KAPITEL 24. Frost og frostbeskyttelse. Andre vejrbetingede skader         

Index

24.1. Vinterfrostskader

24.1.1. Baggrund, virkning og symptomer

24.1.2. Modforanstaltninger

24.2. Nattefrostskader

24.2.1. Symptomer

24.2.2. Baggrund og virkning

24.2.2.1. Blomstringstid og følsomhed

24.2.2.2. Udstråling

24.2.2.3. Ledning

24.2.2.4. Strømning

24.2.2.5. Luftfugtighed

24.2.2.6. Kystnærhed og geografi

24.2.3. Modforanstaltninger

24.3. Andre vejrskader

24.4. Skrub (rust)

24.4.1. Faktorer som påvirker skrubdannelse

24.5. Revner på frugten

24.5.1. Årsager til revnedannelse

24.5.2. Indvirkende faktorer

24.5.3. Forebyggelse

24.5.4. Andre arter

24.6. Litteratur

Skader kan opstå i forbindelse med vinterfrost i meget kolde vintre. Langt hyppigere er dog skader af nattefrost på blomsteranlæg og blomster om foråret.

24.1. Vinterfrostskader

I de kolde vintre under den anden verdenskrig var der store frostskader. I en lang årrække herefter var der kun sporadiske vinterfrostskader. I 80'erne har der igen været vintre med betydelige frostskader. I store områder inden for de øvrige nordiske lande umuliggøres frugtdyrkning af lave vintertemperaturer. For eksempel kan der i Finland kun dyrkes æbler i de allersydligste områder, og kun meget hårdføre sorter ('Lobo').

24.1.1. Baggrund, virkning og symptomer

Vinterfrostskader sker normalt først ved temperaturer lavere end minus 20-25°C, men der kan ikke fastlægges nogen bestemt, kritisk temperatur, da en række forhold spiller ind. Der kan være betydelige genetiske forskelle også inden for en given art. Tidlig afmodning (vækstafslutning) giver bedre vinterhårdførhed. Sent afmodnede skud vil have en betydelig risiko for tilbagefrysning, ikke blot ved meget lave temperaturer. I 1981-82 blev der i en æblemark med relativt små højdeforskelle observeret store forskelle af vinterfrostskade, som var størst i de laveste områder. Det kan bl.a. skyldes større jordfugtighed og senere afmodning her. Risikoen for frostskader er større på en svær end på en let jord. Unge træer eller triploide sorter med kraftig og sen vækstafslutning er ofte særlig udsatte for frostskade. Større frostskader på æblegrundstammen MM 106 end på M 26 skyldes muligvis også senere skudmodning.

Efter hvilens indtræden fremmes den biologiske aktivitet i træerne af relativt lune temperaturer om efteråret, og det synes at påvirke hårdførheden senere hen i positiv retning, modsat køligt og regnfuldt vejr. Den egentlige hærdning udløses af langsomt faldende temperaturer sent efterår og tidlig vinter. Et hurtigt fald til lave temperaturer først på vinteren vil derfor kunne gøre skader. Hurtigt indtrædende kulde efter en mild periode om vinteren synes også at give større skade end ved langsomt faldende temperatur. Frostskaden er mindst, når hvilen er dyb (afsnit 1.5), og sorter med en lang hvileperiode synes mest hårdføre.

Tidlig (kunstig) afløvning om efteråret kan give øget frostskade. Det kan skyldes en negativ virkning på de biologiske processer om efteråret, eller det kan direkte være knyttet til, at der dannes mindre oplagsnæring. Denne vil om vinteren i et vist omfang kunne hydrolyseres til sorbitol og sukker (afsnit 5.1), som er letopløselig og kan give frysepunktsdepression i cellerne. Oplagsnæring er dog næppe hele forklaringen på frostskade og vinterhårdførhed. Selve skaden synes ikke at ske ved en sønderrivning af cellerne på grund af iskrystaller, som det kan være tilfældet ved nattefrostskade om foråret, men der synes snarere at være tale om en denaturering af cytoplasmaet.

Der kan være tale om såvel rod- som topskade.

Rodskade ses især i kolde vintre med ringe snedække for træer på en svag rod. Den svage æblegrundstamme M 9 kan derfor ikke bruges i et mere kontinentalt klima. Omvendt er der i Sverige og Finland udviklet særligt hårdføre grundstammer (A2, YP). Træer dyrket i kar, hvor rødderne er særlig udsatte, får let frostskade på rødderne. Symptomerne viser sig ofte først om foråret; knopperne begynder at springe ud, men visner så helt eller delvist.

