Æbler AP  *   Æbler AP+HCB+CM  *  Pærer *  Blomme  * Kirsebær *  Frugtsorter forside

Indhold.   H.C. Bredsted

Indledning:

• 1: Vilde Æblesorter...................................... l
• 2. Æbledyrkningen fra de ældste Tider til Nutiden .... ... III
• 3. Træfrugtdyrkningens Tilstand og Fremskridt i Danmark fra det 12te til Midten af det 19de Århundrede............ IV
• 4. Danmarks Klima og Jordbund i Forhold til Æbledyrkningen XXVII

Opelskning og Dyrkning af Æbletræet ......................... XXVIII

• 1. Vildstarnmer og Paradisæblestammer ................... XXIX
• 2. Opelskning af ædle Æbletræer......................... XXIX
• 3. De almindelige Former, hvori det ædle Æbletræ dyrkes.. XXIX
• 4. Den Afstand, hvori Æbletræer plantes i Frugthaven..... XXX
• 5. Dyrkning af Dværgæbletræer .......................... XXX

Sygdomme hos Æbletræet ................................... XXXIII

Æblefrugtens Plukning og Opbevaring ......................... XXXVIII

Æblefrugtens Anvendelse ..................................... XL

Indledende Bemærkninger til Beskrivelsen af de dyrkede Æblesorter XLIII

• A. Træet. ......................;..................... XLIII
• B. Frugten............................................ XLV

Æblesorternes Klassificering .................................. XLIX

Æblesorternes Afbildning, Historie, Beskrivelse og Kultur ....... l

Æblesorterne inddelte efter Modningstiden ..................... 477

Liste over forskjellige Udvalg af Æblesorter ................... 480

Register over de beskrevne Æblesorter og deres Synonymer 483

Indledning.

1. Vilde Æblesorter.

Æbletræet hører ligesom Pæretræet til Slægten Abild (Pyrus) af Kjærnefrugtfamilien, der foruden denne af bekjendte Slægter indeholder Kvæde (Cydonia), Røn (Sorbus), Mispel (Mespilus), Dværgmispel (Cotoneaster) og Hvidtjørn (Crataegus). De væsentligste Skjelnemærker mellem Æble- og Pæretræet kunne fremstilles således:

1. Det vilde Æbletræ, P. Malus L. (Malus silvestris Moench) forekommer temmelig hyppig i vore Skove, hvor Jorden er god, især i Skovranden, hvor dets smukke mere eller mindre lyserøde Blomster; der sædvanlig åbne sig i den sidste Halvdel af Maj, frembyde et smukt Skue. Efter Prof. Lange fremtræder det hos os i to Hovedvarieteter:

a. austera Wall (P. acerba D. C.). Bladene og Underbægeret glatte, Frugterne af sammensnærpende Smag. Almindelig.
b. mitis Wall. De yngre Blade og Underbægeret dunhårede. Frugtens Smag sød eller syrlig. Sjældnere.
En tredie Varietet, microcarpa Baagø, med mindre Blade og meget små Frugter, er kun funden et enkelt Sted på Møens Klint.

Fra dette Æbletræ, hvis to Hovedvarieteter af nogle Forfattere betragtes som særskilte Arter, nedstamme sandsynligvis alle vore dyrkede Æblesorter, idet de vildtvoxende Arter, vi kjende fra Asien, stå betydelig fjernere fra det dyrkede Æbletræ. En af disse har dog fået stor Betydning for Kulturen ved at benyttes som Podestamme, nemlig:

2. Busk- eller Paradisæbletræ, P. pumila Mill (P. Malus paradisiaca L, P. praecox Pall, P. Sieversii Led, Malus praecox Borkh). Det har hjemme i Tatariet, Kaukasus og Sydrusland og udmærker sig ved sin helt buskagtige Væxt og de små, rødlige eller gullige, temmelig langstilkede Frugter. I Planteskolerne dyrkes det i to Varieteter, der begge bruges til Grundstammer for Æbletræer:

a Egentligt Paradisæble (Johannisapfel), adskilt fra det følgende ved en meget svagere Behåring, Årsskuddene glinsende brune Bark og de skjøre Rødder, samt ved rigeligere Udløbere. Hos os modnes det i September.
b. Doucinæble (fransk: Doucin eller Pomme de Saint-Jean; tysk: Splitt- eller Süssapfel) har kortere, ved Grunden afrundede Blade, hvis Underside er uldet, Frugterne ere som hos hint mere brede end høje, grønliggule, senere gule med lidt rødligt på Solsiden, men modnes lidt senere.

Tre andre asiatiske Arter dyrkes jævnlig som Prydtræer, men have ingen Betydning for Frugttrædyrkningen, nemlig:

3. Blommebladet Æbletræ, P. prunifolia Wild. (Malus prunifolia Borkh.), almindelig bekjendt under Navnet sibirisk Æbletræ eller Paradisæbletræ, dyrkes i Haver tildels for de store hvide Blomsters, men især for de smukke Frugters Skyld, der tillige uagtet deres lidt stramme Smag ofte bruges til Syltning. Det voxer vildt i Nordkina, Tatariet og det sydlige Sibirien.

4. Bæræbletræ, P. baccata L. (P. microcarpa Wendt, Malus rossica Mod., M. baccata Borkh.) fra Sibirien, dyrkes som det foregående, men dets Frugter stå tilbage for dettes i Skjønhed.

5. Prydæbletræ, P. spectabilis Ait. (Malus spectabilis Borkh.) fra Kina og Japan, udmærket ved smukke røde Blomster, for hvis Skyld det dyrkes i forskjellige Varieteter.

Ligesom Pæretræet er Æbletræet i vild Tilstand sædvanlig buskformet og forsynet med Grentorne, medens det i forædlet Tilstand får en enkelt eller grenet Hovedstamme. Som Skovtræ har det ingen væsentlig Betydning. Skovæblerne indsamles i Almindelighed nu ikke som Svineføde, men de kunne finde en Anvendelse ved Tilberedningen af Most, hvor det ofte kan være hensigtsmæssigt at blande dem med de ædlere Mostfrugter. Veddet er temmelig hårdt og har en rødlig Farve; dets Værdi til Møbler er ringere end Pæretræets, men Brændselsværdien er større.

2. Æbledyrkningen fra de ældste Tider til Nutiden.

Der er størst Sandsynlighed for, at Æbletræets Dyrkning og Forædling er opkommen i Europa, hvor det i vild Tilstand har hjemme og hvor dets Frugter i de fleste Lande, også her i Norden, tidlig have været benyttede til Most eller Æblevin; ved Udvalg af de bedste vilde Sorter og ved Såning har Befolkningen forædlet Frugterne, forøget Sorternes Antal og forplantet dem videre ved Podning. Hos Oldtidens Kulturfolk er dets Dyrkning meget gammel; Grækeren Theophrast (c. 287 f. Chr.) omtaler 6 forskjellige Æblesorter, og hos Plinius (første Århundrede e. Chr.) nævnes allerede 29, som dog på Grund af den ufuldstændige Beskrivelse næppe ville kunne gjenkjendes. Under den store Folkevandrings Rædsler gik dette som så mange andre Resultater af Oldtidens Kultur næsten til Grunde, og det var i det meste af Middelalderen kun Klostrene, der bevarede et og andet af Frugttrædyrkningen, hvis Historie derfor i en Række af År er indhyllet i Mørke. I Frankrig og Tyskland gjenvaktes under Karl den store for en Tid Interessen for den også hos Lægfolk, men de langvarige Uroligheder efter hans Død standsede Fremgangen og gjorde Udviklingen langsom.

I Frankrig var det især Normandiet, hvor Æbledyrkningen fik en stor Udbredelse, da Æblevinen der var den almindelige Drik, hvorfor Æbletræer ved Middelalderens Slutning sås plantede overalt, hvor der var Lejlighed, endog på Kirkegårdene. 1643 var Antallet af dyrkede Æblesorter steget til 129, hvori endda Mostfrugterne ikke synes at være medregnede. I det øvrige Frankrig stod Æbledyrkningen en Tidlang tilbage, fordi man foretrak Pærer for Æbler, og først i den senere Tid har den igjen taget Opsving, så at André Leroy i Dictionnaire de pomologie (1873) beskriver 527 Æblesorter.

I Tyskland var det især Rhinens og Mains frugtbare Oplande, hvor Æbledyrkningen tog sin Begyndelse ligeså tidlig som i Frankrig, og hvorfra den udbredte sig over hele Landet, hvis Klima overhovedet passer nok så godt til Æbler som til Pærer. Jahns og Lucas's store »Illustrirtes Handbuch der Obstkunde« (1859—75) indeholder Afbildninger og Beskrivelser af 689 Sorter.

I England er Æbledyrkningen meget gammel, vistnok endog ældre end Romernes Erobring af Brittannien, og Tilberedningen af Æblevin var overalt almindelig. Forædlede Sorter fremelskedes tildels i Landet selv, men mange indførtes også fra Nabolandene, især fra Normandiet. I den nyere Tid har det londonske Haveselskab vistnok virket mægtig til Frugttrædyrkningens Fremme, og dets første Præsident, Thomas Andrew Knight, i Forbindelse med andre samtidige dygtige Pomologer, satte efterhånden Selskabet i Besiddelse af Frugtsorter fra alle Egne i Europa og Amerika. I Selskabets Katalog opfører W. Thompson alene af Æbler 1400 Sorter af hvilke dog den største Del kun har ringe Værdi og ikke fortjener at dyrkes. Det bedste nyere pomologiske Værk i England er Hoggs Fruit manual, der giver Beskrivelser, men ikke Afbildninger, af en stor Mængde Frugtsorter; den sidste (femte) Udgave er fra 1884.

(De øvrige betydeligste Forfattere af pomologiske Skrifter ere omtalte i Indledningen til Pæresorternes Beskrivelse,)

Også her i Norden er Æbledyrkningen gammel og havde i de ældre Tider langt større Udbredelse og Betydning end Dyrkningen af Pærer. Det turde derfor her være Stedet til at meddele en Fremstilling af Frugttrædyrkningens Historie hos os, hvortil foruden andre Kilder især er benyttet Thaarups »Det danske Monarkies Statistik«.

3. Træfrugtdyrkningens Tilstand og Fremskridt i Danmark fra det 12te til Midten af det 19de Århundrede

Havedyrkning og Plantning af Frugttræer synes allerede her i Landet at være begyndt i det 12te århundrede. Abbed Vilhelm af Æbeltoft, der med flere Munke af Biskop Absalon i 1161 blev indkaldt til Danmark, indførte Salat og andet i den Tid her ubekjendt Grønsel og skal fra sit Fødeland have forskrevet Frø og Aflæggere af Væxter og Træer til Forædling. Ved alle Klostre i Landet, endog ved Franciskanernes og Dominikanernes, vare Haver anlagte; i Dominikanerklosteret. i Odense omtales endog den »større« Frugthave, hvilket viser, at de have haft flere end én.

Om Haverne, både ved Klostrene og især ved de danske Slotte og Herreborge i ældre Tider, har man af Historikeren Vedel Simonsen en kort Angivelse. Inderst ved Hovedbygningen selv, ja stundom endogså indenfor Gravene eller både inden- og udenfor dem, som oftest imod Syd, lå Gårdens Frugt-, Humle-, Kjøkken- og Blomsterhave. Også Vingårde (vineæ) nævnes herinde i det 13de århundrede, såvel som Vinbjerge i det 14de, men formodentlig forstås derved enten Abildhaver, af hvis Frugter der persedes Most, som brugtes her i Norden i Stedet for Vin, eller måske snarere Humlehaver, hvis Frugt gjorde Øllet berusende, og for hvilken Urt de manglede et Udtryk i deres romerske Brevstil. Dog nævnes allerede i Kong Hans's Tid i Begyndelsen af det 16de århundrede en virkelig Vingård med dens Druer i Kjøbenhavn, hvoraf nuværende Vingårdsstræde har sit Navn.

Bønderhaver existerede næppe så tidlig; men fra en noget sildigere Tid og for en enkelt Landsdels Vedkommende anføres, at i Året 1446, i Kong Christoffer af Bayerns Regjeringstid, holdt Biskop Hemming et Convent på Lolland og udstedte derfra nogle Landbolove, de såkaldte Lollands Vilkår, der blandt mere anbefaler Bonden at have Æble- og Pæretræer. Hver Bonde eller »Vorned« skulde have 30 Humlekuler og 6 Ymper (podede Frugttræer) af Æbler og Pærer på sin Grund.

Under Christian den Anden blev et kraftigere Middel brugt til Havedyrkningens Fremme, idet han indkaldte Hollændere, som godt forstode sig på Havevæsenet. Der blev indrømmet dem et Stykke Land på Amager; en anden Koloni nedsatte sig på Sprogø, men kom siden til Halvøen Bøtø på Falster, hvorfra de nedsatte sig og blandedes meilem de sydlige Falstringer; nogle nedsatte sig på Hesselø,

Kong Christian den Tredje befalede, at Bonden, »sålænge han havde Rum og Lejlighed«, skulde hvert År være pligtig at lægge 5 Humlekuler, 3 Ymper Abild, Pære- eller andre gode Træer, og tillige plante 10 Pile, eller for hvert, han forsømte, bøde Herskabet 1 Mark.

Statsmanden Peder Oxe, som ved sit Ophold i Lothringen havde fået Smag på Harderwikske og Botfeldske Roer, lod 1570 forskrive 3 Tønder af samme og bidrog til deres Udbredelse. Ham tilskriver man også Indbringelsen af de finere Frugttræer, Ferskener, Aprikoser etc.

Christian den Fjerde gjentog Christian den Tredjes Befaling om Træers Plantning og bestemte, at de skulde sættes ved Gjærderne, når Bønderne ikke havde Rum i Gården. Lensmændene og Adelen skulde påse, at Befalingen blev efterlevet.

Den første Havebog i det danske Sprog, man finder nævnt, er Johan Dornitzers nyttige Plantebog, prentet i Kjøbenhavn 1635; men skjønt Titelen ikke betegner det, er den kun en Oversættelse af et tysk, i Frankfurt 1550 udkommet lille Skrift, og om Indholdet kan man gjøre sig en Forestilling af følgende gode Råd; »Hvad skal man gjøre, at Harer ikke skulle beskadige Træer? — Spyt i Hænderne og bestryg Træerne dermed, det hjælper.«

I Christian den Femtes Lov 3—13—18 optages Christian den Tredjes ovenanførte Påbud med Tilføjelse: »Hvor Bønderne ikke have Rum, da skulle de dem langs deres Gærder sætte, og skal enhver Amtmand eller Husbond tilholde Bønderne dette at efterkomme.«

Sådanne Lovbud kunde ikke gjøre synderlig Nytte, da man ikke samtidig gav Bonden de Træer og Planter, som han skulde bruge for at plante det påbudne eller i det mindste gav ham Anvisning på, hvor han kunde kjøbe dem. Planteskoler existerede vist næppe den Gang.

I Slutningen af det 17de Århundrede nævnes Prins Jørgen, der anvendte alle Indkomsterne af det ham forlenede Vordingborg Amt til Godsets bedste og således blandt andet holdt Urtegårdsmænd, som måtte plante Frugttræer i Bøndernes Haver. Herfra skriver det sig, at det sydlige Sjælland hører til de Egne. af Danmark, der levere megen Frugt. Ved Omtalen af det Petergårdske Skovdistrikt i samme Amt bemærker Vaupell (De danske Skove S. 197 ff.), at Bønderne der benyttede Underskoven på en langt fordelagtigere Måde end andetsteds i Landet, hvor den væsentlig kun brugtes til Græsning; de behandlede den med Omhu og anvendte ikke alene Haslerne til Båndkjeppe og andre Træsorter til Træarbejder, men plantede også Humle og podede Æbletræer, som i den gode Jordbund og gunstige Læforhold gav en rig Høst af Frugter.

