KAPITEL 18. Jordbehandling, dækkultur, jorddækning, ukrudtsbekæmpelse     

Index

18.1. Jordbehandling før plantning

18.2. Jordbehandlings- og dækkulturmetoder

18.3. Færdsel og pasning

18.4. Arbejds- og udgiftsbesparelser

18.5. Rodmængde og rodfordeling

18.5.1. Ødelæggelse af rødder

18.5.2. Konkurrence fra dækkultur

18.5.3. Konservering af vand

18.6. Fysisk og biologisk påvirkning af jorden

18.7. Kaliumforsyning

18.7.1. Virkning via rodfordeling

18.7.2. Ekstraktion

18.7.3. Tilførsel

18.7.4. Frigørelse

18.8 Kvælstofforsyning

18.8.1. Konkurrence

18.8.2. Øget mineraliseringshastighed

18.9. Konservering af kvælstof

18.10. Jordfugtighed og vandforsyning

18.10.1. Konkurrence

18.10.2. Reduceret fordampning

18.11. Temperatur

18.11.1. Isoleringsvirkning

18.11.2. Varmeakkumulering

18.12. Vækst, udbytte og frugtudvikling

18.13. Sundhed og miljø. Alternative ukrudtsbekæmpelsesmetoder

18.14. Vurdering af de enkelte jordkultiveringsmetoder

18.14.1. Græs

18.14.2. Græsbaner

18.14.3. Mellemkultur

18.14.4. Renholdt + dækkultur

18.14.5. Barkultur

18.14.6. Alternative metoder, især i planterækken

18.15. Herbicider

18.15.1. Herbicidtyper

18.15.2. Herbicidanvendelse

18.15.3. Udselekterede ukrudtsarter ved herbicidanvendelse

18.16. Litteratur

18.1 Jordbehandling før plantning

Et vigtigt krav til jorden ved plantningen er, at den er fri for flerårigt ukrudt, især hvis der skal dyrkes buskfrugt eller jordbær.

Det er muligt, at ifyldning af porøs og næringsjord i plantehullet vil befordre tilvæksten, ikke blot ved jordtræthed (afsnit 17.2.3), men også i frisk jord (kap. 10).

Dybdebehandling af en svær lerjord før plantning har i et ældre forsøg givet øget tilvækst og bæring hos solbær (bilag 18-1), mens der ikke var tydelige virkninger hos æble.

Bilag 18-1. Virkning af jordbehandling før plantning af solbær (Grunnet & Dullum 1950).

Plantning af æbletræer over en 50 cm bred cementplade anbragt i 40 cm dybde gav ikke bedret vækst, bæring eller sundhed. Ideen var at afprøve et gammelt ord om, at plantning på "flad sten" gav sundere træer (mindre kræft) og større udbytte, end når rødderne kom for dybt i den "kolde" jord. Men måske har plantning på en "flad sten" i visse tilfælde givet en rodbegrænsning, så man har fået en virkning, som minder om virkningen af en svag grundstamme sammenlignet med en kraftig grundstamme, dvs. større frugtbarhed? I tidligere tider havde man kun kraftige grundstammer.

Normalt foretages en almindelig pløjning forud for plantningen. En grubning vil nok kunne anbefales, hvis jorden er kompakt (traktose).

18.2. Jordbehandlings- og dækkulturmetoder

Da vore frugtkulturer ikke dækker jorden helt og homogent, opstår spørgsmålet om jordens behandling under kulturen, først og fremmest for at kontrollere ukrudtet.

Tidligere var et permanent græsdække i forbindelse med ekstensiv dyrkning og store træer det almindelige, eller mekanisk renholdt i forbindelse med intensive systemer. I halvtredserne og tresserne var renholdt + dækafgrøde en almindelig metode. Den bestod i mekanisk renholdelse, fx med tallerkenhave om foråret, oftest efter en ompløjning sent efterår. Sidst i juni blev der så isået en dækkultur, fx græs eller sneglebælg. Denne metode forsvandt med herbicidernes fremkomst; i halvfjerdserne og firserne har de almindeligste metoder været enten barkultur, dvs. hele arealet behandlet med herbicider uden mekanisk bearbejdning af jorden, eller græsbaner mellem rækkerne med herbicidstriber i rækken.

Bilag 18-2 viser en oversigt over de forskellige metoders virkning på forskellige parametre. I det følgende gennemgås først virkninger på de forskellige parametre, derpå følger en samlet vurdering af metoderne.

18.3 Færdsel og pasning

Man skal kunne færdes med traktorer og andet maskinel. Med undtagelse af mellemkultur, som kan modvirke en optimal behandling af plantebestanden i øvrigt, giver metoderne acceptable færdsels- og pasningsmuligheder. Plastic mellem rækkerne vil dog formentlig let ødelægges ved transport. Ligeledes vil plastic i planterækken kunne interfere med maskinel høst af fx solbær.

Der var betænkeligheder ved barkulturens indførelse, idet man frygtede pløre og ælte i forbindelse med regn og kørsel om efteråret. Barkulturen danner dog hurtigt en fast overflade, efterhånden dækket med moslignende vækster.

