Post harvest-fysiologi og frugtopbevaring

KAPITEL 9. af "Frugt og Bær. Fysiologi og dyrkning" (Phkap9.htm)       

af

Poul Hansen

Index

9.1. Klimakteriet

9.2. Ethylen

9.3. Klimakterium og ethylenudvikling i forskellige arter

9.4. Vand

9.5. Glinsende eller "fedtede" æbler

9.6. Æble- og pæreopbevaring, lagertyper

9.7. Svampesygdomme under lagringen

9.8. Fysiologiske lagersygdomme i æbler

9.8.1. Symptomer

9.8.2. Årsager

9.8.3. Vejrforholdenes betydning

9.8.4. Vækst og frugtudvikling

9.8.5. Dyrkningsforhold

9.8.6. Plukketidspunkt

9.8.7. Lagringsforhold

9.8.8. Hvordan undgås eller modvirkes lagersygdomme?

9.9. Opbevaring af andre frugtarter

9.10. Litteratur

Post harvest-fysiologi og frugtopbevaring.

Denne er af særlig betydning hos æble og pære, hvor frugterne hos nogle sorter opbevares i en lang periode. Det, der sker i frugten, efter at den er plukket, er en naturlig fortsættelse af de udviklings- og modningsprocesser, som frugten har gennemgået på træet (se kapitlerne 7 og 8). Det er også allerede omtalt, at nedgangen i æblernes syre- og C-vitaminindhold fortsætter under lagringen, at der kan ske ændringer i forholdet mellem de enkelte sukkerarter, og at der sker syntese og ændringer inden for aromastofferne (bilagene 7-4, 8-2, 8-6, 8-7). Også ændringerne i klorofyl-karotinoid-relationerne fortsætter, så grundfarvens skift fra grønt mod gult fortsætter. Temperatur og andre lagerforhold påvirker de nævnte parametre mere eller mindre i samme omfang som modningsforløbene påvirkes (bilag 9-2).

9.1. Klimakteriet

Det centrale i en del frugters seneste modningsstadier er udviklingen af det såkaldte klimakterium. Ses på respirationen (O₂-optagelse eller CO₂-udskillelse) under frugternes udvikling (bilag 9-1), er den høj i de tidligste vækststadier (celledeling). Derpå er den relativ lav i en lang periode. På et tidspunkt under modningen stiger den kraftigt til et toppunkt (klimakteriet), hvor smags- og nydelsesværdi normalt er højest. Når respirationen igen falder, begynder frugten at disintegrere.

Bilag 9-1. Respirationsforløbet hos æbler.

Frugter, som skal opbevares, bør plukkes lige inden klimakteriet. Holdbarheden forlænges derpå først og fremmest ved at hæmme respirationen. Som i andre tilfælde kan dette gøres ved at sænke temperaturen (kølelager), eller endnu bedre ved samtidig at øge CO₂- og sænke O₂-indholdet (CA-lager, controlled atmosphere) (bilag 9-2). De optimale betingelser varierer med sorten. En så lav O₂-koncentration som 1% giver længst holdbarhed (ULO, ultra low oxygen), men grænsen er kritisk, så der kan let opstå skader på frugten. Som omtalt bliver aromadannelsen også mindre fuldstændig (bilag 8-7).

Bilag 9-2. Virkning af temperatur (°C), kuldioksyd- og iltkoncentration (CO₂/O₂) på modningsforløbet hos æbler ('Golden Delicious'). Efter Bohling & Hansen (1985).

Når respirationen hæmmes, fx af lav temperatur, forsinkes klimakteriet, og det bliver mindre udtalt (bilag 9-3). Ved lang opbevaring forsvinder det næsten.

Bilag 9-3. Klimakterieforløbet hos æble ved forskellige temperaturer. Efter Fiedler et al. (1973).

9.2. Ethylen

Ethylen er et vigtigt stof i forbindelse med modningen, idet frugterne udvikler ethylen med en intensitet, der næsten svarer til respirationsintensiteten i forbindelse med klimakteriet. Det sker også ofte næsten parallelt med den tidligere omtalte stivelsesnedbrydning. Hos æble kan der produceres 50-200 microliter ethylen pr. kg frugt pr. time. Koncentrationen kan svinge fra 0,2 ppm i umoden frugt til maksimalt ca. 1.000 ppm. Man har søgt at bruge stigningen i ethylenproduktionen som et modenhedskriterium, fx til at fastlægge plukketidspunkt, men der kan være stor forskel i det tidsmæssige forløb mellem frugter inden for samme træ (afsnit 7.4.).