Den første Frugttræplanteskole i Danmark synes at være fremkommen på Als. Peter Vohtmann, født i Westfalen, var bleven ansat ved den derværende fyrstelige Slotshave. I Året 1695 fik han Haven i Forpagtning til at dyrke Kjøkkenurter og til at avle Havefrø, for derved at søge sit Levebrød; men to Tredjedele af Haven bestod i Lystbuskads og lave Enge, så der blev kun 7—8 Skjæpper Land til at tage under Dyrkning. Den Industrigren, han her vilde drive, var kun lidet bekjendt i Egnen, og overalt lagde man sig kun lidet efter Væxters Forædling. Han begyndte da med at anlægge en liden Frugttræplanteskole. Adskillige Haveejere, som hos ham kjøbte deres Havefrø, modtoge også af og til nogle få unge Træer. I Førstningen havde han kun almindelige Madfrugter, og indskrænket til sin Forpagtningskontrakt kunde han ikke udvide sit Anlæg. Da han imidlertid i mange År var den eneste Handelsgartner der i Egnen og forskaffede sig Modertræer af ædlere Sorter fra Tyskland, så voxede idelig hans Afsætning og derved hans Mod. Kun få År varede det nu, inden hele Haven var besat med unge Kjærnestammer, så at Kjøkkenurterne og Frøsortavlen tilsidesattes. I denne Forfatning efterlod han 1736 Haven til sin Enke, hvem det ved den ny Forpagtningskontrakt blev pålagt som Vilkår, at vedligeholde og udvide Træskolen. Senere lykkedes det hende at blive Ejer af Haven, som efter hendes Død gik over til hendes Søn, Johan Peter Vothmann, der havde bestyret Arbejdsdriften for hende. Han var endnu stedse den eneste Handelsgartner der på Egnen og udvidede sin Frøavl; men da hans Have var ham altfor indskrænket, fik han efter Ansøgning et tilstødende Stykke Jord på 7000 Kvadratroder Land i Arvefæste og anlagde der sin Træplanteskole. Ved den Berømmelse, hvori hans Træer stode formedelst den Omhyggelighed, hvormed de behandledes, så han snart sine Bestræbelser lønnede; hans Have blev mere og mere bekjendt, rejsende besøgte den; hans Afsætning udstrakte sig til fremmede Steder og blev ham temmelig fordelagtig. Nu vaktes Efterligningslyst; Bønder, som havde arbejdet i hans Træskole i flere År og der vare blevne bekjendte med unge Frugttræers Behandling, anlagde nu selv Træskoler, og Antallet af sådanne blev nu Tid efter anden stort. Johan Peter Vothmann døde omtrent 1797 i den høje Alder af 85 år.

Johan Georg Vothmann vandt også som Haveinspektør i Sønderborg Højagtelse. Han gav flere Medelelser i Hirschfelds Havekalender, og vandt et Par Præmier af det kgl. Landhusholdningsselskab for en Havekatekismus og for en Afhandling om Æble- og Pæremost. Døden bortrev ham allerede i hans 52te år, 1788. En Broder til ham, Nicolai Vothmann, virkede også som Handelsgartner med Driftighed og Kyndighed. Han døde 1831 i Sønderborg. Denne Familie har således et hædret Navn i Havevæsenets Historie. Als havde uden Tvivl denne Families Virksomhed at takke for, at den længe før andre Dele af Riget blev forsynet med Frugttræer og kunde udføre betydelige Kvantiteter af Frugt. Også synes det som de ikke få Planteskolegartnere, der fik Ansættelse på forskjeliige Steder i Landet, havde fået Undervisning i Planteskolegjerningen der.

En fra Als udgået Mand, Christian Frantz Schmidt, fik især fra Året 1775 Lejlighed til at virke for Danmarks Frugtavl. Opdraget på sin Fødeø ved Havedyrkning, havde han i sin Ungdom arbejdet meget i Træskofaget. Han var siden bleven Slotsforvalter ved Frederiksberg Slot, hvormed den Tid var forbundet Gartneriet ved Haven.

Han indgav et Forslag til en Frugttræskoles Anlæg ved Frederiksberg Slot, og dette blev ved kongelig Resolution i Forsommeren 1775 approberet. Ved hans Nidkjærhed for Sagen og Held med Planteskolen blev Tusinder af forædlede Frugttræer uddelte fra samme til Udplantning i Bøndernes Haver i det nordlige Sjælland. Schmidt foretog i den Hensigt mange Rejser og blev derefter ved kgl. Resol. af 30te Decbr, 1781 befalet at gjøre en Rejse såvel i Danmark som i Hertugdømmerne for ved de kgl. Slotshaver at udse Pladser til Træskolers Anlæg og Driften af Frøavl. Efter sin Hjemkomst blev han udnævnt til General-Have-Plantage-Inspektør over de kongelige Haver. Dog varede hans Virksomhed her kun kort; thi ganske nedtrykt af fjernere og nærmere Fortrædeligheder ansøgte han om Afsked fra Slotsforvaltertjenesten samt Opsynet over de kgl. Haveplantager, og den blev bevilget i 1786. Han beholdt dog Navnet General-Haveinspektør og flyttede til Haderslevegnen, hvor han på Nygård med Lånsunderstøttelse fra den kgl. Kreditkasse anlagde en Frugttræplanteskole.

På samme Tid som ovenomtalte Schmidt havde en kielsk Professor C. C. L. Hirschfeld erhvervet sig et berømmeligt Navn i Havevæsenets, især i den skjønne Havekunsts Historie. Hans »Theorie der Gartenkunst«, 5 Dele i stort Kvart, 1779—85 med 232 Kobbere, er også oversat på Dansk. Ved dette Skrift udbredte han de Ideer, som ligge til Grund for Englændernes Stræben efter at tilintetgjøre det snorlige og stive ved at indføre det mere naturlige og til Egn og Klima mere passende. Hans »Gartenkalender« 1782—88, indeholder mange artistiske, økonomiske og literære Efterretninger. Hans »Handbuch der Fruhctbaumzucht», i 2 Dele, der udkom i 1788 og tillige var oversat på Dansk, var for den Tid meget værdifuld og er fremdeles anvendelig. Hirschfeld havde fået kongelig Befaling til at gjøre en Rejse til Kjøbenhavn og at bese de kongelige Slotshaver, og gav i tredje Del af ovennævnte Værk en Beskrivelse over dem. For Skatmester Grev Schimmelmann havde han også anlagt Slotshaven ved Wandsbeck.

Den 19de Novbr. 1783 blev udstedt en Kabinetsordre sålydende:
»Nytten af Frugttræ-Planteskoler, således indrettede, at unge Træer af alle gode Frugtsorter derfra kunne til billigste Pris fåes, og således i vore Lande blive mere almindelige, er så åbenbar, at, ligesom vi allerede i Frederiksberg Haver haver foranstaltet et sådant nyttigt Anlæg, så ville vi endvidere ved Kiel og ved Pløen og endnu i Fredericia og nok et Sted i Jylland have for det første ligesådanne Anlæg som det Frederiksbergske og ved samme vor Inspecteur indrettede eller foranstaltede. Vores Rentekammer forfatter nu Planen dertil og seer Stederne udsøgte: men førend denne os allerunderdanigst forelægges, coresponderes i dette, som i alle Tilfælde, hvor der spørges om ny Udgifter, med vores extraordinære Commission, så snart Kammeret har forvisset sig om Beløbet af de udfordrede Udgifter. Dette allene må erindres, at vi vente at see til Foråret bemeldte Anlæg at være under Arbeide.«
Christiansborg den 19de Novbr. 1783. Christian Rex.
Guldberg.

Ved kgl. Resolutioner af 9de Februar og 30te Juni 1784 blev det overdraget Hirschfeld at anlægge en Frugttræplanteskole ved Düsternbrock, en kgl. Skovindhegning 1/4 Mil nordost for Kiel. Den blev af megen Vigtighed derved, at mange Frugttræer derfra bleve uddelte og uden Betaling udplantede i Bønderhaver på de kongelige Godser.

En kgl. Resolution af 17de Maj 1784 befalede, at der ved Pløn Slotshave skulde efter en af Haveinpektør Mensch udkastet større Plan anlægges en Frugttræplanteskole.

Fremdeles blev der med Assistance af den kongelige Kreditkasse anlagt en Planteskole i Ringenæs i det sydlige af Tønder Amt og en af Jac. Peters i Tønning.

Efter Anlæget af Planteskolen i 1775 ved Frederiksborg Slotshave gjordes der lidt senere et lignende Anlæg, dog mest for vilde Træer, ved Ledøje i Kjøbenhavns Amt. Ved kongelig Resolution af 10de Juni 1793 blev om Uddelingen af Træerne givet Bestemmelser, der længe forbleve i Kraft, nemlig: at kun de, der melde sig, når de iøvrigt efter følgende. Regler have Adgang, og de ved Undersøgelse befindes at have Lejlighed til Plantning, forundes Træer således: 1) alle udskiftede Bønder, såvel Gård- som Husmænd, på de kongelige Godser i Sjælland, på det Bådesgårdske Gods på Lolland, på Sorø Akademis Gods og på Vestenborgs Gods, må tilstås, hvad Frugt- og vilde Træer, som til dem efter Rentekammerets Forslag måtte kunne uddeles uden nogen Betaling, dog i Henseende til Bønderne på de kgl. Godser iagttages, at sammes Udskiftning, såfremt de deraf skulde kunne nyde godt, ej bør være ældre end 5 År; 2) at Gård- og Husmænd, hvis Udskiftning er sket for mere end 6 år siden, såvelsom og Selvejere og Bønder på andre Godser, når disses Gårde ere udnyttede på deres af Fællesskab udskiftede Jorder, ligeledes må erholde Træer af Planteskolerne, imod at betale af hvert Frugttræ 4 Sk. og for hvert vildt Træ l Sk.; 3) at alle andre såvel i som udenfor Bondestanden kunne overlades Træer af begge Slags, som fra fornævnte Uddeling måtte blive tilovers, og af dem måtte forlanges, imod at betale 16 Sk. for et Frugttræ og 4 Sk. for Stykket af vilde Træer. Det blev også tilladt, at hvad Frugt- og vilde Træer, som fra Planteskolerne i de tyske Provinser måtte blive tilovers fra Uddelingen sammesteds, måtte på samme Måde og for de i ethvert Tilfælde benævnte Priser her i Riget anvendes.

Fra Frederiksberg Planteskole er uddelt i de senere År årlig omtrent 3—4000 Stkr. Frugttræer af Æbler, Pærer, Kirsebær og Blommer, fra Ledøje Planteskole omtrent 12—14000 Stkr. vilde Træer, i Efteråret 1810 ialt 18,500 Stkr. I Året 1792 blev i Ulkerup Skov i Odsherred anlagt en Frugttræplanteskole. Ved kgl. Resolution 1795 blev bestemt, at lige Regler for Uddeling af Træer herfra skulde følges. Endnu en Planteskole, såvel af Frugt- som af vilde Træer, blev anlagt ved Frederiksborg Slotshave, efter kongelig Resolution af 16de April 1794.

Planteskolen ved Odense Slot synes, efter hvad der om den har kunnet oplyses her på Stedet, ikke som de andre Planteskoler at være fremkommen ved en særlig kongelig Resolution eller Kabinetsordre. Dog er det utvivlsomt, at dens Anlæg skyldes Regjeringen. Da den virksomme og meget afholdte Kammerherre Buchwald i 1789 tiltrådte Embedet som Stiftamtmand over Fyns Stift, blev den ved Odense Slot 5 Tdr. Land store såkaldte Smedeløkke overdraget ham med det Pålæg der at lade anlægge en Planteskole for at fremme Træfrugtavlen. Til at anlægge og drive denne Planteskole blev antaget Gartner Hans Müller af Odense, der senere fik Titel af kgl. Haveinspektør. Denne Planteskole var allerede i 1795 fuldt udviklet, og den synes at have været ledet med stor Dygtighed. Fra hin Tid er opbevaret og velvillig overladt mig »Haand-Protecol over Frugttræe-Sorterne som befindes i den Kongelige Frugttræe-Planteskole ved Odense 1795«. Denne giver nogen Oplysning om Planteskolens Drift og indeholder en fuldstændig Liste over de Frugtsorter, der dengang dyrkedes, hvoraf vil ses, at en stor Del af de Æblesorter, som vi nu, et hundrede År senere, sætte megen Pris på, allerede den Gang dyrkedes. Såvidt det kan skjønnes, er største Delen af disse Frugtsorter komne fra Planteskolerne på Als og fra Generalhaveinspektør Schmidt; det må derfor antages, at andre af Regjeringen oprettede eller støttede Planteskoler, som den Frederiksbergske og flere af dem i Hertugdømmerne, have indeholdt omtrent et lignende Sortiment. Af Æbler dyrkedes der 102 Sorter, af Pærer 59, af Kirsebær 31 og af Blommer 43. Kirsebær- og Blommesortimenterne vil der i et mulig udkommende tredie Bind blive Lejlighed til at omtale. Af de Pæresorter, som den Gang dyrkedes, er der ikke mange, som nu ikke ere overfløjede af nye og bedre Sorter.  

 Det tør ikke betvivles, at denne Planteskole har havt betydelig Indflydelse på Træfrugtavlen, i det Mindste på Fyn; derom vidne i alt Fald de talrige større og mindre Frugthaver, der fandtes her på Øen i første Halvdel af dette Århundrede. Dens driftige Dyrker overtog mange Anlæg af Haver på Fyn og i det sydlige Jylland, som han beplantede med Træer fra sin Planteskole, hvorved han blev en velhavende Mand. Den Formue, han erhvervede sig, gik, til Skade for hans Familie, tabt ved Statsbankerotten i 1813, nogle År før hans Død. En af hans Sønner overtog efter ham Planteskolen som Livsfæste, men han foretog sig Intet med den, muligt formedelst Tidernes Ugunst. Nogle år senere — omtrent 1822—24 — blev den overdraget til Slotsgartner Stapel sen., der alene dyrkede den med Kjøkkenurter.

Det kongelige Landhusholdningsselskab virkede allerede i de sidste Årtier af forrige Århundrede meget for Havevæsenet, især for den almindelige Havedyrkning. Da man fandt, at Landboerne savnede trykte Vejledninger, blev der udsat Præmier for hensigtsmæssige Havebøger. Der udsattes også Præmier for de Gartnere, der på den kraftigste og virksomste Måde udbredte Havedyrkningen blandt Bondestanden, såvel som for Andre, der toge sig af Sagen. Selskabet tog derhos den Bestemmelse at virke så meget som muligt praktisk efter dets Evne ved at antage en Gartner, som imod Løn af Selskabets Kasse skulde vejlede Bønderne — for det første dog kun i Kjøbenhavns Amt — i at anlægge, beplante og vedligeholde Haver. Det vedtoges, at hver Bonde, der meldte sig for at nyde Godt af Selskabets Omhu i denne Henseende, skulde underskrive en Overenskomst om de Fordele, Selskabet vilde yde ham, og hvad han derimod havde at iagttage, såsom at Gartneren uden Betaling skulde lære ham, hvorledes han skulle reole og mere sådant; ligeledes at Gartneren skulde uden Betaling beså og beplante Haven, samt i de følgende År undertiden se til den og lære Bonden at røgte Træerne. Bonden bør derimod forsvarlig indhegne Haven, reole, indkjøbe det Frø og de Træer, som Gartneren efter de stedlige Forhold måtte finde passende. 1805 blev der begyndt hermed. I de første År var Fremgangen kun ringe. Selskabet fandt det gavnligt til Hensigtens Opnåelse at have en egen Planteskole, især for Frugttræer, men også for vilde Træer både til Hegn og til andet Gavn, til hvilken Ende en Jordlod på 3 Tdr. Land blev indtaget på Vesterfælled ved Kjøbenhavn. Siden erhvervede Selskabet sig en Jordlod på 14 Tdr. Lands Størrelse på Avedøre Mark i Glostrup Sogn til en Plantages Anlæg.

Kong Frederik den 6te viste Selskabets Bestræbelser Opmærksomhed, da det ved åbent Brev af 7de Juni 1811 overdroges Konferensråd og Finansdeputeret Collin og Slotsgartneren ved Frederiksberg Slotshave, Peter Petersen, ved Omrejser, personlig Nærværelse, Vejledning og andre tjenlige Midler at fremskynde Havers Anlæg, hvilke samtlige Embedsmænd, gejstlige og verdslige, det pålagdes at understøtte med Råd og Dåd. Omtrent på lignende Måde som Landhusholdningsselskabet virkede man ved Ansættelse af Gartnere til Bønderhavers Anlæg, ved Uddeling af Frugttræer, Frø osv. fra de kongelige Godser, af Direktionen for det Classenske Fideikommis og af flere private Godsejere.