I andre tilfælde, især ved et tykt snedække, kan skaderne være begrænsede til toppen. I sådanne tilfælde vil der komme friske skud fra plantens basis. Skud og grene kan være beskadiget, bark og kambium vil være mørktfarvet, træet visner helt eller delvist. I andre tilfælde, fx hos kirsebær, kan det være knopperne, især blomsterknopperne, som bliver brune og dør. Symptomerne kan altså veksle fra mangelfuld knopudvikling, til at dele af planten eller hele planten visner. Symptomerne kan også optræde forsinket, fx ved at træet hen på sommeren får misfarvet løv, evt. visner det. Der har tilsyneladende været skader, som først bliver kritiske i særlige stresssituationer. Dårlig vækst de følgende år kan muligvis også være et resultat af vinterfrostskader.

Barksprængninger (lodrette revner) kan optræde især på stammernes sydvestside sidst på vinteren, især hvis der er solrige dage og kraftig frost om natten. Solsiden bliver varm om dagen, og det sætter formentlig gang i vandbevægelserne. Når vandet fryser om natten og derved udvider sig, opstår der spændinger. Barkrevner kan modvirkes ved at farve stammen hvid, fx med kalk; derved bliver temperatursvingningerne mellem dag og nat langt mindre (bilag 24-1). 

Bilag 24-1. Temperatursvingninger i stammebarkens nord- og sydside, dels ubehandlet, dels efter hvid-farvning med kalk. Efter Schumacher (1977).

24.1.2. Modforanstaltninger

Valg af sort og grundstamme hører til de vigtigste punkter, idet der er en betydelig variation med hensyn til vinterhårdførhed, se fx Grauslund (1987). Forædling med henblik på at opnå større vinterhårdførhed er et vigtigt punkt i særligt udsatte områder (fx Finland).

Træer, som er beskåret inden kulden sætter ind, har større risiko for frostskade end ubeskårne træer (afsnit 14.7). Formentlig har beskæring selv i hvileperioden en vis aktiverende virkning, måske ved at gøre hvilen mindre dyb. Især unge træer bør derfor først beskæres, når risikoen for kraftig frost er forbi.

Forhold, som giver hurtig vækst først på sæsonen og tidlig skudmodning bør tilstræbes især i særlig kritiske områder. I Finland er det således i kolde vintre (-40°C i januar) vist, at dyrkning på ophøjede, plasticdækkede bede giver mindre frostskade (55% døde knopper) end dyrkning på flad mark uden plastic (81% døde knopper). Tidligere vækstafslutning på grund af højere jordtemperatur og mere favorable fugtighedsforhold angives som årsag. Jordbær og buske, som er så lave, at de dækkes med sne om vinteren, kan dyrkes også i områder med meget lave temperaturer. Tiltrækning i træer i en lav form, eller eventuelt så toppen kan lægges ned på jorden om vinteren, bedrer også overvintringsmulighederne, men vil næppe være forenelig med rationel dyrkning.

24.2. Nattefrostskader

Med få års mellemrum optræder der i Danmark nattefrostskader om foråret på forskellige frugtkulturer; det kan have store økonomiske følger. Det er et problem i de fleste frugtdyrkningsområder; længere sydpå, hvor blomstringen er tidlig, er det ofte et hyppigere problem end her. Omvendt er det af mindre betydning i vore nordiske nabolande, hvor blomstringen ofte er så sen, at det næsten er blevet sommer.

24.2.1. Symptomer

Som nævnt viser vinterfrostskader sig ofte ved, at knopperne om foråret tilsyneladende udvikles relativt normalt, men efter løvspring, når fordampningskravene stiger, visner de i større eller mindre omfang på grund af, at forsyningsorganerne er beskadigede. Der kan dog også være tale om direkte knopskader, med udtørring eller mangelfuld udvikling til følge. Nattefrost om foråret viser sig udelukkende som knop- og blomsterskader. Afhængig af tidspunkt og temperatur viser symptomerne sig ved aftagende skadevirkning som: "afbrændte" knopper; buklede, krøllede, misdannede blade og visne blomsteranlæg; misdannede blomster, som regel uden udviklede støvdragere og griffel; svedne grifler. Griflerne er særligt sårbare, og ødelagte grifler er nok det mest almindelige symptom, men det er alvorligt nok, idet befrugtning og frugtudvikling hindres. Især i afgrøder, hvor frugtantallet er den vigtigste udbyttekomponent, kan skaderne blive alvorlige. I æble, pære og blomme kan lette nattefrostskader i tilfælde af en kraftig blomstring komme til at virke som en passende udtynding, men i andre tilfælde kan skaderne også her være store.

Skaderne kan også vise sig "forsinket" i form af skader på frugterne. Det kan være som misdannede jordbær, eller på æbler som smalle, lange korkstriber, eller som større forkorkede områder, hvor frugtkødet vokser langsommere, så der fås skæve frugter. Det vil oftest medføre, at frugten kommer i en lavere sorteringsklasse, så sådanne skader kan også medføre betydelige økonomiske tab. Skaderne skyldes nok, at dele af blomsterbund eller frugtknude har siddet særligt frie, så direkte udstråling har medført særligt lave temperaturer og celledød på lokale områder.

