-- Poul Hansen:  *Cur. vitae  *Kompendium   -- Anton Pedersen:  *Omtale  *Forelæsninger  *Pomologi   --  

REFERAT AF PROFESSOR ANTON PEDERSEN'S FORELÆSNINGER I FRUGTAVL          

Anton Pedersen var professor i frugtavl ved Den kongelige Veterinær og Landbohøjskole indtil 1958. Referatet af hans forelæsninger er udfærdiget ca. 1945 af ukendte studerende. Referatet blev i 1980'erne overdraget af hortonom Anders Pihlgaard til Poul Hansen (professor i frugtavl 1981- 1996), som har renskrevet og redigeret referatet i 1999-2000. Der er ikke ændret i det faglige indhold.

Index del I

1. FRUGTAVLENS HISTORIE

2. FRUGTTRÆERNES FORMERING OG UDVALG AF FORMERINGSMATERIALE

3. FRUGTSORTER

4. FORMER FOR FRUGTAVL

5. FRUGTAVL I FORHOLD TIL KLIMA OG JORDBUND

6. ANLÆG AF FRUGTPLANTAGE

7. FRUGTPLANTERNES ORGANER OG DERES FUNKTIONER

8. FRUGTPLANTNINGERNES VEDLIGEHOLDELSE OG PLEJE

9. FRUGTENS PLUKNING OG BEHANDLING INDTIL BRUG

10. SÆRLIGE FORMER FOR FRUGTAVL

11. REGNSKAB OG VURDERING

12-44 Se del II (AntonP2.html)

12. FRUGTTRÆARTERNE: ÆBLETRÆET

13. PÆRETRÆET

14. BLOMMETRÆET

15. KIRSEBÆRTRÆET

16. FERSKENTRÆET

17. ABRIKOSTRÆET

18. MANDELTRÆET

19. KVÆDE

20. JAPANSK KVÆDE

21. MISPEL

22. MORBÆR

23. FIGEN

24. VIN

25. HYLD

26. VALNØD

27. HICKORYNØD, CARYA

28. ÆGTE KASTANIE, CASTANEA SATIVA.

29. HASSEL, CORYLUS

30. STIKKELSBÆR, RIBES GROSSULARIA (R. UVA-CRISPA)

31. RIBS, RIBES RUBRUM

32. SOLBÆR, RIBES NIGRUM

33. HINDBÆR

34. BROMBÆR

35. TYTTEBÆR, VACCINEUM VITIS-IDÆAE

36. BLÅBÆR

37. RØN, SORBUS AUCUPARIA OG S. DOMESTICA.

38. HYBEN-ROSER

39. KORNELKIRSEBÆR, CORNUS MAS

40. BERBERIS (POLYANTHA)

41. MAHONIE (MAHONIA AQUIFOLIUM)

42. HÆG, PRUNUS PADUS

43. TJØRN, CRATAEGUS

44. SYDFRUGTER

FRUGTAVLENS HISTORIE

OLDTIDEN.

DANMARK I TIDEN INDTIL ÅR 15OO.

DANMARK FRA 1500 TIL STAVNSBÅNDETS OPLØSNING (PÅBEGYNDT 1788).

DANMARK I PERIODEN 1807-1850.

ORGANISATIONER, SOM HAR ARBEJDET FOR FRUGTAVLENS FREMME.

FRUGTUDSTILLINGER.

SYGDOMSBEKÆMPELSE.

FRUGTKONSERVERING.

FRUGTENS AFSÆTNING.

ERHVERSPLANTAGER

STATISTISKE OPLYSNINGER

Frilandsfrugtavl som den drives i den tempererede zone, særlig i Danmark.

OLDTIDEN

Frugtavlens historie er lige så lang som menneskets. Menneskene indsamlede vilde frugter, men først senere er dyrkningen begyndt.

Nomadefolket kunne af gode grunde ikke have frugtavl, da de vandrede fra sted til sted. Det var de fastboende mennesker, der begyndte med frugtavlen, og den tog hurtig fart.

Frugtavlen i Orienten. Frugtavlen begyndte i Orienten, måske i Kina, og derfra gik den videre til Europa. Udviklingen gik fra øst til vest og fra syd til nord. Frugtavlen omtales i Bibelen, måske har Palæstina været foregangsland for frugtavlen. I Bibelen nævnes vingårde, granatæble, figen og morbær. Det omtales, at der i dalene voksede morbær, figen, pistacie, samt Talnudæblet, kendt for sin duft (måske var det kvæde).

Indien. Her var der frugt- og vinavl.

Persien. Der var frugt- og vinavl fra Oldtiden. Persernes haver kaldtes "Paradiser". Frugttræer var almindelige ved Det Kaspiske Hav.

 Makedonien. En konge "Amyntas" lod indføre frugt fra Persien, altså har frugt ikke været kendt der før (ca. 500 år før Kr.).

Grækenland. Aristoteles (græsk filosof, 384-322 f.Kr.) har skrevet "De plantes", hvor der omtales frugt. En elev af Aristoteles, Theofrastos (filosof), skrev "Historia plantarum", hvor alle frugtarter omtales. En græsk læge opfandt podning. Drakon (athensk politiker) og Solon (attisk statsmand og digter ca. 644-560 f.Kr.) udgav en lov, hvorefter det straffedes med døden at stjæle frugt fra haverne. I den græske mytologi var Dionysos (Bakkhos, latin Bacchus) vinens og vinavlens gud. Æbletræet stod for fuldkommenhed og kærlighed.

Rom. Romerriget var et rige, hvis kultur var i stærk udvikling, og den bredte sig som ring i vandet. Der vides ikke ret meget om den ældste periode, men der omtales hortus (have), horticultura og de der arbejdede der kaldtes hortulanus. En række forfattere kan nævnes: Cato den Ældre (romersk politiker, ham med "Karthago bør ødelægges", 234-149 f.Kr.). skrev en håndbog i agerbrug ("De agricultura"), som er bevaret, og der omtales de samme frugttræer, som dyrkes nu. Varro (romersk forfatter og rigsbibliotekar, 116-27 f.Kr.) skrev "De rustica", hvor det siges, at Italien var dækket med frugttræer, og Spanien var et vinland.

Columella, ca. år 60, skrev "De re rustica", omfattende 12 bind, de 10 om havebrug. Alle bindene var på vers. Han skrev også "De arboreus". Virgil (Vergil, Vergilius) (romersk digter, 70-19 f.Kr.) skrev et opbyggeligt lærerigt om landbruget, "Georgica". Plinius den Ældre (23-79, romersk foragter) skrev en naturhistorie, "Historia naturalis" i 37 bind, bind 14-16 handlede om havebrug, der omtales mange arter og sorter. Paladius skrev "De re rustica", der kom med et bind månedsvis.

Skrivningen foregik i Rom på lertavler, i Indien på palmeblade, i Grækenland på papyrus, som også anvendtes i Rom. Bøger på den tid var egentlig ruller. Senere skrev man på pergament, som anvendtes indtil bogtrykkerkunsten blev opfundet (1450). I Rom havde man slaver til at skrive bøgerne af efter andre bøger. Scriba, libracius, liber er benævnelsen på sådanne skrivere. Senere har munkene skrevet bøgerne af over hele verden, hvilket har fået stor betydning.

Den romerske mytologi. Flora var blomsternes gudinde. Pomona var frugtavlens gudinde, som statue med en stor kurv æbler og en kniv i hånden. Hun blev tilbedt af Vertumnus, gud for de skiftende årstider og for afgrøder. Han holdt en stor fest i sit tempel på Aventinerhøjen ved frugthøstens begyndelse den 13. august.

Fund. I de romerske køkkenmøddinger har man fundet rester af hasselnødder, valnødder og kerner af forskellig slags frugt. Germanerne lærte deres havebrug af romerne. I årene 1853-54 sank vandspejlet i en sø i Svejts, og herved fandt man en pæleby med tilhørende køkkenmøddinger, hvori der fandtes pære, æble, mispel, hyld, hassel, brombær, rønnebær og en del mere. Fra bronce-, og jernalderen kender man så godt som intet. - Bock, Fuchs, Gessner, Lobelius, Bauhin var forfattere på denne tid.

DANMARK I TIDEN INDTIL ÅR 15OO.

For ca. 10.000 år siden var Danmark isfrit, derefter kommer fyrreperioden, og mennesket indvandrer.

I Den ældre Stenalder (ca. 8300-4000 f.Kr.) var sænkningsperiode, bælterne opstod, der var skaldyr, flint blev lavet til redskaber, man havde lerkar. Der var ingen bebyggelse. I Mullerup-eller Maglemosekulturen (V-Sjælland, 7500-6000 f.Kr., bopladser udgravet år 1900) havde mange hasselnødder.

I Den yngre Stenalder (ca. 4000-1800 f.Kr.) var der finere teknik til slibning af redskaber, fremstilling af lerkar. Der var fast bebyggelse, og man begynder at dyrke jorden. Der er fundet aftryk af hvede og byg i lerkar.

I Broncealderen (1800-500 f.Kr.) steg interessen for havebruget, det var en varm og tør tid med yppig vækst. Bøgen indvandrede, og der dyrkedes havre og hør.

Jernalderen (i Danmark fra ca. 500 f.Kr. til år 1050 e.Kr., delt i førromersk eller keltisk jernalder, romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid). Klimaet forværredes, der var almindelig tilbagegang, krige, uroligheder og folkevandringer på grund af overbefolkning. Man lever mest af kvægavl og fiskeri. Hjulploven læres at kende, jordarbejdet udføres af kællinger og trælle, jorden dyrkes i fællesskab.

Middelalderen (ca. 1050-1536) var især kirkevældets epoke. Knud den Store (død 1035) anlagde klostre med tilhørende frugthaver. Sct. Knuds Kloster i Odense er anlagt af Erik Ejegod (død 1103) sammen med engelske munke. Vigtigt for havebruget i Danmark var, at biskop Absalon (1128-1201) indkaldte munken abbed Vilhelm, som kom til Ringsted i 1165. Han blev gjort til abbed for et kloster ved Eskildsø i Roskilde Fjord, senere flyttede klosteret til Æbelholt ved Hillerød (der er samlet navne på 210 forskellige planter, plantedele og -safter anvendt i middelalder-medicinen). Abbed Vilhelm skrev til Frankrig efter podekviste, aflæggere og frø. Han kaldes Danmarks havehelgen. Gennem lange tider var munkene førende inden for havebruget, men da klostrene blev inddraget under kronen, svandt gejstlighedens interesse for havebrug (de fik overdraget den bedste gård i sognet og fik ingen løn). - Rigmænd rejste ud og tog bl.a. planter med hjem. Benævnelser som urtegård stammer fra denne tid. For havebruget spillede præstegårdene en vis rolle, idet de var lærested for omegnens beboere.

Havebruget satte sit spor i lovgivningen, f.eks. i Skånske Lov (middelalderlig lov med retsregler for Skåne, en af de danske landskabslove), Jyske Lov (landskabslov givet af Valdemar Sejr 1241), Lollandske Vilkår, udstedt af Biskop Henning fra Odense i 1446. I Lollandske Vilkår påbydes humledyrkning og at plante 3 podninger af æble og pære, samt 10 pil. Der var bøde på ½ lod sølv for hvert træ, man havde undladt at plante. Hvis der ikke var plads i haven, skulle der plantes i hegnene. Noget lignende gentages i Christian 5.s Danske Lov, der afløste Jyske Lov i 1683.

Bonde er oprindeligt det samme som bosiddende, fri mand, men senere spaltedes bondestanden i adel og bønder, idet de største jordbesiddere blev adel, bonde betød så en mindre jordbruger. De kom i et afhængighedsforhold til herremændene, som var de eneste de kunne søge til for beskyttelse i urolige tider. Her blev de efterhånden fæstere, med vornedskab til følge (vorne=værne, men vornedskab betød pligt til at forblive på godset, en bonde var lig med inventar på gården, der kunne sælges sammen med godset. Vornedskabet er fra det 14. århundrede og afløstes af det egentlige stavnsbånd i 1733). Gårdene lå tæt sammen, så at der kun var et lille stykke jord ved boligen, resten var spredt viden om på indtil 25 forskellige steder. Jorden lige ved gården kaldtes toften, denne blev ofte brugt som have, hvor der plantedes frugttræer og dyrkedes køkkenurter. - Alle borgere var jordbrugere, i byerne, der var befæstede borge, var der kål- og abildgård. Befolkningen deltes i stænder: 1. ufri stænder, borgere og bønder, 2. frie stænder, adel og gejstlige.

DANMARK FRA 1500 TIL STAVNSBÅNDETS OPLØSNING (PÅBEGYNDT 1788).

 Kongens Havebrug. I 1510 anlagdes en vingård, hvor Christiansborg nu ligger. Frederik den 2. (1559-1588) var meget interesseret i havebrug, ved slottene anlagdes pragtfulde parker, med indførte planter. Denne indførsel skete bl.a. fra fremmede skibe, som skulle lægge til i Helsingør for at betale Øresundstold (tolden eksisterede fra 1429 til 1857). Tolderne havde fået befaling om at få planter fra de skibe, som havde planter ombord. De planter, der dengang var tale om, var til Fredensborg, og den første danske planteliste, som man kender, omfattede: 15 sommeræbler, 10 æbler af anden slags, 15 sommerpærer, 30 pærer af anden slags, 40 kirsebær, 20 mandler, 20 morbær, 20 kvæder, 10 figen og 30 valnød. Det blev en almindelig metode at lade tolderne sørge for fornyelser til de kongelige danske haver. Det omtales således, at der på denne måde blev leveret frø til Frederiksberg Have i 1565, og i 1597 skulle tolderne lade Kongens gartner vide, når der kom hollandske skibe til Helsingør. - I 1564 beordrede Kongen 2 læste æbler sendt til Nyborg Slot (1 læst er 24-36 tønder). I 1560 beordrede han, at der skulle købes 2 læste tyske æbler, som skulle sendes til ham i Jylland. I 1579 skulle der leveres 5 læste, og der omtales en levering på 6 tønder valnødder. I 1585 plantede Fr. d. 2. en valnød i sin have, den skulle være kommet fra Kannikens have i Roskilde.

Christian den 4. (1588-1648) sendte sin hofgartner til Brunsvig (=Braunschweig) i Tyskland for at købe træer og planter. Træerne blev leveret over land, der plantedes i 1607 400 æble- og pæresorter i Rosenborg Have. Året før var der sammesteds plantet 40 vinstokke, samt kirsebær, der skulle anvendes til vin. I 1610 kom der fra Holland 400 vinstokke til Rosenborg Have, i 1614-1619 44 morbær. I 1619 omtales mispel. Hassel og frugtbuske kendtes, men de spillede ingen større rolle.

Adelens havebrug. Det 16. århundrede var adelens glansperiode. De anlagde store godser med haver, også økonomihaver. Det var ofte farligt at plante træer uden for voldene, fordi de kunne bruges som dække ved fjendeangreb. - Datidens landgilde kunne betales i æbler (landgilde=fæstebondens årlige afgift til gårdens ejer, ofte betalt i naturalier). - Peder Oxe til Gisselfeld (adelsmand og rigshofmester 1520-1575) var meget interesseret i havebrug. - Nordmanden Arnt Berntsen sagde om Fyn (1856), at der i adelens herregårde var store frugthaver, og frugten derfra anvendtes til most og til salg til Norge i hele skibsladninger. - Mange herremænd hjalp deres bønder med plantning af frugttræer, andre tvang dem til at plante ved at udlevere dem træerne. Bønderne misforstod ofte hensigten, de troede det vart et nyt skatteobjekt, så mange træer blev befriet for roden, inden de blev plantet. - Kalundborg og Tåsinge var datidens havebrugscentre. - Til en præsteenkepension hørte to tønder af den bedste gemmefrugt.

Bøndernes havebrug. Bøndernes afgift (fæste) betaltes med arbejde, som efterhånden blev til hoveri, når det passede herremændene. Dette var ikke til gavn for havebruget, idet bønderne lidt efter lidt tabte lysten. 1733 blev Stavnsbåndet indført, og det gjorde det helt af med bøndernes interesse for havebruget. 1788 blev Stavnsbåndet ophævet, 1750-1810 blev kaldt reformperioden. Man hjalp her bønderne, som nu blev selvejere. Jorden blev udskiftet, og gårdene flyttet ud på markerne, så hver mand fik sin jord så samlet som muligt (modsat tidligere, hvor alle i landsbyen havde en strimmel af alle markerne). Folk måtte derfor også flytte ud fra landsbyen. Sønderjylland var dog ikke med i udstykningen. Markerne blev indhegnet, og der blev anlagt haver ved gårdene. En vanskelighed var fremskaffelsen af frugttræer, da det dengang ansås for at være en kunst at pode eller ympe, som det hed dengang. I begyndelsen foregik podningen sikkert på vildtvoksende træer, senere på træer sået af frø. De bedste "sorter" af vilde træer fik lov at stå, så mange træer var sikker slet ikke podede. Smeden, præsten og skolelæreren har sikkert ofte fungeret som podemestre, selv om haveejere også selv har forsøgt. Træer fra udlandet var ofte dyre, og de kom ofte frem i en meget dårlig tilstand, størstedelen af de importerede træer kom fra Holland.

Reformperioden gjorde, at der måtte planteskoler til for at klare leverancerne. Staten greb ind ved at indrette planteskoler ved slottene, således ved Frederiksborg Slot i 1775. Den første planteskole blev dog oprette på Als. For Statens planteskoler gjaldt, at træerne skulle udleveres gratis eller mod ringe betaling. Adskillige godsejere så deres interesse i at lave træer til deres bønder (som nævnt var bønderne dog ofte bange for at plante, da de troede, de skulle betale skat af frugten). Det gjaldt f.eks. Hoffman Bang og greve Moltke til Bregentved. Universitetets professor i landbrugsvidenskab, G. O. Begtrup, ville have indført, at præsterne skulle lære lidt land- og havebrug. Han fik til opgave at skrive en afhandling om landbrugets stilling her i landet. Den udkom 1803-1810. Heri nævnes en del om havebrug og frugtavl i forskellige egne af landet:

SJÆLLAND OG MØN. De fleste steder ingen frugttræer, bønderne holder mere af at plante løvtræer end frugttræer. Sålænge kvinderne ikke viser haverne interesse, bliver det ikke til noget.

NORDSJÆLLAND. Her er der flere træer.

STEVNS. Mange sure kirsebær giver en god indtægt (30-40 rigsdaler pr. år). Kirsebærrene blev solgt på Københavns Grønttorv, hvor de var lette at sælge.

KALLEHAVE. Hele skove af frugttræer, en hel industrigren.

KØGE. Stikkelsbær i mængde. Det fortælles, at en mand har solgt for 150 rigsdaler i et år.

BRENDERUP. Megen frugtavl og megen mostfabrikation, det sparer på øllet og derved på kornet, så der blev mere korn til eksport.

BOGENSE. Ikke så stor interesse for frugtavl.

SLETTEN (NORDFYN). Ingen frugtavl.

ODENSE HERRED. Uden for byen en række urtegårdsmænd, der forsyner byen med deres varer.

EGNEN MELLEM ODENSE OG NYBORG. Sure kirsebær (Rostocker kirsebær) og sort kræge nævnes ofte, det var nærmest halvvilde træer.

ÆRØ. Ikke megen frugtavl, de træer, der er, bliver oftest angrebet af kræft.

LANGELAND. Den nordlige del har mange træer, der er udførsel til Fyn og Sjælland. Mosten blev tilsat slåen for at give den farve.

LOLLAND. Megen most. Frugthavernes antal er i aftagende p.gr.a. udflytningen. En skoleholder roses for sin frugthave, han lærte bønderne at pode, og han fik husholdningsselskabernes præmie.

FALSTER. Hver bonde har sin have med blomster, bier, frugttræer og køkkenurter. Ved Guldborgsund er der Sveskeblommer, der blev tørret og solgt som kathrineblommer. Kraghave har mange frugttræer. Ved Korselitse (hovedgård ved Nykøbing F.) findes smukke haver. De fattige bruger æblemarmelade til at smøre på brødet.

RIBE AMT. Frugttræer er meget sjældne. Dog findes haver med kålgårde. Der er flere yndefulde haver, end man skulle vente på denne egn, muliggjort ved læplantning med pil og poppel.

VEJLE AMT. Her er der ikke meget havebrug, dog findes kålgårde. Mellem Vejle og Fredericia er der flere smukke haver hos bønderne, til dels med frugtavl, formodentlig inspireret af de nærboende fynboer. Man holder mere af frugttræer end af køkkenurter. Fra Østkysten sælges der frugt til fiskerne på Vestkysten.

ÅRHUS AMT. I sognet Beder er man meget interesseret i havebrug, ligesom man kender til mostfremstilling.

SAMSØ. Der findes en frugthave ved hver bondegård.

RANDERS AMT. Ikke megen frugt, omkring Hadsund dog en del sure kirsebær.

ÅLBORG AMT. Frugttræer er så godt som ukendt her, de få, der har frugttræer, kunne ikke have frugten i fred.

HJØRRING AMT. Her findes af og til et træ i haverne, blæsten er en hindring, og der findes ingen gartnere på denne egn.

LÆSØ. Her findes en del frugttræer, takket være landfogedens eksempel.

RINGKØBING AMT. Man hverken har eller kan have frugttræer.

THISTED AMT. Her er haverne omgivet af volde og kaldes kålgårde. Enkelte gartnere findes, og de kaldes podemestre.

Endelig nævnes i bogen, at bønderne kræver megen og god føde, særlig på Falster. Lolland omtales for sin pærevælling.

DANMARK I PERIODEN 1807-1850.

Norge blev skilt fra Danmark, der var statsbankerot i 1813, med krisetid i 20-30 år, så fremgangen i havebruget afløstes af stilstand. Husholdningsselskaberne har beretninger fra hver amt, de udkom med 19 bind i 1826-1844. Heri nævnes:

KØBENHAVNS AMT. Udskiftningen var til skade for haverne. Frugtavl kræver tålmodighed og enighed, som ingen har. Man mente det var praktisk at lade soldaterne lære havebrug, mens de lå inde. Nord for byen findes dog smukke haver, og ved København pranger mange frugttræer, som folk har haft råd til at købe for prisepengene (prise=ladning erobret under søkrig) fra krigen mod England. - En bonde kørte 5 mil med et læs frugt, og han måtte betale halvdelen af det han fik, i bompenge. Bompengene ophævedes i 1887(?) for mindre partier end en skæppe (=17 liter), senere blev den helt ophævet.

FREDERIKSBORG AMT. Med hensyn er man et godt sted, men man regner ikke frugt som føde.

SORØ AMT. Der findes en forevisningshave, der regnes som mønsterhave.

PRÆSTØ AMT. Præstegården i Mern har kun haft 3 gode frugtår i løbet af 13 år. Man tørrer frugten , men der går meget til spilde, hvorfor man kunne ønske, at der kom folk til, som kendte sagen til bunds.

STEVNS. Sorte kirsebær letter bondens betaling af skatter.

BORNHOLM. Ingen herregårde. Havebruget er i en slem forfatning. Kun præste- og købmandsgårde har frugt. Svaneke er den bedste egn, i Rønne findes der dog også frugt. Endnu i 1839 findes der handelsgartnere i Rønne.

CHRISTIANSØ. Her findes små haver, man har fået jorden sendt fra København eller Bornholm. Her findes mange forskellige ting, bl.a. figen, morbær og jordbær.

FALSTER. Godsejeren på Orebygård (hovedgård 5 km fra Sakskøbing) har plantet mange frugttræer.

ODENSE AMT. Veteran gartner Hansen har abrikos og fersken på espalier.

NORDFYN. En skolelærer lod uddele ca. 1000 træer til sognets beboere.

SLETTEN. Æbler anvendes mest til fedtegrever. Arbejdslønnen kan udbetales i frugt, og prisen for en dags arbejde er en kvart skæppe æbler! Avlen af sure kirsebær er godt i tilbagegang, ageren giver en bedre indkomst. Når landbruget går godt, er der liden interesse for havebruget, og omvendt.

SVENDBORG AMT. Overskud af frugt, selv af abrikos, fersken og morbær. "Skårupøre" har fritstående træer i marken, disse stammer fra kratskoven.

THURØ. Hver mand har 2-3 frugthaver.

TÅSINGE. Her findes 14000-15000 træer. I gode år sælges for 2000-5000 rigsdalere. Så vidt muligt bliver frugten plukket ned, i modsætning til andre steder, hvor den rystes ned. Det er måske dog et udsagn for reklamens skyld. Den dårlige frugt anvendes til mostfremstilling.

STRYNØ. Præsten her opelsker frugttræer til bønderne.

FYN. Mange planteskoler, hvor der podes på vilde stammer fra skoven. Skadedyr som snareorme bekæmpes ved at gnide stammerne med kviksølvsalte. Kræft skæres ud af stammerne.

VEJLE AMT. Frugtavlen i vestegnen er ubetydelig. Man mangler en planteskole.

SKANDERBORG AMT. Her uddeles frugttræer for et tak og et håndtryk.

ÅLBORG AMT. Her har de mange sure kirsebær, der vokser godt (ved Hadsund).

HJØRRING AMT. Rig på gulerødder, kål m.v..

THISTED AMT. Stikkelsbær er en yndlingsfrugt, den sælges ved kirken.

RINGKØBING AMT. Her er det ikke meget bevendt med haver, da hverken mand eller kone interesserer sig for dem. Hønsene går i haven såvel som i stue og køkken. Præstegårdene er også dårligt holdte, da det er unge embedsmænd, der venter på forflyttelse, og derfor ikke gør noget ved haverne.

RIBE AMT. Undertiden får man æbler fra Elben-området. Også fynboerne bringer deres frugt frem for at sælge den (det er nedfaldsfrugt).

Dansk statistik 1844-1853. Heri nævnes, at lønnen for at plante frugttræer bekommer bonden for sent. Og er han fæster, ved han ikke om børnene får gården. I almindelighed tror bonden, at havebrug kun vedrører kvindfolk.- Den tiltagende velstand medførte dog, at man byggede nye huse, og i mange tilfælde endog, at man skulle have en ny have til.

ORGANISATIONER, SOM HAR ARBEJDET FOR FRUGTAVLENS FREMME.

 Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab blev stiftet 1769 med støtte fra Staten. Det var mest landbrug, man arbejdede for, men arbejde for havebrugets fremme udførtes også. Selskabet uddelte præmier til fint drevne landbrug. 1805 nedsattes en komite, hvis arbejde førte til, at selskabet ansatte en mand til at bese medlemmernes haver og give gode råd som en slags konsulent (Københavns Amt) . 1816 havde selskabet anlagt 100 haver, og i 1920 160 haver. Selskabet oprettede også en planteskole på Vester Fælledvej, den var på 3 tdr. land. 1812 oprettedes en planteskole for vilde træer ved Avedøre. - 1776 importeredes 100 stikkelsbærbuske fra Tyskland. De var stiklingeformerede, men havde ingen interesse, da de var halvvilde. 1812-1815 plantede selskabet 3000 frugttræer, 25000 vilde træer o mange frugtbuske i Københavns Amt. Selskabet udsendte en bog med titlen "Vejledning i frugtavl" skrevet af H. Gram. Selskabet ophørte senere med at beskæftige sig med havebrug.

Det Kongelige Danske Haveselskab blev stiftet i 1830, og var oprindeligt anlagt som frugthave i samarbejde med landboforeningerne, men havde på dette tidspunkt kun få medlemmer. 1839-1840 indforskrev selskabet podekviste fra udlandet, medlemmerne kunne så få udleveret podekviste, senere podede træer. Indtil 1880 havde selskabet uddelt 13300 træer, senere var det kun ubemidlede, der kunne få træer gratis. Selskabet fik statstilskud til uddeling af træerne. Der blev også uddelt småskrifter, som fulgte med træerne. Desuden præmierede man de bedste haver. Selskabet udførte dengang en stor og nyttig virksomhed. Landbohøjskolen (Rolighedsvej-afdelingen) fik mange træer derfra, dengang den fungerede som sygehjem.

Det Jydske Haveselskab blev stiftet i 1873 på foranledning af Dalgas m.fl.. Opgaven var at arbejde for frugtavlens fremme i Jylland. Selskabet havde ege forsøgshave i Århus, den blev nedlagt i 1910, nu er haven ved Vesterbro. Desuden blev der anlagt haver rundt omkring i Jylland, ligesom der blev afholdt mange kurser.

Østifternes Haveselskab blev stiftet i 1888. Dets oprindelige navn var Østifternes Selskab til Frugtavlens Fremme. Selskabet afholdt salgsudstillinger af frugt, oprettede vandregartnerivirksomhed, d.v.s. konsulenten vandrer rundt til medlemmerne, senere kom konsulentvirksomheden. I år 1900 sammensluttedes Det Kgl. Danske Haveselskab, Det Jydske Haveselskab og Østifternes Haveselskab til Samvirkende Danske Haveselskaber. Der blev oprettet kursus i frugtpakning i 1915 og siden hvert år. Det var et 8 dages kursus, der afsluttedes med en lille eksamen med certifikat på, at man var uddannet til frugtpakning. I begyndelsen var der kun ringe tilslutning, men i 1934 var der så mange, at man måtte dele i to hold. Selskabet uddelte mange pjecer.

Almindelig Dansk Gartnerforening blev stiftet i 1887, dens første konsulent var Anton Pedersen, senere professor ved Landbohøjskolen. Der var interesse for frugtavl dengang.

Danmarks Frugtavlerforening blev oprettet i 1916. Den kunne ikke bestå, sygnede hen og blev til sidst ophævet i 1920.

Dansk Frugtavl blev oprettet i 1927. Dens formand var Hardy Hansen, og den udgav et tidsskrift Dansk Frugtavl. Efterhånden blev det en ret stor forening med 9000 medlemmer. Den satte særlig ind for nyplantning.

Danmarks Erhversfrugtavlerforening blev stiftet i 1934. Denne forening blev dannet ved, at fynboerne skilte sig ud fra Dansk Frugtavl. Den udgav et medlemsblad Erhversfrugtavleren og afholdt udstillinger. (Danmarks Erhversfrugtavl omfattede efterhånden især de større producenter. Både den og Dansk Frugtavl ansatte konsulenter og udførte rådgivning. 1 1971 blev de to foreninger sluttet sammen til Dansk Erhversfrugtavl).

Fællesudvalget for Frugtavlsøkonomi blev stiftet i 1933. Dets program var at tage sig af produktions- og salgsspørgsmål. Det lykkedes ikke at samle alle frugtavlsorganisationer herunder, Dansk Frugtavl stod udenfor.

Danske Frugtavleres Salgsorganisation blev stiftet i 1937, den omfattede en række samle- og pakkecentraler, blev desuden tilsluttet de frie auktioner i København og Århus.

Landboorganisationer. Rene landboorganisationers interesse for frugtavl var stor, især gjaldt det husmands- og landbrugsforeninger, de ansatte havebrugskonsulenter og havde forevisningshaver.

Kolonihaveforbundet viste ikke ret megen interesse for frugtavl.

FRUGTUDSTILLINGER.

 Frugtudstillinger var et virksomt led i propagandaen. De begyndte i 1852, hvor Det Kgl, Danske Haveselskab deltog i en produktudstilling i København. - I 1854 afholdt landmandsforeningen udstilling, hvor der bl.a. var frugt. - I 1857 var der udstilling i Det Kgl. Danske Haveselskabs have, der var på det tidspunkt en stor navneforvirring med hensyn til sorter. - I 1863 var der udstilling i Tivoli, en produktudstilling med mange sorter af æbler og pærer, hvoraf de bedste blev beskrevet af slotsgartner J. A. Bentzien. Det var det første pomologiske værk. - I 1875 var der igen udstilling i Tivoli, den blev kaldt en nordisk frugtudstilling. Der var 116 udstillere, heraf 16 fra Norge og 21 fra Sverige, resten var fra Danmark. Samtidigt afholdtes en kongres for de tre lande. Der nedsattes et udvalg, som skulle aflægge rapport til næste nordiske kongres, som imidlertid aldrig blev til noget. Der findes en sortsliste fra udstillingen.

Jydske og Østifternes Haveselskaber afholdt mange udstillinger, både almindelige udstillinger og salgsudstillinger. - I 1863 var der udstilling i Odense, det var første selvstændige gartnerudstilling (Fyens Stifts Gartnerforening). - I 1894 afholdt Alm. Dansk Gartnerforening udstilling. - I 1923 frugtsamling før de 5 nordiske lande. - I 1925 var der erhvervsfrugtavler-baseret udstilling i Det Kgl. Danske Haveselskabs have. - I 1927 var der en meget stor frugtudstilling. - I 1937 afholdtes sidste nordiske frugtudstilling, det var i Danmark.

SYGDOMSBEKÆMPELSE.

Historisk set omtaler gamle beretninger også sygdomme og skadedyr. Først da patologien og zoologien var udviklet kunne der bliver tale om en effektiv bekæmpelse.

1885: Bordeauxvædske blev som det første anvendt ved Bordeaux i Frankrig. Det blev oprindeligt anvendt for at tyve ikke skulle blive fristede til at stjæle af vindruerne, derved blev det opdaget, at det havde virkning med vinskimmel.

1890: Sprøjtning med bordeauxvædske i Danmark, samme år blev tobaksafkog anvendt til sprøjtning (nikotinvirkning mod skadedyr).

