt sige, at sorter som 'Reine Claude', 'Kirkes' og Àbrikosblomme' bærer for lidt, mens andre sorter er generende rigtbærende, så at de må tyndes ud for at give et produkt, som kan kaldes en salgsvare. Avlere, der bor langt fra markedet, må have sorter, der kan tåle transport, hvilket vil sige svesketyper. Her i landet er sorternes værdi for lidt kendt til at man kan opstille hovedsorter med bestemthed. I det følgende nævnes de mest betydende sorter:

'Almindelig Grøn Reine Claude' er en konge blandt blommerne p.gr.a. dens høje kvalitet, men frugtbarheden er ringe. Det er rund, grøn september-spiseblomme. Frugten revner let i regnvejr, især efter en tørkeperiode, sådanne frugter rådner. Den er måske urentabel at dyrke, dog kan man ikke undvære den.

'Almindelig Sveske' ('Tysk Sveske') er udbredt over hele Europa og anvendes til sveske-fremstilling, også i Californien. På Lolland-Falster kan man finde mere eller mindre vilde eksemplarer af den voksende i hegnene. Den har temmelig små frugter, der modner lidt sent for vore forhold. Den er frugtbar, men ved at glide i baggrunden for andre sorter.

'Althans Reine Claude' er en udmærket sort med runde, rødlige, velsmagende og stærkt hvidduggede frugter, der modner i september. Den egner sig til espalier. Den er mere frugtbar end 'Alm. Reine Claude'. Den er efterhånden ved at blive en hovedsort, men den kræver god kultur.

'Bavay's Reine Claude' er udpræget sildig med grønne, runde frugter i oktober. På grund af dens sene modning er den god til espalier. Den er ikke almindelig.

'Belle de Louvaine' er en god kogeblomme. Den er oval, brunrød og modner i september. Det er en ægte sveske af tarvelig kvalitet, alligevel er handelsværdien god. Træerne er spinkle, oprette og tidligt bærende.

'Czar' er en engelsk sort, der er almindelig kendt spiseblomme, sammen med 'Victoria' er det de mest anvendte sorter. Den har små, blå, rundagtigt ovale frugter i august. Den er letdyrkelig, den bærer tidligt, da den er selvfertil og uhyre frugtbar.

'Gul Abrikosblomme' har rundagtige, gule-rødprikkede frugter af god kvalitet. Den er anvendelig til espalier. Den er hårdfør og frugtbar, så den har stor interesse og er også udbredt i Jylland.

'Gul Havreblomme' er en insititia-form. Den er en lille, rund, gul spiseblomme, der modner i august. Den er af middel kvalitet og dyrkes næsten ikke mere, den er efterhånden fortrængt af 'Oullin's Reine Claude'. Den er synonym med 'Skånsk Gulplomme', 'Almindelig Gulplomme' er en sort, som dyrkes nordpå i Sverige.

'Italiensk Sveske' er den eneste sveske, der kan være tale om som erhverssort. Det er den, som dyrkes i Californien, hos os er den ikke tilfredsstillende frugtbar, men det skyldes måske manglende befrugtning, så man kan klare vanskelighederne med nogen erfaring. Dog kniber det også med at få den tilstrækkelig sød i vore somre, i gode somre kan det dog nemt gå. Frugten er meget buet på den ene side. Kvistene har fremstående bladar og er rødt marmorede.

'Jefferson' er en oval, stor, gul, lidt rødprikket og fin spiseblomme, der modner i september, det er den sildigste af de gule blommer. Sildigheden er en ulempe, den kræver gode somre for at give en fin kvalitet. Frugtbarheden er tilpas.

'Juli Reine Claude' er tidlig og grøn, men kvaliteten er ikke så god, og den kan ikke stå sig mod 'Grøn Reine Claude'. så den er ikke almindelig.

'Kirkes' er en stor, blå, rundagtig spiseblomme, det er en af de mest storfrugtede blommer. Det er en aldeles fremragende sort, men den bærer alt for lidt, måske på grund af manglende befrugtning. Prisen er gerne høj, det er nok den blomme, der betales mest for. Træet er åbent i væksten og egner sig til espaliering.

'Monarch' har store, rundagtige, blå frugter, som modner sent (oktober), og er af den tarveligste kvalitet. Men da udseendet er godt, kan den sælges til en god pris. Træet er stift og opret. Den kan anbefales til plantning i begrænset omfang.

'Oullin's Reine Claude' er almindelig kendt som 'Gul Reine Claude'. Frugterne er store, rundagtige af mellemgod kvalitet.. Den er let sælgelig, da er tidlig og gul og desuden er en Reine Claude, det er nok en af de mest rentable sorter at dyrke. Træet er stift og opret og tæt med kraftige årsskud, frugtbarheden er ikke overvældende. Den har erobret sig en hovedplads og bliver vanskelig at udkonkurrere.

'Prince of Wales' er rund og rød spiseblomme med lys dug, den modner i september omtrent samtidigt med 'Althans'. Træet har runde blade og meget hårdført. Sorten er ikke meget dyrket, men kan dyrkes med fordel.

'Early Transparente Reine Claude' er tidlig og har små, røde frugter med rød dug. Den har i de senere år vundet en del frem og synes at være dyrkningsværdig.

'Rivers Early Prolific' er den tidligste, blå spiseblomme, den modner i august, er næsten rund og ikke af fremragende kvalitet. Træet har runde blade og er af tjørneagtigt udseende. Den blev for nogle år siden plantet meget, men den fortrænges nu af 'Czar', som er en uge senere.

'Rivers Early Favourite' er mere opretvoksende og sildigere, frugten er længere, og den bærer mindre end 'Prolific'. Med en sort som 'Czar' har den ingen interesse

'Tidlig Engelsk Sveske' er en spise- eller kogeblomme med rundovale frugter, som er velsmagende og som modner i september. Sveskeblommer yndes ikke som spiseblommer her i landet, så det er ingen god handelsfrugt. Den findes dog i en del private haver. Træet er tæt af vækst, stedvis er den meget frugtbar.

'Ungarsk Sveske' eller 'Daddelblomme' har lange , smalle, blå frugter, som modner i oktober og som er den sildigste af sveskerne. Den kan ikke anbefales til almindelig dyrkning, men har dog interesse ved at forlænge sæsonen. Den er dog blevet almindelig plantet fordi en planteskole har solgt den som 'Leipziger Sveske', hvad der i øvrigt ikke er noget, der hedder. Den kan slet ikke anbefales til dyrkning i Jylland, men kan i nogle år blive god på øerne. Træet har krøllede skud og svag vækst.

'Victoria' ('Queen Victoria'). Den og typer, der går under samme navn, er nok de mest plantede her i landet. Skal man kun have et blommetræ, kan man ikke plante nogen bedre sort. Den har store, ovale, gulligrøde frugter, der modner i september, den er dog ikke af særlig god kvalitet. Dens skavank er, at den forbærer sig og derfor giver periodisk..

Desuden bør følgende kendte sorter nævnes, selv om de ikke er hovedsorter:

'Diamantblomme' har sorte eller skinnende blå, langovale, ret tarvelige frugter, som ofte findes i så store mængder på træet, at de er samlet i bundter. Sorten kan ikke anbefales.

Experimentalfältets Sveske' er en tidlig spise-sveske, da den er for lille til tørring. Den er sikker i modningen, frugtbar og hårdfør og egner sig særdeles godt til private haver. Frugten er velsmagende og ville være sød nok til sveske-fremstilling. Det bliver nok den sort, der kommer på tale, hvis vi skal være selvforsynende med svesker.

'Ferskenblomme' kommer i juli og er den tidligste blomme. Den har store, røde frugter, men bærer sparsomt.

'Frankenfurter Ferskensveske' kan karakteriseres som em sildig 'Victoria' og kan eventuelt anbefales som en afløser for denne; den modner i september. Den er dyrket en del de senere år.

'Gul Æggeblomme' er sildig, med store, ovale frugter af yderst tarvelig kvalitet, frugten er dog sikkert en god salgsvare. Den er ikke frugtbar.

'Hartwiss Gule Sveske' er er udmærket sveske, som sikkert kunne indarbejdes i markedet. Frugten er gul, elliptisk, kort og tykbuet, den modner i oktober.

'Heran' er ikke særlig fin.

'Kongeblomme fra Tours' burde måske nævnes som hovedsort. Den har store, røde frugter af fin kvalitet.

'Prins Engelbert' er en spisesveske med rundovale, blå frugter, som ikke er særligt fintsmagende. Sorten er letdyrkelig og frugtbar.

'Wangenheims Sveske' har små blade, det er en spise- og kogeblomme, der modner i september. Den er således en tidlig sveske, den er meget frugtbar, men frugterne er for små og bløde. Det er nærmest en halvsveske.

'Jerusalems blomme' er en storfrugtet, blå sveske, som kommer før andre svesker. Frugtbarheden er måske for lille.

'Washington' har gule, runde og overordentlig store frugter, den ligner 'Oullin's Reine Claude', der dog er færdig inden 'Washington', som modner i september. Bladene er glinsende grønne. Den er ikke regelmæssigt bærende.

'Admiral Rigny' sælges som Reine Clauder, men er alt for tarvelig til at være det.

'Violet Perdrigon'.

Til espaliering anvendes bl.a.: 'Victoria', 'Jefferson', 'Kirkes', 'Althanns Reine Claude', 'Oullin's Reine Claude'.

Mirabellesorter. Af disse findes der mange, der dog alle ligner hinanden mere eller mindre. De er alle af fransk eller Elsass-Lothringsk oprindelse, da de der spiller en stor rolle bl.a. til konservering.

'Mirabelle fra Nancy'.

'Mirabeller fra Metz'.

Mange flere sorter florerer.

Myrobalansorter. Af disse kan nævnes:

'Kaukasisk Myrobalan', 'Dæhnfeldt', 'Carlsen-Skiødt', 'J. S. Riis', 'Ny Californisk', 'Extra Early Cherry'.

Myrobalan er yndet i de mindre gunstige egne af landet. Danske og andre sorter kaldes forædlede, hvad de dog ikke er, det blot gode typer, man har opformeret vegetativt.

Damsonblommer kan karakteriseres som små svedsker eller som store kræger. De er letdyrkelige, men ikke almindelige. Af sorter kan nævnes: 'Frogmore' og 'Merryweather'.

Japanske blommer, her kan følgende sorter nævnes: 'First' (den hyppigst sete sort her, men den giver for lidt), 'Gigant', 'Santa Rosa', 'Burbank', 'Combination' (er hjerteformet tilspidset), 'Climax', 'Beauty' (kan være udmærket, er måske den bedste) .

Sortsliste. be=befrugtning, s=selvsteril, f=selvfertil; es=egnet til espalier; fo=form, r=rund, o=oval, e=elliptisk; fa=farve, g=gul, r=rød, b=blå, s=sort; sp=spisefrugt; ko=kogefrugt; sv=sveske; må=brugsmåned, angivet ved månedsnummer.

Sort	be	es	fo	fa	sp	ko	sv	må
Admiral	f		r	g	(x)	x		8
Alm. Reine Claude	s		r	g	x			9
Althanns Reine Claude	s	x	r	r	x			9
Bavay's Reine Claude		x	r	g	x			10
Belle de Louvain	f	x	o	r	o	x	x	9
Czar	f	x	o	b	x			8
Diamantblomme	f		o	b		x		8-0
Emma Leppermann			o	r	x			8-0
Experimentalfältets Sveske			o	b		x	x	8
Ferskenblomme	s		r	r	x			7
Frankfurter Ferskensveske			r	b	x	x	x	9
Giant	f		e	r		x		9
Gul Abrikosblomme		x	r	g	x			9
Gul Havreblomme			r	g	x			8
Gul Ægblomme			o	g		x		10
Hartwiss Gule Sveske			e	g	x	x	x	10
Italiensk Sveske	(f)		e	b			x	9
Jefferson	s	x	o	g	x			9
Kirkes	s	x	r-o	b	x			9
Kongeblomme fra Tour			r	r	x			9
Laxton's Early			r	r-g	x			8
Monarch	f		r	b	x	x		10
Ontario			r	g	x			8
Oullin's Reine Claude	f	x	r	g	x			8
Prince Englebert			o	b	x	x	x	9
Prince of Wales	f		r	r	x			9
Rivers Early Prolific			r	b	x			8
Reine Claude Noir			r	s-b	x			8
Tidlig Engelsk Sveske			o	b	x	x	x	9
Tragedy	s		r	b		x		8
Transparente Reine Claude			r	g-r	x			8
Ungarsk Sveske			e	b	(x)	(x)	x	10
Victoria	f	x	o	r	x	x	(x)	9
Violet Reine Claude			r	r-b	x			10
Wangenheim Sveske	s		o	b	x	x	x	9
Washington		x	r	g	x			9

De europæiske blommer (Prunus domestica og P. insititia) har 2n lig 48 kromosomer, mens myrobalaner, amerikanske og østasiatiske (japanske) blommer har 2n lig 16 kromosomer..

Af selvfertile blommesorter kan nævnes:

'Czar' og 'Victoria', der er fuldstændigt selvfertile. 'Oullin's Reine Claude', der dog til tider giver et for ringe udbytte, selv om der er blomster nok; det skyldes sandsynligvis misdannelser i blomsten. Desuden 'Gigant', 'Belle de Louvain', 'Prince of Wales', 'Monarch', samt mirabeller og Damsonblommer. Ved selvfertilitet er det ikke den enkelte blomst, som bestøver sig selv, men blomster indenfor samme træ, som bestøver hinanden, insekter er derfor nødvendige.

Af selvsterile sorter kan nævnes:

'Alm. Grøn Reine Claude', 'Kirkes', 'Althanns Reine Claude', 'Jefferson', 'Washington', som alle er mindre frugtbare. Desuden 'Tragedy', der dog som regel er meget frugtbar. Desuden er sorter af amerikanske og japanske blommer, såsom 'Santa Rosa' og 'Burbank', selvsterile.

Delvis selvferile sorter er bl.a. 'Italiensk Sveske', det har interesse, da den er ved at dukke op som plantninger. I Amerika har man rene plantninger af den, og det går udmærket. Her i landet må man sikkert have bestøvertræer.

Myrobalantræer kan bestøve hinanden, hvis der er tale om frøformerede træer. Ved vegetativt formerede sorter skal der bestøvertræer til.

Enkelte sorter har ikke-spiredygtigt pollen, det gælder f.eks. 'Gulblomme' og 'Esperens Drap d'Or'. Men ellers har blommepollen gennemgående en god spireevne. Hvis man ved at plante mindre gode bestøvere kunne få en passende mængde frugt på de aktuelle træer, ville det være en fordel, da udtynding er kostbar. Men det er nok et for farligt eksperiment.