Det var heldigt for vor Frugtavl, at mange Frugthaver anlagdes og beplantedes med gode Frugtsorter i den Periode, da Frugttræplantning var i Opsving, nemlig i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Århundrede. Med Begyndelsen af det andet Årti synes formedelst Statsbankerotten en Standsning at være indtrådt i Frugttræopelskning og Plantning, der synes at have varet, indtil Selskabet til Havedyrkningens Fremme henimod Midten af' Århundredet begyndte at virke for denne Sag.

Selskabet til Havedyrkningens Fremme.

Selskabet blev dannet i Året 1830. Det begyndte med et lille Antal Medlemmer og meget små Midler til at virke med. I de første År var det Blomsterdyrkningen, som det især arbejdede for at hæve. Allerede i 1835 var Selskabet kommet så vidt, at det begyndte at udgive en Havetidende, der i de tvende første år udkom med 2 Ark månedlig, derefter med et Hefte på 3 Ark hver Måned. Dette særdeles godt redigerede Tidsskrift bidrog i høj Grad til at gjøre Selskabet bekjendt og skaffe det Medlemmer, hvis Antal stadig forøgedes. Selskabet, som hidtil havde dyrket en lejet Have på Østerbro, forskaffede sig i 1837 ved Kjøb Haven i Frederiksberg Allé, som anlagdes i 1838 og næste År toges i Brug. Allerede de følgende År forskaffede Selskabet sig Podekviste af Frugttræer fra Haveselskabet i London og fra andre Steder, og i 1840 var dets Samling betydelig; Liste over den meddeles nedenfor.

Som en Kontrast til det gode Standpunkt, som Planteskoledyrkningen ved Regjeringens Foranstaltninger havde nået i Slutningen af forrige Århundrede, optages her en Beretning, som Selskabet gav i sjette Bind af dets Havetidende, pag. 535, der tilfulde viser, hvor slet det stod til med Planteskoledyrkningen her i Landet på den Tid, da det i 1840 begyndte at virke for Træfrugtdyrkningen: »Man har troet, at Frugttræer burde være den Gren af Havevæsenet, som Selskabet, da det ved Erhvervelsen af den nye Have havde fået større Midler til Rådighed, især havde at henvende sin Opmærksomhed på, og Bestyrelsen har derfor ladet det være sig magtpåliggende at få samlet et så stort Antal som muligt af de mest roste nyere Frugtsorter. Dette er også lykkedes den i en ikke ringe Grad, da man har Hr. Kunstgartner Weilbachs Interesse for Selskabet at takke for en meget betydelig Samling af Podekviste, som han hjemsendte fra London, hvor han havde erholdt dem i det derværende Haveselskabs Have, hvis Bestyrelse tidligere havde skjænket vort Selskab en lignende Samling, og Bestyrelsen har desuden forskrevet fra en af de berømteste Pomologer i Tyskland, Dittrich i Gotha, en stor Mængde fornemmelig Pæresorter, hvoraf man ej havde fået så mange fra England, og hvoraf man her kun kjender forholdsvis få af de talrige Varieteter, som i den senere Tid ere fremkomne i Frankrig og Belgien. En større Vanskelighed var det at få vilde Stammer, som vare bekvemme til at forædles med de anskaffede Podekviste; fra det Kongelige Rentekammers Planteskole blev velvillig overladt, hvad der fandtes, som kunde være brugeligt for Selskabet, hvilket især var Æblestammer, og i dette Efterår har Hr. Proprietær Hofman Bang med særdeles Liberalitet skjænket Selskabet en meget betydelig Mængde Kirsebær- og Prunus Mahaleb Stammer. Derimod savnes Pære- og Blommestammer; man har vel kjøbt, hvad der var at få i Omegnen, og da dette ikke nær var tilstrækkeligt, forskrevet et Antal fra Tyskland, men de, som derfra erholdes, ere så små, at længere Tid vil forløbe, inden de kunne forædles. Bestyrelsen må derfor henvende sig til dem, som eje sådanne Vildstammer, med Anmodning om at overlade Selskabet deraf, hvad de kunne undvære. Man er naturligvis villig til at betale deres Værdi eller også give Podekviste i Bytte, hvilke også i Fremtiden ville kunne overlades Medlemmerne, såsnart deraf fås flere, end der behøves til Havens Forsyning, når skriftlig Begjæring derom indgives til Bestyrelsen. Af de forædlede Træer ere 329 uddelte blandt Medlemmerne; det er dog kun af de færreste Sorter, at Uddeling i År kunde ske, da de fleste af Podekvistene først kom Selskabet i Hænde langt ud på Foråret. Af adskillige Sorter vare kun enkelte Træer slåede an, og disse måtte benyttes til de Træer, der skulle danne Havens Samling, hvorimod til næste År en større Forskjellighed i Sorterne kan ventes blandt dem, som da ville blive fordelte. For at lette Medlemmerne Valget og for at de, som i År have modtaget Træer, kunne få noget Begreb om de Sorters Beskaffenhed, som de have erholdt, samt da det muligt kan interessere dem, der lægge Vind på Frugttræ-Kulturen, at kjende, hvad Selskabet besidder, meddeles herved en Liste over de Sorter, som Selskabet har:

 Generalforsamling den 11. April 1842.

(I Bestyrelsen for Selskabet til Havekulturens Fremme.)

l) Bestyrelsen meddelte en Resolution af l5de Febr. 1842, hvorved H. M. Kongen, efter Bestyrelsens derom indgivne Andragende, har bestemt, at for indeværende År en Sum af 600 Rbd. af Højstsammes Particulair-kasse skal anvendes til Præmier, udsatte af Selskabet efter nærmere approberet Forslag, samt har henvendt Bestyrelsens Opmærksomhed på Frugtavlens Fremme i Provindserne, hvortil også allernådigst Understøttelse kan ventes. Forslag til førnævnte Sums Anvendelse er indgivet af Bestyrelsen.

Følgende Brev er fra Bestyrelsen for Selskabet til Havedyrkningens Fremme afgået til samtlige Landboforeninger i Danmark, samt til adskillige, der have vist Interesse for Havedyrkningen.
»Under 15de Februar sidstleden har det behaget Plans Majestæt Kongen allernådigst at henlede Haveselskabets Bestyrelses Opmærksomhed på Havedyrkningens og navnligen Frugtavlens Fremme i Provindserne, især i Jylland, og derhos at give allernådigst Tilsagn om Understøttelse til dette Øjemed.
Ligesom Bestyrelsen på den ene Side tilfalde erkjender Havedyrkningens og især Frugtavlens Vigtighed for Landet og den ufuldkomne Tilstand, hvori den for Tiden i det Hele taget befinder sig, — således indser den på den anden Side også de betydelige Vanskeligheder, der, ved at virke i denne Retning, frembyde sig såvel i Almindelighed, som for et Selskab i Kjøbenhavn i Særdeleshed, — og den vover ikke at forelægge Hans Majestæt nogen Plan i så Henseende, førend den har indhentet de Oplysninger og Råd, som Landets mest Sagkyndige kunne meddele og Sagen har været Gjenstand for en alsidig og nøje Drøftelse.
De vigtigste Hindringer for Havedyrkningens Udvidelse og navnligen for Udbredelsen af Frugtavlen, ere: ufordelagtig Jordbund og Klima, navnligen Vestenvindens skadelige Indflydelse, hvilket især gjælder om det vestlige og nordlige Jylland; Mangel af Fred for Mennesker og Dyr; Mangel af Planteskoler for Træer, skikkede til at skaffe Hegn og Læ; Ulyst hos Bønderne til at anvende den Tid og Pleje, som en Haves Dyrkning kræver; Mangel af Kundskab til Frugttræernes Behandling og Podning; og endeligen utilstrækkelig Brug for eller Afsætning af Frugt- og Kjøkkensager. At disse Hindringer imidlertid for største Delen med mere eller mindre Held kunne overvindes, derom vidne de enkelte sporadisk fremtrædende Egne af Danmark, hvor en udbredt og fremrykket Havekultur i Tidernes Løb, som det synes ved ydre Anledninger, er opstået og har vedligeholdt sig til stor Fordel for Beboerne, — såsom Als, Thorseng, nogle Egne af Fyen og det sydlige Sjælland. Men for at vide, hvorvidt Hindringerne lade sig bortfjerne og et heldigt Resultat kan opnåes, udkræves fremfor Alt Kundskab til Lokaliteterne og Beboerne. I Hovedstaden at tilkjende Præmier for anlagte og vedligeholdte Haver og plantede Frugttræer, efter indsendte Attester, fører, som Erfaringen synes at vise, næppe til noget heldigt Resultat, ligesålidt ved omsendte Gartnere at anlægge Haver for Besiddere, der ofte siden, af Ukyndighed eller Mangel af Driftighed, lade dem forfalde; — at sende Frugttræer til Provindserne uden at have tilstrækkelig Kundskab om, hvorvidt Betingelserne for et heldigt Udfald ere tilstede, vil heller næppe føre til Målet. Mislykkede Forsøg blive ikke blot frugtesløse, men virke tillige afskrækkende.
Når derimod i Provindserne selv enten enkelte Mænd eller Foreninger vilde virke såvel umiddelbart, ved gratis eller for en billig Betaling at uddele Frugttræer, Podekviste og Frø, som middelbart ved at sørge for ved Hegn- og Læplantning, ved at virke til Frugternes Afbenyttelse og Afsætning, at bortfjærne Hindringerne, da vilde det kjøbenhavnske Selskab kunne række dem Hånden ved bestandig at have et Forråd af gode og for Klimaet passende Frugttræer og Kjøkkenvæxter, der kunde overlades hine Foreninger eller enkelte for Sagen sig interesserende Mænd. Lettest vilde Selskabet kunne virke ved at meddele Podekviste og Frø; muligen kunde det dog også blive istand til at omsende unge Træer, når det måtte behage Hans Majestæt at skjænke de betydeligere Pengemidler, som  hertil vilde udkræves.
Det er på Grund af denne Anskuelse af Sagen, at Bestyrelsen af Selskabet til Havedyrkningens Fremme henvender sig til Foreninger og enkelte Mænd med Anmodning om at meddele deres Tanker om denne Sag, navnligen med Hensyn til den nærmeste Egn. Disse ønskes meddelte, såsnart Omstændighederne tillade det, for at Bestyrelsen kan udarbejde en Plan til Forelæggelse for Hans Majestæt Kongen.

Kjøbenhavn den 1ste Juli 1842.

Betænkning, afgiven af Bestyrelsen for Selskabet til Havedyrkningens Fremme til Hans Majestæt Kongen, betræffende Havedyrkningens. og navnlig Frugtavlens Befordring i Provindserne.

Til Kongen!

Under 15de Febr. f. A. har det behaget Deres Majestæt allernådigst at henlede Haveselskabets Bestyrelses Opmærksomhed på Havedyrkningens og navnligen Frugtavlens Fremme i Provindserne, især i Jylland, og derhos at give allernådigst Tilsagn om Understøttelse til dette Øjemed.

Idet Bestyrelsen på den ene Side tilfulde måtte erkjende Vigtigheden af Havedyrkningens og navnligen Frugtavlens Fremme i Landet og den ufuldkomne Tilstand, hvori den i det hele taget befinder sig, — så indså den på den anden Side de store Vanskeligheder, der frembyde sig for en sådan Virksomhed, og den vovede ikke at give allerunderdanigst Betænkning, førend den havde indhentet de Oplysninger og Råd, som de mest Sagkyndige i Landet kunde meddele, for at Sagen således først kunde blive drøftet så alsidigt som muligt. Bestyrelsen tilskrev derfor såvel de forskjellige landøkonomiske Foreninger i Landet, som enkelte Mænd, hos hvem man kunde forudsætte Sagkundskab og Interesse for dette Anliggende;. — den tillader sig allerunderdanigst at vedlægge denne Cirkulære-Skrivelse.

De landøkonomiske Foreninger opfyldte Bestyrelsens Ønske, såvel. ved at afgive deres egne Betænkninger som ved at indsende Erklæringer fra deres Comiteer og fra enkelte Mænd, ligesom også de øvrige Sagkyndige, til hvem Bestyrelsen havde henvendt sig, meddelte deres Betænkninger; således indkom en stor Masse Erklæringer, af hvilke allerunderdanigst vedlægges en Extrakt.

Disse Erklæringer stadfæste i det Væsentlige, hvad Bestyrelsen forud havde antaget og i Cirkulæret antydet såvel i Hensende til den ufuldkomne Tilstand, hvori man, i det mindste hos Bondestanden, finder Havedyrkningen i Landets fleste Egne, som til de betydelige Vanskeligheder, der møde ved Bestræbelserne for at fremkalde en bedre Tingenes Tilstand. De indeholde imidlertid tillige en Del forskjellige Forslag til at fremme Havedyrkningen, samt Bemærkninger over de Midler, der i så Hensende kunde anvendes, og Bestyrelsen skal dertil tage Hensyn, idet den allerunderdanigst gjennemgår de forskjellige Måder, på hvilke man kunde søge at befordre Havevæsenet.

1) At fremme Havedyrkningen ved at uddele Præmier til dem, som vise fortrinlig Virksomhed i denne Retning, er vel bleven nævnt i nogle af de indsendte Betænkninger, men i andre mistvivles om Nytten heraf, og nogle have anført direkte Erfaringer om sammes ringe Indflydelse. Ved at tage Hensyn til de Vanskeligheder, der ere forbundne med at erholde aldeles pålidelige Attester, til den Uoverensstemmelse i Anskuelser og Sagkyndighed, der nødvendigvis må finde Sted hos de Autoriteter, som skulle afgive Vidnesbyrd om Bestræbelserne i denne Retning, til den Mangel på Garanti, der er for, at den, der for et begyndt Foretagende erholder Præmie, også siden fortsætter det, og endelig ved at tage Hensyn til det mange Erfaringer om Præmiernes ringe Nytte såvel i Henseende til det almindelige Havevæsen som til Agerdykningen, navnlig for Bondestanden, — kan Bestyrelsen, efter bedste Overbevisning, ikke anbefale Præmiesystemet som Middel til Havedyrbningens Fremme i Provindserne.

2) Et andet Middel, som tidligere er anvendt og atter omtalt i flere af Betænkningerne, er: at udsende kyndige Gartnere for at anlægge Haver hos Bønderne, samt undervise disse i Havevæxters Behandling, Frugttræers Plantning, Podning o. s. v. Men heller ikke dette Middel kan Bestyrelsen tilråde. Man vilde derved udsætte sig for at spilde mange Kræfter, eftersom der i mangfoldige Tilfælde ikke vilde være nogen Sikkerhed for, at den anlagte Have vilde tilbørligen blive vedligeholdt; skulde dette Middel derhos være af nogen Betydenhed, vilde der udkræves et stort Antal Gartnere, fordelte omkring i Landet; men dette vilde medføre store Bekostninger uden Udsigt til tilsvarende Frugter. En ganske anden Sag er det, om Godsejere og andre Besiddere af større Ejendomme vilde ved deres Gartnere give de nærmest boende Bønder Vejledning til Frugttræers og Kjøkkenurters Dyrkning, — hvorpå haves flere Exempler — men sådan Bistand er naturligvis privat og kan ikke blive Gjenstand for offentlig Foranstaltning.

3) Fra de fleste Egne af Landet berettes det som et meget føleligt Savn, at man ikke har Træskoler for Frugttræer og for Træer, bestemte til Læplantning. Handelsgartnerne såvel i Provindserne som i Kjøbenhavn ere ikke tilstrækkeligen forsynede, og de kongelige og Landhusholdningsselskabets Træskoler ere ikke heller i Stand til at forsyne hele Landet dermed, hvortil kommer, at Transporten fra Sjælland til de fjernere Dele af Landet er besværlig og let mislykkes, ligesom der også er yttret den Formening, at Træer fra Træskoler i de frugtbarere Egne ikke lykkes så vel som de, der ere opelskede i hine Egne selv. Podekviste kunne vistnok lettere erholdes og forsendes, ligesom de også allerede uddeles blandt andet af det kjøbenhavnske Haveselskab, men dels savnes som oftest Vildstammer til at pode på, dels Mænd, der forstå Podningen.