Ethylen fremmer modningen, som derfor også øges med lagerluftens ethylenkoncentration. Såkaldte scrubbere (aktivt kul) kan foruden CO₂ også fjerne ethylen fra lagerluften og kan også herigennem fremme holdbarheden.

Biosyntesen af ethylen forløber formentlig som vist i bilag 9-4.

Bilag 9-4. Biosyntese af ethylen. AVG = aminoethoxy-vinyl-glycin. EFE = ethylen-forming-enzyme. -> = fremmende virkning; <- = hæmmende virkning. Efter Bufler (1986).

Foruden af ethylen øges ethylensyntesen af O₂ og hæmmes af CO₂, bl.a. ved at virke på aktiviteten af deltagende enzymer (bilag 9-5). Så lav O₂ og øget CO₂ hæmmer altså både respiration og ethylensyntese. CO₂s indflydelse på EFE (bilag 9-4) synes dog ikke helt klar.

Bilag 9-5. Virkning af kuldioksyd og iltkoncentration (CO₂/O₂) på udvikling af ACC-synthease-aktivitet (a), ACC-indhold (b) og ethylenindhold (c) i 'Golden Delicious'-æbler (Bufler & Streif 1986).

Amino-ethoxy-vinyl-glycin kan blokere ethylensyntesen (bilag 9-4), og det bruges derfor ofte i undersøgelser vedrørende ethylen. Det kan reducere negative virkninger af ethylen i andre sammenhænge, fx ved at øge frugtsætningen (afsnit 4.4).

Andre umættede kulbrinter som acetylen, udstødningsgasser etc. har lignende, men dog svagere virkninger end ethylen.

9.3. Klimaterium og ethylenudvikling i forskellige arter

Klimakterium og samtidig ethylenudvikling forekommer i såkaldte klimakteriske frugtarter, som bl.a. omfatter æble, pære, abrikos, fersken og blomme. I ikke-klimakteriske frugtarter, som omfatter bl.a. kirsebær, jordbær, blåbær og Citrus-arter, aftager respiration jævnt under modningen, og ethylenudviklingen er oftest ringe. Ethylentilførsel kan dog i nogle tilfælde fremme modningsprocesserne, f.ex. fremme dannelse af løsningslag i kirsebær (afsnit 16.4.), mens modningen, incl. farvedannelse, ikke fremmes ved ethylen-tilførsel i jordbær.

9.4. Vand

Æbler har ca. 25% intercellulærrum, hvor luften har nær 100% relativ fugtighed, og der sker til stadighed en transpiration fra æblet. Denne sker for ca. 30% vedkommende gennem lenticellerne (korkporerne). Den kan også ske gennem sprækker forårsaget af rust (skrub). Ellers foregår den gennem kutikula, hvor struktur mere end tykkelse er afgørende. Når et æble har afgivet 5-7% af dets vand, er det tydeligt runken.

Vandafgivelsen afhænger af den ydre lufts relative fugtighed, idet diffusionen af vanddamp såvel som af andre luftarter gennem æblets overhud følger Fick's lov. Lagerluftens relative fugtighed bør derfor være ca. 90% (endnu højere giver øget risiko for svampeangreb).

9.5. Glinsende eller "fedtede" æbler

Nogle æblesorter, fx 'Jonagold' og 'Graasten', danner naturligt et fedtagtigt lag på frugtens overflade i forbindelse med frugtens modning. Gnider man på sådanne æbler, kan de få en så kraftig glans, at nogle forledes til at tro, at de er behandlet med kunstige stoffer.

Æblers overhud har yderst en såkaldt kutikula, og på denne er der et vokslag, ligesom der er indlejret voks i kutikulaen. Også andre plantedele har yderst en kutikula og evt. også voks (fx kål). Både kutikula og voks er opbygget af fedtsyrer, som forekommer almindeligt i planter.

Voksforekomster hos æbler er undersøgt i en tysk doktorafhandling (Doris Knuth 1986). Heraf fremgår det, at voks kan deles i to hovedkomponenter: a) paraffiner, som kemisk set består af kulstof og brint, samt b) fedtsyreestere, som almindeligt forekommer i planter.