Blommetræet udsættes for mange angreb, som dog må siges at være af godartet karakter.

Grå frugtskimmel ødelægger grenene i forårstiden, og om efteråret angribes frugten, som rådner allerede på træerne.

Meldug kan være slem.

Blommepunge optræder almindeligvis ikke på vore sorter.

Blommerust optræder en gang imellem.

Haglskudsyge kan være generende.

Sølvglans, Stereum purpurum viser sig ved, at overhuden løsner sig på bladene, så de får et sølvagtigt skær.

Gummiflåd. Dråberne optræder som regel inde i træerne, så angrebet ikke ses så meget, selv om det er der og ofte medfører, at træet går helt eller delvist ud.

Bladlus er blålige eller violette, de er langt det værste skadedyr.

Blommehvepsens larve borer sig ind i de unge frugter og kan bekæmpes ved sprøjtning under blomstringen. Den er dog ikke så hyppig her i landet, og kan i øvrigt i visse tilfælde medføre en tiltrængt udtynding.

Rødt Spind kan være slem.

Bakteriekræft kan forekomme.

I det store og hele er blommetræet dog let at dyrke.

KIRSEBÆRTRÆET

KIRSEBÆRTRÆETS ORGANER

KIRSEBÆRTRÆETS ORGANER

Prunus avium, sødkirsebær. Nærmere beskrivelse mangler (en side forsvundet).

Prunus cerasus, surkirsebær. Blomsterne er mindre end hos P. avium, de er hvide. Frugten er rød til sort og syrlig. Af varieteter kan nævnes:

P. c. var. fl. pl. er almindelig i prydhaver.

P. c. var. semperflorens, Allehelgeneskirsebær blomstrer hele sommeren, den anvendes i prydhaven.

P. c. var. austera , moreller.

P. c. var. caproniana, amareller er det modsatte af moreller.

P. c. var. marasca.

Prunus effusa, hybridkirsebær er bastarder eller lignende, der står mellem P. cerasus og P. avium, deres oprindelse er ukendt. Hertil hører grupperne:

Majkirsebær, som nærmest er sødkirsebær,

Glaskirsebær, som nærmest er surkirsebær.

Prunus tomentosa er indtil en 3 m høj busk med filtede blade og ærtestore frugter. Den er hjemmehørende i Østasien, hvor den dyrkes, ligesom i Canada, da den er meget hårdfør. Der findes sorter af den, men de har ingen interesse hos os. Hvis den er let at formere, ville den være et objekt som grundstamme for dværgtræer.

Prunus pumila, sandkirsebær er en nordamerikansk busk, som ikke dyrkes. Frugterne er meget sure.

Prunus besseyi er en nordamerikansk art med former, der dyrkes lidt. Den er meget anvendt som krydsningsobjekt, da den let krydser med sorter af P. avium. Den har velsmagende frugter og findes i en række former.

Roden er ikke dybtgående, men til gengæld stærkt forgrenet og går langt uden for kronen.

Stammen bliver størst hos sødkirsebær, hvor den kan blive stor, her er veddet også værdifuldt, det tager godt mod politur.

Kronen er stor og åben hos sødkirsebær, hos surkirsebær tættere og overhængende med mørke og blanke grene, mens grenene hos sødkirsebær er lyse og matte.

Bladene er karakteristiske for den enkelte sort og er ofte genstand for indgående beskrivelser, navnlig nerverne og bladranden, ikke mindst kirtlerne interesserer pomologerne. Dog er det svært at kende kirsebærsorter på bladene. Sødkirsebær har i regelen hængende blade og lang stilk, de sure har oprette blade og kortere stilk.

Blomsten udfolder sig i første halvdel af maj, da der er passende varme i luft og jord. Sødkirsebærrene blomstrer ofte i mængde, de er fremme tidligst og lidt før løvspring. Blomsten er opret eller hængende på en lang stilk. Kronen er hvid og uden duft, bæger og frugtknude er grønne, bægerbladene er tilbagebøjede. Støvdragerne har forholdsvis små knapper, som er gule og efter bestøvningen bliver grålige. De sure blomstrer i regelen sparsommere, blomsterne er mere spredt over hele grenen end hos de søde og ses derfor mindre, ligesom blomsterstilken er kort og stiv.

Frugten er lille sammenlignet med kernefrugterne, ofte kun 1 cm, er den 2-3 cm, er den stor. Frugtformen varierer ikke meget, oftest er de mere eller mindre rundagtige. Nogle er dog flade, andre hjerteformede. Stilkhulen og griffelpunktet forbindes af en fure, der er mindre fremtrædende end hos blomme. Frugtstilken er ret lang og sider ret fast i frugten, så der dannes et blødende sår, hvis man plukker uden stilk. Dog sidder stilken fastere på grenen end på frugten, så man må i det hele taget være agtpågiven ved plukningen. Huden er glat, brun, rød, gul eller sort og uden afsmag. Tofarvede kirsebær forekommer, og der er da både grund- og dækfarve.

Kødet er oftest blødt og saftigt, hos bruskkirsebær dog fast og tørt. Saften kan være rød, rødviolet og farveløs.

Stenen er i hovedtrækkene som blommestenen, blot mindre. Kødet sidder ved modenhed mere eller mindre fast på stenen. Små frugter har forholdsvis stor sten, da stenen vokser en vis tid hos alle, kødet hos de storfrugtede sorter vokser et stykke tid herefter, mens det hos de småfrugtede kun vokser lidt eller slet ikke, efter at stenen er udvokset.

Arterne formeres ved frø, eller surkirsebærrene ved rodskud, da vore almindelige surkirsebær står arten meget nær. Spørgsmålet om kirsebærrenes formering er meget diskuteret. Man er dog enige om, at frøformering ikke er godt, da der altid er nogen variation i bestanden. Bruger man rodskud, skal de tages fra frugtbare træer. Tager man bare hvad der er, får man mest fra golde træer, såkaldte hantræer, da de giver de fleste rodskud. Men også surkirsebær kan formeres ved podning, men grundstammespørgsmålet ved kirsebærtiltrækningen er lidet klarlagt.

Grundstammer:

Fuglekirsebær, Prunus avium er almindelig anvendt, det er næsten den eneste, som bruges her i landet. Den er let at formere, hurtigtvoksende og let at pode på, så planteskolerne kan godt lide den. Den almindelige mening er dog, at surkirsebær ikke er gode på den, men der foreligger ikke bevis derfor. I staten New York fandt man, at fuglekirsebærret var det bedste til alle kirsebær, men det behøver dog ikke at være tilfældet hos os. Tyskerne har arbejdet med grundstammer og fundet, at de lysbarkede og lysfarvede var de bedste grundstammer. Det må dog efterprøves, inden vi retter os derefter.

Surkirsebær, Prunus cerasus kan anvendes som grundstamme, men den er ikke yndet, da den vokser langsommere. Man mener dog til gengæld, at den er mere frugtbar på grund af den svagere vækst. De fleste planteskoler anvender den lidt, bl.a. til espaliertræer af surkirsebær, da de skal være svagtvoksende.

Weichsel, Prunus Mahaleb kan anvendes, den er sund og hårdfør og let at tiltrække. Den skulle give dværgtræer.

Ved en optælling i 1920 fandt man, at der som grundstamme brugtes 82 % fuglekirsebær, 11 % surkirsebær og 7 % weichsel, det sidste procenttal er gået ned siden 1920.

I Canada anvendes i nogen udstrækning Prunus pennsylvanica som grundstamme, vi kender den ikke herhjemme til det brug. Andre steder i Amerika bruges P. pumila. I Østen anvendes P. pseudocerasus.

Skulle vi lave rodægte træer af sødkirsebær, måtte det ske ved aflægning.

De vilde folkeslag samlede kirsebærfrugter. Dyrkning kan føres tilbage til den forhistoriske tid, og den er antagelig begyndt i Lilleasien. I Middelalderen interesserede man sig også for dyrkning, men det var først langt senere, at man i England og Frankrig begyndte at anvende sorter af kirsebær. Hos os omtaler Hans Rasmussen Block kirsebærdyrkning i 1647.

Forbruget af kirsebær kunne utvivlsomt sættes op, da vi langt fra når at blive kirsebærmætte i den korte tid, sæsonen varer. Frugten er populær, og navnet kirsebær bruges i andre sammenhænge for at give et godt indtryk, kirsebærtomat, kirsebærrød o.s.v..

Dyrkningen af kirsebær hører hjemme i de temperede egne og går i Norge og Sverige langt med nord langs kysterne. Sydpå dyrkes kirsebær især i højtliggende områder. Sødkirsebærrene holder af stenet jordbund, og de vokser godt i bjergegne længere sydpå. Dyrkning af sødkirsebær er samlet i centre. Kirsebærfrugten har et stort plus ved at kunne anvendes til mange forskellige ting, således anvendes fuglekirsebær i Tyskland til Kirschwasser, surkirsebær anvendes i Dalmatien (Jugoslaviens kystland langs Adriaterhavet) til Maraschino, i Danmark bruges de til kirsebærlikør. Af kirsebæregne kan nævnes Norditalien, hvorfra vi får sæsonens første kirsebær, Dalmatien, hvor der især dyrkes sure kirsebær, Nordfrankrig, og mange steder i Tyskland, f.eks. Werder ved Potsdam, Gulen an der Oder, Alten Lande syd for Hamburg, desuden i Baden og Würtemburg. I England dyrkes kirsebær især i Kent, i Amerika især i Californien og Oregon, de sure dog mest i New York og andre stater. Hos os er kirsebærtræet almindeligt plantet, der er dog mange haver, hvor der ikke findes kirsebær, især ikke sødkirsebær, måske fordi de ikke trives overalt, eller fordi fuglene æder dem, så man næsten ikke får nogen selv. Sødkirsebær dyrkes især i Nordsjælland, hvor de trives godt. Surkirsebær er mere almindeligt udbredte her i landet. De stiller ikke så store krav til jordbunden, men de er dog alligevel samlet i centrer, således Stevns, Hadsund-området, samt syd og øst for Odense. Dyrkningen er dårligt organiseret, selv om der på Fyn er gjort forsøg med en forening, dom i 1932 solgte 12000 kg bær, og som i 1933 havde 200 medlemmer.

Sortsantallet er ikke stort, der er ikke gjort meget for at forædle kirsebær, og der findes praktisk talt ingen danske sorter. Bredsted omtaler 61 sorter, og i Danmarks Frugtavl omtales 135 sorter, hvoriblandt der nok er en del synonymer. Løst antaget er der vel ca. 100 sorter her i landet. Vi mangler kirsebærpomologer her landet. Kirsebær er vanskelige at kende, og der er praktisk taget ingen her i landet, der har kendskab til sorter. Alt i alt findes der måske 1500 sorter , ca. 2/3 søde, resten sure. Heydrick omtaler 1145 sorter. I Danmarks Frugtsorter vil der i første omgang blive omtalt 16 kirsebærsorter.

Der er opstillet forskellige systematiske oversigter for kirsebær , en af dem , af tyskeren Trucksess, er således:

Sødkirsebær:

* Hjertekirsebær, hjerteformede, P. avium var. juliana. Blødt kød.

# med farvet saft

· gule, sorte, brogede, røde

# med ufarvet saft

· gule, sorte, brogede, røde

* Bruskkirsebær, P. avium var. duracina. Fast kød.

# med farvet saft

· gule, sorte, brogede, røde

# med ufarvet saft

· gule, sorte, brogede, røde

Surkirsebær:

* Moreller. P. cerasus var. austrea. farvet saft. Sorte og mørkebrune.

* Amareller. P. cerasus var. caproniaca. Ufarvet saft, lysere, sødere.

Hybridkirsebær:

* Majkirsebær. Farvet saft, små, mørke frugter, ligner sødkirsebær.

* Glaskirsebær. Klar saft, lys, gennemsigtig hud, ligner surkirsebær.

Her i landet forstår vi ved moreller uofficielt sødkirsebær. Det samme gælder i Norge, men her er det officielt. Men det er fuldstændigt galt, da der er noget andet, der hedder moreller: Morel er italiensk og betyder sortagtig, og moreller karaktiseres som mørke kirsebær med farvende saft, f.eks. 'Skyggemorel', 'Ostmeimer' og faktisk alle vore surkirsebær. Amarel betyder bitter eller snerpende. Navnet majkirsebær stammer fra, at det modner tidligt. De ligner sødkirsebær, frugten er dog mere surkirsebær, da den er lille og syrlig. Glaskirsebær står nærmere de sure. Træerne ligner surkirsebær, og frugten ligner amareller. Det er nok det smukkeste af alle kirsebær, men lidet frugtbart.

Udenlandske navne på kirsebær er:

	tysk	engelsk	fransk
Hjertekirsebær	Herzkirschen	geans
Bruskkirsebær	Knorpel	bigarreau	bigarreaux
Morel	Morelle eller Weichsel	black morello	griotte
Amarel	Amarelle	red morello	griotte
Majkirsebær	Süss Weichsel	black duke	cerice
Glaskirsebær	Glasskirschen	red duke	luisante

West i Svendborg er næsten den eneste i Danmark, der har en sortsplantning, mest af de søde. I Valdemar Slot's have findes der også del sorter. Det vanskelige ligger i at bestemme dem pomologisk blot nogenlunde sikkert. I planteskolerne hersker vild forvirring med hensyn til sorter. Man burde have modertræer, hvorfra planteskolerne kunne få formeringsmateriale. Mathiesen i Korsør er nok den, der har det sikreste sortiment, han sælger også formeringsmateriale. Endnu mindre ved man om sorternes dyrkningsværdi, man ved så lidt, at det faktisk er intet. Sorternes modningstid angives relativt. l. uge er den tidligste, 2. uge kommer 1-2 uger ind i sæsonen, o.s.v.. Det angives på denne måde, da kirsebærrene modner på forskellig tid fra år til år. Brogede sødkirsebær, d.v.s. tofarvede, er lettest at sælge her i landet. Hjertekirsebær er bløde i kødet og velsmagende, men vanskelige at forsende.

Af vigtige sorter kan med nogen forbehold nævnes:

Sødkirsebær:

'Belle d'Orleans' er et broget hjertekirsebær i 1. modningsuge, tidligheden gør den værdifuld. Det er et lille træ, triveligt og frugtbart. Frugterne er smukt røde. Den kan anbefales til mindre haver.