Sprøjtningen foregik altid med små og dårlige sprøjter.

1900: Det Jydske Haveselskab anskaffede rygsprøjter og foreviste dem i deres forevisningshaver. Lokale foreninger fik sprøjter til deres medlemmer. Svampesygdomme som stikkelsbærdræber og kartoffelskimmel lærte folk at sprøjte med bordeauxvædske.

1903: Forsøg med sprøjtning mod skurv blev foretaget ved Århus.

1905: Plantepatologi blev startet af Kølpin Ravn på Landbohøjskolen.

1906: Østifternes Haveselskab udgav en vejledning i sprøjtning.

1908: Falster Nordherred anskaffede en sprøjte.

1909: Der blev slået til lyd for at købe sprøjter på andelsbasis.

1909: Østifternes Haveselskab afholdt en sprøjteprøve på Vilvorde, det var den første her i landet.

1917: Statens Redskabsprøver afholdt sprøjteprøve.

1926: Staten afholdt sprøjteprøve.

1931: Staten afholdt prøve for motorsprøjter.

Man prøvede på forskellig måde at organisere sprøjtning. Organisationerne anskaffede sprøjter. Haveselskaberne anskaffede sprøjter, der gik på omgang blandt medlemmerne, der blev giver statsstøtte. Man blev hurtigt klar over, at en stor sprøjte var nødvendig. Villa- og husejere startede en forening, man købte en sprøjte og ansatte en fører, der kørte rundt til medlemmerne og sprøjtede deres træer. Sprøjtning blev også startet på privat initiativ som levevej, mest i Jylland.

FRUGTKONSERVERING

I middelalderen fremstilledes most og tørret frugt, lige som der blev syltet og lavet eddike og brændevin af frugt. Frugtkonserveringen på den tid skete mest til hjemmeforsyning. Det var vragfrugten, man brugte.

1818: Urtekræmmeren Peter Heering startede en fabrik til fremstilling af kirsebærlikør, Cherry Brandy. I 1833 fik selskabet egne skibe, og i 1834 købtes en stor ejendom i Overgade i København. Råstofferne var sure kirsebær, dels af dansk, dels af udenlandsk oprindelse. Man var ved selv at lave kirsebærplantager, men manglede kendskab til kirsebærdyrkning, dette resulterede i, at det ikke kunne gå. Senere forsøgte man sig med en kirsebærplantage på Stevns, men den måtte også afvikles. Firmaet blev senere overtaget af Hardy Hansen.

 1850: Den første konservesfabrik etableredes her i landet, det var Beauvais, hvis hovedopgave var at levere konserves til flådens skibe.

1889: Danske Vin- og Konservesfabrikker startede i Fåborg, det var det foreningsselskab. I 1891 blev der oprettet filialer i Nr. Sundby og Svendborg. Foretagendet gav underskud og blev solgt til Mads Rasmussen, senere blev det sluttet sammen med Beauvais.

Desuden fandtes der mange andre fabrikker, f.eks. De Forenede Konservesfabrikker, København, Fyens Konservesfabrik, Odense, konservesfabrikken Danica, Slagelse og Københavns Frugtsaft, vin- og konservesfabrik.

1892: Holbæk Vin- og Konservesfabrik startede, men måtte senere igen afvikles. I 1903 kom den forsøgsvis i gang igen ved hjælp af Østifternes Haveselskab, således at medlemmerne kunne sende deres frugt til fabrikken. Frugten blev så sorteret, den gode solgt, den dårlige blev konservere.

1897: Direktør Heilmann startede Skælskør Frugtplantage. Her havde man frugtbuske, det var den største buskplantage i Danmark. Man havde egen konservesfabrik og lavede safter og geleer til private. - Firmaet Hornbæk i Hadsund nord for Randers havde også egen plantage med konservesfabrik.

1903: Sorø Andelsfrugteri, lavede forsøg med konserveringsmetoder. Medlemskontingentet var 10 kroner om året. For den frugt, som medlemmerne indleverede, fik de udleveret konserves i form af tørret frugt, frugtsmør, marmelade m.v..

1904: Århus Konservesfabrik oprettedes som andelsselskab, sålænge andelshaverne kunne aftage frugten gik det godt.

1905: De samvirkende andelsfrugterier blev oprettet ved sammenslutning af nogle af de foregående, i Sorø skulle der oprettes kurser. Virksomheden sygnede imidlertid hen, dette skyldtes bl.a. at andelshaverne selv bestemte prisen på den frugt, som de kom med.

1922: Der var en mægtig frugthøst i landet, følgelig kunne meget frugt slet ikke sælges. Lollands Frugtplantage fremstillede cider og champagne. Gamle Hestehauge fremstillede i 1922 30.000 flasker Manzana, der var en cider. Den kunne dog ikke sælges og blev lavet til frugtvin. Weber lavede senere en konservesfabrik, som lavede æblecider. - Frugtvin er et skatteobjekt, lov af 1922, fornyet i 1927, fastsatte, at frugtvinen blev delt i 4 klasser, hvoraf klasse 1-3 omfattede frugtvin lavet af frugt avlet her i landet, mens klasse 3 var cider.

Klasse 1 erholdt 6% alkohol og kostede 15 øre pr. liter.

Klasse 2 erholdt 6-14% alkohol og kostede 30 øre pr. liter.

Klasse 2 erholdt 14-18% alkohol og kostede 45 øre pr. liter.

Klasse 4 omfattede cider og kostede 75 øre pr. liter.

Der fremstilledes mest klasse 4. I 1927 blev der til vinfremstilling brugt: 197 t æbler, 81 t rabarber, 72 t kirsebær, 35 t ribs, 7 t solbær, 5 t hyldebær og 5 t anden frugt. - I 1928 var der 30 firmaer, som fremstillede frugtvin til en detailpris af godt 3 millioner kroner. - Der var også hjemmebrygning. Ved at bruge en bestemt gærrace opnåede man en bestemt vin, i modsætning til tidligere, hvor man fik et mere tilfældigt produkt.

I 1925 produceredes der 1.260.000 liter frugtvin til 975.000 kr..

I 1930 produceredes der 469.000 l til 469.000 kr.

I 1935 produceredes der 2.462.000 l til 1.062.000 kr..

I 1940 produceredes der 2.734.000 l til 1.283.000 kr..

I 1943 produceredes der 5.000.000 l til 4.991.000 kr.

Der var ingen chancer for eksport af konserves og vin fra Danmark, dels var flaskerne for dyre, dels havde de forskellige lande deres egen produktion.

Mostfremstilling. Den foregik på Fyn således: Æblerne blev skrællet, knust og hældt i en stærk hørdugspose og derpå presset. Dem udpressede saft blev dækket til og stod i 4 dage, hvorefter den var afgære og klar til at drikke. Det var ret tilfældigt, om resultatet blev godt eller dårligt. Most var således gæret frugtsaft, men alkoholprocenten var kun på 3-4, d.v.s. det var ikke ret holdbare drikke, og ofte ret sure. Cider angives til art være gæret frugtsaft ikke tilsat sukker og derfor sur. Sødmost var ren ufordærvet frugtsaft, der kan gøres holdbar ved pasteurisering ved 70 grader. Der kommer dog et bundfald, som må klares med garvesyre og gelatine. Senere teknikker var anvendelse af asbestfiltre til frafiltrering af mikroorganismer i stedet for at dræbe dem ved en opvarmning. Ligeledes kan der ske en inddampning i vakuum, så kan forbrugeren senere selv kan tilsætte vand efter behag. Sødmost var meget anvendt i Schweiz og kaldtes ofte for flydende frugt. Gl. Hestehauges ejer, Harris Weber, søgte gentagne gange om statstilskud til produktionen, men fik det ikke. - Ved at tilsætte sukker til saften inden forgæringen, fås en højere alkoholprocent, så den kan blive til frugtvin.

Den danske lovgivning var ikke altid fremmende for fremstilling af vin og andre frugtprodukter. F.eks. måtte man indføre visse præserverede ting, men ikke selv fremstille dem. Indført frugt måtte være behandlet med sulfit, mens dansk frugt ved tørring ikke måtte være behandlet med det. Der var tilbagegang for syltetøjsproduktionen, mens marmelade og geleer spillede en vis rolle. Essenser til anvendelse ved mineralvandsproduktionen blev fremstillet i Danmark, men ofte af importeret frugt, således blev der anvendt langt mere citron end jordbær og hindbær til formålet.

FRUGTENS AFSÆTNING

 Tidligt blev der solgt frugt fra herregårdene, eller bønderne kom og hentede den. I 1788 berettes der fra Als, at øen bugner med store frugthaver, og der laves megen most. I 1795 afgiv der 10 skibe med frugt til Rusland og Norge, det indbragte 8000-10000 rigsdaler.

1884: Husmand Mads Johansen fra Fyn var en ivrig agitator for organiseret salg af frugt, han stiftede i 1884 "Foreningen til udførsel af havesager". Han fremskaffe oplysninger om mulighederne for afsætning i fremmede lande ved at udsende en agent, der skulle agitere for anvendelsen af havesager. En rapport fra agenten i England lød: Helst en skibsladning om ugen og helst samme sort. I 1886 solgte han for 35 kredse, i 1888 for 96 kredse. I 1889 havde foreningen 2900 medlemmer og der blev solgt for 100.000 kroner frugt. Det var kulminationen, der kom nogle vanskelige år, man begyndte at skændes, og i 1893 opløstes foreningen.

1890: POMONA i København blev stiftet, det var en forening, som arbejdede for eksport af havesager. Fra 1890-1894 var POMONA sælger for Østifternes Haveselskab, men overtog i 1894 selv salget.

Man tænkte sig mejerierne gjort til konservesfabrikker for affaldsfrugten, som fremkom ved sorteringen på særlige pakkecentraler. Det voksede imidlertid disse centraler over hovedet, da de fik tilsendt 75.000 kg æbler og 25.000 kg pærer, så det ophørte igen i 1911. I 1911-1919 blev der afholdt en række salgsudstillinger i København, hvor der var pakket frugt, som folk kunne købe og få bragt ud efter udstillingen.

1911: Karl H. Møller, København solgte frugt på auktion. Han sendte emballagen ud, så at frugten blev ordnet og sendt til ham.

1911 solgtes 83.000 kg frugt.

1917 solgtes 444.000 kg frugt til en gennemsnitspris af 42 øre pr. kg.

1918: De samvirkende danske haveselskaber søgte at oprette en salgsforening. I 1920 udkom en pjece derom. Man havde i 1911 forsøgt at ordne det på andelsbasis, og i 1918 dannedes Dansk Andelsfrugteksport med eget indregistreret varemærke. Medlemmerne havde ikke blot leveringsret, men også leveringspligt. Et forretningsudvalg fastsatte prisen, det var en meget vanskelig sag, og man måtte likvidere med tab.

Forskellige frugtauktioner blev oprettet, i København, Odense og Svendborg. I Københavns frihavn havde der længe været holdt auktioner over udenlandsk frugt. Der var ingen prisaftaler forud, men fra udlandet sendte man overskudsproduktion hertil, mest på spekulationsbasis. Det var Københavns frugtauktioner, der forestod dette, det var kun for grossister.

Senere kom gartnerauktionerne, der fik stor betydning, især den i Odense.

1930 oprettedes en frugtcentral i Svendborg, hvor man tegnede sig for en vis minimumsleverance. Den var baseret på Erhversfrugtavl, og der var kølerum til.

 Firmaer, der tidligere kun handlede med sydfrugter, begyndte i mangel heraf at handle med dansk frugt (d.v.s. under 2. verdenskrig?). Det var pengestærke firmaer, så det fik stor betydning for danske frugtavlere. Københavns frugtauktioner, der blev drevet for magistratens regning, fik også stor betydning, også for ikkemedlemmer. Afgiften for salg var 5%. Det var dog ofte dårlig frugt, og ofte små leverancer, ofte kun med en enkelt kasse af en enkelt sort. Derfor blev der arbejdet på at oprette samlecentraler.

En omsætningsform, der næsten er glemt, er salg til opkøbere, der ofte købte frugten på "slump" på træerne. Disse opkøbere gik senere over til at købe på auktionerne. Tidligere var der uens emballage og ingen eller dårlig sortering, ligesom større frugtavlere havde deres egen emballage, disse ting blev efterhånden standardiseret. Bestemmelser angående mærkning af udenlandsk frugt blev giver i 1927, udenlandsk frugt skulle være mærket "udenlandsk" fra 15. sept. til 15. dec..

ERHVERSPLANTAGER

I begyndelsen af frugtavlens historie var al frugtavl til egen forsyning. Senere blev frugtavlen et bierhverv, især i gode år. Især på herregårde og i gartnerier så man ofte mere på salget end på eget forbrug. Den udenlandske frugt erobrede langsomt, men sikkert det danske marked , idet den danske produktion ikke gik frem i samme grad som forbruget. Der var ingen, som turde tage springet ud i den rene Erhversfrugtavl. Hvor få træer skulle der til for at man kunne kalde det Erhversfrugtavl? 500, 1000, 2000? Går det godt, kunne man udvide, går det dårligt, afvikle. Hvordan kunne man se om det kunne betale sig, d.v.s. betale sig bedre end produktion af æg, smør etc.? Først senere begyndte man at se på frugtavl som egentlig erhverv. I 1880'erne blev der anlagt mange store plantager, selv om man så temmelig kritisk på opgaven. Erhvervsplantager blev visse steder kaldt for "eksporthaver". Bregentved Eksporthave var på 2 ha med ca. 1800 buske og træer (1888-1889). Der var også en mønsterhusmandshave ved Bregentved. Beder Eksporthave på 1 tdr. land blev anlagt i 1889 der hvor gartnerskolen nu ligger. I 1890'erne var der stille om erhversfrugtavlen, først under krigen kom interessen igen. Nedenfor følger en oversigt over erhversfrugtplantager:

Sjælland.

Svend Bruhn, Brøndby Strand. I 1917 startedes et interessentselskab "Lagesminde", og der plantedes 27000 træer på 21 ha, med en af stand på 2,5 x 2,5 m. Det gik ikke godt, selskabet opløstes, og Svend Bruhn overtog plantagen. Senere blev der ryddet og udtyndet noget så man kom ned på 10000 træer. Der blev dog plantet blommer, en espaliergård blev anlagt. ligesom der senere kom kølerum.

Åge Suhr, Amager. I 1919 plantedes der 4000 træer, bl.a. blommer, sener blev der udvidet til 9 ha. Kun få sorter blev plantet. Plantagen blev anlagt af Holger Suhr, men senere drevet af hans bror.

Holger Suhr, Holtegården, Hvissinge, ca. 3000 træer.

Åge Piper, Lyngby, ca. 15.000 træer.

Hardy Hansen, Fredensborg. Kirsebærplantage anlagt af P. F. Heering, ca. 3000 træer.

Børge Larsen, Furesøen, ca. 4000 træer.

Jacobsen, Helsinge, ca. 4000 træer.

D. T. Poulsen, Kelleris, ca. 4500 træer. I Frederikssund en plantage med 15.000 træer.

Gartner Tobiasen, Holbæk anlagde en plantage med ca. 15.000 træer,

Dansk Frugtkompagni ved Birkerød, ca. 14.000 træer.

Hans Larsen, Langerød Plantage ved Fredensborg, ca. 3000 træer.

Sindssygehospitalet, Nykøbing Sj., plantage anlagt 1916-1917, tilhørte Staten, bestyrer Hardy Hansen.

Hjortsø, Tvebølle, ca. 3500 træer.

Vipperød Planteskole, ca. 9000 træer.

Mathiesen, Korsør, ca. 3500 træer.

Skælskør Frugtplantage, ca. 9500 træer, samt 50 ha med frugtbuske.

A/S Baltica, Vordingborg, 20 ha. Planteafstand 9 x 2 m, 75% af træerne på dværgstamme. Udelukkende een hovedsort, med enkelte andre sorter imellem til bestøvning. Plantagen blev senere solgt til P. Beck, Hvidovre, der ompodede, samt ryddede meget.

Paludan, Klarskov, ca. 3800 træer.

Bornholm.

Axel Hjort, ca. 1700 træer.

Lolland-Falster.

P. Krogh, Stubbekøbing, 3000 træer.

Guldborghave, 12.000 træer, mest æbler.

Frejlev Plantage, Sass Nielsen, 9000 træer, udelukkende æbler. Var oprindeligt et aktieselskab med 60.000 kr. i kapital. I 1922 havde selskabet 15.000 kg frugt, som ikke kunne sælges, den blev lavet til cider. Aktiekapitalen blev senere forhøjet. Der har været tilknyttet en skole under Sass Nielsen.

Knuthenborg Plantage blev anlagt noget senere, der blev tilplantet 75 tdr. land.

Fejø.

Hele øen var næsten som en plantage, den største havde 3500 træer.

Femø.

Her var også meget frugtavl, med fra 1000 træer og nedefter pr. mand.

Askø.

1400 træer og nedefter pr. mand.

Fyn.

Gl. Hestehauge, Svendborg, blev anlagt i 1870 af den senere ejer, Harris Webers forældre. Det var landets ældste plantage, men blev holdt fuldt moderne, senere med 5000 træer på 25 ha, d.v.s. træerne stod på stor afstand. Der blev avlet ca. 30.000 kg frugt om året, der først blev solgt direkte til forbrugerne, senere til salgshallen i Svendborg.

Frugtplantagen "Progress", Marslev, var ejet af en danskamerikaner ved navn Rasmussen.

Stige. Der var mange plantager, bl.a. med sorten 'Pederstrup'.

Blangstedgaard, forsøgsstation, med 13.000 træer.

Kulgrosserer Michaelsen, Middelfart, anlagde en plantage på 5 tdr. land.

Rasmussen, Ollerup, havde 10.000 træer.

Gartner Madsen, Håstrup, havde 7500 træer.

Tåsinge. Der var plantager med ca. 5000 træer.

Langeland. Der var plantager med op til 4000 træer.

Jylland.

Syd for Kolding var der mange plantager med 2000-3000 træer. Ved Åbenrå fandtes en bjergplantning med 3000 træer, samme sted var en gartner med 1000 træer. Ved Gråsten var den plantage med 5000 træer. Als havde frugt nok, men der var ingen Erhversfrugtavl. Fabrikant Th. Hansen havde 1000 'Bramley'-træer i en granplantage. I Thy havde Sass Nielsens bror en plantage med 1800 træer. Den største plantage i Jylland var i Hornum i Himmerland med 4000 træer. I Vendsyssel var der flere små og større plantager.

STATISTISKE OPLYSNINGER

Københavns Grønttorv har statistik siden 1852. I 1890'erne solgtes der frugt for 1 million kroner, i 1925 for 8-9 mill. kr., i 1935 for 5-6 mill. kr.

I 1890 var er udførsel på 895.000 kr., i 1900 på 57.000 kr., og fra 1900-1935 på under 100.000 kr. pr. år.

Der var trætællinger i 1912, 1929 og 1935, med følgende antal træer og buske:

Sdr. Jyll. 323.000

I 1929 var der følgende antal buske: Stikkelsbær 3.363.000, ribs 4.148.000, solbær 3.055.000, eller i alt 10.566.000.

Haveselskaberne udsendte spørgeskemaer til besvarelse angående blomstring, frugtsætning o.s.v.. Resultatet var næsten altid middel.

Der foreligger følgende point for frugthøst på en skala fra 1 til 100:

Frugthøsten var i 1923 dårlig, i 1924 middel, i 1925 middel, i 1926 middel, i 1927 middel, i 1928 god, i 1929 god, i 1930 god, i 1931 dårlig, i 1932 god, i 1933 god, i 1934 god. - Almindelig god avl i Danmark var 10 tons pr. hektar, svarende til 25 kg pr. træ (400 træer pr. ha).

INDEX DEL I

FRUGTTRÆERNES FORMERING OG UDVALG AF FORMERINGSMATERIALE

FORMERING

UDVALG AF FORMERINGSMATERIALE

 FORMERING

Frøformering anvendes til valnød, mispel, hyld og fersken.

Vegetativ formering anvendes til hassel, surkirsebær og blomme.

Formering ved podning gælder for restens vedkommende.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan man formerer et træ, det har indflydelse på hele træet, dets bæreevne o.s.v.. Almindelig vegetativ formering er vanskelig for frugttræer. Ikke-homozygotiske kan ikke formeres ved frø og fås konstante. Rodægte kan formeres vegetativt og fås konstante. Forsøg på Blangstedgaard med blommer viste, at de voksede godt nok af rodstiklinger. Rodstiklingerne blev her stukket i bænk og dækket med tørvestrøelse. Rodægte planter kan fås ved aflægning, hvilket i al fald for blødveddede sorter går let nok. I planteskolerne aflægger man ved jordhypning, eller benytter den kinesiske aflægning. Det varer 1-2 år, inden de slår rod. Lettest er æbler, så pærer og blommer og vanskeligst er kirsebær. Nogle sorter er bedst, når de vokser på egen rod, andre har det omvendt, hvordan det hænger sammen i det konkrete tilfælde, må afgøres ved forsøg. Nogle stenfrugtsorter er så konstante, at de kan formeres ved frøudsæd. Man kan ikke altid få et træ, der er lige så godt, som det man har taget podekviste fra. Grunden kan være, at modertræet er rodægte, hvorimod afkommet er podet. Der har været fremsat en teori om, at podede træer skulle blive alderdomssvækkede, antagelsen har nu kun få tilhængere og må antages at være urigtig. Man må helst pode inden for samme slægt, så at podekvist og underlag hører til samme slægt.

Er en grundstamme formeret ved frø, taler man om en vildstamme - frøstammevilding. Det giver normalt kraftigtvoksende træer. Er grundstammens vækst svag, taler man om dværgstammer eller dværgrod, man har ofte ved dværgstammetræer forstået sådanne, som var formeret ved podning på vegetativt formeret underlag. Men een sort på dværgstamme kan godt være kraftigere end en anden sort på vildstamme, grundstammens indflydelse kan ikke dække over sortsegenskaberne. Grundstammen påvirker især træets alder, frugtbarhed, bæringens tidlighed o.s.v.. Der er ikke noget i vejen for, at man kan have lavstammede vildstammetræer og højstammede dværgtræer (selv om det omvendte vel er det hyppigste). East Malling Forsøgsstation i England har sat system i grundstammerne, der er udvalgt 16 typer (Doucintyper) af forskellig vækstkraft til vegetativ formering, de benævnes E.M. efterfulgt at et romertal.

Æbler findes således både på vildstamme og dværgstammer, det samme gælder pære, hvor dværgstammen dog består af kvæde. Blommer og kirsebær findes ikke på dværgstammer.

Dværgstamme contra vildstamme. Dværtræerne har kortere levealder og giver forholdsvis mindre træer end vildstammerne. Roden på dværgtræerne er svagere end toppen, dette bevirker en tidlige bæring end på vildstamme, da toppen kan lave overskud af assimilationsprodukter, som anvendes til frugtsætning. Dværgtræerne er mest rigtbærende i begyndelsen, det er dog en ret ringe forskel, og efter 10 år overgås de af vildstammetræer m.h.t. bæring. Da dværgtræerne er mindre, er de lettere at passe og pleje, men deres rødder er øverligt liggende, så træerne vælter lettere. De er altså mere sarte end vildstammetræerne, som er bedst i ekstensiv drift, da de kan klare sig bedre uden pasning. Tidligere plantede man altid dværg- og vildstammetræer i en blanding, men det har den fejl, at der bliver for lidt plads, da dværgtræerne lever længere end man regner med, og derved også bliver større end man regnede med.

Planteskoletællingen i 1926 viste, at der var tiltrukket 33 % æbler på dværgstamme og 67 % på vildstamme, for pærer var tallene henholdsvis 31 og 69 %. Længere med nord træffer man færre træer på dværgstamme, også i Tyskland er der næsten ingen dværgtræer. Muligvis er det de danske vindforhold, der har skylden for de relativt mange dværgtræer i Danmark, de danske beskæringsteorier er måske også en medvirkende årsag. Dværgstammetræer og beskæring holdt nemlig sit indtog i Danmark på samme tid. Både dværgtræer og vildstammetræer kan bruges, det er et emne som vanskeligt eller slet ikke kan diskuteres. Hvis en mand forstår sig på vildstammetræer, er det ikke klogt af ham at plante dværgtræer, og omvendt. Nu fremstilles der også vildstammetræer, der har samme fordel ved at være lave, ligesom dværgtræer er. Sent bærende sorter kan med fordel podes på dværgstammer, mens en tidligt bærende sort som 'Transparente blanche' ikke kan.

UDVALG AF FORMERINGSMATERIALE

Formering af frugttræer foregår i planteskolerne, og her ser man aldrig frugt på træerne, man går ud fra at materialet er konstant. Kun en mutation kan forandre materialet, og disse er ret sjældne. I USA har 'Ballwiller' således kun givet en sport (mutation) siden 1840. I Danmark har 'Gul Gråsten' givet en 'Rød Gråsten'. Generelt set har vore frugtsorter da heller ikke forandret sig, de er hverken dårligere eller bedre end i gamle dage.

Selv om to træer af samme sort podet på samme grundstamme står på samme jordbund og får samme pasning, kan de bliver forskellige. Udvalg herimellem behøver derfor ikke at give blivende forskelle. I forsøg i USA med 'Ben Davis' tog man 100 podekviste fra et kraftigt træ og andre 100 fra et svagt voksende træ. Forholdstal for den efterfølgende bæring var henholdsvis 7,3 og 8,5. I forsøg i England med 'Cox Pomona' høstedes der 52 og 54 frugter pr. træ efter henholdsvis kraftigt og svagt materiale. Ved ompodning af pæretræer i Czekoslovakiet med både kraftige og svage kviste i den samme gren, var der ingen forskel i de udvoksede grenes frodighed, vækst eller frugtbarhed. Man har ment at kunne undgår vanskud ved at gøre udvalg i formeringsmaterialet, men her har man draget en forhastet slutning. Almindeligvis mener man, at frugttræernes midterknopper giver det bedste formeringsmateriale. Forsøg i USA gav dog ingen forskel, hvadenten man tog podekviste fra forskellige dele af træet, såsom sydside og nordside, af ledeskud, endeskud, sideknopper o.s.v.. Kraftige podekviste gav kraftigere træer end svage, men forskellen var udlignet i 5. vækstperiode. Eneste gavnlige udvalg er altså kraftige podekviste.

Man skal dog ikke på nogen måde lade hånt om spørgsmålet om formeringsmateriale, men altid tage det bedste også sundhedsmæssigt set. Det er altså nødvendigt med kontrollerede modertræer.

INDEX DEL I

FRUGTSORTER

DANSKE POMOLOGISKE VÆRKER

NOMENKLATUR

VORE DYRKEDE SORTERS OPRINDELSE

UDENLANDSK TILTRÆKNING

Allerede i Oldtiden dyrkede man forskellige sorter af frugttræer, som regel var de opstået ved frøudsæd. Gennem tiderne lærte man at foretage fænotypiske udvalg, der efterhånden gav et større og større udvalg i sorter, der så er blevet opformeret vegetativt. Fra slutningen af det 16. århundrede begyndte franske forfattere at beskrive de forskellige frugtsorter, og en ny videnskab, pomologien, var opstået. Pomologi er altså beskrivelse af frugttræer. Oprindeligt var pomologi frugthaveplantning og -pasning, nu forstås sortskendskab, navne og synonymer. Pomologien udvikledes først rigtigt efter bogtrykkerkunstens opfindelse (1450). Navnlig Frankrig og Tyskland var tidligt med, i nyere tid endvidere Nordamerika. Der er ingen anden gren af havebruget, hvor der er lagt så stort et arbejde som i pomologien. Pomologien beskæftiger sig altid med mange sorter. Det passer ikke så godt med, at moderne frugtavlere bestræber sig på at få sorter, derfor ser de skævt til pomologerne. Det er forkert, pomologien har medført, at mange sorter er blevet internationale. Det er først i dette århundrede, at der er blevet interesse for danske sorter i udlandet, det skyldes, at der ikke før har været skrevet noget om dem. Der findes mange synonymer i hvert land, og ofte kan en sorts hovednavn i et land være det samme som et synonym i et andet land. Det er altså ikke helt i orden, selv om det er blevet bedre. Hovedsorterne er dog ofte ens benævnte. I de forskellige lande findes pomologiske foreninger, der afholdes internationale frugtudstillinger, den første i 1860, den anden i 1873 i Wien, i 1908 i Mannheim, i 1934 i London. Udstillingen i 1935 skulle være en stenfrugtudstilling.

Forveksling af sorter er ikke umulig, da identificeringen ofte er vanskelig, bl.a. på grund af ydre vækstforholds indflydelse de forskellige avlssteder. Navnlig farvelagte billeder har hjulpet meget ved identificeringen, ligesom megen øvelse, stor indsigt, stort materiale såvel som tilstrækkeligt materiale ved identificeringen, er nødvendig. Der er af mange pomologer opstillet systemer, svarende til dem der findes i botanikken. De kan være baseret på kronbladene, bægerbladene eller frugtens form, farve o.s.v., men de kan også være bygget på slægtskab, f.eks. som reinetter, bergamotter etc.. Alle nøgler er usikre, men de kan give et vink i hvad retning man skal gå.

DANSKE POMOLOGISKE VÆRKER

J. A. Bentziens Håndbog for frugtavlere, 1864, omhandler en del sortskendskab.

H. C. Bredsted, Håndbog i dansk pomologi, 1. bind pærer 1883, 2. bind æbler 1888. Værket blev afsluttet i 1896. Bredsted var pomolog og planteskoleejer i Odense. Det var det første danske værk om pomologi, som var noget værd. En lille bog om hasselnødder udkom i 1887. "Den danske frugthave" udkom i hefter.

C. Mathiesen, Dansk frugt, udkom i 1913-1914. Frugtsortsbeskrivelserne er gode, hvorimod dyrkningsanvisningerne ikke var gode.

Danmarks Frugtavl, 1916-1922, var en beretning om frugtavlsundersøgelserne, de skrivende frugtavleres interesse var nu samlet om dyrkningsproblemerne.

A. Pedersen, Danmarks Frugtsorter, er det nyeste danske pomologiske plancheværk.

NOMENKLATUR

Regler for nomenklatur er aldrig blevet fastlagt, Bredsted og Mathiesen brugte hver sin, og der findes ikke internationale regler. I Danmark blev der nedsat et udvalg, der fastsatte følgende regler:

§1. Navnene skal ordnes alfabetisk, og ikke i grupper.

§2. Artsnavnet, der indbefattes i sortsnavnet, kan bortfalde, såfremt sortsnavnet ikke er dannet af en anden arts navn.

§3. Danske navne skrives efter dansk retskrivning. Udenlandske navne skrives efter det pågældende lands retskrivning. Dette er vanskeligt, da England, Frankrig m.fl. anvender små bogstaver, og hvad gør man så?

§4. Accenter og bindestreg beholdes.

§5. Ejefald anvendes efter alm. dansk retskrivning. Ejefald kan beholdes ved forkortelse af sortsnavne.

§6. Bøjning efter de alm. danske retskrivningsregler.

§7. Oversættelser, der er fastslået, skal bevares på dansk.

§8. Forkortelse af navne er tilladt, når sorten er tilstrækkeligt kendt, men hovedstammen af sortsnavnet skal altid findes i forkortelsen.

§9. Rækkefølgen af navnene er ofte forskellige, der er ingen enighed herom.

§10. Synonymer anvendes så lidt som muligt.

VORE DYRKEDE SORTERS OPRINDELSE

Munkene, der indførte frugtavlen i Danmark, omtaler ingen sorter. Hans Rasmussen Block omtaler heller ingen sorter. Elias Fleischer, 1782, omtaler udenlandske sorter, som man dengang troede var bedst. Østifternes og Det Jydske Haveselskab indførte udenlandske sorter til deres forsøgshaver, mange af de dårlige sorter kom til Danmark på den tid. Interessen for de danske sorter kom først i 1800-tallet. Planteskoler Bøg, Horsens, udsåede i 1850-erne for Det danske Haveselskab flere tusinde kærner, der var indsamlet på forskellige steder. 1862-1866 udplantedes mange af disse frugttræer som "plejebørn" på gårdene i Nordsjælland, men der kom intet ud deraf. Hofjægermester, godsejer Louis Brun arbejdede med udsæd i pærer, han lagde stor vægt på kærnernes udseende, han fik nogle anvendelige, men ikke fremragende, sorter ud af det. Consistorialråd Bjerregård ved Randers udsåede hvert år 2-3 kg kærner og 1 skæppe frugtsten. Han fik 62000 træer, hvoraf der sikkert var nogle gode. Træerne blev delt ud på egnen, hvor de måske findes som lokalsorter. I denne periode blev der tiltrukket mange træer, haveselskabet præmierede de bedste ved udstedelse af certifikat af 1. eller 2. klasse. Adskillige af nutidens gode sorter fik certifikat dengang. Interessen for dansk frugt kulminerede med Mathiesens Dansk Frugt.