18.4. Arbejds- og udgiftsbesparelser

En væsentlig årsag til barkulturens succes har været den relativt ringe arbejdsbyrde, som er forbundet hermed, især sammenlignet med renholdt + dækafgrøde, som var den gængse metode forinden, og som kræver mange behandlinger i løbet af året. Til gengæld kommer der så kemikalieudgifter. Ved græs og græsbaner bruges der arbejde til græsslåning; jo mere, desto hyppigere der slås, desuden skal der tilføres kvælstof. En jorddækning med halm, bark, plastic eller andet i trærækken bliver nok flere gange dyrere end tilsvarende herbicidbehandling, selv om virkningen varer nogle år. Ifølge vurderinger (1989) er barkultur billigst med under 2.000 kr./ha, mens græs eller behandlinger med mekanisk renholdelse er dyrest med ca. 3.500 kr./ha (Vang-Petersen 1989).

18.5 Rodmængde og rodfordeling

Jordbehandling og dækkultur kan påvirke rødderne på følgende måder:

18.5.1. Ødelæggelse af rødder

Ved mekanisk bearbejdning i det øverste jordlag ødelægges rødderne. Renholdt + dækkultur giver derfor en mindre rodmængde i det øverste jordlag end både græs (bilag 18-3) og barkultur (bilag 18-4).

Bilag 18-3. Virkning af jordbehandling på vægt af rødder mindre end 2 mm diameter (tørstof) (Dalbro 1957).

Bilag 18-4. Virkning af jordbehandling på rodmængden (rødder < 5 mm diameter) (Pedersen & Vang-Petersen 1984).

18.5.2. Konkurrence fra dækkultur

I kap. 11 er det vist, at træernes rodtæthed, i al fald i de øverste jordlag, formindskes af græs (bilag 11-5). Ved græsbaner + herbicidstriber bliver rodtætheden derfor størst i trærækken, og ved barkultur bliver der en generelt større rodtæthed i de øverste jordlag.

Ud fra de to punkter giver barkultur derfor de bedste rodudviklingsbetingelser.

18.5.3. Konservering af vand

Ved dækning med organisk stof eller plastic hæmmes fordampningen fra selve jordoverfladen. De øverste jordlag er derfor mere fugtige, og rodudviklingen bliver bedre her (bilag 18-5). Jorddækning skulle derfor give de bedste rodudviklingsbetingelser, da også konkurrence fra andre planter undgås eller mindskes.

Bilag 18-5. Virkning af halm på rødder (tørstof) mindre end 2 mm diameter (Dalbro 1957).

18.6. Fysisk og biologisk påvirkning af jorden

Det har været frygtet, at barkultur skulle have uheldige virkninger på jordens struktur, porerumfang mv. Åbenlyst uheldige virkninger er der ikke konstateret indtil nu.

En ulempe ved barkultur er, at der kommer jorderosion ved kraftig regn på skrånende arealer. Her egner barkultur sig altså ikke.

Humusindholdet i jorden øges ved tilførslen af organisk stof (se bilag 19-58). Men også ved barkultur kommer der planterester til jorden fra blade og beskæringsaffald.

Regnormebestanden, og dermed omsætningen af organisk materiale, kan påvirkes af pesticider. Visse fungicider (systemiske fungicider, kobber, captafol) synes dog her at have større giftvirkning end herbicider (bilag 18-6). En hurtig omsætning af de gamle blade reducerer smittetrykket for fx skurv om foråret. Omvendt fremmer tilførsel af organisk materiale ofte bestanden af regnorme, mikroorganismer mv.

Bilag 18-6. Virkning af sprøjtning af æbletræer med fungicider på regnormebestanden. Efter Langer (1986).

Antallet af insekter mv. kan ifølge en svejsisk undersøgelse være næsten tre gange større ved græsdække end ved bar jord.

Tilførsel af frisk organisk materiale kan ved dets nedbrydning (ånding) øge CO₂-produktionen i plantagen. Det samme gælder græs og andet plantedække i mørke, mens der i lys forbruges CO₂ (Blanke 1994).

18.7 Kaliumforsyning

18.7.1 Virkning via rodfordeling

Kaliumindhold og -fordeling i forskellige jorddybder afhænger af jordtypen. Lerjorder, især visse typer, fikserer kalium meget kraftigere end sandjorder, dvs. der bliver langt mindre ombytteligt (plantetilgængeligt) kalium tilbage efter kaliumtilførsel. Dette får også betydning for nedvaskningen af kalium til de dybere jordlag; denne bliver langt langsommere og af mindre omfang på lerjorderne (bilag 18-7).

Bilag 18-7. Genfundet, ombytteligt kalium (10-60 cm dybde) i pct. af tilført samt forøgelse af Kt i forskellig dybde efter tilførsel af 400 kg K/ha i jorder med tiltagende lerindhold (Poulsen & Dalbro 1962).

Specielt på lerjorder, hvor hovedparten af det ombyttelige kalium derfor ofte findes i det øverste jordlag, kan mekanisk renholdt jord reducere kaliumoptagelsen, fordi rodudviklingen hindres her (afsnit 18.5.1). Omvendt skulle altså fx barkultur kunne give en god kaliumforsyning af træerne. I en dansk undersøgelse var der dog ingen tydelige forskelle i bladenes kaliumindhold ved de to nævnte metoder, nok fordi kaliumniveauet generelt var højt her.