'Sort Tatarisk' er et sort hjertekirsebær i 3. modningsuge, gammelkendt, omtales af Bredsted. Den dyrkes meget i Amerika, men synes ikke at være meget kendt her i landet.

'Büttners Røde' er et bruskkirsebær i 5.-6- uge, rødt og lidt tilbøjelig til tofarvning, den hat store, velsmagende frugter. Bredsted omtaler den som Fredensborger kirsebær. Den trives godt her i landet.

'Dönissens Gule' er et bruskkirsebær i 5. uge, rent gul og meget fastkødet, den er ikke storfrugtet. De er lette at have i fred for fuglene, men kvaliteten er heller ikke den fineste. Træerne er små, og den er uhyre rigtbærende. Den er lidt tør som spisebær, men god til konservering, den revner ikke ved kogning. Den kan også udmærket bruges til kandisering til konditorkager.

'Elton' er et broget hjertekirsebær i 3. uge, det er en engelsk sort, som er almindelig her i landet. Frugten er lang, lidt tilspidset. Kronen er åben og noget overhængende. Den er måske ikke særlig frugtbar, men frugten er værdifuld.

'Früheste der Markt' kommer i 1. uge og er måske den tidligst sort, man kender. Frugterne er små, brunrøde og noget syrlige, kvaliteten er ikke særlig fin. Træet minder kraftigt om et majkirsebær, spidserne på sommerskuddene har laksrosa farve. Den er vist ikke særlig frugtbar, men på grund af dens tidlighed er den værdifuld til den første forsyning, men ikke i stor mængde.

'Hedelfinger' er et mørkerødt bruskkirsebær i 5.-6. uge, sorten er tysk, og den er almindeligt plantet her i landet. Træer bliver stort og bærer store, smukke frugter. Den er en af vore hovedsorter.

'Hvid Spansk' er et broget bruskkirsebær i 3.-4. uge. Den dyrkes som regel under navnet 'Gul Spansk', som dog er en helt anden sort. 'Broget Spansk' bruges også og er mere rammende, da frugterne varierer i hvidt, rødt og gult. Den kan også forveksles med 'Alm. Bigarreau'. Så den er nok ikke altid ægte. Den er en hovedsort, hårdfør og let at dyrke. Frugten tåler transport godt, den er let at sælge, så den svarer nogenlunde til vort kirsebærideal.

'Alm Svensk Bigarreau', gul og rød i 3. uge, den kaldes nok i danske planteskoler for 'Hvid Spansk', som den ligner til forveksling. Den er dog sejgere mindre værdifuld.

'Napoleon' er et broget, smukt, fint bruskkirsebær i 5.-6. uge, men den er tilbøjelig til at revne i fugtigt vejr. Den er tofarvet, men mørkere end 'Hvid Spansk', som den kommer samtidigt med.

'Ohio Beauty' kan kaldes en søstersort til de to foregående. Den er et broget hjertekirsebær i 2. uge, med røde og gule frugter. Den er vanskelig ar kende fra 'Hvid Spansk', som den supplerer, men den er lidt tidligere. Den har ringe værdi.

'Sort Spansk', 'Grosse Schwarze Knorpel' er et bruskkirsebær i 5. uge. Den danner store, ikke særligt frugtbare træer. Her i landet kaldes alle sildige, mørke sorter for 'Sort Spansk', så det er tvivlsomt med sortsægtheden. Også i Tyskland går forskellige sorter under navnet, så man foreslår at erstatte den med:

'Schneiders Sildige', som er et stort bruskkirsebær i 5.-6- uge, den ligner fuldstændigt den foregående.

'Frogmore' er et broget hjertekirsebær i 3. uge, med et lille træ. Den anbefales ofte.

'Rivers Early' er et sort hjertekirsebær i 1. uge, den er meget anbefalet. Den er i al fald en god bestøversort.

Desuden kan en del mindre vigtige sødkirsebærsorter nævnes:

'Belle de Septembre' har relativt få og små, smukke, røde frugter, som modner i september. Det er den sildigste af alle sødkirsebær.

'Luice' er et broget hjertekirsebær i 3. uge.

'Werders Tidlige' er et sort hjertekirsebær i 1.-2- uge.

'Rossins Tidlige' har sorte frugter.

'Sort Mellembær' er en nordsjællandsk sort, den er en forbedring af fuglekirsebær.

'Emperor Francis' er et broget bruskkirsebær i 4.-5. uge, den har store, smukke og værdifulde, måske lidt sarte frugter. Den ligner 'Napoleon' en del.

'Valpurgis'

'Governor Wood' er et broget hjertekirsebær i 2. uge, den er af en kvalitet, så den dårligt tåler transport. Træet er kraftigt og rigtbærende.

'Flamentiner' er et broget hjertekirsebær i 2. uge.

'Fromms Hjertekirsebær' kommer i 4. uge.

'Knight's Early' er et sort hjertekirsebær i 2.-3- uge.

'Coburger'.

'Kassine' kan være nævnt som 'Rossins Tidlige

Surkirsebær:

Moreller:

'Skyggemorel' er nok den mest kendte og vel også den mest værdifulde. Den er bestemt i 1629, den er kommet hertil fra Holland. Det er et lille overhængende træ, som er meget hårdført. Barken er rødbrun, bladene store og forholdsvis fåtallige, forgreningen nærmest sparsom. Den ligner meget 'Ostheimer', som den kan kendes fra på træet. Den er selvfertil og trives på alle grundstammer. Den er tidligtbærende og giver et stort udbytte, men lever ikke længe, så kort omdrift bør anvendes (10-15 år). Frugten er stor og ved modenhed mørk til sortrød, saften er mørkerød. Den træffes mest som fritstående, men bruges også til espalier, undertiden ved en nordvæg, hvor den bærer lidt senere, men giver særligt store, veludviklede frugter.

'Ostheimer' er opkaldt efter en by i Bayern, den hører hjemme i Sierra Morena i Sydspanien. Det er gammel sort, der dyrkes meget i Tyskland, hvor den formeres ved rodskud. Træet er lille og stærkt forgrenet og med grålig bark. Bladene er lange og smalle. Frugten er mindre end hos 'Skyggemorel', men dog ikke meget mindre. Også denne sort bør være i kort omdrift. I privathaver skuffer den ofte ved ikke at bære. Den er selvsteril og kræver krydsbefrugtning. Det er efterhånden ved at blive opfattelsen, at den er ufrugtbar, og den er absolut ikke ar anbefale fremfor 'Skyggemorel'. Efter sigende er den omtrent konstant ved frøudsæd.

'Alm. Surkirsebær' er almindelig udbredt i landets kirsebæregne: Stevns, dele af Fyn, egnen mellem Randers og Aalborg. Ved udvalg af frøplanter af selve arten har man fået forskellige og mere dyrkningsværdige former frem. De går under navne som Stevnsbær, Veddum, Løvskal, Thorsager, Bælum og Langesøbær. efter deres dyrkningsområde. Deres specielle dyrkningsværdier og forskelle mellem dem er endnu ikke kendte, 'Løvskal' hævdes at afvige fra de andre. 'Alm. Surkirsebær' burde have navneforandring til 'Brunkirsebær'. 'Alm. Surkirsebær' har kun små frugter, men med den store fordel, at de har megen og mørkfarvet saft, som gør dem særdeles gode til fabriksmæssig udnyttelse. I Hadsund, Fredensborg og andre steder har fabrikkerne selv lavet plantager af den. Det er dog ikke gået lige godt for dem alle sammen.

Skal man plante en plantage, bliver det hverken 'Skyggemorel' eller 'Ostheimer', men derimod 'Alm. Surkirsebær'. Den er letdyrkelig og stiller ingen krav. Træerne kan blive store og gamle, men kort omdrift er bedst. Den modner i 7.-8- modningsuge.

'Van der Nat' er en morel, der danner et sort træ. Men den er lidet frugtbar, så den kan ikke anbefales. Den er dog dyrket en del på Bornholm.

'Brüsseler Brune' er også en morel.

Amareller.

Amareller er sjældne hos os, de dyrkes en del i Nordamerika. Af sorter kan nævnes:

'Montmorency', 'Königliche Amarelle' har lyse og klare frugter, der modner i 4. uge. Træet er som et alm. surkirsebærtræ, men dog ikke så frugtbart som f.eks. 'Skyggemorel'.

'Kortstilket Montmorency' modner også i 4. uge.

'Store Klarbær' er en amarel, som synes at egne sig for Sverige, måske er den også anvendelig hos os. Den er selvfertil og letdyrkelig.

'Kæmpekirsebær H.H (Hardy Hansen)' er efter al sandsynlighed en ungarsk sort , plantet sammen med andre ungarske sorter, som Heering hjemkøbte til plantagen i Fredensborg., og hvor det originale navn er gået tabt. Det er nok en storfrugtet amarel, eller evt. et glaskirsebær.

Hybriderne.

Majkirsebær:

'Alm. Majkirsebær' er nok den eneste, der kendes her i landet. Væksten er kraftig, den minder en del om sødkirsebær. Frugterne er små, de minder om 'Früheste der Markt'. Den kommer i 2. uge, i sydlige lande er det allerede i man måned. Udbytte og kvalitet er nok for ringe; frugterne modner ikke på en gang, det er erhversmæssigt en skavank. Den er meget god i privathaver. Den er ikke plante meget her i landet, i Holland er den en hovedsort, og den dyrkes også en del i England.

'Imperatrice Eugenie' er et lille træ med smal, opret vækst og syrlige frugter. Den er frugtbar.

Glaskirsebær:

'Reine Hortense' er en gammel, fransk sort, der er almindeligt plantet alle vegne. Træet er kraftigt med surkirsebærkarakter. Frugterne er store og klarrøde med en behagelig smag og en ret god kvalitet. Den er et fremragende dessertbær og kan sælges til overpris, hvilket også er nødvendigt, da frugtbarheden er ringe Den emballeres og sælges som luksusfrugt inklusive de grønne blade, der sidder på den fælles blomsterakse, der tages med ved plukningen.

'Truchsess' bør nævnes af hensyn til kirsebærpomologer.

Sødkirsebær har 2n lig 16 kromosomer, sorterne har ofte 17-19 kromosomer, men de bestøver eller bestøves lige så godt som de andre. Surkirsebær har 2n lig 32 kromosomer. Sødkirsebær er normalt selvsterile, det er nok grunden til deres mangelfulde bæring her i landet, man kan ikke løbe an på, at naboen har en sort, som kan bestøve. Desuden kan sorter være intersterile, så de ikke kan befrugte hinanden, så det er ikke ligegyldigt, hvad man planter sammen. 'Rivers Early' er en god bestøver til næsten alle sødkirsebærsorter. Surkirsebær kan være selvfertile, selvsterile eller delvis selvsterile. Selvfertile er bl.a. 'Alm. surkirsebær', 'Skyggemorel' og amareller.

Kirsebær er ikke en af de vanskeligste kulturer.

Grå frugtskimmel er nok den værste sygdom, navnlig på surkirsebær. Den giver nedvisning af skud og grene om foråret.

Haglskudsyge kan gøre skade, men er ikke så slem som på blommer.

Gummiflåd kan anføres som den næststørste skadegører, især på sødkirsebær, hvor gummivædsken kan flyde ud på stammerne eller i grenvinklerne. Varm jord, hvor rødderne kan komme dybt i jorden, synes at modvirke, man ved ikke hvorfor. Ifølge "Viola" (13.11.1946) har man på East Malling fundet, at gummiflåd skyldes en bakterie, Pseudemonas morsprunorum eller prunicola, og at den kan bekæmpes ved sprøjtning med bordeauxvædske.

Kirsebærmøllet ødelagde Heerings plantage ved Fredensborg, men Hardy Hansen reddede den. Den angriber også prydkirsebær.

Sorte bladlus er vanskelige at slå ihjel, der må anvendes dobbelt portion nikotin eller et andet skrapt middel.

Prunus persica (syn. Amagdalus persica og Persica vulgaris). Fersken er et indtil 8 m højt træ, og er en meget gammel kulturplante i sit hjemland, Kina. Grenene er glatte, bladene elliptiske, blomsterne rosenrøde. Der findes kun den ene art, men forskellige varieteter

P.p. var. scleropersica har frugtkødet fastvokset til stenen.

P.p. var. aganopersica, hvor kødet ikke er fastvokset til stenen.

P.p. var. nucipersica er nektarin, d.v.s. en glat fersken.

P. p. var. compressa er fladfersken.

Udseendet variere ret meget efter sorten. Hos os er der mest interesse for sorter, som er kraftigtvoksende, hårdføre og tidligt modnende.

Frugtgrenene kan have forskellige former:

* Den almindelige frugtgren er indtil 60 cm lang, forneden med 4-5 bladknopper, som giver de mest værdifulde erstatningsskud. På resten af grenen findes tredobbelte knopper. Den slags skud ønsker man sig mange af.

* Den blandede frugtgren kan være lang, men er ofte svagere udviklet. Den har både enkelte, dobbelte og tredobbelte knopper spredt mellem hinanden. Den er ikke så værdifuld.

* Den mangelfulde frugtgren er tynd og svag og mangler bladknopper ved basis. Den kommer på ubeskårne træer og giver masser af blomster, men den er for svag til at udvikle dem. I spidsen er en bladknop.

* Den korte frugtgren eller buketgrenen er kun 1-5 cm uden bladknopper forneden. Den har sammenklumpede blomsterknopper og ender med en bladknop.

* Den typiske frugtgren er ikke så let at finde som de mange overgangsformer. Fersken kan også danne kraftige grene uden blomsterknopper, navnlig på unge planter.

Blomsterne sidder enkeltvis eller i blandede knopper. De er meget smukke, store, og mange rosa afskygninger helt til hvidt. Kronbladene kan være udbredte eller samlede. Blomstringen indtræffer tidligt, sidst i april, for tidligt for vore forhold, da blomsterne ofte fryser.

Frugten varierer meget i størrelse, frilandsfrugter hos os er ofte små, i hus bliver de større. Formen kan være kuglerund, fladrund, oval eller med en spids i toppen. Furen fra griffelpunktet til stilkhulen kan være mere eller mindre tydelig. Huden kan være dunet eller glat og er mere eller mindre let at trække af , det sidst er en fordel, da huden ikke er rar at spise. Frugtens farve kan være karmin, rød, gul eller grøn, og den kan være en- eller tofarvet, den er dog ofte det sidste. Kødet kan være rødt, hvidt, grønt eller gult og er oftest stærkest farvet mod stilken. Konsistensen kan være meget forskellig, men er ofte noget strenget. Modningstiden kan variere meget mellem sorter, men vi bruger kun de tidlige sorter. Frugten er kun lidt holdbar, det vanskeliggør forsendelse, men det kan godt lade sig gøre, og det gøres også.