UDENLANDSK TILTRÆKNING

Thomas Andrew Knight fremsatte 1795 den teori, at sorterne degenerede ved stadig af blive podet, d.v.s. der ville være alderdomssvækkelse ved vegetativ formering. Man tiltrak en masse nye sorter ved frø efter krydsbefrugtning, hvor pollenet var fra træer, der stod de vildtvoksende meget nær, idet han mente, at de var de mest vitale. Sorterne blev så også hårdføre, og grunden er måske denne krydsning. Mest kendt er måske belgieren Jean Baptiste van Mons, 1765-1842, der sluttede sig til Knights teori. Han ville gøre nye sorter konstante ved frøudsæd, hvad han dog aldrig nåede. Han nåede at se resultatet af sit arbejde indtil 5. generation. Han sagde, at jo ældre en sort var, desto større chance var der for, at man fik vilde træer ved frøudsæd, hvorfor han såede frø fra unge træer. Selv om han ikke nåede sit mål, fik han tiltrukket nogle pæresorter, som blev verdenskendte. Ved hans død overtog staten det hele og førte arbejdet til ende, der var ved overtagelsen 10,000 frugttræer, hvoraf nogle gav frugt i 1854. van Mons står stadig som den største tiltrækker i verden.

Man har laver forsøg med alderdomssvækkelse ved at tage podekviste fra et 100 år gammelt træ såvel som af unge træer, man fandt ingen forskel på afkommet. Når man finder, at ældre sorter klarer sig dårligere end unge sorter, er sikkert ikke et spørgsmål om degeneration, men et spørgsmål om sygdomsangreb, det kan se ud som degeneration, ligesom det kan gøre identifikation vanskeligere.

Nye sorter kommer dels ved tilfældigheder, dels som et resultat af forædlingsarbejde. Forsøgsleder Bacher har lavet forsøg med befrugtning på Blangstedgaard, der samme er foretaget af Carl Hansen ved Landbohøjskolen.

INDEX DEL I

FORMER FOR FRUGTAVL

Det hører til nyere tid, at gartnere optræder som erhversfrugtavlere. Der findes eksempler på drivhusgartnere, der har frugtplantage ved siden af gartneriet, f.eks. på Amager. I det følgende nævnes forskellige eksempler på frugtavl:

1. Frugtplantage ved Brøndby Strand (Sejrsminde) anlagdes i 1915 som interessentselskab, der plantedes 21 ha med 27,000 træer. Det lykkedes dog ikke så godt, idet jorden man rådede over ikke var god, den var for lav. Selskabet opløstes senere.

2. Frugtplantagen Baltica A/S ved Vordingborg blev tilplantet med næsten kun en sort, 'Annie Elisabeth'. Det viste sig, at sorten ikke var god, den modnede for sent. Aktieselskabet opløstes og plantagen blev solgt, senere blev træerne ompodet.

3. Ved Furesøen var et eksempel på en frugtplantage med udstykning for øje, det gik dog ikke.

4. Ved Lyngbyvej var der et eksempel på en frugtplantage, der blev opslugt af byen, det er dog ikke så stor en risiko mere, fordi man ikke lægger frugtplantager nær byer.

5. Vipperød Frugtplantage er et eksempel på planteskole med frugtavl.

6. Fabrikker kan også anlægge frugtplantager, f.eks. Heering.

7. En stor række anstalter (arbejds- og sindssygehospitaler) har frugtavl tilknyttet.

8. Guldborghave var et eksempel på en privat plantage anlagt af kreaturhandler Nielsen, den blev ført videre af en sønnesøn.

9. En række gårdejere har efterhånden anlagt frugtplantager, og derved er landbruget ofte rykket til side for frugtavlen.

10. På Fyn er herregårdsfrugtavl ved at være almindelig, især i de senere år.

11. Der er eksempler på folk, der har været i udlandet, og som er kommet hjem og er begyndt at dyrke frugt. Anvendelsen af udenlandske metoder er ofte mislykket da landene ikke har haft fælles forhold vedrørende dyrkningen, og man ikke direkte kan overføre fra det ene land til det andet.

INDEX DEL I

FRUGTAVL I FORHOLD TIL KLIMA OG JORDBUND

KLIMAET I DEN TEMPEREREDE ZONE

KLIMAFAKTORER

JORDBUNDEN

KLIMAET I DEN TEMPEREREDE ZONE

Sarte køkkenurter og frugter kræver hensyn. Den nordlige halvkugles æblesorter er nærmest fastlandssorter, der ikke egner sig til Danmarks øklima. D.v.s. at amerikanske sorter ikke egner sig til dyrkning i Danmark. Enkelte sorter er dog kosmopolitiske, f. eks. egner 'Gråsten' sig til både ø- og fastlandsklima. Vin har sin nordgrænse i Tyskland, fersken, abrikos og vinterpære har sin nordgrænse i Danmark, og sødkirsebær har sin nordgrænse i Finland. Denne grænse er dog ikke konstant, men rykker til stadighed længere med nord. Frugtbuske er sikre kulturer hos os, det kan man ikke sige om vore fire frugttræarter. Med sikre kulturplanter forstås sikre med hensyn til frugtsætning, og ikke med hensyn til vækst, da de fire frugttræarter er vildtvoksende her i Danmark. Det er ikke altid klimaet, der bestemmer hvad der skal dyrkes.

KLIMAFAKTORER

Temperaturen. I tynde organer opstår der hurtigt temperaturforandring, det sker vanskeligere i tykke stammer og lignende. Der kan være betydelig forskel på træets egen temperatur afhængig af, hvor i træet det er, det er målt indtil 20 graders forskel mellem lys- og skyggesiden af et træ. Træet kræver et vist varmeminimum for at udvikle frugt, der kræves derfor længere tid med aftagende temperatur, som illustreret ved at 'Early Harvest' i Amerika kræver følgende antal dage for at udvikle frugten: Georgia 63, New York 68, Rodwester 82 og Pensylvanien 86. Man taler også om varmesummen, defineret ved middeltemperatur gange antal dage. Mange træer kan tilpasses egne med mindre varmesum. Selv om sommeren er varm nok, kan vinteren være for kold, således med Sibirien og dele af Canada. Vinteren kan også være mild, men sommeren for kold, f.eks. Island. Syd for Alperne er sommeren for varm for æbler, kun på bjergskråningerne kan de gro. Efter amerikanske forsøg er der forskel på forskellige sorters varmekrav, f.eks. kræver 'Pollmiller' 13 gr., 'Jonathan' 15 gr. og 'Newton' 17 gr.. Dette tyder på, at der kan tiltrækkes sorter med et mindre varmekrav. Det er ikke nok at tage hensyn til, om en sort kan udvikle frugt, der må også tages hensyn til hvordan kvaliteten og holdbarheden er. Frugtens surhed aftager, jo længere man kommer med syd. Vinkendere ved, at der er forskelle på forskellige årgange, den afhænger af druernes kvalitet det pågældende år. - 1922 var der overalt en stor høst af frugt, men kvaliteten var dårlig på grund af mindre gode vejrforhold. 1930 og 1934 gav god frugt. Da frugttræer er bedre hos os på varm jord, har forskellen i middeltemperatur i landets forskellige egne interesse, selv om forskellen ikke er ret stor. Mors har således ikke så meget frugtavl som Lolland, det skyldes klimaforskel, da morsingboerne er lige så dygtige som lollikkerne. Det er især de ekstreme temperaturer, der har interesse.

For høj temperatur. Dette er sjældent forekommende her i lande, men forekommer i lande med fastlandsklima, hvorved frugten bliver tykhudet. Høj temperatur giver høj fordampning, hvilket frugten modvirker ved at anlægge tyk hud. Røde brandpletter kan forekomme på frugten, det er dødt væv, og der dannes sårkork eller forrådnelse. Dette forekom i Danmark i 1932-34. Bladene kan også forbrændes og falde af, da fordampningen derved bliver lav. Frugttræernes fjender får ofte gunstige vilkår ved høj temperatur, således rødt spind. I udlandet kalker man træerne som beskyttelse mod varmen, det anvendes ikke herhjemme.

For lav temperatur. Det er almindeligt forekommende i Danmark, der dog er gunstigt stillet i forhold til den geografiske beliggenhed. For lav vintertemperatur er mest almindelig i lande med fastlandsklima. Der kan komme frostskader på mange måder, således i barken, veddet, rødderne, grene kan fryse ned o.s.v.. Frostskader forekommer som regel på syd- og vestsiden af træet på grund af større temperatursvingninger her. Frysning af rødderne er nærmest et spørgsmål om grundstamme, da den grundstamme, der går senest i hvile, rammes mest af frosten. Mest angribelig er vel nok overgangen mellem stamme og rod, for selv om barken er frostskadet, kan træer godt bryde. Kernefrugttræer kan gro i flere år efter skaden, mens stenfrugttræer går ud samme år. Man kan altså først gøre frostskaden op flere år efter. Frostspalter i barken kan overvokses af kork og træet gro videre. - Frost inden vækstens afslutning er mest skadelig. Kuldens varighed er også afgørende for skadens omfang. En enkelt nats frost ned til 20-25 grader gør sikkert ingen skade. Det er ofte kolde og tørre vintre, der gør mest skade, især når det er med hård frost (udtørringsvirkning). Man har i Amerika lavet forsøg med træernes fordampning om vinteren. Store og hurtige svingninger i temperaturen er farlig. Om foråret kan nyvæksten fryse væk, stenfrugttræerne får gule blade og gummiflåd heraf. - Voksestedet, foregående sommers vejrlig, individet, alderen og beskæringen har indvirkning på modstandsevnen mod frost. Gamle træer er mere modstandsdygtige end unge træer, eller man kan sige der er kraftigere frist nærmest jorden. Beskærer man meget, vokser træet længe og kan lettere fryse. Beskærer man tidligt, kan sårene let fryse. Bæringen har også betydning for frostskaden. Efterårsudplantede træer er meget udsatte. Skud af anden generation er de mest følsomme. Det har dog altsammen mindre betydning her i Danmark.

En større rolle spiller derimod nattefrost i vegetationsperioden. Det kan forekomme både forår og efterår, om foråret med skader på plantedele og blomster, om efteråret med skade på unge plantedele og blade. Hvert år kommer der nattefrost i Danmark, som er med til ar nedsætte udbyttet. Frugtplantager anlægges bedst ved kysten og bør aldrig være i lokalt lave områder. Der kan godt komme nattefrost, som ikke berører træerne, men som ødelægger jordbær og lign.. Man kan godt få kuldeskader, selv om temperaturen er positiv. I Amerika har man lavet forsøg med lav temperatur for at konstatere, hvor langt man skal ned for at få skade.

Kritiske temperaturer for forskellige arter og plantedele ser således ud:

(Er det en fejl, at der står + ved æble?)

Altså er frugttræernes blomster mest hårdføre i knopstadiet og mindst i frugtsætningsstadiet. Forsøgene var udført som laboratorieforsøg med træerne i potter.

Alle blomster er ikke fremme på samme tid, så en enkelt nats frost behøver ikke at ødelægge alt, der kan også være frostskade på den ene side og ikke på den anden, ligesom der ofte kan være frostskade nederst i træet, men ikke foroven. Desuden optør frugttræer på østskråninger hurtigere og de kan komme til at lide mere frostskade end andre. I selve blomsten er støvvejen det mest ømfindtlige. Amerikanerne har også gjort forsøg med, hvad pollenet kan tåle af kuldegrader. 'Jonathan'-pollen frøs ved (-?)3 grader og spirede med 33 %, mens ufrosset pollen spirede med 85 %. En anden sorts pollen blev frosset i ½ time ved -8 gr. og spirede derefter med 25 %.

Forebyggelse af den slags frostskader kan kun ske ved plantning af sentblomstrende sorter, eller man kan fyre i blomstringstiden. Blomstringstiden falder temmelig ens her i Norden, hvilket kan give større skader. Det er fordi vinterkulden virker som retardering. Espaliertræer kan dækkes med granris eller lærred. Det er temmeligt umuligt at gardere sig med frosten. Selv om plantningen er meget værdifuld, kan det alligevel ikke betale sig at gøre noget for at prøve at afværge frosten.

I Amerika er det især citrus, man vil beskytte med frost. Det sker ved 1) varmeudvikling, 2) røgudvikling og 3) ved at sætte luften i cirkulation. Den bedste af de tre metoder er varmeudvikling, det er nok at sætte temperaturen 2-3 grader op, en ulempe er dog, at man ikke kan holde på den varme luft, der stiger til vejrs, og kold luft strømmer ind for neden. Mest anvendt til opvarmning er råolie, der hældes i beholdere med 3-4 liter. Det kan evt. ordnes, så det tændes med elektricitet. Det er sikkert ikke nødvendigt i Danmark. I Amerika er man ved at gå bort fra det som ikke værende rentabelt.

Undertiden giver man frosten skylden for dårlig frugtsætning, mens det i virkeligheden skyldes mangel på bestøvningssorter.

Vinden. Vinden stiller Danmark ugunstigt i forhold til andre lande. Vestenvinden er den mest fremherskende, om foråret dog ofte østenvinden. Den danske vegetation er præget af vestenvinden. Vind modvirker nattefrost, fremmer befrugtning, giver frisk frugt. Æbler kræver mest frisk luft, kirsebær mindre, pærer og fersken mindst. Vindskade kan være:

* Træerne bliver skæve eller vælter, i Jylland sidder kronen ofte øst for stammen. Sådanne træer er værdiløse i erhvervsøjemed.

* Blomsten kan ødelægges.

* Blade kan ødelægges.

* Grene og andre dele kan gnide mod hinanden.

* Træer kan knækkes af vinden, det er dog sjældent det sker.

* Frugten blæser ned om efteråret.

* Frugten blæser ned om foråret, det kan dog være gavnligt, da det virker som udtynding, og det er de dårligste frugter som falder.

Nedblæsning af frugt om efteråret er det værste, det kan ikke stoppes med et læbælte. Efter en efterårsstorm er nedblæst frugt ikke noget værd, dels forbi den er stødt og dermed uholdbar, og dels fordi markedet er overfyldt deraf. Det er almindeligvis de sene sorter, det går ud over, da de tidlige er plukket før efterårsstorme sætter ind. Sorterne kan være mere eller mindre vindføre, ligesom der kan være forskel i forskellig arters vindførhed. Æbler blæser lettest ned, pærer tåler mere vind og kirsebær mest. Fersken falder aldrig af, men træet kræver læ.

Frugttræernes tæthed, kronens stivhed, frugtens størrelse, stilkens styrke og længde m.v. har betydning for vindførheden. 'Filippa' er en af de værste sorter til at kaste sorten, mens 'Casseler Reinette' holder frugten godt. Frugter med lang nedarvet frugtstilk sidder som regel godt fast. Under normale forhold blæser 10-15 % af frugten ned i Danmark.

Andre ulemper ved vind er :

* Vind fremmer fordampningen og derved afkølingen (toptørhed).

* Vind kan medføre salt, sand og lign. som er skadelig.

* Kolde vinde kan mindske frugsætningen, da det for koldt for insekterne.

* Sprøjtning vanskeliggøres af vinden.

Vinden må ved rationel frugtavl mindskes, enten ved læplantning eller ved at lægge plantagen i læ af skov eller lignende. Mange danske plantager ligger i skovegne. Tidligere mente man det var uheldigt med frugtplantager som nabo til skov, da det gav skadevoldere, navnlig frostmålere, men det regner man ikke med mere, da det alligevel skal sprøjtes. I Jylland tænker man på ar rydde huller i skoven og plante frugttræer her (hedeplantager). På øerne kan man ofte plante før man har læ, men i Jylland er frugtavl umulig uden fremskaffelse af læ, der må plantes læ før frugttræerne plantes, ligesom læhegn inde på arealet ofte er nødvendig. Jylland er derfor af den grund handicappet i forhold til øerne.

Læ kan også have skadevirkning, der kan ske ophobning af sne, det kan dog forhindres ved at have en hæk i passende afstand i østsiden. Passende er en hæk med syd, en række læ med øst og 2-3 rækker læ med vest og nord. Under gunstige forhold kan man have en del hassel, hyld, kirsebær eller mirabel i læbæltet, der må plejes og passes for at være effektivt, det må også passes med sprøjtning f.eks. af røn mod rønnebærmøl. Det er lettere at skaffe læ til lave træer, der kan være frembragt på grund af lav stamme eller via lav vækst. Ved høj vækst kan man kappe toppen af træerne. En stok pr, frugttræ kan være nødvendig, dog ikke ved brug af vildstamme. Det er lettere at holde træerne oppe end at rejse dem, når de først er faldet. Det er nødvendigt med en gummiring der hvor man binder.

Nedbør. Hagl forekommer i Danmark forår og efterår, især inde i landet, sjældnere ved kysten. Haglvejr forekommer ofte om eftermiddagen. Hagl falder i skarpt afgrænsede områder. Hagl i frugttræernes blomstringstid er meget ødelæggende, blade, blomster, bark og unge skud kan tage skade. Værst er det dog, nar der kommer hagl på de unge frugter, da kan skaden blive meget stor. Man er værgeløs over for haglbyger, læ hjælper noget. Forsikring er nødvendig, frugtavlere må dog tegne særlige haglskadeforsikringer, da de er mere udsatte end andre. Alligevel kan erstatning være tvivlsom eller ringe, hvis der samtidigt sker skade mange steder.

Sne. Som jorddækningsmiddel har sne ingen betydning i frugtavlen, da der er for ustabil. Sneen er generende, når den hober sig op vest for læbæltet, da sneen som regel kommer fra øst. Nyfalden og frossen sne gør ingen skade, selv om den ligger i store driver, men når den tøer er det værre, der er ikke andet at gøre end at skovle den væk, men det er vanskeligt mellem træerne. Almindeligvis er det også kun buske, som bliver dækket af sne her i landet.

Regn. Ved tørke i forårstiden bliver skuddene korte og tilvæksten ringe, kommer der så senere regn, er det helt galt, så skyder træerne igen eller blomstrer igen, som det skete i 1934. Bedre er et fugtigt forår og et tørt efterår. Vandmangel tidligt på året kan bevirke, at bladene tørrer ud og falder af. Frugten bliver lille ved tørke i forårstiden, dog gør forårstørke ikke så megen skade på frugten som på skuddene, da frugten kan vokse hele sommeren igennem. Frugten kan dog falde af, hvis der indtræder tørke tidligt på sommeren, ligesom den derved kan blive uregelmæssig i form og farve. 'Gråsten'-frugter bliver aflang og glat af megen fugtighed, men kort af tørke, ligesom den bliver svagere i farven i fugtige år, fordi bladene skygger mere. Sygdom angriber mere i fugtige end i tørre somre, det gælder især i den tid, hvor frugten er ved at modne. Især ved kirsebær og blommer må man passe på, når man vander. Især svampesygdomme udvikles godt i fugtigt vejr, samtidig er der den skavank, at man ikke kan sprøjte i fugtigt vejr. Regnvejr i plukningstiden er skadelig, da det nedsætter holdbarheden. - Kernefrugternes kærner kan revne og danne et hvidt pulver i kernehuset ved for megen fugtighed. - Blomsternes befrugtning hæmmes i fugtigt vejr, da der er få insekter fremme. Blomsternes kronblade er ikke i stand til at lukke sig, når de først er foldet ud, de indre organer må altså tage, hvad der kommer. - Gulsot eller klorose på bladene skyldes fugtighed i jorden. - Korkdannelse på frugten kan skyldes tørke.

Luftfugtighed. Tør, varm luft i befrugtningstiden er uheldig, da støvet tørrer ud og mister spireevnen. I stensætningstiden kan stenfrugttræerne smide frugten som følge af tørke. - Fugtig luft giver korklag på æbler, også pærer kan danne kork. Det er uheldigt, fordi frugten lettere revner, når der er dannet kork på dens overhud. En lille korkplet på overhuden skyldes ofte en vanddråbe, der har virket som linse. - Klar luft giver klar farve på frugten, mens fugtig luft giver svag farve. - Æbler kræver en vis fugtighed af hensyn til bladene, der er bløde og tynde. Pæreblade er tykke og læderagtige og tåler derfor bedre tør luft.

Kunstvanding. Fersken er mindst vandforbrugende og egner sig derfor til relativt tørre egne. - Man regner med 250 træer pr. ha, dette svarer til 11,000 kg vand, hvilket igen svarer til et forbrug på 28 cm vandlag foruden den mængde, der fordamper fra jorden. I Amerika regner man med. at man må tilføre 128 cm vand pr. år. Vort klima må siges at være gunstigt med hensyn til fugtighed, det er altså unødvendigt med kunstig vanding i Danmark. Rentabiliteten af vandingsanlæg er altså tvivlsom, da det ikke bliver hvert år, der bliver brug for det. Bedre er det at økonomisere med vandet via jordbehandling. Mellemkulturerne må kun tage vand i eftersommeren, når frugten skal modne. Kun intensiv drift med dværgtræer på let jord vil have mulighed for at forrente et vandingsanlæg. Privathaver og espalieravl kan betale et vandingsanlæg. Ved plantagedrift kræver det så store boringer, at det næsten er umuligt at skaffe vand nok. Falck og Zonen (redningskorps) hjalp mange i det tørre år 1934, bl.a. vandedes Guldborghave med vand fra en mergelgrav. Frejlev blev vandet med vand fra Guldborgsund, altså saltvand, dog med et ringe saltindhold, kun ½ %. Det er endnu et åbent spørgsmål, om det er godt at bruge saltvand. Der skete ingen skade ved vandingen i Frejlev i 1934, men det ikke sikkert, at det gik hvert år. Vesterhavsvand kan i al fald ikke anvendes til vanding. Kniber det med at få vand, må man ikke have mellemkulturer, som kan stjæle vandet. I privathaver anvender man drænrør, der stilles med enden i jorden, man hælder så vand i dem i tørre perioder.

Lys. Ren luft giver mest lys, derfor er bjergegne bedst egnet, hvad det angår. Uren luft som i fabriksegne giver mindst lys. Antallet af solskinstimer på forskellige breddegrader fra april til september er:

Jo længere man kommer mod nord, desto længere bliver dagen om sommeren, der er lyse nætter længst med nord, hvor planterne også kan assimilere om natten, men solhøjden er til gengæld mindre mod nord. Lokalt kan bygninger, læbælter og hældning have indflydelse på soltimernes antal. Eftermiddagen kan have mere solskin end formiddagen, derfor er vestespalier bedre end østespalier. Bladenes underside tåler sollys mindre godt, derfor skal passe på ved opbinding.

Mange steder i Danmark lider træerne af lysmangel, oftest på grund af tæt plantning, ved at være for nær på læbæltet o.s.v.. Træerne i Danmark skal have al det lys, de kan få. Lys og varme kan for den del afhjælpe hinanden, og delvis gå i stedet for hinanden. Beskæring foretages også med det formål at få lys ind i træerne.

Meget lys giver sød frugt, langvarigt lys giver duft og aroma, mens stærkt lys giver stærk farve, mindre frugter samt tyk og hård overhud; lidt lys giver svag farve, men større frugt. Vindruer og tomater kan få farve uden lys og sol. På et vist stadium, når frugten har nået et vist sukkerindhold, får æbler og pærer farve, men de får dog ingen farve uden lys. De ultraviolette stråler har indflydelse på farven, som derfor bliver bedre udenfor end inde i et væksthus, da glasset absorberer de ultraviolette stråler. Kvælstof i overhuden giver mindre farve, da væksten bliver mere bladrig. Røde æbler kan få så meget lys, at de ikke får farve, f.eks. i Amerika og Australien. Frugt fra Norge og Sverige er smukkere i farven end frugt fra Danmark. Æbler af 'Ildrød Pigeon', der ikke er røde ved plukningen, kan blive røde ved at ligge i solen, men man må passe på, da de ellers svides. Pæretræer kræver mere lys end æbletræer, det har især betydning ved espalierfrugtavl. Stokke sættes syd for stammen for at undgå barkskade af solens lys.

JORDBUNDEN

Selv om der er stor forskel på Danmarks jord, kan frugttræer vokse i 99 % af den. Jordbunden må betragtes som middelgod til frugtavl.

Overfladeforhold. Et fladt terræn er som regel at foretrække frem for et kuperet, der som regel også har uens jordbund. Der kan dog godt plantes på skrånende terræn, når det hælder i den rigtige retning, kan det endda være en fordel. Det letter dræningen og kan gøre det mindre udsat for nattefrost. En for stejl skråning er dog vanskelig at færdes og arbejde på. Er der meget stejlt, kan man lave terrasser.

Undergrundsforhold. En vinstok kan gå indtil 15 meter ned i jorden med dens rødder. Andre træer går i hvert fald et par m ned i jorden. Der kan være sand, ler, kalk, og på Bornholm granit, i undergrunden. Der er oftest ler i Danmark, det er koldt, men nærende. Sand er varmt og drænende, mens kalk er uigennemtrængeligt og næringsfattigt. Om jorden er stenet eller ej, har ingen betydning for frugtavlen. "Æblejord" er gammel havejord, varm og kun lidt gennemtrængelig. "Blommejord" er lav og fugtig. Surkirsebær kan gro på alle slags jorder, mens "sødkirsebærjord" er kalkrig, løs, varm og gennemtrængelig i stor dybde.

Jordens dybdebehandling. Pløjning bør være lidt dybere end ved almindelig markpløjning, se meddelelse nr. 211.

Jordens afvanding. Jorden er ofte vandlidende på steder, hvor vandet løber til fra alle sider. Tyske angivelser siger, at det er bedst til frugtavl når grundvandsstanden er 1,5 m under jordoverfladen. Jordens fysiske tilstand har stor betydning ved valg af jord til frugtavl, mens den kemiske har mindre betydning, den kan altid ændres senere. Det er ikke nødvendigt at dyrke frugtavl på den allermest næringsrige jord, frugttræerne er tilfreds med mindre. Trætræthed (jordtræthed) kan komme ved at dyrke nærstående arter efter hinanden. Et middel herimod er vekseldrift, der vanskeligt lader sig gøre ved frugtavl. Derfor bør man plante på frisk jord, d.v.s. jord hvor der ikke tidligere har været dyrket frugttræer. Kernefrugt efter stenfrugt kan godt gå. Hvis man vil erstatte gamle træer, sker det bedst ved ompodning. Det er dyrt at gøre noget for at afhjælpe jordtrætheden i frugtavlen.

Jordens reaktion. Man ved endnu ikke, hvilket pH, der er det bedste. Der er forsøg i gang på Blangsted, Hornum og Spangsbjerg. Tidligere sagde man, at frugttræer ikke kunne få for meget kalk. Nu siger man, ar det ikke er nødvendigt med al den kalk, det er blot en forhøjelse af udgifterne. - Æble og pære holder mest af pH omkring 6,5-7, stenfrugttræer skal helst vær på jord lidt over 7. Kalkning bør ske før plantning, men kan også ske efter. Lidt of tit er bedre end meget på en gang. Der anvendes jordbrugskalk eller på letter jorde mergel.

INDEX DEL I

ANLÆG AF FRUGTPLANTAGE

PRIVATHAVER

ERHVERSMÆSSIGE PLANTNINGER

PRIVATHAVER

Mange af Danmarks frugttræer står i privathaver. Beliggenheden for en privathave er givet. Der plantes alt blandet, træer, blomster, køkkenurter o.s.v., i al fald i mindre haver. Bedst var det, om man kunne holde hver ting for sig, det er også gjort en del i nyere tid. Frugttræer kan godt være prydtræer, men så er det ikke let at dyrke dem bare en lille smule radikalt. Hvis haven er delt, skal frugttræerne stå mod vest, prydhaven mod øst og bygningerne mod nord. Frugthavens størrelse bestemmes enten af gartnerne eller af bygherren, så arealet er givet. Under haveforhold lægges ofte et stort stykke ud til frugttræer, for så mener man, at man bliver fri for så mange blomster og køkkenurter, man er bange for vedligeholdelsen. Almindeligvis er frugthaverne for små. Man skal ikke plante til salg, men plante så der nok til egen husholdning. En almindelig gård kan udmærket bruge ca. 50 træer (20 æbler, 10 pærer, 10 blommer og 10 kirsebær), 70 buske som solbær og stikkelsbær, og 100 hindbær. Ofte kommer dog andre ønsker eller forhold til at spille ind. På øerne er et valnøddetræ i gården udmærket. Hassel, kvæde, surkirsebær og lignende plantes i den inderste del af vestlæet. Planteafstanden er ofte for tæt, da man mener, at træerne godt kan stå tættere i en privathave. Forholdet er imidlertid det modsatte, træerne kræver mere plade i en privathave, fordi de som regel passes dårligere. Da der plantes mange sorter, vil de være uens kraftige, så de svage bliver generet af de kraftige, hvis de står for tæt. Buskene plantes ikke sammen med træerne. Bordfrugt og køkkenfrugt plantes i samme antal, man må tilstræbe at plante, så der er frugt til den største del af året. Sortsantallet bliver derfor af samme antal som træantallet. Man bør plante sunde træer med god frugt, så er det af mindre betydning, om de er rigtbærende. Der plantes nogle tidligtbærende sorter imellem, så der kan være frugt få år efter plantningen. Ved sommerbeboelser bør der plantes tidligtmodnende sorter, så der kan høstes, inden huset forlades om efteråret. - Der må ikke dyrkes overjordiske ting under frugttræerne af hensyn til giftfaren.

ERHVERSMÆSSIGE PLANTNINGER

Beliggenheden. En linie gennem Padborg, Fredericia, Middelfart, Odense, Nyborg, Korsør, Slagelse, Sorø, Ringsted, Roskilde til København deler Danmark i en sydlig gunstig del og en nordlig, mindre gunstig del. Hele Jyllands østkyst hører dog med til den gunstige del. Desuden findes lokalt gode steder. I og ved byerne er der røg og støv, som forurener luften. Skal man dyrke frugt ved en storby, skal det være på vestsiden. Byluften er i det hele taget ikke god for træerne. Jordprisen er ofte den afgørende faktor ved køb af jord. Prisen bør være den samme som for god landbrugsjord.

Indhegningen. I frugtavlsegne har alle frugttræer, så det er mindre vigtigt at hegne mod mennesker. Harer må man altid hegne for. Sneen kan om vinteren bevirke, at harerne løber over hegnet, eller de løber ind, når en port står åben og kan så ikke komme ud, når den bliver lukket. Skyder man harerne med hagl, kan man være sikker på også at ramme træerne, hvilket kan give anledning til kræft. Rådyr og mosegrise kan også være generende. Mosegrisene afgnaver rodbarken. Det kan forhindres ved at nedgrave et fintmasket trådnet over rodmassen. Høns og katte kan være generende i privatavlen, kattene hvæsser kløer i stammen.

Beplantningsplan. Man kan ikke henvende sig nogen steder for at få at vide hvordan man skal gøre; det er ofte et greb i lykkens pose, om man får det gjort rigtigt. Man må først og fremmest vælge sorter, som kan gro på egnen. De fleste begynder med at plante æbler, der faktisk er den eneste art, der er en rationel kultur. Dog findes kirsebær, navnlig sure, også i større plantninger. Stærk specialisering giver større risiko, men æbler er den vigtigste art og vil sikkert blive ved med at være det. Tidligere plantede man mest høstæbler. Nu anbefales det at man interesserer sig for sommer- og vinterfrugt, som er sværere at avle og opbevare. De nuværende forhold kræver frisk frugt hele året.

Det eneste der kan ligne en pæreplantning, ligger ved Fåborg. Vinterpærer udvikles ikke ordentligt her i landet. Blommer findes ikke i plantagedrift her i landet, de må dyrkes nær afsætningsstedet, da de ikke tåler lang transport. Sødkirsebær kommer kun i betragtning, hvor de vokser godt, f.eks. i Nordsjælland og på Sydfyn. Surkirsebær findes overalt. Frugtbuske giver en mindre, konstant nettoindtægt, mens frugttræer giver en større, men mere svingende indtægt. I Erhversfrugtavl er 6-10 sorter nok, mindre er for lidt af hensyn til befrugtningen. Blanding af sorter besværliggør pasning, sprøjtning plukning m.v.. Tidligere plantede man hvertandet træ af en sort og hvertandet af en anden sort, nu planter man flere rækker af samme sort sammen. Pladsbesparelsen ved forbandtplantning er 12,5-15 % med uændret afstand mellem træerne, d.v.s. at plantningen vokser hurtigere sammen. Vil man have en ideel plantning, må man indgå mellemkulturer, der i hvert fald kræver mere plads mellem træerne, planter man for tæt, må man hurtigt rydde. Det er udmærket at plante på stor afstand, hvor faderen planter til børnene. Tendensen går dog mod tættere plantning med senere rydning for øje. Halv- og lavstammede træer kan godt plantes sammen. Mest anvendt er følgende plantemåder (o=vildstamme, x=dværgstamme):

1. måde

o o o o

x x x

o o o o

x x x

2. måde

o x o x

o x o x

o x o x

3. måde

o x o

o o o

o x o

Nr. 2 og 3 har den fordel, at de er lettere at køre i. Enkle og simple planer er bedst.

Planteafstanden. Reglen er den, at man planter for tæt, hvilket er dyrere i planter og i vedligeholdelse. Desuden giver det som regel dårligere træer. Plantning med få træer giver træer med stor overflade, mens plantning med mange træer giver en lille træoverflade. Der kan være forskel på den plads, der kræves afhængigt af hvilken art eller grundstamme, det er. - I privathaver plantes der med lige stor afstand, her må man regne med en kronediameter på ca. 5 meter for 10-årige træer, 7 m for 20-årige træer og 10 m for 50-årige. Erhversfrugtavl kræver en mere speciel inddeling.