18.7.2 Ekstraktion

Planterødder optager (ekstraherer) kalium fra de dybere jordlag. Hvis det drejer sig om for eksempel græs, som slås nogle gange og får lov til at omsættes på stedet, så vil der herigennem ske en forøgelse af kaliumindholdet i det øverste jordlag (bilag 18-8). Rybs er en særlig kraftigt kaliumsamlende plante.

Bilag 18-8. Ændring i Kt 0-10 cm dybde ved forskellig kulturmetode (Dalbro 1957).

18.7.3. Tilførsel

Halm indeholder betydelige mængder kalium, så ved halmdækning forøges kaliumindholdet i det øverste jordlag betragteligt (bilag 18-9). Dækning med andet organisk materiale vil kunne virke i samme retning.

Bilag 18-9. Virkning af halmdækning (25 t/ha 1952) på Kt 0-20 cm (Dalbro 1957).

18.7.4. Frigørelse

Jorddækning i det hele taget kan medvirke til, at mere af kaliummet i det øverste jordlag bevares i ombyttelig form, fordi jorden er mere fugtig. Hyppige udtørringer og befugtninger af jorden øger nemlig fikseringsgraden for kalium.

Mekanisk renholdelse kan altså reducere kaliumoptagelsen, mens jorddækning i særlig grad kan være med til at øge kaliumoptagelsen. Meget høje kaliumniveauer er ikke ualmindelige; her har man altså mulighed for at indrette jordbehandlingen, så man reducerer eller i al fald ikke øger kaliumoptagelsen.

18.8. Kvælstofforsyning

Træerne optager hovedparten af deres kvælstof som nitrat. Ved nedbrydning af organisk stof dannes der ammonium, som ved temperaturer over ca. 5° C af bakterier nitrificeres til letopløseligt nitrat. Når først jorden er varm, sker der derfor naturligt en nitratdannelse i jorden, så at nitratindholdet når et maksimum hen på sommeren (bilag 18-10). 

Bilag 18-10. Niveau for nitratproduktion i danske jorder. Efter Poulsen & Hansen 1961

Nitratdannelsen sker især i det øverste muldrige jordlag. Efterhånden som der bliver overskud af nedbør, vaskes nitraten ned i de dybere lag; efterår og vinter kan der ske en egentlig udvaskning (bilag 18-11).

Bilag 18-11. Nitratproduktion og -nedvaskning i renholdt lerjord i æbleplantage. Efter Dalbro & Nielsen (1958).

Jordens nitratindhold påvirkes af jordkultiveringsmetoderne, især på følgende måder:

18.8.1. Konkurrence

Er jorden dækket af græs, vil nitratindholdet generelt set være lavt på grund af græssets store kvælstofoptagelse (bilag 18-12). Det er især gennem denne virkning, at græsset kraftigt kan reducere tilvækst og bæring. Det gælder i unge og yngre plantninger. Nogle udenlandske undersøgelser tyder på, at der er mindre konkurrence af græs i ældre plantninger med store træer.

.

Bilag 18-12. Virkning af forskellige jordbehandlingsmetoder i æbleplantage på jordens nitratindhold. Ved renholdt + dækkultur blev sneglebælgen pløjet om efterår, jorden renholdt forsommer og ny sneglebælg isået midsommer. I det andet forsøgsår bibeholdtes sneglebælg vinter, forår og sommer. Efter Dalbro & Nielsen (1958).

En vedvarende dækafgrøde af bælgplanter giver også et lavere nitratindhold i jorden end ved renholdt jord, men virkningen er mindre end ved rent græs (bilag 18-12).

Ved dækning med organisk materiale, fx bark, vil der fastlægges kvælstof ved omsætningen af det organiske materiale især i starten. Derved kan virkningen af tilført kvælstofgødning reduceres. Konkurrencen fra organisk materiale vil sikkert kun få betydning på jord med et lavt kvælstofniveau (bilag 18-13), eller hvis kvælstofbehovet er særligt stort.

Bilag 18-13. Virkning af jordbehandling på kvælstofindhold og vækst af 1-årige æbletræer ved lavt kvælstofniveau (optimalt indhold i blade er 2,1-2,5 pct. N). Efter Jonkers & Borsboom (1981).

18.8.2. Øget mineraliseringshastighed

Dækning med plastic øger jordtemperaturen, og dette forøger mineraliseringshastigheden for kvælstof (især først på sæsonen). Dette kan fremme kvælstofoptagelsen, og det kan indgå i den positive virkning ved plasticdækning (bilag 18-18).

Kvælstof frigøres også efter nedpløjning af en dækafgrøde, se næste afsnit.

TIL ØVRIGE KAPITLER

18.9. Konservering af kvælstof (reduktion af udvaskning)

Som vist optager græs, ukrudt mv. kvælstoffet løbende og "konserverer" dette i et vist omfang. Kulturmetoden renholdt + dækafgrøde har den fordel, at dækafgrøden sensommer og efterår vil optage meget af det kvælstof, som ellers ville udvaskes, især hvis dækafgrøden er græs (ukrudt). Det sker desuden på et tidspunkt, hvor træernes kvælstofbehov er ringe. Ved buske, som har et øverligt liggende rodnet og et større kvælstofbehov også senere på sæsonen, kan en dækafgrøde derimod have en uheldig virkning (bilag 18-22).