FORMERING

Arten formeres ved frø. Sorter, som ikke er højt forædlede, og som er næsten konstante, kan også formeres ved frø. De storfrugtede, højt forædlede sorter må formeres vegetativt. Hos os sker det ved podning og næsten altid på

Sct. Julien, der giver små, kortlevende træer, men træerne er hårdføre og nøjsomme og derfor bedst.

Myrobalan kan også anvendes som grundstamme, den giver kraftige træer i en ung alder. Den almindelige mening er dog, at myrobalan er mindre velegnet.

Prunus mariana har været prøvet af Mathiesen i Korsør, men han bruger den ikke mere.

Prunus spinosa, slåen bruges en del, men den giver for mange rodskud.

Fersken, abrikos og mandel bruges i varmere lande.

Prunus davidiana er hårdfør, men er ikke god som grundstamme.

Der foreligger intet om, hvilke grundstammer der er bedst til fersken.

Dyrkning begyndte efter al sandsynlighed i hjemlandet Kina, hvor den stadig spiller en stor rolle. Også Japan dyrker mange fersken. Plinius nævner 6 sorter af fersken. Frankrig er ferskenens andet fædreland. Senere er den kommet til de oversøiske områder, og den dyrkes nu i alle fem verdensdele. Dens dyrkningsområde er mellem 25 og 46 graders bredde, forudsat at der ved 46 graders bredde ikke er for stærk vinterkulde. I Europa har den sin største betydning syd for Alperne, men den rykker stadig længere nordpå. Som fritstående er ferskentræet næsten ukendt hos os, men som espalier kan den anvendes højt op i Norge og udmærket hos os. Også i Frankrig spiller espalierdyrkningen er rolle, således i byen Mantreiul ved Paris. I USA trives ferskentræet glimrende, så Amerika er nu leverandør til hele verden. Kaplandet, New Zealand og Australien dyrker fersken. Takket være amerikanske sorter har vi også her i Europa kunnet skyde dyrkningen længere mod nord. Hos os er vi over nordgrænsen for egentlig dyrkning, og ferskentræantallet er lille, skønnet antal under 5000 træer. Skal vi være sikre, skal vi have dem under glas, og det er kun rentabelt, hvis der er importforbud. Fritstående træer her i landet skal være lavstammede. Til espalier anvendes vifteform, med ca. 60 cm mellem hovedgrenene, det sker især på syd-, øst- og vestmure. Planteafstanden for både fritstående og espalierede fersken kan være 4-5 m. Man må være forberedt på at skulle erstatte grene, da dele af et træ kan gå ud, det skyldes i regelen gummiflåd.

Beskæring udføres væsentligst som sommerbeskæring:

* Skududtynding for at skaffe lys og luft til de resterende dele. Der skal dog bevares safttrækkere og erstatningsskud ved grunden af hver gren.

* Efter skuddannelsen bortskæres det, der ikke giver frugt, resten skæres ned til safttrækker over den første frugt. Er der grene uden frugter, skæres de ned over erstatningsskuddene.

* Efter frugthøsten fjernes alle afbårne grene over erstatningsskuddene.

Vinterbeskæring sker når man binder træerne op, så fjernes alt det der er i overskud.

Plejen af træet består i vintersprøjtning (tidligere brugte man kalkning) mod skjoldlus, rødt spind og andet. Vinterdækning må til for at isolere og forhale blomstringen. Dækning under selve blomstringen er ofte nødvendig for at beskytte blomsterne mod nattefrost. Grangrene er udmærkede til dækning. Om sommeren kan vanding med gødningsvand blive nødvendig, navnlig til espaliertræer, som ofte står tørt. Det er nødvendigt, at jorden e kalkholdig. Er der ansat megen frugt, kan udtynding være nødvendig. Frugten plukkes ikke, før den er næsten moden; dog skal den ikke være helt moden, da den så ikke tåler berøring. Undertiden afskærer man grenstykket, hvor frugterne sidder. Fersken behandles som luksusfrugt og må helst emballeres i vat.

Der findes en uendelighed af sorter, men mange ligner hinanden , og det er vanskeligt at finde systemer til sortsbestemmelse. Et system opdeler således:

Egentlig ferskener, som har dunede frugter

# Kødet er fast

* Stenen løsner

* Stenen løsner ikke

# Kødet er blødt

* Stenen løsner

* Stenen løsner ikke

Nektariner, som har glatte frugter

# Kødet er fast

* Stenen løsner

* Stenen løsner ikke

# Kødet er blødt

* Stenen løsner

* Stenen løsner ikke

Vil man dyrke ferskener her i landet, skal det være de tidlige sorter, men man ved ikke, hvilke der er tidligst og hvilke der er bedst.

'Amsden' er en amerikansk sort tiltrukket i 1868. Den er ikke meget dyrket i Amerika, men ret almindelig hos os. Den giver svage, tidligtbærende, rigtbærende og hårdføre træer. Frugten er mellemstor, kødet løsner ikke fra stenen. Kaldes undertiden for Junifersken, hos os modner den i jule, d.v.s. den er en af de tidligste. Den modner uregelmæssigt, så man ofte træffer modne frugter på den ene side af træet, umodne på den anden side.

'Alexander' er også en amerikansk sort, som er rigt- og tidligtbærende, kraftig og hårdfør. Den modner hos os først i august.

'Hales Early' er en amerikansk sort fra ca. 1850. Den har middelstore frugter af god kvalitet, de modner i august.

'Rivers Early' er en engelsk sort fra 1865,den er ikke særlig hårdfør, den er god i gunstige somre, men må ellers dyrkes i hus. Frugten er stor, hvidgul med lidt rødt.

'Triumph' er en amerikansk sort, som er kraftig og hårdfør. Frugten er middelstor og mørkerød med mørkt kød.

Desuden findes der mange andre sorter, der måske kan være lige så gode. Af danske sorter findes der kun få:

'Stampenborg' har været i Mathiesens planteskole, men er nu udgået.

'Grevinde Inger Moltke' er en ny dansk sort, der skulle være sikker og god, den er storfrugtet og ret sent moden.

Blangsted har lavet en del sorter af frø fra Amerika. Mange af dem tegner godt, men man kan endnu ikke stole på dem, da vejret de senere år har været for gunstigt til at afprøve dem.

Nektariner er lige så lette at lave som egentlige ferskener. Af sorter kan nævnes:

'Lord Napier', 'Elrouge', 'Rivers Early' og 'Victoria. Man kender ikke forskellene i kvalitet.

Fersken anvendes her i landet udelukkende som spisefrugt. I Amerika henkoges mange fersken, i Chile og Nordamerika tørres fersken også. Fersken kan også anvendes til ferskenlikør, og kernen kan anvendes som krydderi til vin.

Alle fersken er selvfertile, og befrugtning sker derfor, selv om man kun har en plante.

Gummiflåd kan være ødelæggende.

Blæresyge får bladene til at rulle.

Meldug forekommer.

Skjoldlus, Ferskenbladlus og Rødt Spind forekommer ligeledes.

Gedehamse, ørentvister og islændere angriber frugten.

ARTERNE

Prunus Armeniaca (Armeniaca vulgaris) er stamart for vore dyrkede abrikoser. Den hører hjemme i Asien, hvor den kan blive indtil 10 m høj, den har en stor rund krone. Arten har et lidt vildt udseende. Grenenes barkfarve er rødbrun. Bladene er rundagtige med en lang stilk, de minder i form om visse poppelblade. Man kan sige, at abrikosblade forholder sig til ferskenblade, som poppelblade forholder sig til pileblade. Blomsterne sidder enkeltvis og er røde eller hvide. Frugten er rund, gullig med rødt og næsten glat. Stenen er glat, modsat ferskenstenen.

Prunus Mume, japansk abrikos har grå bark, tynde grene og kortstilkede blade. Blomsterne er også kortstilkede, frugten er gulliggrøn og knap spiselig. Hårdførheden hos os er tvivlsom.

Prunus sibirica regnes undertiden so en varietet under Armeniaca. Det er et træ eller en busk på op til 5 m, frugterne er træede og små, men dog spiselige. Den dyrkes måske i Sibirien, for os har den ingen værdi.

Prunus clasycarpa, purpurabrikos er måske en bastard mellem P. armeniaca x P. cerasifera, den har noget myrobalan over sig. Den er hårdfør.

Prunus brigantina hører hjemme i Sydeuropa, af kernerne udvindes parfume.

Prunus mandschurica, mandschurisk abrikos er et lille træ, meget hårdført. Den minder om vor dyrkede abrikos, men er tidligere i blomst. Den er ikke frugtbar, den kræver fremmedbestøning.

Prunus mandschurica x P. sibirica er en meget hårdfør hybrid.

Alle de ovennævnte arter kan får betydning ved krydsning med P. Armeniaca.

Abrikos ligner et blommetræ mere den det ligner et ferskentræ. Sorterne er ret ens, og derfor vanskelige at kende fra hinanden. Træet kan blive 100 år gammelt og bære betydelige frugtmængder, op til 800kg. Frugterne kommer dels på etårige kviste, dels på dværggrene, også kaldet buketgreen. Blomstringen kommer endnu tidligere end for fersken, det er skavank. Dog kan frugterne ansættes så tæt, at de sidder i klynger, så må der udtyndes. Frugten er mindre end for fersken, farven er sart og svag. Kernen kan være sød eller bitter. Frugten modner fra midten af august til midt i september.

Abrikos er ret konstant og kan formeres ved frø, men vil man have storfrugtede og forædlede sorter, må de formeres vegetativt. Det sker ved podning på:

Sct. Julien, myrobalan, fersken , der er mindre frostsikker, eller på abrikos. Abrikos på egen rod har røde rødder, mens fersken har gule rødder og mandel hvide rødder.

Armenien er et de få steder, hvor abrikos er vildtvoksende, dens dyrkningshjemsted menes at være Kina. Kulturen kom til England i det 14. århundrede. Navnet menes at stamme fra det romerske "praecoces", som betyder tidligt og hentyder til blomstringen. Også det franske abricot hentyder hertil. Simon Paulli og Esaias Fleischer omtaler abrikos. Abrikos er nu almindeligt dyrket i Syd- og Mellemeuropa helt op til Tyskland. Her i landet kan træet udmærket trives, det er hårdført og robust, men frugten kræver en varm sommer. Som fritstående er den meget sjælden hos os, så værdien hertil er ukendt. Laver man en espalierhave, kan den godt tages med, men almindeligvis har vi den espalieret på mure. Plantes den på en sydmur, er den mest udsat for frostskade, da den så blomstrer tidligere, her vil den også modne frugterne uens på grund af varmen. Bedst er den på øst- eller vestmure. Den økonomiske fortjeneste ved abrikosavl er sikkert ikke stor. Antallet af abrikostræer her er ukendt, men dog sikkert mindre end for ferskentræer. I Sydeuropa (Frankrig, Tyrol og Tjekkoslovakiet) spiller abrikosdyrkningen en stor rolle, men størst er den dog i Amerika (Californien), som har været helt dominerende på markedet. Nu er der kommet en konkurrent i Sydafrika, som har optaget dyrkningen, og som synes at være ved at være førende. Rusland har også taget dyrkningen op og har lavet et stort forædlingsarbejde.

Jorden til abrikos må ikke have for høj grundvandstand, men i øvrigt trives træet overalt. Bedst er nok æblejord. Træet fylder meget, så afstanden må være 5-6 m. Vifteformen er den mest anvendte. Abrikostræet beskæres som blomme, d.v.s ikke ret meget. De skud, som ikke skal være ledegrene, sommerbeskæres. Ellers passes den som fersken, dækning er endnu mere nødvendig.

Frugten anvendes i frisk tilstand, men tørrede abrikoser spiller dog en større rolle, de leveres fra Californien. Abrikos kan også henkoges. Kernerne (de søde) kan anvendes som surrogat for mandler, eller der kan trækkes olie ud af dem til anvendelse i medicinen eller til parfume.

Der findes ikke mange sorter, Heydrick omtaler således kun 33. De fleste er af europæisk oprindelse. Hvilke der er bedst, vides ikke.

'Ambrosia' er en italiensk sort fra 1853. Træet er sundt og frugtbart. Det er lille og bliver ikke gammelt, det kræver en beskyttet vokseplads. Frugterne er store, langstrakte med en dyb fure, der i regnvejr kan springe op, også stenen revner ofte. Farven er okkergul, den modner i august, kvaliteten er ofte dårlig her i landet.

'Breda' er beskrevet første gang i 1729, den er almindelig udbredt. Træet er kraftigt og blomstrer sent. Frugten er lille til middelstort, rundagtig, orangegul og af god kvalitet. Kødet løsner fra stenen og den er god til konservering. Den modner sidst i august til først i september, den revner ikke i fugtigt vejr.

'Nancy' er en fransk sort, som er noget udbredt hos os. Træet er sundt og tager til takke med en vestmur. Blomsterne er ikke særligt ømfindtlige. Frugten er orange med rødt, stærkt håret og tilbøjelig til at revne. Den modner i august og modsat mange andre bliver den ikke melet.

Desuden 'Luizet', 'Ungarsk', 'Moorpark'.

Der forekommer delvis selvfertilitet, men det er ikke sikkert med kun et træ, det er nok grunden til, at abrikos i Danmark giver for lidt. Så man bør plante flere sorter, hvis man vil have god frugtbarhed.

Der er ingen ondartede angreb på abrikos, gummiflåd kan dog gøre en del skade, men ikke så slemt som hos fersken.

MANDELTRÆET

Prunus amygdalus (P. communis, Amygdalus communis), mandel hører hjemme i Vestasien, den er et træ, der kan blive indtil 8 m højt. Unge grene er glinsende grønne, senere bliver de askegrå. Bladene er endnu smallere en ferskenblade, men blågrønne. I øvrigt ligner den fersken. Den egner sig til lande med en ringe sommernedbør, derfor anvendes den også som grundstamme til andre Prunus i lande med et tørt klima. Frugten er ustilket, elliptisk, sammentrykt, fløjlsagtig og opspringende. Frugtkødet er uspiseligt, stenen er glat. Af varieteter kan nævnes:

P. a. var. amera, bittermandel har mørke blomster.

P. a. var. dulcis er søde mandler.

P. var. fragilis., krakmandler med store, skøre sten og søde kerner.

Mandeltræet er en gammel kulturplante, som dyrkes for kernernes skyld. Når danske konger langt tilbage hjemskrev frugthaveplanter, hørte der også mandeltræer med. Man erfarede dog snart, at mandeltræet var over sin nordgrænse her. Enkelte eksemplarer kan dog udvikle sig upåklageligt, men det er ikke økonomisk lønnende. Det et mest espalier-eksemplarer, som dyrkes her, fordi de er interessante. Kernerne er olierige, med 50% olie eller mere. Olien anvendes i medicinen, til sæbe og som forskønnelsesmiddel. De søde mandler anvendes i husholdningen. I de bitre findes bittermandelolie. Mandeltræet dyrkes i Sydeuropa (Italien) og i Californien.