24.2.2. Baggrund og virkning

24.2.2.1. Blomstringstid og følsomhed

Jo tidligere på året, desto større er risikoen for nattefrost. De tidligst blomstrende arter og sorter vil derfor alt andet lige være mest udsatte, og som tidligere nævnt er der en variation i blomstringstid, afhængigt af året, fra slutningen af april til begyndelsen af juni eller endnu senere for specielle arter (kap. 2).

Udover genetiske forskelle med hensyn til blomstringstid er der også egentlige genetiske forskelle med hensyn til følsomhed. I 1981 var der blandt tidligt blomstrende æblesorter en god frugtudvikling på 'Summerred', mens skaderne på 'Graasten' var så godt som totale. Tilsvarende var skaderne blandt sent blomstrende sorter begrænsede på 'Golden Delicious' og 'Spartan', men næsten totale på fx 'Cox's Orange' og 'Mutsu'. Hos solbær, som blomstrer tidligt, indgår modstandsdygtighed mod nattefrost som et væsentligt element i forældingsprogrammerne.

Følsomheden afhænger meget af udviklingstrinnet, som det fremgår af en dansk undersøgelse på 'Stevnsbær' (bilag 24-2).

Bilag 24-2. Virkning efter nattefrost på forskellige udviklingstrin hos 'Stevnsbær'. Sluttemperatur (luft) i frostrum ved et temperaturfald på 2-3° pr. time. Efter Grauslund & Hansen (1980).

Ifølge Grauslund (1987) stiger den kritiske temperatur, hvor frostskader begynder at gøre sig gældende, afhængigt af planteart, fra lufttemperaturer på minus 8-11°C ved knopbrydning, til minus 3-4°C, når blomsterne kan ses, til minus 2-3°C under blomstringen. Virkningen vil naturligvis også afhænge af den varighed, som frostperioden har (bilag 24-3). 

Bilag 24-3. Kuldepåvirkningens varigheds betydning for overleven af æbleblomster i ballonstadiet. Efter Salzer (1984).

Man bør gøre sig klar, om det er luft- eller knoptemperaturer, der tales om. Ved udstrålingsfrost vil knopperne være indtil 1,5°C koldere end den omgivende luft (bilag 24-6). I den amerikanske stat Washington undersøges følsomheden løbende, ved at man med mellemrum udtager grene og undersøger dem i særlige frostrum.

Et højt vandindhold, henholdsvis en lav cellesaftkoncentration synes at gøre knopperne mere frostfølsomme på et givet tidspunkt (se også afsnit 24.2.3). Cellesaftkoncentrationen stiger også med udviklingstrinnet, men her bliver knopperne som nævnt samtidig mere frostfølsomme.

24.2.2.2. Udstråling

Nattefrostens opståen og styrke afhænger af en række fysiske forhold, som også er grundlag for flere af de mulige forebyggelsesmetoder. Det vigtigste er udstrålingen. Nattefrost om foråret opstår især i klare nætter. Der vil her om dagen være indstråling af solenergi, men da der ikke er et reflekterende skydække, vil der om natten være en betydelig nettoudstråling af energi (bilag 24-4), først og fremmest fra jordoverfladen, som har en stor massetæthed, og som derfor afkøles mest. Dette er den primære årsag til frosten. Da knopperne har større massetæthed end den omgivende luft, vil de udstråle relativt kraftigere, så at deres temperaturer bliver lavere end luftens (bilag 24-5).  

Bilag 24-4. Eksempel på døgnvariation i ind- og udstråling. 23. marts, England. Efter Landsberg et al. (1974).

Bilag 24-5. Eksempel på temperaturgradienter i klar aprilsnat (gns. kl. 01-07). Odense. Efter Grauslund (1982).

24.2.2.3. Ledning

Inversion. Som nævnt falder temperaturen ved nattefrost først og fremmest på grund af udstråling af energi fra jordoverfladen, som derved afkøles. Ved ledning føres der energi til jordoverfladen fra de nærmeste luftlag. Luften bliver derfor koldest nær jorden, og temperaturen stiger med tiltagende højde; der opstår såkaldt inversion (bilag 24-5). Lave kulturer, som jordbær og buskfrugt, udsættes derfor for de laveste temperaturer. I frugttræer er det mange gange observeret, at frostskaderne er større fx i én end i to meters højde.