Med Hensyn hertil og til den Klage, der fra mange Sider føres over Vanskeligheden af at få såvel Frugttræer som Træer til Læ, vilde det sikkert være meget ønskeligt, at der var et langt større Antal Træskoler fordelte i Provindserne, ligesom og at de, der findes, vare bedre forsynede, end nu er Tilfældet. Hertil kunde nu virkes på forskjellig Måde. De Træskoler, som allerede ere anlagte af de landøkonomiske Foreninger, kunde gives offentlig Understøttelse, mod Forpligtelse til at uddele Træer til de i Omegnen Boende, især af Bondestanden. De Foreninger eller Handelsgartnere, som vilde anlægge slige Træskoler, kunde dertil gives enten Understøttelse eller rentefrit Lån til Anlægget eller et årligt Bidrag, alt imod at være forpligtede til at uddele Træer. Slige Uddelinger burde nok næppe ske aldeles gratis, men mod en dog meget lav Betaling, for at der kunde være nogen Garanti for Modtagerens Interesse for Sagen.

Men uagtet således Bestyrelsen anser Planteskolers Udvidelse og Oprettelse for et af de mest hensigtssvarende Midler, skjønner den dog ikke rettere, end at man her må være meget varsom, for ikke unyttigen at bortødsle Kræfterne; der må være Vished for, at de Mænd, som forestå slige Anlæg, med fortsat Interesse og Iver ville fremme Havedyrkningen, og det må idetmindste være rimeligt, at der i den givne Egn er eller vil vækkes Sands for denne Industri. Der gives desværre ikke få Exempler på lidet heldige Resultater af sådanne Anlæg.

4) Et Middel, som er angivet og synes at måtte kunne benyttes med Held, er Oplærelsen af unge Bønderkarle i så meget af Havedyrkningen, som kan anses passende for den, der skal kunne dyrke de almindeligste Frugttræer og Kjøkkenurter. Sådan Undervisning kunde enten gives af Handelsgartnere eller andre Gartnere, hos hvem Bønderkarlene bleve satte i Lære, eller ved et særskilt, dertil bestemt Institut, således som det, Generalkrigskommissær Riegels agter at oprette ved Snoghøj. Fra det Offentliges Side kunde Sagen understøttes enten ved en Betaling for slige Lærlinge eller ved visse Begunstigelser, f. Ex. Fritagelse for Værnepligten.

Så meget der vistnok måtte synes at tale for dette Middels Anvendelse, bør det ikke heller overses, at man dog let kan blive skuffet i de Forventninger, man gjør sig derom. Det vil ordentligvis være Husmænds Sønner, som ville attrå at nyde godt af denne Undervisning; men det er at vente, at de fleste af disse, efter at have udlært, ville tage Tjeneste som Havekarle hos Ejendomsbesiddere udenfor Bondestanden, som ikke holde Gartnere, og det så meget mere, som der er stor Efterspørgsel efter slige Havekarle. Vel vilde dette vel også bidrage Noget til Havekulturens Fremme blandt de mere dannede Landmænd, og middelbart ved Exempel også virke på Bondestanden, men den direkte Indflydelse, at skabe en Klasse af havedyrkende Husmænd, vilde muligen ikke eller kun i ringe Grad opnås.

At tilstå Fritagelse for Værnepligten, eller i det hele indrømme slige Lærlinge nogen umiddelbar Fordel eller Begunstigelse, vilde vel have sine Betænkeligheder, da Tilbøjeligheden til at erhverve disse Goder kunde træde i Stedet for Lyst til Havevæsenet som Motiv for at benytte en Læreanstalts eller Gartners Vejledning i denne Retning. Muligen kunde Landhusholdningsselskabet finde sig foranlediget til at lade de Bønderkarle, det antager til Lærlinge, anvende noget af Læretiden til at erholde Undervisning i Havedyrkningen.

5) Landsbyskolelærerne stå i et så nøje Forhold til Bondestanden, at de, forsynede med de fornødne Kundskaber, måtte kunne virke en Del til Havedyrkningens Fremme. Ved Skolelærer-Seminarierne gives, så vidt vides, Undervisning i Havedyrkningen; om denne muligen, uden Skade for den øvrige Lærdom, kunde udvides, tør Bestyrelsen ikke afgjøre. Det er bleven foreslået: at gjøre Kundskab til Havekulturen til Gjenstand for Skolelærer-Examen, og det ikke blot for Seminaristerne, men også for Privatisterne. Dette turde dog vel være betænkeligt; Befordringen af denne Kundskabsgren, der dog ikke kan betragtes som Hovedfag, kunde lettelig virke skadelig på Skolelærernes Dygtighed i det hele; da Lysten til Havekulturen er så forskjellig hos Individerne, kan Undervisningen ikke antages at bringe Frugter hos alle, ligesom det jo heller ikke vilde være nødvendigt, at alle Landsbyskolelærerne vare kyndige i Havevæsenet, eftersom en heldig Fremgang i enkelte Sogne ved Skolelærernes Virksomhed snart vilde udbrede den videre. Ved at fordre Kundskab i Havevæsenet af Privatisterne vilde man udsætte sig for at udelukke de fleste theologiske Candidater og Andre, der ere fødte på Landet, fra Adgang til Skoleembeder, hvortil de forøvrigt kunde være meget kvalificerede, eller dog idetmindste at gjøre dem det vanskeligt at gå denne Vej. Det er også bleven foreslået, at der om Foråret og Efteråret måtte gives Skolelæreren Fritagelse i 3—4 Dage fra at besøge Skolen, for at han kunde have Lejlighed til at være Bønderne behjælpelig med Træplantning og Frugttræers Beskjæring. Bestyrelsen kan ikke tilråde en sådan Foranstaltning; thi den måtte jo være almindelig for alle Skolelærere, og den allerede nu knapt bestemte Skoletid vilde således i alle Skoler yderligere formindskes, medens det kun vilde være i få Skoledistrikter, at denne Fritagelse vilde medføre den tilsigtede Fordel.

6) Fra flere Sider er bleven foreslået, at der måtte sørges for trykte Anvisninger til Frugttræers og Kjøkkenurters Dyrkning samt til Frugters Anvendelse i Husholdningen. Bestyrelsen tror imidlertid ikke, at der er nogen Mangel i så Henseende. Jacobsens Havebøger for Bønder, Mansas Havekathekismus, Bjerregaards Anvisning til Træplantning, foruden de specielle Anvisninger til enkelte Planters Dyrkning, som vor Literatur frembyder, ere i det Hele tjenlige og for Almuen passende Skrifter.

Efter alt Ovenstående er det fornemmeligen ved Anlæg og Udvidelse af Planteskoler, hvor disse kunne ventes at blive benyttede, at Bestyrelsen tror der kan virkes, samt dernæst også ved Bønderkarles Oplærelse, skjønt dette sidste Middel ikke vil virke så umiddelbart og kraftigt, som det ved første Øjekast kunde synes. Bestyrelsen antager imidlertid ikke, at der fra Regjeringens Side burde ske noget andet Skridt til at opmuntre til Foretagender i den omhandlede Henseende, end at det blev vitterligt, at hensigtsmæssige Foranstaltninger kunde vente en passende Understøttelse. Hindringer må imidlertid forinden bortryddes, men dette bør formentligen helst overlades til de enkelte Egnes Beboere, og først når man ser en alvorlig og ved Indsigt ledet Bestræbelse i denne Retning, tør man vente, at en offentlig Understøttelse vil blive vel anvendt. På Grund heraf antager Bestyrelsen ej heller, at Selskabet til Havedyrkningens Fremme for Tiden kan på nogen indgribende Måde virke i det tilsigtede Øjemed, om det end ved at have en lille Planteskole kan bevare et Depot af ædle Frugtsorter og efterhånden prøve og videre udbrede nyere Sorter ved at uddele Podekviste.

Bestyrelsen kan heller ikke finde det hensigtssvarende, at der bestemmes en vis årlig Sum til sådant Øjemed. Dette leder let til flere Anmodninger om Understøttelse og til en hyppigere Anvendelse, end det er ønskeligt, og de Autoriteter, der skulle gjøre Forslag til sådanne bestemte Summers Anvendelse, ville ofte befinde sig i Uvished ved Valget mellem flere Konkurrenter, ligesom der vanskeligt vil haves Sikkerhed for, at et begyndt Anlæg med fornøden Iver vedligeholdes. Når der derimod frembyder sig en gunstig Lejlighed til at fremme Havedyrkningen på et enkelt Punkt i Landet, turde vel den eller de, som ville begynde et Anlæg, ved at henvende dem umiddelbart til Deres Majestæt håbe alleråadigst Understøttelse til et sådant Anlæg, når alle Forhold tilbørligen oplyses og der i Entreprenørens Personlighed, Lokaliteterne og den vedkommende Egns Beboeres vågnende Sands for Havedyrkningen er Sandsynlighed for et heldigt Udfald af Foretagendet. En større Sum anvendt på sådan Måde vilde uden Tvivl snarere fremme Målet, end mange årligen uddelte Småsummer.

Det forekommer Bestyrelsen, at det Anlæg af en stor Planteskole, forbundet med en Anstalt til Bønderkarles Undervisning i Havedyrkningen, som Generalkrigskommissær Riegels, ifølge den allerunderdanigst vedlagte Plan, agter at oprette ved Snoghøj, lover heldige Resultater. Entreprenøren er bekjendt som en meget driftig Mand, der med største Iver arbejder for de af ham lagte Planer til offentlige Idrætters Fremme: Stedets Beliggenhed ved Overfarten mellem Jylland og Fyen og nær ved Slesvig synes fordelagtig, da her både kommer mange Rejsende, Samfærdselen med flere fyenske og jydske Steder er let, dens nærmeste Omegn frugtbar og dens Beboere velhavende og fremadskridende i Agerbruget. Såvidt Bestyrelsen derfor, uden nærmere Kundskab til Stedet og de øvrige Forhold, tør dømme, antager den, at dette Anlæg fortjener Deres Majestæts allerhøjeste Opmærksomhed.

Det landøkonomiske Selskab i Holstebro har anholdt om Understøttelse til en Træskole, som for 3 År siden er bleven anlagt ved Holstebro, fra hvilken såvel Frugttræer som Skovtræer uddeles til Bønderne, dels uden, dels mod en ringe Betaling. Horns Herreds landøkonomiske Selskab ønsker at anlægge en Planteskole; det har modtaget Tilbud af Jord dertil, men ser sig ikke i Stand til at udføre Planen, med mindre den kunde erholde en årlig Understøttelse af 100 Rbd. Fra Stiftelsen på Holsteinsminde er andraget på Understøttelse til at anlægge en Træskole, der dels skulde tjene til Børnenes Oplærelse i Havedyrkning, dels til Frugttræers Uddeling til Almuen. Gartner Müller, der står i Begreb med at anlægge en Træskole ved Odense, har anholdt om at erholde et Lån til at fremme dette Anlæg, og er dertil anbefalet af Kammerherre Bentzon og Godsejer Hofman Bang. Examinatus juris Holm i Roskilde har endelig anholdt om offentlig Understøttelse til en Undervisningsanstalt, hvorved Husmændssønner kunde oplæres i Havekunsten. Bestyrelsen har imidlertid ikke tilstrækkelig Kundskab til de her foreslåede Anlæg til at turde anbefale dem til allerhøjeste Opmærksomhed,

Bestyrelsen for Selskabet til Havedyrkningens Fremme den 1ste Juli 1843.
Allerunderdanigst
Schouw. Sager. Krabbe. Lassen. Weilbach. Withusen.

Hans Majestæt har derpå rescriberet Bestyrelsen:

Vi ville efter derom indkommen directe allerunderdanigst Ansøgning fra Generalkrigskommissær Riegels i Snoghøj, og på den, af Bestyrelsen for Selskabet til Havedyrkningens Fremme, i allerunderdanigst Forestilling nedlagte Anbefaling, allernådigst bevilge Haveselskabet for Jylland, Fyen og Hertugdømmet Slesvig, fra Året 1844 at regne, en Understøttelse af 200 Rbd. årligen i tre År, af de af Vor Particulairkasse til Havedyrkningens Fremme bestemte Fonds, hvilke skulle anvendes til gjennem Have-EtabIissementet i Snoghøj at virke for Havedyrkningens og Frugtavlens Fremme i Provindserne, og ville vi afvente de videre Anbefalinger, som Bestyrelsen for Selskabet til Havedyrkningens Fremme måtte finde sig anlediget til at meddele andre Etablissementer i Provindserne, der virke til samme Mål.

Givet i Wyck på Föhr den 10de August 1843.

Chr. R.
Til Bestyrelsen for Selskabet til Havedyrkningens Fremme.

Selskabet så sig således i Stand til, ved Christian den Ottendes Interesse for Træfrugtdyrkningens Opkomst, at virke meget for den, og det tør siges, at Selskabet uden at tilsidesætte andre Grene af Havedyrkningen med Økonomi og Klogskab benyttede de Midler, der kunde disponeres over, til Træfrugtdyrkningens Fremme. Af den store Samling af Frugtsorter, som Selskabet havde erhvervet og stadig forøgede, blev der dyrket Prøvetræer i Selskabets Have, hvor man søgte lidt efter lidt at komme til Kundskab om disse for største Delen her i Landet fremmede Sorters Egenskaber og Værdi i vort Klima. Efterhånden som de bleve prøvede, blev der af de Sorter, som ansås for gode og passende for vort Klima, forædlet Træer, og disse uddeltes til Selskabets Medlemmer. Ligeledes uddelte Selskabet Podekviste af sine prøvede Frugtsorter til dem, der bad derom. Da Træerne begyndte at bære Frugt, blev der udstillet Frugter af Havens Avl i Selskabets Lokale, hvilket i Forbindelse med de større offentlige Udstillinger, som af og til bleve foranstaltede af Selskabet, begyndte at opvække Interesse for de nyere Frugtsorter hos Publikum.

Den Havetidende, som. Selskabet begyndte at udgive i 1835, ophørte at udkomme, til stor Beklagelse for Havevenner og Gartnere, allerede med Årgangen 1843. I fire år derefter var Havevæsenet ganske uden Organ. I 1848 blev »Arkiv for Havevæsen« udgivet af Selskabets daværende Gartner, J. A. Bentzien, men afløstes allerede Året derefter af »Dansk Havetidende« af samme Forfatter, der i en lang Årrække var det eneste Organ for vort Havevæsen.

4. Danmarks Klima og Jordbund i Forhold til Æbledyrkningen.

I Evropa dyrkes Æbletræet overalt i det middelvarme Jordbælte, fra Irland til det kaspiske Hav. I Sydevropa trives det dog kun på mere kjølige, højtliggende Steder, og det taber i Velsmag i varmere Egne, f. Ex, allerede ved Konstantinopel. Nordgrænsen for dets Dyrkning skråner stærkt fra Vest til Øst, idet den i Norge (efter Schübeler) når til 64°, i Sverrig (efter Eneroth) til 63°, men midt i Rusland kun til Moskwa (c. 56°). Dets rette Hjem er Mellemevropa, altså også vort Fædreland, hvor det dog på Grund af Øklimaet er nødvendigt at sørge for passende Læ mod Vinden. I Algier og Ægypten skal det have været forsøgt at plante Æbletræer; men disse Plantninger have næppe givet noget tilfredsstillende Resultat. Uden Tvivl dyrkes der Æbler på flere Steder i Lilleasien og Centralasien. Også i Kina dyrkes der Æbler, men her synes Træet at være bleven indført. I de nordlige og de mellemste Lande af de forenede Stater trives Æbletræer fortrinlig, og de mest fremragende amerikanske Sorter siges i Velsmag at overgå de bedste europæiske. De opnå imidlertid langtfra den Godhed her i Europa, som i deres Fødeland, og uden Tvivl er det samme Tilfældet med. de europæiske Sorter, når. de overføres til Amerika. Efter Downing ere de i Amerika dyrkede Sorter fremkomne efter Udsæd af europæiske.