Vi planter mandeltræer her i landet uden hensyntagen til sorter, da de nærmest må betragtes som er kuriositet.

Mandeltræet er sikkert selvsteril, så man må hav flere planter af forskellige sorter.

KVÆDE

Cydonia oblonga (C. cydonia, C. vulgaris, Pyrus cydonia), Almindelig kvæde anvendes som grundstamme og kan anvendes som frugthaveplante. Det er en løvfældende busk, indtil 8 m høj, med små lodne knopper og helrandede blade med akselblade. Den får en smuk høstfarve. Blomsterne er store, hvide til sart lyserøde, femtallige og de sidder i spidsen af korte sommerskud. Frugten er femdelt, hvert rum med talrige kerner. Den er mere eller mindre pæreformet, vellugtende, gul og dunet med blivende bæger. Den hører hjemme i Persien og Turkestan og er stamform for vore dyrkede kvædesorter.

C. o. var. pyriformis, pærekvæde med pæreformede frugter.

C. o. var. maliformis, æblekvæde med æbleformede frugter.

C. o. var. lucitanica, portugisisk kvæde har store blade og frugter, den er robust.

er meget gammel. Når man i gamle optegnelser ser udtrykket gule æbler, menes der kvæder. Gyldne æbler var symbolet på kærlighed og lykke. Kvæden spiller dog ingen større økonomisk rolle og slet ikke her i landet. Ikke desto mindre er frugten almindelig kendt og yndet af mange. Kulturen er let. Kvæde trives bedst i almindelig god jord. Den vokser langsomt, og frugtbarheden bliver først efterhånden tilfredsstillende. En afstand på 3-4 m er passende. Den beskæres ikke, eventuelt kan der ske en udtynding, idet det er den ydre del af skuddene med de korte sommerskud, der giver blomsterne. Frugten modner sent. Den må plukkes ad flere gange, inden den får for megen frost. Ved lagring bliver frugten gul. Frugternes anvendelse er ret begrænset. Frugten er uspiselig i rå tilstand. Den anvendes især til marmelade (egentlig betyder det portugisiske "marmelo" syltede kvæder, men marmelade bruges nu som et udtryk for al syltet frugt). Kvæde kan også bruges til kvædebrød og konfekt. Frøene er gummiholdige og leverer kvædeslim, der anvendes i medicinen, som kosmetik og som appretur.

sker ved podning på tjørn eller almindelig kvæde, kan også ske ved aflægning.

Der findes måske 100 sorter af kvæde. Der findes en del i vore planteskoler, men om de er ægte, vides ikke. Af sortsnavne kan nævnes:

'Persisk Sukkerkvæde', 'Champion', 'Portugisisk', der alle er gamle sorter.

I nyere tid er der fremkommet nye sorter fra Balkan, hvilket kunne tyde på, at dyrkningen der spiller en rolle. Af disse sorter kan nævnes:

'Orange', 'Leskovac', 'Bereczki', og 'Vranja', der er en typisk pærekvæde.

Æblekvæder er som regel mere småfrugtede end pærekvæder, de står arten nærmere. Befrugtningen synes at klare sig selv, da der hersker selvfertilitet. Det må dog tilrådes at plante flere sorter sammen, da man ved krydsbefrugtning må forvente bedre udviklede frugter end ved selvbefrugtning.

JAPANSK KVÆDE

Chaenomeles lagenaria (Cydonia japonica, Pyrus japonica). Den anvendes almindeligvis som prydplante. Frugten kan anvendes i husholdningen, så den kan kombineres som pryd- og nytteplante. Varieteter:

C. l. var. cathayensis og var. Wilsonii, den første har frugter så store som et barnehoved.

Sygdomsbekæmpelse er unødvendig.

MISPEL

Mespilus germanica er en busk eller et lille træ fra Vestasien, den minder en del om Crataegus (tjørn). Den er langsomt voksende, men hårdfør. Fuglene tager desværre knopperne, så det vanskeliggør dyrkning i byerne. Bladene er lange (i modsætning til kvædens runde blade). Veddet er hårdt- Blomsterne er store (indtil 5 cm), hvide og sidder enkeltvis i spidsen af korte sommerskud. Frugten er et stenæble med en grov uld. Frugtens form er særpræget med en skive inden for de blivende bægerblade. Den er spiselig, når den har fået frost, så at den er begyndt at gære (rådne). Frugterne bliver siddende længe på træet, de bør høstes inden jul og lagres, til de begynder at blive bløde. De skulle kunne lagres til en gang hen i januar. De kan anvendes til gele og som tilsætning til vin. Her i landet har vi enkelte træer, der nærmest må betragtes som prydtræer, den er knap nok en frugthaveplante, frugten værdsættes dog af kendere.

Arten formeres ved frø, sorter podes på Crataegus.

SORTER

haves i Europa, f.eks.

'Nottingham', 'Hollandsk Mispel', 'Royal' og 'Macrocarpa'

MORBÆR

KULTUREN

Morus nigra, sort morbær er et indtil 10 m højt træ med med store, udbredte grene, så den ofte ligner en busk og har dunede, mørkegrønne blade, som er tykkere end hos de to andre arter. Den udmærker sig ved et sent løvspring og ved at have mælkesaft. Den har kødede, gule blomster. Hanblomsterne sidder i aks eller rakler, hunblomsterne sidder i hoveder på unge skud. Den er normalt enbo, men kan dog også være tvebo. Frugten er en lille stenfrugt, som sammen med blomsterbunden udgør morbærret, som altså er en falsk frugt.

Morus rubra, rødt morbær er et indtil 20 m højt træ med 2-3 cm lange, mørkt farvede frugter. Den hører hjemme i Nordamerika, hvor den dyrkes som frugttræ og man har sorter af den, frugterne bruges dog mest som foder til dyr. Den har ingen interesse hos os, der bliver ingen plads til den på steder, hvor det sorte morbær kan vokse.

Morus alba, hvidt morbær er et indtil 15 m højt træ med næsten glatte, tynde grene. Bladene er tyndere og lysere end hos de to øvrige arter, formen er meget varierende. Frugterne er indtil 2 cm lange, hvide, rosa eller purpurfarvede , ret vandede og uden smag. Den hører hjemme i Kina, hvor man har sorter af den og den spiller en uhyre stor rolle, navnlig for silkeavlen. Som frugtplante har den ingen betydning. M. alba var. tatarica er den varietet, som man somme tider søger at dyrke herhjemme til silkeorme.

KULTUREN

Morbær omtales af Plinius. Hos os omtales morbær første gang i Skanderborg-fortegnelsen 1569, det var planter, som Frederik II hjemkøbte til plantning ved Skanderborg Slot. Sydfrankrig er nok det sted, hvor morbærret spiller den største rolle. Hos os er morbærret over sin nordgrænse, så dens rolle som frugthaveplante er begrænset, den findes dog bl.a. på Samsø og op Bornholm. Morbærret er langsomt voksende, men bliver til gengæld stort og gammelt, det kan bliver 300 år eller mere. Danmarks største morbærtræ stod i en have i Svaneke, med en kronediameter på ca. 20 m. Morbærtræets stammen flækker let, så hovedgrenene ligger hen ad jorden, men det synes ikke at genere den. Træet kræver en dyb, varm, skørleret jord, altså æblejord, med adgang til sol og lys. Hos os findes morbær som regel som fritstående træer. Under træet er det godt at have en græsplæne, så frugterne falder ned på den, idet morbærtræets skavank er, at frugterne ikke modner samtidigt. Morbær kan også espalieres på øst- eller vestmur og tåler godt beskæring, men om det derved taber sin frugtbarhed, skal være usagt. Som fritstående træ beskæres det kun lidt. Træet bærer først, nå det er 10-12 år gammelt. Det er altså en udpræget privathaveplante. Dog er der frugter i handelen hvert år. Fra Møn oplyses, at man har avlet op til 700 kg på et træ. Man hører undertiden tale om morbærsorter. Der er dog ingen beskrevne og navngivne sorter, så det må skyldes forskellige voksevilkår, når der er forskel på træerne. Morbær formeres ved jordhypning. Frugterne anvendes som dessert, til syltning og til farvning af vin.

FIGEN

Ficus carica er et indtil 10 m høj træ eller busk, med en meget bred krone. Den har askegrå bark og store lappede blade. Figen har hjemme i Vestasien, hvor den tidligere spillede en rolle. Nu har den stor betydning i Middelhavslandene, som tørrer og eksporterer Smyrna-figner. I Californien dyrkes også figner. Nord for Alperne spiller figen kun en ringe rolle. Hos os er den hverken almindelig på friland eller i hus. På friland kan den vokse i vore allergunstigste egne, på Bornholm og Christiansø findes nogle ikke helt små figentræer. Som espalier kan figen vokse flere steder i landet, den eneste risiko er, at skuddene fryser tilbage, men træet dør ikke derved, men skyder derved endnu mere kraftigt. Figentræet bør dækkes med granris, også på jorden for at beskytte rødderne. Som espalier tiltrækkes den som en vifte, den tåler udmærket den medfølgende beskæring. Folk sår tit figen i en potte og kan få nogle store planter. Ellers formeres den ved stiklinger eller ved aflægning.

Figen er en falsk frugt, bestående af det gule blomsterleje og af de mange små nødfrugter. Blomsterne er særkønnede, og den ægte figen består kun af planter med hunblomster, den vildtvoksende figen har også hanblomster, men her er hunnerne golde (Caprificus). Bestøvningen sker ved hjælp af en hveps, Blastofaga, men blomsterne behøver ikke at befrugtes for at give frugt. Figen blomstrer både forår og efterår. Forårsblomsterne giver de såkaldte sommerfrugter, som skal modne inden vinteren, hvad de ofte ikke gør hos os. Af efterårsblomsterne kommer vinterfrugterne, som overvintrer og modner tidligt næste sommer. Det er det sikreste, selv om de ofte falder af i venterens løb. Figen kan spises i rå tilstand, hvis man kan lide smagen, som er særegen. De små figner kan syltes i grøn tilstand. Figentræet er kun lidt udbredt her i landet, så man kan ikke kalde det en frugthaveplante, nærmest en kuriositet.

Af sorter findes der nogle, som også anbefales til friland, men deres værdi er ukendt. Eksempler: 'Negro Largo', 'San Pedro', 'Precose de Dalmatic', 'Brun Tyrkisk', 'Brunsviger', 'Figue d'Or'.

VIN

Vitis vinifera har indtil 15-20 m lange stammer med en karakteristisk, trævlet bark. Bladene er femlappede. Blomsterne er uanselige og samlede i toppe, kronbladene er sammenvoksede og skubbes af som et hele. Frugten er et bær, som hos arten er sortblå og lille. I Middelhavslandene og i Orienten har vinen været dyrket i umindelige tider, nu er vinen en almindelig kulturplante over hele jorden. Vinen er rigelig hårdfør til at kunne klare sig under vore forhold, men de finere sorter kan kun nå at blive modne under glas. Selv de almindelige sorter kræver en god sommer for at kunne modne på friland. Vi er nødt til at espaliere vinen, det gør man ikke i vinlandene. Den er bedst ved en sydvæg, men kan også udmærket gro ved en øst- eller vestvæg. Vinen kan fylde en hel væg, eller man kan indskrænke den til kun at fylde pladsen mellem to vinduer. I første tilfælde anvender man langsporebeskæring, i det det sidste tilfælde kortsporebeskæring. Man kan anlægge en rabat til vinen, men den har sikkert ikke større betydning, da rødderne er meget vidtgående. Vinplanten er en almindelig handelsvare i vore planteskoler.

Vinplanten er stærkt hjemsøgt af skadevoldere, rødt spind er nok det værste. Vanding af planterne kan blive nødvendig, navnlig må vinen ikke tørre ud under kernedannelsen. Antallet af frugtstande må reduceres, derimod er det i regelen uoverkommeligt at udtynde i klaserne, og da man ikke får bedre frugter herved, kan det ikke anbefales. I ugunstige somre kniber det ofte med modningen og med kvaliteten, som aldrig kommer på højde med den fra hus. Alligevel kan man anbefale dyrkning af vin, om ikke andet, så for plantens skyld.

Der findes et meget stort antal vinsorter. Ingen drivhussorter kan dyrkes på friland, og det man ved om frilandssorter er nærmest lig nul. Sorterne er vanskelige at kende fra hinanden, og man har sjældent lejlighed til at gøre sammenligninger, da de fleste kun har en plante. En sort til frilandsdyrkning hos os bør i det mindste være tidligtmodnende. Med et vist forbehold kan nævnes:

'Precose de Malingre' er en fransk sort med svag vækst, den er hårdør og rigtbærende med små klaser. Bærrene er små, langovale, grønlighvide og velsmagende. Den modner i august og trives godt på friland, bedst hvor man kan vande. Den må plukkes ret snart efter modningen, da bærrene let rådner.

'Tidlig Leipziger' er en tysk sort med kraftig vækst. Bladene er karakteristiske med de røde bladribber. Klasen er løst bygget, bærrene rundagtige til langagtige, grønlighvide. Den modner i august, men senere end den foregående sort.

'Van der Lahn' er et navn, man ofte hører, men det vides ikke, hvad det er, den er intet sted beskrevet. Det er måske en af de foregående sorter, men det kan også være noget helst tredje.

'Tidlig Burgunder' er den eneste blå drue, der kan være tale om på friland, hvor den må betegnes som ret sikker hos os, det er en fransk sort. Klasen er lille og ret tæt besat med små, rundovale, sortblå bær med dug. Den modner i august.

'Chassela's Rouge' ('Tokayer Rouge') er den eneste røde drue, der kan give noget på friland. Frugterne er blegrøde og modner i september. Det er den vanskeligste af de nævnte sorter.

'Triumph' er en grøn drue, som også skulle kunne dyrkes på friland.

Frilandsdruer er sure, så det er ingen større fornøjelse at spise dem.