Paraffindelen i voksen dannes især i frugtens tidlige vækstfaser (bilag 9-6), og der sker ikke nogle større ændringer, når først frugten er plukket.

Bilag 9-6. Udvikling af kutikula ('Cox's Orange') og vokskomponenter ('Jonagold'). Efter Knuth (1983)

Hos frugter af fx 'Jonagold' kan der godt ske en forøgelse af frugtens voksmængde under opbevaringen, og denne forøgelse ser ud til at være knyttet til voksens fedtsyrekomponenter. Det er nemlig vist, at det samlede fedtsyreindhold stiger under opbevaringen (det er ganske vist uendelig små mængder, det drejer sig om, bilag 9-7). I forbindelse med denne stigning ændres også fedtsyresammensætningen. Lige efter plukningen dominerer palmitinsyre. Lidt senere sker der en delvis fortrængning af denne med oliesyre, og senere igen dominerer linolsyre. Disse tre fedtsyrer er ganske almindelige i de fedtstoffer, vi normalt spiser. Olie- og linolsyre hører desuden til de såkaldte umættede fedtsyrer, som i en ernæringsmæssig sammenhæng regnes for særligt fordelagtige.

Bilag 9-7. Udvikling af fedtsyrer i voksens fedtsyre-ester-funktion. 'Jonagold'. Efter Knuth (1985).

Selv om det ikke direkte er påvist, er der grund til at tro, at "fedtethed" på æbler hænger sammen med disse ændringer i voksens fedtsyrekomponenter, komponenter, som synes almindelige i human ernæring i øvrigt. Desuden bør det ikke glemmes, at voksen og de tilhørende stoffer er en meget lille bestanddel af æblet. Over 80% af æblet består af vand, og den næstvigtigste gruppe, mængdemæssigt set, er de opløste sukkerarter og frugtsyrer.

9.6. Æble- og pæreopbevaring, lagertyper

Afhængigt af sorten kan æbler og pærer opbevares i kortere eller længere tid. Opbevaringstiden kan, især ved sene sorter, forlænges kraftigt ved at spille på de faktorer, som hæmmer respiration og dermed udsætter klimakterieforhold. Som vist foran er temperaturen her en vigtig faktor. Afhængigt af sorten opnås den længste holdbarhed ved 1-4 ^oC, pærer tåler lavere temperaturer end æbler. Tidligere anbragte man frugten i jordkældre, evt. jordhuler for at undgå høje dagtemperaturer om efteråret og at undgå egentlig frost. Det næste trin var såkaldte ventilerede lagre, hvor man ved hjælp af lemme kunne regulere lufttilførsel udefra, f.ex. lukke kold natteluft ind om efteråret, mens den varmere luft om dagen blev holdt ude. Et stort fremskridt var egentlige kølerum (1-4 ^oC). Kulsyrerum var tætte rum, hvor frugten ved dens egen ånding nedsatte O₂-koncentrationen til 12-15%, mens CO₂-koncentrationen tilsvarende steg til 9-6%. Det blev imidlertid vist, at man får en bedre opbevaring ved 3-5% CO2 og ca 3% O₂ i CA-lager (se 9-1), eller endnu længere ved ULO-lager (1-1,25% O₂). Luften kan indstilles til bestemte CO₂-O₂-koncentrationer ved at lede lagerluften gennem såkaldte "scrubbere", hvor aktivt kul fjerner noget af den producerede CO₂. I moderne lagre tillades CO₂-beriget og O₂-reduceret luft ved indlagring, f.ex. ved afbrænding af kulbrintegas, så at man hurtigere når de ønskede værdier. CA- og lignende lagerrum skal være meget tætte, godt isolerede, have en god kølekapacitet for at køleaggregaterne ikke ved tilising udtørrer luften, og endelig skal der være avanceret måle- og reguleringsudstyr. CA- og især ULO-lagre er derfor relativt dyre - der henvises iøvrigt til teknisk litteratur.

Det er også vigtigt for holdbarheden at fjerne den dannede ethylen, det gøres også i de før nævnte scrubbere.

De enkelte sorters optima inkl. temperatur, CO₂ og O₂-koncentration, kan variere og er i mange tilfælde undersøgt ved forsøg, se f.ex. Rasmussen 1988 og Nielsen 1992.