Jordbund. Æbletræet trives i enhver Jordbund, som ikke er tør og sandet, eller sur og tørveagtig. Den må være fri for Grundvand i mindst ½ å l Meters Dybde. En Jordbund, som har en Undergrund, der består af frugtbart Ler, er at foretrække; et 50—60 cm. dybt Muldlag ovenpå Leret turde vel være det almindelige, men der haves Exempler på, at et Muldlag på 32 cm. ovenpå en Undergrund af frugtbart Ler kan afgive en meget god Jordbund for Æbletræer, især når Muldjorden er sandblandet, da den ved dyb Gravning vil kunne blandes med den øverste Del af Leret i Undergrunden. Når Muldlaget hviler på et Lerunderlag, vil det i Reglen ikke være for dybt; derimod vil en dyb, fed Muldjord, der hviler på Sandunderlag, ofte frembringe Æbletræer, der have en unaturlig kraftig Væxt, vanskelig blive frugtbare og meget ofte lide af Kræft.

Opelskning og Dyrkning af Æbletræet.

1. Vildstammer og Paradisæblestammer.

Det ædle Æbletræ formeres ved Podning på Æblevildstammer eller på Paradisæblestammer; undertiden også på andre Æblearter.

Ved Æblevildstammer forstås i Almindelighed Stammer, som ere opelskede af Frø af vore dyrkede Æblesorter af de hårdføreste og kraftigste Sorter. Sædvanlig anvendes Kjærner af Mostfrugter, som ere lettest at tilvejebringe. Stammerne heraf benyttes til Træer, der må blive store. Vilde Æblestammer tiltrækkes ved Udsæd af Frø af Skovæblet. Sådanne Stammer anses ofte for at være af mere moderat Væxt, hårdførere og mere nøjsomme end Stammer af det dyrkede Æbletræ. At de have disse Egenskaber i nogen betydelig Grad fremfor Stammer af det dyrkede Æbletræ, har jeg ikke erfaret, og de ville i ethvert Tilfælde ikke kunne gjøre Fyldest som Underlag for virkelige Dværgtræer. Pyrus prunifolia, det såkaldte sibiriske Æble, med de smukke gule og røde Frugter, som vi dyrke i vore Haver til Pryd, giver en stor Mængde Frø, der i Mangel af andet ofte bliver brugt til Udsæd for Vildlinger til Forædling. Endskønt Frøplanter af det, anvendte til Grundstammer for Æbletræer, have adskillige Ulemper, så ville de dog måske kunne anvendes på mager jord; på almindelig god Jord vise de ofte en altfor kraftig Væxt og ere tilbøjelige til at få Kræft; de bryde tidligere om Foråret, og Forædlingerne slå ikke villig an. Til Stammer for egentlige Dværgtræer er det sibiriske Æble næppe skikket.

Som Underlag for virkelige Dværgæbletræer anvendes:
Paradisæblet (se ovenfor pag. II) bruges til Stammer for de mindste Dværgtræer, men behøver en kraftig, varm og tillige lidt fugtig Jord,
Doucinæblet*) er den her i Landet sædvanlig brugte Sort eller Varietet; den er større af Væxt og giver kraftigere Træer end det almindelige Paradisæble, og passer bedre end nogen anden Art til Underlag for Dværgtræer her i Landet.

Endskjønt Doucinæblet oprindelig er fremkommet af Frø af det almindelige Paradisæble, formeres det dog i Almindelighed ikke ved Frøudsæd. Begge formeres ved Aflægning eller ved Rodskud, der have dannet Rødder ved Ophobning af Jord omkring dem.

*) Hvor der i det efterfølgende, ved Beskrivelsen eller Kulturanvisningen af de enkelte Æblesorter, er nævnt Paradis eller Doucin, så menes i Almindelighed denne, da det egentlige Paradisæble ikke ofte. forekommer her i Landet.

2. Opelskning af ædle Æbletræer.

Fremgangsmåden herved er omtrent den samme, som i første Bind p. 13 er meddelt om Opelskning af. Pæretræet.

3. De almindelige Former, hvori det ædle Æbletræ dyrkes.

Højstamme, et Træ, der har en Stamme af Meter 1,65 å 2,00 eller højere; navnlig til Allé- eller Landevejstræer 2,30. Træer af denne Stammehøjde finde dog sjælden Anvendelse her i Landet, da vort Klima er for stormfuldt for så høje Stammer. De opelskes i Udlandet nu sædvanlig i naturlig Form med rund Krone med Bibeholdelse af Hjerteskuddet, og podes på de kraftigste Vildstammer.

Halvstamme, et Træ med en Stamme, der har en Højde af Meter 1,00 å 1,25, hvis Krone her i Landet i Almindelighed gjøres kjedel- eller bægerformet, men også kan tiltrækkes i naturlig Form som antydet ved Højstammen. Det podes på kraftige Vildstammer.

Lavstamme, et Træ med en Stamme, der har en Højde af 30—50 cm. Kronen kan tiltrækkes som hos Halvstammen, men også rund eller af bred Pyramideform. Podes på Vildstammer.

Espalierform. Træet kan tiltrækkes i Palmette- og i Vifteform; sidstnævnte Form er den almindeligst anvendte. Podes på svagtvoxende Vildstammer eller på Doucin.

Dværgæbletræer opelskes med ganske lave Stammer, 10—20 cm. høje, eller podes tæt ved Jordoverfladen; det kan gives Buskform, bred Pyramideform, Kjedel- eller Kurveform. Når Træet holdes tilstrækkeligt åbent imellem Grenene, er førstnævnte Form at foretrække, da den kan vedligeholdes uden megen Beskjæring. Podes på Doucin, eller hvor den egentlige Paradisstamme trives, også på den.

Snortræer, vandrette og lodrette; til disse ligesom til alle andre små Former må benyttes Doucin eller det egentlige Paradisæble; sidstnævnte især til 1-armede vandrette Snortræer.

4. Den Afstand, hvori Æbletræer plantes i Frugthaven,

varierer noget efter Jordbundens Beskaffenhed og de Sorter, der dyrkes. Plantes der et stort Antal Træer af en enkelt eller af få Sorter, må Afstanden afpasses efter den Plads, som den enkelte Sort fordrer. Halvstammer af Hawthornden behøve således kun en Afstand af 5 Meter, hvorimod Gravenstenen behøver 10—11 Meter.

I Almindelighed vil kunne plantes med følgende Afstand:

Højstammede Træer af kraftige Sorter. ............. 10—12 Meter.

Halvstammede Træer. .......................... 8—10 —

Lavstammede do. ;........................... 8—10 _

Vifteformede Espaliertræer på Vildling ............. 7—8 —

Palmetter på Doucin ........................... 4—6 -

Dværgæbletræer på Doucin uden Rodbeskjæring. .... 2,50—3 —

Dværgæbletræer med Rodbeskjæring. ............... 1,65—2 —

Snortræer på Doucin, 2-armede, vandrette ......... 3—4 —

— 1-armede på almindelig Paradis .......... 2—2,50 —

— lodrette på Doucin. .................... 0,35 —

— skrå på Doucin ...................... 0,50—

5. Dyrkning af Dværgæbletræer.

Det er især i Haver, hvor man gjerne vil dyrke forskjelllge Varieteter af Æbler og ikke har Plads til store Træer, som i Villahaver, Haver i Kjøbstæderne og i mindre Haver på Landet, hvor de kunne få lidt Pleje, at disse smukke, meget frugtbare, små Træer bør dyrkes. I en meget righoldig og dyb Jord gro Træerne for stærkt; en Jordbund, som ovenfor under Jordbund for Æbletræer (pag. XXVII) er antydet, er mere passende; er Muldlaget meget tyndt, dog på Lerunderlag, egner det sig alligevel godt for disse Træers Dyrkning, når man uden at berøre Lerunderlaget behandler Træerne på samme Måde, som i første Bind pag. 17—18 er anbefalet for Dyrkning af Pæretræet i et tyndt Muldlag.

I smukt holdte Haver ville Dværgæbletræerne være til Pryd, og de ville kunne plantes i brede Rabatter langs med Gangene, når de kunne holdes af nogenledes ens Størrelse og Omfang. Dette har ingen Vanskelighed, når der kun dyrkes én eller et Par Sorter af ens Væxt; men Sorternes Væxt er på denne Grundstamme især i Størrelse meget forskjellig. Det er dog ikke nødvendigt, at disse forskjellige Sorter Æbletræer gives ganske den samme Form; hvis dette skal opnåes, behøves der mere og stærkere Beskjæring, end det for et tidligt Frugtudbytte vil være heldigt. Man lader Træerne antage en naturlig Buskform eller rund Form og søger blot at holde tilstrækkeligt åbent imellem Grenene, således at Lys og Sol kan trænge ind imellem dem. Meget kraftige Skud, især sådanne,. som fremkomme på ubelejlige Steder, indstudses allerede i Juli, navnlig hvor der ikke ved flittig Knibning i Sommermånederne kan rådes Bod på en uregelmæssig Væxt. Rodbeskjæring hvert andet År og Omplantning, når det behøves, er meget at anbefale, således som der i forrige Bind er anbefalet for Pæretræer. Hvis en sådan regelmæssig Rodbeskjæring ikke kan gjennemføres, kan man indskrænke sig til at rodstævne de for stærkt voxende, især for derved at bevirke en Standsning i deres Udvikling, hvorved opnås, at de mindre Træer, som ere tilbage i Væxt, kunne få samme Størrelse som de rodstævnede.

Det er ikke alene små Haver, at det kan anbefales at plante Dværgæbletræer; skal større Jordstykker beplantes med halvstammede Frugttræer, så turde de store Mellemrum, som findes imellem disse, i 15—20 År eller indtil: de store Træer tage Pladsen i Besiddelse, passende kunne anvendes til mellemplantede Dværgtræer. Plantes der f. Eks. et Jordstykke med 100 halvstammede Træer i 10 Rækker med 10 Meters Mellemrum, vil der imellem hver to Rækker kunne plantes en Række Dværgtræer med 5 Meters Afstand c: 19 Træer, og desuden i selve Rækkerne imellem Halvstammerne i Dværgtræ imellem hver to Træer, altså 10 Træer. lalt bliver der således på det Jordstykke (med Indhegning c. 2 Tdr. Land), som behøves til de 100 Halvstammer, tillige Plads for 271 Dværgæbletræer, der ville kunne give Udbytte i en Årrække, før de store Træer tage Pladsen i Besiddelse.

Når et sådånt Jordstykke skal tilplantes tildels med Hensyn til Handel med Frugt og med Sorter, der bestandig ville beholde deres Værdi, kan vælges:

Halvstammer:

3 Rækker Gravenstener ............ 30 Stkr.
3 — Nonnetitter ............. 30 —
2 — Vinter Guld Pearmain .... 20 —
2 — Boiken ................. 20 —

Dværgtræer:

9 Rækker Cox's Orange Pippin...............171 Stkr
10 Stkr. Transparente blanc
10 - Gladstone
10 - Slesvigsk Jordæble
10 - Charlamowsky*)
10 - Cellini
10 - Kejser Alexande
10 - Filippa
10 - Almindelig Pigeon
10 - Mørkerød Pigeon
10 -AdamsPearmai                        samlet 100  - 
-----------------------------------------------------------------
                                                      Ialt     371 Træer 
*) eller Cox's Pomona.

Sygdomme hos Æbletræet.

(Velvilligst meddelt af Hr. Docent E. Rostrup.}

1. Kræftsygdomme. Den her i Landet hyppigste og farligste Form af Kræft på Æbletræer og Pæretræer, dog hyppigst hos de første, fremkaldes af en til Kjærnesvampene hørende ægte Snyltesvamp, Nectria ditissima, der også anretter store Ødelæggelser på vore Skovtræer, især på Bøg. Når vi foreløbig kun tage Hensyn til, hvad der ses med det blotte Øje, da begynder Sygdommen hos Frugttræerne med, at der på Stammens eller Grenenes Bark viser sig en indtrykt, fordybet Plet, der tiltager jævnt i Omfang. Gjennemskjæres Barken, ser man, at denne er død, og at ligeledes det yderste Vedlag er affarvet, gråt eller brunligt. Den døde Bark falder snart af, og under Træets Forsøg på ved Nydannelse fra Randen af det udgåede Parti at læge Såret omgives dette med flere koncentriske, lidt opsvulmede Ringe af uregelmæssig Form. Trods disse Bestræbelser for at lukke og læge Såret, bliver dette dog i Reglen efterhånden både større og. dybere, og det får sædvanlig en sortagtig Overflade. Når Kræftsåret har fået en vis Størrelse, afhængig af Stammens eller Grenens Tykkelse, dør sædvanlig den ovenfor samme værende Del, eller den knækker over på Grund af den stærke Indsnøring. Kræftsåret har hyppig en vissen Grenstump i Midten. På Sårfladen og navnlig i Randen af samme ses dels nogle små hvide skimmelagtige Tuer, dels Hobe af meget små, højrøde eller blodrøde Kugler. Dette er, hvad man bemærker med blotte Øjne. Ved en nøjere Iagttagelse og mikroskopisk Undersøgelse har det vist sig, at Årsagen til hele denne Fremtoning er den ovenfor nævnte Svamp. For at Svampen kan få Indpas i: Træet, må der være et friskt Sår til Stede; et nok så lille Sår gjennem Barken er tilstrækkeligt, og sådanne små Beskadigelser kunne fremkaldes af mange Årsager, ved Sugning af Barklus og Skjoldlus eller andre Insekter, ved Beskjæring af Smågrene, ved Frosten, som fremkalder Frostspalter, især efter en våd og kold Eftersommer, der ikke har tilladt de unge Grene og yngste Vedlag at modnes. Sådanne Sår kunne hurtig læges under almindelige Forhold, ved Sårkork eller ved Kallusdannelse fra Randen; men når Sporerne af Nectria ditissima falde på det friske Sår og få Lejlighed til at spire, før det er lægt, da begynder Kræftdanelsen, idet der af Svampesporen hurtig udvikler sig et fint, hvidt, trådet Mycelium, der udbreder sig i Barken, særlig i dennes inderste Del, i Basten og Dannelsesvævet, der dræbes, hvorved opstår den indfaldne Plet, der er Sygdommens. første Kjendetegn. Under den håbløse Kamp mellem Svampevævet og Kallusdannelsen opstå derefter de omtalte ringformede Figurer i Kræftsåret. De små hvide Puder, som ovenfor bleve nævnte, vise sig under Mikroskopet at bestå af talrige valseformede, med Tværvægge forsynede Knopceller, medens de lidt senere optrædende røde Kugler, som netop ere synlige for det blotte Øje, ere Svampens Sporehuse. Disse indeholde en Mængde valseformede Sporesække, som hver indeslutte 8 aflange, torummede, farveløse Sporer, Svampen har således to forskjellige Midler til at formere sig, nemlig Knopceller og Sporer; når de udsås på et. fugtigt Underlag, kunne de spire efter nogle få Timers Forløb. Ved at. sprede disse Sporer i lidt Vand og befugte en Knivspids, hermed kan man vilkårlig fremkalde Kræftsygdom i et Træ, blot ved at stikke Knivspidsen ind igjennem Barken, idet Sporerne herved føres ind til Basten, hvor Spiringen og Væxten kan finde Sted. Det er bekjendt, at nogle Frugttræsorter ere mere tilbøjelige til at blive kræftsyge end andre. De mest modtagelige Sorter må man så vidt muligt beskytte mod Sår, og dem, de have fået ved Beskjæring eller på anden Måde, bør man snarest mulig dække med Trævox eller behandle med Kultjære, for at hindre Infektion af Svampen. De allerede opståede Kræftsår bør i Tiden fra Oktober til Marts udskjæres så dybt, at alt det brune, altså af Svampevævet. gjennemtrængte Ved fjærnes, og det friske Sår bestryges med varm Stenkulstjære. Her som i alle lignende Tilfælde bør de bortskårne, af Svampen befængte Dele brændes, for at hindre Sporernes Spredning. Man har også. i nyeste Tid med Held begyndt at helbrede Kræftsygdomme ved Behandling med forskjellige Opløsninger af Jernvitriol og Blåsten, og særlig ved de i Handelen gående Kompositioner: Talkblåsten, Bordeauxvædsken og Eau celeste.