Der kan regnes med følgende kronediametre (m) ved forskellige aldre og arter/sorter:

Træerne er målt om sommeren med vægt på grenene. 'Ildrød Pigeon' har en opret vækst som ung og udbredt krone som ældre. 'Gråpæren's maksimale størrelse er det dobbelte af 'Charneu's. Normalafstande i rene plantninger er: Æbler 8 m, pærer 7 m, blomme 6 m, sødkirsebær 8 m, surkirsebær 6 m.

En afstand på 12x12 m svarer til 70 træer pr. hektar

- - - ----------12x6 m --------- - 140 - - -

- - - ----------10x10 m - ------- 100 - - -

- - ------------ 8x8 m - --------- 156 - - -

- - - -----------6x4 m --------- - 312 - - -

- - -------------5x5 m - ---------400 - - -

- - ------------ 4x4 m --------- - 624 - - -

Anskaffelse af træer. Man kan spare henved en krone pr. træ ved at plante dårlige træer, men det er en dårlig økonomi samlet set. Bestilling af træer bør indgives om efteråret, mens planteskolen har udvalget. Dersom man ønsker særlige sorter eller særligt mange træer af en bestemt sort eller træer af en bestemt form, bør man indsende bestillingen et år før man skal bruge træerne. - Træerne indslås i lodret stilling.

 Træhøjde. Der er fire muligheder: høj-, halv-, lavstammede samt buskformede træer. De sidste kommer ikke fra planteskolen, men opstår som regel ved uheld og lignende i plantagen. - Man kan ikke overføre udlandets resultater på vore forhold. Stammehøjde er et spørgsmål af stor betydning, selv det dog heller ikke overskygger alt andet. Vinden byder os at plante lave træer, men det er dog først i de senere år at planteskolerne har lavet træer med lav stamme. Hvis læbæltet er højt, kan man godt plante med høj stamme, som er lettere at arbejde under, ligesom de heller ikke så let tager skade af sne som de lavstammede. Derfor planter man i Norge og Sverige altid højstammede træer, at denne grund har danske planteskoler tiltrukket højstammede træer til eksport. Beskæring, sprøjtning, plukning m.v. er dog meget lettere ved lavstammede træer end ved højstammede, og for Danmarks vedkommende vejer dette sikkert tungest til i vægtskåle, hvorfor lave træer plantes mest nu. Plantning af høje og lave sammen er heldigt af hensyn til udnyttelse af lyset, men ellers får man begge typers skavanker, men ikke deres fordele. Høj- og halvstamme træer på vildstamme er de første år lavere end lavstammede dværgtræer er. Højstammede træer lider ofte af barktrang, så stammen må ridses fra øverst til nederst, derved kan barken og stammen tage mere næring. Lave træer får som oftest de største og smukkeste frugter, hvilket sikkert skyldes mikroklimaets indflydelse. 

Træalder ved plantningen. Det er alderen på træets ægte del, man regner med, når man taler om træalder. For træer, som er podet på stamme, regnes fra alderen af stammen, men her er tiltrækning på voksestedet fordelagtigt, da man så undgår omplantning. Omplantning medfører dog ofte tidligere indtrædende frugtbarhed. Bedst er det at plante toårige træer. I de senere år har man også plantet etårige træer, da man ikke har kunnet få andet i planteskolerne. Treårige træer kan også plantes, de er bedre end dårlige toårs, endda rige træer kan bruges, men de kommer langsommere i gang end yngre træer. Ældre træer må omplantes i planteskolen og tiltrækkes videre, de bliver derfor dyre træer. I udlandet bruger man nogle steder at tiltrække planterne i ståltrådskurve, så de kan flyttes med klump. - Stenfrugttræer skal altid plantes som unge, det gør knap så meget med kernefrugttræerne. 

Arealets inddeling. Det er en fordel at have boligen ved plantagen. Man bør altid have gode veje vinkelret på hinanden. Kvadratplantning er praktisk at arbejde imellem og lettere at lave veje igennem, da der er rækker på begge ledder. Hvis plantningen er tæt, må afstanden ikke være større end at man kan køre på vejene med sprøjten og få slangen ind imellem alle træer. Man kan evt. lægge tipvognsspor på vejene. Prøvehave til nye sorter og til dyrkning af frugt til egen husholdning kan passende ligge ved huset, hvor man bor. 

Plantetid. Plantningen sker bedst i oktober til først i november, så er træerne lettere at få i gang ved det følgende løvspring. Ved større plantninger kan det dog ikke praktiseres. 

Rodbeskæring. Reglen ved beskæring af rødder er, at snittet, som skal være et skråsnit, skal vende nedad. Af praktiske grunde er en kort rod en fordel. En godt beskåret rod er 30 cm lang, dog længere ved ældre træer. Træet kan dog godt vokse med en endnu kortere rod. Stringfellow er tidligere tillagt stor betydning, nu anser man det for at være for farligt, da det som regel medfører, at em del træer går ud. Træerne skal i så tilfælde plantes meget fast. Der er forsøg i gang på Blangsted, ved Stringfellow kommer den største tilvækst først året efter, da der det første år skal dannes rødder. 

Plantningen. En plan over plantningen bør enhver avler med respekt for sig selv have, og han må også holde den ajour. Ved større plantninger nummereres træerne. Kortet over plantningen skal også vise drænsystemet. Planteplanen afsættes efter vinkelspejl og med stokke, og der plantes i lige rækker. Brug af plantebrædt fremmer i høj grad plantningen, man kan ved hjælp af plantebrædt bedre se plantedybden. Man må hellere skære en rod bort end bøje den. Tidligere anvendtes meget store plantehuller, nu har de en mere passende størrelse. Store plantehuller kan virke som dræn, så vandet samler sig omkring roden, som kan lide derved. Tidligere kom man god jord ned omkring rødderne, det gør man ikke mere. Jo mindre rod og vand, desto fastere må der plantes for at træet skal gro. Ud fra forsøg konkluderes det, at man skal plante træet lidt dybere end det tidligere har stået, bl. a. fordi jorden synker lidt uden at træet synker med. Der er på Blangsted udført forsøg med betonplader i bunden af plantehullet. I marskegne plantes træerne på forhøjninger mellem grøfter, forhøjningerne er dannet af jorden fra opgravning af grøfterne. Det har også været anvendt på fugtig og kold jord. Forhøjningerne vanskeliggør renholdelse m.v.. 

Opbinding? Opbinding bør helt undgås, da den ikke er nødvendig. Når et træ bindes op, bliver det ikke vant til at klare sig selv. Der er dog undtagelser, således må æble podet på paradisstamme og Gul Doucin bindes op, det gælder også alle højstammede træer. Stokken stilles mod vest, selv om den egentlig burde stilles med syd for at modvirke solens svidning af stammerne. 

Tilbageskæring. Efterårsplantede træer beskæres først om foråret. Det er sikrest at lade forårsplantede træer stå til næste forår. Når man ikke skærer ned det første år, skyldes det, at man får svage skud, derfor venter man til året efter. Planteskoletræer har været skåret stærkt tilbage, derfor tilbageskæres skuddene til 1/2-1/3 af deres længde og overflødige skud fjernes. Hvis man er modstander af tilbageskæring, bør man købe etårige træer. Ved kernefrugttræer er det ikke godt at skære ned over en frugtknop, der kan skæres ned til sovende øjne. Stenfrugttræer har ikke sovende øjne, de bør altid skæres ned det år de er plantet.

Etikettering. Porcelænsetilketter er gode. Landbohøjskolen anvender glashylstre med vandtætte propper. Man bør aldrig anvende metaletiketter i frugthaven, de bliver ulæselige, når der kommer sprøjtevædske på dem. Hængeetiketter bør hænge i en kobbertråd, og der efterses hvert år, om de hænger der, og om de skærer ind i træet. Planteskoleetiketter bør tages af hurtigst muligt, så at de ikke skal blive glemt og snære sig ind i barken.

INDEX DEL I

FRUGTPLANTERNES ORGANER OG DERES FUNKTIONER

RODEN

STAMME OG KRONE

KNOPPER, BLOMSTER OG FRUGTER

RODEN 

Der er altid et vist forhold mellem krone og rod, det er dog ikke givet, at et højt træ svarer til en dyb rod. Roden er en del af grundstammen, en kraftig rod giver kraftig vækst. Vildstammerod er dybtgående, mens dværgstammerod er øverligtgående. Derfor blæser dværgtræer lettere omkuld. Man mente tidligere, at en bestemt del af roden ernærede en bestemt del af kronen. Giver man mere gødning i træets ene side end i den anden side, vil toppen blive kraftigere i den side der har fået mest gødning. Høj grundvandsstand giver skiverod, mens tør jord giver dybtgående rødder; derfor tørrer træer på fugtig jord først ud. Man har målt rødder i 12 m dybde, men almindeligvis går rødderne 3-5 m ned. Tidligere mente man, at rodudbredelsen kun svarede til kronens diameter, nu ved man, at den går betydeligt længere ud. Et 25 år gammelt kirsebærtræ havde en rodudbredelse svarende til 6 gange kronens radius.

Man agiterede tidligere for dybdebehandling af jorden, samtidigt med at man mente det var bedst at holde rødderne i overfladen. Rodvækst er studeret i Østrig, hvor man fandt at den kraftigste vækst foregik i april, så standsede den hen på sommeren, mens rødderne igen voksede lidt om efteråret. Om foråret begynder rodvæksten ca. en uge før topvæksten. Siderøddernes vækst var kraftigst i den tid, hvor længderødderne voksede mindst. På nyplantede træer voksede roden det første år meget mere end toppen. Blomme kræver 2 grader for at roden kan vokse, æble 4-5 grader.

STAMME OG KRONE

Det er naturligt for træet at danne krone og rod. I naturen gør naboskabet sig gældende således at stammen vokser i højden. Doucin, kvæde og weichsel er i naturen buske. På træer overtager hovedgrenene en del af stammens rolle, især når stammen er lav. Stamme og grene udgør hver ca. en 1/3 af træets vægt. Stammens styrke er af betydning, det svageste sted er der hvor grenene udgår fra. Amerikanske forsøg har vist, at spidse vinkler er skørere end stumpe, idet den spidse vinkel klemmer barken inde, så at der ikke dannes ved i vinklen. Lige store grene flækker lettere fra end ulige store. Planteskolerne tilstræber at få alle grene til at gå ud fra et og samme sted på stammen. Blommer, og morbær, har særlig let ved at flække.

Kronen består af grene, kviste og skud. Skud er 1 års grene med blade, kviste er sommerskud af 2. orden. Sct.hansskud er vanskud fremkommet ved genvækst. Langskud er trægrene, kortskud frugtgrene. Vildskud er skud fremkommet under podestedet. Skud på stammen kaldes vanskud (eller vandskud, da de er saftige), årsagen til at de kommer er sår og beskadigelser. Udtrykket kviste bruges om årsskud efter løvfald, altså om vinteren indtil der kommer nye skud. Grene er skud hvorpå der er kommet nye skud (kviste der er brudt), man taler om hovedgrene og sidegrene, og ved formede frugttræer om ledegrene. 

KNOPPER, BLOMSTER OG FRUGTER 

Knopper. Ved øjne forstås knopper i bladhjørnerne, adventivknopper er knopper på stamme, grene og rod, de kan være "sovende øjne". Man taler også om ende- og sideknopper, æble og pære har sideknopper ved siden af endeknoppen. Der er bladknopper og blomsterknopper, de sidste er de mest butte, ofte er det dog ikke let at skelne dem fra hinanden før efter løvspring. Stenfrugttræer har rene blomsterknopper, mens kernefrugttræernes er blandede (indeholder også nyt vækstpunkt). Frugtgrene er grene med blomster eller frugt, som regel dværggrene, også kaldet frugtsporer. En kort frugtgren er indtil 3 cm lang og med 1 knop, mens en lang frugtgren er 3-10 cm lang gren, der også har bladknopper foruden blomsterknopper. En bladknop sidder ofte vinkelret på kvisten, så næste år kan der fremkomme forgreninger til en frugtgren eller spore. Ved svag vækst eller kraftig bæring kan endekviste evt. blive til en 10-30 cm lang frugtgren eller spore; den vil som regel være tynd og bøjelig, så at den bøjes nedad. Der vil så kunne dannes frugtknopper på grund af den ændrede safttransport. Et frugtspyd er en dværggren, som ender med en torn (kommer især på vildstammetræer af f. eks. pære).En buketgren eller -kvist er en dværggren med mange blomsterknopper og en bladknop i enden, de ses på stenfrugttræer. Sådanne træer kan ikke beskæres, så fjerner man jo det, der skal vokse. 

Blomster. Æble og pære har som regel blomster på særlige grene. Nogle sorter har blomsterknopper f. eks. under endeknoppen på en kvist, det kan ofte give en for kraftig blomstring. Blommer har blomsterknopper på kvistens nedre del og bladknopper foroven. På lange kviste er der ofte dobbeltknopper, d.v.s. en bladknop og to blomsterknopper ved siden af hinanden. Buketknopper er også almindelige på blommer. Sødkirsebær har blomsterknopper på den nedre del af kvisten, buketgrene er almindelige. Surkirsebær har knopper på 1-årige skuds hele længde, surkirsebær plukkes derfor enkeltvis, mens sødkirsebær kan plukkes i håndfulde.

Blomstring. I begyndelsen er der ingen forskel på nye blad- og blomsterknopper, men hen på sommeren kan man skelne dem fra hinanden i mikroskop. Tidspunktet for udspaltningen er afhængig af vejret, plantagens tilstand m.v., den sker som regel juni-juli, evt. i august. Senest udvikles kønsorganerne, d.v.s. der sker noget hele vinteren, hvor man kan se støvkornene i mikroskop. Hvad der fører til dannelsen af enten det ene eller det andet, er ikke godt at sige.

To ens træer kan stå ved siden af hinanden, det ene blomstrer, det andet ikke. Det må være indre forhold, der er afgørende. Man siger, at der skal en vis stofkoncentration til for at give blomsterknopper. Megen kvælstofgødning giver megen vækst, men ingen blomsterknopper. Planterne kræver kvælstof, når de skal vokse, men de tager jo også kalium og fosfor, så der bliver mindre til blomsterdannelse. Der skal være et vist forhold mellem kulhydrat og kvælstof. En analyse af en æblegren der er ved at danne blomsterknopper, vil vise en meget lille kvælstofprocent. Derfor må træerne ikke få for meget kvælstof i juni-juli, for man må ikke tro, at blomsterknopper kan dannes senere, f.eks. i august. Kortskuddene har 87,5 % af bladfladen, langskuddene 7,5 %. D.v.s. at en stor kuldioksydassimilation giver stor blomstring. Der er 50 % flere blade i et år uden frugt end i et år med frugt, samtidigt er bladfladen større. Efter norske forsøg skal der være 6 blade pr. spore for at knoppen kan blive en blomsterknop. Bøjede grene hæmmer tilstrømningen af safter, derved dannes et overskud af kulhydrater ved fotosyntesen, herefter følger blomstring og man får frugter.

Klimaet forud har naturligvis også indflydelse på blomsterknopdannelsen. Et varmt og tørt klima giver blomstring året efter, mens et koldt og fugtigt klima giver ingen eller få blomster næste år. Eftersommerens vejr har dog også indflydelse, ikke på dannelsen af knopper, men på deres indre udvikling. Nord- og Mellemeuropa følges som regel ad. - Jordbunden og ernæringsforholdene spiller også en stor rolle. Det første er givet, det andet ligger i frugtavlerens hænder. - Beskæring medvirker dannelsen af frugtgrene. - Årets frugtmængde har den allerstørste indflydelse på næste års blomstring. Det kan give periodisk frugtbarhed, som dog også kan skyldes individuelle forhold hos træerne.

Tilbøjelighed til frugtknopdannelse kan fremmes ved:

1. Ringning, d.v.s. fjernelse af en barkring af stammen, så der bliver overskud af fotosyntesestoffer. Ringen må ikke være ret bred, da den skal kunne vokse over samme sommer. Dette er særligt vigtigt for stenfrugttræer, da de ellers går ud, mens kernefrugttræer kan tåle at stå et år uden at dø. 5-6 mm er en passende bredde på ringen. Man kan dække ringen med podevoks, det letter sammenvoksningen. Det er sikrest at lave to ringhalvdele forskudt for hinanden på hver sin side af stammen fremfor en samlet ring. En stram tøjsnor om stammen kan have den samme virkning som ringning. "Frugtbælter" er zinkstrimler, som holdes på plads af ståltråde, det er fordel fremfor en ståltråde alene, da de ikke snører så langt ind i stammen. Kræftsår og andre sår medfører også øget blomstring. Dværgstammer har en svag rod og en stor top, derved får man næsten den samme virkning som ved en ringning, altså overskud af fotosyntesestoffer.

2. Udsultning af træer, som svækker væksten, giver også stærkere blomstring.

3. Bøjning af grene på espaliertræer giver frugtbuer.

4. Sporebeskæring kan også øge blomstringen, selv om det oftest virker modsat.

5. Brækning, bøjning og drejning af træet giver stærkere blomstring på grund af at træets vækst derved svækkes.

6. En gammel metode går ud på at binde ufrugtbare grene ned, så de giver blomster, også på grund af mindre kvælstoftilførsel fra roden.

7. Ved omplantning nedsættes rodens arbejde, mens toppen fortsætter fotosyntesen uforandret. Det giver flere blomster.

8. Rodbeskæring, der kan bruges ved espaliertræer, bevirker, at toppen kommer i overvægt, hvilket virker som en omplantning. Rodbeskæring foregår ved, at man hvert år graver en halvcirkel i en afstand på 75-100 cm, men kun en halvcirkel pr. år.

Den mest brugte metode er "frugtbælter", mens rodbeskæring næsten aldrig bruges.

Dobbeltblomstring, der f.eks. kan ske hvis første hold blomster fryser væk, er intet værd, da sidste hold blomster som regel ikke sætter frugt. Efterårsblomstring er også skadeligt, da det er næste års blomster, som kommer for tidligt. 

Frugtsætning. Rig blomstring er en betingelse, men ingen garanti for en rig frugtsætning, f. eks. kan nattefrost ødelægge mange blomster. Stærk blæst og helt stille vejr er heller ikke heldigt under blomstringen, det samme gælder vedvarende nedbør, mens kortvarig regn er gavnlig, så pollenet ikke tørrer ud. Da blomstringen strækker sig over ca. 14 dage, har forbigående dårligt vejr ingen betydning. Insektaktiviteten skades mest af frost og kulde.

Vandmangel i jorden er sjælden på denne årstid, ernæringsmangler er mere almindelig. Et træ kan bære indtil 100,000 blomster, så hertil går der en del næring. Mangel på næring kan bevirke, at blomsterne falder af, det er mest almindelig for gamle træer, f.eks. af 'Gråpære', der ofte taber 90 % af blomsterne. Rigelig med reservenæring i træerne er nødvendig for at træerne kan sætte frugt, selv om overernæring også kan bevirke, at frugterne kastes.

Sygdomme som skurv og monilia og skadedyr som bladlopper, æblesnudebiller, knopviklere, æbleviklere, frostmålerlaver m.v. har indflydelse på frugtsætningen, selv om de kan bekæmpes ved rationel frugtavl. Sprøjtning under blomstringen kan dog undertiden ødelægge blomster eller bier, honningbier dræbes således af selv meget små arsenikmængder.

Der kan dannes frugter uden befrugtning, såkaldt parthenocarpi, f.eks. kan pære og æble i et vist omfang udvikle kerneløse frugter, disse er slankere end de befrugtede frugter. Tyskeren Ewert har tillagt parthenocarpien stor betydning. Han gjorde forsøg med æblesorterne 'Baldwin' og 'Celleni' og pæresorter bl.a. 'Flemish Beauty', idet han dræbte støvvejene med kemikalier. Selv om en frugt ingen kerner har, kan der dog godt være sket en bestøvning. Hvis der afkastes frugter, bliver det først de kerneløse, der falder af. En japaner har med æblesorten 'McIntosh' fundet, at den normalt havde 0,38 kerner pr. frugt. Der kan også dannes frø uden befrugning, apogami, det er fundet i sorten 'Transperente de Croncels'. Det er dog uden praktisk betydning, man må regne med, at der skal en befrugtning til.

Støvet. Hassel og valnød er vindbestøvere, de har let og tørt støv. De fire hovedarter er insektbestøvere, idet deres pollen er tungt og klæbrigt. Forsøg med at ophænge fedtede glaskugler viste, at kun en forsvindende del af dette støv transporteres gennem luften. Almindeligvis er det honningbien, der er mest virksom ved bestøvning af frugttræer. Biavl og frugtavl hører således sammen. Man regner med, at 2 bifamilier pr. ha er nok. Det svinger dog afhængigt af bifamiliernes størrelse og plantagernes tæthed og udvikling. Undersøgelser i England har vist, at frugttræernes blomster blev besøgt med følgende hyppigheder: Honningbier 70 %, vilde bier 10 %, humlebier 5 %, resten var biller. To danskere arbejder stadig med at undersøge, hvor mange plantearter en bi besøger under en tur, ved at man fanger bien, når den kommer hjem og i mikroskop undersøger, hvilke typer støv bien har på sig. Almindeligvis mener man, at en bi kun besøger en planteart ad gangen, så at når den flyver for besøge æbler, kommer den kun i æbler og ikke i også i f. eks. pære. Dette er heldigt for befrugtningen. Ved undersøgelserne fandt man, at der var 65 insektarter, der besøgte frugttræblomster, heraf var honningbier, vilde bier samt fluer af betydning ved som gode bestøvere, mens resten (sommerfugle, myg og møl) ingen betydning havde. Pollenanalyserne gav følgende resultater: 55 % af biernes besøg var på frugttræer, 4 % på anden frugt, 13 % på skovtræer, 27 % var fra ukrudtsplanter især agerkål og mælkebøtte, mens 1 % var fra forskellige andre blomster. Jo mindre agerkål og mælkebøtte, desto mere vil bierne altså besøge frugttræernes blomster.

En forudsætning for befrugtning er en god udvikling af kønsorganerne. Pollen findes som regel i stor mængde, men dens spireevne er højst forskellig. Der kan foretages spiringsforsøg med pollenet, det udsås på en 10-12 % rørsukkeropløsning og henstilles i termostat. Man kunne også udså på vand, men så risikerer man, at pollenet sprænges, hvilket også kan ske i naturen, når det er fugtigt under blomstringen. Ved at lægge et støvfang ned i opløsningen vil pollenet spire hurtigere end i den rene sukkeropløsning. Enkelte sorter danner ikke pollen, f.eks. 'Alm. Guldblomme' og 'Esperens Drap d'or'. Sterilitet kan være morfologisk eller genetisk. Æble har haploidt 17 kromosomer, diploidt 34 og triploidt 51 kromosomer. Støvkorn fra diploide spirer med 50-97 %, fra triploide med 4-34 %, derudover har de sidstnævnte mindre spireenergi.

I privathaver går krydsningen mellem sorter og dermed befrugtningen normalt af sig selv. Værre er det i erhversavlen, hvor man arbejder med færre sorter. I USA havde man plantet en større plantage med 'Williams'-pærer alene og fik slet ingen frugt. Nogle få træer bar dog, det viste sig, at der stod et 'Clapps'-træ mellem disse. Man var så klar over, at 'Williams' var selvsteril. Dette skete i 1898, siden er der gjort et stort arbejde for at få konstateret, hvilke sorter, der er selvsterile og hvilke, der er selvfertile. Ved bestøvning af 'Williams' med 'Williams' fik man en frugtvægt på 100 g mod 115-134 g ved bestøvning med andre pæresorter, og kernevægte på henholdsvis 0,07 og 0,30-0,38 g. Ved sådanne forsøg anvender man som regel isolering af grene eller hele træer med gaze eller med poser af pergamentpapir, man overfører så støvet med en pensel. Det sikreste er isolering og samtidig kastrering af blomsterne. Man tæller så antallet af de kunstigt befrugtede blomster og senere antallet af frugter efter junifaldet. I England findes et særligt institut, som arbejder med disse ting. Også i Sverige er der gjort et stort arbejde på dette område, og der findes værdifuld litteratur herom. I Danmark har Carl Johan Hansen lavet undersøgelser i Landbohøjskolens have og andre steder, idet det er let at få frugtavlere til at være værter ved sådanne forsøg.

Kvæde, fersken og abrikos er selvfertile, fersken dog ikke absolut. Hansterilitet forekommer hos visse sorter. Sødkirsebær er selvsterile, også intersterilitet kan forekomme. Ved intersterilitet forstås sterilitet mellem to faste sorter. Ved surkirsebær er det forskelligt, således er 'Skyggemorel' selvfertil, men 'Ostheimer' selvsteril. Hybridkirsebærrene er ikke alle selvsterile, men giver dog bedst efter fremmedbefrugtning. Hos blommer er nogle sorter uden pollen og andre har unormalt eller sterilt pollen. 'Victoria' er selvfertil og er en god bestøversort. Prunus domestica og Prunus insititia er stamarter for vore blommesorter, de er ikke intersterile, det er de derimod begge over for japanske blommer. Pære er oftest selvsteril, det samme gælder æble, men hos begge kan parthenocarpi forekomme.

Ved krydsbefrugtning forstår man i frøavlen befrugtning med støv fra en anden plante, mens man i frugtavlen ved krydsbefrugtning mener befrugtning med støv fra en anden sort, da planterne inden for en given sort her er genetisk ens, da de er klonformerede. Der er fremlagt forskellige teorier som årsag til sterilitet: Støvrøret er for svagt til at kunne trænge igennem griffelen. Ægcellerne kan dø, hvis det varer for længe, inden befrugtningen sker. Triploide kerner har ringe spireevne, f.eks. 35 % mod 75 % ved diploide, og de giver dårligt afkom, f.eks. fandt man i England ved udsæd af frø fra triploide x triploide i gennemsnit kun 16 cm høje planter, mod 61 cm høje planter efter udsæd af frø fra diploide x diploide. De kraftige, triploide sorter giver altså et dårligt afkom. Diploide kan dog også have dårlige frø, det gælder f.eks. 'Cox's Orange'. - En teori siger, at man skulle kassere de selvsterile sorter, det er dog i praksis umuligt, da man så skulle kassere alle sødkirsebær. - Den første betingelse for krydsbefrugtning er, at sorternes blomstring falder helt eller delvis sammen. Dernæst skal de stå tilstrækkeligt nær hinanden, afstanden må ikke være over 100 m. Altså må man have blandede plantninger og ikke en plantager af hver sort. 5 sorter i en plantage bør være minimum, da en eller to sorters blomstring kan slå fejl, og man må så have en sort, der kan træde i stedet. Der bør være tre eller to rækker sammen af en given sort og så en bestøversort. Man kan dog også plante en hovedsort og så indimellem få træer af en bestøversort. Støvet fra forskellige sorter kan virke forskelligt som fader, så kimen udvikles forskelligt, men om også frugtkødet udvikles forskelligt, vides ikke. Bestøversorterne skal altid være diploide, uanset om hovedsorten er diploid eller triploid. Der er ingen tvivl om at det er en fordel med gode bestøversorter, slev om det kun er kernerne, der påvirkes direkte. Oftest bliver kødet dog fastere efter bestøvning end ved parthenocarpi.

Man kan komme ud for at det træs ene side giver røde frugter, mens den anden side giver grønne frugter. Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at den ene side så er bestøvet med pollen fra et fadertræ med røde frugter. Fænomenet skyldes kimæredannelse eller mutation et eller andet sted i grenen, så at alt der vokser frem oven for dette sted bliver anderledes.

INDEX DEL I

FRUGTPLANTNINGERNES VEDLIGEHOLDELSE OG PLEJE

JORDENS BEHANDLING OG UDNYTTELSE

BESKÆRING

BESKÆRINGENS UDFØRELSE I PRAKSIS

OMPODNING

FRUGTUDTYNDING

HYGIEJNISKE FORANSTALTNINGER

JORDENS BEHANDLING OG UDNYTTELSE

Mellemkulturer. Mellemkulturer anvendes de første år for at betale jorden i den tid, hvor frugttræerne intet udbytte giver. Mellemkulturens art afhænger af afstanden mellem træerne. Tæt plantning vil sige det samme som mellemkultur af frugttræer, hvilket er vanskeligt. Bedre held har de fleste her i landet ved at anvende en større planteafstand og mellemkultur af andet end træer. Det er kun arealet mellem trækronerne, der kan udnyttes, da man stadig må kunne færdes mellem frugttræerne. Man må kræve af en mellemkultur, at den kan tåle færdsel, sprøjtning m.v.. Man må ved mellemkultur være forberedt på, at hverken træer eller mellemkultur bliver så gode, som hvis de dyrkes hver for sig.

Træagtige planter kan anvendes som mellemkultur, når de plantes sammen med frugttræerne, ellers går det sikkert ikke på grund af trætræthed. Frugtbuske kunne tænkes anvendt som mellemkultur, de er imidlertid til hinder for færdselen, ligesom deres rødder ligger øverligt og tager megen næring fra træerne. Det dur altså ikke i en erhversplantning, men anvendes meget i haver, dog mindre end tidligere. Planteskolekulturer kan anvendes, såfremt jorden ikke er trætræt. Etårige planter vil dog være bedst egnet. Disse planter kræver bearbejdning af jorden, gødskning og renholdelse. Dette kommer også frugttræerne til gode. Bredsåede kulturer dur ikke, bedst er det med radrenserafstand. Køkkenurter ned spiselige overjordiske dele kan ikke anvendes af hensyn til sprøjtemidlernes eventuelle giftighed. Roer er udmærkede, da de kun tager lidt vand om foråret, når træerne har brug for det, men til gengæld tager meget om efteråret, hvor træerne nødigt skal have det. En ulempe ved roer er dog, at de ikke er fjernede ved frugtplukningen, hvor de så er vejen, ofte skal de tages om samtidigt med, at frugten skal plukkes. Kartofler er udmærkede, når det lige undtages, at de er afgroede på den tid, hvor de skulle tage mest vand fra træerne. Kål og andre grove urter kan anvendes. Mest anbefalelsesværdig er kulturer med kort væksttid, f.eks. spinat, ærter, bønner, vikke og andre ærteblomstrede på sandede jorde, men de kan være uheldige på en overernæret jord, hvor der i forvejen er overskud af kvælstof. Frøafgrøder kan anvendes, især mens træerne er små. Når træerne bliver større, skygger de om efteråret, når frøet skal modne. Jordbær kan også anvendes, men det er ikke særligt heldigt, da der kommer sprøjtevædske på bærrene. 

Renkultur. Renholdelsen mellem og under træerne kan ske med motor- eller hesteredskaber. Træernes vækst under disse forhold bliver gode. Den bakterielle omsætning bliver god, og det kan evt. medføre for kraftig vækst, så veddet ikke når at modne om efteråret. Naturen søger at holde vækst overalt, og det vil sikkert gå ud over jordens indhold af organisk stof, såfremt der ikke tilføres noget. Bladene fra træerne gør dog meget til at modvirke dette forhold, så det måske ingen praktisk betydning får. 

Permanent udlæg. Græs over hele bunden er det letteste med hensyn til renholdelse, men lige som permanent udlæg har det en uheldig indflydelse på træerne. Coburn Experimental Farm har laver forsøg desangående: Udsæd af græs ved plantning af træerne var næsten helt ødelæggende. Udsæd 4 år efter udplantningen havde stor skadevirkning. Også udsæd under gamle træer gav skade. Græs med dybtgående rødder gjorde større skade end græs med øverligtgående rodnet, kløver virkede som græs med øverligtgående rødder. Man prøvede også at finde årsagen til skadevirkningen, men det lykkedes ikke. Man regnede med følgende muligheder: 1. Luftmangel i jorden, 2. For megen kuldioxid i jorden, 3. Temperaturforholdene i jorden blev påvirket, 4. Jordens fysiske tilstand blev påvirket, 5. Bakterielivet i jorden påvirkedes. Men det var ingen af delene, og man blev stående ved den gamle mening, hvor man står endnu: Der er tale om en udskillelse af giftstoffer i jorden. Vanding hjalp lidt, og også tilførsel af gødning, men det hjalp ikke fuldtud, så det kan ikke være her grunden ligger.

Man kan se mange steder, at græs under træerne er skadelig, bl.a. i forsøg på Blangsted, samt i privathaver. Skaden er størst på let jord. Skaden ytrer sig ved mindre vækst og mindre bæreevne. Træer på græsdækket jord giver som regel mange blomster, men få frugter, og de frugter, der kommer, er meget tykhudede og meget holdbare, bladene bliver som regel gule tidligt på sæsonen.