9.7. Svampesygdomme under lagringen

Hvis frugten er smittet med svampesygdomme, kan de udvikles under lagringen. Det gælder f.ex. såkaldt lagerskurv, hvor der er sket smitte i frugtens senere udviklingsstadier. Gul Monilia smitter især gennem sår og kan udvikle såkaldte negeræbler. Den værste svampesygdom under lagring er ofte gloeosporium, der udvikler lysebrune rådpletter med en mørkere brun rand. Flere andre svampesygdomme kan angribe, for en mere udførlig behandling henvises til anden litteratur.

Svampesygdomme på lageret kan stort set undgås ved sprøjtning med fungicider inden høst. Ved økologiske, integrerede og lignende dyrkningssystemer, hvor sprøjtninger begrænses, kan det være vanskeligt at undgå lagersygdomme i særligt følsomme sorter.

Svampeangreb på lageret hæmmes af lav temperatur, forhøjet CO₂ og reduceret O₂, da svampe, ligesom frugterne, er levende organismer.

9. 8. Fysiologiske lagersygdomme i æbler

Fysiologiske lagersygdomme kan være et stort problem i æbledyrkningen. I det følgende er det forsøgt, ud fra oplysninger i litteraturen og enkelte danske undersøgelser, at give en oversigt over de vigtigste fysiologiske lagersygdomme og de forhold, som påvirker dem.

9.8.1. Symptomer

Skold: Diffuse, brune symptomer udvikles på frugthuden, på farvede sorter især på den ufarvede del af frugten. Der kan være uskadede, grønne pletter om lenticellerne. Skold er en "hudsygdom". Der kan dog også udvikle sig "blød" skold, hvor let indsunkne, brune områder på huden, især på frugtens midterpartier, breder sig til brune, bløde, svampede og fugtige områder i frugtkødet. Blød skold er især forbundet med for lave temperaturer under lagringen og har ikke noget med almindelig skold at gøre.

Jonathan-pletter og lenticelpletter: Brune-sorte pletter på huden, Jonathanpletter kan have ringe om pletterne, lenticelpletter er let indsunkne.

Priksyge: Frugtens bægerende får først symptomer, som består af hårde, indsunkne og misfarvede, 2-3 mm pletter. Pletterne sidder i kødet lidt under huden og påvirker ikke huden direkte. Vævet i pletterne er tørt, brunt og svampet, med en bitter smag. I sjældnere tilfælde udvikles pletterne allerede, mens frugterne sidder på træet.

Møsk: Den almindelige ældnings-møsk udvikles først i frugtens bægerende, med bløde, melede, brune områder i frugtkødet, smagen forringes. Sommetider udvikles der revner helt ind i frugtkødet. I alvorlige tilfælde bliver huden brun og kedelig.

Lave temperaturer på lageret (kuldeskade) kan give møsk-lignende symptomer. De udvikles i det ydre frugtkød, men (i starten) med en normal zone lige under huden, de er mere velafgrænsede, og områderne i kødet er brune og fugtige, modsat de "tørre" områder ved ældningsmøsk. Se også "blød" skold ovenfor, som også skyldes kuldeskade, og som også giver brune områder i frugtkødet, men her også omfattende frugthuden.

Glassethed: Kommer især under solrige og varme forhold og er derfor ikke så almindelige i Danmark. Symptomerne er glasagtige, vanddrukne områder, først i kernehusområdet, derfra omkring karstrengene og videre ud i frugtkødet. Milde angreb kan forsvinde igen.

Centerråd: Udvikler sig som en diffus brunfarvning omkring kernehuset uden klar adskillelse til det sunde væv. I nogle tilfælde kan misfarvningen i starten være lyserød eller gullig. Det misfarvede kød er fast og fugtigt.

9.8.2. Årsager

Årsagerne til de forskellige fysiologiske lagersygdomme er ikke i alle tilfælde klarlagt.

Skold synes knyttet til en iltning af fenolforbindelser til stoffer, som har en brun farve. Stoffet farnesen synes at spille en rolle ved, at det iltes til triener. Dypning af frugten i antioxidanter (etoxyquin, difenylamin), som bruger ilten, modvirker derfor sygdommen, men brugen af disse stoffer er ikke tilladt i Danmark. Vitaminerne C og E er også antioxidanter; højt indhold af disse vitaminer kan derfor virke forebyggende.