2. Rødmuld. Ældre Æble- og Pæretræer få ofte rødmuldede Stammer, hidrørende fra Angreb af Kjødsvampe, især Svovlgul Poresvamp, Polyporus sulphureus. Smitten finder Sted gjennem et Sår, sædvanlig et Grenbrud, idet Svampens Sporer spire her og sende deres Spiretråde ind i Veddet, hvori Myceliet breder sig og farver det rødbrunt. Idet Veddet udtørrer, opstår talrige Spalter i samme, som fyldes med Svampens Mycelium, så at der viser sig talrige hvide Striber, dels radialt gående fra Marven ud mod Barken, dels langs Grænsen mellem årringene, medens det brune Ved let springer itu i firkantede Stykker; tillsidst blive de angrebne Træer hule. Når Svampevævet har opnået en vis Kraft, trænger det sig frem til Overfladen et Sted, hvor Barken er beskadiget, og her opstår årlig på samme Sted de iøjefaldende, kjødfulde, taglagte Frugtlegemer, som blive l Fod i største Udstrækning, og som blive særlig iøjefaldende på Grund af den lyse, livlige Farve, idet Hattens Overside er rødgul, den med fine Porer forsynede Underside svovlgul; i tør Tilstand bliver hele Frugtlegemet skjørt og hvidt. Man bør fjerne Frugtlegemerne, såsnart de vise sig, for at hindre Smitte til andre Frugttræer og man bør hurtigst desinficere de ved Borttagelse af Grene eller på anden Måde fremkaldte Sår.

3. Æbleskurv forårsages af en Snyltesvamp, Fusicladium dendriticum, som har megen Lighed med den under Pæretræets Sygdomme beskrevne Pæreskurv. Medens den på Pæretræet snyltende Art især optræder på Grene og Frugter og her anretter betydelig Skade, voxer Æbleskurvsvampen fortrinsvis på Bladene, hvor den begynder at vise sig i Forsommeren som olivenbrune, tilsidst sortegrå Pletter på Oversiden. Ved nøjere Betragtning af disse Pletter viser det sig, at de bestå af et overfladisk krybende Mycelium, som forgrener sig stråleformet til alle Sider fra et Midtpunkt, så at det mod Randen danner træformede (dendritiske) Forgreninger. Disse krybende Tråde bære oprette, korte Grene, som hver i Spidsen afsnører en enkelt, kølleformet, olivengrøn Knopcelle, der tjener til Svampens Formering. Svampen optræder også på selve Æblerne, hvor den danner runde, smudsigbnme Skurvpletter; når disse optræde i større Antal, tabe Æblerne i Udseende, ligesom også Væxten hæmmes, når Svampen allerede indfinder sig på de unge Frugter. Svampen fortsætter iøvrigt sin Væxt på de afplukkede Æbler, så længe disse holde sig friske, og når Pletterne optræde i større Mængde, flyde flere af dem sammen og danne større uregelmæssige Pletter. De unge Svampepletter ere omgivne af en fin, hvidlig, lappet Hinde, Levninger af den sprængte Overhud, indeni hvilken Svampevævet dannes. Fugtig Luft begunstiger Svampens Væxt, idet både Pletterne tiltage i Omfang, og der opstår nye Pletter. Skjønt Svampen er hyppig nok, især hos visse Æblesorter, gjør den dog langtfra så stor Skade på Æblerne, som den lignende Art på Pærerne.

4. Frugtskimmel, Monilia fructigena, optræder på Æbler, Pærer, Blommer og andre saftige Frugtsorter. Den træffes både på de halvvoxne og de fuldtmodne, både på endnu fastsiddende og på afplukkede Frugter, og er den hyppigste og skadeligste af de på selve Frugterne forekommende Svampe. Et lille Sår i Frugtens Hud er tilstrækkeligt til, at Svampen kan få Adgang, og er den først kommen indeni Huden, brede de farveløse, forgrenede Svampetråde sig under denne, og har den så opnåt en vis Kraft, sprænger den hist og her Huden og bryder frem på Overfladen af Frugten i Form af smudsighvide Puder, som ere dannede af tæt sammenfiltrede Tråde. Disse hvælvede Puder ere runde eller aflange, ofte stillede i Kredse, og de frembringe på Overfladen små, kjædestillede, farveløse Knopceller af oval Form. Æblets Kjød bliver brunt og tørt mere eller mindre under den angrebne Del af Huden, medens dets Indre holder sig mærkværdig længe friskt. Man kan ofte. finde, at de af Svampen angrebne Frugter blive hængende i indtørret Tilstand på Træet i lang Tid, undertiden hele Vinteren, ligesom også de nedfaldne, af Svampen angrebne Frugter længe undgå den ellers sædvanlige, af Bakterier forårsagede Forrådnelse. Visse Æblesorter få, når de angribes af denne Svamp, i en glinsende sort Skal, hvilket især er Tilfældet med Cellini og andre Æbler med løst Kjød, medens de Sorter, som have fastere Kjød, f. Ex. Pigeonner, sjældendt angribes af Svampen. Det er selvfølgelig ved denne, ligesom ved andre af Snyltesvampe forårsagede Sygdomme, tilrådeligt at fjerne og ødelægge de angrebne Frugter ved Opbrænding eller Nedgravning, for at hindre Smitte.

5. Branddug, Cladosporium Fumago, er ikke ejendommelig for Æbletræer, thi den optræder på mange forskjellige Træer (især Lind og Elm) og Buske i Haver, som have en indesluttet Beliggenhed, særlig i Byer. Svampen danner på Oversiden af Bladene først et fint sort Støv, senere en tyk, kulsort Skorpe, der ganske skjuler Bladenes grønne Farve. Den holder sig til Overhuden, uden at trænge ind i Cellevævet, og hele Skorpen lader sig derfor let løsne fra Bladet. Den består i udviklet Tilstand af mørkebrune, grenede, leddede, knudrede Tråde, hvoraf der udvikles talrige forskjellig formede, hyppigst flerrummede, brune Knopceller. En rigelig og i så Tilfælde skadelig Optræden af Branddug står. i Reglen i Forbindelse med et forudgående Angreb af Bladluskolonier, Som bekendt udsondre Bladlusene en klæbrig Vædske, »Honningdug«, som samler sig på Oversiden af de lavere siddende Blade, og som dels opfanger og fastholder de i Luften svævende Sporer af Brandduggen, dels afgiver Næring for disse under deres Spiring, som foregår meget livlig på sådanne Blade. Ved at hindre Lysets Adgang standser Svampen Bladenes Virksomhed, hvad der atter får en kjendelig Indflydelse på Frugtens Udvikling.

6. Penselrust, Roestelia Mali, ligner meget den under Pæretræets Sygdomme omtalte Gitterrust, men Sporehusets Vægge spaltes ved Modenheden i talrige fine, hvide Tråde, der danne en lille Pensel. Ligesom Gitterrusten står i Forbindelse med en Bævrerust på Sevenbom, således fremkaldes Penselrusten af en Bævrerust (Gymnosporangium tremelloides) på vor almindelige Ene (Juniperus communis), på hvis Stamme og Grene den udvikles som rødbrune, geleagtigtige Skorper om Forsommeren. Penselrusten optræder derfor kun i Haver i Egne af Landet, hvor der findes mange Enebærtræer, og den gjør langtfra så stor Skade som Gitterrusten.

7. En ejendommelig Meldug, 0idium farinosum, har jeg enkelte Steder set optræde på espalierede Æbletræer, på hvis Kviste og Blade den danner et løst hvidt Pudder, der sædvanlig er udbredt over hele Træet. Svampen består alene af de overfladisk udbredte Mycelietråde og de kjædestillede, ægformede Knopceller. Dens Udvikling standses ved Overpudring med Svovlpulver.

 Æblefrugtens Modenhed, Plukning og Opbevaring.

Modenhed og Plukning.

Ved Beskrivelsen af de enkelte Æblesorter er Modningstiden angivet; denne varierer dog meget efter Sommerens Beskaffenhed og lokale Dyrkningsforhold, så at den ikke kan betragtes som gældende under alle Forhold. Navnlig må de finere Æblesorter, som bruges til Dessert- eller Bordfrugt, plukkes i rette Tid og lige så lidt for tidlig som for sent; selv vort bedste Æble, Gravenstenen, taber sin Velsmag, når den i en varm Sommer får Lov at sidde så længe på Træet, som det de fleste Steder var Tilfældet i Sommeren 1889. Gravenstener, som det År bleve plukkede i de sidste Dage af August eller i første Uge af September, vare de mest velsmagende. Sommerfrugterne antages i Almindelighed at skulle opnå Modenhed på Træet, hvilket også er rigtigt, når de blive spiste fra Træet; men kunne de ikke spises strax, må de afplukkes nogle Dage før Modenheden. Henligge de nogle Dage efter fuld Modenhed, tabe de både Saft og Aroma og blive melede. Den rette Tid at plukke på opdages let ved daglig at se på Frugterne, når de sidde på Træerne; selv en meget lille Farveforandring må kunne observeres, og i det mindste på Sommerfrugterne må dette Tegn på Modenhedens Nærhed ikke overses. Al Frugt, som skal opbevares, må nedplukkes og behandles så omhyggelig som muligt, følgelig ikke hældes fra en Kurv til en anden eller udhældes på Hylderne i Frugtkjælderen. Frugten må afplukkes i tør Tilstand og efter Afplukningen henlægges i 10 å 12 Dage i luftige Lokaliteter før den bringes i Vinterkvarter. De Æbler, som skulle bruges til Most og øjeblikkelig anvendes, kunne dog rystes ned; dog må der helst. først udbredes Stråmåtter under Træerne.

Opbevaring.

Til Opbevaring af Frugt behøves en tør Kjælder, der er tilstrækkelig forsynet med Vinduer, for at Frugten et Par Gange månedlig let kan efterses og det beskadigede borttages. Kjældervinduerne må være forsynede med Lemme, for at der kan holdes mørkt i Kjælderen, når der ikke arbejdes der. Ikke alene Varme, men også Lys i Frugtkammeret fremskynder Modenheden. Hvis en Kjælder ikke haves til Frugten, kan Værelser, der vende imod Nord, indrettes dertil; et sådant Lokale må kunne holdes fuldstændig frostfrit og af en Temperatur, der er så ensartet, som muligt, helst 2-—4 Grader R., og Luften derinde må ikke være så tør, at Frugten skrumper. Frugten lægges på Hylder, der anbringes over hinanden med 35—40 cm. Mellemrum.

Nedpakning til Forsendelse.

Nedpakning af almindelige Husholdningsæbler til Forsendelse sker ganske simpelt i Cementtønder eller lignende Tønder, der rumme c. 100 pund. Der lægges et tyndt Lag tør Halm på Bunden af Tønderne, Æblerne lægges så tæt som muligt i Tønderne i regelmæssige Lag uden Mellemlag af Halm, Tønden fyldes rigelig, øverst lægges Papir og et tyndt Lag Halm, hvorefter Låget presses fast og fastgjøres. Til gode Æbler kan bruges dybe høje Kurve af tykke Vidier, forsynede med to stærke Hanke. På Bunden lægges et Lag tør Rughalm og derover Papir, og på Siderne af Kurven anbringes et lille Lag Halm og Papir efterhånden som Æblerne lægges i Kurven; disse må. anbringes så tæt som mulig og trykkes sammen med Hånden så fast, det lader sig gjøre. Når Kurven er fuld, lægges Papir og Halm øverst. En Måtte eller Lærred sys fast over Kurven, hvis et dertil passende Låg ikke haves. Al Halm, som bruges, må være fri for ilde Lugt. Meget fine eller mere kostbare Æbler kunne pakkes således, som er anbefalet for Pærer i første Bind, pag. 24.

Æblefrugtens Anvendelse.

Endskjønt Æblet i dets Anvendelse som Bordfrugt har lidt nogen Indskrænkning i de sidste Decennier ved Fremkomsten af de talrige fine Pærer, som have været dyrkede her i Landet, bruges det dog fremdeles både af høje og lave til at nyde i rå Tilstand som Dessertfrugt. Den overvejende Del af de nye Æblesorter, som i dette Århundrede ere indførte her i Landet, består af Husholdningsfrugter. Der bruges nu i Husholdningen, især i de større Byer, også langt større Kvantiteter af Æbler i frisk Tilstand, end det tidligere var Tilfældet her. Vi stå derimod endnu langt tilbage i at benytte Æbler i Form af Konserves og i tørret Tilstand, men måske de nu i Virksomhed kommende Konservesfabrikker ville bidrage til at oparbejde denne Industrigren, —Den nyttigste og bedste Måde at benytte vort Overskud af Æbler på. er Tilberedningen af en holdbar og velsmagende Most eller Æblevin. Der kan hertil benyttes Sorter, der ikke have stor Værdi til at nydes rå eller til Torvehandel; de kunne endog, for at undgå den kostbare Nedplukning,. rystes ned af Træerne, når de strax forbruges. Alle sure og syrligsøde Æbler og især de, der tillige have en snærpende Smag, ere dertil anvendelige; de helt søde kun når de i små Portioner sammenblandes med store Portioner sure. Til Plantninger af Æbler for at avle Frugter til den bedste Æblevin kunne her i Landet efterstående Sorter særlig anbefales: Champagner Reinet, Luiken, Purpurrød Cousinot, Stor Casseler Reinet, Vinter Guld Pearmain, Grå Kortstilk, Sykehouse Russet og Hawthornden, sidstnævnte dog kun til at blande med kraftigere Sorter. Ved Æblemost eller Æblevin forstås den gode og sunde Drik, der består af ren Æblesaft, således som man tidligere ofte smagte den hos de bedre Familier på Landet og i de større Bøndergårde, og som på Als og mange Steder i Tyskland er meget almindelig; derimod er det, der hos os nu går i Handelen under Navn af Æblevin, et Produkt, der vistnok er tilberedt ved Tilsætning af Sprit; det er ikke behageligt og næppe sundt. Om Tilberedning af Æblemost (ved Husindustri) efter alsisk Methode har Lærer Mathiesen, Grundsømagle, der i nogle År var Haveselskabets Inspektionsrejsende, fra sit Hjem, Als, tilvejebragt en Anvisning, der fortjener Udbredelse her i Landet. Han skriver: »Af de forskjellige Prøver Æblemost, jeg på min Inspektionsrejse i År har lært at kjende i Sydsjælland og Falster, har ingen end blot tilnærmelsesvis kunnet stå Mål med den alsiske med Hensyn til fyldig og kraftig Smag: en sød, delikat Vinsmag med fornøden fin Syre, så at Mosten nydes med stort Velbehag. Ejeren af en af de mange større Frugthaver på Als, hos hvem jeg trakteredes med denne fortræffelige Drik, var så venlig at meddele efterfølgende Fremgangsmåde ved Tilberedningen, som jeg således har fra authentisk Kilde; han laver i gode Frugtår Oxehoveder fulde. Den bedste Most fås ved at blande så mange Sorter sammen som muligt, helst de sure Hollandske-, Krieger- og Vinter-Rambour; dog undgås de egentlig søde Æbler, der aldrig give god eller holdbar Most og blandede mellem de andre kun indvirke skadelig på den. Der afpresses så meget ad Gangen, at Ankeret, Tønden, eller hvad man nu benytter dertil, kan fyldes på én Gang, og at man endda beholder noget tilovers i en særlig Beholder til at fylde efter med ved Omtapningen. Efterhånden som man får afpresset den stødte. Frugt—det bemærkes her, at Frugten skal stødes, ikke rives på en Mølle f. Ex., hvorved den bliver for findelt —fyldes Saften i et velrenset Kar, og når man er sikker på at have det fornødne Kvantum, må den, så hurtig som muligt fyldes på Ankeret, der strax tilspundses godt, så at Luften ikke kan komme tit den. Hvor det derfor drejer sig om større Mængder, må der stødes og presses uafbrudt, thi Mosten må ikke stå så længe i Karret, at der kan være mindste Tanke af begyndende Overgjæring; bliver dette Tilfældet, bliver Drikken sur; den længste Tid, der kan være Tale om at lade den forblive i Karret, er 1 Døgn. Et Romfad eller Romanker. er det bedste til Opbevaring af Mosten, og det må, inden det tages i Brug, skoldes og renses omhyggelig. Ligeledes må Ankeret svovles, inden Mosten fyldes på, og Fyldningen må ske hurtigst muligt, medens Svovldåmpene endnu ere i Ankeret. Derefter spundses godt til, så at Luften er udelukket, og Ankeret henligger nu rolig i 3 Døgn, efter hvilken Tid Mosten tappes af i et rent Kar, hvorved påses, at intet Bundfald kommer med. Det brugte Anker rengjøres så hurtigst muligt; efter Svovlningen fyldes Mosten atter på, og af Reserveankeret (hvis Indhold så vidt muligt behandles på samme Måde) tages så meget, at det egentlige Anker bliver bredfuldt, hvorefter det atter tilspunses lufttæt og lades i Ro i 5 Døgn. Efter denne Tid foretages en ny Omtapning, der gjentages efter andre 9 Døgns Forløb, stadig på samme Måde som første Gang. For hver Omtapning mindskes efterhånden med Svovlningen, for at Mosten ikke skal få Svovlsmag, og skulde der i Tiden mellem de forskjellige 3 Omtapninger ved det Eftersyn, der jævnlig må foretages, vise sig begyndende Spor af Overgjæring, hvilket giver sig til Kjende ved små Øjne eller Bobler på Overfladen, må Omtapningen foretages hurtigst muligt. Det er naturligvis det bedste, hvis der haves to Ankere til Afbenyttelse, hvorved Brug af åbent Kar kan undgås. Når disse nævnte Omtapninger ere foretagne, må Mosten være klar og er da først holdbar og tjenlig til Brug. Skulde der efter den sidste Omtapning endnu vise sig. temmelig meget tykt på Ankerets Bund (Undergjær), må man helst foretage endnu en Omtapning efter 13—14 Dages Forløb for at være ganske sikker. Det kan ikke noksom indskærpes, at der altid må være så megen Most i Reserve, at Ankeret kan holdes fuldt, sålænge Mosten er rinder Behandling. Er Drikken ikke allerede forbrugt i Vinterens Løb, inden der i Marts eller først i April »kommer Grøde i Luften«, må den omtappes ved denne Tid eller også aftappes på Flasker, helst stærke Champagneflasker. Den kan nemlig godt bruges fra Tønden, blot der passes på, at der ikke kommer Luft til den. Opbevaret i en god Kjælder er den holdbar i mindst et Par År. Det skal udtrykkelig bemærkes, at der hverken kommer den ene eller den anden Tilsætning til, altså lige så lidt Vand som Sukker eller Krydderier.«