Varmeledning fra jorden. Der sker ledning af varme, ikke blot gennem luften, men også gennem jorden. Kun én centimeter nede i jorden er temperaturen højere end ved jordoverfladen og i de nederste luftlag (bilag 24-5). Dette forklarer, hvorfor jordbehandling og dækkultur kan influere på nattefrostskade (afsnit 18.11.1). Et isolerende lag af fx halm vil hæmme varmeledningen fra jorden til overfladen; der bliver mindre til at kompensere for den energi, som stråler ud; jordoverfladen bliver derfor koldere, og det samme gør luften. Omvendt har en fast og fugtig jord en god varmeledningsevne; der kommer mere varme op til overfladen, som derfor afkøles mindre, og det samme gør luften.

24.2.2.4. Strømning

Vind. Temperaturen påvirkes også af strømning, dvs. af egentlig luftbevægelse, som kan være med til at udligne eller forstærke temperaturforskelle mellem forskellige luftlag. Vind giver omrøring, og temperaturen i de nederste luftlag vil derfor falde mindre, end hvis det er vindstille med fuldstændig inversion. Ligeledes vil forskellen imellem temperaturen af en knop og den omgivende luft blive mindre, jo kraftigere vinden er (bilag 24-6). Vind reducerer derfor frostskader i forbindelse med udstrålingsfrost. 

Bilag 24-6. Virkning af vind på temperaturforskel knop-luft ved forskellige strålingsniveauer. Efter Landsberg et al. (1974).

Terrænforskelle. Ved vindstille med fuldstændig inversion vil de underste luftlag som nævnt blive koldest. Da kold luft er tungere end varm luft, vil den kolde luft glide ned af et skrånende areal og samle sig på de laveste områder, såkaldte "frosthuller". Der er eksempler på, at æbletræer på et svagt skrånende areal på få hundrede meters længde var uden frostskader på det øverste område, hvorpå skaderne tiltog gradvist og nåede en total afsvidning af knopperne på det nederste område. Det er derfor meget vigtigt at undgå lavtliggende områder ved frugtdyrkning.

Vindfrost. I modsætning til nattefrost på grund af udstråling kan der også om foråret i sjældne tilfælde være tale om såkaldt vindfrost, dvs. at en kold vind blæser ind over landet. En sådan frost kan give store skader, igen afhængigt af tidspunkt og temperaturniveauer, der findes ingen modforanstaltninger.

Læ. Som nævnt (kap. 23) kan læ både forstærke og afsvække nattefrostskader. Når læ øger nattefrostrisikoen, er forklaringen formentlig:

1) Hvis der er vind i forbindelse med udstrålingsfrost, vil læ reducere "omrøringen"; temperaturgradianterne forstærkes, så der bliver lavere temperatur i de nederste luftlag.

2) På grund af den generelle vækstfremmende virkning ved læ kan blomstringen ske tidligere; derved øges også følsomheden.

Læ kan tænkes at mindske nattefrostrisikoen på grund af:

3) større varmetilledning fra jorden, dels da læ giver højere jordtemperatur, dels da læ giver mere fugtig jord, og det bedrer varmeledningsevnen. Det vil især kunne få virkning i vindstille vejr og især nær ved læhegnene.

4) at læhegn muligvis på grund af refleksion (tilbagestråling) kan reducere nettoudstrålingen fra træerne nærmest læhegnene, så afkølingen bliver mindre. Det vil også især kunne få betydning i vindstille vejr.

24.2.2.5. Luftfugtighed

Jo mere fugtighed der er i luften, desto langsommere vil temperaturen falde, fordi der afgives varme, når vand fryser til is. En dugpunktbestemmelse kan derfor sige noget om risikoen for at få nattefrost.

24.2.2.6. Kystnærhed og geografi

Det er et meget vigtigt punkt. Vand afkøles som bekendt langsommere end jord. Temperaturen i en frostnat falder derved langsommere nær ved havet, og risikoen for nattefrostskade er langt mindre. En undtagelse er, hvis arealet skråner ned mod vandet, idet de nederste dele da kan komme til at virke som et "frosthul".

Som omtalt er nattefrostrisikoen generelt ringest i de sydøstlige dele af landet (kap. 22).

24.2.3. Modforanstaltninger

Disse kan i det væsentligste udledes af de foregående afsnit.

Nattefrostskader forebygges bedst ved valg af et areal med ringe risiko for nattefrost, dvs. et areal nær vandet, bedst i de sydøstlige dele af landet, og ikke for lavt liggende (ingen frosthuller).

Risikoen for skade kan desuden begrænses ved valg af de mest modstandsdygtige sorter. Det er især af betydning under mere udsatte forhold. Sentblomstrende sorter kan have en lidt mindre risiko, men bedre er det at satse på sorter, som reelt er mere modstandsdygtige mod nattefrost.