Efter nedpløjning sker der næste forsommer en frigørelse af dækafgrødens kvælstof, som så kan komme træerne tilgode, især hvis jorden holdes ren. Denne frigørelse bliver særlig stor, hvis der har været anvendt en bælgplante som dækafgrøde (bilag 18-12).

Metoden giver altså samtidig en god kvælstofforsyning af træerne og en ringe udvaskning.

Græsstriber mellem rækkerne er også med til at reducere kvælstofudvaskningen. Men ifølge en tysk undersøgelse (Rupp 1993) er der et noget større N-indhold i jorden, og der kan godt ske en vis kvælstofudvaskning i jorden under den ukrudtsfrie træstribe, især hvis der gødes med betydelige mængder kvælstof.

Ifølge Vandmiljøplanen af 1987 skal ejendommene i 1990 have mindst 65% "grønne" marker ("grønne" indtil 20. oktober). Frugt- og bærafgrøder betragtes i denne sammenhæng som grønne marker, selv om jordkultiveringsmetoden altså også kan spille ind.

18.10 Jordfugtighed og vandforsyning

Jordfugtigheden, og dermed træer eller buskes vandforsyning, påvirkes især på følgende måder:

18.10.1. Konkurrence

Der er her stor lighed med forholdene for kvælstof. Jo større en del af jordoverfladen, der er dækket med voksende planter, jo større er fordampningen. Dette får særlig betydning i den første del af vækstsæsonen, hvor der er nedbørsunderskud. Især ved græsdække falder jordens vandindhold derfor ofte kraftigt; virkningen er størst i de øverste jordlag og aftager nedad (bilag 18-14). Jo hyppigere græsset slås, desto mindre er virkningen, på grund af at græssets roddybde så bliver mindre.

Bilag 18-14. Virkning af jordbehandling på jordens vandindhold i forskellig dybde i en æbleplantage. Efter Rasmussen (1958).

18.10.2. Reduceret fordampning

Fordampningen fra en bar jordoverflade kan hæmmes periodevis ved mekanisk løsning af det allerøverste jordlag, idet kapillar stigning så afbrydes. Hovedparten af fordampningen sker dog normalt fra kulturplanterne.

Halm og andet organisk materiale hæmmer fordampningen fra jordoverfladen og virker derfor konserverende på jordens vandindhold, især i de øverste lag (bilag 18-14). Denne virkning varer dog ofte kun et stykke hen på sommeren. Senere hen risikerer man, at jordfugtigheden er mindre under halm end ved renholdt, fordi "små" byger bliver hængende i halmen og fordamper igen uden at nå ned i jorden.

Barkdækning øger jordens vandindhold hos unge træer.

Plastic hindrer fordampningen fra jordoverfladen endnu mere effektivt end organisk materiale, og når der er huller i plasticen, kan nedbøren komme ned i jorden. Positiv virkning af plasticdækning hænger derfor bl.a. sammen med en forøgelse af jordens vandindhold (bilag 18-17).

18.11. Temperatur

Både jord- og lufttemperatur kan påvirkes af jordbehandling og dækkultur.

18.11.1. Isoleringsvirkning

Indesluttet luft isolerer. Organisk materiale på jordoverfladen isolerer derfor, men varmetransporten går også lidt langsommere igennem en tør og især løs jordoverflade end gennem en fast og fugtig jordoverflade. Halmdækning giver derfor en reduktion af jordtemperaturen med indtil flere grader; virkningen er størst øverst i jorden og tidligst på sæsonen (bilag 18-15).

Bilag 18-15. Virkning af jordbehandling på jordtemperaturene i forskellig dybde i en æbleplantage. Efter Rasmussen (1958).

Græs har en lignende, men langt mindre virkning. Et barkdække isolerer også. Lav jordtemperatur kan måske sinke udviklingen lidt om foråret. Kvælstoffrigørelsen i jorden sinkes også.

Et isolerende lag har også virkning på lufttemperaturen. Da varmeledningen til og fra jorden igennem et sådant lag er nedsat, vil lufttemperaturen især i klart vejr kunne blive højere om dagen, men til gengæld lavere om natten, fordi varmetilførslen fra jorden til luften er nedsat (se afsnit 24.2.2.3). Dette er vist i forsøg med halmdækning (bilag 18-16), og da det her drejer sig om forholdsvis små parceller, hvor nabovirkning gør sig gældende, vil virkningerne kunne blive endnu kraftigere på større, sammenhængende flader. Den uheldigste side ved dækning med halm og tildels andet materiale er netop en større risiko for frostskade i klare forårsnætter.

Bilag 18-16. Temperaturen kl. 9 samt minimumstemperatur 10 cm over renholdt og halmdækket jord i æbleplantage. Efter Rasmussen (1958).

18.11.2 Varmeakkumulering

Ved dækning med plastic, også sort plastic, stiger temperaturen i jorden, mest i de øverste lag, og dette er bl.a. med til at øge mineraliseringen af kvælstof (bilagene 18-17, 18-18). Temperaturen kan måske hæves ekstra ved plastdækning af hævede jordbede. Hos jordbær kan modningen fremmes lidt ved plasticdækning af jorden, måske sker der også en forøgelse af blomsterantal og udbytte ved dækning med mørk plast i forbindelse med sommerplantning. Det samme er måske tilfældet ved vinterdækning af planterne med agryl.