I de senere År er der påbegyndt Udførsel af Æbler til England, og i 1889 gav denne et glimrende Resultat. Dette ene Års Held er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at bygge på for Fremtiden, eftersom det skyldes et Sammentræf af heldige Tilfælde. Vi havde nemlig her i Danmark det nævnte År en rig Høst: af Æbler af en så god Kvalitet, som vi under vore Forhold kun kunne vente 1—2 Gange i hvert Decennium, medens der samtidig i de fleste andre Lande, også i Amerika, var en meget knap Høst. Derfor kunde vi den Gang sende alle vore Æbler til England og få gode Priser for dem. I de trende efterfølgende År 1890 —92 har Udførselen til England af Æbler ikke været stor og i det hele. taget næppe betalt sig. Hvis vi fremdeles ville lægge Vægt på Udførsel af Æbler til England, må vi bestræbe os for alene at sende store og gode, godt behandlede Frugter af gode Sorter.

Indledende Bemærkninger til Beskrivelsen af de dyrkede Æblesorter.

Om Sorternes Skjelnemærker eller Særkjender samt næmere Forklaring om de ved Beskrivelsen brugte Benævnelser og Kunstudtryk.

A. Træet.

Æbletræets Rod er af Naturen mindre dybtgående, men mere forgrenet og udbredt i de øvre Jordlag end Pæretræets; den kommer ved Beskrivelsen af Træet sjældnere til Omtale. Den Del af Træet, hvor Rod og Top forenes, benævnes i Almindelighed Rodhals.

Stammen betegnes som kraftig, middelkraftig eller svag. I Kulturen forekommer den som helstammet, halvstammet eller lavstammet.

Kronen danner sig i Overensstemmelse med den Vinkel, som Grenene danne med Stammen; er denne under 45°, bliver Kronen i Almindelighed højtvoxende, er den over 45°, bredt- eller fladtvoxende. Af denne Grenstilling vil man allerede, medens Træet står i Planteskolen, kunne slutte sig til den Form, som Kronen vil antage.

De Hovedformer, som almindeligst forekomme, ere:

a. Flad bred Krone: Kanadisk Reinet.
b. Bred hvælvet Krone: Kejser Alexander.
c. Rund Krone: Cox's Orange-Pippin.
d, Pyramideformet Krone: Winter Guld Pearmain.
e. Høj rund Krone: Gravensten.

Grene. Træ- eller Ledegrene kaldes de større Grene, hvoraf Træets Krone består, og som tjene til dets videre Udvikling. Frugtgrene kaldes de mindre, som have afsluttet deres Væxt og bære Blomster og Frugt; ere de ganske korte, kaldes de Frugtsporer.

Sommerskuddene ere hos Æblesorterne ofte et godt Skjelnemærke; efterat de i Høst have kastet Bladene, kaldes de Årsskud, og som sådannø ere de her beskrevne. Nogle Sorter ere meget rige på Skud, andre mere sparsomme. De kunne være lange eller korte, tykke eller tynde; deres Stilling på Grenene kan være mere eller mindre lodret eller fladtliggende; de kunne være mere eller mindre uldede, stærkere eller svagere knæede; Farven kan være forskjellig og Punkteringen mere eller mindre tæt; Punkterne (Lenticeller) kunne være runde eller langagtige.

Bladknopperne kunne være store eller små, mere eller mindre fast tilliggende til Skuddet og lidt eller meget uldede.

Frugtknopperne (også mindre heldig kaldet Blomsterknopperne) kunne være små eller store og af forskjellig Form; ligeledes kunne Knopskjællene være af forskjellig Farve, samt svagere eller stærkere uldede.

Bladene ere ofte meget forskjellige og afgive derved ikke få Skjelnemærker. Blade til Beskrivelse må vælges efter visse Regler, og de på Sommerskuddene og omkring Frugtknopperne må beskrives særskilt. Blade af Sommerskuddene tages af de midterste på Skuddet, helst af moderat kraftige Skud af midaldrende Træer; af dem derimod, der sidde i en Ring omkring Frugtknopperne, tages de 2—3 bedst udviklede. De Benævnelser, hvormed Bladenes Form betegnes, ere: rund eller rundagtig; ægformet; ægrund; oval; elliptisk; lancetformet; hjærteformet ved Stilken. Gjenstand for Berkrivelse er endvidere Bladenes Størrelse, om de ere store, middelstore eller små; Randen, om den er mere eller mindre indskåren eller savtakket; Spidsen, om den er lang eller kort, tilløbende eller påsat. Ligeledes blive Bladstilkene og Axelbladene ofte beskrevne.

Blomsterne beskrives med Hensyn til deres Størrelse, Kronbladenes Form og Farve og indbyrdes Stilling, om de stå adskilte, berøre hinanden eller ligge lidt over hinanden; også den tidligere eller senere Blomstringstid er af Vigtighed.

Frugtbarheden er betegnet som moderat, god, meget god eller stor og meget stor. Antydninger om Frugtbarhed ville tillige findes under Kultur.

Kultur. Under Kultur søges givet sådanne Oplysninger med Hensyn til Træets Egenskaber og især dets Hårdførhed, som kunne vejlede Dyrkeren.

B. Frugten.

En pomologisk Håndbog bør altid være ledsaget af naturtro Afbildninger eller Afrids, da det ikke er muligt ved Beskrivelsen alene at tydeliggjøre Frugtens Udseende. Der bør såvidt mulig tages både en hel og en overskåren Frugt. Kun når kolorerede Afbildninger kunne fås naturtro og godt udførte, ville de være at foretrække for Træsnit.

a. Ydre Særkjender.

Til ydre Særkjender hører: Frugtens Størrelse og Form, Frugtstilken, Stilkgruben, Bægeret og Huden.

Størrelsen varierer noget efter Dyrkningsforholdene. Breden og Højden opgives i Millimeter både af Frugter i bedste Udvikling og af almindelig Størrelse.

Formen. De vigtigste Betegnelser, som bruges ved Beskrivelsen, ere: a) fladrund, b) rund eller rundagtig. c) valseformet, d) kegleformet, e) afstumpet kegleformet, f) oval, g) ægformet, h) ægrund; — Bugen kaldes det Sted på Frugten, hvor den har den største Brede eller Tykkelse. Den kan sidde på Midten, under Midten eller lidt over Midten; det sidste er sjældent. — Ribber kaldes de Forhøjninger eller høje Kanter, sædvanlig fem i Tallet, som begynde i Bægernedsænkningen eller på Bægerhvælvingen, drages kortere eller længere ned over Frugten og i mange Tilfælde gjøre denne helt kantet. Undertiden ses i en Ribbes Sted en skarp Linie, der benævnes en Søm.

Frugtstilkens Længde er i Almindelighed opgiven i Mål, dens Tykkelse er betegnet med tyk, middeltyk eller tynd; der opgives, om den er træagtig eller kjødet, om den er nøgen eller uldet, og om den er grøn eller brun. Stilkgruben betegnes som dyb eller mindre dyb, bred eller snæver, dens Sider som jævne eller foldede, rustfrie eller rustbeklædte.

Bægeret består af fem Bægerblade, der ere meget forskjellige i Form, Farve og navnlig i den Stilling, hvori de ere anbragte; de kunne være lange eller korte, brede eller smalle, spidse eller stumpe, de kunne slutte eller være lidt adskilte i Bunden, uldede eller nøgne. Bægeret kaldes åbent, når Bægerbladene ere tilbagebøjede, halvt åbent, når de stå oprette, og lukket, når de lukke sammen over Bægerhulen. Bægernedsænkningen kan være dyb eller flad, bred eller snæver; dens Sider ere ofte foldede som en Følge af, at Ribberne begynde her og over Bægerhvælvingen gå videre ned over Frugten.

Huden. Æblets Hud er oversåt med Hudpunkter, ganske fine ligesom gjennemskinnende Prikker, som ere mere eller mindre tætsiddende, tættest omkring Bægeret, løvrigt er Huden glat eller ru, ofte glinsende, tynd eller tyk, ofte belagt med en tyndere eller tættere Dug. Mange Sorter, som f. Ex. Kalvilleme, ere fedtede at føle på, og når de ere det i en ringere Grad, som det oftest er Tilfældet, kaldes de smattede; det er dog i de fleste Tilfælde først på Lageret; at denne Egenskab bliver fremtrædende. Temmelig almindelig er grå eller brunlig Rust hos en stor Del Æblesorter, især hos Reinetterne. Rust forekommer dels som Overtræk, enten tyndere, tættere, eller nætagtigt, dels som enkelte, for visse Sorter ejendommelige Figurer, som Pletter og Punkter. De runde, sorte, rustagtige Pletter af omtrent en Ærts Størrelse, som enkelte Æblesorter næsten aldrig er fri for, kaldes Vandpletter. Efter Hudens Farve skjelnes mellem grundfarvede, dækfarvede, stribede og farvede Frugter. Grundfarvet kaldes en Frugt, hvis Farve i Hovedsagen er grøn, grønliggul, hvidgul eller gul, om også Solsiden er orangegul. Dækfarvet kaldes den, når Grundfarven på Solsiden er overdækket med en meget mørk, livligrød eller lysere rød Farve. Stribet kaldes en Frugt, som har Striber, hvad enten disse findes i Grundfarven eller Dækfarven. Farvet kaldes den sædvanlig, hvor ingen Grundfarve er synlig, men hvor hele Frugten er overtrukken med en lysere eller mørkere rød Farve, hvad enten den er ledsaget af røde Striber eller ikke.

b. Indre Særkjender.

Sådanne ere de, som først efter Gjennemskjæringen af Æblet lade sig iagttage. Der udfordres to Snit: et lodret Længdesnit gjennem Bægeret, Kjærnehuset og Stilken (Fig. 1), og et vandret Tværnit gjennem Midten af Kjærnehuset (Fig. 2).

Kjærnehuset, det af Frugtknuden dannede egentlige Frøhus, består af fem Kamre med pergamentagtige Vægge, som indeholde Kjærneme; undtagelsesvis kan et eller endog to af Kamrene mangle. I den gjennemskårne Frugt ses udenom det 10 Karbundter, som gå fra Stilken i en større eller mindre Afstand fra det, i en Bue op til Bægerhulen på det Sted, hvor Støvdragerne udspringe; den derved fremkomne Linie betragtes af de fleste Pomologer som Kjærnehusets Ydergrænse. Den Figur, som denne Linie danner, er i Regelen løgformet, snart mere flad, snart mere høj, men nærmer sig ofte til oval eller ægformet og kan undertiden ved Stilken være hjerteformet. Midt imellem Kamrene ses ofte en rund eller kantet åbning, Axehulen, der kan være bred, middelbred eller smal; mangler den helt, kaldes Frugten fuldaxet (Fig. 3). Meget ofte ere Kjærnehusets Kamre åbne mod Axen, dg der ses da på Tværsnittet en femkantet åbning (Fig. 4). Efter de forskjellige Grader af Åbenhed kaldes Kjærnehuset meget åbent, åbent, halvt åbent eller lukket. Kamrenes Form er forskjellig, idet de dels mod Bægeret, dels mod Stilken kunne være spidse eller afrundede, fremdeles rummelige, middelrummelige eller snævre; Væggene ere snart glatte, snart opridsede. Også Kjærnernes Antal, Størrelse, Form og Farve har Betydning ved Beskrivelsen, ligeledes deres Udvikling, om de ere velnærede eller svange.

Bægerrøret eller Bægerhulen. Ovenfor Kjærnehuset, dels stødende til dette, dels adskilt fra det, findes Bægerhulen; den er snart kegleformet, snart tragtformet eller den danner en Overgang imellem disse Former og benævnes da kegletragtformet. I Bægerhulen ses en Krans af korte Tråde, der ere de efter Afblomstringen levnede Rester af Støvdragerne. Eftersom de ere fæstede højere eller lavere i Bægerhulen, et Forhold, som synes at være konstant, benævnes de højtstillede, midtstiltede eller lavtstillede..

Kjødet. Kjødets Farve er sædvanlig hvid eller gullig-hvid, undertiden gul, grønlig eller rødlig. Efter sin Konsistens kaldes det blødt eller mørt, knasende, fast eller hårdt, fint eller grovt; vigtig er dets Saftrigdom, om det er mere eller mindre saftrigt eller om det mangler Saft. Smagen er i mange Tilfælde meget vanskelig at betegne, navnlig dens Aroma. I Almindelighed søges betegnet, om det har en for Smagen behagelig Sødme og Syrlighed eller om en af disse Egenskaber mangler eller er tilstede i en for høj Grad, således at Æblets Anvendelse til Dessert eller Husholdningsbrug taber i Værdi. Måden, hvorpå, og Stedet, hvor Frugten bliver opbevaret, har ofte en meget stor Indflydelse på Smagen.

Modenhed. Under denne Rubrik er såvidt mulig Plukningstiden antydet; men denne varierer meget efter Sommerens Vejrlig, Dyrkningsmåden og lokale Forhold. . Ved Sommeræblerne falde Plukningstiden og den Tid, hvori de ere tjenlige til at nydes, ofte sammen, og mange Sommeræbler smage bedst, når de spises fra Træet. De fleste Høstæbler plukkes i September, når de dertil have en passende Modenhedsgrad, og forbruges i Løbet af Efteråret. Vinteræblerne plukkes tidligere eller senere i Oktober og forbruges i Løbet af Vinteren og Foråret. Ligeledes er Æblernes Varighed eller Holdbarhed antydet under Modenhed.

Kvalitet og Brug. Brugbarheden som Taffel- eller Bordfrugt er søgt betegnet ved: a) Bordfrugt af første Rang eller Kvalitet og b) meget god Bordfrugt; c) god Bordfrugt og d) brugelig som Bordfrugt betegner Bordfrugt af anden Rang. På samme Måde ere Husholdningsfrugterne klassificerede. Når Sorterne ere særlig anvendelige til Vin eller Most, er. dette anført.

Æblesorternes Klassificering.

Systemer.

