Moselundgaard(Moeslund)                Kort 3

Moselundgaard, Funder Sogn, nu Engesvang Sogn, har spillet en central rolle i ovennævnte anelinie. Dens historie er beskrevet i Slægtsbogen af overlærer Erich Broch, Bjerringbro. Det følgende er et referat heraf:

Det var en stor gård ikke under 800 tdr. land, men næppe en 1/6 var opdyrket, resten var lynghede og tørvemoser. Gården er beskrevet fra 1400 tallet, hvor den hørte under forskellige herremænd. I 1487 skænkede Henrik Persen Prip gården til kirken. Ved reformationen kom kirkens gods under kongen, og gården blev et krongods under Silkeborg len. I 1664 overlodes den til Christian III's mundskænk Christian Fischer og blev i dennes familie indtil 1720, hvor gården blev afstået til kongen, der lagde den under Skanderborg rytterdistrikt. Den blev senere solgt til etatsråd Seerup fra Hald, derefter flere ejere. Gården beboedes derfor i mange år af fæstere.
Først i 1816 købte den daværende fæster Jens Pedersen gården fri til selveje. Der er i slægtsbogen en længere beskrivelse af livet på gården på dette tidspunkt. Den var da på ikke mindre end 800 tdr. land, men kun en 1/6 var opdyrket, ellers var det lyngheder og tørvemoser, som lå hen i naturtilstand. Det var et meget ensomt område (senere kom der jernbanestation med tørveindustri ved Moselund). Jens Pedersen havde aldrig forladt gården for at lære noget nyt, alt blev ved det gamle. Det gik ud på at frembringe rug til brød, boghvede til grød, kål, mælk og kød, samt fåreuld til klæder. Konen var lille og spinkel og opofrende og tænkte ikke på sig selv, men kun på at sørge for andre. De 6 sønner og 3 døtre hjalp til på gården efterhånden som de blev voksne. På gården boede også en gammel ugift faster, som det var skik dengang. Gårdens bygninger var ældede, gårdspladsen var møddingssted og i fugtigt vejr et opæltet morads, hvor staldgødning og lyngtørv blandedes. En smal stenbro gik langs husene, hvor man kunne færdes. Skorstensstuen var det almindelige samlingssted, her brændte altid et stort tørvebål på det åbne ildsted, der blev brugt både som kogested, belysning og varme om vinteren. Om aftenen samledes gårdens folk omkring arnen. Dagligstuen var familiens sommeropholdsted og desuden sovested både vinter og sommer. Langs indervæggen var der en række indelukkede alkovesenge, hvor samtlige husbeboere havde deres sengeleje. Storstuen havde også alkovesenge, de blev kun brugt til gæster og stuen kun til gilder. Alle stuer var lave med bjælkeloft, små blyindfattede vinduer, gulve af stampet ler og lerklinede vægge og mure, der var kalket hvide, når ikke kalken var skallet af. En sådan hedegård var kun nogenlunde indbringende og kunne stort set kun forsyne beboerne med det mest nødvendige. Der var 5 mil til den nærmeste købstad Viborg, men vejene var meget dårlige og man turde kun køre på dem ved højlys dag. Klæderne var især lavet af vadmel og skind, kun om søndagen brugte man dog langskødede frakker og læderfodtøj. Hjemmet var til det yderste præget af jævnhed, familiefaderens ord var lov. -
Om sommeren var alle mændene beskæftiget i marken, om vinteren passede de dyrene og derudover snoedes reb af svinehår, der blev lavet træskeer m.v., udover der blev arbejdet i tærskeloen. Kvinderne sørgede for madlavningen og spandt på rokken, strikkede hoser, kartede uld osv.. - Kl. 12 samledes alle om det store egebord til unden (middagsmad). Den ældste søn skar brød, kvinderne kom med et lerfade med kålsuppe, et andet med kød. Hver tog sin træske fra bjælken og sin kniv fra lommen eller bordskuffen. Husbonden sagde en kort bøn, og der langedes til fadet, der snart var tømt. Husmoderen skar kødet i portioner og lagde det på træbrikker, som de hver især skød hen til hende. Der stod øl, som man kunne drille så meget af, som man ønskede. - Kl. 17 samledes man til nædder (nadver), oftest boghvedegrød og mælk. Husbond sluttede altid med en kort bøn, og under højlydt ræben gik enhver til sit. I de mørke vinteraftener tog manden sin strikkestrømpe hen til ilden, hvor alle samledes. Vinteraftnerne var altid de sjoveste i det stille og tarvelige hjem, da kunne der komme naboer på besøg og fortælle nyt eller der kunne være kappestrikning med deres medbragte bindehoser. Lidt ekstra traktement kunne der også falde af. Om søndagen var der altid nogen fra gården i kirken i Funder, de skulle bagefter referere prædikenen hjemme. Desuden var der hver søndag eftermiddag gudstjeneste i dagligstuen og alle skulle komme. Stuen skulle da være pænt i orden og rengjort. Husbonden læste et stykke af huspostillen, og man sang salmer. Sådan gik livet som på så mange andre store gårde på den tid.