Bilag 18-17. Virkning af jordbehandling på jorden og på unge æbletræer (Måge 1982).

.

Bilag 18-18 Virkning af plasticdækning på jordtemperatur og nitratindhold (Funke 1983).

18.12. Vækst, udbytte og frugtudvikling

Som vist, kan jordkultiveringsmetoderne påvirke forholdene i jorden, og det kan igen indvirke på planterne. Virkningerne via jordens kvælstof- og vandindhold vil ofte dominere.

I en renholdt jord produceres der i mange tilfælde så meget kvælstof (bilag 18-11), at der er nok til at forsyne bærende æbletræer, idet kvælstoftilførsel ikke øger udbyttet (bilag 18-19). Står træerne derimod i et permanent græsdække, reduceres vækst og udbytte kraftigt. Der skal tilføres over 200 kg N/ha for at kompensere for græssets kvælstofforbrug, så at der også kan blive nok til træerne, så kvælstofindholdet i bladene når ind i optimumsområdet (> 2,2% N). Ved kløvergræs (eller hvis der kun er græsbaner mellem rækkerne) skal der 30-50 kg N/ha til for at kompensere for dækafgrødens forbrug. Alligevel når udbytterne ved en dækafgrøde ikke op på udbytterne i renholdt jord; det skyldes formentlig dækafgrødens forbrug af vand, dvs. at træerne samtidigt kan få en vis vandmangel, når der er konkurrence fra en dækafgrøde.

Bilag 18-19. Virkning af jordbehandling og kvælstoftilførsel på kvælstofindhold og udbytte hos æbletræer (Sandvad & Jepsen 1966).

Det er dog ikke i alle forsøg, at græs har haft en så tydelig negativ virkning. I et irsk forsøg gav græs og renholdt omtrent samme resultat (bilag 18-20). Det skyldes måske tildels den store nedbør (1.000 mm pr. år), så græsset ikke har udløst vandmangel. Måske får træerne også, efterhånden som de bliver større, lettere ved at få fat i kvælstoffet i konkurrence med græsset, ligesom forholdet mellem mineralisering og optagelse hos græsset kan ændre sig. I ældre plantager med græsbaner ses undertiden høje kvælstofindhold i bladene uden kvælstofgødskning.

Bilag 18-20. Virkning af jordbehandling på store æbletræer under forhold med megen nedbør (Robinson & O'Kennedy 1978).

Barkultur skulle kunne påvirke træernes forsyning i positiv retning, og resultaterne burde være mindst lige så gode som ved mekanisk renholdt jord. I danske forsøg tenderede barkultur da også mod at give højere udbytter end renholdt + dækafgrøde (bilag 18-21). Også i det irske forsøg var barkultur bedst (bilag 18-20). I nogle tilfælde har barkultur dog givet æbler med lidt lavere indhold af opløseligt tørstof eller mindre faste og mere grønne frugter, dvs. måske lidt ringere frugtkvalitet (sammenlign afsnit 19.2.1).

Bilag 18-21. Virkning af barkultur i danske forsøg. kg/træ (Pedersen & Vang-Petersen 1984).

Halmdækning var ikke speciel fordelagtig i det irske forsøg (bilag 18-20), måske på grund af større frostskade. I andre tilfælde kan dækning med organisk materiale påvirke vækst og udbytte i positiv retning.

Plasticdækning har givet gode resultater vækst- og udbyttemæssigt set (bilagene 18-17, 18-18).

I frugtbuske (øverligt liggende rødder) har halmdækning vist gode resultater (bilag 18-22). En bælgplante - dækafgrøde fra 1. juli - har givet det dårligste resultat, formentlig fordi der her også sidst på sommeren vil være konkurrence med buske om vand og næring, idet udbyttet hos frugtbuske er særligt afhængigt af en god tilvækst.

Bilag 18-22. Virkning af jordbehandling hos frugtbuske. t/ha (Anon. 1968).

18.13 Sundhed og miljø. Alternative ukrudtsbekæmpelsesmetoder

Herbicider er "fremmedstoffer" og kan betragtes som uønskelige på grund af sprøjterester i frugterne og på grund af miljømæssige påvirkninger. Derfor findes der begrænsninger i brugen i form at sprøjtefrister. Antallet af godkendte herbicider reduceres til stadighed på grund af risikoen for grundvands- og anden forurening.

Ved økologiske og lignende metoder må der slet ikke bruges herbicider. Ved integreret dyrkning skal der være en græsstribe mellem trærækkerne, og der er begrænsninger for herbicidanvendelse i trærækken. Derfor er der interesse for andre metoder til bekæmpelse af ukrudt.

Mekanisk renholdt, evt. sammen med dækkultur, kan igen være en aktuel metode til trækulturer. Græsbaner med mekanisk renholdelse alene i trærækken er også en mulighed. Der er udviklet redskaber til formålet (jordhøvl, rotorfræser eller -harve, ukrudsbørster (Assarsson et al. 1994)). Det er også undersøgt, om svagtvoksende plantearter kunne anvendes i selve trærækken. Efterhånden vil græs og ukrudt dog vokse ind og blive dominerende.