HYLD

Sambucus nigra, almindelig hyld, som hører til Caprifoliaceae, er en meget almindelig plante hos os. Frugterne er små, sorte stenfrugter. S. n. var. viridis har grønne frugter, S. n. var. alba har frugter, som ved modenhed er hvidlige. Sambucus nigra har hjemme i Europa og Asien, den er en gammelkendt frugthaveplante. Fra starten har man vel nok indsamlet frugter fra de vildtvoksende, hvad man stadigt gør. I nyere tid er der tilløb til erhversmæssig dyrkning af hyld. Der er hvert år mange hyldebær i handelen, de stammer væsentligst fra haver, hvor plantningen af hyld har haft et andet formål. For at få et stort udbytte, må planterne passes rationelt. De må holdes unge ved beskæring. De plantes med en afstand på 6-8 m. Planterne må helst holdes buskformede, det er bedre end stammede træer.

Der findes ingen navnesorter, men der er mange varianter i handelen, de er forskellige med hensyn til vækst og til frugten. Navnene er væsentligst stednavne som 'Helleruphyld', 'Amagerhyld'. Det må være særligt gode eksemplarer, som man har opformeret. De må dog afprøves nærmere. Fra gammel tid siges, at man bør foretrække planter, der har røde frugtstilke. Det vil sige det samme som at man skal vælge de tidlige hyldeplanter som moderplanter, da alle hyld har røde stilke ved modenhed. Derfor ser det umiddelbart ud som om de tidlige sorter har røde stilke, og de sene grønne frugtstilke. Modne frugter anvendes især til saft, mens grønne kan anvendes til kapers, blomsterne kan bruges til hyldethe. Frugterne plukkes i hele frugtstande, det giver en billig salgsvare. De senere år er man begyndt at sælge afribbede bær, som giver en højere pris. Efter plukningen afribbes standene på store metalkamme. Afribbede bær er sårede og safter, skal de forsendes, må det ske i tætte beholdere. Ellers er det ved forsendelse bedst at beholde frugtstilken.

Sambucus racemosa, druehyld har anvendelige frugter, de anses ofte for at være giftige, hvad de ikke er . De har dog ikke den værdi, som almindelig hyld har. Dertil kommer, at de har svagere vækst og er vanskeligere at dyrke, de trives bedst på magre og sure jorde.

Sambucus canadensis var. maxima er ret almindelig i haver, den er sildig.

Sambucus coerulea x canadensis, Adamshyld er en krydsning, der skulle være meget frugtbar, det er den dog ikke hos os.

VALNØD

Juglans regia

Valnød kan blive et 20-30 m højt træ, der minder om egen. Barken er sølvgrå, knopperne store og butte, bladene store, uligefinnede, læderagtig med oliekirtler. Hanblomsterne sidder i lange rakler, hunblomsterne få sammen. Frugten er en stenfrugt med et temmeligt tyndt yderlag, kimen er krøllet. Valnødden hører hjemme i Syd- og Sydøsteuropa, Asien og Kina. Den forekommer i forskellige former. Det er en meget gammel kulturplante, der omtales flere gange i historien, den nævnes i Capitulare og af Henrik Harpenstreng, af romerne kaldet "nux gallica" (fransk nød). Planten synes tidligt at have vandret mod nord, sandsynligvis med romerne. Det danske navn valnød, det tyske Walnuss, det engelske walnut er afledet af navnet på den franske provins Valskland eller Velskland.

Dyrkningen er af meget stor betydning. Frugterne er meget værdifulde til spisebrug. Kernerne indeholder ca. 50 % olie, der kan udvindes til en meget fin spiseolie. Grønne, umodne valnødder kan syltes. Opbevaring af valnødder sker bedst ved 3-4 grader. I husholdningen kan opbevaringen ske i klid, så kan nødderne holde til maj. Bruges der sand til opbevaring, bør den først glødes. Hvis kernerne skrumper under opbevaringen, kan der bødes herpå ved at lægge dem i blød i sødmælk i 12-14 timer inden brugen. Svovlsyrling har været anvendt til blegning af frøskallerne. Den almindelige vare i handelen er hele nødder. Industrien foretrækker afskallede nødder, afskalningen foregår som regel i maskine. Nødderne forsendes i sække, og de enkelte nødder kan være stemplet på samme måde, som man bruger for danske æg.

Valnød er ikke plaget af sygdomme eller skadedyr af nogen art.

Danske valnøddesorter, se artikel ved Anton Pedersen

Sortskrav er bl.a. tidlig, årlig bæring, god frugtbarhed, storkernede, tyndskallede frugter, der hurtigt afkaster den ydre skal. Normalt formeres valnødder ved frøudsæd, hvis man fortsætter på denne måde, må der findes gode modertræer, og nedarvningsforholdene skal undersøges. En ulemper er, at de først bærer frugt i en sen alder, de kan godt være 12-15 år. Unge træer har dog hunblomster, der kan bringes til at bære, hvis de er anbragt i nærheden af ældre træer. I gamle dage mente man, at træer kunne bringes til bæring ved prygling. Bentzien mente dog, at det var gammel overtro, men gav dog den forklaring, at når man ved prygling (med knipler) kvæstede barken, virkede det som en ringning. I udlandet har man vegetativt formerede navnesorter. Hvilke sorter, der bør foretrækkes herhjemme, er uklart. Podning hos os kan ikke ske på friland, men må ske i hus. Som grundstamme bruges Juglans regia eller J. nigra. Grundstammerne indpottes, f. eks. i drænrør, fremdrives i hus og podes i januar-februar ved kopulation med tungesnit.

Der kan opstilles følgende system over sortsinddelingen:

# Med meget store frugter, kæmpevalnød, 5-6 cm store frugter

* Tyndskallet valnød (tenera), tidlig og af god kvalitet

* Almindelig hestevalnød

* Valnød uden skal (membranacea), ikke værd at dyrke

#Med middelstore frugter

* Almindelig valnød (rotunda)

* Langagtig valnød (oblonga), har de mest værdifulde frugter

#Med små frugter

* Bjergvalnød (prepaturiens) med små, men godt udfyldte nødder

* Sct. Hans-valnød (serotina), sentblomstende og sentmodnende

* Klasebomstrende valnød (racemosa)

Tre gode franske sorter er: 'Franquette', 'Mayette' og 'Parasienne'.

Af andre arter og krydsninger kan nævnes:

Juglans nigra, J. sieboldiana, J. manchurica, J. californica, J. hindsii.

J. hindsii x J. regia har givet sorterne 'Paradox' og 'Royal', som er gode grundstammer.

ÆGTE KASTANIE, CASTANEA SATIVA.

HICKORYNØD, CARYA

Den kan trives og blive et stort træ hos os, men den kan næppe blive nogen frugthaveplante hos os. Der findes 12 arter og flere sorter af enkelte af arterne.

Carya pecan (C. olivaeformis), hickoria pecan har langstrakte nødder, kaldet Illinois-nødder.

Carya ovata (C. alba Nuth.) har kortere og tyndskallede nødder.

Carya glabra (C. parcina).

Carya cordiformis (C. amara), bitternut.

Carya laciniosa (C. subcata), kingsnut.

Frugten ligner meget langstrakte valnødder og indeholder et velsmagende, olieholdigt frø. Der presses olie af hickorinødder, amerikansk nøddeolie, der anvendes meget i sæbefabrikationen. Træet giver et godt ved, der ligner asketræets og anvendes til forskellige formål, således i pianoforte-fabrikationen og til vognmandsarbejde, ski, skafter og lignende. Det mest værdifulde siges at være ved fra C.alba.

Det er et indtil 30 m højt træ fra Middelhavslandene, herhjemme findes de som store og smukke parktræer. Raklerne er lange, med hanblomster i spidsen og hunblomster ved grunden. De blomstrer ved midsommer, blomsterne har en dårlig lugt. Træet trives godt, det er ikke kalkelskende og går derfor godt sammen med lyng. Veddet er værdifuldt. Frugten har en pigget skal med indtil tre nødder, frøene har en brun skal. De er meget næringsrige og velsmagende og er et vigtigt næringsmiddel i Syden. Tidligere kunne man købe ristede kastanier på Rådhuspladsen. Der er ingen tvivl om, at vi kan plante kastanier hos os, men den er tvivlsom som frugthaveplante, udbyttet er usikkert. I gunstige, lange somre kan vi godt avle kastanier, men frugterne bliver altid små. Det skyldes sikkert, at det er frøplanter, vi avler på. I almindelighed er kastanier en billig vare, i Frankrig kaldes de naroier. Af træets bark kan der udvindes garveemner. Formeringen sker ved okulation eller podning på frøplanter. I Schweiz ompodes ældre træer. Podestedet ombindes med et rør af bark, som fyldes med mos. Træerne danner en høj stamme. Af andre kastaniearter kan nævnes:

Castanea dentata fra Nordamerika og C. crenata fra Japan. Man har prøvet disse arter i Nordamerika, da C. sativa ikke trives der på grund af en svampesygdom.

Corylus avellana, almindelig hassel er en mangegrenet, indtil 5 m høj busk med brede, rundagtige, savtakkede blade og hårede skud. Hanblomsterne sidder i 3-5 cm lange rakler. Raklerne dannes året i forvejen. Blomstringen falder fra februar til april. Hunblomsterne kommer tit senere end hanblomsterne, de viser sig først, når de røde grifler kommer frem. De sidder i nøgler med ofte 3-4, men indtil 14-15 blomster sammen i spidsen af korte sommerskud. Befrugtningen tager lang tid, og de små nødder viser sig først hen på sommeren. Frugten er nød omsluttet af en mere eller mindre urteagtig skål kaldet hasen. Kernerne indeholder ca. 40 % fedt. Det er en varietetsrig art med mange prydhavearter:

C. avellana var. grandis har interesse for frugtavlen, i England kaldes den cobnut.

C. avellana var. pontica, Zellernød.

C. maxima (C. tybulosa), Lambertsnød har glatte skud, men ligner alm. hassel meget. Hasen er rørformet forlænget udover nøddens spids. Arten er fra Østeuropa og Vestasien og er ikke så hårdfør som avellana.

C. americana er en lille busk med små nødder.

C. colurna, C. colurnoides, C. sieboldiana.

Der er muligheder for ved krydsning meller arterne at få nye hasseltyper.

Grækerne og romerne skelnede mellem "lille" og "dyrket" hassel. Artsnavnet avellana kommer fra den italienske by Avella, hvor hassel nu som for flere hundrede år siden dyrkes i stor stil. Romerne kaldte den Nux pontica. Alle vegne, hvor hassel er vildtvoksende, har man samlet og anvendt den. Fra Danmark kendes Hasseltiden og Maglemosetiden, dengang syntes der ikke ar være tale om dyrkning. Rasmussen Block taler om hassel til løvgange. E. Fleischer omtaler den som frugthaveplante, men nævner ingen sorter.

Nu er hassel en vigtig kulturplante. Verdensforbruget af hasselnødder er stort og dækkes af Spaniens og Italiens avl. Nødderne går i handelen under geografiske navne, som f. eks. Levantinernødder, Istrianødder, spanske nødder o.l.. Også i Frankrig er hassel en vigtig kulturplante. I Kent i England dyrkes en del hassel, men ellers er dyrkningen i Nordeuropa mindre omfattende og kan ikke dække forbruget. I Danmark spiller erhversdyrkningen ingen rolle, vor største hjemlig plantage er Damgården ved Fredericia, den bedste er Dromanns ved Snoghøj. I 1935 udgjorde det samlede areal med hassel ca. 135 ha.

Hasselbusken trives bedst i en kraftig lermuldet jord, hellere den tunge fremfor den lettere jord. Al for svær jord giver dog for kraftig vækst. Hassel er skyggetålende og kan stå på nordskråninger eller espalieret på en nordmur. Den er ikke vindfør og trives bedst i skovegne med godt læ. Den kan anbringes på indersiden af læbælter. Plantningen kan ske i kvadrater på 5 x 5 m (evt. 4 x 4 eller 6 x 6 m). I nøddegange plantes der i rækkerne, hvor planterne godt må vokse sammen, med 1,5-2 m indbyrdes afstand, men med 5-8 m mellem rækkerne. Hos os dyrkes de mest i buskform, men stammer på fra 30 til 100 cm anvendes. Hasselbusken er tilbøjelig til at danne rodskud. Da planten har et øverligt rodnet, er fræsning eller anden voldsom jordbehandling ikke at anbefale, og mellemkulturer trives kun dårligt. Staldgødning er godt som jorddækningsmateriale. Til udplantning anvendes 2-3 årige planter. De første år foretages kun en svag tilbageskæring, senere udtyndes ved at man tager enkelte grene ved grunden. Hvis der er sparsomt med hanrakler, kan beskæringen udsættes til efter blomstringen. Hasselens bæring her i landet afhænger fuldstændigt af det pågældende års vejrlig, ofte har man her i landet en tilfredsstillende bæring. Frugten modner i september-oktober. Herhjemme plukkes de før fuld modenhed og sælges med has, det er en god og godt betalt handelsvare. Desuden har vi en lille import af engelske cobnuts til supplering af vor egen produktion. Nødder til vinterbrug plukkes og sælges uden has. Plukningen er den besværligste del af dyrkningen, hvis arbejdslønnen er høj, er rentabiliteten tvivlsom.

Gul Monilia, nøddesnudebillen og egernet er de værste skadevoldere.

Der findes en lang række sorter, de formeres alle vegetativt og varierer med hensyn til frugtbarhed, nøddens størrelse, fyldthed, skaltykkelse, hasens udseende o.s.v.. De går i regelen under betegnelsen storfrugtede hassel. Foreløbige resultater af undersøgelser på Spangsbjerg tyder på, at der er stor forskel mellem sorterne. Sorter med kraftig vækst, tidlig frugtbæring og med tyndskallede, tyndhindede nødder af god kvalitet foretrækkes. Hassel er gentagne gange behandlet af pomologer, de lægger især vægt på hasens udseende. Bredsted opstiller følgende system:

# Corylus avellana

* Zellernød

* Cobnut

# Corylus maxima

* Lambertsnød

* Spansk nød

Corylus avellana er den mest hårdføre, og den dyrkes mest her i landet, frugterne er dog for små set med en frugtavlers øjne.

'Cosford' er en gammel, storfrugtet sort af engelsk oprindelse. Den er almindelig her i landet, er kraftig, i regelen tidlig, men ikke altid frugtbar. Den modner i oktober og hører til avellana-typen.

'Halleske Kæmpe' er af tysk oprindelse, den har en stor, bred, middellang has og modner i slutningen af september.