Da knoppernes følsomhed for nattefrost som nævnt stiger med udviklingstrinnet, har man søgt at sinke udviklingen, fx ved at sænke knoppernes temperatur ved at overbruse med vand ved temperaturer over en vis grænse. Det har også vist sig muligt at sinke blomstringen, ofte med en uge eller mere. Imidlertid bevirker overbrusningen i sig selv, at knopperne bliver mere frostfølsomme (bilag 24-7), nok fordi de bliver mere vandholdige, og denne virkning kan dominere over virkningen af forsinket udvikling, undtagen hvis frosten forekommer meget tidligt i udviklingsforløbet (Hamer 1983). En forsinket blomstring vil desuden give en kortere frugtudviklingsperiode, hvad der kan være uheldigt for nogle arter under nordlige forhold (afsnit 21.2.1).

Bilag 24-7. Virkning af overbrusning på æbleknoppers frostfølsomhed. Overbruset ved temperaturer > 4,5°C efter 27. februar. England (Hamer 1981).

Behandling med forskellige vækstregulerende stoffer om efteråret kan også sinke blomstringen næste forår. Bedst synes virkningen at være med ethephon (afsnit 16.4), men også her kan virkningen være meget varierende (2-13 dages forsinkelse hos blommer, Webster 1984). Virkningen skyldes nok en forlængelse af hvileperioden.

Forskellige hjælpemidler kan tages i brug i den konkrete frostsituation. Vanding, så jorden er fugtig, kan som nævnt bedre varmetilledningen fra jorden.

Overvanding (overbrusning) mens frosten står på, er dog langt mere effektiv (bilag 24-8). Virkningen beror på, at temperaturen ikke går under 0°C, så længe vand og is befinder sig i det samme fasesystem. I princippet bør der derfor overbruses, indtil isen igen er smeltet. Det er den mest almindelige frostbekæpelsesmetode i det sydlige Europa. En kraftig isbelægning på træer med en svag grenbygning, fx surkirsebær, kan give knækkede grene.

Bilag 24-8. Virkning af overvanding i frostnat med ca. -5°C sidst i april 1981. Odense .

Opvarmning ved hjælp af små brændere med olie, evt. naturgas, bruges også flere steder. Det er vigtigt, at temperaturen når så højt op, at hovedparten af energien afgives som strålevarme, som direkte rammer knopperne.

Vindmaskiner bruges flere steder på den amerikanske vestkyst. De er baseret på en kraftig temperaturinversion (betydeligt højere temperatur i 20-30 m højde). Maskinerne er dyre, og der skal være risiko for hyppig nattefrostskade, for at de kan betale sig. I Danmark er temperaturinversionen ofte ret ringe (2-2,5°C fra 2 til 10 m); virkningen ved en omrøring af luften bliver derfor relativt ringe. Forsøg med mobile blæsere har vist, at temperaturstigningen er meget kortvarig på et givet sted (Grauslund 1982). Omrøring af luften ved at køre med en tom tågesprøjte har derfor næppe heller nogen stor effekt, men har dog den fordel, at man ikke skal investere i ekstra udstyr.

Med hensyn til en nærmere beskrivelse af de forskellige metoder henvises til Grauslund (1987).

De effektive metoder er dyre og kræver derfor et højt udbytteniveau og en hyppig risiko for nattefrostskader for at kunne betale sig. Under danske forhold, hvor udbytteniveauet er lavere og risikoen for nattefrostskader er sjældnere, er incitamentet til at investere i frostbekæmpelse mindre.

Skaden efter nattefrost kan begrænses ved at behandle med frugtsætningsfremmende vækststoffer (gibberelliner eller gibberelliner + auxiner), som kan give parthenocarp frugtudvikling (afsnit 4.4).

Dannelse af iskrystaller og dermed ødelæggelse af celler synes at induceres af proteiner udskilt af bakterier (Pseudomonas syringae). Der arbejdes forskellige steder med metoder til at fjerne eller mindske populationen af disse bakterier i cellerne. Herved skulle der i tilfælde af frost kunne ske underafkøling af cellerne med indtil flere grader, så risikoen for nattefrostskader mindskes.

24.3. Andre vejrskader

Snelag, især driver i nærheden af læhegn, kan i enkelte år forårsage knækkede grene i forbindelse med sneens smeltning.

Hagl kan give store skader i form af små nekrotiske pletter, fx på æbler, hvor det kan have betydelig virkning på sorteringsudfaldet. Skaderne kan ske fra frugterne er ganske små. Det er muligt for frugtavlere at tegne haglskadeforsikring.

Mange svampesygdomme fremmes af rigelig nedbør, mens varmt vejr kan øge insektforekomsten, fx ved at give flere generationer af bladlus og spindemider.

Solskoldede frugter kan forekomme under varme forhold. I Californien sprøjtes valnødtræerne med gips for at hindre solskold på stammerne om foråret inden løvet yder skygge.