Herbicidbehandling kan erstattes med ukrudtsbekæmpelse med flammekaster. Der regnes med 40-60 kg brændstof pr. ha, hvilket gør en behandling dyrere end en herbicidbehandling. Da der kun sker en afsvidning, vil det være nødvendigt med flere behandlinger pr. sæson. Unge træstammer og buske skades meget let af varmen. Afskærmning er derfor vigtig, og der er grænser for, hvor tæt man kan komme kulturplanterne. Flammebehandling er ikke effektiv mod græsukrudt (Pedersen & Christensen 1992).

Dækning i trærækken med bark eller halm, evt. afklippet materiale fra græs- eller bælgplantebaner mellem rækkerne, har også en vis ukrudtsbekæmpende virkning, men lagtykkelsen skal nok være mindst 8-10 cm og ikke-omsat materiale virker bedre end kompost. Rodukrudt vil vokse igennem.

Sort plastic er et effektivt middel til ukrudtsbekæmpelse.

For alle de nævnte metoder gælder, at de vil være dyrere end herbicidbehandling.

Da det i dag vil være almindeligt med en form for planterække, i det mindste som en græsstribe imellem rækkerne, kan det ved plantevalg være aktuelt at tage hensyn til konkurrenceevnen (vand, kvælstof), gødningseffekt, jordstruktur på virkning, kørselsfasthed eller biplante-funktion (se Bertelsen & Christensen 1993).

18.14 Vurdering af de enkelte jordkultiveringsmetoder

Oversigt (bilag 18-2).

18.14.1. Græs

Permanent græs over hele arealet egner sig ikke til intensiv og rationel frugtdyrkning på grund af dens store konkurrence om især kvælstof og vand. Hvis effektiv frugtproduktion ikke er det primære, men hvis frugttræer bruges som fx have- og landskabsplanter med vægt også på andre forhold, vil græs kunne have sin berettigelse. Man bør da bruge træer på relativ kraftig grundstamme, og det vil altid være godt at holde et areal frit om træet de første år efter plantningen, for at træet ikke skal gå i stå vækstmæssigt set. Dyrehold er kun mulig mellem store træer, og træerne kan ikke passes optimalt.

18.14.2. Græsbaner

Græsbaner mellem rækkerne og med ukrudtsfri rækker vil mange steder kunne være en anvendelig metode, især i træer med relativt store afstande og i god vækst. Kvælstoftilførsel vil oftest være nødvendig. Metoden kan bruges til i et vist omfang at styre træernes kvælstofforsyning. Ved at iså græs (eller lade ukrudtet gro) i forbindelse med fx barkultur, eller ved at gøre eventuelle græsbaner bredere, kan man hæmme træernes vækst og få gang i blomsterknopdannelsen. Græs kan derfor bruges som et vækstregulerende middel, evt. midlertidigt, i træer med for kraftig vækst.

Omvendt er græsbaner oftest uheldige i unge plantninger, ved tætplantning på svage grundstammer og i buske, som har øverligt liggende rødder og et stort kvælstof- og vandbehov. Vil man have græsbaner under sådanne forhold, kan den generelle kvælstofforsyning forbedres ved at iblande bælgplanter. Indfører man herved blomstrende planter, kan der dog opstå den ulempe, at man kan blive hindret i i visse perioder at sprøjte med midler, som er farlige for bier. Er der mulighed for direkte at forsyne træer eller buske med vand og næring, fx ved drypvanding, vil græsbaner mellem rækkerne kunne accepteres i de fleste tilfælde (se også afsnit 20.5). En sådan kombination vil desuden have den fordel, at man kan styre tilførslen og stort set undgå kvælstofudvaskning.

Ved integreret dyrkning er det i almindelighed et krav, at der er græsbaner mellem træerne. For at undgå for stor konkurrenceeffekt bør der vælges mellem engrapgræs, alm. rajgræs, rødsvingel, krybende hvene, hvidkløver, evt. to til flere arter i blanding (se Bertelsen & Christensen 1993). Som nævnt reduceres konkurrenceevnen også ved hyppig slåning.

18.14.3. Mellemkultur

Virkningerne vil minde meget om virkningerne ved græsbaner, men derudover vil der være den ulempe, at optimal pasning (fx sprøjtning) vil være vanskelig. Mellemkulturer medfører derfor let langsommere tilvækst og bæring i den blivende kultur. Mellemkultur har kun aktualitet ved relativt store rækkeafstande. Den åbenlyse fordel er naturligvis en bedret rentabilitet i de første år på grund af indtægter fra mellemkulturen.

18.14.4. Renholdt + dækkultur

Denne metode har især følgende fordele: Kvælstoffrigørelse forsommer, ingen konkurrence om vand og næring i den første del af vækstsæsonen, konservering af N i dækafgrøden vinteren over, så at nitratudvaskning bliver minimal, især hvis der ikke anvendes bælgplanter. Konkurrence fra dækafgrøden sidst på sommeren kan være uheldig hos buskfrugt, men hos træer vil den normalt være uden betydning og måske endda i visse tilfælde snarere være en fordel, idet en begrænsning af kvælstoftilførslen for eksempel kan være med til at bedre farvedannelsen hos æbler.