Priksyge og møsk er knyttet til frugtens calciumforsyning (se også afsnit 19.2.4.) og kommer især ved lavt calciumindhold i frugten, som måske bevirker, at cellemembranerne fungerer dårligt. Modsat andre næringsstoffer sker der ingen transport af calcium sammen med sukkerstofferne fra blade til frugter, og derfor får frugterne ofte lavt calciumindhold.

Calciumkoncentrationen er lavest i frugtens bægerende, og derfor opstår symptomerne ofte først her. Under lagringen sker der normalt en transport af calcium fra frugtens indre dele og udad i frugten. I de første par uger efter plukningen kan der dog ske en transport af calcium fra æblets bæger- og stilkende mod midten, og det er nok i forbindelse hermed, at priksygen opstår. Derved falder nemlig calciumkoncentrationen i særligt følsomme områder yderst i frugten til meget lave værdier (under 2 mg calcium pr. 100 g), og der opstår priksyge i disse pletter.

Det ser ud til, at møsk især opstår i æbler, hvor calciumkoncentrationen i kernehusområdet er meget lavt. Formentlig giver det også anledning til, at der trækkes calcium indad i frugten (modsat den normale udadrettede transport), og der opstår møsk yderst i frugten.

Centerråd er muligvis knyttet til dårlig assimilatforsyning og lave tørstofkoncentrationer i frugten.

Udvikling af ældnings-møsk er et led i det naturlige henfald af æbler, men i nogle tilfælde kan den forekomme særligt tidligt.

Kuldeskade (på lageret) kan give møsklignende symptomer, ligesom høj CO₂ eller lav O₂ kan give centerrådslignende symptomer.

9.8.3. Vejrforholdenes betydning

Varme tørre somre, måske især varme sensomre, synes at befordre skold, men sammenhængen er ikke altid lige klar. Omvendt synes centerråd især at udvikles efter solfattige, kølige somre. Længere perioder med lave temperaturer, måske især de sidste uger før høst, kan fremme møskudvikling. Tidlig blomstring og varme somre (forsomre) fremmer priksyge, især hvis det er kombineret med perioder med vandstress (ringe nedbør).

9.8.4. Vækst og frugtudvikling

Lav bæring, som samtidig giver store frugter, øger risikoen for priksyge, tildels også møsk. Kraftig skudvækst fremmer især risikoen for priksyge. Langsom og dårlig frugtudvikling øger risikoen for centerråd.

9.8.5. Dyrkningsforhold

Kraftig beskæring og rigelig kvælstof, som fremmer væksten, øger især risikoen for priksyge og møsk. Det samme gælder et højt kaliumniveau, fordi kalium hæmmer optagelsen af calcium, her kan andre lagersygdomme muligvis også påvirkes i uheldig retning. Et lavt fosforniveau kan muligvis øge risikoen for møsk og centerråd.

Bilag 9-8. Oversigt over faktorer, som øger risikoen for angreb af forskellige lagersygdomme hos æbler.

9.8.6. Plukketidspunkt

Det er vigtigt at ramme det "optimale" plukketidspunkt. En for tidlig plukning kan især fremme en eventuel udvikling af centerråd, det gælder nok også skold for de fleste sorters vedkommende. Priksyge udvikles også lettere ved høst af umoden frugt. Derimod udvikles møsk lettere, hvis der er plukket for sent.

9.8.7. Lagringsforhold

Gode lagringsforhold, herunder lave temperaturer og kontrolleret atmosfære (CA) vil ofte hæmme udviklingen af lagersygdomme. De enkelte sorter har dog nedre, kritiske temperaturgrænser, kommer man under disse, kan der opstå kuldeskader (møsk). Høje CO₂-indhold fremmer en eventuel udvikling af centerråd. Lav ilt (ULO), udluftning eller fjernelse af ethylen i scrubber hæmmer udviklingen af skold.

9.8.8. Hvordan undgås eller modvirkes lagersygdomme?

Lagersygdomme vil kunne udvikles fra tid til anden. Høje kvælstof- og kaliumniveauer i marken bør undgås, da det fremmer udviklingen af lagersygdomme. Der bør sprøjtes med calcium, især i sorter, hvor der er risiko for priksyge og møsk. Hvis fosforniveauet er lavt (<0,20 % P i bladene), bør der sprøjtes med fosfor, hvis der er risiko for møsk eller centerråd.