Der kan dog være tilfælde, hvor græs under træerne kan være nødvendigt, således hvis man står over for unge, overernærede og sygdomsangrebne træer. Græsset tager her vand og næring fra jorden. Væksten bliver moderat, ligesom man kan få bedre beskæring. Senere kan man naturligvis fjerne græsset igen. Af skønhedsmæssige grunde anvender man ofte græs under træerne i prydhaver. På stærkt hældende terræn kan græs gavne ved at holde igen på jorden. PÅ meget fugtig jord kan græs også være en fordel, da det tager en del af fugtigheden. I England og Mellemeuropa anvendes ofte græs under træerne, men det er i forbindelse med ekstensiv drift. Hvis græs anvendes rigtigt, er det ikke altid til skade, så man kan ikke være absolut modstander eller tilhænger af græs under træerne. Af kløverarter er hvid kløver den bedste. Lucerne, som anvendes i USA, må sikkert frarådes. Ved permanent udlæg holder man ofte en kreds fri om træerne, det er nødvendigt af hensyn til træerne, og det gør klipningen af græsset lettere. Efterhånden som træerne bliver større, skulle den græsfri kreds også gøres større, men man gør den som regel mindre, eller sår den til med græs, hvad der også er forkert. Græs kan også anvendes som bælter imellem træerne, hvilket ser nydeligt ud, når græsset er klippet og jorden holdt ren. Det er dog svært at holde jorden ren her. Det omvendte, græs under træerne og renholde bælter var i og for sig bedre, men så bliver det vanskeligere at hold græsset pænt. Ved denne metode har røddernes yderste ende fri jord over sig. Ingen af de to metoder er dog at anbefale.

Har man mellemkultur af en eller anden art, er det dårlig økonomi at fjerne toppen fra stedet, man skal lade det afhuggede plantemateriale ligge og pløje det ned efterår eller forår. Lader man græsset eller andet ligge vinteren over, beskytter det mod kulde, ligesom det om sommeren kan beskytte med fordampning. Der kan dog være for mange sygdomme heri, de fleste pløjer da også plantematerialet ned om efteråret. 

Dækafgrøde, cover crop. Her har man om foråret ren, løs jord, om efteråret planter, der senere pløjes ned. Det er altså en kombination af renkultur og mellemkultur, der giver træerne meget vand og næring først på sæsonen, men mindre om efteråret, når de skal armoden skuddene. Metoden har også en fordel derved, at man i en frugtplantage har bedre tid om foråret, så man her kan holde rent, hvilket man så er fri for om efteråret, hvor der skal plukkes frugt.

Som dækafgrøde kan anvendes: Gul sennep, boghvede, raps, spergel samt kornarterne. Ofte er det dog ærteblomstrede som ært, vikke, rundbælg, kællingetand, serradel eller sneglebælg. Man kan hertil anvende billigt, gammelt frø, eller hjemmeavlet frø. Spergel, gul sennep o.a. bredsås, af gul sennep anvendes fra 25-50 kg pr. ha. Man kan også lade ukrudtet vokse frem om efteråret, det sår sig selv, men det ser ikke godt ud. Det vil så også føre med sig, at ukrudtet kaster frø, som spirer om foråret. 

Jordens bearbejdning. Hvis plantningen er rationelt anlagt, må man anvende heste- eller motorkraft i stedet for håndkraft. Dybden for jordbehandlingen er et åbent spørgsmål, men dværgtræernes rødder ligger ligesom buskenes lige i jordoverfladen, så her må man i hvert fald ikke gå for langt ned, hvilket også frarådes fro andre træer. Bedst er det at anvende harver, kultivatorer og lignende og undgå pløjning, de jorden herved bliver ubekvem at færdes på. Har man mellemkultur, må man naturligvis pløje. - Her i landet pløjer nogle plantagen, mens andre ikke gør. Som regel bearbejdes jorden for lidt her i landet, til skade for fugtighedsforholdene og den bakterielle omsætning i jorden. 

Redskaber. Til frugtavl bruges landbrugets redskaber og enkelte specielle. Håndskuffejernet "Jyderup" er langskaftet og med dobbeltskær, det er udmærket til at komme ind under træerne med. Heste kan ikke komme ind under træerne, men en lav traktor kan, blot den er kraftig nok, men det er som regel ikke tilfældet. En stærk traktor kan ikke komme ind under træerne, når der skal sidde en mand på den, men så anvender man redskaber, ofte dobbelte, der stammer fra Amerika. Vendingen med disse er besværlig, men ellers er de udmærkede. Skråtræk anvendes også en del her i landet. Redskaber til skråtræk er forsynet med ror, de kræver to mands betjening, en til at køre, den anden til at styre. Skråtræk er opfundet på Fyn. Det anvendes især i mindre plantninger. Hvis man anvender det til pløjning, pløjer man ind under træerne, hvor der så bliver højere. Ved tværgående jordbehandling jævner man det en del igen, ligesom nedbøren hjælper til. Når jorden bliver højere omkring stammen, risikerer man at træet danner rødder over podestedet, så at det kommer til at stå på egen rod, man spilder så eventuelle fordele ved underlaget. - Almindeligvis kan man sige, at redskaberne skal være lave og uden udstående ting. Specielle frugtredskaber er alle lave og uden fremstående håndtag og lignende.

Fjedertandsharven er en af de vigtigste redskaber her i landet. I stedet kan man anvende en kultivator, men den har hjul og er derfor højere. I USA anvendes tallerkenharver meget, de anvendes også her. De findeler en dækafgrøde, så den let kan pløjes ned. Kusken må altid være påpasselig, ligesom hestene skal være rolige. En dygtig traktorfører med dobbelte redskaber kan komme indtil få cm fra stammen, men det er vigtigt, at man ikke sårer stammen. 

Frugttræernes næringsbehov. Der skal bruges næringsstoffer til træernes blivende organer, til oplagsnæring, til blade, hvor næringsstofferne vender tilbage til jorden, og frugten, der fjernes. Det er vanskeligt at lave undersøgelser herover. Også rødderne er det vanskeligt at holde kontrol med, idet de ofte går ud i ukontrolleret areal. Steglisch har i årene 1894-1907 lavet undersøgelser over træernes næringsmængder ved måling, vejning og analyse, resultaterne findes i "Statistik des Obstbaues". Vægtforhold mellem rod, stamme og top var 2:2:2,6 med højstammede, tyske træer. Følgende resultater refereres:

Det kemiske indhold i træerne var , gennemsnit af de 4 frugtarter:

Det ses af tallene, at N-indholdet gennemgående er stort, størst i bladene og mindst i roden. P-indholdet er lavt. K-indholdet er stærkt vekslende, højst i bladene. Calcium findes især i blade og grene (der var m.h.t. Ca ikke stor forskel mellem ved af kerne- og stenfrugttræer, selv om man skulle være tilbøjelig til at mene, at når stenfrugttræerne kræver mere kalk, så burde der også være mere af det i grenene).

Ud fra undersøgelser i USA er forbruget af træer i fuld bæring følgende i kg pr. ha:

P-forbruget er ringe. N-forbruget er stort, men K-forbruget er større.

I en anden undersøgelse i USA blev en hektar med 99 ni-årige træer gravet op og analyseret. Man fandt følgende:

Altså kræver unge træer ikke megen næring, når dette var alt hvad de havde optaget i løbet af 9 år.

Askeprocenten i æbletræer ved løvfald er for følgende organer:

Sommerskud 3,57, et år gamle skud 2,83, to år gamle skud 2,76, tre år gamle skud 2,75, fire år gamle skud 1,87, fem år gamle skud 1,78, stamme 1,33, hovedrødder 1,83 og tynde rødder 4,51.

Tilsvarende danske undersøgelser findes ikke, så man må nøjes med de udenlandske, som sikkert helt igennem er korrekte.

Til sammenligning med træernes kemiske sammensætning kan anvendes:

Det ses, at køkkenurterne har meget større værdier end frugttræerne, de er mere grådige, men der er også betydelig forskel mellem de enkelte køkkenurte-arter.

Da markforsøg med frugttræer er meget dyre, vanskelige og langvarige, er man ofte tilbøjelig til at opgive dette. I USA, England og Tyskland har man dog lavet forsøg. Også Østifternes Haveselskab har haft et forsøg hos en frugtavler på Fyn. Resultaterne modsiger ofte hinanden, så man har ikke rigtigt noget at holde sig til endnu. I nogle tilfælde har man slet ikke fået udslag ved at give gødning, hvilket skyldes, at jorden har været i god gødningskraft i forvejen, og træerne bruger meget lidt de første år.

På Blangsted, Spangsbjerg og Hornum har man begyndt markgødningsforsøg i 1922, først med køkkenurter for at tære på nogle af jordens næringsstoffer, inden der blev anlagt forsøg med frugttræer fra 1928. Disse forsøg er meget omfattende og vel tilrettelagte. Man giver staldgødning, kunstgødning dels som fuldgødning og dels minus et af næringsstofferne, desuden er det kombineret med pH forsøg. Forsøget på Spangsbjerg er anlagt med frugtbuske (hindbær), de to andre steder med æbler. Der er endnu ingen resultater offentliggjort, men enhver kan få forsøget at se og få det forklaret.

Et lignende forsøg begyndte på Long Ashton i England i 1921. Det er mere laboratoriemæssigt, idet træerne er plantet i beholdere, som er dækket med et låg af hensyn til regnvand, de står i fri luft. Dette forsøg må give endnu større udslag end de danske, da træerne er plantet i kvartssand, som derfor hurtigt bliver ensidig. Man har her og andre steder fundet:

Kvælstof. Opsamlingen af kvælstof som reservenæring sker i den sidste del af vækstsæsonen. Ved at give kvælstof ved rigelig frugtsætning, kan man beholde flere af de ansatte frugter. Der er megen kvælstof i frugterne, i veddet meget mindre, der er mest ved løvspring og mindst i august. Frugtgrenenes N-indhold er højt, der er mere i blomsterdygtige frugtgrene end i golde. Fjerner man bladene på et træ, synker N-indholdet, fordi hele funktionen ophører. Man har i æblekerner fundet 3,17 % N.

Megen kvælstof giver kraftigere vækst med store blade, væksten kan blive så overfrodig, at skuddene ikke afmodner. Sådanne træer er modtagelige for kræft, toptørhed og andre sygdomme. - For lidt kvælstof giver svag vækst med gullige blade, ligesom frugten bliver lille og let falder af. Barken kan ved N- mangel blive brunlig-gullig og om efteråret orangefarvet. På Long Ashton har man fundet, at N-mangel giver døde sideknopper og let affaldende blade. Frugten bliver lille, men stærkt farvet og frugtkødet hvidt og hårdt, noget lignende som når træerne står på græsbevoksede steder.

Fosfor. Unge organer er rige på fosfor, selv om der er mindre end der er af kvælstof. Bladenes fosfor vandrer over i andre organer før løvfald. Frugtbærende træer indeholder mere og behøver mere fosfor end unge ikke-bærende træer, da frugten indeholder meget fosfor. P-mangel i jorden er sjælden. Ifølge forsøg på Long Ashton giver mangel på fosfor døde sideknopper, sen og svag blomstring, bladene er svage og bliver senere matte og orange, de kan også blive bronzefarvet. Rødderne er grove, frugtafgrøden er lille og frugten løs i kødet og uden smag. - Herhjemme har man ikke fået udslag for P-mangel endnu, måske kommer den, når træerne bliver ældre og bærer mere rigt. Man har således ikke fået bekræftet den tidligere antagelse, at der skulle gives meget fosfor. Man får dog heller ikke skadevirkning af for meget fosfor.

Kalium. Blomsterknopper indeholder ca. 2,31 % K, bladknopper ca. 2 %. Både blade og frugtgrene er rige på kalium, der gælder især de unge blade. Ved løvfald vandrer der ikke så meget kalium fra bladene over i andre organer som der gør for fosfor. I rige frugtår tæres der på træets indhold af kalium, mens der i dårlige år opsamles kalium. Ifølge Long Ashton forsøgene gav K-mangel dannelse af blomsterknopper. Bladene var først mørkegrønne, senere blågrønne, løvfald begyndte med de øverste blade. Afgrøden blev lille, da megen frugt faldt af, æblerne havde en mat farve, en sødere smag, de blev senere rynket, men de havde en stor holdbarhed også uden køling. Rodnettet udvikledes dårligere ved K-mangel, så træerne lider under tørke og let angribes af toptørhed. Kalium synes at spille en stor rolle og at være vigtigere end fosfor, hvad Hornum-forsøgene nu også bekræfter. 

Calcium og andre næringsstoffer. Calcium findes fortrinsvis i ældre plantedele, i ældre blade og i frugtgrene. Ifølge Long Ashton forsøgene gav calciummangel længere skud og større blade end ved fuldgødning, løvfaldet var unormalt og rodsystemet mindre udviklet. Frugterne var velfarvede og træerne sunde, men let angribelige af sygdomme. Lav reaktion gav kraftig vækst, men syge træer, mens høj reaktion gav svagere vækst og sunde træer. Man kan sikkert ikke regne calcium som et egentligt næringsstof, men som en fysisk-biologisk faktor, der påvirker bl.a. pH. Tidligere anså man det for givet, at man skulle have en høj reaktion, men det viser sig nu, at der ingen fordel er ved dette, pH synes ikke at have nogen betydning ud over den fysiske.

Calcium overskud (pH 7 og opefter) kan give kalkklorose, ifølge forsøg på Alnarp kan man bekæmpe denne ved hjælp af mellemkulturer. Ifølge Long Ashton forsøgene kan klorose dog også skyldes mangel på kalk. Her havde man også mangan med i forsøgene, mangel på dette gav ringe vækst, så træerne kunne gå ud derved. Mangan findes dog som oftest i jorden, men for megen kalk kan give manganmangel. - Mangel på jern giver klorose. For at hindre dette gav man tidligere jernvitriol, men det synes at give stor skadevirkning, då denne fremgangsmåde har man forladt.

Gødningens art. Har man staldgødning, anvender man denne. Måske mest af gammel vane, men måske også fordi man mener at den er bedre grundet dens biologiske og fysiologiske virkning. Det kan dog sikkert ikke betale sig at tranportere staldgødningen langt. Forsøg viser, at den er lidt bedre end kunstgødning. Guldborgland anvender udelukkende kunstgødning til landbruget og så får frugttræerne staldgødningen. Fjerkrægødning, latrin og ajle er særlig rig på kvælstof, det kan anvendes først på året. For ikke at overfodre med kvælstof bør man ikke give for meget, men så hellere supplere med mineralsk gødning for de andre næringsstoffers vedkommende. Under større forhold er man henvist til at bruge kunstgødning, hvilket også går godt nok. Det er de gængse handelsgødninger, man anvender; tidligere mente man at tungtomsættelige gødninger som f.eks. benmel var de bedste. Jordens pH må undersøges, 6,5 er passende nogle steder, de fleste steder vil pH 7 være passende. Kalk tilføres bedst inden plantningen og så igen med års mellemrum. Der kan anvendes mel- eller gødningskalk, eller mergel, mængden afhænger af jordens pH. Gødningsspørgsmålet kan ikke klares ved hjælp af tabeller eller lignende, man må for en stor del skønne sig til det. Som foran nævnt viser planterne ofte karakteristiske symptomer, som dog ikke altid kan overføres direkte til marken. 

Gødningens udbringning. Hvis planteafstanden ikke er for tæt, behøver man ikke at gøde en plantning af unge træer. Er der mellemkultur, må man gøde. Ellers gøder man ikke før begyndende frugtbarhed. Her i landet er man derimod tilbøjelig til at overgøde de unge træer og sulte de gamle træer. Det hænger måske også sammen med, at lige efter plantningen er man så interesseret og skal have noget at leve af, senere taber man måske interessen og der bliver næringsmangel. Man kan ikke opstille et bestemt skema at gøde efter, man må give mere i et rigt frugtår end i et dårligt. Giver man meget i et rigt frugtår fremmer man den periodiske bæring, da træerne så vil hvile til næste år.

Normalt giver man til træer i fuld vækst og bæring:

100 kg N svarende til 600 kg salpetergødning pr. ha,

50 kg P2O5 svarende til 275 kg superfosfat pr. ha og

150 kg K2O svarende til 375 kg kaligødning pr. ha.

Det udgør i alt 1250 kg gødning pr. ha. Omregnet til haveforhold vil det svare til en hundrededel, eller ca. 12 kg pr 100 kvadratmeter. Af blandingsgødningen nitrophoska bruges 5 kg pr. 100 kvadratmeter, så er det i al fald overskud. Skal det omregnes pr. træ, må man beregne ud fra plantetætheden, træets størrelse etc.. Alle disse angivelser må dog tages med forbehold, da ingen ved noget sikkert. Alle træer skal ikke gødes ens, der tages hensyn både til sorten og det enkelte træ. En stor 'Greve Moltke' med masser af frugt kræver ikke samme gødningsmængde som et nabotræ af en anden sort og uden frugt. Det er ikke rationelt at sprede gødningen ud på må og få. Ofte giver man en grundgødning som alle træer får og derudover mere til de enkelte træer, som trænger eller kan bruge mere. Gødningen skal spredes over det hele, ikke kun omkring stammen.

Næringen skal være der, når træerne har brug for den, d.v.s. man må gøde tidligere på året til frugttræer end til urteagtige planter, da træernes rødder går tidligere i gang og ligger dybere. Samtidigt er det en kendt sag, at man får senere udslag for gødningen ved træer end ved urter. Det er dog ikke så udpræget for kvælstof som for de øvrige næringsstoffer. Salpeter kan gives senere end ammoniumgødning, der først skal omsættes. K og P gødning gives også tidligere end salpeter. Kali og fosforgødning udbringes inden jul. Nitrophoska og kalksalpeter udbringes i marts. Staldgødning udbringes efterår, vinter eller forår, den dækkes straks med jord for ikke at tabe for meget kvælstof. Man kan dog også bruge den jorddækningsmiddel, der om vinteren holder på jordens varme, om sommeren på fugtigheden. Jorddækning anbefales sine steder, andre ikke. Der kan foruden gødning anvendes tørvestrøelse, tang m.m om efteråret. Det får så lov til at ligge sommeren over. Det bør ikke nedbringes, da man så ødelægger de rødder, som man har inviteret op i jordoverfladen. Man kan i stedet for at nedbringe dække med et nyt lag jorddækningsmiddel.

Kalk kan spille en rolle både for over- og undergrund. Er der mangel på kalk i underjorden, er der ikke andet at gøre end at give rigeligt oven på jorden. Et ubesvaret spørgsmål er, om det udelukkende er de øverligtgående rødder, der optager næringen, eller om de dybtgående også hjælper til foruden at forankre træet. Sandsynligvis medvirker de sidstnævnte også ved næringsoptagelsen.

I USA og England har man ved forsøg fundet, at regnen vasker næringsstoffer ud af bladene. Bladenes tab udgjorde efter henstand i vand i 2 timer følgende i procent af tørstoffet: Æble 25-30, pære 25-36, blomme 20-31 og solbær 7-18. Der udvaskedes mere af askestoffet end af resten af tørstoffet, af askestoffets bestanddele udvaskedes der mest af kalium.

INDEX DEL I

BESKÆRING 

Beskæring anvendtes allerede i oldtiden, f. eks. i Grækenland, hvor man sandsynligvis har fået ideerne fra naturen. Sådan som vi nu anvender beskæringen, går den tilbage til munkenes tid, munkene må have haft god til at gå og arbejde dermed. Ludvig den 14.'s hofgartner udarbejdede et beskæringssystem. Fleischer omtaler i sin bog (1792) et beskæringssystem, ligesom alle senere frugtavlsforfattere omtaler beskæring. Særligt grundig omtales beskæring i to tyske bøger af henholdsvis Lucas og Gaucher. Ved frugttræbeskæring forstås en systematisk fjernelse af dele af træet i et bestemt formåls tjeneste, der kræves altså en systematisk fremgangsmåde. F.eks. er der en fransk sommerbeskæringsmetode, der hedder Lorette snit. Den går ud på, at man kniber skuddene ind til ca. 2 cm for derved at få dannet blomsterknopper. Knibningen sker først, når skuddene er blevet træagtige ved grunden. Metoden er anvendt en del i Sverige, men ikke herhjemme.

Stephan Nyland beskrev i 1873 den belgiske beskæringsmetode, som i højeste grad vakte modstand, og han var nær ved at blive forkætret af den grund. Nu kan vi ikke se andet, end at det var rigtigt hvad han sagde. Modstanden mod beskæring stammede bl.a. fra, at det var blevet fremført, at beskæring kunne gøre skade, hvilket nogle fik galt i halsen, så at de troede, at beskæring altid gjorde skade. Det er rigtigt nok, for lidt og for meget fordærver alt. Det er en kunst at beskære rigtigt. Det fik man også især tidligere indtrykket af, når man talte med en privat haveejer, der findes en del som tror, at beskæringen er den vigtigste del i frugtdyrkningen.

Senere har man dog forstået, at beskæring kan gøre gavn, i Amerika og Australien beskærer man således meget, og det har man tænkt at overføre til Danmark. Beskæringen skal indgå som et led i pasningen af frugttræerne sammen med andre forhold som gødskning, sprøjtning m.v.. Står man over for et dårligt træ, er det fejlagtigt at tro, at man får træet til at bære frugt ved at beskære det, måske er der næringsmangel eller sygdomsårsager. Ved beskæring må man passe på ikke at modvirke træets natur. Det er bedst, hvis man kan få den samme mand til beskære træerne år efter år. Man arbejder efter sin teori, og det er derfor ikke godt, hvis der kommer en anden mand med en anden teori. Virkningen af beskæring kan kun afgøres og undersøges ved forsøg. Det er også gjort, men man har ikke fået overensstemmende resultater, hvilket kun er naturligt.

Ved beskæring skaber man en uligevægt mellem træets forskellige organer, og det søger træet først og fremmest at afbøde. Ved systematisk at skære skuddene af et træ, modarbejder man altså dets natur, hvilket er skadeligt. Almindeligvis svækkes træerne ved beskæring, dels ved det direkte tab af det, der bindes i det afskårne materiale, dels ved forbrug af stof til korkdannelse.

Forsøg på Woburn viser, at beskæring medfører en mål- og vægtforringelse (forholdstal):

D.v.s. ringe beskæring giver mange blomsterknopper, kraftig beskæring giver få blomsterknopper. Et beskåret træ får også mindre rodmasse end et ubeskåret træ. Ganske vist har det lige efter beskæringen rod i overskud, og det er det der foranlediger den kraftige skudvækst, man ofte ser efter en beskæring, så at mange tror, at et træ vokser mere efter en beskæring. Men samlet set er det altså ikke tilfældet. Dog kan man ved beskæring får nyvækst i træer, der er ved at gå i stå. Her kan beskæringen så også medføre en forøgelse af bladarealet. Ellers kan beskæring medføre en formindskelse af bladmassen, f.eks. hvis man ved beskæringen fjerner mange frugtgrene. Det skyldes, at der sidder mange blade neden for frugten på frugtgrenene. - Beskæring kan forsinke løvspring.

Det man i almindelighed tilstræber ved beskæring er at få dannet blomsterknopper, men som vist ovenfor sker det modsatte, og udbyttet går ned. I et forsøg med 3 sorter over 8 år på East Malling var de relative udbytter steget fra 100 på beskårne træer til 300, 297 og 295 på ubeskårne træer af de 3 sorter. Frugtens størrelse og kvalitet påvirkes derimod i modsat retning, i forsøg på Woburn var frugtstørrelserne 96, 100 og 118 på henholdsvis ubeskårne, moderat beskårne og stærkt beskårne træer. i nogle tilfælde kan forøgelsen i frugtstørrelse ved beskæring være så stor, at beskæringen modsat det ovennævnte giver et merudbytte, det er fundet på Spangsbjerg.

Beskæring nedsætter mængden af nedfaldsfrugt, idet grenene bliver stivere, så frugten ikke så let falder af. De positive virkninger på frugtens og træets udvikling gør som regel, at de fleste foretrækker at beskære, selv om det også koster en del at beskære. De fleste føler sig også frastødt af de ubeskårne træer.

Fordele ved beskæring kan man bl.a. få på følgende områder: 1. Træets form. Over for espaliertræer er det en selvfølge at beskære, men også de mere naturligt voksende træer kan tildannes, så de får store, stive og kraftige grene, der kan bære en stor frugthøst. Skal man i stedet til at binde op, er der intet sparet ved at lade være med at binde op.

2. Udviklingen af blomsterknopper. Beskæring har indflydelse på knoppernes placering og antal. Ved sporebeskæring får man knopperne dannet længere inde i træet, hvor frugten er mindre udsat for vinden.

3. Frugternes størrelse og kvalitet. Ved beskæring gøres træet mere åbent, så der bliver adgang for lys og luft, og det giver bedre farve på frugten. Ved forkert, d.v.s. for stærk beskæring, bliver træet dog tæt i stedet. Det kan også være uheldigt at få for store frugter, da de er mindre holdbare.

4. Vækst og sundhedstilstand. Beskæring af 'Cox's Orange' medfører, at træerne bliver sundere, da de kraftige skud er mere modstandsdygtige med sygdomme.

5. Pasning og pleje. Hvis træet ved beskæringen er blevet mere åbent og lyst, er det nemmere ar passe med sprøjtning, plukning m.v..

6. Periodisk frugtbarhed. Denne kan modvirkes ved beskæring (gødskning korresponderer dermed).

7. Træets størrelse. Hvis man anvender træer som mellemplantning, kan disse, såfremt de endnu ikke har betalt pladsen og er blevet for store, skæres stærkt tilbage, så de kan være der nogle år endnu. Sorter, der egner sig hertil, er bl.a. 'Lord Suffield' og 'Mølleskov'.

8. Foryngelse af træet. Ved beskæring kan man forynge træerne. Ved beskæring må man dog i alle tilfælde tage hensyn til træets alder, art og sort, form, sundhedstilstand, samt klimaforhold og dets forudgående behandling og beskæring. 

Beskæring kan foretages på 3 forskellige måder: 1. Tilbageskæring af ledegrene, 2. Udtynding af trækronerne, 3. Sporebeskæring. Beskæringen kan foretages som vinter- eller sommerbeskæring, og den kan udføres i 4 forskellige grader: 1. Ingen beskæring, 2. Udtynding, 3. Moderat beskæring, og 4. Stærk beskæring. Disse grader er ikke skarpt afgrænsede, hvilket nok er årsagen til mange stridigheder, idet det een kalder moderat beskæring, af en anden kaldes stærk o.s.v.. Hvis sådanne to personer kom ud i praksis, ville deres beskæring være ens, og der ville ikke være noget at skændes om. 

Ingen beskæring. Kan anvendes ved valnød, sødkirsebær og kvæde.

Vokser et frøtræ uden beskæring, vil det få det for arten karakteristiske udseende, som kan være lidt forskellig efter de forhåndenværende vækstbetingelser. Det kan fra en til flere stammer. Kronen vil fra begyndelsen være ret tæt, men vil senere bliver lys og åben, da det indre af kronen vil gå ud af mangel på lys. Sådanne træer kan udmærket være sunde og gode. Mange af modertræerne af kendte sorter er sådanne frøtræer ("kernetræer").

De podede træer får ikke lov at vokse således, de er fra planteskolen stærkt beskårne. Lader man et sådant planteskoletræ stå uden beskæring, vil det medføre, at det kun skyder i de yderste ender, således at skuddene i løbet af få bliver tunge og overhængende. Der vil så fra de hvilende knopper fremkomme skud, som efterhånden vil danne krone, og de grene, som er bøjet, vil gå til grunde. Herpå kan man ved beskæring få et nogenlunde normalt træ, der vil blot gå en længere årrække, end hvis man havde beskåret fra starten af. Havde et sådant træ været beskåret fra begyndelsen, havde det ikke mistet formen eller var kommet ud af balance.

De fleste beskærer da også fra plantningen, og har man gjort det, kan man ikke i fremtiden lade kronen passe sig selv. Hvis man gør det, vil kronen blive for tæt, og grenene krydse hinanden. Det vil ende med, at nogle af træets dele bliver undertrykt og dør bort (den naturlige udtynding). Det kan virke skadeligt for den øvrige del af træet, ved f.eks. at give store sår. Frugterne vil ofte blive små og af mindre værdi, ofte på grund af sygdomsangreb, det er svært at bekæmpe sygdomme i sådanne træer. Sådanne træers æstetiske udseende vil også støde en frugtavlers øje, han kan ikke lide at se et træ med visne grene, tæt krone o.s.v..

Det her omtalte gælder kernefrugttræer og især æbler. Men også inden for æbler er der forskelle, d.v.s. sorterne reagerer forskelligt over for beskæring. Sorter med åben vækst kan bedst undvære beskæring, med mindre man netop ved en beskæring tilsigter at gøre træet tættere. Træernes alder må også tages i betragtning ved undladelse af beskæring. I nogle tilfælde er de helt unge, i andre tilfælde de gamle træer, der klarer sig bedst uden beskæring.

Man må heller ikke glemme, at næringsstoftilførslen spiller en rolle. I England har man lavet forsøg, der gik ud på at konstatere, om man ved mellemplantede træer opnåede bedst resultat ved ikke at beskære, man fandt dog, at de også helst skulle beskæres noget.

Grenudtynding. Anvendes ved surkirsebær, blomme og frugtbuske.

Ved grenudtynding forstår man, at der ikke sker nogen regelmæssig tilbageskæring af nyvæksten, men kun en udtynding af kronen, når denne bliver passende tæt. Træerne skal helst gennemgås hvert år, da man ellers risikerer, at man må fjerne store grene, hvad man nødigt gør. Men ellers er det den letteste form for beskæring. Vil man gennemføre metoden til fuldstændighed, nødes man til at plante etårige træer. Stenfrugttræer som blomme og sødkirsebær behandles ofte på denne måde, men den kan også bruges til visse sorter af kernefrugttræer. Den bruges altid til frugtbuske. Ofte kombinerer man et andet beskæringssystem med en grenudtynding. En grenudtynding er så enkel, at enhver kan gøre det, blot man kender lidt til træer og har interesse for det. 

Tilbageskæring af træet. Ved f.eks. pæretræer, der er blevet for høje og er kommet op i vindzonen, kapper man ligefrem toppen af. De vil så vokse frodigt og bære på de unge grene. Det hjælper kun for en årrække. Også over for træer, der er blevet gamle eller gået i stå, eller som er blevet for tætte i kronen, kan man anvende en kraftig tilbageskæring, som vil give nyvækst og frodighed igen. Ved en tilbageskæring prøver træerne først og fremmest at erstatte de tabte dele. Derfor kan denne form for beskæring også i nogle tilfælde udvikle sig til en kamp mellem træet og f.eks. en havemand, hvilket mange træer lider under. Fjerner man toppen af et træ, får man ikke nyvækst andre steder end i toppen, man kan altså ikke ved denne behandling få de nedre dele til at vokse.

Tilbageskæring af træet kan foretages ad en eller flere gange, hvor man fjerner en del af træet ad gangen. Den del man fjerner, kan udgøre en 1/3-1/5 af træets top regnet efter højden. En betingelse ved en sådan tilbageskæring er dog, at træet er livskraftigt. Den anvendes ofte over for blomme og surkirsebær, der ofte med alderen bliver lidet yderige. Denne tilbageskæring må dog kun betragtes som en nødhjælp, det var bedre, om man kunne holde træet i vækst uden. - Man kan også anvende tilbageskæring på andet end frugttræer, såsom alletræer. 

Foryngelse af frugttræer. Metoden ligner den foregående, men med en endnu stærkere tilbageskæring. Den anvendes over for træer, der er gamle, men sunde, og som har taget skade af vinden, snetryk eller er gået i stå. Den kan dog også i påkommende tilfælde anvendes over for unge træer. Den kan kun med fordel anvendes på kernefrugttræer og aldrig på blomme og sødkirsebær. Hele kronen beskæres, der fjernes 1/2-2/3. Træerne skal se ud, som når man skærer tilbage til ompodning. Man kan tage det hele på en gang, eller af flere gange, med hensyntagen til træets form. Misforholdet, der skabes mellem top og rod, giver sig udslag i kraftig vækst, som hurtigt giver en stor krone. Den nye krone må ledes på vej ved udtynding og tilbageskæring. De behandlede træer må naturligvis ikke få for megen gødning, da de ikke har noget at bruge den til. En foryngelse må dog betragtes som en nødhjælp, som nødigt tages i anvendelse, da den ikke er ufarlig for træet. De tilbageværende grene og stamme kan således let tage skade på barken, selv om det ikke betyder døden for træet, men sådanne barkskade-sår læges vanskeligt, da der er få safttrækkere, og de giver let anledning til kræft og andre sygdomme, der kræver en indfaldsport. Foryngelsesmetoden, der især anvendes over for forsømte træer, anvendes ikke meget her i landet, men derimod meget i USA. 

Moderat beskæring. Udføres væsentligst som vinterbeskæring, men man kan allerede om sommeren ved knibning fjerne dele, som man kan se alligevel skal fjernes den kommende vinter. Beskæringen tilsigter at påvirke kronens vækst, især den vegetative, men også dannelsen af blomsterknopper vil man gerne regulere. - Behandlingen begynder med det nyplantede træ. Oftest har dette et antal kronkviste, hvoraf man beholder et passende antal, de skal danne træets stillads. Har træet en bestemt karakteristisk form (pyramideform), bevares den, og man bygger videre herpå. Har træet ikke nogen egentlig form, må man først og fremmest give den en sådan. Pærer har som regel een hovedgren, formen bliver kegleformet, man kalder det ofte pyramideformet. Æble, blomme og kirsebær har som regel flere hovedgrene, så der mere bliver tale om en kurvform.