'Lambert Filbert'. Lambert er her et personnavn og har intet at gøre med Lambertsnød (Corylus maxima, se ovenfor), den hører til avellana typen. Den går i England under navnet cobnut eller Kentisk Cob. Det er en stor, pæn, lang nød, der modner i oktober.

'Lang Tidlig Zeller' er stor og bred med kort has, den modner i slutningen af september og hører til avellana-typen.

Foruden disse hovedtyper er der mange andre.

'Hvid Lambert' er en gammel sort, der hører til Lambertsnødderne, den led her i landet under de strenge vintre. Den har noget rødt over sig, som tyder på at den er beslægtet med purpurhassel.

Befrugtningsundersøgelser på Alnarp har vist, at såvel han- som hunblomster er hårdføre over for kulde. Blomsterstøv fra 10 sorter havde en spireevne på 90 %. Det kan hænde, at nogle sorter danner for få eller slet ingen hanrakler, bestøvning fra vilde hassel ville her hjælpe. 4 sorter gav et godt resultat med støv fra vild hassel. De storfrugtede hassel bestøver hinanden godt indbyrdes. 'Cosford', 'Halleske Kæmpe' og 'Tidlig Zeller' er gode bestøvere ved sammenplantning.

STIKKELSBÆR, RIBES GROSSULARIA (R. UVA-CRISPA)

HISTORIE OG UDBREDELSE

HISTORIE OG UDBREDELSE

Foruden ovennævnte europæiske stikkelsbær findes der ca. 50 arter spredt ud over hele kloden. R. grossularia er en da. 1 m høj busk med torne eller tornpar, der sidder under knopperne. Barken er grå eller afskallende, bladene er femlappede. Frugten er et bær, dannet at to frugtblade, enrummet med to vægstillede frøstole. Frugtens overhud er geleagtig. Arten er opdelt er opdelt i forskellige former. Raeder angav dog kun en underart: var. uva-crispa med små, dunhårede frugter. Andre botanikere har opdelt mere, således i rødfrugtede, grønfrugtede o.s.v.. I Nordamerika er den vigtigste art Ribes hirtellum med purpurfarvede eller sorte frugter. Ved krydsninger mellem denne og R. grossularia er der opstået såkaldte amerikanske sorter.

Stikkelsbær fandtes ikke i det gamle Grækenland og Rom og heller ikke i Middelalderen, er ikke nævnt i Capitulare. Kock mener, at grossularia er afledt af det keltiske Grozeid og slutter heraf, at stikkelsbærret først har været dyrket i keltiske egne og herfra har bredt sig til den øvrige verden. Først i det 16. århundrede begynder tyske og engelske skribenter at omtale stikkelsbærret. I 1737 nævnes, at der findes flere sorter, de angives ganske vist at være så ens, at de ikke fortjener at have navne. Manchesters mine- og spinderiarbejdere interesserede sig fra før 1700 for stikkelsbær og drev avl og tiltrækning af stikkelsbær som sport. Ved en udstilling i 1786 blev der udgivet et skrift: "The gooseberry grower's register". Siden da har der været afholdt 121 stikkelsbær-udtillinger i Manchester. Man har bl.a. interesseret sig for at frembringe kæmpebær, og man har opnået at fordoble det det vilde bærs vægt 6-7 gange. Et enkelt bær vejede 59 gram, så at der kun ville medgå 17 bær til et kg. Bærrene avles med udstilling for øje.

Stikkelsbær dyrkes i hele Skandinavien og i gunstige somre klarer det sig endog på Island. I Nordamerika har stikkelsbær ingen interesse da man har fastlandsklima og stikkelsbærmeldug. Amerikanerne har taget fat på at frembringe meldugsresistente sorter. Her i landet er man sikkert begyndt med at indsamle vilde frugter og så efterhånden gået over til dyrkning. I gammel litteratur omtales Glosclarum, det har sikkert været R. grossularia. Block, Fleischer og Parry nævner stikkelsbær. I Havetidende fra 1835 omtales for første gang de storfrugtede, engelske sorter. Nu er busken udbredt i enhver have og spiller også en økonomisk roller. Ved sidste tælling fandtes der ca. 3 millioner buske her i landet. Den spiller en større rolle i privat- end i erhvershavebrug, mindre erhversbrug på ½-1 ha findes dog. Tilførselen af stikkelsbær svinger meget p.gr.a. stikkelsbærdræberen, som kom hertil fra Amerika omkring århundredeskiftet. Bekæmpelsen volder ingen besværligheder, men i private haver bliver det ikke gjort, og antallet af buske er derfor stagnerende.

Busken begynder væksten tidligt, som regel allerede i februar-marts. Blomsterne fremkommer på enårige kviste i begyndelsen af maj. Fra knopperne kommer dværgskud, som bærer 2-3 blade med en fåblomstret klase i et af bladhjørnerne. Senere vokser nogle af skuddene igennem til langskud. Omkring Sct. Hans kommer en tredje vækstperiode, nogle af dværgskuddene fortsætter da væksten og danner efterhånden en slags frugtspore, som dog sjældent bliver gammel. Væksten, som kan være mere eller mindre stiv eller overhængende, er forskellig for de forskellige sorter. Også bladformerne varierer mellem sorterne, det er dog vanskeligt at kende sorterne på dem, derimod er der mere forskel på tornene. 'Golden Lion' er stiv og opret med tredelte torne, der er meget stikkende. 'Achilles' er som de fleste røde sorter noget overhængende, den har få, enkelte torne. 'Whitesmith' er stiv og opret.

Stikkelsbær er insektbestøvere, men selvfertile, derfor kan man have rene sortsplantninger. De er ikke selvbefrugtende.

Frugtstilken er todelt, den øverste tynde del ender med to forblade, der omfatter frugthalsen, den tykkere del af frugthalsen. Bægeret bliver siddende på bærret, der er nettet (året) af ledningsstrenge. På og ved disse sidder spalteåbningerne, de er omgivet af en anden farve (rød for de grønne sorter, gul for de røde sorter). Bærrets behåring er højst forskellig, de kan også være helt glatte. Bærfarven er rød, gul og grøn med overgange. Linné opstillede et system baseret på bærfarven, det opretholdes ikke mere, nu udskilles kun de gule. Stikkelsbærret er en frugt med en kort udviklingstid, modningstidspunktet angives relativt, tidlig, middel eller sen. De første modner i begyndelsen af juli. Farven indtræder i forbindelse med modningen. Bærrene kan sidde enkelt- eller parvis. I det sidste tilfælde er det ene af de to bær større og tidligere moden end et andet, det er derfor en uheldig egenskab. Når frugterne er fuldmodne, kan de gå i gæring og falde af buskene, eller de kan blive helt melede. De gamle, småfrugtede stikkelsbær var mere holdbare. Herhjemme bruges stikkelsbær i umoden tilstand. Modne stikkelsbær er dog også efterspurgte og har flere anvendelser. Stikkelsbær er den frugtart, der modner tidligst og betales i regelen godt (kommentar: jordbær modner dog tidligere, men det regnedes dengang som en køkkenurt og er derfor ikke behandlet her).

Stikkelsbær er fuldt hårdføre hos os, selv i strenge vintre. Derimod kan blade og blomster skades af nattefrost om foråret. Busken kan trives i nogen skygge, men får så en sildig høst og større bær, der lettere får meldug. Jorden skal være god , helst æblejord, varm og passende fugtig med pH 7 eller derover. Stikkelsbær giver altid et godt udbytte, men i erhverv må man finde den bedste plads til dyrkningen, hvis denne skal blive rentabel. 2-3 årige planter udplantes om efteråret med 3 x 3 m afstand. I private haver plantes tættere. Hver sort plantes for sig. I erhverv plantes i renbestand, dog kan der også plantes mellem frugttræer, eller med overstandere med en let skyggevirkning. Jordbehandlingen før plantningen må være grundig, senere løsnes jorden kun øverligt, da rødderne ligge ret øverligt. Efter plantningen dækkes jorden omkring busken med halm eller gødning. Dette kan fortsættes de følgende år. Stikkelsbær kræver meget at leve af. Staldgødning er udmærket, den lægges på jorden, derved får man ikke udnyttet den fulde næring, men det er for voldsomt at pløje mellem buskene. Der gives ekstra tilskud i form af kunstgødning: 600 kg salpeter pr. ha svarende til 100 kg N pr. ha, 300 kg 18 % superfosfat svarende til 60 kg P2O5 og 500 kg 40 % kali svarende til 200 kg K2O pr. ha. En fuld bæredygtig plantning får altså 1400 kg gødning pr. ha. Ajle kan tilføres i maj. Vanding kan være nødvendig i tørre somre, men i almindelighed kan man ikke overkomme det.

Man plukker stikkelsbær ad flere gange og på akkord. Der arbejdes med lange, smidige handsker. Der kan plukkes 30-40 kg grønne og 60 kg modne bær pr. dag. Grønne frugter tåler udmærket transport selv i sække, mens modne bær behandles som anden blødfrugt. Stikkelsbær kan bære frugt første år efter plantningen, men de er først fuldt bærende efter 10 år. Efter 20-25 år er de udtjente.

Formeringen af stikkelsbær sker ad vegetativ vej, enten ved aflægning eller ved stikning, formeringen er ikke vanskelig. Tidligere anvendtes deling af planterne. Stikkelsbær dyrkes hos os i naturlig buskform, men højstammede findes også. Espalier kan anvendes i form af hække, stikkelsbær kan godt sporebeskæres. Den almindelige beskæring består i udtynde og fjerne de ældre grene, samt de mest nedhængende.

Vedrørende sygdomme og skadedyr, se meddelelse nr. 440. Stikkelsbærdræber, skivesvamp ( bladfald fra midt om sommeren, svær at bekæmpe), skålrust (værtsskifte med star) og bladhvepselarver (DDT) hører til skadevolderne. De amerikanske arter har været anvendt til fremstilling af meldugsresistente sorter, eksempelvis krydsninger mellem R. grossularia og R. Cunosbate eller R. utile , med sorterne 'Mountain Gooseberry', 'Poorman', 'Houghton' og 'Red Jacket'.

Se meddelelse nr. 243. 'Achilles', 'Whinhams Industry', 'May Duke', 'London', 'Hønigs'. Til plukning i grøn tilstand er de grønne og røde sorter bedst, mens røde og gule sorter er bedst til plukning i meden tilstand.

RIBS, RIBES RUBRUM

HISTORIE OG UDBREDELSE

PLANTENS ORGANER

HISTORIE OG UDBREDELSE

Ribes pallidum er en hybrid mellem R. spicatum og R. rubrum, hertil hører 'Rød Hollandsk'.

R. spicatum har kopformet underbæger, grønne- brunrøde blomster i udstående klaser, og ofte lidt buklede blade.

R. houstonianum er R. spicatum x R. sylvestre, hertil hører 'Houghtons Castle'.

R. eu-sylvester, R. hortense og R. hortense var. macrocarpum (kirsebærribs) er andre arter.

R. petræum har klokkeformet underbæger, lyserøde-røde blomster og buklede blade. Albinoformer hører mest hjemme i gruppen 'hortense'.

Oldtidens forfattere omtaler ikke ribs. Først i Middelalderen dukker ribs op i litteraturen. Der er formodninger om, at de nordiske vikinger har dyrket og udbredt ribs. Navnet er af keltisk oprindelse. Block nævner den som en almindelig haveplante. Dyrkningen har stor økonomisk betydning i mange lande. I Sverige kaldes ribs for vinbær. Her i lande findes der ca. samme antal buske af ribs som af stikkelsbær. Bærrene bruges overvejende til konservering. Ribs dyrkes i privathaver og som bierhverv, derimod ikke meget som rent erhverv; produktionen er for usikker på grund af ret ustabile priser.

PLANTENS ORGANER

Kun endeknoppen og enkelte sideknopper danner langskud. Desuden er der blandede knopper med blad- og frugtanlæg, og der dannes efterhånden "buketknopper". Der findes også rene frugtknopper, tydeligst hos gruppen 'hortense'. Ribs har tidlig løvspring og blomstring. Den blomstrer rigt, og hvis frugtsætningen ikke svarer hertil, skyldes det vejret. Der findes såkaldte hanplanter, som opstår ved mutation, de er vegetativt kraftigere end tvekønnede planter. Busken har et stort, fingrenet rodnet og er en grådig mellemkultur, den trives selv godt som mellemkultur. Sorter af palidum-typen har stiv, opret vækst, mens sorter af hortense-gruppen har en åben, løs og hængende vækst. Af hensyn til plukningen foretrækkes de storfrugtede sorter.

Ribs trives bedst i en god, næringsrig jord, men tager til takke med så at sige al slags jord. Dårlig jord og underernæring giver sig udslag i bladrandsyge. Afstande for små buske af hortense-gruppen kan være 2 x 2 m, for de kraftigere sorter 2,5 x 3 eller 3 x 3 m. Man kan også plante med halv afstand på det ene led og så rydde efter nogle års forløb. Jorden skal være behandlet dybt før plantningen, da planterne lider under senere jordbehandling p.gr.a. de øverligt liggende rødder. Der skal være rigeligt med kvælstof og kali, pH skal være på 7 eller derover. Ribs dyrkes i regelen i buskform, men findes også som espalier eller som opstammede. Beskæring foregår ved grenudtynding, de ældre partier skæres bort helt nede ved grunden. Allerede året efter plantningen kan der høstes op mod 1 kg pr. busk. Med årene stiger udbyttet, for igen at aftage på ældre buske, og bærrene bliver mindre. Busken kan let blive 50 år, men i erhverv bør den ikke være over 25-30 år. 15 tons pr. ha må regnes som maksimum, men 10 t må være tilfredsstillende.

Ribs falder ikke af ved modenhed, og derfor haster det ikke med plukningen. De plukkes ofte på akkord, en flink plukkerske kan præstere 50-60 kg på 10 timer. Hvis de skal forsendes, plukkes i knap så moden tilstand. Emballering af bær, der skal bruges til konserves, kan ske i træfustager, bær til almindelig husholdning kommes i små kurve eller i papbakker. Man er gået over til i byerne at sælge bærrene afribbede. Modningen begynder først i juli og slutter i begyndelsen af september. Vi er selvforsynende med ribs, selv om der har været indført pulp af fabrikkerne. Fynboerne har arbejder med dyrkning til eksport, men har ikke ligefrem haft heldet med sig. Man har undersøgt mulighederne for eksport af ribsprodukter til oversøiske lande.

Bladrandsyge er en ukendt, fysiogen sygdom, som navnlig forekommer på 'Rød Hollandsk'. Skivesvamp er ikke så ødelæggende for ribs som for stikkelsbær, det er navnlig hortense-gruppen, der angribes. Tæger og lus kan angribe. Fugle, navnlig spurve, æder knopperne. Brug sytråde.