Det vil være en god idé at prøve at lave en holdbarhedsprognose. Baseret på sortens modtagelighed, vejret, vækst- og dyrkningsforhold vurderes risikoen for udvikling af bestemte lagersygdomme og herudfra en holdbarhedsprognose. Dette er svært, og det bedste hjælpemiddel her er nok calciumanalyser af frugten. Hvis frugterne indeholder over 5 mg calcium pr. 100 g friskvægt, er risikoen for angreb af priksyge og møsk ringe. Jo lavere indholdet er, desto større er risikoen, og jo kortere bør lagertiden være. Metoden bruges i bl.a. Holland og England.

Hvis risikoen for udvikling af en bestemt lagersygdom er tilstede, bør plukketid og lagring naturligvis indrettes, så at udviklingen hæmmes mest muligt.

9.9. Opbevaring af andre frugtarter

Pærer opbevares efter de samme principper for æble, men de kan som nævnt tåle lave temperaturer, sorten 'Conference' kan f.ex. lagres flere måneder ved +1 til -1^oC, holdbarheden øges yderligere ved CA. Den danske pæresort 'Clara Frijs' kan højst holde et par måneder selv ved CA-lagring. Pærer får ikke nær så let fysiologiske lagerskader som æbler, der kan dog i visse sorter opstå misfarvede pletter især ved for tidlig plukning, ligesom der også kan optræde hulrum i frugten.

"Bløde" frugter som sødkirserbær, hindbær og jordbær opbevares normalt ikke i længere tid, men en hurtig nedkøling er alfa omega hvis holdbarheden skal øges, også under transporten, også fordi omsætningen ofte sker i den varmere årstid. I visse jordbær-exportende lande nedkøles bærrene i stablede kasser i løbet af 20 minutter i specielle køletårne. Nedkøling nedsætter respirationen kraftigt, ligesom angreb af gråskimmel, som ofte er den værste skadevolder i "bløde" frugter, reduceres kraftigt.

Nyere undersøgelser tyder dog på at holdbarheden også af "bløde" frugter kan øges betydeligt ved CA-lagring. Sødkirsebær synes således at kunne holde 4-6 uger ved temperaturer 1-5^oC, O₂ 1-3% og CO₂ 7-16%. Ribs kan holde 8-10 uger og solbær 3-4 uger ved 1^o C og op til 20% CO₂.

9.10. Litteratur

Fiedler, J.C., E.L. Wilkinson, K.L. Edney & R.O. Sharples 1973. The biology of apple and pear storage. CAB. 235 pp.

Bohling, H. & H. Hansen 1985. Untersuchungen über das Lagerungsverhalten von Äpfeln in kontrollierten Atmosphären mit sehr niedrigen Sauerstoffanteilen. Acta Hort. 157:283-294.

Bufler, G. 1986. Die Regulation der Ethylensyntese von Äpfeln während der Fruchtreife und Lagerung. Erw. Obstbau 28:164-166.

Bufler, G. & J. Streif 1986. Ethylen biosynthesis of 'Golden Delicious' apples stored in different mixtures of carbon dioxide and oxygen. Scient. Hort. 30:177-185.

Haffner, K. 1986. Transpirasjon hos epler. Frukt og bær 1986. Årsskrift for frukt- og bærdyrkning. Landbruksforlaget, Oslo, pp. 148-152.

Knuth, D. 1986. Histologische und chemische Untersuchungen der Sonnen- und Schattenseite von Apfelfrüchten. Dissertation, Universität Hohenheim. 74 pp.

Rasmussen, P.M. 1988. Lagring af æbler. Grøn Viden Havebrug nr 26.

Nielsen, M. 1992. Lagring af æbler og pærer i kontrolleret atmosfære. Statens Planteavlsforsøg beretning nr. S 2182.

Snowdon, A.L. 1990. Post-harvest diseases and disorders of fruit and vegetables. Vol. 1: General introduction and fruits. Cambridge 302 p.

Nielsen, M. 1990. Lagring af pæresorten 'Clara Frijs' i kontrolleret atmosfære. Tidsskr. Planteavl. 94:65-70.

 TIL ØVRIGE KAPITLER