Når man begynder at beskære et ungt træ, tilskæres kronkvistene, så de giver et vist antal kviste. De beskæres mest i midten og på lodret stående skud. De nyudvoksede skud skæres så tilbage ved den følgende beskæring, og sådan fremdeles. Det første år skærer man f.eks. 2/3 væk, næste år 1/2, tredje år 1/3 o.s.v. for så til sidst at ende med slet ikke at skære tilbage. Det er ved tilbageskæringen bedre at lade lidt for meget sidde end at skære for meget af. Man skærer som regel over udadvendende knopper for ikke at få for tætte og lukkede træer. Under den første "formningsperiode" behøver man ikke at tage hensyn til sortsejendommeligheder, alle træer kan her behandles efter samme recept. Man tager kun hensyn til træets vegetative udseende.

"Formningsperioden" varer fra 5 til 8-10 år. Den næste periode kaldes "overgangsperioden", den varer fra det 5.-10. år til det 20. år. I løbet af denne periode aftager den vegetative udvikling, og frugtbarheden indtræder. Da væksten bliver mindre, skærer man også mindre, ligesom grenudtyndingen mindskes og skulle blive helt overflødig. Ved beskæringen kan man tage lidt hvert år, eller mere hvert andet eller tredje år, afhængigt af træet og den pasning, man i øvrigt ofrer på sin frugtplantning. Der må nu tages hensyn til sortsejendommeligheder. Således kræver rigtbærende træer og træer på dværgunderlag beskæring for at holde dem i vækst. Nogle træer tåler beskæringen godt, mens andre ikke tåler beskæring uden at det går ud over et eller andet, såsom vækst eller frugtbarhed.

Efterhånden bliver træet så stort, at beskæring bliver for bekostelig og endvidere overflødig. Træet kommer så ind i sin "frugtbarhedsperiode", hvor beskæringen kun går ud på et årligt eftersyn, evt. tilbageskæring. Man søger dog stadigt at holde træet i ligevægt, ligesom grene, der krydser, sidder for lavt eller som generer arbejdet med jorden, fjernes. Selvfølgelig fjernes også van-, rod- og vildskud. Før eller senere vil man nå til det punkt, hvor træet mere eller mindre går i stå, og der skal tilbageskæring eller foryngelse til.

Den moderate beskæringsmetode anvendes så at sige overalt i Danmark, og den anvendes med held. Selv om der er frugtavlere, der siger, at de beskærer stærkt, så mener de moderat. Metodens fordele er, at den kan tilpasses efter de forskellige frugtavleres "teorier", og så er den så let, at den næsten er selvfølgelig. 

Stærk beskæring (sporebeskæring). Ved denne beskæringsmetode søger man dels at påvirke træets form og den vegetative udvikling, dels også dets blomsterknopdannelse. Metoden er vanskelig, den forudsætter et vist kendskab til frugttræer og til træernes reaktion over for beskæring. Følgende regler giver en rettesnor for sporebeskæring:

1. Grenene må være symmetrisk fordelte, der skal være ligevægt, ikke mindst ved espaliertræer.

2. Denne ligevægt opnås ved en formålstjenlig fordeling af saftomløbet i træet. Overlades et træ til sig selv, vil de nedre grene trykkes, og det må der tages hensyn til ved beskæringen. Således må de kraftige partier beskæres og evt. bøjes udad og nedad, mens de svage partier evt. gives en mere opret stilling, indtil der er indtrådt ligevægt, så frigøres eventuelle op- eller nedbundne grene igen. Ved beskæringen må man først og fremmest fjerne overflødige dele. Svage partier må beholde hele deres bladmasse, mens kraftige dele godt må berøves en del af deres blade ved beskæringen. Et parti af et træ, som skal svækkes, kan berøves bladene. - Man kan evt. også om foråret lave indsnit over eller under en kvist eller gren for at afbøje saftløbet til eller fra denne gren. Snittet må ikke gå helt ind i veddet og må kun være ca. 2 mm bredt, da det skal kunne overvokses samme sommer. Sådanne indsnit anvendes dog kun sjældent og kun under ganske særlige forhold. - En svag gren kan længderidses på undersiden, der kommer så en livlig safttilstrømning til såret, og det kommer også grenen til gode. Det giver en styrkelse af grenen i forhold til træets øvrige grene, selv om længderidsning som helhed svækker træet. En enkelt gren kan også styrkes ved at etablere afsugning på et kraftigere træ, se omtale senere. - Hele træet styrkes ved at frugtmængden formindskes.

3. Så længe træet er under formning, må der hvert år udvikles ledegrene. Senere er ledegrene gavnlig som safttrækkere.

4. Endeknopper giver som regel bedre og kraftigere skud end sideknopper. Ønsker man svage skud, anvendes sideknopper.

5. Jo mere opret en gren står, desto kraftigere må den skæres ned, da de nederste knopper ellers vil dø og give nøgne grenstykker alene med kraftige skud foroven.

6. Ved rigtig beskæring kan blomsterknoppernes udvikling fremskyndes et år, så at de udvikles på 2-3 mod ellers 3-4 år. Vokser træet efter beskæringen for stærkt, må man forsøge sig med at undlade beskæring et enkelt år. Ellers bør man følge en jævn linie og ikke gerne indføre sådanne uregelmæssigheder i behandlingen. 

BESKÆRINGENS UDFØRELSE I PRAKSIS 

Vinterbeskæring. Denne udføres, mens træet er i hvile, som regel fra februar til april, men man kan godt begynde lige efter løvfald. Den eneste betænkelighed ved dette er, at sårene tørrer ind eller fryser, og den knop, som man regner med skal bryde, går til grunde. Jo nærmere man kommer foråret, desto bedre virker en beskæring. Det må dog heller ikke være for sent, da knopperne så allerede er orienterede, desuden sinker det så løvspringet. Der er ingen forsøg udført over beskæringstidspunkt. Et velafmodnet træ tåler bedre beskæring i november end et dårligt afmodnet træ. Kirsebær kan allerede beskæres i oktober, det er endda gavnligt, hvis det gøres før løvfald, heles såret før vinteren, så man undgår gummiflåd.

Ved beskæringen hænder det ofte, at en knop inde på grenen bliver kraftigere end endeknoppen, men det skud, der fremkommer, får ofte en forkert stilling og må derfor skæres tilbage på dødssnit. Jo tidligere man skærer, og jo nærmere knoppen, jo oftere hænder det, at det bliver skud nr. 2, der bliver det kraftigste. Derfor gælder det om at skære i den rigtige afstand fra knoppen. Skæring med kniv giver et længere snit end med saks. Man kan skære på stab, hvor stabøjnene blindes, så at man senere kan bruge stabben til tilbinding af det rigtige skud.

Æble og pære behandles stort set ens. Det, der beskæres til sidst, er ledegrenene, men det omtales først i det følgende: 

Beskæring af træets ledegrene. Det er meningen med ledegrenene, at de skal danne sporer hele vejen. Man må derfor skære ledegrenene så langt tilbage, at alle knopper bryder. Der er ofte sortsforskelle med at kunne få alle knopper til at bryde, f.eks. egner 'Filippa', 'Boiken' og 'Ferskenæble' sig ikke til sporebeskæring, da de ikke er villige til at danne frugtknopper. Frugtsporerne skal sidde med en afstand af ca. 10 cm, kommer der til at mangle et enkelt sted, kan man indpode en kvist ved sidepodning. Er det et træ med gennemløbende midterakse, skærer man over en knop, der sidder modsat den man skar over året før. Ellers skæres ledekviste over udadvendende knopper, til tider kan en sidestillet knop være at foretrække. Hvis væksten er hængende, kan det være godt at skære over en opadvendende knop. På espaliertræer skæres der over knopper, der vender fra espalieret. 

Sporebeskæring. De sidekviste, der ikke skal danne ledegrene, kan fjernes helt, eller man skærer dem på "spore", d.v.s man søger at få dannet frugtsporer på dem. Har man to kraftige endeskud, hvor det ene skal bruges som ledeskud, kan man ikke skære nr. 2 på spore, det er det for kraftigt til, man må derimod skære det på dødssnit. Når man skærer på spore, skæres der ind på 3-6 normalt udviklede knopper, de inderste, dårlige knopper tælles ikke med. Længden på sporen retter sig efter sorten, og man må se på det foregående års beskæring, om længden har været passende. Som regel skærer man unge træer på lange sporer (6-8 knopper) og ældre træer på korte sporer (4 knopper). Der har været en del diskussion om dette spørgsmål. Det er meningen, at det øverste af de tilbageblevne knopper skal bryde med et langskud og de nedre med kortskud, der evt. vil give blomsterknopper. Skæres sporen for lang, vil de nederste knopper ikke bryde, og der bliver ingen blomsterknopper. Skæres sporen for kort, vil alle knopper bryde, men give langskud. Har man fået dannet blomsterknopper på sporen, sådan som det var meningen, skæres der næste år ned over disse. En regel er, at der ikke må sidde langskud under frugtknopperne. Det er bedst at få frugtsporerne så korte som muligt, for at få frugterne så nær hovedstammen som muligt, men man må tage hensyn til frugtgrenens styrke.

Er man ikke sikker på, at man har fået dannet blomsterknopper ved sporebeskæringen, må lade et stykke af langskuddet foroven sidde som safttrækker, så giver de nederste knopper kortskud igen næste år og vil sikkert afslutte med blomsterknopper. - Hvis alle knopper danner blomsterknopper er det også uheldigt, fordi der så vil dannes få blade og mange frugter, og det er dårligt for træets balance. I så fald må man skære kraftigt ind for at få vækst igen.

Skud, der allerede ender med en frugtknop, sporebeskæres ikke, når de ikke overstiger ca. 10 cm i længden. Er de længere, er det uheldigt, idet frugten der så dannes yderst på grenen, let vil blæse af . Desuden er der for lang safttranport og den bliver tilmed besværlig, idet kamrene inde i grenen trykkes sammen ved nedbøjningen. I mange tilfælde er man dog nødt til at beholde den slags skud, det gælder f.eks. 'Filippa'. Efter et stykke tid vil der ved begyndelsen af grenens bøjning være dannet frugtsporer, og så kan man beskære.

Frugtsporer kan blive for gamle, de tyndes da ud og forynges ved at man skærer det gamle og forgrenede væk.

Blomme og kirsebær. Her forekommer stærk beskæring kun i formfrugtavlen (espalier-, snoretræer). Her beskæres blomme som æble, bortset fra at der skæres på længere sporer, da de let bryder fra alle knopper. Hvis man skærer på for kort en spore, risikerer man, at der udelukkende dannes blomsterknopper, der jo her ikke har bladanlæg ved siden af, og træet vil derfor dø. - Kirsebærtræer kræver ingen systematisk beskæring, kun af hensyn til udseendet forkorter man på spore. Ved beskæring risikerer man at få gummiflåd. Også hos kirsebær har man blad- og frugtknopper hver for sig, så man skal sørge for at få noget af begge dele. Surkirsebær tåler bedre sporebeskæring end sødkirsebær. 

Sommerbeskæring. Den bruges ikke ret meget til fritvoksende træer, men især ved espalier og andre formtræer. Sommerbeskæring omfatter knibning og afskæring af skud. Den omhyggelige avler går træerne igennem i sommerens løb for at kunne gribe ind, hvis der sker noget uforudsigeligt, f.eks. hvis skud nr. 2 på ledegrenen vokser mere end skud nr. 1. Så skærer man skud nr. 2 bort, det samme gælder andre overflødige skud. Ved sommerbeskæring vil man regulere træets vækst, form og udvikling af blomsterknopper. Egentlig passer sommerbeskæring ikke rigtigt til Danmarks klima, sommeren er for kort, så de nye skud når ikke at afmodne rigtigt. Sommerbeskæringens nytte kan således være tvivlsom, den er sikkert til mere af æstetiske end af gavnlige hensyn. Ser man på sommerbeskæring af formtræer ud fra æstetiske hensyn, kan man lige så godt foretage beskæringen med en hæksaks, blot man ikke klipper for langt ind. - Blomme og kirsebær sommerbeskæres i det store og hele som æble og pære. 

Fjernelse af overflødige skud. Dette arbejde udføres, mens skuddene endnu er ganske korte. Det er de skud, som om vinteren skulle have været fjernet på dødssnit. Er skuddene små, er det bedst at brække dem af , så risikerer man ikke genvækst. Kan man ikke brække dem af, må de skæres af, og det gøres så langt inde som muligt. På espaliertræer fjernes alle de skud, som rager ind i espalieret. Også skud, som sidder for tæt, fjernes, det gælder uanset om det er espalier- eller fritstående træer. 

Knibning af skud. Det gøres mens skuddene endnu er helt bløde og kan gøres med neglene. Knibning udføres for at svække kraftige skud, som man ønsker omdannet til frugtsporer. Skuddene knibes ind på 4.-5. blad, når skuddet har 5-6 udviklede blade. Det nye skud, der kommer, knibes over ca. 3 blade. Det samme gælder en eventuel 3. skudgeneration. Kommer der to skud efter første knibning, må man fjerne det kraftigste og knibe det svageste. Meningen med knibningen er, at bladene skal samle overskud af oplagsnæring til knopperne, så at den næring, der bliver til rådighed inden den vegetative væksts standsning, ikke får lejlighed til at blive brugt til vækst af 2. eller 3. generations skud.

Knibningen foretages fra juni til ind i august ad 2-3 gange. Knibes der for sent anden gang, risikerer man, at skuddet ikke afmodner og derfor kan fryse bort om vinteren, samtidigt er det et stoftab for planten.

Lorette metoden. Ved denne metode kniber man ikke før skuddet er så tykt som en blyant, men så skærer man af, så at der kun er et par cm længde tilbage af skuddet. Der skal så dannes frugtknopper på den stab, der bliver tilbage. Men vor vækstsæson er for kort til, at der kan dannes frugtknopper ved denne metode, så den bruges ikke her i landet.

INDEX DEL I

OMPODNING

Ved en ompodning poder man ind på et tidligere podet træ, oftest med en anden sort. Bl.a. på grund af trætrætheden kan en ompodning være en fordel fremfor at rydde og plante nye træer. Grunden til at ompode kan være mange: forkert sort, et enkelt ufrugtbart træ, modtagelighed for sygdomme, dårlige befrugtningsforhold, pladsforhold på grund af særlig vækst o.s.v.. Rundt om i danske haver står der mange træer, som burde ompodes og derved blive noget værd. Ompodning er en gammel kunst, som udøvedes af gamle dages podemestre. Frugtavlere i landets bedre egne har gennem lange tider podet for sig selv og deres bekendte. I dette århundrede har der været arbejdet systematisk med ompodning her i landet, for at man kan blive af med de mange overflødige sorter, som findes.

For at en ompodning skal lykkes, må træet ikke være for gammelt, det skal kunne bringes i nyt liv. Størst fordel har man ved at ompode unge træer, men selv 30-40 årige træer kan man med held ompode. Man kan dog i almindelighed sige, at jo flere træer man må pode om , desto dårligere har plantagen været anlagt. Syge træer kan ompodes, når blot roden, dog også helst stammen, er sund. Dværgtræer kan også ompodes, men er de 15-20 år eller mere, er fordelen tvivlsom. Såvel espalier som fritstående træer kan ompodes. Ompodning er mest fordelagtig ved æble og pære, det lønner sig som regel ikke at ompode et stenfrugttræ. Valnød kan ikke ompodes her i landet, selv om det af hensyn til frugtbarheden ofte kunne være en fordel.

Der forligger meddelelse om heldige sortskombinationer ved ompodning. Almindeligvis kan man sige, at de to sorter helst skal have samme vækststyrke; er den indpodede sort for svag, skyder den underste, oprindelige sort. Det omvendte er bedre, det anbefales ofte at ompode med kraftigtvoksende sorter. Herved får man samme vækst, som træer på dværgunderlag ville have.

Forsøg har vist, at selve ompodningen virker fremmende på blomsterknopdannelsen. To ens grene på et træ, hvoraf den ene blev skåret tilbage og ompodet med samme sort, mens den anden gren var ubehandlet. viste stor forskel til fordel for ompodningen. Det må være selve podningsstedet, der virker hæmmende på strømmen af assimilater, så de bliver i kronen. Den ipodede del forholder sig som var den lige så gammel som træet. Tidligt brydende sorter bør sikkert ikke indpodes på sentbrydende.

I privathaver poder man ofte flere sorter ind på samme træ. Det er dog vanskeligt at få flere sorter til at vokse harmonisk på samme underlag, der må stærk beskæring og regulering til. De gamle pomologer podede også flere sorter på samme træ for at få frugten at se uden at anvende store arealer.

Man er som regel interesseret i at få så få podesteder som muligt. Unge træer kan skæres helt tilbage på stammen og podes der, men det varer nogle år, inden der kommer et træ ud af det. Man kan endda se gamle træer behandlet på denne måde. Nøjes man med en mindre tilbageskæring, får man mange podesteder, som det er svært at komme til. Endvidere er det uheldigt, at der så kommer mange skud på den underste, oprindelige sort. Som regel går man mellemvejen og skærer langt ind på kronen. Har træet en bestemt form, må man rette sig efter det. Ellers må tilbageskæringen helst være 90 grader eller mere, en vinkel på 180 grader ses også af og til. Grunden til at vinklen skal være stor, er, at midterpartiet ellers let kan overvokse de yderste grene. - Hvis barken er meget ubekvem, kan man vente et år eller to og så pode i den nyvækst, der er kommet. Man kan også okulere i denne nyvækst; det er især nødvendigt, hvis det drejer sig om stenfrugttræer. - Nedskæring og ompodning kan også foretages ad to omgange, så at man tager den sydlige del af træet først. - Der må helst være sidegrene under ompodningsstedet. De virker som safttrækkere og kan let fjernes senere.

Tidspunktet for ompodningen må rette sig efter metoden. Anvender man vinkelpodning (triangulering), skal det ske om vinteren, ligesom spaltepodning, som man dog helst bør undgå. Er det tynde grene, kan man okulere. Det mest almindelige er barkpodning, som foretages lige efter løvspring. Den kan også foretages i august-september, men det er ingen fordel. En forudsætning for barkpodning er, at barken ikke er ældre end at den stadig løsner, når væksten går i gang om foråret. Nedskæringen må helst foretages lige før podningen. Sårene renskæres, i al fald i kanten. Nedskæringen af træet kan dog også godt ske tidligere, f. eks før jul, men så skal der skæres en skive af grenen lige inden podningen, så at man kommer ned til frisk bark. Der indsættes gerne 3-5 podekviste i samme sår for få det dækket hurtigt, senere udvælger man kun en af dem som hovedgren. Podekvistene skal have en længde af 3-4 knopper. Efter podningen dækkes med podevoks. Tidligere anvendtes ofte en blanding af ler og kogødning, der blev overbundet med lærred for at det ikke skulle regne af. Det er lige så godt som noget andet og måske billigere. - Ved spaltepodning må spalten dækkes, f.eks. med et stykke bark, før podevoksen smøres på, da det ellers ikke lukker tæt.

Ved vinterpodning skæres kvistene efterhånden som de sættes i. Ved barkpodning må kvistene skæres om vinteren og indslås køligt, f.eks. i en kælder, således at de ved ipodningen er bagud for underlaget. Kvistene skal tages fra gode og sunde træer. Skal man bruge mange kviste, kan man året før skære modertræet tilbage, så at der kommer mange kraftige skud. Man kan også alliere sig med en planteskole, der ofte har podekviste til salg. - Efter podningen bør man tilbinde en stok af hensyn fugleplage, blæst og anden overlast. En fuglepind kan også anvendes. Den består af to pilevidjer, der bindes over. Til denne kan de frembrydende skud også bindes.

Pasningen det første år er væsentligst bekæmpelse af sygdomme og skadedyr, især knopviklere, som kan tage overhånd på grund af den ringe topmængde, og så kan de ødelægge det hele. Stærk barkskade omkring såret giver let angreb af kræft. Saftstigningen kan være så voldsom, at podevokset løsner og podekvistene slår fra på grund af kallusdannelse under podevokset. Undertiden bliver man nødt til at løsne båndene og sætte nye på. De underste skud på den gamle del må ikke tage overhånd, de holdes nede, men må ikke fjernes helt, da de virker som safttrækkere og også er med til at ernære roden. Man skal dog beholde et vist antal skud fra modertræet som safttrækkere. Hvis de nye skud fra podekvistene skal bryde langt ned på skuddene, skal de klippes langt tilbage, men så varer det længe, inden der kommer frugt. Derfor klipper man ikke langt tilbage, og de overflødige skud skæres ikke bort de første 3 år. I de følgende år beskæres kroneskud moderat, ligesom stammen renses. Efterhånden som den nye krone vokser til, pudses mellemstammen af. Store sår holdes stadig dækket med podevoks.

Man anvender ofte triploide sorter til indpodning. 'Filippa' er en god sort at pode på. Undertiden ser man, at den oprindelig sort, som har været utilbøjelig til at bære frugt, begynder at bære efter ompodning. Det kan forklares ved, at blomstringshormoner fra den ipodede sort vandrer over i mellemstammen. 

Stappodning. Denne metode består i, at der skæres et skråsnit i en gren, grenen bøjes, så podekvisten kan stikkes ind i skråsnittet, grenen slippes, og der smøres med podevoks. Den ydre del af grenen skære af. Ved denne metode skærer man ikke træet så kraftigt tilbage, på et 12 års træ bliver der ca. 200 podesteder. Man får således et stort træ med det samme, men det er svært at kontrollere alle podestederne.

INDEX DEL I

FRUGTUDTYNDING

Hvis frugttræerne bærer en stor afgrøde, hæmmes den vegetative vækst og opsamling af reservenæring, og det vil gå ud over næste års høst. Træet kommer så ind i den dårlige rytme med kun at bære hvertandet år. Omvendt vil for lidt frugt give megen oplagsnæring og dermed ansættelse af mange blomsterknopper. I erhversfrugtavlen vil man gerne have lige meget frugt hvert år, og derfor er man nødt til at skabe en vis balance ved frugtudtynding. Frugtudtynding kan endnu ikke siges at være en almindelig foranstaltning herhjemme, vi er endnu for grådigt indstillet og vil helst have så megen frugt på træerne som muligt, og det vil til tider gå ud over stabiliteten i frugtbæringen.

Ved frugtudtynding kan man opnå følgende:

1. Fremme den vegetative vækst, hvilket især er heldigt for unge træer i formningsperioden.

2. Stimulere den årlige og regelmæssige frugtbarhed ved at træerne ikke får lov at forbære sig.

3. Forbedre frugtens kvalitet, da man fjerner de dårligste frugter, og antallet bliver mindre.

4. Undgå mange små frugter, som har et stort areal med overhud, som har et stort antal kerner i forhold til vægtmængden, og til hvis dannelse der bruges megen næring.

Man må selvfølgelig ikke udtynde så meget, at det går ud over det samlede vægtudbytte. Udtyndingen bør indgå som et led i træets pleje. Mange erhversfrugtavlere tynder da også deres frugt. Det er æble, pære og blomme, der tyndes ud. Udtynding af kirsebær er uoverkommeligt, blomstringen begrænses i stedet ved beskæring, det samme gælder frugtbuske. Der er adskillige sorter, der sætter så lidt, at de ikke bør udtyndes, det gælder f.eks. af pære 'Comice', af blomme 'Alm. grøn 'Reine Claude' og af æble 'Gråsten'. Af sorter, der lejlighedsvis giver så meget, at en udtynding er påkræver, kan nævnes: 'Bonne Louise', 'Jefferson' og 'Cox's Orange'. Af sorter, som må udtyndes hvert år, kan nævnes æblesorterne 'Mølleskov' og 'Lord Suffield'. Vil man ikke udtynde, må man plante sorter, der kan undvære udtyndingen.

Tidspunktet for udtyndingen vil som regel være efter at der er foregået kerne- og stendannelse i juni og efter det naturlige frugtfald. Sidst i juni og et par måneder frem kan man udtynde. Tynder man sent, kan man evt. anvende de små frugter, man piller af, enten til konservesindustrien eller i den private husholdning. Man kan udtynde ad en eller flere gange. For f.eks. tidlige madæbler ('Lord Suffield') kan man også senere på sommeren plukke den største og bedst udviklede frugt, som er salgbar.

Er træerne små, er det let at udtynde, men er de store, er det svært og ofte uoverkommeligt. Ved udtyndingen brækkes frugten som regel af (det kan give indgangsport for sygdomme), selv om det er bedre at klippe den af. Den udtyndede frugt lader man som regel ligge på jorden, det burde man ikke, da den er udmærket som kreaturfoder. Udtyndingsgraden af hænger af træets alder, ernærings- og sundhedstilstand og meget andet. Skal frugten anvendes til udstilling, må den være stor. Skal den anvendes til opbevaring i kølerum, er det bedst med lidt mindre frugter, da de er mest holdbare.

På det tidspunkt, hvor man udtynder, er frugterne små, så man er tilbøjelig til at tro, at der skal være flere, end det egentlig er godt. Bedst er det med mange blomsterstande, som udtyndes så der kun bliver en frugt pr. stand. Frugterne kommer så til at sidde enkeltvis, det giver den bedste fordeling af næringsstofferne, og det modvirker samtidigt spredning af sygdomme og skadedyr på frugterne. Sidder flere frugter sammen i samme stand, opstår der let spænding, især hos æbler, der kan falde af denne grund. Det sker ikke så let hos pære og andre, hvor frugtstilken er lang. Ønsker man at svække et træ eller en del heraf, undlader man at tynde, omvendt styrker man et træ ved at tynde det.

Frugtmængden og bladmængden bør stå i forhold til hinanden, da det er bladene, der skal ernære frugten. Forsøg i Amerika har vist, at der til 'Jonathan' kræves 25 blade pr. frugt, til 'Winesap' 40 blade, og til 'Delicious' 40-50 blade pr. frugt, for at bladene kan ernære frugten. I et andet forsøg med æblesorten 'Delicious' fandtes, at når der var 10 blade pr. frugt i 1928 var der slet ingen frugtknopper året efter, ved 20 blade pr. frugt var der 1/4-1/2 afgrøde året efter, ved 30 blade pr. frugt var der en stor afgrøde, og ved 40 blade pr. frugt var næsten alle knopper frugtknopper året efter. Efter dette kan man altså selv regulere næste års blomstring. Vil man undgå udtynding, må man plante ikke-rigtbærende sorter, ligesom man må undgå de periodisk bærende sorter.

HYGIEJNISKE FORANSTALTNINGER

Hygiejne er såvel i frugtavlen som andre steder en nødvendig foranstaltning, da sygdoms- og skadedyrsangreb kan nedsætte høsten og dens kvalitet betydeligt. Det er da også et spørgsmål, som ikke mere diskuteres af frugtavlere, men de har vanskeligheder på grund af :

1. Manglende kendskab til angrebene.

2. Manglende kendskab til bekæmpelsesmidlerne.

3. Priserne på hjælpemidlerne er uoverkommelige.

4. Sprøjtemulighederne er korte på grund af vejrliget.

Gennem en lang årrække er der lagt et stort arbejde af patologer og zoologer, men man er dog endnu ikke kommet til ende dermed. Det er navnlig Statens plantepatologiske Forsøg, der sammen med havebrugsforsøgstationerne har udført det største arbejde. Det er dog først i de senere år, man har fået lidt fast grund under fødderne.

Hovedvægten bør lægges på forebyggende foranstaltninger, såsom modstandsdygtige sorter, kraftige sorter, gunstige lokaliteter (uden nattefrost eller dårlige naboer), pasning og pleje (gødskning og jordbearbejdelse). Man kan gennemføre renhed og orden, affald fjernes og tilintetgøres, visne blade fjernes eller pløjes ned om efteråret (så må man ikke pløje igen om foråret, for ikke derved at bringe smitten op til jordoverfladen igen). Man kunne måske også besprøjte bladmaterialet på jorden. Stammerne holdes rene for barkskjolder, mos, lav o.s.v. ved hjælp af stålbørster, skrabejern og påfølgende kalkning. Man må også bestræbe sig på at såre træerne så lidt som muligt i forbindelse med arbejdet. Store sår renskæres og plomberes med cement. Friske sår dækkes med podevoks og kultjære. Små sår, der f.eks. fremkommer ved beskæring, kræver ingen behandling, de vokser som regel over igen. Et flosset sår renskæres i kanten, så det lettere vokser over. Hvis et dyr gnaver en ring af barken hele vejen rundt, så må man etablere en forbindelse mellem de to barkflader. Dette gøres ved en såkaldt bro, der skal være af samme sort som den beskadigede og en kvist, der skal sidde retvendt. Er det mus, der har gnavet i barken ved roden, kan man ipode en rod over stedet. Roden må være en af træets egne, eller af samme sort. For 25-30 år siden gjorde man intet ved træerne, nu gør vi alt hvad vi kan, selv om vi endnu er på forsøgsstadiet, hvilket vi nok vedbliver at være.

Selv om man gennemfører forebyggende foranstaltninger, er bekæmpelse alligevel nødvendig. Man kan nu anvise bestemte ting at behandle med og bestemte metoder at gå frem efter. I større plantninger går det som regel godt herhjemme; det er værst i privathaverne, men her må organisationerne med deres konsulenter og evt. materiel træde til. Plantepatologer udarbejder hvert år omkring nytår et skema med forslag til sprøjtning. Tidligere anvendte man kun vintersprøjtning (blåsten). Så kom frugttrækarbolineum til, i begyndelsen blev det anvendt til rensning af gamle stammer, senere til alle vintersprøjtninger, men nu kun hvis der er grund til at sprøjte om vinteren. Nu anvendes nemlig mest sommersprøjtninger med svovlkalk, og senere, når bladene er blevet større og kan tåle det, bordeauxvædske. Optræder der angreb af skadedyr, sprøjter man med nikotin o.l.. Antallet af sommersprøjtninger kan ikke angives, men 3-5 er almindeligt. En velplejet frugthave kan nøjes med få gange sprøjtning, mens en forsømt må sprøjtes tit. Sorternes modtagelighed for skurv har indflydelse på antallet af sommersprøjtninger. Jo oftere, man sprøjter, desto større sprøjteskade vil man få. Vanskelige sorter kan pudres i stedet for at blive sprøjtet (i Guldborghave pudrer man således 'Cox's Orange' og 'Belle de Boskoop' i stedet for at sprøjte). - Det kræver mindst to års arbejde at få en forsømt æble-frugthave på fode igen, hvad angår renhed for sygdomme, for pære tager det fire år. Det første det gælder om, er at få bladene sunde. Ikke sprøjtning alene, men sprøjtning sammen med gødskning m.v. gør træerne sunde og velplejede.

INDEX DEL I

FRUGTENS PLUKNING OG BEHANDLING INDTIL BRUG

FRUGTENS PLUKNING

FRUGTENS SORTERING OG PAKNING

FRUGTENS OPBEVARING

FRUGTENS PLUKNING 

Plukketidspunktet. Dette afhænger af sorten og dens anvendelse. I praksis plukker man her i landet hele sommeren igennem indtil november. Man kan dog sige, at frugten skal have nået en vis udvikling for at være brugbar. Stikkelsbær kan dog anvendes i uudviklet stand. Andre frugter skal være så udviklede, at de kan eftermodne. Frugt, der skal anvendes straks på stedet, skal være fuldmoden. Frugt, der skal forsendes eller lageropbevares, skal plukkes tidligere, mens frugten er fast og umoden, hvilket går ud over kvaliteten (frugt fra oversøiske lande er tør og kedelig). Af hensyn til konkurrence, storm, frost m.v. plukker man som regel tidligt, ofte for tidligt. Frugten vokser især den sidste tid , den sidder på træet. Men plukkes den fuldmoden, vil den kun holde kort. Frugt af træer plukkes som "træmoden", også kaldet "plukkemoden". Der hører stor erfaring til at afgøre, hvornår det er. Ofte tages størst hensyn til mellemhandlernes ønsker, de går først og fremmest ud på at få frugt, der kan opbevares længe; derfor plukker man frugt for tidligt. Stenfrugt, buskfrugt og blødfrugt skal ikke plukkes før modenhed.

Af ydre faktorer, der har indflydelse på frugtmodningen, kan nævnes:

1. Klimaet. Frugten modner tidligere i syden end hos os på grund af klimaforskellen. Også inden for Danmarks grænser er der forskel på tidligheden i nord og syd. Endda i den samme have kan der være forskel, f.eks. mellem espalier og fritstående træer.

2. Årets vejrlig. Frugten modner tidligere i tørre og varme somre.

3. Jordbundsforhold. Frugten modner tidligere på en let og varm jord.

4. Ernæringsforhold. Rigelig kvælstof giver vækst og forsinket modning, modsat kalium, fosfor og jordforbedringsmidlet kalk.

5. Træets alder. Tidligere modning på unge træer, måske som følge af, at de er mere åbne.

6. Underlaget. Væksten er svagere på dværgunderlag, og det er det samme som tidligere modning.

7. Beskæring. I et ubeskåret træ fås en uensartet modning, idet toppen kommer først. I et grenudtyndet træ fås en jævn modning. I et stærkt beskåret træ forhales modningen på grund af den vegetative vækst.

8. Tæt bestand, giver en senere modning på grund af lys- og luftmangel. Det samme gælder træer for tæt på læbælter, huse o.l..

9. Syge træer, modner som regel tidligere, der kan være tale om en nødmodning.

Som regel kan man ikke se på frugten, når den er moden, men kendetegn er:

1. Frugtfald. Hvis sund frugt falder ned uden at det er stærk blæst, er det et tegn på, at frugten er træmoden, og man må overveje, om man skal gå i gang med plukningen. Der er så dannet et løsningslag i frugtstilken, og plukker man ikke, vil frugten falder af. Det er altid den største frugt, der falder af først, da den er tungest (fraregnet ormstukken og syg frugt). - Vinterfrugt plukkes undertiden før træmodenhed af hensyn til risikoen for, at der kan komme frost. Sådan frugt har ofte knækkede frugtstilke.