24.4. Skrub (rust)

Skrub eller rust er korkbelægninger på frugtens overflade, som især ses på æbler og pærer, undertiden også på blommer, og som kan have karakter af helt forkorkede overfladeområder tit et fint, netagtigt mønster, som kan være med til at give frugten en mere ru overflade. Skrubudvikling skyldes ikke kun vejrmæssige faktorer, men de kan yde et væsentligt bidrag.

Skrub opstår formentlig ca. 30 dage efter blomstring, på et tidspunkt, hvor den tangentiale vækst øges mest. Udviklingen af skrub starter formentlig med et indre tryk på grund af den tangentiale celledeling og cellevækst i epidermis, derved revner kutikula, hvis den ikke er i stand til at udvide sig. Under disse sprækker revner og dør nogle af cellerne, de omgivende celler danner for at lukke sårene phellogen (kork-vækstlag), og skrubdannelsen er startet. På lignende måde kan der opstå skrub, hvis kutikula beskadiges mekanisk, ved insektstik mv.

Skrub kommer lettest ved tynd eller amorf kutikula (modsat kutikula arrangeret i plade). Sorter, som let danner voks (afsnit 9.5), er mindre tilbøjelige til at få skrub.

24.4.1. Faktorer, som påvirker skrubdannelse

Genetiske forskelle. Der er store forskelle mellem forskellige sorter inden for pære og æble; 'Conference' og 'Belle de Boskoop' har altid meget skrub eller rust. Der kan også være klonforskelle inden for en sort (ex. 'Smoothe', en glat klon af 'Golden Delicious').

Vand/nedbør. Høj luftfugtighed, hyppig regn mm. fremmer skrub, enten fordi der samtidig udvikles tynde kutikula, eller/og fordi fugtige forhold skaber et højt turgortryk bag kutikula. Ved overdækning af træer af 'Cox's Orange' mod nedbør kom der kun lidt skrub, mens der på ubeskyttede træer var en tydelig skrubdannelse (bilag 24-9) i forbindelse med nedbør.

Bilag 24-9. Skrubben frugt i overdækningsforsøg (Dalbro, K. 1959)

På æbler er huden omkring stilken ofte skrubben, nok fordi der ofte står vand i stilkhulen. Der er vist en negativ sammenhæng mellem skrubforekomst og træets løvmængde, enten fordi bladene beskytter frugterne mod nedbør eller direkte sol, eller fordi frugternes vækst og vandforhold såvel kutikulas struktur kan være anderledes for frugter i skygge. Omvendt kan der være udbredt skrub i åbne træer med få blade (dårlig eller svag vækst), undertiden kan der også her forekomme egentlige synlige revner. Der udvikles mindre skrub ved en lavere temperatur, hvor frugten vokser langsommere, og vandforholdene kan være ændret.

Rustmider. Rustmider suger på frugten fra blomstringen og til hen på sommeren. Ved de sårede celler opstår der dannelsesvæv, som øver et tryk, så overfladen sprænges og der opstår skrub. Rustmider angriber først og fremmest omkring blomsten, hvor der ses skrub ved milde angreb, mens større angreb kan give et fintmasket net med ru overflade over hele frugten.

Virusangrebet materiale kan udvise mere skrub end virusfrit materiale.

Sprøjtekemikalier. Visse sprøjtekemikalier angriber frugtens overflade, så at der opstår skrub. Et af de tidligste svampemidler, kobber (bordeauxvæske) giver let skrub; det er en af grundene til, at man forlod det til fordel for mere skånsomme midler. Frugterne er særligt følsomme på stadiet 'dunet' frugt, dvs. de første 4-5 uger efter blomstringen; visse sprøjtemidler bør ikke bruges i denne periode.

Vækststoffer. Sprøjtninger med gibberelliner ved afblomstring og senere kan reducere skrubdannelsen, måske ved at gibberellin fremmer væksten i de yderste lag, så at der opstår mindre spænding, eller cellerne bliver mere elastiske (afsnit 16.2). Glatte kloner af 'Golden Delicious' indeholder mere gibberellin end kloner, der får skrub. Handelsvaren Berelex (gibberellin A4 og A7) har været anbefalet til sprøjtning mod skrub i Holland.

Væksthæmmende stoffer som SADH (afsnit 16.5) har i nogle forsøg øget skrubforekomsten. SADH kan give mere åbne træer og evt. hæmme frugternes vækst.

24.5.Revner på frugten

Dette er et særligt stort problem i sødkirsebær, men kan også forekomme i surkirsebær, blomme (bl.a. 'Kirkes'), æbler ('Discovery', 'Ingrid Marie'). I det følgende omtales først og fremmest revnedannelse i sødkirsebær.