Renholdt + dækafgrøde er derfor en udmærket metode til frugttræer, undtagen hvis der er problemer med kaliumforsyningen, og samtidig er det nok den bedste metode miljømæssigt set. Ulempen er især den betydelige arbejdsbyrde, som er forbundet hermed. I stedet for mekanisk renholdelse af jorden kunne man også holde rent først på sæsonen med herbicider, men den samlede metode ville stadig have betydelige arbejds- og andre omkostninger, og en del af de miljømæssige fordele ville forsvinde.

18.14.5. Barkultur

Renholdelse alene ved hjælp af herbicider har en række fordele: den er billig, der er ikke konkurrence om vand og næring, og der er reduceret nattefrostrisiko, så det er ofte den metode, som giver bedst vækst og bæring. En ulempe er tendensen til ringere frugtkvalitet. Ellers er ulemperne især af forureningsmæssig art på grund af herbicidanvendelse, nitratudvaskningen vil være større, end hvor der er græs eller dækkultur foruden træer eller buske. En mindre ulempe kan være tilsmudsning af kasser under frugtplukning på grund af stænk fra regn. Metoden egner sig ikke til skrånende arealer på grund af erosion ved kraftig regn.

I takt med den stigende miljøbevidsthed, herunder flere lovmæssige begrænsninger for herbicidanvendelse, vil barkultur nok efterhånden forsvinde.

18.14.6. Alternative metoder, især i planterækken

Flammekasterbehandling, enten på hele arealet eller i rækken alene, vil give de samme fordele som ved kemisk bekæmpelse, men uden herbicidernes negative sider. Der er dog grænser for, hvor nær man kan gå træer og buske ved flammebehandling, og behandlingen er nok relativt dyr og ikke altid lige effektiv.

Dækning med organisk materiale eller plastic i rækkerne har især den ulempe, at det er relativt dyrt. Ellers har de en række gunstige virkninger på jord og planter, plastic har den bedste ukrudtsbekæmpelseseffekt. Organisk materiale, især halm, kan dog give øget risiko for nattefrostskader samt øget brand- og musefare. Uheldige virkninger af et for højt kaliumniveau kan forstærkes ved dækning med organisk materiale.

Man kan diskutere, om anvendelse af plastic miljømæssigt set er heldig, da plast-fremstilling kræver ressourcer, og der er affalds- og forureningsproblemer.

18.15. Herbicider

Som nævnt har herbicider gennem en længere årrække været et vigtigt element i jordbehandlingen inden for frugtdyrkningen.

18.15.1 Herbicidtyper

Jordmidler optages ofte gennem rødder (kimrødder). Nogle kan dog også optages gennem blade og andre dele. De virker ved at hæmme rodvækst, fotosyntese eller andet. Man taler om positionel selektivitet, idet de er tungtopløselige og bindes til jordkolloider. Jorden skal derfor være fugtig ved udbringningen (oftest forår), så at midlet kan trænge ned, hvor frøukrudtet spirer. Ved stor nedbør eller løs jord (fx efter plantning) kan midlerne måske trænge ned til kulturplanternes rødder og skade disse.

Kontaktmidler (svidningsmidler) virker direkte på løvet og bruges undertiden supplerende senere i vækstsæsonen.

Systemiske midler optages gennem blade. Det sker lettest ved relativ høj temperatur op ved høj luftfugtighed. De transporteres rundt i planterne og bruges især ved særlig besværlig ukrudt.

18.15.2. Herbicidanvendelse

Med hensyn til mere specifikke forhold, såsom godkendte herbicider, sammenhænge mellem herbicidtype, frugtart og ukrudtsarter, herunder risiko for skadevirkninger på frugtarterne, koncentrationer, sprøjtetidspunkter mv. henvises til speciallitteratur, fx "Håndbog for frugtavlere" (Dansk Erhvervsfrugtavl). Der er også begrænsninger i form af sprøjtefrister etc.

Sprøjteteknik, afskærmning mv. er også vigtig for at undgå sprøjteskade; det gælder især ved svidnings- og systemiske midler.

18.15.3. Udselekterede ukrudtsarter ved herbicidanvendelse

Ved barkultur, hvor jorden holdes ukrudtsfri med herbicider, ses ofte en mos- og lavlignende belægning, der dog næppe er skadelig. Men det kan også ske, at ukrudtsarter, som i højere grad tåler herbiciderne, udvikles i særlig kraftig grad, sommetider dannes pletvise tæpper af en bestemt ukrudtsart.

Det gælder:

Padderokker. (Equisetum)De kommer især på fugtige steder (lave områder af marken). De er svære at bekæmpe. Hormonmidler tilført, når toppen er i god vækst, har nogen virkning.

Pileurter. (Polygonum) Både vand-, vej- og snerlepileurt kan udvikle sig til problemer. Svidnings- og systemiske midler er virkningsfulde, hvis de anvendes på planter i kimbladsstadiet.

Agersnerle, (Convolvulus)der er flerårig, kan være et problem, ikke mindst i buske. Hormonmidler virker, men det gør de også på buskene!