2. Farveforandringer. Når frugtens farve ændres mod livlige toner, tyder det på modenhed. Alt hvad der har med farver at gøre, er dog relativt, det afhænger bl.a. af frugtens position på træet, sortens plads i haven , beliggenhed etc.. Er frugten rustklædt, som vinterfrugt kan være, er farveskiftet mindre fremtrædende. Almindeligvis er farveændringer størst i køligt vejr.

3. Kernerne. Disse bliver mørkere ved modenhed. Nogle sorter kan dog være modne, selv om kernerne er hvide, mens andre kan være umodne, selv om kernerne er sorte.

4. Frugten bliver som regel blød ved modenhed. I Amerika har man apparater, som kan måle frugtens hårdhedsgrad; de anvendes dog mest til frugt, som ligger til eftermodning på lageret.

5. Smagsprøver. Smagsprøver er vigtige især for bær og stenfrugt. Kernefrugt plukkes før spisemodenhed, og smagsprøver kan ikke bruges til vurdering af modenhedsgrad.

6. Lugten. I nogle tilfælde kan man lugte sig til frugtens udviklingstrin, idet nogle sorter bliver duftende ved modenhed, men det er dog ikke noget sikkert tegn. 

Plukkearbejdets udførelse. Ofte kan man plukke et træ eller en busk ren på en gang, i andre tilfælde er det mere fordelagtigt at plukke frugten ad flere gange. Madæbler som f.eks. 'Lord Suffield' begynder man som regel at plukke, så snart de første frugter er store nok, enten de er modne eller ej. Ved at plukke ad flere gange opnår man en længere sæson, og man risikerer ikke så let at frugten blæser ned, da man til stadighed tager de største og tungeste. Stenfrugter skal altid plukkes ad flere gange, de er ikke modner samtidigt. Æbler til marmelade, vin, tørring o.l. kan rystes ned, men normalt plukkes de. Tidligere rystede man Sveskeblommer ned og samlede dem op fra jorden (i USA havde man konstrueret en maskine til at samle dem op med), nu plukker man dem altid. Skalfrugt (nødder) kan udmærket rystes ned. Morbær og figen får lov til at falde ned af sig selv.

Frugten kan plukkes ned med eller uden stilk, der er anvendelsen, der bliver afgørende herfor. Stilken pynter på frugten, og rykker man den ud, bliver der et sår. Æbler og pærer plukkes næsten altid med stilk, det er det nemmeste. Blommer plukkes uden stilk. Kirsebær kan plukkes med eller uden stilk, men at kirsebær plukkes med stilk, antyder at det er en fin kvalitet, forudsat at alle har stilk, og at der ikke er mere med end stilken. Fersken har ingen stilk, man kan skære et stykke af frugtgrenen med for at få en "stilk".

Plukningen må udføres samvittighedsfuldt, så træet tager mindst mulig skade deraf. I almindelighed må plukning på akkord frarådes. Det skulle helst ikke være sådan, at der efter plukningen ligger et lag af frugtgrene og andre af træets dele under træet. Dog er der kirsebærsorter, som skal have et blad med, men det er et, der sidder på frugtstilken. Frugten skal behandles dom æg, derfor behøver plukningen langt fra at foregå langsomt. Hver sort plukkes for sig. Den frugt, man kan nå fra jorden, kan man udmærket sorteres med det samme. - Frugten skal være tør ved plukningen, er man nødt til at plukke våd frugt, må den tørres ved at stilles på et luftigt sted. Svampe og andre sygdomme har særligt gode betingelser ved angreb på våd frugt. - Får frugten frost på træerne, må man ikke plukke den, før den er optøet, da de steder, der berøres ved plukningen, ellers dør på grund af fingrenes varme. Frugt tåler temmelig megen frost, man har f.eks. set æbler være udsat for minus 6 grader i september uden at de tog skade. 

Stigen. Stigen er et nødvendigt redskab ved frugtplukningen, den må være let og endda tilstrækkelig stærk. Foroven på stigen findes der ofte en klap, der anvendes til at trække kurven på. Trappestiger kan anvendes, det samme gælder dobbeltstiger (wienerstiger), de kan fås i ret store størrelser. Mange fritstående stiger er enkle og forsynede med et eller to ben bagud, de anvendes dog sjældent som fritstående, da man ikke kan komme ind til træet foroven. Rullestiger er ofte svære, store og uegnede, der er dog mindre, lette stiger af denne type til frugtplukning. Brandstiger med parallelle vanger er meget upraktiske, men er dog meget anvendte. Bedre er vinduespudsestigen, eller en stamme med påfæstede trin, en ulempe ved den sidste er dog, at man let kolliderer med træet på grund af de fremstikkende trin. I de senere år er der fremstillet en stige i jyske hedeplantager, "Grana Stigen", der består af en granstamme, der flækkes og bøjes, på de to vanger fæstnes trinene. Den er let og billig og fås også med støtteben, der er aftagelig. Et "plukkebord" er en lav, bred stige, som man har en større rækkevidde fra.

Klatring i træerne er uundgåeligt, men bør ske mindst muligt. Det bør ske med gummifodtøj på, for ikke at skrabe barken på træerne. Plukkere bør have begge hænder frie. Er der frugt, man ikke kan nå, kan den rystes ned eller tages med frugtplukker, men en sådan er upraktisk og langsom at arbejde med. De fås i forskellige konstruktioner, men anvendes mest i privathaver, hvor man ikke regner så nøje med timelønnen, og hvor man ikke har de nødvendige stiger. Det er som regel den fineste frugt, nemlig den som sidder i toppen, som man ikke kan nå.

Nogle plukker direkte ned i forsendelseskasserne, andre i transport- eller plukkekasser. Forsendelseskasser bør ikke anvendes som plukkekasser. Der kan også plukkes i skuffer eller bakker, der passer til hylderne i opbevaringsrummet. Plukkes der fra stige, må man anvende plukkekurve, der helst skal være fri for skarpe hjørner, der er generende under arbejdet. De bør være forsynede med træuld eller lærred, som let kan syes på en spånkurv. En nedtrækningskrog er nødvendig, med den trækker man grenen ind og hæfter den til stigen eller til sig selv. En plukkespand bæres over skulderen, bunden er af lærred, og den kan snøres sammen som en gammel tobakspung. Den er stor og ubekvem at arbejde med, og frugten stødes let ved tømningen. - Kirsebær og bærfrugt plukkes i forsendelseskurve eller bakker. Det er praktisk at stille flere bakker på en fællesbakke af træ, som man kan bære ved hjælp af en hank.

Al transport af frugt må ske på fjedrende vogne.

FRUGTENS SORTERING OG PAKNING 

Sortering er nødvendig og vigtig for salgsfrugten, men også frugt til eget brug bør sorteres, i 2-3 sorteringer. Sorteringen skal ske snarest muligt efter plukningen, da frugten begynder at svede. I praksis udføres den på regnvejrsdage, eller om morgenen mens frugten endnu er våd, så den ikke kan plukkes. Snavs og rester af sprøjtevædske fjernes ved sorteringen. I almindelighed er det ikke nødvendigt at sprøjte med blyarsenat her i landet, og så er afvaskning unødvendig. Sundhedsstyrelsen fandt ved analyse, at australsk frugt indeholdt mest gift, amerikansk frugt havde mindre, og dansk frugt havde det laveste indhold af gift.

Ved sorteringen flyttes frugten fra plukke- til salgs- eller lagerkasser. Som arbejdsrum kan man evt. benytte opbevaringsrummet, det er dog ikke godt, også af hensyn til folkene, da det er for koldt. Det er bedre at bruge det tilstødende forrum. Transportbånd kan tages i brug i store virksomheder. I Danmark anvendes udelukkende håndkraft ved sorteringen. I USA har man sorteringsmaskiner af forskellige modeller, mest kendt er vel "Sutler", der drives ved en lille elektromotor. Den sorterer frugten efter vægt i indtil 6 sorteringer. Den kan fås i forskellige størrelser, f.eks. til 14 mands betjening. En middelstor "Sutler" sorterer 1 ton pr. time. En sådan type anvendes ved Københavns Grønttorvsauktioner. Der findes også maskiner, der sorterer frugten efter størrelse. Men alle maskiner har dog den fejl, at de ikke kan se, så der tages kun hensyn til frugtens størrelse. Det bliver altid en grov sortering med en maskine, endvidere er rentabiliteten af en maskine tvivlsom. I England regner man 8 ha som minimum for en maskine. Herhjemme har man forsøgt med en tomatsorteringsmaskine til sortering af frugt, det viste sig ikke at være godt. Et roterende bord er godt, så kommer frugten af sig selv hen til folkene, der skal sortere. Det er let, bekvemt og billigt.

I oversøiske lande (Australien, Canada, S. Amerika) har man love for sorteringen, mens det herhjemme er en fri sag, så vi er kommet sent med. Det kan skyldes mange ting, såsom at salget er foregået direkte fra producent til forbruger, at det har kostet et stort ekstraarbejde, at køberne ikke har stillet krav herom, o.s.v.. Efterhånden har vi dog lært en del af udlandet, mellemhandlere, forbrugere og konkurrencen har en del af skylden herfor. Haveselskaberne har ved pakkekurser og udsendelse af pjecer desangående gjort meget derfor. For 15-20 år siden forsøgte man i Danmark at organisere sortering. Det lykkedes ikke, men det gav dog senere baggrunden for en start. Det blev erhversfrugtavlerne, der var de første til at gennemføre sortering, det var nødvendigt for dem. Nu er privatavlerne også kommet med, så faktisk al Danmarks frugt bliver sorteret, men endnu er der ingen fælles regler. 

Regler for sortering:

Ekstra sortering. Bruges som betegnelse for både bord- og husholdningsfrugt. Frugten skal være nedplukket, skal have samme størrelse, middelstore, ikke unormalt store, skal være fri for ormehuller, skurvangreb, knækkede stilke og andet, den må hverken være umoden eller overmoden. Den pakkes i canadakasser eller luksusudstyr.

1. kvalitet. Nedplukket bord- eller husholdningsfrugt, der må variere 3/4-1 cm i størrelse. 75 % skal være fejlfri, de resterende 25 % må ikke have ormehuller, sår eller afbrækket stilk, men må have sprøjteskade og indtil 5 mindre skurvpletter. Pakkes i canadakasser.

2. kvalitet. Må afvige indtil 1 cm i størrelse, men skal være veludviklede, 50 % skal være fejlfri, de øvrige må ikke have ormehuller, men 5-6 mindre skurvpletter. Pakkes i canadakasser.

3. kvalitet. Omfatter alle anvendelige frugter, som er ringere end 2. sortering, må ikke have revner.

Derudover kan man tale om usorterede og frasorterede.

Sorteringen præges noget af årets høst. I år, hvor frugten ikke er sund, slækkes der noget på reglerne.

Blommer. Her taler man om ekstra sortering, for sunde, friske, faste og modne spiseblommer, de pakkes i jordbærbakker. 1. og 2. sortering pakkes i tomatkasser.

Kirsebær. Som for blommer, men i 2. sortering tillades bær uden stilk. 

Emballage. Til lokal handel anvendes tilfældig emballage som poser og kurve. Til torvehandel er der til forsendelse oftest anvendes tilfældig emballage som fiskekasser, cementtønder, kunstgødningstønder og andre brugte ting. Større frugtavlere har dog ofte deres egen type emballage, som skal returneres, derfor var den solid, så den kunne anvendes igen. Men det medførte også, at den var tung, dyr og ubekvem, og den blev oftest snavset og overklistret med etiketter. I de senere år har man samlet frugten på centraler og pakket den i ensartet emballage, enten til torveføring eller auktionssalg. Det var de store frugtavlere, der begyndte med det, efterhånden er også de andre kommet med. Danmark har intet selvstændigt arbejde udført på emballageområdet, vi anvender udelukkende typer af emballage fra udlandet. Samme frugtart kan godt pakkes i flere typer emballage alt efter sorteringen. Det bør være standardtyper, og det store mål vi sætter er standardemballage med standardmål. Herigennem får man fuld udnyttelse af pladsen på lageret, i jernbanevogne m.m..

Kasser af træ. Træet må være noget nær lugtfrit, i hvert fald til æbler, der let tager smag og lugt. Det bør endvidere være billigt træ, og fabrikationen være i stor stil, ellers bliver kasserne for dyre. De amerikanske kasser deles i to typer:

1. Oregonkassen. Den anvendes i USA, og de indvendige mål er : længde 46 cm, bredde 29 cm og højde 27 cm. Det giver et rumfang på 36,018 kubikdecimeter.

2. Canadakassen bruges i Canada. De tilsvarende mål er 51 x 25,5 x 28 cm, eller et rumfang 36,414 kubikdecimeter.

Canadakasser er længere og smallere end oregonkasser, hvilket har betydning ved udnyttelsen af rumfanget (afhænger af æblernes mål). De to slags kasser kan erstatte hinanden, de kaldes normalkasser og anvendes begge. I starten var det mest oregonkasser, men senere fandt man, at canadakasser var bedre, den anvendes nu næsten overalt, også i Norge, Sverige, Rusland og andre lande. Canadakassen rummer 19-22 kg æbler, afhængig af deres vægtfylde, størrelse m.v.. Man skal aldrig fylde for meget i den. Kassens flader er forskellige, endefladerne består hver af 1-2 stykker træ, der ca. 15 mm tykt, sidefladerne består hver af 1-3 stykker træ, ca. 10 mm tykt. Bund og låg består af 6 mm tykke brædder. Kassen er intet mindre end et kunststykke, lavet efter forudgående beregninger. Vil sømmene glide ud, kan man blot fugte dem lidt, så vil de ruste og sidde fast. Der anvendes 3/4-2 tommer søm, hele kassen vejer 3-4 kg. Man kan få træet færdigskåret fra savskæreriet og selv lave kasserne efterhånden, som regel tjener man lidt ved det, og de fylder mindre. Kassen er ret svag og egner sig ikke til stykgodsforsendelse. Skal kasserne sendes med skib, får de som regel en sikring af ståltråd eller båndjern, der påsættes med maskine. Til jernbaneforsendelse kan de sagtens holde som de er. Det er som regel producenten, der læsser, og aftageren, der læsser af. Kasserne anvendes til æbler og evt. til pærer, dog er en lavere kasse bedre til pærer. De anvendes også til blommer, det er dog den såkaldte halvkasse, som er en canadakasse i halv højde, men ellers med uændrede mål.

Finere blommer, kirsebær o.l. kan pakkes i tomatkasser, der indvendig har følgende mål: længde 40, bredde 25 og højde 11 cm. De er lavet af ganske tynd træ, dog er enderne tykkere. Ofte anvender man små slutskiver af pap under sømmene, så man kan trække dem ud uden at ødelægge træet. Til bærfrugt og anden blød frugt anvender man flade kasser, f.eks. tyttebærkassen, der nærmest ligner en sildekasse.

Til fin frugt anvendes den hollandske vindruekasse, der er en tremmekasse med håndtag i enderne. Kassen har indvendig 4 klodser, som den ovenstående kasse kan hvile på, man kan stable uden at beskadige frugten, og der kan komme luft til frugten.

Til mindre fin frugt anvendes en kasse, hvis mål er: længde 58 cm, bredde 35 cm og højde 28 cm, med et rumfang på 57 kubikdecimeter. Enderne er af 15 mm tykt træ, og siderne af 10 mm træ. Den anvendes bl.a. af Københavns Frugtauktioner, og den kan anvendes som plukkekasse.

Skulle man have kasser, der anvendes mere end en gang, burde det være med patentlukker, så de ikke blev ødelagt af søm. I Sverige har man arbejdet med en standardisering af kasser, men er nu gået over til de amerikanske typer.

Ofte vil man anvende tremmekasser, der går mindre materiale til, så de skulle blive billigere. Men arbejdet med at sætte dem sammen er større, så arbejdslønnen bliver større. De har dog den fordel, at luften får let adgang til frugten. Tremmerne sidder oftest på langs. Kasserne er oftest regelmæssige, men de kan også være uregelmæssige, f.eks. afstumpet kegleform. På den måde er det ikke den nederste frugt, der bærer den øverste. Formen kaldes bøhmisk.

Kasser er absolut den rigtige form for frugtemballage.

Tønder (fustager eller fade). Den amerikanske æbletønde, den spanske vintønde, den danske cementtønde og den norske salpetertønde er eksempler op tønder, som har været anvendt til frugt. I den amerikanske æbletønde har staverne indvendig en fals til bund og låg, hvorfor de stikker 5 cm udenfor i begge ender. Dens rumfang er 3 gange så stort som normalkassens. I Danmark anvendes ikke specielle tønder, men kun tilfældige tønder, f. eks. cementtønder. Er den ny, kan den være udmærket, men har der først været cement i, er den selvfølgelig ikke god. Den bruges dog ikke meget i dag, selv om tønden er en billig emballage, der er let at anvende, da frugten ikke pakkes deri. Ulempen ved tønden er, at laget af frugt heri er for højt, så frugten ikke kommer i fast og stødfrit leje. Tønden kan derfor kun bruges til grov og tykhudet frugt. Meget af den amerikanske tøndefrugt, som kommer til landet, må ompakkes før den videresælges. - Der er ingen grund til at anbefale tønden som emballage til æbler, pærer o.l., derimod måske til blødfrugt som hindbær, men derom senere.

Kurve. De er velanvendelige som frugtemballage. I Holland, Belgien, England og andre lande anvendes en rund vidjekurv, 30 cm høj og 35-40 cm i diameter. De bæres i høje stabler på hovedet, de er stærke og kan anvendes flere gange. - Spånkurve skal helst være stive, hvis kurven giver efter, når man løfter den, trykkes frugten derved. Tomme kurve bør kunne stables, og ligesom vidjekurve skal de kunne fores. - Den svenske normalkurv (pærekurven) er den billigste, den har skarpe hjørner, er ca. 50 cm lang,, 18 cm bred og 17 cm høj, den anvendes mest til pærer. Den kan udmærket anvendes flere gange. Kurven lukkes ved hjælp af et stykke pap, og kurvene kan stables. - Almindelige spånkurve anvendes i mange forskellige størrelser, især til bærfrugt.

Bakker. De anvendes til bærfrugt, dessertfrugt o.l., de rummer som regel ½-1 kg. De kan være billige og de kan samles i større enheder, f.eks. i tremmekasser, ved plukning, transport o.s.v.. Plukkebakken kan være af finer, den er særlig stærk, men også dyrere. Papbakker kan være med hank, der kan lægges ned og danne underlag for næste bakke, nu bruges bakker dog udelukkende uden hank. Man køber bakkerne i tilskåret tilstand og laver dem efterhånden som man bruger dem. Gartnernes Fællesindkøb, gartnernes salgsforeninger og andre har særlige typer af bakker.

Æsker. De er som regel større end bakker og har låg. Gerner Rasmussen i Odense har en æske med fast låg.

Sække. Meget tynde og åbne sække (løgsække) kan anvendes. Man skulle tro, at frugten blev ødelagt heri, det gør den dog ikke forudsat at den behandles pænt. Sække er dog ikke så gode som æblekasser, men de kan anvendes til forsendelse af frugt til konservesfabrikker. Den tykke sæk, kornsækken, kan anvendes til skalfrugt.

Enkelte steder kan man se, at æbler og pærer sendes upakket, f.eks. på pæreskuder. 

Pakkemateriale. Pakkes der i elastisk materiale, f.eks. æblekasser, går der meget lidt pakkemateriale til. Jo løsere, der pakkes, desto mindre pakkemateriale anvendes der. Pakkematerialet skal være rent, billigt og lugtfrit.

Hø og halm bør ikke anvendes, da det let rådner, og æblerne kommer til at smage af mug.

Træuld er udmærket og er det mest anvendte. Bedst er træuld af bævreasp og poppel, det er lugtfrit. Træuld eksporteres fra Finland. Til tønder og store kasser anvendes træuld med papir imellem. Til luksusfrugt og bløde frugter anvendes papiruld eller vat, og der pakkes kun i et lag i flade kasser, evt. inddelt i rum ved hjælp af pap eller papiruld. Papiruld fås i forskellige farver. Luksusfrugt som ferskner og mandariner kan pakkes i sølvpapir i såkaldte gaveæsker.

Papir. Papir spiller en stor rolle som pakkemateriale. Aviser og andet papir med tryksværte kan ikke anvendes. Det mest anvendte er ensidigt glittet karduspapir, der kan fås i forskellige størrelser og farver. Salgsforeningerne bruger farven til at angiv sorteringen. Til svøb af enkelte frugter anvendes silkekardus, populært kaldet silkepapir, det skal være stærkt og dog blødt. Der kan f.eks. påtrykkes firmanavn, og der er forskellige farver. Olieret svøbepapir anvendes til frugt i kølerum. Til luksusfrugt anvendes af og til blondepapir.

Bølgepap anvendes til foring af ujævn emballage og ved pakning i normalkasser.

Mærkning af frugten. En forudsætning for storhandel er, at frugten kan sælges ubeset. I så fald skal den være mærket, så at man uden at åbne emballagen kan se hvilken sortering det er. Frugtens sortsnavn, sortering, kvalitet, vægt, antal o.s.v. bør stå på kassen. Under lagring taber frugten i vægt, så vejer man før indlagring og angiver dette, vejer frugten for lidt ved salg. Derfor undlader man ofte at angive vægten. Også avlerens eller firmaets mærke bør findes uden på kassen, inde i kassen lægges oplysning om hvem der har pakket kassen, anvisninger, oplysninger til kunden, reklame o.l.. Skal kassen under transport behandles på en særlig måde, må det angives ved et mærke, f.eks. "opad", "forsigtig". En fare ved mærkning af emballage er, at den senere kan gen- og misbruges, f.eks. bruger forretningerne her i landet hollandske kasser til vragfrugt. 

Pakning af frugten. Pakning sker i kasser efter amerikansk system. Rummet , hvor pakningen foregår, skal være rent og lyst, men må ikke opvarmes. Arbejder, der er ensformigt og trættende, skal lettes mest muligt. Arbejdsbordet kan passende være 2 m langt med plads til 6 kasser, bordet må gerne skråne ned mod arbejderen, der helst skal stå på et fjedrende bræt. Pakkebordet skal tilpasses pakkeren, over bordet anbringes hylder til papir. - Den sortering, der er flest af, kommes i den midterste kasse. Til lukningen af kassen anvendes en presse med en pedal, der kan sættes i fast stilling, når låget presses ned. Så sømmes låget fast, og kassen frigøres.

Der er to systemer at pakke efter, kvadrat- og forbundtpakning, her i landet anvendes altid forbundtpakning, som også kaldes diagonalpakning. Ved denne pakkemetode bliver trykket fordelt jævnt over hele frugten, idet een frugts tryk fordeles til indtil 14 andre frugter. Samtidig giver det en bedre udnyttelse af pladsen end kvadratpakning. Frugten i kasser pakket efter forbundtsystemet forskubber sig ikke, selv om en frugt rådner. Antallet af rækker, som frugten pakkes i, afhænger af dens størrelse, det varierer fra 3-10, men er oftest 5. Pakkemåden angives ved tal, f.eks. betyder 3-2 x 7-6 lag i kassen , at der veksles med 7 rækker á 3 frugter og 6 rækker á 2 frugter. I pakkerummet ophænger man som regel en tavle, der angiver antallet af frugter pr. kasse ved de forskellige størrelser og pakkemåder:

3-2 x 5-4 giver 113 frugter pr. kasse

3-2 x 5-5 ------125 - - -

3-2 x 8-7 ----- 188 - - -

3-2 x 8-8 ----- 200 - - -

3-2 x 10-9 ---- 237 - - -

3-2 x 10-10 ---250 - - -

Som regel vender man stilken bort fra pakkeren. Der må altid pakkes i fast leje, man kan prøve ved med hånden at trykke oven i kassen. Det øverste lag rager op over kassens rand, mest på midten, med 2-4 cm, mindst ved enderne, med 1-2 cm. Det kalder man at pakke med bulk. Det opnås ved at anbringe de mere langstrakte frugter ved enderne og de mest buttede i midten. Krumningen skal være jævn, det kan man se på bølgepappet, som lægges over frugten, bulerne i pappet skal være lige store. Når kassen lukkes, bliver kassens bund og låg presset i bue, og frugten kommer til at ligge i spænd. Spændet må være så kraftigt, at det ikke forsvinder selv om frugten svinder ind under lagringen. En almindelig pakkefejl er at pakke i en for lav bue, fordi man er bange for at frugten ikke kan holde til trykket. Kassen må selvfølgelig ikke stå på de udbulede sider. Nogle frugter vil altid tage skade, især ved enderne af kasserne, men det er bedre, at de får stød, fremfor at frugterne rasler rundt imellem hinanden og derved stødes langt mere. Den danske frugt tåler dog pakning mindre godt end den amerikanske, som er mere tykhudet.

Frugten i en kasse skal være praktisk talt af samme størrelse, der kan derfor blive mange størrelsessorteringer i et parti; sådanne pakninger kan derfor kun praktiseres, hvor man har megen frugt. Små frugter som f.eks. pigeoner pakker man som regel kun i det øverste og nederste lag, resten hældes i og rystes og presses så godt sammen som muligt. Oven og under frugten i kassen lægges et stykke bølgepap, og ved enderne og siderne lægges et stykke karduspapir med fold. Svøbepapir er ingen nødvendighed, men giver dog fordele, det gør således pakningen lettere for en uøvet pakker, da frugten kommer til at ligge i et fast leje, når den er svøbt. Samtidigt bliver de enkelte frugter isoleret fra snavs, smitte, stød m.v.. Der er dog også udgifter herved til arbejde og papir, så det er et spørgsmål, om det betaler sig. Når man er øvet, er det hurtigere at pakke uden svøbepapir. Svøbepapir anvendes som regel ikke i Danmark.

Uddannelsen af pakkere er i de senere år blevet organiseret og varetages nu af de samvirkende danske haveselskaber. Et kursus varer gerne en uge og afsluttes med en prøve, som alle består, og der udstedes certifikat på, at man har pakket frugt. Disse kurser hat uden tvivl deres store betydning; der er nu en masse mennesker i Danmark, der kan pakke frugt, og som kan lære fra sig.

Tønder pakkes ikke, men de to underste og øverste lag ordnes, resten rystes sammen, i Amerika presser man dem sammen med en maskine. Tønden er jo ikke elastisk, derfor må frugten være pakket så fast. Meget store kasser pakkes med træuld, så ligger frugten også godt, men det udgør også en bekostning.

INDEX DEL I

FRUGTENS OPBEVARING

I nogle tilfælde skal frugten bruges med det samme, og det kan siges, at frugten ikke bliver bedre af at blive gemt. Man kan opbevare frugt i indtil et halvt år, så man kan godt holde helårsforsyning. Tidligere fik man mest for frugten lige efter høst og mindre om vinteren. Det skyldes den store import, udlandet eksporterede til Danmark, som det passede dem, og det var mest om vinteren. Af denne grund var de danske frugtavleres erfaringer med hensyn til frugtopbevaring ikke særligt dybtgående. - Det er noget af en sortsejendommelighed, om en frugt kan opbevares eller ikke. Der er dog en række faktorer, der i alle tilfælde må opfyldes, således temperatur, lys, fugtighed, renholdelse o.l..

Temperatur under opbevaringen. Det er meningen, at man skal hæmme frugtens udvikling mest muligt, man skal altså nedstemmer frugtens livsprocesser. Luften i æbler indeholder 17 % kuldioxid og 5,5 % ilt. Frugtens ånding stiger med temperaturen. Der er lavet forsøg over dette:

Frugten svinder i vægt under opbevaring, idet der bruges kulhydrat ved åndingen. Luften bliver fattigere på ilt, og der kan ske en intramolekylær ånding. Temperaturen indvirker på frugtens blødhed. I Amerika er der konstrueret apparater, som kan måle hvor hård frugten er.

Endnu kan man ikke sige, om frugten skal ligge ved 2-3 grader eller på nulpunktet. Det er jo sådan, at det ikke er rent vand, der er i cellerne, men derimod en opløsning, og den fryser ikke ved nulpunktet, men først ved en lavere temperatur (på træet ved minus 6 grader, på lageret ved minus 1 grad). Pærer forringes i kvalitet ved for lav temperatur, smagen bliver roeagtig, dette forhold undersøges nærmere i forsøg på Blangstedgaard. Holdbarheden afkortes med stigende temperatur. Man må også tage hensyn til frugtens art og holdbarhed.

Luftfugtighed. Frugten taber i vægt ved lagring, ved ånding (1 %) og fordampning (14 %). Så vandtabet udgør hovedparten, og det går ud over frugten, idet den rynker. Derfor må man nedstemme fordampningen mest muligt, og det er igen et spørgsmål om omgivelserne. Der er i Amerika gjort forsøg med 'Williams'-pæren:

Det er tal, der taler for sig selv. Sammenholdt med temperaturen betyder det, at der gælder om at holde høj luftfugtighed og lav temperatur. Æblerne rynker mindre på solsiden end på skyggesiden, fordi der er større korkdannelse på solsiden. Hvis frugten pakkes i svøbepapir, nedsættes fordampningen betydeligt. Luftens fugtighed skal være 83 % i kølehus og 88 % ved almindelig lagring, den må heller ikke være for høj, så breder skurv, monilia og skimmelsvamp sig. Der skal være ventiler i lagerrummet til at skaffe fugtig luft ud eller ind. Der må dog ikke opstå træk, det giver øget fordampning.De forskellige æblesorter påvirkes forskelligt af luftfugtigheden, f.eks. bliver reinetter let rynkede og svampede.

Foruden at påvirke luftfugtigheden kan der også være tale om at isolere frugten fra omverdenen, derfor kan man smelte frugten ind i paraffin eller lak. Man har forsøgt at anvende en konserveringsvædske, der væsentligst bestod af shellak, spiritus og forskellige olier. Men frugtens kvalitet led derved, der skete en slags kvælning, så den nødvendige omsætning måtte ske i det indre af frugten. Vil man helt undgå fordampning, kan man opbevare frugten under vand.

Lys og luft. Frugten skal opbevares i mørke, idet lyset fremmer livsprocesserne, selv om det virker mod svampe. Lagerrummets vinduer forsynes derfor med skodder. Først og fremmest skal lagerrummet gøres rent, inden frugten sættes ind. Lagerrummene skal være sygdomsfri efter kalkning, desinfektion med svovl o.l.. Luften skal være frisk, frugten indsuger fremmede luftarter. Der skal ikke meget lugtstof til, før frugten får afsmag. Frugten indsuger lugten hurtigt, men afgiver den langsomt. Frugten må derfor ikke opbevares sammen med stærkt lugtende ting som f.eks. tjære eller karbolineum, alene dårlig luft kan give muggen smag. Anbringelse af ozonlamper skulle være fordelagtig for frugten.

Ventilering. Denne skal være så ringe som muligt af hensyn til luftens kuldioxid, men samtidig tilstrækkelig til fornyelse af luft. Forsøg har vist, at når man bringer æbler ind i et tæt rum, stiger kuldioksid-indholdet til 6-8 % og ilten går tilsvarende ned. Herved nedsættes livsprocesserne. Ved et kuldioksid-indhold på 100 %, kvæles æblerne dog. Kunstigt anbragt kuldioksyd er ikke så godt som den naturlige, man skal derfor tage hensyn til denne ved ventilationen. Man har forsøgt at opbevare frugt i H2SO3. Svovlsyrlinge-koncentrationen skal være høj i begyndelsen, da den efterhånden forsvinder. et forsøg i England med blommer anbragt i 0,08 % svovlsyrling viste, at koncentrationen efter 8 måneder var 0,014 %. Er rummet utæt, synker det endnu hurtigere. Den tager frugternes farve, især den røde, som dog kommer igen, når frugten koges ud. Behandlingen går også ud over frugtens gelerende evne, og frugtens hud kan blive tyk og sej ved påvirkningen. Behandlingen bruges alligevel på store lagre, selv om det ikke er helt lovligt. 

Frugtens tilstand. Frugtens tilstand har stor betydning for opbevaringsresultatet. Klimaet virker ind på frugten tilstand, således er den mere holdbar, når den er dyrket i et varmt og tørt klima fremfor et koldt og vådt klima. Til trods for de senere års vejr, har frugten ikke været mere holdbar end dårligere års frugt, men det skyldes manglende erfaring med hensyn til behandling af en sådan frugt. Hele, veludviklede frugter er de mest holdbare, den sildige frugt i Danmark er vanskelig at opbevare. Plukker man for sent, går det ud over holdbarheden, mens det ved for tidlig plukning går ud over kvaliteten.

Jordbunden har også indflydelse på holdbarheden. Træets alder har også betydning, således har unge træer som regel større, løsere og derfor mindre holdbar frugt end ældre træer. Sundhedstilstanden i marken spiller en rolle. Sygdomskim på frugten får gode kår under lagringen, og insekt- og anden skade giver indfaldsport for sygdomme.