24.5.1. Årsager til revnedannelse

I sødkirsebær kan der dels forekomme små revner i frugtens top og basis, dels dybe laterale revner. De små revner kan komme tidligt under udviklingen og kommer nok især ved vanding eller regn efter en tørkeperiode. Derimod kommer de dybe, laterale revner kun i de sidste 2-3 uger før modning (der er sortsvariation; de kan komme særligt tidligt i sorten 'Van'). Det er den type revner, som kan give skader, hvor en stor del af frugterne ødelægges. De kommer typisk i forbindelse med regn, der skal være vand på frugten, overdækning eller vanding under træerne giver ingen eller få revner. Når der er regn ("destilleret" vand) på frugthuden, trænger den igennem den semipermeable frugthud, fordi vandpotenitalet i frugten er nedsat, især på grund af opløst sukker. Der opstår et øget indre tryk, kutikula brister, og det fører til revner dybere ned i frugtkødet. Der er især en stor genetisk variation med hensyn til revnedannelse. Denne ser dog ikke ud til at være knyttet til forskelle i osmotisk tryk. Derimod er det vist, at der kan være store forskelle i vandoptagelseshastighed, ligesom der kan være store forskelle med hensyn til, hvor meget vand frugterne kan optage, inden de revner. Dette tyder på, at det er forskelle i frugthuden, som spiller ind, både med hensyn til permeabilitet og elasticitet eller styrke. Permeabiliteten kunne bl.a. være påvirket af stomata. Det er nok især en positiv sammenhæng mellem vandoptagelsen og stomata-størrelsen, som gør sig gældende. Forskel i hudens styrke synes knyttet til kutikulas tykkelse, som er positivt korreleret med revnemodstanden. Tilførsel af visse kationer, især calciumsalte, modvirker revnedannelsen, selv almindeligt kalkholdigt ledningsvand har en virkning. Calcium er som nævnt et vigtigt stof i frugters fysiologi også i forbindelse med andre fysiologiske skader (afsnittene 9.8.2, 19.2.4); det kan bl.a. påvirke cellemembraners funktion og cellevægsstrukturen. Formentlig nedsættes permeabiliteten ved calcium-tilførsel ved andre mekanismer end via stomata.

24.5.2. Indvirkende faktorer

Inden for en given sort kan der være en vis positiv sammenhæng mellem revnetilbøjelighed og frugtstørrelse, men sammenhængen holder ikke på tværs af sorter. De laterale revner kommer som nævnt kun i de seneste udviklingsstadier. Regn er den udløsende faktor; jo længere frugterne er våde, desto større er risikoen. Revnedannelsen øges med stigende temperatur, nok fordi vandets viskositet så reduceres, så at det flyder hurtigere ind gennem hudens "poresystem" (Poiseulles lov). Varmt og fugtigt vejr er derfor særligt risikofyldt. Dugdannelse og høj luftfugtighed fremmer også risikoen. Derimod er risikoen for revnedannelse mindre efter en længere, tør periode, fordi frugterne så har et lavt vandindhold og kan optage større vandmængder, inden de revner.

24.5.3. Forebyggelse

Da der er en stor genetisk variation, bør der satses på de mest revnefaste sorter. Ved at sprede sortsvalget, også med hensyn til modningstid, reduceres risikoen for meget store skader. Der har været lavet mange undersøgelser med påsprøjtning af især calciumsalte (acetat, nitrat, chlorid, hydroxid). Resultaterne har været varierende, men en enkelt sprøjtning har næppe den store virkning, også fordi saltene hurtigt regner af. I et nyt sødkirsebærprojekt (Årslev 1994) undersøges, om overbrusning med Ca-salte under regn har en bedre virkning. Calciumsprøjtning kan også medføre indtørrede pletter på frugten bagefter.

Vind, åbne træer, og andre faktorer, som giver en hurtig tørring af bærrene, virker positivt. Tilsvarende kan påsprøjtning af spredemidler, som nedsætter overfladespændingen, fordele tilbageværende regndråber, så de hurtigt tørrer. Omvendt kan tilbageværende spredemiddel fordele ny regn på bærrene, så at vandoptagelsen fremmes.

Overdækning er selvfølgelig et virksomt middel. I bl.a. Norge har man prøvet plasticdækning af enkelte-træer såvel som et system, hvor der kunne trækkes plast hen over rækkerne på samme måde, som man bruger skyggegardiner i et væksthus. Ulempen er især, at disse metoder er meget arbejdskrævende eller dyre.

24.5.4. Andre arter

Andre bløde frugter, som visse blommesorter, får revner på lignende vis som sødkirsebær. Inden for æble har 'Ingrid Marie' en sortskarakteristisk egenskab til at få mindre revner omkring bægeret. De kommer på de mest ophøjede partier og måske især hos frugter med et særligt dybtliggende bæger. Det er områder, som måske er særlig udsat for fordampning, og som får højere sukkerkoncentration, så at der kan opstå store spændinger med ny vandoptagelse. Revner ses også undertiden på sorter som 'Cox's Orange', 'Discovery' og 'Aroma'; det kan også dreje sig om længere, mere dybdegående revner. I Norge har man revneproblemer i pæresorten 'Kejserinde'. Revner synes især at komme ved vekslen mellem varme, tørre og fugtige, kolde perioder, vandoptagelse gennem frugthuden synes også her at modvirke. Måske kommer revnerne især på dele af frugten, som har været mest udsat for udtørrende påvirkning, og hvor der som følge heraf er dannet en hård og uelastisk hud, som ikke kan modstå spændingen ved ny vandoptagelse.