Hvad der i første Bind er sagt om Klassificeringen af Pæresorterne, er tildels også gjældende for Æblerne. Der findes vel imellem Æblerne visse Grupper af Sorter, f. Ex. Kalviller og Reinetter, som det skulde synes let at bringe i System, og dette er også Tilfældet, sålænge der kun haves med de ægte Kalviller og de ægte Reinetter at gjøre; men Overgangsformerne imellem disse og andre Grupper frembyde allerede Vanskeligheder, og efter at disse Overgangsformer i Århundrede gjensidig have befrugtet hverandre, er der fremkommen så mange Sorter, at det næppe tør anses for muligt at indordne dem alle i et brugbart System. Et sådant må have et fast Grundlag eller en større Del konstante Kjendetegn, hvorpå, der kan bygges. Hos mange Sorter ere enkelte Kjendetegn bestandige, hvorimod andre ere ubestandige; dertil kommer, at klimatiske og Jordbundsforhold og. en mere eller mindre omhyggelig Dyrkning ofte frembringe betydelige Variationer i Sorternes Kjendetegn, og derfor ere sådanne Kjendetegn, som ere begrundede på Størrelse, Farve og Form, i mange Tilfælde meget upålidelige. Uagtet disse Mangler hos Systemer i det hele taget have Tyskerne dannet mange Æblesystemer, hvoraf de fleste dog ere fremkomne, efterat Diel skrev sit Æblesystem af 1792. Diel's System er, ligesom de andre Systemer, der her ville blive omtalte, et rent pomologisk System, der alene behandler Frugten. Diel delte Frugterne i 7 Klasser og lagde i Hovedsagen Sorternes naturlige Slægtskab til Grund for Klassificeringen, navnlig for de første fire Klasser: Kantæbler, Rosenæbler, Rambour og Reinetter, hvorimod alle Frugter, der ikke kunde indordnes i disse, bleve anbragte i tre Klasser, der bleve dannede efter Form og Farve, nemlig: Stribæbler, Spidsæbler og Fladæbler. Det Diel'ske System var det første, der støttede sig til Sorternes naturlige Slægtskab; det blev hurtig almindelig kjendt, og er det, som tidligere er bleven mest benyttet.

Det Diel-Lucas'ske System fra 1852 er at betragte som et forbedret og betydelig udvidet Diel'sk System, da dette i sin Grundform er bibeholdt. Det er udarbejdet af Dr. Ed. Lucas i Reutlingen og anses for det bedste af de nu brugte tyske Æblesystemer.

Den berømte engelske Pomolog Robert Hogg, der er Udgiver af »Brittish Pomology« af 1851, hvori er beskrevet og for en stor Del også afbildet 942 Æblesorter, har deri optaget et Æblesystem, der udmærker sig ved stor Simpelhed og er meget let at anvende; Modningstiden, Formen og Farven ere her lagte til Grund for Inddelingen.

Robert Hogg's nye Æblesystem, der er optaget i »The fruit manual« af 1884, er meget forskjelligt både fra hans System af 1851 og alle andre Æblesystemer; det er interessant derved, at det i Hovedsagen er Æblets indre Organer, der ere lagte til Grund for Klassificeringen, nemlig Støvdragerne, Bægerhulen, Kamrene og Bægeret.

Det Diel'ske System.

(Diel 1792, 1ste Hefte pag. 38).

Første Klasse. Kantæbler.

Frugter med tydelig udviklede, regelmæssig fremstående Kanter, der gå fra Bægeret ned imod Stilkgruben uden at berøve Frugten dens Form. Kjærnehuset er i Forhold til Frugten stort, ikke lukket, ofte uregelmæssigt.

Første Orden. Ægte Kalviller.
Frugten aftager fra Midten op imod Bægeret. Huden er på Træet overdækket med Dug, på Lageret smattet eller fedtet; den er vel stribet, men aldrig klart eller tydelig. Kjødet er let, løst og fint, Smagen minder om Jordbær eller Hindbær.

Anden Orden. Klapre- eller Rasleæbler.
Frugten er flad, konisk, valseformet eller tilspidset. Huden er hverken dugget, smattet eller fedtet. Kjødet er kornet, løst eller grovt, Smagen ikke balsamisk, oftest sødlig eller syrlig.

Tredie Orden. »Gulderlinge«.
Formen er konisk eller flad, stærkt kantet eller ribbet især om Bægeret. Kjødet er fint, næsten reinetagtigt, Smagen ikke balsamisk, men krydret.

Anden Klasse. Rosenæbier.

Frugten har regelmæssige Kanter eller Ribber omkring Bægeret og ofte ned over Bugen. Kjærnehuset er ikke uforholdsmæssig stort, oftest regelmæssigt. Huden er ofte tulipanagtig stribet, på Træet dugget, men ikke fedtet eller smattet på Lageret. Kjødet er løst, mørt og fastkornet, Smagen fin, mindende om Roser, Fennikel eller Anis; Lugten er behagelig, idetmindste når Frugten gnides indtil den bliver varm. Med Undtagelse af Vintercousinotter. og Vinterrosenæbler ere de ikke Vinteræbler.

Første Orden. Tilspidsede eller langagtige.

Anden Orden. Runde eller flade.

Tredie Klasse. Rambouræbler.

Store Æbler, som indbefatte de største Æbleformer. Omkring Bægeret ere de forsynede med Ribber, der hæve sig som brede Kanter og ofte løbe ned over Frugten, hvor den ene trænger sig uregelmæssig frem over den anden, hvorved Formen ofte bliver skjæv, idet Halvdelene blive ulige store og den ene Side lavere end den anden; Kjødet er løst og grovkornet, men Smagen ofte meget behagelig.

Første Orden. Med stort Kjærnehus.

Anden Orden. Med snævert Kjærnehus.

Fjerde Klasse. Reinetter.

I Regelen Typer på smukke Æbleformer, idet de fra Midten ere ligelig eller næsten ligelig afrundede mod Bæger og Stilk. De have alle grå Hudpunkter, Rustpletter eller Rustovertræk, men ere sjældent smattede eller fedtede; på Lageret skrumpe de lidt og må derfor af alle Æbler sidde længst på Træet. Kjødet er fintkornet, tæt og fast, lidt knasende eller afbrækkende, men tillige fint og blødt; Smagen er den ejendommelige fine, sukkeragtige og aromatiske Reinetsmag. Til denne Klasse regnes også de egentlige søde, men tillige krydrede Æbler, der stemme med dem i Formen, Hudens Rustbeklædning og Kjødets Beskaffenhed, og også nogle andre, der kun ligne dem i den sidste Henseende, f. Ex. Pippinerne.

Første Orden. Ensfarvede Reinetter.
Grundfarven er enkelt, fra grøn til smukt guldgul, uden særegen Farve eller Rusttegning på Solsiden og kun med mindre Rustfigurer eller afbrudte Ruststriber, som ikke danne noget sammenhængende Overtræk.

Anden Orden. Røde Reinetter.
Som de foregående, med med en rød Solside uden Rustklædning.

Tredie Orden. Graa Reinetter.
Grundfarven fra grøn til smudsiggul, med iøjefaldende Rustovertræk over den største Del af Frugten, Solsiden ofte mat eller smudsig, brun eller okkerfarvet-rød.

Fjerde Orden. Guldreinetter.
Smukt karmossinrødt flammede eller stribede på Solsiden; Grundfarven får på Lageret en smuk højgul Farve, og såvet over den som over det røde på Solsiden er udbredt lette Rustflager eller Rustfigurer eller et helt Rustovertræk.

Femte Klasse. Stribæbler (Streiflinge).

En stor Klasse, som mest består af Husholdningsfrugter af forskjellig Form og med uregelmæssigt Kjærnehus. Huden er i Regelen rødstribet,. oftest med korte eller kort afbrudte Striber, der kunne vise sig over hele Frugten eller kun ubetydelig på Solsiden; mellem Striberne på Solsiden kan der være Prikker eller Flammer, så at Striberne kun på Skyggesiden fremtræde rene. De skrumpe ikke, når de afplukkes i rette Tid. Smagen er fra rent sød til vinagtig og sur, men aldrig Rosenæblesmag.

Første Orden. Flade Stribæbler.
Temmelig ligelig afrundede mod Bæger og Stilk, men noget fladtrykte, da Breden altid er i det mindste en halv Tomme større end Højden.

Anden Orden. Tilspidsede Stribæbler.
Frugten løber spidst til mod Bægeret, så at den øverste Halvdel bliver kegle- eller pyramideformet og ganske ulig den nederste. Breden er større end Højden.

Tredie Orden. Lange eller valseformede Stribæbler.
Tykkelsen aftager enten fra Stilkgruben jævnt mod Bægeret eller fra Midten både mod Bæger og Stilk. Højde og Brede ere kun lidet forskjellige.

Fjerde Orden. Runde Stribæbler.
Tykkelsen aftager ens mod Stilk og Bæger, så at Frugten, når den holdes således, at Bæger og Stilk vende til Siderne, har en rundagtig Form. Brede og Højde ens eller kun afvigende indtil 1/4 Tomme.

Sjette Klasse. Spidsæbler.

Frugten løber jævnt spidst til mod Bægeret. Kjærnehuset er regelmæssigt. Huden er ikke dugget og ikke stribet, men enten ensfarvet eller med røde Flammer på Solsiden; de skrumpe ikke let. Smagen er sød eller vinagtig til helt sur.

Første Orden. Langagtige, valseformede eller kegleformede Spidsæbler. Samme Kjendetegn som Stribæblernes tredie Orden.

Anden Orden. Tilspidsede Spidsæbler. Samme Kjendetegn som Stribæblernes anden Orden.

Syvende Klasse. Fladæbler.

Breden er altid større end Højden. Kjærnehuset er dog regelmæssigt. Huden er hverken smattet eller fedtet og aldrig stribet, men enten ensfarvet eller flammet med rødt på Solsiden; den skrumper ikke let. Smagen er fra helt sød til helt sur.

Første Orden. Helt flade Fladæbler.
Breden er altid en halv Tomme større end Højden.

Anden Orden. Runde Fladæbler.
Breden er sjældent 1/4 Tomme større end Højden, så at Forskjellen er lidet iøjefaldende. Ved et Tværsnit gjennem Midten afskjæres to næsten ens Halvdele.

 Det Diel-Lucas'ske Æblesystem.

Klasse I. Kalviller, Jordbæræbler, Hindbæræbler.

Ordener:
1. Grundfarvede, 2. dækfarvede, 3. stribede Kalviller.

Klasse II. Klapre- eller Rasleæbler.

Ordener:
1. Grundfarvede, 2. dækfarvede, 3. stribede Klapreæbler.

Klasse III. »Gulderlinge«.

Ordener: J. Grundfarvede, 2. dækfarvede, 3. stribede Gulderlinge.

Klasse IV. Rosenæbler.

Ordener:
1. Grundfarvede, 2. dækfarvede, 3. stribede Rosenæbler.

Klasse V. Pigeonæbler.

Ordener:
1. Grundfarvede, 2. dækfarvede, 3. stribede Pigeoner.

Klasse VI. Pundæbler, Rambouræbler.

Ordener:
1. Grundfarvede, 2. dækfarvede, 3. stribede Rambouræbler.

Klasse VII. Rambour-Reinetter.

Ordener:
1. Glatskallede, 2. ruskallede Rambour-Reinetter.

Klasse VIII. Voxreinetter.

Ordener:
1. Glatskallede, 2. ruskallede Voxreinetter.

Klasse IX. Borsdorfer Reinetter.

Ordener:
1. Grundfarvede, 2. dækfarvede, 3. stribede Borsdorf Reinetter.

Klasse X. Røde Reinetter.

Ordener:
1. Dækfarvede, 2: stribede Reinetter.

Klasse XI. Grå Reinetter. Læderæbler.

Ordener:
1. Grundfarvede, 2. dækfarvede, 3. stribede Læderæbler.

Klasse XII. Guld-Reinetter.

Ordener:
1. Dækfarvede, 2. stribede Guld-Reinetter.

Klasse XIII. Stribæbler.

Ordener:
l. Mostæbler, 2 Bønneæbler (Bohnapfel), 3. runde Stribæbler, 4. spidse Stribæbler, 5. kantede Stribæbler.

Klasse XIV. Spidsæbler.

Ordener:
1. Grundfarvede, 2. dækfarvede Spidsæbler.

Klasse XV. Fladæbler.

Ordener:
I. Grundfarvede, 2. dækfarvede Fladæbler.

-------

Hver Orden deles i to Underordener: a. med åbent, b. med lukket Bæger.

 Hogg's Æblesystem af 1851.

1ste Klasse: Sommeræbler.

1. Runde, rundagtige eller fladtrykte. A. Svagtfarvede, B. stribede. C. røde.
2. Langagtige, kegleformede, ovale.  A. Svagtfarvede, B. stribede, C. røde.

II. Klasse: Høstæbler.

1. Runde, rundagtige eller fladtrykte. : A; Svagtfarvede, B. stribede, C. røde, D. brune eller rustbrune.
2. Langagtige, kegleformede, ovale. A. Svagtfarvede, B. stribede, C. røde, D. rustbrune eller dækkede med Rust.

III. Klasse: Vinteræbler.

1. Runde, rundagtige eller fladtrykte. A. Svagtfarvede, B. stribede, C. røde, D. brune eller rustbrune.
2. Langagtige, kegleformede, ovale. A. Svagtfarvede, B. stribede, C. røde, D. rustbrune eller dækkede med Rust.

------------------

Svagt farvede kalder Hogg de grundfarvede eller ensfarvede (gule eller grønne) Frugter, om også Solsiden har Anstrøg af lyserødt og orange.
Stribede kaldes de helt eller delvis stribede, enten på lys (svagtfarvet) eller på farvet Grund.
Røde kaldes de, som have en rød Solside eller ere helt røde.
Rustbrune (Russet) kaldes sådanne, som ere helt eller for en stor Del bedækkede med Rust.

Hogg's Æblesystem fra 1884.

I dette System grundes Inddelingen væsentlig på Frugtens indre Dele, Støvdragerne, Bægerhulen, Kamrene og Bægeret, medens Form og Farve komme i anden Række.

1. Støvdragernes forskjellige Plads i Bægerhulen har Hogg ved Undersøgelse fundet mere pålidelig end alle andre Kjendemærker, og bruger den derfor som Hovedgrundlag for Inddelingen. Derefter følger
2. Bægerhulen selv, om den er kegle- eller tragtformet; derpå
3. Kamrene, som kunne være a. runde eller rundagtige, b. ægformede, c. omvendt ægformede, d. elliptiske; endvidere tages Hensyn til deres Stilling til Axen, om deres Vægge berøre den eller ikke; i første Tilfælde ere de symmetriske og kaldes axillære, i sidste usymmetriske og kaldes abaxillære. Tilsidst benyttes
4. Bægerbladenes Stilling, idet de kunne være a. udadbøjede i Form af en Stjerne, b. opret-sammenbøjede, uden at Spidserne berøre hinanden, c. fladt samrnenbøjede, således at de lukke sammen og Randene berøre hinanden, d. overliggende, når Bægerbladenes Rande dække hinanden.—Med Hensyn til
5. Formen skjelnes mellem runde, flade, kegleformede og ægformede Frugter, og med Hensyn til
6. Hudens Farve mellem a. blege, ensfarvet gule eller grønne (dog kan Solsiden være orange eller lyserød); b. stribede, med røde Striber på gul eller grøn (ikke rød) Grund; c. farvede, når Grundfarven er rød, uden eller med mørkere røde Striber og med få eller ingen Rustfigurer; d. rustklædte, når Rustbeklædningen er overvejende (Solsiden kan være brun eller rød).

Således fås 3 Hovedafdelinger, eftersom Støvdragerne ere højtstillede, midtstillede eller lavtstillede. Hver af dem falde i 2 Underafdelinger efter Bægerhulens Form; de 6 Underafdelinger falde efter Kamrenes Form og Stilling hver i .8 Sektioner, ialt 48. Efter Bægerets Forskelligheder deles hver af disse i 4 Grupper, altså 192. Dannes der fremdeles mindre Afdelinger efter Form og Farve, kan hver Gruppe falde i 6 Undergrupper, altså 1152.

Efter dette System har Dr. Hogg ordnet alle de Æbler, som han har beskrevet i 5te Oplag af sin Fruit Manual. Der er Afdelinger, i hvilke der kun findes l Sort, andre på 6—8, og i flere er endnu slet ingen indført, men de ere beredte til at optage de nye Sorter, som Fremtiden måtte tilvejebringe.