Friskplukket frugt bør afkøles, inden den bringes ind på lageret, da en sådan frugt udvikler varme og derfor kan skade den allerede indlagrede frugt. Bedst er det at plukke frugten morgen og aften, når den er mindst varm. I store bedrifter er man dog nødt til at plukke hele dagen. Frugten "sveder" efter plukningen, dette lag "sved" virker som paraffin og bør ikke fjernes. Det giver bedst holdbarhed, at frugten ikke sveder før indlagringen, men gerne senere, det giver en bedre kvalitet og en finere aroma. Svedningen kan iværksættes ved at sætte frugten i et lidt varmere rum inden brugen, eller man kan opnå det under forsendelsen. Til et lager kræves altså både køle- og varmerum, det har man f.eks. ved Københavns Frugtauktioner, A. W. Kirkebye og ved Blangsted.

Man kan også lede ætylen ind i lagerrummet, det modner frugten. Det er ikke godt med opbevaring af forskellig frugt i samme rum, frugterne må ikke have forskellig plukketid, da stofskifteprodukterne fra den mest modne frugt virker modnende på den mindst modne frugt. Man har uheldige erfaringer med dette fra adskillige fælleslagre. Også af denne årsag er der grund til at anbefale færre frugter. 

Lagerrum. Under helt små forhold har man ikke særlige lagerrum, og opbevaringen er vanskelig for ikke at sige umulig. De senere års store høst har givet mangel på lagerrum, så man har ladet en del af frugten stå ude i plukkekasser dækket med presenninger o.l.. Det kan være udmærket, når temperaturen er lavere ude ind inde, men det giver en risiko for frostskade. Det må derfor betragtes som en nødhjælp, og en sådan frugt skal sælges først. I almindelighed bør man have lagerrum ved Erhversfrugtavl. I privatavlen er man ikke så fordringsfuld, og mange lokaler anvendes, såsom:

1.Madkælderen, forudsat at der ikke opbevares stærkt lugtende ting som gammel ost i den.

2. Loftet anvendes især på landet, stråtag er bedst, det isolere mod både varme og kulde. Under stærk frost kan man dække frugten. Den tørre luft på et loft giver dog let rynkning. For at undgå dette kan man dække, f. eks. med hakkelse, som dog kan give afsmag. Sædekorn kan også bruges, forudsat at sæden ikke tager skade derved. Brødkorn kan selvfølgelig ikke anvendes.

3. Midlertidig opbevaring, især i plukketiden, kan ske i på gulvet i storstuen, i laden o.s.v., man skal bare sørge for udskiftning.

4. Helt små partier, navnlig af den fine frugt, kan opbevares i skuffer i møbler, hvor den som regel holder sig godt, nok mest fordi det er særlig fin frugt, man opbevarer her. Ofte indpakkes den i papir, så den er isoleret og ofte er det samme sort med frugt af ens udviklingsgrad.

5. Tørvesmuld anvendes også til nedpakning af frugt, som her holder sig godt, men den får let afsmag og bliver snavset, især i stilk- og bægerhule.

6. Nedkuling i jord, som kartofler, er en gammel metode, som ikke er rationel, selv om frugten er beskyttet mod varme og kulde og imod fordampning. Man kan ikke tilse frugten, kvaliteten bliver som regel mindre god, da man i alle tilfælde får jordsmag, hvis man har nedkulet med halm.

7. Man kan svøbe frugten og lægge den i kasser, som man kan kule ned med et godt resultat. Det skal dog være grov frugt som 'Casseler Reinette', 'Bismarck' og 'Belle de Boskoop'.

8. Frugtkældre er dog det mest anvendte. Kældre under beboelsen er som regel for varme, ofte står centralkedlen i kælderen, så duer kælderen ikke til frugtopbevaring. Ved for tør luft kan man overbruse gulvet (det kan man ikke på et loft). Mørke kan man let skaffe med skodder for vinduerne. Frugten bør anbringes på en praktisk måde, tidligere brugte man mest faste hylder, det har dog den ulempe, at de fylder meget, da der må være stor afstand mellem hylderne, så man kan komme ind til frugten. Nu anvendes stativer med løse skuffer, de kan sidde tæt, da de kan tages ud. Skufferne kan også anvendes som frugtplukningskasser. Ofte er det en mere eller mindre tilfældig kælder, man bruger. Skal man bygge en frugtkælder, er det praktisk og billigt at gøre det som frugtavler Troelsen, Guldagergaard. Kælderen er her lavet halvt underjordisk, støbt af cement og med frostsikkert tag. Aftræksskorstene er nødvendige. Ulempen er, at det ikke er rent i en sådan kælder. 

Ventilerede frugthuse. Disse kan bygges mere eller mindre oven på jorden. Det er det bedste, når de bygges oven på jorden, selv om det er det dyreste at bygge. De må være så store, at man kan køre ind i dem. De kan bestå af et eller flere rum, og de skal være frostsikre, hule mure anvendes som regel. Man kan også beklæde indvendig med isolerende plader, evt. kan man bruge både hulmur og plader. Taget skal bestå af flere lag. Gulvet støbes af jernbeton for at kunne bære vogne m.v.. Ventilationen skal være i orden med aftræk i skorstene og i taget og ventiler i bunden, hvorfra der går kanaler ud i den fri luft. Oftest har et frugthus ingen indmad, men er et stort rum. Kasserne stilles, så der kan komme luft ind, undertiden sættes kasserne på trægulve med luftadgang under kasserne. Oftest har man løbegange et stykke oppe, ellers kan man ikke nå de øverste kasser. Sådanne huse er billige at opføre, og de findes ved næsten alle plantager her i landet. De senere års overflod af frugt samtidig med begrænsningen af svinehold har medført, at mange nyopførte svinehuse er blevet ombygget til frugthuse. De kan anvendes, men er ikke så gode som de specielle frugthuse.

Ventileringen går ud på at lade den kolde luft komme ind (nat og morgen) og samtidig føre den varme luft ud. Så ventilerne åbnes om aftenen og lukkes igen ved solopgang. Det medfører en kraftig luftfornyelse, og man er afhængig af den ydre temperatur, er det et varmt efterår, kan man ikke få temperaturen ned. Endvidere vil temperaturen blive svingende. Ofte anvender man endog ventilator for at få ventilationen i gang, det medfører træk og øget luftfornyelse. Frugten sættes ind i pakket eller upakket stand, her i landet er den oftest upakket, mens den i oversøiske lande som regel er pakket og klar til forsendelse.

Kølerum. Det er det nyeste inden for frugtopbevaring, men har været anvendt i oversøiske lande i lang tid, især i de lande, hvor sommertemperaturen er høj. Her har man nemlig også måttet ty til køling af mange andre ting, på den måde har man fået erfaring i køleteknik. Kølerum er dyre at opføre, og de er heller ikke så billige i drift. Her i landet har man begået mange bommerter på grund af manglende kendskab og erfaring. Vi har praktisk taget måttet begynde på bar bund over hele fronten, hvilket koster dyrt, men hurtigt giver resultat.

Kølehuse skal være mere solide end frugthuse. Isolationen skal være god, det bedste hertil og det mest anvendte er korksmuld, men det er dyrt. Tang kan også anvendes, forudsat at det ikke kan blive fugtig. En norsk ingeniør har konstrueret en tangvæg, der har den fordel, at der ikke kan komme hulrum helt gennem væggen. Gulvet må også isoleres. Det laves ofte af jernbeton med et lag isolering. Man må have hjælp fra teknikere til at opføre et kølehus, man får oftest hjælp fra kølefirmaer som Gram, Atlas og Sabroe. Vinduerne skal være dobbelte eller tredobbelte, de må ikke kunne åbnes, og de skal have skodder. Kølerum bygges i to etager, kælder og stue, således at man i den ene side kan køre ind i kælderen, og i den anden side køre ind i stuen, evt. ved hjælp af en rampe. Køleanlægget dimensioneres med fremtiden for øje, det består foruden af motor af kompressor, kondensator, fordamper (der kan være direkte eller indirekte), samt af kølemediet, der kan bestå af kuldioxid, ammoniak (bruges mest her i landet) eller svovlsyrling (forbudt her i landet). Ammoniak kan straks konstateres ved utætheder på grund af lugten, det er ikke muligt ved kuldioxid, en for stor procent at dette kan skade frugten. Klormetyl bruges til mindre anlæg, men da det er bedøvende for mennesker og lugtløs, må der tilsættes røbestof. Freon er uskadeligt og angriber heller ikke metaller, men det er endnu for dyrt i brug. Kølemediet sammenpresses og udvides skiftevis, ved udvidelsen sker der en fordampning og en deraf følgende afkøling af luften. Forsøg med køleopbevaring er i gang mange steder, her i Danmark på Blangstedgaard. 

Kulsyrerum er til opbevaring i kuldioksid-rig luft, som nedsætter frugtens livsprocesser. Sådanne rum skal være lufttætte, de beklædes med metal, der samles med fedtstof.

Saltvandsafkøling. Ved dette system cirkulerer der saltvand i kanaler, der er anbragt i kølerummet

INDEX DEL I

SÆRLIGE FORMER FOR FRUGTAVL

ESPALIERFRUGTAVL

FRITSTÅENDE FORMTRÆER

FRUGTTRÆER VED VEJE

ESPALIERFRUGTAVL

Ved et espaliertræ forstås et træ, hvis grene alle ligger i et plan, herved opnås flere fordele. Espaliertræet er kendt fra gammel tid, også her i landet, det omtales bl.a. af Fleischer (1782). I nutiden er det især i Sydeuropa, at man anvender espalierfrugtavl i erhvervet. Det kan virke overraskende, da det snarere burde være i de nordlige lande, at man høstede gavn af espaliertræet. Interessen her i landet er dog tiltagende, ved at bruge espalierform kan man få arter til at vokse her, som ellers er over deres nordgrænse. Det drejer sig om figen, vin, fersken og abrikos. Men også inden for de hos os hårdføre arter er der anvendelsesmuligheder, nemlig til finere sorter af æble, pære og blomme. Der er også andre fordele ved espaliering, bl.a. udnyttes mure på en god måde, både økonomisk og æstetisk. Vindforholdene kan dog være generende ved espalier, nord- og vestmure kan derfor være vanskelige at benytte. Espalier kan dog være både vægespalier og fritstående.

Espaliertræer er ikke nær så udbredte, som de burde være. Af grunde hertil nævnes: Der er for stort arbejde forbundet med pasningen (opbinding og beskæring), og bekostningen har måske også kunnet lægge en dæmper på udviklingen. - Beskæringen er for vanskelig at finde ud af. - Ved at anvende forkerte grundstammer og forkerte sorter har man ikke altid fået det opnåelige ud af espaliering. 

Vægespalier. Vægflader, der vender mod syd, sydøst eller sydvest er bedst. Vestvægge kan dog også anvendes, der er en læzone, selv om vinden er i vest. Nordvægge kan anvendes, forudsat man bruger de rigtige sorter. Murflader er bedst. Nogle folk har uvilje mod espalier op ad huset, fordi det giver tilholdssted for fugle, andre mener, at det skulle bringe fugtighed. Det modsatte er måske snarere tilfældet, da træerne dog bruger vand fra grunden. Espaliertræer skal selvfølgelig passes, så de ikke tager lyset fra vinduer eller hindrer oplukning af disse. Brolægning eller anden fast vej omkring huset er ofte en hindring for plantning af træer. Det behøver det dog ikke at være, et espaliertræ kan nøjes med en åbning på en halv kvadratmeter, evt. en halv flise. Dog kan folk også ønske at får plantet andet end frugttræer op ad muren, det kan være klematis, roser o.l..

Der findes også andre mure end husmure, således findes der eller fandtes der tidligere en mur omkring økonomihaven på herregårdene. En sådan mur kan være lavet af mursten eller jernbeton. Espalierhaver træffes almindeligt sydpå, med mure, hvorimellem der findes lune voksepladser. Muren kan være forsynet med et fremspring bestående af glas eller et andet materiale. Kan fremspringet ikke bruges til andet, kan det anvendes til dækning af træerne under blomstringen. Espalierhaver er ikke noget for begyndere. Rentabiliteten vil afhænge af frugtpriserne. En god, ensartet frugthøst vil man i al fald kunne få.

Murfarvens betydning er undersøgt i Frankrig og andre steder. Det viste sig, at sorte og mørke mure var bedst. De virkede som varmeresoir, og derfor er også en tyk mur bedst. Kalk- og betonmure var ikke så gode som teglstensmure. Der er særlig grund til at bruge mørke mure her i landet, hvor det ikke kan blive for varmt, og man kan plante helt ind til muren. I sydligere lande planter man ofte et stykke fra muren for at undgå svidninger.

Plankeværker kan anvendes, hvis de er der i forvejen, men de er ikke så gode som mure. Det kan ikke anbefales at opføre plankeværk alene med espalier for øje. Træet må imprægneres, men det må ikke være cuprinol eller trætjære, der lugter lang tid efter påsmøringen. Plankeværket skal i alle tilfælde være tæt og trækfrit.

Alle espalierer er bedst, når de når en højde på ca. 3 m, da træerne ellers får for lidt vokserum og må beskæres stærkt, og det bliver ofte en kamp mellem træ og gartner for at holde det under støttematerialets overkant. De fleste danske espalierer er kun 2 m høje, det er for lidt.

Tilbindingen sker let ved et plankeværk, hvor man binder til søm, der er slået ind i plankerne. Det samme forsøges med skiftende held i mure. Tidligere hæftede man grene og kviste fast til sømmene med strimler af lærred eller læder. Man lagde strimlen om grenen, og med et søm fæstedes enderne til muren. Det var en udmærket metode, og den burde anvendes mere. Nu benyttes en blød, stærk snor, til sommerskuddene bruges bast. Bedre er det dog at hæfte til et espalier af trælister ophængt på holdere, der er slået eller muret ind i muren. Listerne må da før ophængningen imprægneres med cuprinol og derpå med maling. Så holder de i mange år. Senere reparation er vanskelig, selv om den kan lade sig gøre. Listerne kan måske siges at give skjulested for ørentvister og andre dyr.

På indslåede eller indmurede kroge kan man også sætte ståltråd, galvaniseret hegnstråd eller lign.. Det er det nemmeste måde, hvorpå man kan lave espalier. Det har endvidere den fordel, at det ikke ses selv om der ingen planter er anbragt opad muren. Da metal er en god varmeleder, kan det forårsage stærk afkøling af de plantedele, der kommer i kontakt dermed. Det er dog sikkert uden betydning her i landet. Man kan også lave et espalier af trådnet, det har den fordel, at det kan tages af med planterne på, mens man ordner muren ved kalkning o.l.. Så det bør anvendes til kalkede mure, mens man til fugede mure anvender trælister. 

Fritstående espalier. Det er ikke så godt som murespalier, men dog langt bedre end fritstående træer. Det er ikke almindeligt her i landet, men kunne bruges i stedet for hække i haven. Espalieret kan laves meget billigt af stolper af træ (nåletræ) og med tråde af hegnstråd. Nu anvender man nok i stedet T-jern, som er mere holdbare ved jordoverfladen end træstolper. I T-jernet skal der være huller, som trådene kan trækkes igennem. Man kan også fæste grenene til granrafter, som er bundet til trådene, hvis man ikke vil binde direkte til trådene. Sådanne granrafter er dog ikke så holdbare, men når først træet er vokset til, kan det holde sig oppe, selv om granrafterne går til.

Espalierer kan være enkelte eller dobbelte. De enkelte kan have en hvilken som helst retning, de dobbelte skal vende i retningen nord-syd. De laves med en afstand mellem de to sider på ca. 1 m og evt. sådan, at de støder sammen foroven, så de danner spidsen i en trekant. 

Espaliertræernes formning. Som regel køber man træerne i den bestemt form i en planteskole. Men vil man spare, eller have særligt mange former, eller selv have fornøjelsen af at tiltrække dem, køber man etårige træer, som skæres ned til ca. 50 cm, der er almindelig stammehøjde. Man anvender som regel dværg-grundstamme, d.v.s. til æble doucin, til pære kvæde, evt. med mellempodning på 'Clara Frijs' for uforenelige sorter. Vildstamme giver træer, der fylder for meget på en væg. Hvis et træ f.eks. skal fylde en hel gavl, er der ikke noget i vejen for at bruge vildstamme.

Vifteformen er den letteste og simpleste. Bliver de nederste dele for gamle, skærer man dem bort og tvinger andre dele ned i stedet. Afstanden mellem ledegrenene af beskæringen og artens eller sortens sporelængde. Vifteformen kan ikke kaldes nogen særlig ædel form.

Palmetteformen (palmette = ornament): Den er nok den almindeligste, og den er den bedste for pæreespalier. Den er vanskeligere, men smukkere end vifteformen. Planteskolerne laver ofte palmetterne med skrå grene, i frugthaverne træffer man også palmetter med vandrette grene. Dette nås simpelthen ved, at man efter plantningen tvinger grenene ud. Man skærer som regel de skrå grene tilbage, så de i stedet bliver vandrette. Man skærer mindst af de nederste grene. Man kan udmærket plante skiftevis træer med skrå og vandret palmette, man får så hurtigere en tæt række.

Verriers palmette. Grenenes yderdele bøjer opad. Den er noget vanskeligere at lave end almindelig palmette. Etageantallet afhænger af den plads, der er til rådighed. Antallet af grene kan være lige eller ulig, eftersom man tager toppen af eller ej. Det er dog nok bedst med et lige antal grene, da man så stopper væksten, så der kan blive noget til de andre grene også. Bøjningerne af grenene giver som regel øget frugtbarhed.

Kandelaberformen. Grenantallet kan være lige eller ulige, helst lige. Den er svær at holde i ligevægt, de midterste grene vokser stærkest.

U-formen. Den kan anvendes på smalle murpiller, hvad de andre ikke så godt kan. Den dobbelte eller 3-4 dobbelte U-form kan også anvendes på brede vægge. De mere specielle former kan som regel ikke fås i planteskolerne, med mindre de forudbestilles.

Vandrette snortræer. Snor- kordontræer har kun een gren (=stamme), der er altså træer, der bringes til at bære på stammen. De vandrette snortræer kan være enkelte eller dobbelte. De enkelte bruges ved enden af en række. Snortræer er ikke så lette at holde skik på, de kan være vanskelige at holde på plads. Det kan afbødes en del ved at skære på lang spore, som man så lader gå ud over tråde ved siderne. Man kan plante i forskellige højder, som det f.eks. er gjort ved Landbohøjskolen.

Lodrette snortræer. De plantes med ca. 40 cm afstand. Det giver mulighed for at have mange sorter på en ringe plads, men det kræver, at de er svagtvoksende. De kan plantes i skrå stilling. Ved enderne kan bruges en halv palmette, dels med skrå, dels med vandrette grene. Snortræer kan være med en eller to stammer.

Den belgiske hæk består af palmetter med een etage eller af dobbelte snortræer, der danner et fletværk og afsluttes med en halv palmette. De findes af og til i herregårdshaver, aldrig i erhvervet.

Bænkeformen anvendes på en sydskråning og består af flere gange vinkelbøjet træ. På grund af bøjningerne er bænkeformen mer frugtbar end et skråt espalier, den giver også en større overflade.

Buegang lavet af frugttræer er navnlig flot i blomstringsperioden og især set udefra.

Bølgeformede frugttræer (snortræer). Bøjningerne skulle fremme frugtbarheden. De kan anvendes på samme måde som lodrette snortræer langs en gang, men det forudsætter, at de er espalieret forud for tildannelsen. 

Espaliertræers kultivering. Når man ofrer mere på etablering og tildannelse af espaliertræer end på andre træer, er det naturligt, at man også ofrer mere på deres pasning. Sortsvalget har betydning for pasningen (bl.a. for evnen til at tåle beskæring).

Jorden. Planter man op ad en mur, er det nyttigt med en særlig rabat, murbrokker, ler og lignende må flyttes. Rabatten kan anlægges som ved vindyrkning. Det er dog nok unødvendigt, og der kan endda være skadeligt ved at give træet for kraftig vækst, desuden bliver rødderne ikke inde ved muren.

Beskæring. Ved formning anvendes stærk beskæring sommer og vinter, samt knibning. Det volder ofte vanskeligheder at holde ligevægt. Det gøres ved at svække det kraftige og støtte det svagtvoksende.

Tilbindingen giver til stadighed arbejde. Tilbindingen må være solid, da grenene er vante til at være opbundne, og derfor ikke kan holde sig selv. Går de ned, kan de falde ned og måske brække. Når træerne har nået deres fulde størrelse, kan man ved afsugning pode træerne sammen, så de danner en enhed, f.eks. en belgisk hæk. I almindelighed er man dog ikke interesseret deri, da det ingen gavn gør ud over at støtte træerne. Går en spore ud, kan man pode en anden i.

Dækning mod frostskade udføres navnlig ved stenfrugttræer, der blomster for tidligt (sidst i april). Granris har mange fordele, der er billigt, let at anbringe, og det yder god beskyttelse uden at være for tæt. Hvis det er Picea, er det desuden selvafdækkende. Måtter kan stilles op ad træerne. Er der fremspring på muren, kan de bruges som befæstningssted for måtter, lærred o.l..

Vanding kan være nødvendig, da espaliertræer ofte står på tørre steder, hvor nedbøren ikke kan nå dem. Står de op ad huse, er der ofte dræn af hensyn til huset.

Hygiejne. Sygdomsbekæmpelse må udføres med omtanke, f.eks. farver karbolineum murene brune, mens blåsten gør dem blå. Espaliertræer angribes nok mindre af sygdomme end fritstående træer, men rødt spind kan være slem , især på æbleespalier, det er en af grundene til at der ikke plantes så meget æbleespalier. Spind bekæmpes med vand eller volck.

Udtynding foretages hvis den er nødvendig. Vil man gøre meget ud af det, kan man opbinde den enkelte frugt (for eks. med udstillingsfrugt for øje). Herved bliver passagen lettere of "safterne"!!! Lettere end gennem en bøjet stilk. Man kan også binde de halvt udviklede frugter ind i perforerede papirsposer, som man gør i Tyrol med 'Hvid Vinter Calvil', for at få en mere tynd og elastisk frugt. Poserne fjernes ca. 14 dage før høst for at frugterne kan nå at få farve. Poserne beskytter også med infektioner udefra og virker som drivhus, uden at det dog bliver for varmt. Ved de gamle engelske slotte anbragte man en flaske uden bund uden om hver frugt. Man kan også frembringe tegninger på frugten ved at påklæbe strimler eller skabeloner inden frugten får farve, det kan passende gøres, når man fjerner papirposerne, Sådanne frugter frembringes i Tyskland, og de eksporteres, bl.a. til Danmark.

FRITSTÅENDE FORMTRÆER

Der var i tidligere tiders privathaver som regel en formfrugthave med epaliertræer og formfrugttræer. Når man har forladt den slags træer, er det fordi de kræver for megen pasning uden at give et produkt, der kvittere derfor. Navnlig i Tyskland har man anvendt formfrugttræer, og det gør man vel den dag i dag. Formfrugttræer omtales i den ældre frugttræ-litteratur. Blandt formerne kan nævnes:

Pyramideformen er egentlig en kegle. Den anvendes mest til pærer, de naturligt minder om denne form. Således giver sorten 'Bonn Louise' i reglen en ny etage hvert år.

Den regelmæssige pyramide. Grenene sidder i forbundt. Senere poder man armene sammen og får da en vingepyramide, det sker ved afsugning.

Kandelaberpyramiden har en hovedstamme og 4 eller 5 hovedgrene, der først er vandrette, senere går op lodret. Alle grene kan sammenpodes foroven. Æbler formes kun vanskeligt på denne måde, og derfor anvender man oftere:

Kurveformen, eller bæger- og vaseformen. Man kan eventuelt lade grene dele sig, så bliver kurvene tættere. Det er naturligt for mange æblesorter at danne kurv. Formfrugttræer findes endnu i Hoffmansgave og Bregentved haver. Af andre formfrugttræer kan nævnes:

Spindelformen, der kun har een hovedstamme, ligesom ved snortræer. Forskellen mellem dem er, at snortræet er lige tykt hele vejen op, mens spindeltræet, der er beregnet til solitærplantning, er bredest for neden. Der er det formfrugttræ, som det er lettest at arbejde med.

FRUGTTRÆER VED VEJE

Denne form for frugtavl er især almindelig sydpå, således i Tyskland og Mellemeuropa. I reformperioden (1795) sloges der til lyd for plantning af frugttræer fra København til Korsør (38400 træer). Kronprins Frederik, der lå i garnison i Odense, lod i 1826 plante frugttræer langs vejen fra Odense til Nyborg. De er væk nu, og de træer, man undtagelsesvis ser, er plantet senere. På godset Korselitzes veje blev der i ca. 1830 plantet frugttræer, der står endnu, bl.a. står der nogle store pæretræer. I 1906 blev der plantet ved sognevejen på Stevns. I 1909 blev plantet ved vejene til Kærhave Husmandsskole ved Ringsted, træerne står der endnu. På Lolland-Falster blev der plantet mange træer, der nu næsten alle er væk. I Præstø Amt står der endnu mange frugttræer langs vejene. I 1912 blev der dannet en andelsforening i Kolding, der havde det formål for øje at plante frugttræer langs vejene, resultatet blev vist lig nul.

Amtsvejvæsenet plantede i 1912 frugttræer langs veje, der blev nyanlagt i Sundeved og andre steder i Sønderjylland. På Bornholm træffer kan frugttræer langs vejene ind til stationerne. Dæhnfeldt lod plante frugttræer langs en privatvej ved Hollufgård. Man søgte også at danne en landsforening. Men vinden generer sådanne vejplantninger af frugttræer, så denne form for frugtavl synes ikke at have nogen fremtid her i landet. Frugten fra vejtræerne får man ikke meget ud af før hver mand har sine egne frugttræer, så han ikke er interesseret i at stjæle fra vejtræerne. De frugttræer, der står langs vore veje nu, er da også udsat for vanrøgt. Vejvæsenet har andet at tænke på end frugtavl, så det bliver vejmandens private indstilling, der bliver afgørende. Man kan anvende højstammede træer, helst højere end dem man får fra planteskolerne. Derfor må man tildanne sådanne træer på stedet, og de bliver ofte skæve. Desuden bør det være træer med lidet iøjnefaldende frugter, helst grønne, sure frugter, altså gemmefrugt som 'Boiken' og 'Vinter Gold Permain'. Af pærer egner 'Hasselpære' og 'Nouveau Poiteau' sig. Blommer og kirsebær kan anvendes, men ses sjældnere.

Sygdomsbekæmpelse er vanskelig, vejvæsenet vil ikke have noget med det at gøre, så vejfrugttræer er snart Danmarks dårligste frugttræer, og måske også de dårligste vejtræer.

Frugttræer langs veje og gader i byerne finder man f.eks. Gentofte, Nakskov og Roskilde, det sidste sted med kirsebærtræer. Frugttræer i byerne gør sig bedst i blomstringstiden.

ANDRE FORMER FOR FRUGTAVL

Frugtavl langs jernbaner kunne udmærket tænkes, i Würtemberg i Tyskland findes der hasselskove langs jernbaneskråningerne. Tidligere har der været plantet frugttræer langs danske jernbaner, men det gik endnu dårligere end langs vejene. Det blev opgivet i 1929, hvor trafikministeren i Folketinget udtalte: "Frugten bliver stjålet". Det er nok også bedre at lade funktionærerne have jorden, så de kan plante frugttræer, der kan vokse.

Frugtavl kombineret med fjerkræavl. Høns holder af læ, skygge og vil gerne rode i jorden, så en frugthave vil være et sandt eldorado for hønsene. Hvis der er tilstrækkeligt grønt, vil hønsene ikke tage frugttræernes blade. De vil hugge i moden frugt, der falder ned, men ikke i grøn frugt. Frugttræerne bør være halv- til højstammede, og frugtbuske egner sig ikke. Man kunne tænke sig, at mange høns i forhold til frugthavens størrelse kunne holde frugthaven ren for ukrudt; dog er planter, som hønsene ikke æder, f.eks. Stolt Henrik. Da de træder jorden sammen, må man alligevel løsne den, også for hønsenes skyld. Der er også fare for, at frugttræerne bliver overgødet med kvælstof, da hønsegødning er meget næringsrig. Hønsene kan gøre gavn ved at tage skadedyr som larver og pupper. Man kan dyrke kartofler, selv om der er høns. - Alle sorter kan anvendes, man bør dog fortrinsvis vælge dem, hvor frugten ikke så let falder ned. Hyld er en god plante i hønsegården. - Kombinationen af høns og frugttræer må dog siges at være heldigst for hønsene og mindre heldig for frugttræerne.

Kalvehaver og kreaturfolde kan anvendes til plantning af frugttræer, som må være højstammede, og stammerne må beskyttes med ståltrådsnet og afstivningspæle til kløpæle for kreaturerne. Afstanden mellem træerne må være stor af hensyn til græssets lysbehov. Frugttræernes udbytte bliver ikke stort.

Svine- og fårefolde. Svinefolde er ikke gode at plante frugttræer i, da svinene roder for meget i jorden. I England træffes får sammen med frugttræer, det ses også ved universitetet i Århus. Når træerne blot er høje, tager fårene ikke meget af træerne, og heller ikke af barken. Geder og frugttræer kan ikke kombineres, da de dumme dyr ikke helmer, før de har fået flået barken af de stakkels træer.

Ved kombination af husdyrbrug og frugtavl, er det en selvfølge, at man anvender ugiftige sprøjtemidler.

REGNSKAB OG VURDERING

Ved salg eller bortforpagtning må man have et tal for en plantages værdi, dette må fremskaffes ved en vurdering, som må foretages af kyndige folk. Det vil også være godt om der kan skaffes oplysninger til brug for vurderingsmændene. Disse oplysninger skulle bestå i et regnskab, men det vil ofte kun være til stede i sparsomt omfang. Så de to parter (sælger og køber) vil derfor ofte komme til helt forskellige resultater.

I forbindelse med et forsøg på Blangstedgaard førte man regnskab med plantningen. Det blev omregnet til et erhversplantnings-regnskab og offentliggjort (et forsøgsareal er dyrere i drift end et almindeligt areal). En æbleplantning på 10 år viste en samlet årlig udgift på 1200 kroner pr. ha. Deraf udgjorde udgifterne til sprøjtning 330 kr.. Frugtudbyttet var ca. 10 t pr. ha, med en gennemsnitspris på 20 øre pr. kg gav det en bruttoindkomst på 2000 kr. pr. ha. Herfra må også trækkes svind og omkostninger ved frugtens omsætning. Altså et ringe overskud. Nu er gennemsnitsprisen noget højere. Mange frugtavlere vil dog få mere end gennemsnitsprisen for deres frugt, sådanne kan altså leve af et mindre areal end de øvrige frugtavlere. Fra de store private plantager har man ingen offentliggjorte regnskaber. Skal man føre et perfekt regnskab, skal det ikke være pr. plantning, men pr. sort, det er den eneste måde, hvorpå man kan får oplysninger om en sorts værdi. Skal man ansætte en frugtplantages værdi frem i tiden, må man regne med at pasningen har en stor indflydelse på denne værdi. Hvis en dygtig mand overtager en forsømt plantage, kan han hurtigt få den op på en langt større værdi. Det er dog lettere at få værdien til at falde. Værdien kan dog også falde uden at ejeren er skyld deri, f.eks. hvis priserne går langt ned. Det kan være ruinerende for en mand. Af samme grund sætter pengeinstitutterne ikke gerne deres penge i frugtplantager, det afhænger dog af konjunkturerne. Mange banker vurderer en frugtplantage som bar jord.

Ikke alene ved salg eller bortforpagtning skal man vide en frugtplantages værdi. Ved ekspropriation skal en frugtplantage kapitaliseres, hvorfor man må kende dens fremtidige afkastningsevne. Der er dog ofte uenighed om denne. Man er for uerfaren i den slags tilfælde, man savner sammenligningsgrundlag fra tidligere tilfælde. Her i landet har man hverken regler, sammenligningsmateriale eller andet at holde sig til. I Tyskland har man litteratur med regler til brug ved vurdering. Efter disse anbefales det først at gøre et skøn over træernes almene tilstand. Ved mere indgående vurdering deler man herpå træerne i aldersgrupper:

A. Ikke-bæredygtige træer.

B. Bæredygtige træer på under halvdelen af deres sandsynlige levealder.

C. Træer, der er over denne alder.

A-træernes værdi ansættes efter de udgifter, der har været på dem, minus indtægterne fra mellemkulturerne, d.v.s. indkøbspris, plantning, jordbearbejdningsarbejde, jord- og kapitalrente og tillæg for vækst. - B-træernes værdi beregnes efter hvor mange år frem i tiden, der vil gå for at fremelske et træ magen til, f.eks. 20 år hvis træet er 20 år gammelt. Da beløbet udbetales kontant, må man gennem de 20 år gøre et fradrag for rente og rentes rente. - C-træernes værdi ansættes efter det udbytte, som de vil kunne give fra vurderingsdagen og frem til deres død, minus renter og rentes renter. I denne gruppe regner man altså ikke selve træet som havende en værdi.

Dværgtræer i en tætplantning har en noget mindre værdi, idet omkostningerne er omtrent de samme, og der er et større antal træer om at dele dem. Tætplantningers levealder er måske også kun 30 år. En ensartet plantning er nem at vurdere i forhold til en uensartet plantning.

INDEX DEL I