 24.6. Litteratur

Grauslund, J. 1987. Frost. Frugt- og bærdyrkning. København, pp. 30-35.

Eriksen, E.N. & J.M. Hansen 1986. Udvikling af vinterhårdførhed i træer og buske. Ugeskr. Jordbrug 131:221-223.

Callesen, O. 1986. Frostskader i æbletræer. Ugeskr. Jordbrug 131:232-233.

Säkö, J. & M. Yli-Pietilä 1987. Winter injury to Finnish apple orchards in 1984-85. Ann. Agric. Fenniae 26:251-260.

Stösser, R. 1986. Mikroskopische Untersuchungen an frostgeschädigtem Holz verschiedener Obstarten. Erw. Obstbau 28:40-42.

Schumacher, R., F. Fankhauser & W. Stadler 1977. Einfluss eines Kalkanstriches auf die Temperaturschwankungen im Bereich des Kambiums von Apfelbaumstämmen. Schweiz. Zeits. Obst- und Weinbau 113:21-29.

Czynczyk, A. 1981. Effect of M 9, B 9 and M 26 rootstock on growth, fruiting and frost resistance of apple trees. Fruit science reports 66:143-152.

Schumacher, R. & F. Fankhauser 1985. Winterfrostschäden im Obstbau. Erw. Obstbau 27:108-110.

Ljones, B. 1986. Stammesprekking hos frukttre. Frukt og Bær 1986:111-115.

Grauslund, J. & P. Hansen 1980. Blomsterknoppers frostfølsomhed i surkirsebærsorten 'Stevnsbær'. Tidsskr. Planteavl 84:37-43.

Salzer, J. 1984. Frostverträglichkeit der Obstarten. II. Arch. Gartenbau 32:293-296.

Jones, H.G. & K.H. Higgs 1983. Cell sap osmotic potentials and frost tolerance in black currants (Ribes nigrum L.). J. Hort. Sci. 58:261-266.

Landsberg, J.J., D.R. Butler & H.R. Thorpe 1974. Apple bud and blossom temperatures. J. Hort. Sci. 49:227-239.

Grauslund, J. 1982. Temperaturinversion og muligheder for frostbeskyttelse ved luftblanding i en frugtplantage. Tidsskr. Planteavl 86:451-460.

Hamer, P.J.C. 1981. The effects of evaporative cooling on apple bud development and frost resistance. J. hort. Sci. 56:107-112.

Hamer, P.J.C. 1983. Evaporative cooling of apple buds: the effect of timing of water application on bud development and frost resistance of the cv. Cox's Orange Pippin. J. hort. Sci. 58:153-159.

Webster, A.D. 1984. Plant growth regulator sprays to delay blossoming of Victoria plum. J. hort. Sci. 59:377-396.

 Proebsting, E.L. & D.C. Gross 1988. Field evaluations of frost injury to deciduous fruit trees as influenced by ice nucleation-active Pseudomonas syringae. J. Amer. Soc. Hort. Sci. 113:498-506.

Faust, M. & C.B. Shear. 1972. Russeting of apples, an interpretive reveiw. HortSci. 7:233-235.

Skene, D.S. 1982. The development of russet, rough russet and cracks on the fruit of the apple Cox's Orange Pippin during the course of the season. J. Hort. Sci. 57:165-174.

Dalbro, K. 1959. Iagttagelse og forsøg vedrørende skrubben frugt og bladpletter hos Cox's Orange. Tidsskr. Planteavl 62:112-147.

Wertheim, S.J. 1982. Fruit russeting in apples as affected by various gibberellins. J. Hort. Sci. 57:283-288.

Grauslund, J. 1989. Skrub på æbler. Frugtavleren 17:126-129.

Matkowski, A. & E. Schadegg. 1988. Æblerustmiden - et hidtil overset skadedyr. Statens Planteavlsforsøg. Grøn Viden Havebrug nr. 19.

Christensen, J. Vittrup. 1976. Revnedannelse i kirsebær. Tidsskr. Planteavl 80:289-324.

Christensen, J. Vittrup. 1994. Rain-induced cracking of sweet cherries, its causes and prevention. Manuskript, 54 pp.

Ericsson, N.-E. 1993. Sprickbildning hos Ingrid Marie. Frukt- och Bärodling 35 (4):24-27.

 TIL ØVRIGE KAPITLER