Der har været udført forsøg på forsøgsstationerne i 1933-1940 (330. meddelelse).

'Rød Hollandsk' ('Rød Spansk') hører til pallidum-gruppen, den kendes på sin mørke bark og stive vækst, den har små, mørke, spidslappede blade. Blomstringen er rig og frugtmodningen sen. Klasen er lang med mange middelstore, mørkerøde, saftige, men noget sure bær. Den er resistent over for skivesvamp, men angribes let af meldug.

'Fay's Prolific' hører til hortense var. macrocarpum-gruppen med lav, bred, åben vækst, grå bark og lange, smukke klaser. Den er modtagelig for skivesvamp, det nedsætter udbyttet meget.

'Houghton's Castle' hører til houstonianum-gruppen og har vist sig særlig god ved forsøgene, sildig og med meget mindre bær end 'Rød Hollandsk'.

'Erstling von Vierlanden', 'Hvid Hollandsk', 'Imperial Jaune'.

Lyserøde og rødstribede, samt pæreformede, ribs forekommer.

SOLBÆR, RIBES NIGRUM

Ribes nigrum er stamarten for solbær, den er en indtil 2 m høj busk med stive grene og hjerteformede tre-fem lappede blade med gule kirtler på undersiden. Blomsterklasen er hængende, med 4-10 blomster i hver klase. Blomsterne er grønne, frugterne sorte og glatte. Den hører hjemme i Europa og Asien og er vildtvoksende hos os. Der findes mange varieteter, som dyrkes i prydhaver.

R. xanthocarpum har gule frugter, R. clorocarpum har grønne frugter.

R. americanum (R. floridum) har for os kun interesse som prydbusk.

R. odoratum ('Guldsolbær') er også fra Amerika, den ligner R. aureum, frugterne er ambrafarvede. Sorten 'Crandal' er mere hårdfør end nigrum-sorterne.

Solbær har kromosomtallet n=8. Ribesarter kan krydses indbyrdes, de er selvfertile.

HISTORIE

Hos Oldtidens folk er der intet om solbær. Den dukker først op som lægeplante. Dyrkningen begyndt først i England. Block omtaler slet ikke solbær og Fleischer kun ganske kort. Nu dyrkes solbær i enhver have, dog er den ikke så udbredt som stikkelsbær og ribs, dette gælder også i erhvervet og skyldes tvivlsom rentabilitet. Prisen er nok højere end for de andre Ribes-arter, men arbejdet er større og udbyttet mindre. Skælskør Frugtplantage har den største solbærplantage her i landet. Siden krigen er de oprettet en række mindre plantninger med solbæreksport for øje. Solbær bruges mest til saft og syltning, endvidere til likør og solbærrom.

Solbær dyrkes i hovedtrækkene som ribs og kræver fuldt så god jord og en mere omhyggelig pasning. Solbær beskæres som ribs, d.v.s. al toårigt ved fjernes. Ribbesvind er en virussygdom, som er alvorligere for solbær end for ribs. Solbærfiltrust har værtsskifte med Weymouthfyr. Mod solbærmiden kan bruges 10 % svovlkalk om vinteren.

Antallet af sorter er ikke særligt stort og forskellene mellem dem er meget små. Det er vanskeligt at få ægte varer fra planteskolerne. I privathaver træffes sorter der er alt for småfrugtede til, at de er værd at have stående. De to gamle sorter 'Ogdens Drue' og 'Black Naples' findes sikkert ikke mere, og hvis de træffes i planteskolerne, er det sikkert andre sorter, der står under disse navne.

'Schwartze Traube' ('Sort Drue') kom frem ved århundredeskiftet, den er meget modtagelig for skivesvamp.

'Edina' er praktisk taget som 'Goliath'.

'Laxton's Tinker', 'Daniels September', 'Goliath', 'Wellington XXX', 'Osmola' er andre sorter.

HINDBÆR

HISTORIE OG DYRKNING

HISTORIE OG DYRKNING

Rubus idæus, almindelig skovhindbær er opretvoksende, indtil 2 m høje buske med rodskud.

R. idæus var. vulgatus, europæisk type, grå bark, overhængende top, frugtenden er langstrakt.

R. idæus var. strigosus er en amerikansk type, mere eller mindre tornløs, brunlig bark, opret top, frugterne halvkugleformede og lysere end de europæiske. Den er ikke så tilbøjelig til at mutere, der er dog en albino-form.

R. idæus var. canadensis er en nordlig, hårdfør art.

R. occidentalis, sort hindbær, ligner brombær, dog med løs frugtstilk og med tættere top end idæus. Sorterne 'Greg', 'Cumberland' o.a. har ingen værdi, da de er for tørre efter vores smag. 'Purpurhindbær' har flere frugter i klaserne end sort hindbær, og de er mere saftige. Sorter 'Schaffer' og 'Columbia'.

Hindbær omtales i Oldtiden af forfattere, dog kun som vildtvoksende. Klostertidens forfattere omtaler ikke hindbær, det gør Capitulare heller ikke. Først langt op i det 17. århundrede omtales hindbær som dyrket. I det 18. århundrede omtales sorten 'Antwerpen'. Simon Pauli omtaler hindbær som medicinplante, og de hvide til dyrkning.

Hindbær har et meget stort udbredelsesområde, Europa, Asien og Nordamerika. Hos os findes hindbær i skove med fugtig, muldet undergrund. Det spiller en stor rolle i mange lande, såsom Frankrig, Tyskland og Belgien. Det anvendes til saft, syltning m.v., forbruget er i stærk stigning. De rødfrugtede har stærkere smag og aroma.

Roden er tilbøjelig til at danne knopper og deraf rodskud, det varierer mellem sorterne, 'Lloyd George' har generende mange, 'Faistrup' har få. Rødderne er svage og øverligt liggende, hindbær reagerer derfor på svingninger i klimaet. Vanding er ofte nødvendig. Varm, muldet jord med pH under 7 er at foretrække. Hindbær kræver læ, kulturen er noget lunefuld, frosthuller må undgås.

Stængelsyge er en meget alvorlig sygdom. Lys og luft mellem skuddene og afskæring af angrebne stængler modvirker sygdommen. Der findes virussygdomme som mosaik og gulsot, modvirkes ved fremavl af sunde planter. Gulsot fremkommer ved en høj reaktion i jorden. Blandt skadedyr kan nævnes hindbærbillen og hindbærsnudebillen.

'Asker' er meget hårdfør og dyrkes i Norge og Sverige, den er småfrugtet.

'Lloyd George' er en europæisk type. Kvaliteten er mindre god, den er nu forsvundet.

'Preussen' er en frøplante af 'Marlborough', den har store frugter og giver et stort udbytte.

'Superlativ' er en europæisk type, der hurtigt forsvandt.

'Faistrup' er en europæisk type med langagtige frugter, den er udgået.

BROMBÆR

UDBREDELSE OG DYRKNING

UDBREDELSE OG DYRKNING

Rubus fruticosus er vildtvoksende her i landet.

R. plicatus har 5-koblede blade, stiv vækst og er af fransk oprindelse.

R. plicatus var. laciniatus har fligede blade, bruges som prydplante.

R. cæsius, korbær har 5-koblede blade, lange, tynde, nedliggende skud og få, store, blåduggede frugter.

R. corylifolius har 3-5-koblede blade, frugten er sort, let blådugget og har en flov smag.

R. frondosus er amerikansk, den er opret med overhængende vækst og brede, fyldige blade. Blomsterstanden er cylindrisk, frugten sort, ca. 1,5 cm lang, med små enkeltfrugter. Der er albinoformer.

R. procerus er europæisk, det er en kraftigt voksende plante, den er stamform til "amerikansk brombær" (var. americana).

R. Flaggelaris har lange, tynde skud, blomsterstanden har løvblade. Den stammer fra Nordamerika. Der er flere varieteter, bl.a. var. roribaccus med sorten 'Kucretia'.

R. ursinus er stedsegrøn med lange, kraftige skud og ufuldstændige, enkelte blomster, frugten er sort. Hertil hører varieteten vitifolius.

R. loganobaccus, loganbær er en krydsning mellem R. ursinus og R. idæus. Den har 2n = 42.

Brombær er vildtvoksende her i landet. Frugten har sikkert tidligt været genstand for indsamling. Dyrkning omtales først i 1860, da den amerikanske sort 'Lawton' indførtes. Kulturen er endnu på begyndelsesstadiet. Herhjemme findes brombær måske i 10 % af haverne, der er kun lidt erhversdyrkning. Jordbund, plantning og gødskning er som for hindbær. Afstanden bør være 2 x 0,7 m for oprette sorter, 2 x 4 m for rankende sorter. Espalier skal være 2-3 m højt. Skuddene kan fryse ned i strenge vintre, derfor bør der dækkes.

Ligesom hindbær er brombær toårig. Nogle sorter får indtil 7 m lange skud, andre har tæt vækst ligesom hindbær. Blomsterstanden er hos nogle sorter meget stor og langstrakt.

Der lægges vægt på tidlighed, hårdførhed og letdyrkelighed.

'Armenisk' er en rankende sort, fra R. procerus, den har stive, stikkende torne, kraftige skud, frugtstanden er lang. Den modner i midten af august.

'Fligetbladet' (R. p. laciniatus) er ikke så kraftigt voksende, den har små, mindre velsmagende frugter.

'Loganberry' stammer fra 1881, den er nærmest stedsegrøn og skal dyrkes på en lun plads, den tåler ikke megen vinter og dyrkes sjældent her i landet. Frugten ligner hindbær, er 3-5 cm lange og tilspidsede.

TYTTEBÆR, VACCINEUM VITIS-IDÆAE

TRANEBÆR, VACCINEUM

V. oxycoccus, vildsvoksende hos os, ingen betydning, små, lyserøde, ovale frugter.

-- var. intermedium, vildtvoksende I Nordamerika, store frugter

V. macrocarpus, ret vigtig amerikansk kulturplante. Stedsegrøn og I kke hårdfør. Fugtige lokaliteter. En række navnesorter.

har røde frugter, der indsamles fra vilde bevoksninger.

BLÅBÆR

Vaccineum myrtillus er det vildtvoksende blåbær. V. corymbosum er storfrugtet blåbær, en ca. 60 cm høj busk, det er en vigtig kulturplante i Amerika. V. uliginosum er mosebølle.

RØN, SORBUS AUCUPARIA OG S. DOMESTICA

Saften kan bruges til klaring af most.

HYBEN-ROSER

Frugten her har stor ernæringsmæssig betydning, da den er meget C-vitamin rig. Man har fundet at Rosa rugosa er både vitaminrig og yderig. Vitaminmængden er 6 gange solbærrets, 18 gange jordbærrets og 30 gange citronens. Den høstes i 3/4 moden stand, Rosa canina høstes dog i en mere moden tilstand. Desuden kan Rosa pomifera anvendes. De anvendes i frisk eller tørret tilstand. De kan plantes overalt hvor der er plads.

KORNELKIRSEBÆR, CORNUS MAS

Den spiller ingen rolle, men hvor man har et eksemplar, kan frugten anvendes.

BERBERIS (POLYANTHA)

er vitaminrig og er anvendt tidligere, men er nu forbudt. Hybenrosen erstatter den.

MAHONIE (MAHONIA AQUIFOLIUM)

anvendes til vin

HÆG, PRUNUS PADUS

til vin og likør, anvendes i Norge.

TJØRN, CRATAEGUS

frugten kan spises, men smager ikke af ret meget.

C. arnoldiana, askorbinsyre-indholdet er ringe.

C. monogyna, det samme gør sig gældende.

C. azarolus spiller en rolle i Østen, har store frugter.

C. pinnatifida, det samme gør sig gældende.

FØLGENDE ARTER HAR SPISELIGE FRUGTER:

Viburnum trilobum, cranberry bush, dyrkes i Amerika, ligner tranebær.

Sepherdia argentea.

Eleagnus multiflora.

Actinidia chinensis bruges i Østen.

Amelanchier bruges som blåbær.

SYDFRUGTER

Poncirus trifoliata er fra Nordkina, det er en mindre busk med grønne gren, store torne, frugten er rund og gul. Den kan dyrkes på friland hos os, men er løvfældende.

Fortunella, Guldorange er fra Sydkina, det er små, stedsegrønne træer med hvide blomster og små frugter med skal. De kan bruges til marmelade. Fortunella japonica er en prydplante.

Citrus hører til Rutaceae.

C. aurantium, sur orange eller pomerans er bittersød, bruges til marmelade og orangeade.

C. sinensis, Sina, appelsin, Apfelsine, Abildsine, sweet orange . Spanske appelsiner kommer i sept.-februar, middelhavsappelsiner (Jaffa) dec.-marts. Der findes blodappelsiner og navleappelsiner, de sidste er frøløse.

C. nobilis, kongeorange.

C. deliciosa, mandarin.

C. bergania, bergamot.

C. limonia, handelscitron, lemon.

C. medisa, citron.

C. medisa var. balura, Cedratræ, sukat med store, tykskallede frugter.

C. aurantifolia, limette, bruges som citron.

C. maxima, pompelmus eller pummelo har 2-3 kg tunge frugter. Sukat.

C. maxima var. uva-carpa, grapefrugt. Dyrkes i Palæstina, Californien og Florida.

Olea europæa, oliventræ er stedsegrøn, tørketålende. Frugterne kan syltes, men anvendes overvejende til oliepresning. Der er mange sorter.

Punicum granatum, granatæbletræ er en gammel kulturplante, "punisk æble". Frugten er et bær med rødligt, læderagtigt skind.

Ceratonia siliqua, johannesbrødtræ.

Arbutus unedo, jordbærtræ har skarlagenrøde frugter.

Opuntia, Ficus indica, figenkaktus, hegnsplante, har tornede frugter.

Pinus minor, pinoter, pinje, studenterhavre.

Diospyrus Kakhi, daddelblomst fra Sydeuropa og Østasien. Der er en meget vigtig frugtplante.

Persica americana, advokatpære.

Eryobotrya japonica, japansk mispel har runde og gyldengule, velsmagende, bløde frugter på størrelse med stikkelsbær.

Musa, banan.

M. cavendenshi, dværgbanan har lav vækst. De kanariske øer, Sydkina.

M. paradisiaca er 10 m høj.

M. par. subspecies normalis, melbanan har 30 cm lange frugter og skal koges.

M. par. subspecies sapiculum, frugtbanan, stivelsen omdannes til sukker.