Brandbæger (Senecio) har bredt sig i stort omfang i mange frugtplantager; der kan komme flere "generationer" om året. Brug af diuron i stedet for simazin har god virkning, men diuron tåles kun godt af kernefrugttræer.

18.16 Litteratur

Grunnet, H.Ø. & N. Dullum. 1950. Nogle kulturforsøg med frugttræer og frugtbuske. Tidsskr. Planteavl 53:321-335.

Vang-Petersen, O. 1989. Gødskning af træ- og buskfrugt. Statens Planteavlsforsøg, Grøn Viden, Havebrug nr. 31.

Pedersen, B.F. & O. Vang-Petersen. 1984. Barkultur til frugttræer. Statens Planteavlsforsøg. Meddelelse nr. 1764.

Dalbro, S. 1957. Jordbundsanalyser i frugtplantager. Tidsskr. Planteavl 61:445-473.

Langer, V. 1986. Gør regnorme nytte i plantagen? Frugtavleren:15.42-43.

Bertelsen, M.G. 1991. Integreret frugtproduktion og ukrudtsbekæmpelse. Hovedopgave. KVL.

Blanke, M. 1994. Wieviel CO₂ veratmet der Boden einer Obstplantage im Frühling? Erw. Obstbau 36:144-147.

Poulsen, E. & S. Dalbro. 1962. Forskellige jordtypers gennemtrængelighed for kalium og magnesium. Tidsskr. Planteavl 66: 50-74.

Poulsen, E. & P. Hansen. 1961. Undersøgelser over jordens nitratindhold. Tidsskr. Planteavl 65:206-234.

Dalbro, S. & G. Nielsen. 1958. Undersøgelser over jordens nitratindhold i frugtplantager. Tidsskr. Planteavl 62:1-25.

Rupp, D. 1993. Zur Stickstoffdüngung bei Kernobst - Beziehungen zwischen Düngungshöhe, Nmin - Gehalten in Bodenproben, Nitrat im Bodenwasser und der Stickstoffauswaschung. Erw. Obstbau 35:153-159.

Jonkers, H. & O. Borsboom. 1981. Bodembedekking bij vruchtbomen door laagblijvende kruiden, boomschors en zwarte plastic folie. Fruitteelt 71:1412-1415.

Rasmussen, P. 1958. Vandbalance, meteorologiske og jordbundsfysiske målinger i frugtplantager ved forskellige ksulturmetoder. Tidsskr. Planteavl 61:49-102.

Måge, F. 1982. Black plastic mulching, compared to other orchard soil management methods. Sci. Hort. 16:131-136.

Funke, W. 1983. Einfluss der Pflanzstreifenabdeckung mit Schwarzfolie auf Apfel-Jungpflanzungen. Erw. Obstbau 25:108-112.

Sandvad, K. & H.M. Jepsen. 1966. Forsøg med kvælstofgødning til æbletræer under forskellige kulturforhold. Tidsskr. Planteavl 70:76-90.

Robinson, D.W. & N.D. O'Kennedy. 1978. The effect of overall herbicide systems or soil management on the growth and yield of apple trees 'Golden Delicious'. Scient. Hort. 9:127-136.

Richardson, A. 1986. The effects of herbicide soil management systems and nitrogen fertilizer on the eating quality of 'Cox's Orange Pippin' apples. J. hort. Sci. 61:447-456.

Perring, M.A. 1984. Effects of area of herbicide and grass sward treatments and amount of nitrogen fertilizer on the mineral composition of 'Cox's Orange Pippin' apple fruit. J. hort. Sci. 59:63-70.

Gormley, T.R., D.W. Robinson & N.D. O'Kennedy. 1982. The effects of soil management systems on the chemical composition and quality of 'Golden Delicious' and 'Cox's Orange Pippin' apples. A follow-up study. J. Sci. Food Agric. 33:361-364.

Anon. 1968. Jorddækning mellem frugtbuske. 834. meddelelse fra Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur.

Boesen, L. 1988. Alternativ bekæmpelse af ukrudt i en frugtplantage. Forsøg med dækning af træflis. Hovedopgave, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Mantinger, H. & H. Gasser. 1986. Einfluss von Alternativmethoden zur chemischen Streifenbehandlung in Obst-Junganalysen. Erw. Obstbau 28:34-38.

Clostermann, G. & R. Clostermann. 1987. Erfahrungen mit Alternativen zur chemischen Baumstreifenbehandlung. Erw. Obstbau 29:221-224.

Assarsson, A.B., H. Johansson & B. Mattsson. 1994. Icke-kemisk ogräsbekämpning i frukt- och bärodling. Sveriges Lantbruksuniversitet. Trädgård ,rapport 380.

Pedersen, H.L. & J.V. Christensen. 1992. Ukrudtsbekæmpelse i æbler uden brug af herbicider. Tidsskr. Planteavl 96:473-477.

Bertelsen, M. & J.V. Christensen. 1993. Dækkulturer og dækplanter i frugtplantager. Statens Platneavlsforsøg. Rapport nr. 9.

Noyé, G. 1981. Ukrudtsbekæmpelse i frugtplantager. Frugtavleren 10:351-356.

Wijsmuller, J.M. 1988. Vergelijking chemische onkruidbestrijdingsmiddelen. Fruitteelt 78(8):28-29.

 TIL ØVRIGE KAPITLER