Men fra 1850'erne begyndte forholdene at ændre sig. Der kom større røre på den afsides hedeegn, Viborg-Kolding landevejen toges under arbejde, så det var lettere at færdes, handelspladsen Silkeborg blev oprettet, og en ny vej fra Silkeborg til Herning kom og gik nær Moselund. Der kom nye redskaber og forbedrede metoder, som nogle forstod at udnytte. Men nogle, især gamle, var mistroiske og begreb ikke den ny tid, det gjaldt Jens Petersen, men han nåede at dø lykkeligt, inden det nye sejrede. Det blev hans søn Peder Jensen, der overtog gården over 40 år gammel, der faldt som offer for de forældede traditioner i Moselundsgården. Han kunne ikke klare det nye, afgifterne til hans søskende trykkede, smør og andre produkter kunne ikke holde samme pris som andres. Så i december 1855 solgte han den gamle slægtsgård, hvor bygningerne var faldefærdeige og avlen næsten ude af drift, til grev F. M. Knuth fra Lolland.

Gården blev senere handlet flere gange, bl.a. til en konsul Steenbjerg fra Randers, som øjnede rigdomme i de store tørvemoser, nu da der var projekteret jernbane fra Silkeborg til Herning over gårdens jord. For at få bane på gårdens jord, tilbød DSB at fragte et kvantum tørv årligt, og der blev oprettet en station, der senere blev en af de store tørvestationer. Banen åbnedes 1877, og allerede året efter byggede konsulen en stor tørvefabrik på stedet. Om sommeren beskæftigedes der 150 tyskere og polakker. Konsulen gik dog fallit og gården handledes flere gange. Men under første verdenskrig tog tørveproduktionen et stort opsving på A/S Moselund Tørvefabrikker. Så det blev tørvene og jernbanen, der omdannede Moselund fra en gammel gård til en voksende industriby. Under første verdenskrig var produktionen af tørv ca. 13-15 millioner, under anden verdenskrig ca. 30 millioner årligt.

Gården blev solgt til grev F.M. Knuth fra Lolland i 1855, ved FT 1860 var der en forpagter Eduard Niels Peter Christen Petersen, 37, f. i København, på gården.
Moselundgård blev på en auktion i 1862 solgt til Godsejer Bech på Dalbygård.
Ved FT 1870 drev Christian Aagaard Ernest Ipland(?), 46, født i Aabenraa, agerbrug på gården.
Da Konsul Steenberg i 1873 tilbyder 35,000 Rdl. for gården, sælger Bech gården.

Det var ikke nogen forarmet hedegård Konsul Steenberg havde købt. Moselundgård var blevet flyttet og havde nye bygninger, opført i 1872. Den lå nu smukt og lunt op til den store banke, der var beplantet med små graner.
Ved FT 1880 var Johan Frederik Wilhelm Steenberg, 48, f. i Aarhus, landmand og tørvefabrikant på Moselundgaard.  Han gik fallit omkring 1880, og hans broder Erik Andreas Steenberg bød den ind og overtog gården. hSe også link.

Ved FT 1906, nu Engesvang sogn, var Erik Steenberg, 38, ved moseindustri og landbrug på Moselundgaard, matr. 2a.- Han var brorsøn til ovenstående Johan Frederik Steenberg.
Ved FT 1916 stod Niels Jensen, 49, som tørvefabrikant, der var nu 17 familier på matrikel 2.

Se matrikelkort nederst.

Fundervej 98, 7442 Engesvang står i dag med navnet Moselundgaard. Den ligger op til Moselundgaard Plantage. Er i dag ejerlav Moselund, Engesvang, 2cq, 2 co, 2 cp. Der er i dag mange udstykninger (matrikler) med tallet 2.. i området. Oprindeligt var Moselund på Moselund matrikel 2, 2a, se matrikelkortet.

Folketællinger i Moeslund (Moselund)

Viborg, Hids, Funder, Moeslund, , 52, FT-1787, B5943

Viborg, Hids, Funder, Moeslund, , 8, FT-1801, B7207

Jørgen blev gårdmand i Vinderslev, Jens overtog gården efter faderen:

Viborg, Hids, Funder, Moeslundgaard, en Gaard, 73, FT-1834, C2730

Viborg, Hids, Funder, Moeslundgaard, en Gaard, 75, FT-1850, B5377

Peder Jensen overtog gården 1853, han var der FT 1855 gift med Ermengaard Christensen:

 -men Peder Jensen solgte gården i dec.1855.  FT 1860 var han gårdmand på en anden gård i Funder sogn, med 3 børn og 3 tjenestefolk.  Peder Jensens navn ses også på matrikelkortet nedenfor.

Se videre ovenfor

NB. Der var også en lokalitet Moeslund i det nærliggende Bording sogn (ses f.eks. ved FT 1855 og 1860).

 Se hele ejerlav

.................................

Se links om Moselund.